Den Bror Jeg Aldrig Havde Ønsket Mig

Nogen gange så mødes man og så klikker man bare.

D. 7 februar overlevede og afleverede, jeg med nød og næppe, og med stor hjælp og støtte, en opgave om Søren Kierkegaards kvindesyn i "Forførerens Dagbog". 
Lykkelig over, at jeg overlevede, og det uden nogen grå hår på hovedet, tog jeg på Studenterhuset for at tage en svingom og fejre, at jeg aldrig mere skulle i nærheden af Kierkegaard igen.

Jeg var stadig helt ny og kendte få dansere og endnu færre leads den dag. Ex-roomie M gad ikke med, så jeg satte mig pænt på en sofa i hjørnet og ventede på at blive budt op.
I min døs af beundring fik jeg så øje på ham. 
Bortset fra den meget gule poloshirt, lignede han Ritchie Valens på en prik og hans dansestil adskilte sig radikalt fra de andres på dansegulvet. Han gav den så meget mere gas og jeg tænkte - "Gid han ville byde mig op".
Knap tænkte jeg tanken til ende og så stod han lige foran mig og ville høre om jeg ville danse.
Efter en dans eller to tog vi en pause og en sludder. Jeg fortalte ham, at jeg lige var begyndt at danse, at jeg lige havde afleveret en opgave om Kierkegaard. Han spurgte om jeg ville øve aerials og i min naivitet sagde jeg, at det ville jeg elske.
Han gav mig sit visitkort.
"Det er skæbnen sagde han." jeg forstod først, hvad han mente, da jeg så hans efternavn. 
Med fine små bogstaver stod der "P. Kierkegaard" på det hvide, kvadratiske stykke papir.
Jeg kiggede på ham, himlede og spurgte om han tog pis på mig. Nænæ, han hed skam Kierkegaard til efternavn.

Et par uger efter vores første møde, tog jeg til ekstratræning og ved Gud om Kierkegaard ikke stod  der. Et par danse senere kiggede han på mig og sagde "Hvad med de aerials."
Jeg stod og gloede vantro på ham. "Aerials?! Men jeg har kun danset i en måned! Jeg troede vi skulle begynde om et halvt år eller noget."
Uden ord hev han mig op og svingede mig fra hofte til hofte. Jeg var høj på adrenalin, da jeg atter kunne mærke jorden under mine fødder.

Fra da af blev tirsdag vores dag. Vores lille puppe, hvor vi dansede, øvede og fjollede. Den dag hvor vi snakkede og kom ind under huden på hinanden.
Den akavede periode kom vi hurtigt over. Som jeg fortalte Ex-roomie M, da hun stillede spørgsmålstegn ved vores forhold, så bliver man noget så familiær, efter, at man har haft sit skridt faretruende tæt på sin dansepartnets ansigt op til flere gange i løbet af en dansesession.

Og det var netop hvad vi blev - familiære.
Vi havde udviklet en kommunikation og humor, som var så indforstået, at ingen anden kunne følge med. Og der kunne vi så stå, midt imellem et mylder af mennesker, tale sort, grine, og fjolle så ingen udenforstående kunne forstå.

Efter et halvt år så tæt på hinanden, sad vi i flyet hjem fra London. Han havde overtale mig til at deltage i dansekonkurrencen i under swingfestivalen i London og selvom jeg i løbet af festivalen havde lyst til at slå ham, for at have overtalt mig, og mig selv, for at have ladet ham overtale mig, så sad jeg der mandag morgen i flyet hjem, tilfreds, overtræt, fnisende, lykkelig, modigere og et helt eventyr rigere ved siden af ham.
Han mobbede mig.
Jeg grinede til ham, slog min arm om ham og himlede, for jeg ved ikke hvilken gang og fortalte ham, at han var den bror, som jeg aldrig havde ønsket mig.
Som en rigtig bror, kom han med en åndssvag kommentar mere som jeg besvarede med et prik i siden.

I onsdags dansede vi et par danse. 
Da han skulle hjem sagde han, at det nok var sidste gang vi fik set hinanden inden han rejser til NYC. Jeg var ved at tude, for jeg havde, for jeg ved ikke hvilken gang fortrængt, at han skulle være væk i et år, eller mere fra Danmark. 
Indsigten om hans kommende fravær gjorde ondt.
Jeg krammede ham længe og hård og bad ham om at holde kontakten, det lovede han.
For; for mig var han var levet den bror jeg aldrig havde haft, men faktisk altid havde ønsket mig.

London var en Lille Piges Drømmebog

London var så meget, men mest af alt var London et glansbillede taget ud af en lille piges drømmebog og gjort til virkelighed.

Dagen havde været grå, regnfuld og bekræftede samtlige fordomme om det engelske vejr til perfektion.

Som lokket af en djævel, havde hun begivet sig ud på turens sidste vandretur i Londons, den dag så grå, gader. Men hun nød det. Hendes fødder værkede og regnen var efterhånden blevet forvandlet, fra en fin doven silen, til tunge hyppige dråber, der gennemblødte hende. Men hun nød det.

Hun indsnusede lugten af smog og duften af våd asfalt. Forsøgte at indprente sig byen og de brune mursten- den sorte os, der tegnede mønstre på husenes skorstene og mylderet fra alle menneskene, der stadig bevægede sig fortravlet omkring hende, til trods for, at det var en højhellig søndag.

Da hendes fødder var blevet gennemblødt for tredje gang den eftermiddag, og tørklædet som hun i et håbløst forsøg havde viklet om håret, for at skærme sig fra regnen, gjorde mere skade end gavn, vendte hun næsen mod den høje bygning som hun allerede var begyndt at holde af og forbinde med tryghed.

Pigen med drømmebogen var træt; Træt af kulden, mørket og regnen, men hun trodsede sin krop og begav sig til weekendens sidste oplevelse.

Aftenen tilbragte hun i fremmede mænds arme, der svingede hende rundt til musikken, hun efterhånden var blevet svinget til så mange gange før.

Hun nød hvert øjeblik og hvert blik. Hun indsnusede duften fra de svedige kroppe og lod sig beruse af det fremmede. Af det ukendte.

Aftenen var så meget, men mest af alt var aftenen et glansbillede taget ud af pigens drømmebog og gjort til virkelighed.

Han tog hendes hånd blidt og introducerede sig. Hun smilede, som hun altid gør. Han bød hende, måske lidt for kejtet op til en dans. Hun smilede, som hun altid gør, og takkede ja.

Han var så tæt på. Så tæt på. Og når han svingede hende rundt, føltes det næsten som om hun fløj.

Det var svært for hende af slippe hans hænder. Så et øjeblik stod de der; Som to porcelænsfigurer på et vitrineskab som en gammel dame kunne have pyntet op med, for at mindes sine unge dage.

Det var som i en lille piges rømmebog; Hun skulle videre og han skulle blive, men stadig havde de tid til gode, så de tog hendes kufferter og begav sig mod et endnu mørkere sted.

Hans øjne hvilede på hende. Hun smilede som hun altid gør - måske en smule genert.

Han hjalp hende op ad trappen og før hun vidste af det, tog hans hende om livet og begyndte at føre hende snildt og let igennem menneskemylderet til musikkens nu noget dybere toner.

Han holdt hende så tæt til sig, at hun næsten ikke kunne ånde.

Et øjeblik så hun sin drømmebog folde sig ud, så ham kysse hende blidt mens de stod tæt der i mørket i menneskemylderet, men som i eventyret om Askepot og hendes prins, lukkede tiden drømmebogen sammen, før den fik lov til at folde sig ud.

 Og der stod de så, i silende regn; Hun med sine kufferter og han i gennemblødt tøj, der klistrede til hans krop.

Drømmebogen blev revet itu, for tiden fløj og hun skulle afsted. 

Og alligevel var han som det glansbillede i pigens drømmebog; Heroisk, godmodig, blid og snild.

Han placerede hende ind i den sorte bil med alle hendes kufferter omkring hende. Og med et blidt kys på hvert kind sendte han hende afsted og foldede drømmebogen sammen igen.