Den Bror Jeg Aldrig Havde Ønsket Mig

Nogen gange så mødes man og så klikker man bare.

D. 7 februar overlevede og afleverede, jeg med nød og næppe, og med stor hjælp og støtte, en opgave om Søren Kierkegaards kvindesyn i "Forførerens Dagbog". 
Lykkelig over, at jeg overlevede, og det uden nogen grå hår på hovedet, tog jeg på Studenterhuset for at tage en svingom og fejre, at jeg aldrig mere skulle i nærheden af Kierkegaard igen.

Jeg var stadig helt ny og kendte få dansere og endnu færre leads den dag. Ex-roomie M gad ikke med, så jeg satte mig pænt på en sofa i hjørnet og ventede på at blive budt op.
I min døs af beundring fik jeg så øje på ham. 
Bortset fra den meget gule poloshirt, lignede han Ritchie Valens på en prik og hans dansestil adskilte sig radikalt fra de andres på dansegulvet. Han gav den så meget mere gas og jeg tænkte - "Gid han ville byde mig op".
Knap tænkte jeg tanken til ende og så stod han lige foran mig og ville høre om jeg ville danse.
Efter en dans eller to tog vi en pause og en sludder. Jeg fortalte ham, at jeg lige var begyndt at danse, at jeg lige havde afleveret en opgave om Kierkegaard. Han spurgte om jeg ville øve aerials og i min naivitet sagde jeg, at det ville jeg elske.
Han gav mig sit visitkort.
"Det er skæbnen sagde han." jeg forstod først, hvad han mente, da jeg så hans efternavn. 
Med fine små bogstaver stod der "P. Kierkegaard" på det hvide, kvadratiske stykke papir.
Jeg kiggede på ham, himlede og spurgte om han tog pis på mig. Nænæ, han hed skam Kierkegaard til efternavn.

Et par uger efter vores første møde, tog jeg til ekstratræning og ved Gud om Kierkegaard ikke stod  der. Et par danse senere kiggede han på mig og sagde "Hvad med de aerials."
Jeg stod og gloede vantro på ham. "Aerials?! Men jeg har kun danset i en måned! Jeg troede vi skulle begynde om et halvt år eller noget."
Uden ord hev han mig op og svingede mig fra hofte til hofte. Jeg var høj på adrenalin, da jeg atter kunne mærke jorden under mine fødder.

Fra da af blev tirsdag vores dag. Vores lille puppe, hvor vi dansede, øvede og fjollede. Den dag hvor vi snakkede og kom ind under huden på hinanden.
Den akavede periode kom vi hurtigt over. Som jeg fortalte Ex-roomie M, da hun stillede spørgsmålstegn ved vores forhold, så bliver man noget så familiær, efter, at man har haft sit skridt faretruende tæt på sin dansepartnets ansigt op til flere gange i løbet af en dansesession.

Og det var netop hvad vi blev - familiære.
Vi havde udviklet en kommunikation og humor, som var så indforstået, at ingen anden kunne følge med. Og der kunne vi så stå, midt imellem et mylder af mennesker, tale sort, grine, og fjolle så ingen udenforstående kunne forstå.

Efter et halvt år så tæt på hinanden, sad vi i flyet hjem fra London. Han havde overtale mig til at deltage i dansekonkurrencen i under swingfestivalen i London og selvom jeg i løbet af festivalen havde lyst til at slå ham, for at have overtalt mig, og mig selv, for at have ladet ham overtale mig, så sad jeg der mandag morgen i flyet hjem, tilfreds, overtræt, fnisende, lykkelig, modigere og et helt eventyr rigere ved siden af ham.
Han mobbede mig.
Jeg grinede til ham, slog min arm om ham og himlede, for jeg ved ikke hvilken gang og fortalte ham, at han var den bror, som jeg aldrig havde ønsket mig.
Som en rigtig bror, kom han med en åndssvag kommentar mere som jeg besvarede med et prik i siden.

I onsdags dansede vi et par danse. 
Da han skulle hjem sagde han, at det nok var sidste gang vi fik set hinanden inden han rejser til NYC. Jeg var ved at tude, for jeg havde, for jeg ved ikke hvilken gang fortrængt, at han skulle være væk i et år, eller mere fra Danmark. 
Indsigten om hans kommende fravær gjorde ondt.
Jeg krammede ham længe og hård og bad ham om at holde kontakten, det lovede han.
For; for mig var han var levet den bror jeg aldrig havde haft, men faktisk altid havde ønsket mig.

Going Steady

Det øsregnede udenfor og mørket havde lagt sig tungt og vådt over byen for mange timer og glas vin siden.
Vi sad i hans brune sofa og han havde lige trukket lidt i min storetå.
Jeg kiggede på ham og rystede på hovedet grinende.
Han sagde alle de rigtige ting på de rigtige tidspunkter, og omend jeg fandt ham lettere forfængelig, så var der noget ved ham, der fængede mig. Måske hans brune øjne, eller hans kølige distance, der i korte øjeblikke blev aflyst af drenget usikkerhed.
Han kiggede på mig idet vores dialog havde udviklet sig til ungdommelig fjolleri.
"I want to go steady."
Jeg kiggede på ham uforstående. "Yeah, I want all phases.".
"Ok", tænkte jeg i mit stille sind, men eftersom jeg var villig til at gå igennem Månens ørkenlandskab for ham og måske endda vælge hund frem for kat som husdyr, så var det at "go steady", nok det mindste af det.
"Fint" svarede jeg og grinede videre.

Nu er det jo sådan, at jeg aldrig har prøvet at "go steady" med nogen, så for mig var det en helt ny oplevelse.
Jeg kender ikke reglerne og ved ikke præcis, hvad det indebærer, men jeg er jo eventyrlysten og villig til at lege.

Idag er det 22 dage siden min kære skotte og jeg begyndte at "go steady", eller som det på dansk hedder - at komme sammen og jeg må da indrømme, at det er et af det noget mere særprægede bekendskaber, jeg har haft.

Sidst vi sås var for ca. 21 dage siden, men jeg er jo en forstårende pige; han har jo også været ude at rejse i en hel uge og der var noget med arbejde og børn osv.

Men fordi jeg var usikker på, hvad det præcis indebar at komme sammen, gik jeg på nettet for at rådføre mig, og ifølge flere forskellige kilder betyder det såre simpelt, at man er "eksklusiv".
Bevares, jeg har altid godt vidst, at det at være eksklusiv indebar, at man ikke ser andre, men jeg må da indrømme, at jeg ikke vidste, at det indebar, at man heller ikke så hinanden.

Den Pæne Pige

Jeg iklæder mig min stramme sorte nederdel, der altid går under knæet, en skjorte med høj udskæring, og lynlås i ryggen. Jeg elsker den pacificering tøj med lukninger i ryggen symboliserer.

Øreringene matcher skjortens mørke bordeaux nuance.
Frakken er stor og tyk og gør mig anonym. Og alligevel ved jeg, at jeg ikke er til at overse i gadebilledet, for den karakter jeg vælger at virkeliggøre er ikke til at tage fejl af - med sort hår, hvid hud og røde læber - repræsenterer jeg indbegrebet af uskyld.

Den hvide alpehue med perlerne er som prikken over i'et sammen med de hvide hansker. Jeg er den pæne pige, der kigger på dig og smiler.

Jeg begiver mig udenfor, tænder for musikken og kan næsten ikke undertrykke et skævt smil ved de første toner, der gennemborer min hjerne i morgenstundens tidlige timer.

Det giver mig en umådelig tilfredshed at gå igennem den kolde morgen helt stram, med perfektionistens detaljerigdom malet i mit ansigt, og for tilfældige forbipasserende lignende en kold isdronning. Altimens en rå mandestemme, i al hemmelighed, fortæller mig, at jeg skal slikke den op fra slap.

Idet jeg stiger af toget ser jeg op på en mand. Vores øjne mødes og jeg smiler skævt til ham. Jeg er i legehumør, så jeg fastholder hans blik.
Han synker en enkel gang, smiler og går forhastet i toget som jeg selv forlader.

Jeg bider mig smilende i læben på min videre færden og kan ikke lade være med at more mig over det paradox jeg ikke kan lade være med at være.

Suspekt

Jeg har aldrig været særlig meget til hiphop og den slags musik, der var dog engang, da jeg kom sammen med Carlos, min egen rod, at jeg hørte det en del.

Det er længe siden, at Carlos og jeg har været kærester. Det endte heller ikke godt mellem ham og jeg.
Han ville og jeg nægtede ham dét. Mine principper blev dengang stadfæstet af stædighed og det min mor havde lært mig.
Han gik og jeg forblev uberørt og ren.

Det er længe siden, og jeg har forkastet det min mor har lært mig.
Og det er længe siden, jeg har været forbi den musikgenre, der altid minder mig om et koldt, gråt efterår, et grønt hæfte jeg skrev i og de grå højhuse ved Søndermarken.

Og alligevel har jeg gang på gang i den seneste tid fanget mig selv i at bevæge min krop til den tunge beat som kun hiphop kan fremtrylle. Og det jeg har lytter til, har været Suspekt.
Jeg begyndte at lytte til dem, fordi de blandt en masse følelsespornografi, der er at finde i hiphop-musikken, er et lettere perverst og meget mere råt og afstumpet bekendtskab.


Så da jeg igår blev hjemme på grund af tømmermænd, ugidelighed og dovenskab, bestemte jeg mig for at høre alle deres plader igennem.

Et par timer inde i projektet, greb jeg febrilsk ud efter min telefon og skrev til M, at jeg blev underlig af at høre Suspekts musik; Jeg blev liderlig.

De rå, usødede, groteske og mandschauvenistiske billeder vækkede noget i mig.

Jeg gider end ikke forsvare det, for dyrisk urinstinkt skal ikke forsvares.
Men ikke destomindre, når jeg lytter til deres tekster, deres stemmer, skabes der billeder i mit indre, der bare giver mig lyst til at give mig hen til hver og en af dem og lade mig blive opslugt, taget...brugt.
Intet mere, intet mindre.
Råt for usødet.

Billeder af mørke, uvished, ekstravagance. Billeder skabt af et ubevidst id som normen, samfundet og jeg selv undertrykker... giver mig lyst til at reduceres til et objekt, der eksisterer kun for at tilfredsstille deres lyster.
Det min mor forkastede og lærte mig var forkert, vækkes ved stemmen, der gentager "Jeg' din doktor nu. Ja jeg er din doktor, for du er en freak.
[...]
Men det' mennesker gennem slægter, der dræber og knepper Elektra."

Det taler til min egen indre freak, der altid bliver holdt i skak af selvkontrol, gemt bag et flirtende smil og et pænt ydre.

Jeg er ligeglad med Suspekt, ligeglad med mændene bag, men universet de skaber, vækker i mit indre, får mig til at ændre karakter. Et øjeblik kun, men nok til at jeg mister kontrolen og tænker, hvad jeg tænker.

Gengældt Kærlighed

Jeg havde næsten glemt, hvordan det føles, for det er så længe siden sidst - gengældt kærlighed.

Han var egentlig ikke noget særligt. Ikke særlig høj, ikke særlig flot, ikke særligt særlig og hans hår så hjemmeklippet ud. imponeret var jeg ikke blevet. Alligevel sad jeg nu i den brune sofa. Hans brune øjne betragtede mig og borede sig helt ind i min sjæl.
Jeg kiggede på ham siddende i den anden ende af sofaen. Han fik mig til at rødme, til at smile og så grine. Helt uhæmmet og ukontrollerbart at grine, men det var ok for det er vist sådan det føles - gengældt kærlighed.

Han tog fat i min stortå og trak lidt i den, stadig kiggende på mig. Han smilede og jeg boblede en smule over. Han sagde ikke noget, betragtede blot - hele mig.
Han trak mig hen til sig og gav mig et blidt kys i panden. Det var jo sådan det føltes - gengældt kærlighed.

Jeg ved ikke om det sker igen, men hvor var det betryggende og rart at opleve, omend for kun en kort stund - gengældt kærlighed.

Chärming

Jeg smiler stadig lidt for mig selv, når jeg tænker tilbage på hvordan han lurede mig i sin favn.

Den sidste aften havde jeg sikret mig mod min smertende ankel med en halv håndfuld smertestillende piller hver 4de-6te time. Og valgte min yndlingsnederdel med knapperne som aftenens heldige vinder, der skulle luftes.
Den sidste aften skulle på ingen måde gå til spilde.
Efter min lille afsløring. Efter fleres timers dans og efter, at jeg havde opgivet at ligne et anstændigt menneske, fordi sveden drev af mig, satte jeg mig på kanten af et bord, for at hvile mine fødder og sludre med danskerne, som jeg næsten ikke havde set hele natten.

Der sad jeg så og var i min egen verden, høj på adrenalin og eventyr og nød musikken, der spillede i baggrunden.
Jeg kiggede i en ubestemt retning, da han stillede sig foran mig og afbrød min tankestrøm. Han gav mig elevatorblikket og jeg fulgte hans blik, ned fra mit ansigt til mine bryster og videre til min nederdel, der afslørede min strømpekant og hægten fra hofteholderen. Hans blik stoppede et øjeblik der ved mit lår, før han smilende kiggede mig i øjnene. "Wanna dance?" Spurgte han og gestikulerede det samme spørgsmål med hænderne. Jeg var egentlig træt, men sagde ja, for tidligere på dagen var jeg havnet i hans klasse og faldet for hans nonchalante dansestil.
En, to, tre danse senere spurgte han om jeg sang. Grinende svarede jeg nej og spurgte hvorfor. "Cause you would fit perfectly on to of a piano." sagde han. Jeg grinede.  Om jeg så røg, spurgte han. Ja, der kunne jeg være ham behjælpelig. Så vi begav os ud på dækket og snakkede mens vi røg. Det begyndte at regne og vores veje skiltes med et løfte om, at vi ville mødes i bluesrummet for at prøve kræfter af med et par danse der. Det kunne jeg på ingen måde sige nej til, efter at have fundet ud af, at han var en af verdens bedste bluesdansere.

Hen mod de små timer stod han der igen. Lige foran mig og forstyrrede mit udsyn til et par, der dansede. Han hev mig op uden at spørge om jeg ville danse. Jeg fulgte med og rettede min nederdel til. Han kiggede ned og smilede. Jeg vidste, hvad han tænkte, men strømpekanten var gemt væk denne gang.
Han førte mig rundt i det underbelyste rum og jeg fulgte troligt med. Hans hoved var tæt på mit øre og jeg kunne mærke hans åndedræt. Sammen med min krops bevægelser overtog han også mit åndedræt og nu var jeg fuldkommen i hans magt.
Jeg gav mig hen til ham og mærkede hans muskler under den alt for blomstrede skjorte, som jeg flere gange op til det beskrevne øjeblik havde fnist af, uden hans vidende.
Han trak mig helt ind til sig og holdt hårdt fast om mig, jeg kunne mærke mine ribben give sig lidt under hans greb, så jeg borede mine negle i hans ryg lige inden han dippede mig så dybt, at jeg næsten lå fladt på gulvet med hans ansigt meget tæt på mit. Jeg kiggede på ham uden at smile. Han kunne se, jeg kunne lide det.
Jeg ved ikke, hvor længe vi blev ved. Men for hver sang blev min vejrtrækningen tungere, og hans ligeså.

Jeg blev vækket af min trace, ved at en stemme råbte, at dette var sidste sang, og at vi kunne fortsætte, hvor vi slap, næste år.
Jeg kiggede op på ham og smilede. Vi gik ud på dækket og satte os tæt på hinanden. Måske lidt for tæt, men det gjorde mig ikke noget. Han tændte min cigaret først og derefter sin.
Jeg sugede røgen dybt ned i mine lunger og nød den berusende følelse. Jeg kiggede ud på parlamentet på den anden side af Donaufloden og bed mig selv i tungen, inden det braste ud af mig, at denne cigaret var ligeså tiltrængt efter dansene med ham, som efter en omgang sex.

Vi røg i stilhed mens morgenstunden var ved at gry omkring os. Jeg smed mit skod i Donaufloden og mærkede hans hånd tage fat i min. Han vendte mig mod sig, tog fat i min nakke og ligesom med dansene tidligere tog han sig friheden, slap min hånd, skilte mine læber let fra hinanden med tommelfingeren og kyssede mig dybt.

Han tog fat og placerede mig på sit skød. Donaufloden var i oprør af regnen, der silede omkring os, han og jeg var optagede af hinanden og vores læber, der mødtes, vor hænder, der ikke kunne holde sig i ro. Han sukkede dybt og holdt om mig igen hårdt, så mine ribben gav sig under hans greb.
Jeg mistede pusten og lagde mit hoved på hans skulder.

Han kyssede mig en enkel gang på halsen og indsnusede mig, mens natten blev til dag.

Familien Rosenbergs Au Pair

Hun stod der bare og kiggede på zonetabellen på Metrostation. Hun så mig ikke, men jeg kunne genkende hende.
Hun havde været au pair hos familien Rosenberg i et par år, da hendes nyrer havde svigtet. Og hun havde ligget ved siden af mig, dengang mit liv var dækket af mørke.
Instinktivt trak jeg mig væk fra hende som fra noget afskyeligt. Jeg fik kvalme, blev svimmel og skulle bare væk.
Måske var det end ikke hende. Måske var det bare en, der lignede, men ikke destomindre fik synet af hende min mave til at trække sig sammen i angst og minderne til at vende tilbage.

Hun sagde aldrig særlig meget og de dage jeg græd mig selv i søvne sukkede hun og rørte forsigtigt på sig i sin seng på den anden side af det tynde, hvide gardinstof, der markerede vores privatsfære.

Jeg husker ikke meget af den tid, og omend jeg har skrevet en del dengang så opsøger jeg det aldrig. Tanken om den tid får det til at vendes i min mave, ligesom synet af hende gør det lige nu.

Jeg ser på hende. Hun bevæger sig væk fra zonetabellen og hen mod døren. Hun venter på at døren åbner sig og træder ind i toget, der hurtigt kører mod Vestamager.

Jeg står tilbage og overvældes af billeder af mørke og gråhed, af smerte, af angst, af håbløshed.
De piller min selvdisciplin fra mig og jeg kan næsten ikke styre det.

Jeg husker den dag alt kollapsede for mig, hvor jeg skrev til "Sølvtornen" som den første af alle, at min nyre ikke ville mere.
Den dag jeg sad i stolen i det mørke værelse og fire læger kiggede på mig og fortalte mig, at de ikke kunne hjælpe mig, for de vidste ikke, hvorfor jeg var blevet blind.
Den dag, hvor jeg lå på tværs i min smalle hospitalsseng og græd og græd og græd i håb om at den hinde, der havde sat sig på mine øjne ville forsvinde.
Og den selvsamme dag, hvor jeg slukkede telefonen så hverken T eller mine forældre kunne få fat i mig, fordi jeg ønskede at straffe dem. Fordi jeg ønskede, at de kunne føle min smerte. Fordi jeg var et ondt menneske. Fordi beg var et svagt menneske, og ikke mere kunne rumme min egen håbløshed.

Jeg overvældes og jeg skal bruge al min selvdisciplin for ikke at bryde ud i gråd der midt på Nørreport Metrostation.

Det er snart tre år siden, og alligevel kan synet af den pige, der roligt sukkede på den anden side af det tynde stof, der delte os, får mig så meget ud af fatning, at det føles som om jorden under mig åbnes.
Jeg står og holder fast i det selvsamme skilt som hun havde studeret et par minutter før. Jeg bliver nødt til at holde fast, for jeg er bange for at falde.
Jeg er tilbage i mit værste mareridt. Jeg opsluges og billederne skifter nu så hurtigt, at jeg ikke kan styre dem mere. Jeg kigger ned i jorden og fokuserer på det grå gulv.
Da jeg kigger op ved et tilfælde kan jeg se M i mængden, komme imod mig. Jeg er stadig ud af fatning, men jeg trækker vejret dybt, tager et skridt væk fra zonetabellen, pakker min telefon væk og smiler hende velkommen. Jeg smiler og lader som om intet er hændt.

Det er snart tre år side ...og stadig idag er jeg ved at græde, når jeg tænker på, eller taler om de 7 uger af mit liv. Og det kræver al min styrke at bevare roen i min stemme intakt.

Blind Man Bluesdancing

Selvfølgelig tog jeg også denne time med ham. En ting var jo, at hans påfund altid var så fantastisk grænseoverskridende, underholdende og på bedste vis lærerige. En hel andre ting var, at jeg i hans nærhed blev forvandlet til en forelsket teenage tøs, der  gjorde alt for blot få minutter af hans opmærksomhed.

Så denne aften stod jeg i et mørkt lokale og atter igen kiggede beundrede på den mand, der på ingen måde var min type i sine baggy paints, mørke skæg og grønne cap. Den mand, der mod alle odds have indfanget mig med sit smil, sin charme og sit fantastiske humør.

Jeg stod der og ventede spændt på, hvad denne aften ville byde på. Han bad om vores opmærksomhed og i det samme øjeblik ville man kunne have hørt en nål der rammer gulvet, hvis den var blevet tabt.
Jeg stod og holdt vejret. "Blind date blues" begyndte han. "Det er hvad i skal lege i aften. Vi har sikret rummet og i den næste time skal alle have bind for øjnene, mens i danser blues med hinanden."
Der hørtes et mumlen igennem rummet. Folk var atter på dybt vand, men mindre kunne man heller ikke have regnet med, når det var hans påfund man havde kastet sig ud i.

Han hev en stor pose frem, fyldt med sorte stykker stof. Jeg tøvede, men et blik fra ham fik mig til at rødme og lægge det sorte stof over mine øjne og binde en stram knude bagi. Endnu engang var jeg der, hvor jeg på ingen måde kunne bunde. 
Han satte musikken på og før jeg vidste af det havnede jeg i favnen på en mand.

Jeg lukkede ned for alle sluser og lod mg føre. Han var høj, kunne jeg mærke og duftede af nyvasket tøj. Han var nervøs, han snakkede som et vandfald, men min ro og meget korte svar fik ham til at falde ned.
Jeg følte mig magtesløs, men på en behagelig måde. Jeg havde ikke andre muligheder, end at give slip og give mig hen.
Og alligevel var jeg årvågen hvert eneste sekundet. Min balance havde min fulde opmærksomhed, men som dansene gik blev jeg mere og mere opmærksom på mine andre sanser. Duften blev det mest essentielle... Men berøringerne føltes pludselig mere intense og blot et enkelt ord kunne runge som tusinde kirkeklokker i mit indre.

Den ene dans førte til den anden og den anden førte, før jeg vidste af det, til den sidste.
Musikken blev slukket. Vi tog vores bind af, og der stod han igen med er smil på læben.

Han kunne tydeligt se, at folk havde nydt at være et sted, hvor de ikke kunne bunde.
Så han afsluttede det hele med ordene "I har nu danset i en time med bind for øjnene. Resten af natten vil jeg gøre det samme."

Jeg holdt mig i baggrunden. Jeg betragtede ham danse med den ene pige efter den anden, men jeg kunne ikke tage mod til mig for at gå op til ham. Min skræk overraskede mig. For nu havde jeg mulighede for at tage styringen, give helt slip på alle hæmninger og blot danse med ham, uden at han nogensinde kunne opdage, hvem han havde danset med.

I kun et øjeblik så jeg ham stå alene - midt på dansegulvet. Jeg tog mod til mig og tog hans hånd. Han spurgte om jeg ville danse. Jeg nikkede som om ham kunne se mig. Jeg udtalte et sagte "ja" i angst for, at han ville kunne genkende mig på stemme.

Sangen var tung og dyster. Jeg åndede ind og lod mig føre af en blændet mand.
Da sangen var færdig, føltes det som om det var første gang jeg åndede ud igen.
Hele min krop dirrede og jeg var nødt til at synke et par gange for at kunne får et enkelt "tak" ud over mine læber.
Jeg smilede, igen som om han kunne se mig. Han holdt stadig fast i mig og bad om endnu en dans. Jeg lagde mit hoved på hans skulder og gav mig endnu engang hen til den mand, der fuldkommet havde fængslet og betaget mig.
Jeg ved ikke, hvor mange sange vi dansede til. Vi var slynget ind i hinandens arme og Ingen ville kunne have løsrevet os fra hinanden.
Et øjeblik afbrød han stilhede, der herskede mellem os. Han spurgte om han kendte mig. "Lidt." svarede jeg. Om han havde danset med mig før. "Et par gange." 
Han smilede "Jeg aner ikke hvem du er, men det er meget længe siden jeg har nydt så mange danse med nogen som jeg har med dig."
Jeg smilede. "Du må ikke fortælle mig hvem du er i aften, men jeg håber sådan, at jeg får det at vide inden alt det her slutter." sagde han og trak mig ind til sig. Han dippede mig dybt i det sangen var færdig.

Jeg takkede for dansen og gik min vej.

Den sidste nat kæmpede jeg en kamp inde i mig selv; Om jeg skulle afsløre for ham, at jeg var den pige han havde danset med, eller lade ham fare i uvished.

Sent på natten stod han igen alene og jeg bad om en dans. 
Nogen mennesker klikker man bare med på dansegulvet. Han var en af dem. 
Efter et par danse kunne jeg ikke dy mig mere, så jeg hviskede ham i øret om han mon havde gættet, hvem han havde danset så mange danse med den nat han havde valgt at danse som en blind mand.
Han stoppede op - midt i sangen "Var det dig?" Udbrød han. "Jeg vidste det var dig. Hvor er jeg glad for, at det var dig." smilede han.
"Er du klar over, at jeg har talt om dig? Jeg fortalte en af mine venner om de mest fantastiske danse jeg længe har haft, og at jeg ikke anede hvem det var jeg havde haft den med og jeg håbede, at du ville give dig til kende, men at jeg var bange for, at jeg måske aldrig ville finde ud af det."
Jeg smilede...

Sangen skiftede og han krammende mig, gav mig et kys på kinden bad om en sidste dans.

We Can Run There Under Bridges

Om fredagen til LindyShock er det tradition, at båden Europa sætter til søs og sejler op af floden. Det sker kl 22 og i to timer kan man være på det øverste dæk og danse under åben himmel, mens tonerne fra hovedrummet spreder sig ud i efterårsnatten. Med jævne mellemrum stopper alle deres dans og begynder at råbe, huje og løbe mod bagbord.

Denne fredag satte Europa også sejl kl 22 - traditionen tro.
Og da vi var sat afsted, begav jeg mig op mod det øverste dæk.
Det var køligt og jeg skuttede mig i min alt for tynde sorte kjole. Jeg kiggede på den oplyste bygning, der kunne mistænkes at have været lavet af det pureste guld, på den anden side af Donau floden, der idag husede det Ungarske parlament, og indsnusede efterårsluften dybt i mine lunger.
Jeg nød et kort øjeblik den kolde brise, der legede med kanten af min stadig lidt for tynde sorte kjole.

De havde forberedt mig på, hvad der ville ske, så jeg ventede spændt på, at vi skulle nærme os den første bro.
Jeg kiggede på mennesker omkring mig danse og fik en umådelig trang til at følge med.

Det var så nemt; Han stod jo lige der ved siden af og kiggede hen imod menneskemængden, lænet op ad gelænderet i en grå frakke og betragtede noget jeg ikke helt kunne bestemme nærmere. Så jeg stillede mig foran ham, blokerede hans synsfelt og spurgte om han ikke ville danse.
"Jo da. Det er også den bedste måde at holde sig varm på." svarede han kort.
Jeg smilede imens han hev mig ind i mængden. Vi småsludrede mens vi dansede.
Han var far Israel, Tel Aviv, sagde han. Han havde danset i nogle år- noget krympede sig i mig. Jeg stivner altid, når jeg danser med erfarne dansere. Jeg føler jeg skal hamle op med dem. Jeg tænkte et øjeblik for mig selv "Hvis bare jeg havde startet dengang jeg første gang blev lokket, så ville jeg havde været ligeså god som han er idag." Men jeg startede ikke dengang. Måske var det også bedst, jeg startede da jeg gjorde. Dans er det, der understregede og stadig understreger begyndelsen på mit nye liv - i dansen gjorde jeg noget jeg aldrig havde turde før - jeg gjorde det selv. Helt selv.

Han hev mig ind til sig og dippede mig let. Jeg grinede mens jeg kiggede op på ham.
Vi talte videre, mens min tankestrøm kørte i baggrunden.
Men inden jeg vidste af det, afbrød han den med ordene "Er det ikke fantastisk? Musikken er stoppet og vi danser stadig." Jeg kiggede på ham. Jeg undskyldte og smilede genert."Nej du må ikke undskylde. Det er som magi." fortsatte han.
Jeg kiggede fortsat på ham og vor hænder blev ved med at være i et fast greb. Det greb varede kun et øjeblik, tror jeg, men øjeblikket føltes som en evighed. Han gav lidt slip i mine hænder og nikkede i en bestemt retning...

Pludselig kunne jeg høre en for mig velkendt stemme og sprog: "Er du klar? Vi nærmer os en bro."
Jeg tog fat i den velkendte stemmes hånd og da han havde talt til tre løb jeg og kiggede op. På et øjeblik var stjernehimlen erstattet af tunge grønne metalplader og store boltskruer og beton. Jeg blev svimmel, jeg grinede, jeg råbte op som de andre og holdt fast i den velkendte stemmes hånd. Det hele foregik så hurtigt og jeg kiggede til alle sider for at fastholde den mand, der et øjeblik havde fået mig til at glemme tid og sted.. I stedet så jeg mængden af mennesker løbe i samme retning som jeg og før jeg vidste af det var vi ved skibets ende og broen var allerede langt efter os. Jeg så enkelte hænder vinke ned til os fra broen. Jeg så en strøm efter os af oprørt vand. Jeg mærkede varmen i mine hænder, der hvor hans havde holdt fast. Menneskemylderet var spredt og jeg stod alene tilbage med hænderne ned langs min krop og lod den kolde efterårsbrise lege med kanten af min lidt for tynde sorte kjole.

Sex vs. Dans

Den sidste måneds tid har en del mennesker bemærket, at jeg oser af energi, og at jeg næsten er hyperaktiv. Det er egentlig forståeligt, for  selv når jeg ikke danser, så danser jeg. Jeg har endda fanget mig selv i at hyggedanse solocharleston på gaden, i elevatoren, i køen, ventende på bussen og andre sære steder. Og jo jeg bemærker de skæve smil omkring mig og undrende øjne, men jeg satser på, at de kan se, at der er en eller anden mening bag bevægelserne, og om ikke andet, at deres dag bliver det sjovere, takket være mine ticks. 

Idag var jeg forbi socialdans og Baby spurgte, hvor fanden jeg får al den energi fra. For udover sidste søndag, mandag, tirsdag så har jeg også været ude at danse til langt ud på natten fredag og lørdag denne weekend.  Og der gik det så op for mig, midt i at jeg var ved at falde over min egne fødder, fordi Baby ikke magtede flere danse med mig, mens jeg forsøgte at lokke ham med en omgang shimmy, hvor fanden jeg faktisk får al energien fra. 

Jeg troede, at det var fordi jeg både tager mine multi - og D-vitaminer, men nej; Al energien kommer fra ren og skær mangel på sex. 

Ja, jeg indrømmer blankt, jeg har mere eller mindre ikke fået noget i godt en måned… Det er så, hvad det er. 

Det var egentlig først på vejen hjem, hvor jeg stadig var høj efter den fedeste omgang dans ever, at jeg begyndedte at overveje, om sex overhoved er det værd og om det i det hele taget kan betale sig at indføre det i mit liv igen.

Jeg får som sådan dækket de fleste af mine behov dansende. 

Jeg får nærhed, når jeg danser blues og jeg får gang i endorfinerne, når jeg bliver slynget rundt til swing. 

Jeg synes det kører ret godt for mig, og energien er nu meget rar at have, især nu hvor jeg har 45 ECTS point, der skal hentes hjem i løbet af et semester. 

Why fix it, if it ain't broke, siger jeg bare?

Ringen

På jagt efter smykket, der skulle pryde outfittet jeg havde planlagt at iføre mig i aften, åbnede jeg, i min skuffe, en æske jeg efterhånden sjælden åbner. I den var der tre små æsker jeg havde glemt alt om. 
I den ene var der en lille ballerinasko i sølv og i æsken ved siden af lå et fint porcelænsvedhæng jeg havde fået, mens kærligheden stadig var i fuld flor. 

Den sidste æske jeg åbnede; deri fandt jeg min gamle forlovelsesring. 

Jeg tog den på - for første gang siden jeg for flere år siden havde taget den af. Der var engang, jeg havde overbevist mig selv om, at den var blevet for stor og ikke passede mig mere. Den har altid passet perfekt på min finger, men mit hjerte var vandret videre og ringen hørte ikke til mere, så jeg havde taget den af, længe før jeg havde kysset ham og Hovedgaden farvel.

Den fine hvide diamant skinnede i lampens skær. Ringen var stadig glat og smuk, selvom den havde siddet på min finger i mange år. 

Naturligvis blev den i sin tid bestilt i hvideguld, for alt skulle være specielt til denne lille pige. Almindeligt guld var jo så ordinært. Jeg elskede den… til den blev for stor. 

Den føltes kold, da jeg havde placeret den der, hvor den havde prydet min finger i så mange år, men det var ikke min forlovelsesring mere. 

Jeg sad i sengen, omgivet af mit hvide sengetøj og mærkede det lille stykke metal, der havde haft så stor værdi for mig i så lang tid. Men i dette øjeblik, stadig siddende på min venstre ringefinger føltes den blot som et smykke. Et minde om en dyb kærlighed, der ikke er mere. 

En kærlighed der får mig til at smile hver gang, men en kærlighed, der sjældent krydser mine tanker.

Min Hemmelige Fetish

Jeg har denne fetish, som jeg dyrker ca. to gange om måneden. 

Som de fleste, der kender mig ved, så ruller jeg mit sengetøj. Og en ting er, at strøget sengetøj fylder mindre i et opbevaringsskab, end når det blot er foldet, men en helt andet ting er, at det bedste jeg ved er, at hoppe i helt nystrøget sengetøj, der stadig har strygefolder.

Derfor; to gange om måneden skifter jeg sengetøj, tager et langt, varmt bad og hopper helt nyvasket og velduftende under mine dyner, der stadig har folder fra dengang sengetøjet blev strøget. 

Jeg indsnuser duften af rent og falder i søvn med med en helt særlig følelse i kroppen. 

Denne fetish begyndte en aften jeg var helt lille og havde beskidte fødder. Mine forældre skældte mig ud og sendte mig ud på badeværelset for at vaske dem. Jeg kunne ikke finde ud af kun at vaske mine fødder, så min mor gav mig et bad og en ny pyjamas på. 

Da jeg var kommet ind på mit værelse igen og skulle i seng var der lagt rent på. Sengetøjet duftede af sommerblomster og jeg hoppede i det som var det havets bølger 

Min far lagde sig ved siden af mig den aften og fortalte mig historier til jeg faldt veltilfreds i søvn. 

Den nat havde jeg ikke mareridt, som jeg plejede at have. Jeg sov roligt og da jeg dagen efter vågnede, havde min mor bagt pandekager til morgenmad. 

Der er gået mange år siden dan aften, men stadig, idag som et voksent menneske stryger jeg mit sengetøj, kun for at få lov at genopleve den følelse, jeg havde i kroppen den aften for efterhånden så mange år siden. 

Et år

Jeg vågnede i morges, lige før mit vækkeur ringede. Det var gråt, det var tirsdag og det var på denne dato, at jeg for et år siden for sidste gang vågnede ved Ts side. 

Efter otte år havde jeg sagt farvel. Jeg kyssede ham og hovedgaden en sidste gang og flyttede op på tredje sal,  - der på hjørnet af sidegaden til sidegaden til Enghavevej. 

Et år; Dagen er ligeså grå som den dag jeg stod med 47 sirligt pakkede kasser, fyldt med det, der var mig. 

Der var tomt omkring mig og lejligheden rungede under mine høje hæle. Der duftede af hvid maling, Ajax og af nyt.

Jeg var bange og jeg takkede guderne for, at Bedsteveninden og CIC var blevet hos mig. 

At mit tøj blev pakket ud som noget af det første og blev placeret i mit klædeskab efter årti og farve, gjorde mig mere tryg… Orden har altid været min sutteklud.

Siden den dag er dette sted ikke blevet mit hjem, men det gør såmænd heller ikke noget, for her på dette sted oplever jeg de fineste eventyr - eventyr kaldet "Mit Liv".

Jeg husker, at jeg sidste sommer skrev et sted "Jeg glæder mig til at se, hvordan mit liv ser ud, når mit hår er ligeså langt igen som inden jeg klippede det."

Det er pudsigt, mit liv ligner sig selv, men føles på ingen måde som for et år siden. 

Måske er jeg bare blevet en anden. Måske er jeg bare blevet voksen.

En dag, når jeg bliver voksen

En dag, når jeg bliver voksen, så vil jeg holde op med at føle. Jeg vil lukke ned og kun betragte. Mit hjerte og alt, der følger med vil jeg pakke i silkepapir, der dufter af sommer, lila og røde blomster og nyslået græs.

Jeg vil lægge det i en kiste af stål og sætte en ildsprudende drage til at vogte over det hele, når jeg har låst kisten med en nøgle. Nøglen vil jeg gemme og glemme.

En dag, når jeg bliver voksen, vil jeg stoppe med at løbe og snuble. Jeg vil holde op med at smile, give og falde. 

Der vil stå en stor mand i tung rustning foran mig og ingen vil kunne komme forbi ham og ind til mig igen.

En dag, når jeg bliver voksen, så får jeg det lært...

Nogen Bliver Solskoldet. Jeg Anlægger mig et Overskæg...

Efter 12 timer i en beklemt bil igennem tre lande i alt for mange grader, hoppede jeg, som noget af det første, i bad da vi ankom til et hotel beligende i et lettere uinspirerende kvarter et sted i Tyskland . 

Det gjorde godt at blive ren,  så jeg trådte ud af den lille brusekabine, der var placeret lige ved siden af min seng og lige overfor et fuldfigurspejl. 

Jeg kiggede på mig selv for første gang i en måned i et ordentligt spejl og under ordentlig belysning. Og syntes pludselig jeg kunne se noget, der ikke burde være der. 

Jojo, jeg havde mistet min elskede lyse teint, men det er åbenbart noget, der følger med solen. Og fregnerne var jeg også bekendt med, dem slipper jeg aldrig for. Men det her, det var for underligt. 

Jeg trådte ud på det grå gulvtæppe, der var lagt på hotelværelsets gulv og gik, stadig dryppende tættere på spejlet. Jeg kiggede på mit ansigt, og der var det.. Lige mellem min næse og min overlæbe - et brunt overskæg. Der var ikke nogen hår at se, men ikke destomindre var jeg blevet indehaver af et brunt overskæg…

Jeg forsøgte at gnide det væk, først med en finger, siden med mit håndklæde, men lige meget hjalp det.

Jeg kiggede på mit nyerhvervede overskæg, sukkede lidt for mig selv og tænkte, at det jo ikke burde komme som nogen overraskelse, at jeg af alle mennesker kunne solebade mig frem til et overskæg.

Men på den anden side… måske er dette blot det første skidt mod min transformation til fuldblods Niller...

Kunstarten at Placere en Tampon i Munden

Jeg var hos tandlægen den anden dag. Ikke fordi jeg havde huller, men fordi jeg tænkte, jeg ville udnytte muligheden for billig og god behandling her i Kroatien, og skifte en efterhånden gammel plombe ud.

Jeg bestilte tid hos en vis overoverlæge Dr. med. dent. Mm. Marco-et-eller-andet,  hvis væg blev prydet af mindst 13 forskellige diplomer og godkendelser, som man glædeligt kunne se på, mans man langsomt blev sænket ned i den råhvide stol, lige før man blev voldtaget i sin mund af diverse apparater. 

Overoverlæge Dr. med. Dent. Mm. Marco-et-eller-andet var en lille mand, noget lavere end gennemsnitsmanden, med kulsort, kort hår og runde brune øjne, der flakkede halvnervøst omkring over den beskyttende grønne maske, han aldrig tog af. Han talte til sine patienter skiftevis i det upersonlige "man" og 1. person flertal, hvilket gjorde ham lidt stiv i det og gjorde mig usikker, når jeg skulle svare på noget, eller spytte ud. 

Hans grønne handsker lugtede af gammel mand i brun cardigan, der nyder en Bismarcksklump på bænken i en park, og gjorde mig, trods min forkærlighed for pebermynte, lettere utilpas. 

Jeg forsøgte at lette stemningen lidt med en eller andet sjov bemærkning, som respons bad han mig om at gabe lidt mere op "Kan man gabe?" spurgte han med en lettere mekanisk stemme. 

Så jeg blinkede kort, åbnede munden og bad til guderne om hurtig og smertefri behandling. 

Der lå jeg så i stolen med munden på vid gab og betragtede ham siddende til højre for mig. Han var en pudsig mand. Trods hans nervøse træk og abnorme stivhed, når han stod overfor mig, så mindede han mig om en kunstner, når han sad lænet over mig. 

Den måde han bevægede hænderne og brugte instrumenterne på...det var som, når en dirigent bevæger sin dirigentstav, når han er midt i en af sine yndlingssymfonier. 

Jeg var dybt fascineret af hans bevægelser. De var lette og næsten yndefulde. 

Han tog en tampon fra den lille bakke, der stod lidt væk, med en tynd pincet, og med en glidende og elegant bevægelse flyttede han hænderne over til mit hoved, og som var det en kunstpause han holdt, stoppede han et øjeblik lige over min mund, før han med ligeså elegante, yndefulde og glidende bevægelser satte tamponen op under min læbe, for bedre at kunne komme til. 

Jeg blinkede igen, for jeg kunne ikke tro mine øjne. Igennem hele behandlingen brugte han de samme bevægelser. Som var han en kunstner kunne han ikke sidde stille på den lille skammel, der jo havde hjul. 

Som en kunstner rejste han sig op og skiftede placering fra højre til venstre. Bag mig og igen tilbage til siden… 

Jeg fulgte ham fascineret med øjnene og blev næsten rundtosset. 

Før jeg vidste af det var han færdig. Og som ved et trylleslag var kunstneren væk og foran mig stod den stive og nervøst anlagte mand, der tog imod betaling, stadigt gemt bag den grønne maske, ført handskerne, der stadig lugtede af gammel mand i brun cardigan, der nyder en Bismarcksklump på bænken i en park.

Den Nittende Dag

Den nittende dag vågnede jeg med en ro inde i mig. 

Jeg havde ikke drømt, og jeg var på sin vis tilfreds. 

Jeg tror jeg har tænkt det, der skulle tænkes igennem. Jeg smiler for mig selv, og kigger op mod solen. Ud mod horisonten og indånder duften af sommer - her duften af gran.

Den tyvende dag hvilede jeg mine øjne og nød lyden fra de brusende bølger. Jeg døsede hen under den hede sol, og der var ro over mig. 

Jeg tror, jeg endelig er så langt nede i gear, at jeg for alvor er kommet på ferie. 

Det tog så også knap tre uger...

Den Attende Dag

Den attende dag fik jeg en verbal lussing. Jeg slyngede ud foran min syv år yngre søster, at jeg overvejede at få min navle piercet. Hun kiggede på mig forarget med stadig halvsøvnige øjne og prompte røg det ud af munde på hende "Ej det skal du fandeme ikke. Du'alt for gammel."

Jeg var ved at kløjes i min tunge, der efterhånden har været piercet i 10 år. Mig, for gammel? Men jeg er jo kun 27 år.

Jeg føler mig på ingen måde (for) gammel. Jeg synes mit liv først er ved at begynde. Jeg har de rammer jeg selv skaber. Den hverdag jeg ønsker og det liv jeg siden jeg var 20 år har drømt om. 

Jeg tog ned til stranden med min mor på den attende dag, vi snakkede om løst og fast og så fortalte jeg hende grinende, hvad min søster havde sagt. Min mor var ved at falde ned ad trappen hun var ved at træde på, da hun hørte. For gammel? Men du er jo kun 27 år.

På den attende dag læste jeg stadig i "Barndommens Gade" og undrede mig over, at to mennesker, der har diet ved det samme bryst, kan blive så forskellige.

Jeg vil have eventyr, kærlighed, lyst, forførelse, liv, drømme… og ja også en familie. Men jeg vil det hele og så meget mere.  

Min søster hun vil… ja gad vide, hvad hun egentlig vil…

***

Vi genoptog snakken på stranden, da skyerne havde gemt solen væk. Og der, under en grå himmel fik jeg svar på, hvad min søster ville: Hun ville i hvert fald have mindst to børn, inden hun var 30.

Jeg sagde ikke noget.

Den Syttende Dag

Den syttende dag blev min blog læst, og en betænksom stemme spurgte om jeg var ok.

Selvfølgelig er jeg ok. Jeg er som oftes ok og faktisk mere end det. 

Melankolien fylder mig blot til tider, men det har den altid gjort, den har været min tro følgesvend - på godt og ondt. Jeg har altid været så forfærdelig tænksom - også dengang jeg var helt sorgløs og lille. 

De sidste mange dage har jeg bare haft freden til at sætte mine tanker og følelser i system. Melankolien følger med, når man ranssager sin sjæl.

Alle har melankolien i sig, jeg har blot valgt at krænge min ud til offentligheden. 

Den syttende dag skete der ikke så meget. Min mor og søster har gjort os selskab her på den syttende dag. 

Roen og stilheden er væk, jeg tror jeg kommer til at savne den.

Den Sekstende Dag

På den sekstende dag var jeg trådt ud af det kølige, og langt mere salte end normalt havvand. 

Jeg satte mig på kanten af mit nu lyseblå håndklæde med knæene trukket godt op, så jeg kunne hvile hagen på dem og lod dråber af havvandet dryppe ned af mig. Dråberne kildede, når de dovent gled ned af min ryg. 

Jeg snøftede et par gange, for saltvandet var trængt op i min næse da jeg dykkede. 

Jeg nyder at dykke, især med lukkede øjne. Vandet omfavner mig og jeg føler, jeg svæver. Jeg holder altid hovedet under vandet til jeg kan mærke, lungerne er ved at sprænges og jeg instinktivt søger mod overfladen. Der, under vandet forsvinder tankerne og lydende og der er fred. 

Jeg snøftede en enkel gang mere og tog fat i en tilfældig sten med min venstre hånd. Det er meditativt for mig at kaste småsten ud i vandet. Jeg skulle også til at kaste denne med en doven bevægelse, men tilfældigt så jeg stenens form. Den lignede et hjerte - et af dem man plejede at tegne på for-og bagsiden af sit klædehæfte rundt om navnet på den man skulle giftes med, når man blev stor, dengang man var lille.

Jeg grinede lidt for mig selv og tænkte, at det var ironisk. At jeg netop på denne ferie skulle falde over en sten, der havde form som de hjerter man engang tegnede på sit klædehæfte. 

Jeg legede med stenen videre, fordybet i mine egne tanker, da koldt vand ramte mig. Jeg fumlede og tabte stenen på jorden. Det var min far, der ville køle mig ned. 

Jeg kiggede op og sukkede utålmodigt. Han spurgte, hvad der var galt, og jeg sagde, at jeg havde fundet en sten formet som et hjerte, og nu fik han mig til at tabe den blandt alle de andre hvide sten. 

Så grinede han endnu højere og spurgte: "Du er da ikke forelsket? Hvad har du lavet af løjer, mens jeg var væk, frøken?"

Jeg kiggede på ham med et opgivende smil: "Nej far, det er jeg ikke, men tvært imod har jeg indset, at kærlighed er for børn og kun tåber forelsker sig. Og jeg tror, jeg er blevet meget voksen, måske endda lidt for mig, det sidste stykke tid. "

Han kiggede på mig uden ord, jeg kunne tydeligt se på hans ansigt, at han ikke vidste, hvad han skulle svare. Han kunne end ikke komme på noget sjovt og drillende. 

Så i stedet foreslog jeg, at vi skulle dele en øl og slog snakken over på hvor salt havet faktisk var idag. 

Den Femtende Dag

På den femtende dag tog jeg ikke på stranden. Jeg blev hjemme i sengen og læste i mine bøger. 

Jeg svømmede væk i mine tanker og i en verden som var så langt væk fra min egen, at jeg ikke skulle forholde mig til den på nogen måde. 

På den femtende eftermiddag tissede jeg, og mens jeg sad på toilettet fløj mine tanker væk. Jeg fangede dem og forsøgte at gøre rede på dem. 

Det var næsten underligt. Det føltes lidt tomt og det var lige før, jeg følte en skuffelse inde i mig selv. 

Jeg tænkte tilbage, følte dybt inde i min mave, for jeg kunne ikke tro det som værende sandheden. 

Efter al den tid, var jeg faktisk i tvivl, om jeg overhoved ville savne ham, hvis jeg ikke havde ham mere. Det slog mig, at jeg nok end ikke ville være ked af det, hvis han ikke vælger mig til. 

Jeg var skuffet, nok over mig selv, for jeg troede, at der var mere. Men nu er jeg i tvivl. 

Jeg tog mit tøj af, stillede mig i bruseren, tænde for det kolde vand og lod vandet køle mig ned. Jeg trak vejret dybt og i det jeg slukkede for vandet og tråde ud af brusekabinen sukkede jeg en smule lettet op. 

Den femtende aften tog jeg ud med min far. 

Vi gik en tur ned til stranden og satte os på en bar. Min far snakkede lystigt om hvordan Balkan var, dengang han var ung, men jeg så ud mod havet. Jeg kiggede på solen og hvordan den langsomt gled ned over horisonten, og der i vandkanten så jeg dem; Et ungt par. Hun stod med en lille sprællende pige i sine arme og manden stod vendt mod dem. Han dansede og de grinnede alle tre af hans påfund. Jeg så på dem med min kolde øl i hånden og misunde dem deres lykke. 

Jeg blev sørgmodig over den lykke de havde og det øjeblik det delte. 

Den femtende nat ønsker jeg, at det var mig...