Prinsessesengen og den lille remse

Egentlig ville man ikke tro det, men jeg var et meget bange barn.

Fra en meget tidlig alder begyndte jeg at drømme, eller i hvert fald at huske, hvad jeg drømte, og samtidig begyndte mine mareridt. 

Jeg hørte for nyligt, at børn, der lige er begyndt at gå, får tit mareridt, fordi de kan falde og slå sig. Jeg undrer mig tit om mine mareridt stammer fra alle de hospitalsophold, smerteanfald og lignende, jeg var udsat for, allerede fra før jeg end kunne kapere det. 

Jeg drømte meget, og jeg drømte voldsomt, og tit turde jeg ikke sove, fordi jeg ikke vidste, hvad der ventede på mig på den anden side. 

Jeg var bange for spøgelser, vampyrer, ulve, bjørne, vulkaner, hånden der havde hægtet sig af kroppen og kunne lure ind af vinduet... men mest af alt var jeg bange for de ansigtsløse, som havde en tendens til at dukke op i nattens mulm og mørke. De kom i mod mig og jeg lå paralyseret i sengen og kunne ikke bevæge mig. 

Da jeg var lille blev jeg tit vækket om natten; som oftest skyldtes det smerterne som mine nyresten forårsagede, men ligeså tit kunne det være på grund af de mareridt, der hjemsøgte mig. 

Derfor lærte min far mig en lille rutine, i en meget tidlig alder. En rutine som jeg stadig idag benytter mig af, hvis jeg bliver lidt bange eller utryg, når mit hjem er badet i mørke.

Jeg er opdraget i den muslimske tro, og det siger jeg gerne højt. Men jeg har i mit voksne liv valgt at definere mig selv som agnostiker. Lige dét kan jeg komme ind på en anden god gang. 

Jeg er ikke religiøst, men jeg er absolut troende, og netop den lille rutine som min far lærte mig for så mange år siden er en af årsagerne til, at jeg idag er agnostiker og ikke ateist. 

Jeg ved ikke hvor gammel jeg havde været, men jeg kan huske, det var før vi havde fået den smarte sovesofa, der kunne folde sig således ud, at vi alle tre kunne sove i den. Endnu engang var jeg på vej i seng og jeg kunne ikke sove, for jeg var bange for, hvad der ventede på mig på den anden side. 

Min far puttede mig midt på min seng, pakkede mig ind i min dyne, lagde sig ved siden af og sagde, at vi nu skulle bede til Gud. 

Han lærte mig den nat en lille remse, der altid blev afsluttet med den samme bøn; Om at blive rask, at drømme gode drømme og sove let.

Hver nat var det en del af min putterutine. Vi bad højt, så jeg kunne lære det, og Gud kunne høre det ordentligt. Og hver gang det blev gjort på den måde hjalp det... 

Da krigen kom og jeg flygtede med min mor og min lillesøster til Montenegro var det syv meget lange måneder uden min far. Både fordi vi ikke vidste, hvad der var sket med min far, der var blevet tilbage i Bosnien, og fordi min mor ikke kunne gøre rutinen på samme måde som min far kunne.

Idag er jeg 29. Idag er jeg hverken bange for spøgelser (ok, måske lidt), vampyrer, ulve, bjørne, vulkaner eller hånden, der havde hægtet sig fra kroppen og kunne lure ind gennem vinduet. Men de der ansigtsløse… 

Nogen gange kommer jeg til at tænke på dem inden jeg falder i søvn, andre gange kommer de af sig selv, og så kommer der en grundangst op i mig. Jeg får kuldegysninger og får lyst til at ringe til min far. Men idag er jeg en voksen pige, og voksne piger har ikke beskyttende drager, der lægger sig ind til dem og beder til Gud med dem. 

Jeg er blevet for voksen til at kalde på min far i nattens mulm og mørke, men idag har jeg min seng som min far byggede til mig. Og det er en næsten barnlige tanker, men ikke desto mindre, så er min seng blevet mit fort, min beskyttende drage, der skærmer mig.

Når den der grundangst for mørket kommer op i mig, så rykker jeg  midt ind på sengen; min over en meter høje seng, jeg pakker mig under min dyne, siger den lille remse min far lærte mig og beder den samme bøn; Om et godt helbrede, gode drømme og en let søvn. Og så er det som om den høje, brede seng skærmer mig fra alt ondt. 

Jorden er giftig, men når jeg ligger i min prinsesseseng, så kan intet ondt røre mig. Den er min fort og i den er jeg altid tryg.


Follow my blog with Bloglovin

Da jeg var lille, ville jeg være læge, når jeg blev stor...

Da jeg var lille, ville jeg være læge, når jeg blev stor. Jeg ville have en hvid kittel på og så ville jeg have mit honningblonde hår sat op i en høj knold. Et par løse krøller ville hænge hist og her, men om det var med vilje, eller fordi jeg havde så travlt, havde jeg ikke bestemt endnu. Jeg ville gå på hospitalsgangen i hvide træsko, for på hospitalet duede mine røde ikke - hvorfor blev jeg aldrig enig med mig selv om. 
Den hvide kittel ville være åben, og den ville flagre efter mig som en superheltekappe flagrer efter sin superhelt. 

Som læge ville jeg tage mig af patienterne. Jeg ville lægge min hånd på deres pande og jeg ville være meget høj og meget voksen. Jeg ville nikke, mens jeg lyttede til deres beklagelser og nok sidde med en kuglepen i munden.

Børnene ville jeg  give små gaver og fortælle dem, at alt ville blive godt, lige om lidt. Nogen af dem ville jeg kysse i panden - for at se om de havde feber. For det var jo sådan man bedst kunne finde ud af det. 

Når jeg var færdig med patienterne, så ville jeg igen går hurtigt på gangene med min kittel flagrende bag mig, og føle mig tilfreds for jeg havde gjort, hvad en rigtig læge skulle gøre.

Da jeg var lille, ville jeg være læge, når jeg blev stor, og jeg ville gøre mig selv rask. Og hvis jeg ikke blev læge, så ville jeg flytte til Italien og have sofaer i hvidt læder. 

Den Nittende Dag

Den nittende dag vågnede jeg med en ro inde i mig. 

Jeg havde ikke drømt, og jeg var på sin vis tilfreds. 

Jeg tror jeg har tænkt det, der skulle tænkes igennem. Jeg smiler for mig selv, og kigger op mod solen. Ud mod horisonten og indånder duften af sommer - her duften af gran.

Den tyvende dag hvilede jeg mine øjne og nød lyden fra de brusende bølger. Jeg døsede hen under den hede sol, og der var ro over mig. 

Jeg tror, jeg endelig er så langt nede i gear, at jeg for alvor er kommet på ferie. 

Det tog så også knap tre uger...

Den Trettende Dag

På den trettende dag faldt jeg i søvn i skyggen. 

Jeg drømte vildt og voldsomt.. Drømte om dem alle. 

I min drøm lå jeg på stranden og jeg drømte, at jeg sov på stranden. Jeg lå på maven på mit blå håndklæde og de var alle omkring mig. Fra den første til den sidste. 

Listen er næsten for lang, til at jeg magter at remse dem alle op ved navn. 

Der var den ene, og egentlig er det lidt pudsigt, at han var så tæt på, men han var der. Han lå et armudtræk væk fra mig - også på maven og rakte sin venstre hånd ud mod mig. Han smilede til mig, og jeg tror, jeg så taknemmelighed i hans blå øjne, der blev delvist dækket af hans altid pluskede hår. 

Jeg vendte mig om og så mod havet. Jeg så den blåøjede komme ned ad en trappe. Han lagde sig oven på mig og bad om min tilgivelse. Han var stor og tung og jeg mærkede hans skæg kradse mod mine skulderblade, da han kyssede lige under nakken, jeg undrede mig, for han havde jo ikke skæg. Jeg var lige ved at røre hans tommelfinger med min pegefinger, men selv i drømmen standsede jeg mig selv, for selv i drømmen vidste jeg, at det ikke skulle være os to igen. Aldrig nogen sinde igen. 

Det krævede al min styrke at holde igen, så jeg kiggede ud mod horisonten og så solen glide ned over himlen og skabe farver, jeg aldrig havde set før. 

Den uigennemtrængelige så jeg siddende på en stol i sit jakkesæt. Han betragtede mig med isnende blå øjne. Jeg undrede mig over, hvad han lavede der, måske savnede jeg også ham, uden at vide det, siden han fik lov til at trænge igennem alle de forsvarsværker jeg efterhånden har bygget op omkring mig. 

Drømmeren gik også fordi, som i en drøm, langt væk fra mig og jeg ved end ikke om han så mig. Jeg drømte sammen med ham for så lang tid siden efterhånden, at det næsten er blevet til en drøm. 

Den sidste af dem; Ham, der hver dag og nat, siden jeg begav mig på mit færd har hjemsøgt mig i mine drømme og mine tanker, cyklede leende lige ved siden af mig - i cirkler.

Jeg forsøgte at skubbe ham, der søgte min tilgivelse, væk fra mig og det krævede samme styrke at fjerne ham, som det krævede ikke at røre hans tommelfinger tidligere. 

Jeg rejste mig og spejdede efter ham den cyklende, ham den leende, ham den hjemsøgende. Men inden jeg nåede at få øje på ham, vågnede jeg. 

Himlen var safirblå på denne trettende dag. Solen stod højt og skinnede skarpt. Jeg missede med øjnene og tog min stråhat på, mens jeg forsøgte at komme mig. 

På denne trettende dag gik mine tanker i selvsving. 

Min bedste veninde skal giftes. Den anden bor med sin kæreste. Den tredje er gravid med sit andet barn. Den fjerde var forelsket, sidst jeg så hendes øjne.

Jeg smed det hele væk. Jeg var ikke lykkelig, og derfor smed jeg det hele væk. 

Men på denne trettende dag kan jeg ikke ryste denne nagende følelse af, at jeg aldrig kommer til at blive elsket på samme måde igen…

London var en Lille Piges Drømmebog

London var så meget, men mest af alt var London et glansbillede taget ud af en lille piges drømmebog og gjort til virkelighed.

Dagen havde været grå, regnfuld og bekræftede samtlige fordomme om det engelske vejr til perfektion.

Som lokket af en djævel, havde hun begivet sig ud på turens sidste vandretur i Londons, den dag så grå, gader. Men hun nød det. Hendes fødder værkede og regnen var efterhånden blevet forvandlet, fra en fin doven silen, til tunge hyppige dråber, der gennemblødte hende. Men hun nød det.

Hun indsnusede lugten af smog og duften af våd asfalt. Forsøgte at indprente sig byen og de brune mursten- den sorte os, der tegnede mønstre på husenes skorstene og mylderet fra alle menneskene, der stadig bevægede sig fortravlet omkring hende, til trods for, at det var en højhellig søndag.

Da hendes fødder var blevet gennemblødt for tredje gang den eftermiddag, og tørklædet som hun i et håbløst forsøg havde viklet om håret, for at skærme sig fra regnen, gjorde mere skade end gavn, vendte hun næsen mod den høje bygning som hun allerede var begyndt at holde af og forbinde med tryghed.

Pigen med drømmebogen var træt; Træt af kulden, mørket og regnen, men hun trodsede sin krop og begav sig til weekendens sidste oplevelse.

Aftenen tilbragte hun i fremmede mænds arme, der svingede hende rundt til musikken, hun efterhånden var blevet svinget til så mange gange før.

Hun nød hvert øjeblik og hvert blik. Hun indsnusede duften fra de svedige kroppe og lod sig beruse af det fremmede. Af det ukendte.

Aftenen var så meget, men mest af alt var aftenen et glansbillede taget ud af pigens drømmebog og gjort til virkelighed.

Han tog hendes hånd blidt og introducerede sig. Hun smilede, som hun altid gør. Han bød hende, måske lidt for kejtet op til en dans. Hun smilede, som hun altid gør, og takkede ja.

Han var så tæt på. Så tæt på. Og når han svingede hende rundt, føltes det næsten som om hun fløj.

Det var svært for hende af slippe hans hænder. Så et øjeblik stod de der; Som to porcelænsfigurer på et vitrineskab som en gammel dame kunne have pyntet op med, for at mindes sine unge dage.

Det var som i en lille piges rømmebog; Hun skulle videre og han skulle blive, men stadig havde de tid til gode, så de tog hendes kufferter og begav sig mod et endnu mørkere sted.

Hans øjne hvilede på hende. Hun smilede som hun altid gør - måske en smule genert.

Han hjalp hende op ad trappen og før hun vidste af det, tog hans hende om livet og begyndte at føre hende snildt og let igennem menneskemylderet til musikkens nu noget dybere toner.

Han holdt hende så tæt til sig, at hun næsten ikke kunne ånde.

Et øjeblik så hun sin drømmebog folde sig ud, så ham kysse hende blidt mens de stod tæt der i mørket i menneskemylderet, men som i eventyret om Askepot og hendes prins, lukkede tiden drømmebogen sammen, før den fik lov til at folde sig ud.

 Og der stod de så, i silende regn; Hun med sine kufferter og han i gennemblødt tøj, der klistrede til hans krop.

Drømmebogen blev revet itu, for tiden fløj og hun skulle afsted. 

Og alligevel var han som det glansbillede i pigens drømmebog; Heroisk, godmodig, blid og snild.

Han placerede hende ind i den sorte bil med alle hendes kufferter omkring hende. Og med et blidt kys på hvert kind sendte han hende afsted og foldede drømmebogen sammen igen.

Noget om søstre, sofaer og drømme

Lejligheden var anderledes og vist noget større, end jeg huskede den, sofaen lignede sig selv. 

Min søster havde lånt lejligheden, mens vi var væk. Kusinen og jeg væltede bogstaveligt talt ind ad døren i en rus af tøsepjatteri. Min søster hilste på os overdrevet som hun altid gør - med højlydte kys og kram. Hun skulle videre, sagde hun. Men jeg stoppede hende for at høre, hvordan det var gået med at bo i min lejlighed, mens jeg ryddede lidt op. "Jo tak det gik fint" sagde hun med et smil. Jeg fjernede et tæppe fra sofaen og blev stum, der var en kæmpe orange plet på min elskede sofa, min sofa, som jeg ville vælge frem for alle - selv T. Min sofa som jeg ville slå ihjel for.Dén sofa var der en kæmpe orange plet på.

Jeg kiggede på min søster og så på sofaen og på hende igen. Hun reagerede som om hun også havde set det for første gang, selvom hun tilsyneladende havde boet i min lejlighed i en længere periode. Et øjeblik troede jeg, at jeg var skyld i den kæmpe plet, men jo mere jeg kiggede på sofaen, des større blev pletten og des mindre lignede sofaen sig selv. 

Jeg kiggede på min søster og trængte hende ind i en krog, nu kunne jeg se at sofaen slet ikke var min, men en billig Bilka-sofa i orange læder og med denim-betræk - for at beskytte læderet.

Mine forældre kom og jeg var hysterisk. Jeg var helt i det røde felt. Jeg græd af bare arrigskab. 

Til sidst indrømmede den lille møgunge, at hun havde brugt 15.000 kroner på et eller andet spil online og det eneste hun kunne huske, der var så mange penge værd, var min sofa så den solgte hun.

Jeg kunne se mig selv gå imod hende med udstrakte arme og nej det var ikke for at kramme hende, men for at kvæle hende "din lille møgunge" råbte jeg. Men min hals var for tør, jeg skulle hoste, Men jeg kunne ikke.

Jeg kunne nærke smerte i mit arm og at min ene hånd sov. 

Jeg lukkede øjnene op og kiggede op i loftet, det var morgen og mit hjerte hamrede derud af som om jeg lige havde haft det ubehageligste mareridt. For normale mennesker ville dette bare være en drøm, men for mig var det et mareridt, der stadig ryster mig, når jeg tænker tilbage.

Hvad du ønsker skal du få...

Jeg gad ikke at holde jul i år. Jeg ønskede, at jeg kunne slippe, og jeg skal love for at jeg slap.

Blev ringet op af Ølgaard (overguden fra 13. på Riget - min læge) igår formiddag, der sagde, at jeg skulle komme ind til ekstra blodprøver, da blodprøverne fra d. 22. december var steget voldsomt. (Her kan man se lidt, hvad jeg snakker om). Min creatininum (måleenheden for nyrefunktionen) var steget fra 0,110 (som er stort set inden for normalen) til 0,260 i tirsdags.

Guden fra 13. mente, at det nok bare var storm i et glas vand, men ville have mig på Riget til ekstra blodprøver, bare for at være på den sikre side. Vi forlod den lille nye kat og det Nordsjællandske idyl, og begav os mod Riget og København.

Velankommet halvandet time efter, blev der taget hasteblodprøver og to timer yderligere kommer ung blond læge med accent, og fortæller mig, at Ølgaard har ringet hjemmefra og vil have mig indlagt, da min creatininum på to dage er steget yderligere, fra 0,260 til 0,340. Bad, bad, bad shit!

Alle de andre værdier er stort set inden for normalen, så den eneste mulighed de kan se er en akut afstødning af nyren.

Eftersom jeg er så heldig som jeg er, er patologerne - dem som laver og kigger på biopsier lukket over ferien, så de kan først foretage en biopsi på mandag. Til da skal jeg i prednisolonkur - binyrebarkhormon. Hvor de sætte mig fra 10 mg dagligt til 500 mg i tre dage. WTF??

Det crap jeg taler om er immunsuppressiv medicin og jeg fik det også efter operationen.

Bivirkningerne vil jeg slet ikke ud i, for det vil kræve en hel blog at nævne dem alle, men de er ikke kønne. Visse af dem er: hyperaktivitet, søvnløshed, følelsesladenshed (as if I need more), runde kinder, fedt-omfordeling og lettere vægtøgning, da de også øger ens appetit. Fedtet rykker sig som regel rundt fra arme og lår til kinder og mave. Derudover kan man også nævne rysteture, afkalkning af knogler og nyrefunktionens forringelse, på længere sigt. Mildest talt bliver jeg de næste tre dage pumpet op med gift.

Oh well. Lang historie kort. Mit ønske blev opfyldt, jeg sad i stuen med T og spiste et sørgeligt stykke and med sovs og kartofler og kartoffelmos igår og appelsiner som juleknas.

Idag kom familien forbi med rigtig and og rigtig julemad, og naturligvis gaverne. Jeg vil end ikke tælle. Så mange gaver fik jeg, bl.a Tornerose dvd, helt hvidt bomulds sengetøj, Anne Gads takt og tone og gavekort til yndlingsbutik, men vinderen var helt klart Ts påfund.

Jep.. Hvad man ønsker skal man få, men husk at ønske rigtigt. For jeg fik endelig den parfume, jeg har sukket efter i fem år efterhånden, men var simpelthen for nærig til at købe - Chanel No 5, den lille på 7,5 ml - altså med andre ord - ren parfume. Åh...ih...suk ih guder, hvor den dufter. Jeg har sat en lille dråbe bag hvert øre, og jeg kan stadig dufte det.

Jeg elsker den parfume, og jeg er så bange for at bruge den, men hvor dufter den rent og alle nuancerne træder frem, uden at blive dræbt af afalkoholen, som både eau de parfume og endnu mere eau de toilette har.

Hvad man ønsker skal man få, men fra nu af vil jeg aldrig igen ønske, at jeg kan slippe for julen.

Åh ja, situationen for nyren.

Lige nu får jeg den prednisolonkur, fordi de mener, at det er en akut afstødning af nyre. Hvis man skal vælge af to onder som nyretransplanteret, så ønsker man denne slags afstødning, da den kan reverses med kuren og nyren tit kan gå tilbage til helt normal funktion igen. Det jeg havde med min sidste nyre, var en kronisk afstødning, hvor nyren langsomt mister sin funktion, og dér bare ikke er noget gøre.

Jeg fik endda at vide idag, at det er meget normalt med sådan en afstødning. Og de har pt. to andre patienter indlagt med præcis det samme.

Normalt er proceduren således, at de skal lave en nyrebiopsi før de pumper en fuld med binyrebarkhormon, da det ikke er det sundeste man kan komme i nærheden af, men jeg fik det med det samme, for de ville ikke vente på en biopsi, der pga helligedage først kan foretaget på mandag. Jeg vender i hvertfald tilbage på mandag med videre opdateringer. Ellers før, hvis der sker noget nyt.

Velkommen til mig liv... ;)

"Brune grønlændere"

Jeg har altid haft mærkelige drømme. Jeg har altid drømt meget. Mange af drømmene glemmer jeg hurtigt efter, endnu flere er ligegyldige. Men visse af dem sætter sig bare fast.

I nat drømte jeg en af de lettere ligegyldige drømme, men jeg kunne bare høre mig selv tale til mig selv lige inden jeg vågnede: "Okay det her er en sjov drøm, og du bliver bare nødt til at huske det".

Jeg drømmer, at jeg venter på et tog på Nørreport st.. Det er vist nat, for lyset er dæmpet på perronen, og den er en lettere hybrid af Kystbane perron og S-togs perron.

Jeg befinder mig på Kystbane perronen, men kiosken fra S-togs siden er der. Jeg venter på et tog, og er ved at være lettere utålmodig. Der er også en vis portion nervøsitet, hvorfor ved jeg ikke. Måske fordi jeg skal køre eller fordi jeg er alene.

Jeg går over til kiosken fordi jeg gerne vil købe en pakke tyggegummi, men lyset er slukket og kiosken ser lettere tom ud. Der er dog en pige, der spørger mig, hvad jeg kunne tænke mig.

Lola: "En pakke V6 med grøn te/jasmin smag"

Ekspedienten: "Vi har desværre ikke nogen tyggegummier som De kan se. Vi er igang med en tyggegummi udskiftning, og alle er på kursus."

Lola: " Har i så slet ikke nogen tyggegummier?"

Ekspedienten: "Nej."

Lola: "Hmm, altså."

Ekspedienten: "Kunne De tænke Dem måske "Brune Grønlændere", det er noget jeg stadig har ?"

Lola: "Brune Grønlændere", hvad er det?"

Ekspedienten: "Det er punchbolcher med kakaomælk."

Lola: "Hmm jeg kan nu både godt lide punch og kakaomælk. Jeg vil gerne be om en."

Hun tog et plastikkrus og hældte små giftigt-gule kugler, der ligner luftgevær patroner, ned fra et gammeldags, brunt medicinglas. Lukkede glasset og begyndte at hælde dem over med noget, der lignede kakao fra en chokoladesaucetube.

Ekspedienten: "187,- skal jeg bede om."

Jeg takker for mine Brune Grønlændere, betaler mens jeg undrer mig over den uendeligt høje pris, og går over til en bænk og spiser det.

Mens jeg sidder på bænken og venter på toget tænker jeg... "Hmm det smager egentlig meget godt. Det er faktisk en ret god ide. Det må jeg bare huske. Det må jeg bare huske, for det her er virkelig morsomt".

Jeg kan ikke huske, hvordan det smagte, men i mine øjne lyder det som en vildere delikatesse ellers i hvertfald slik... :) Sukker kakao og punch*-bolcher.

*er en is-variant man kan få i Ex-Jugoslavien, der minder lidt om rom-rosin.

I've been such a good girl this year...

Santababy I'm so humble when it comes to my dreams and wishes...

Some people wish for worldpeace, and good health all of their life. Others wish for a shining star. 

Some again want true love and happiness for as longe as they live - all I want for christmas this year is a pair of black beautiful and smooth Louboutins...

My sweet Santa, you have to know, the smooth leather feels so god against my naked skin, and the red sole just makes me happy - deep, deep down in my soul. I know, you won't think of my wish as a sin.

Santababy I have been such a good girl this year. Have been eating all of my vegetables, and haven't kissed one single man.. 

You are the only one for me, you are the only one, who has been on my mind. 

So please Santa bring me a pair of Louboutins this year... and Iwill be you girl for the rest of my time...

With love, and a kiss on your nose 

Yours hopelessly devoted 

miss E. Lola Ahmetspahic