Den Bror Jeg Aldrig Havde Ønsket Mig

Nogen gange så mødes man og så klikker man bare.

D. 7 februar overlevede og afleverede, jeg med nød og næppe, og med stor hjælp og støtte, en opgave om Søren Kierkegaards kvindesyn i "Forførerens Dagbog". 
Lykkelig over, at jeg overlevede, og det uden nogen grå hår på hovedet, tog jeg på Studenterhuset for at tage en svingom og fejre, at jeg aldrig mere skulle i nærheden af Kierkegaard igen.

Jeg var stadig helt ny og kendte få dansere og endnu færre leads den dag. Ex-roomie M gad ikke med, så jeg satte mig pænt på en sofa i hjørnet og ventede på at blive budt op.
I min døs af beundring fik jeg så øje på ham. 
Bortset fra den meget gule poloshirt, lignede han Ritchie Valens på en prik og hans dansestil adskilte sig radikalt fra de andres på dansegulvet. Han gav den så meget mere gas og jeg tænkte - "Gid han ville byde mig op".
Knap tænkte jeg tanken til ende og så stod han lige foran mig og ville høre om jeg ville danse.
Efter en dans eller to tog vi en pause og en sludder. Jeg fortalte ham, at jeg lige var begyndt at danse, at jeg lige havde afleveret en opgave om Kierkegaard. Han spurgte om jeg ville øve aerials og i min naivitet sagde jeg, at det ville jeg elske.
Han gav mig sit visitkort.
"Det er skæbnen sagde han." jeg forstod først, hvad han mente, da jeg så hans efternavn. 
Med fine små bogstaver stod der "P. Kierkegaard" på det hvide, kvadratiske stykke papir.
Jeg kiggede på ham, himlede og spurgte om han tog pis på mig. Nænæ, han hed skam Kierkegaard til efternavn.

Et par uger efter vores første møde, tog jeg til ekstratræning og ved Gud om Kierkegaard ikke stod  der. Et par danse senere kiggede han på mig og sagde "Hvad med de aerials."
Jeg stod og gloede vantro på ham. "Aerials?! Men jeg har kun danset i en måned! Jeg troede vi skulle begynde om et halvt år eller noget."
Uden ord hev han mig op og svingede mig fra hofte til hofte. Jeg var høj på adrenalin, da jeg atter kunne mærke jorden under mine fødder.

Fra da af blev tirsdag vores dag. Vores lille puppe, hvor vi dansede, øvede og fjollede. Den dag hvor vi snakkede og kom ind under huden på hinanden.
Den akavede periode kom vi hurtigt over. Som jeg fortalte Ex-roomie M, da hun stillede spørgsmålstegn ved vores forhold, så bliver man noget så familiær, efter, at man har haft sit skridt faretruende tæt på sin dansepartnets ansigt op til flere gange i løbet af en dansesession.

Og det var netop hvad vi blev - familiære.
Vi havde udviklet en kommunikation og humor, som var så indforstået, at ingen anden kunne følge med. Og der kunne vi så stå, midt imellem et mylder af mennesker, tale sort, grine, og fjolle så ingen udenforstående kunne forstå.

Efter et halvt år så tæt på hinanden, sad vi i flyet hjem fra London. Han havde overtale mig til at deltage i dansekonkurrencen i under swingfestivalen i London og selvom jeg i løbet af festivalen havde lyst til at slå ham, for at have overtalt mig, og mig selv, for at have ladet ham overtale mig, så sad jeg der mandag morgen i flyet hjem, tilfreds, overtræt, fnisende, lykkelig, modigere og et helt eventyr rigere ved siden af ham.
Han mobbede mig.
Jeg grinede til ham, slog min arm om ham og himlede, for jeg ved ikke hvilken gang og fortalte ham, at han var den bror, som jeg aldrig havde ønsket mig.
Som en rigtig bror, kom han med en åndssvag kommentar mere som jeg besvarede med et prik i siden.

I onsdags dansede vi et par danse. 
Da han skulle hjem sagde han, at det nok var sidste gang vi fik set hinanden inden han rejser til NYC. Jeg var ved at tude, for jeg havde, for jeg ved ikke hvilken gang fortrængt, at han skulle være væk i et år, eller mere fra Danmark. 
Indsigten om hans kommende fravær gjorde ondt.
Jeg krammede ham længe og hård og bad ham om at holde kontakten, det lovede han.
For; for mig var han var levet den bror jeg aldrig havde haft, men faktisk altid havde ønsket mig.

London var en Lille Piges Drømmebog

London var så meget, men mest af alt var London et glansbillede taget ud af en lille piges drømmebog og gjort til virkelighed.

Dagen havde været grå, regnfuld og bekræftede samtlige fordomme om det engelske vejr til perfektion.

Som lokket af en djævel, havde hun begivet sig ud på turens sidste vandretur i Londons, den dag så grå, gader. Men hun nød det. Hendes fødder værkede og regnen var efterhånden blevet forvandlet, fra en fin doven silen, til tunge hyppige dråber, der gennemblødte hende. Men hun nød det.

Hun indsnusede lugten af smog og duften af våd asfalt. Forsøgte at indprente sig byen og de brune mursten- den sorte os, der tegnede mønstre på husenes skorstene og mylderet fra alle menneskene, der stadig bevægede sig fortravlet omkring hende, til trods for, at det var en højhellig søndag.

Da hendes fødder var blevet gennemblødt for tredje gang den eftermiddag, og tørklædet som hun i et håbløst forsøg havde viklet om håret, for at skærme sig fra regnen, gjorde mere skade end gavn, vendte hun næsen mod den høje bygning som hun allerede var begyndt at holde af og forbinde med tryghed.

Pigen med drømmebogen var træt; Træt af kulden, mørket og regnen, men hun trodsede sin krop og begav sig til weekendens sidste oplevelse.

Aftenen tilbragte hun i fremmede mænds arme, der svingede hende rundt til musikken, hun efterhånden var blevet svinget til så mange gange før.

Hun nød hvert øjeblik og hvert blik. Hun indsnusede duften fra de svedige kroppe og lod sig beruse af det fremmede. Af det ukendte.

Aftenen var så meget, men mest af alt var aftenen et glansbillede taget ud af pigens drømmebog og gjort til virkelighed.

Han tog hendes hånd blidt og introducerede sig. Hun smilede, som hun altid gør. Han bød hende, måske lidt for kejtet op til en dans. Hun smilede, som hun altid gør, og takkede ja.

Han var så tæt på. Så tæt på. Og når han svingede hende rundt, føltes det næsten som om hun fløj.

Det var svært for hende af slippe hans hænder. Så et øjeblik stod de der; Som to porcelænsfigurer på et vitrineskab som en gammel dame kunne have pyntet op med, for at mindes sine unge dage.

Det var som i en lille piges rømmebog; Hun skulle videre og han skulle blive, men stadig havde de tid til gode, så de tog hendes kufferter og begav sig mod et endnu mørkere sted.

Hans øjne hvilede på hende. Hun smilede som hun altid gør - måske en smule genert.

Han hjalp hende op ad trappen og før hun vidste af det, tog hans hende om livet og begyndte at føre hende snildt og let igennem menneskemylderet til musikkens nu noget dybere toner.

Han holdt hende så tæt til sig, at hun næsten ikke kunne ånde.

Et øjeblik så hun sin drømmebog folde sig ud, så ham kysse hende blidt mens de stod tæt der i mørket i menneskemylderet, men som i eventyret om Askepot og hendes prins, lukkede tiden drømmebogen sammen, før den fik lov til at folde sig ud.

 Og der stod de så, i silende regn; Hun med sine kufferter og han i gennemblødt tøj, der klistrede til hans krop.

Drømmebogen blev revet itu, for tiden fløj og hun skulle afsted. 

Og alligevel var han som det glansbillede i pigens drømmebog; Heroisk, godmodig, blid og snild.

Han placerede hende ind i den sorte bil med alle hendes kufferter omkring hende. Og med et blidt kys på hvert kind sendte han hende afsted og foldede drømmebogen sammen igen.

Noget om rejser, London og tristesse

I aften tager jeg til London, for første gang siden min første gang.

Sidst jeg var i London var jeg dødsyg; Bedsteveninden var med og siden har hun beskrevet den tur med et rystende billede. 
Hun plejer at sige, at jeg på den tur var som døende mennesker bliver, lige inden de dør - fuld af energi, overstadighed, lyst og livsglæde. 
Efter et halvt år som levende død, lyste jeg overstadigt op i de fem dage jeg var var væk fra maskinen, der troligt holdt mig bundet til jorden, og fratog mig muligheden for at stråle, som jeg ellers plejede at gør.


Måske er der noget signende ved netop den beskrivelse som Bedsteveninden gav af mig, ved netop det billede - en del af mig døde kort tid efter den tur. 
Noget ændrede sig i mig efter den sidste transplantation - jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved mig selv og mit liv. Til da havde jeg stillet mig tilfreds med det jeg havde.

Siden da er der sket så meget mere. Det der skulle til var vel egentligt, at jeg skulle blive blind - kortvarrigt. Og efter det kunne jeg se igen. Klarere end nogen sinde før...

Jeg tog et lille skridt og da jeg vendte mig om for at se, var jeg endt i Sydhavn i mit hvide og hysterisk rene hjem, som jeg altid havde ønsket mig - alene.

Det er lang tid siden jeg har været alene, faktisk har jeg aldrig været alene - før T så var min familie der, nu er der blot mig.

Som lille hadede jeg altid at rejse, af den simple grund, at jeg på et tidspunkt skulle hjem igen. Jeg hadede at komme hjem, for hjemme ventede en knugende følelse af tristesse.
Det holdt op den dag T og jeg flyttede sammen. Fra den dag nød jeg mine ture og jeg glædede mig til at komme hjem, for der ville han, T, altid vente på mig.
At komme hjem var lige med en følelse af ro og trætte lemmer. Af tryghed og en varm krop at putte sig ind til, når kufferterne var pakket ud og alt var sat på plads.

I aften tager jeg til London for første gang siden min første gang.

Jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at indsnuse min by, at se på menneskerne, der fortravlet går omkring, at gå i de gamle skridt - bare for en stund og for sjov. 
Men jeg gruer også, for det er første gang jeg skal hjem igen, hvor der ikke er en varm krop at putte sig ind til, det er første gang jeg skal åbne døren til en hel tom lejlighed, der blot er et sted jeg bor.

Jeg gruer for tristessen og for den knugende følelse i mit indre, for jeg er for første gang helt alene og kun mig selv.

Jeg er ved at være en stor pige... Det er egentlig en pudsig følelse. 

A.P og jeg

Idag skulle jeg forbi Glostrup, professoren og deres "Forsknings Enhed" for at fortsætte undersøgelserne.

De ved stadig ikke, hvad der er galt, men de kan åbenbart se, at det bliver bedre. De vil have mig som forsøgskanin, ikke kun fordi jeg er et interesant "emne" og "giver dem en masse lektier for", men også fordi jeg er "et dydsmønster og laver ingen fejl".

Jeg er åbenbart bare god og sådan en dygtigt pige.

Efter et par timers ventetid, undersøgelser, der indebar en masse stærkt lys direkte i øjnene og tårer, der blev fremtvunget af overanstrengelse, blev jeg sat tilbage i stolen i venteværelset.

Jeg sad der i min verden, da der kom en meget fornem og fin mand iført jakkesæt og satte sig ved siden af mig. Han var dog lidt for almindelig og kvabset til at være en slipseknude, til trods for gråt jakkesæt og slips. Han sad, smilede og virkede lidt vigtig.

Sygeplejersken kom hen til mig og fortalte mig, at der vil være lidt ventetid.

Efter en halv times tid kom jeg ind til den sidste undersøgelse og så smilede hun "ja jeg er ked af, at du skulle vente, men vi har haft hr. A.P Møller herinde, og han er VIP, så undersøgelsesværelset skulle være låst af osv. Jeg er ked af, at du blev sprunget over. Det må du meget undskylde."

Jeg kiggede på hende og spurgte så, om manden i jakkesættet så var hans bodyguard. "Nej, det var hans chauffør."

Jeg kunne ikke andet, end at føle mig en smule vigtigt - jeg var blevet sprunget over af selve A.P Møller, og der blev endda undskyldt for det. Go Lola!

Da jeg igen var tilbage i min stol på gangen, stadig blændet, nu både at lys, overanstrengelse og pupiludvidende dråber (jeg kunne ikke se en skid, men jeg have de vilde dådyrøjne, og jeg tvivler ikke et sekund på, at jeg ville have været et hit til ethvert bal for 150 år siden), blev døren til "Undersøgelsen 24" åbnet. Jeg skulede og en tynd, høj og rystende mand mand med silke charmeklud om halsen blev ført ud af selveste professoren kiggede. De kom mod mig, og jeg prøvede at lade som om jeg ikke gloede (det er lidt svært, når man har sløret syn og skal knibe øjnene sammen bare for at se 3o cm foran sig). Men det var sgu selveste hr. Møller. Chaufføren tager ham under armen og sætter ham på en stol ved siden af mig.

Inden jeg nåede at smile, havde chaufføren taget herrens frakke og hjulpet ham op og i den. Tog ham under armen igen, som den gamle bedstefar han er og førte ham væk.

Da jeg er i underskud af tøjfor/misbrug, dullede jeg mig op idag, selvom jeg kunne skulle til Glostrup Hospital - hvilket viste sig at være heldig.

Dagens out-fif er ikke så meget fif, men en stor trøje og stram lårkort kjole kan gøre underværker, hvilket er heldig, nu der var fornemt besøg.

Tørklæde fra London: 1 pund

Lårkort Bomulds kjole: Mbym 499 kr.

Bælte lånt fra H&M kjole i bomuld

Oversize trøje: Saint Tropez 250 kr. (Kan stadig fås og er stadig sat 50% ned)

Taske: gammel skoletaske.

Desuden har jeg forsøgt mig med et nyt/gammelt koncept som jeg har holdt mig fra i mange år - midterskilling. Jeg synes faktisk at det holder.