31.1.10

Sofaens 10 Bud



Jeg ved godt, at det måske er lidt Bree-agtigt, altså psykopatisk, men da jeg sidste år fik min smukke sofa, blev jeg forelsket.

T ved godt, at han ville blive valgt fra til fordel for den sofa til enhver tid. Dén er min store kærlighed, og jeg mener virkelig, at jeg elsker den.


Da den kom ind i vores liv og hjem, blev der sat nogen regler op, om hvad man måtte gøre, eller ikke gøre i den sofa.

- 1. Ingen onani!

- 2. Ingen sex. Med mindre det er særlige omstændigheder.

- 3. Ingen unødvendig spisning.

- 4. Når der er gæster, jeg ved bliver fulde aka the guys - så skal den dækkes til af et tæppe.

- 5. Eftersom sko er forbudt i vores hjem, må man gerne have fødderne oppe i sofaen.

- 6. Man må gerne gøre sig mageligt i den.

- 7. Ingen krummer.

- 8. Den skal støvsuges, hver gang resten af lejligheden bliver støvsuget - altså ca.3 gange ugentligt.

- 9. Ingen drikkevarer i sofaen.

- 10. Ingen onani!


Jeg er overbærende over for gæster, men jeg kan love for, at hver krumme på den sofa er som et stik i hjertet på mig.

Bedsteveninden kan se det på mit blik... Jeg sidder over for hende og hvis hun krummer så kan hun se, at mime hænder knyttes, jeg får tiks og mine øjne ændrer sig til lettere psykopatiske. Jeg SKAl bare tage den krumme væk...

Det er en tvangshandling. Jeg restrainer mig selv, men jeg har mest af alt lyst til at tage min håndstøvsuger og støvsuge. (Og nu jeg er igang, kan jeg ligeså godt tage og støvsuge resten af lejligheden også) - tænker jeg tit.


Nu har jeg været væk i rundt regnet en måned, og da jeg så skulle tulle lidt rundt (altså gøre rent) inden jeg tog ud til mine forældre idag, skulle jeg naturligvis også støvsuge, og så fandt jeg pletter på sofaen. Jeg ved ikke, hvad det er, og jeg synes ikke jeg kan få det væk.

Jeg ringede til T og spurgte om han havde wanket på sofaen, men han forsikrede mig om, at han ikke har gjort det. Jeg er bekymret...


Jeg overvejer at gå "the american way" og pakke den ind i cellofan, eller bare pakke den væk og tage den gamle sofa frem igen...

Jeg tør simpelthen ikke efterlade den alene i T's varetægt mere...

30.1.10

Boyfriend-style go home! Here comes morfar!

Det er nok ikke nogen nyhed, at det i år er total in for kvinder at stjæle tøj fra kærester, fædre, drengevenner, bedstefædre, onkler og sikkert også fremmede mænd - i mode og fashion gælder alle kneb..eller var det krig og kærlighed? Oh well.. jeg har aldrig være god til citater.

Vi er gået væk fra de fine strutskørter og over til smokingbuksen, Marlene Dietrich og den skønne flade herresko (hvilket fører mig til; Hurra, nu har jeg endelig anledning til at bruge min tophat igen).

Jeg elsker at klæde mig feminint, og jeg praktiserer det ofte, både i form at strømer, hofteholdere og korsetter (ja også i hverdagen), bare fordi jeg kan.
Men jeg elsker ligeså meget at lege mand, og jeg har tit stjålet T's arbejdsskjorter, hvilket har fået ham til at hade mig, da jeg som regel leverer dem tilbage duftende at tøseparfumer.

Jeg faldt ver et par brune herresko i en genbrugsbutik oppe på landet allerede for to år siden. Hele min familie grinede af mig, "for det er sådan noget man gik med i 60'erne, når man var fattig og fornuftig".
De er brune, grimme, kostede 40 kr, og jeg elsker dem over alt på jorden.
Jeg blev lykkelig, da jeg så sidste år kunne erhverve mig et par råhvide herresko i TopShop - til en noget højere pris (ca 10 gange højere) dog, men de kom med i samlingen.

Idag snakker de om, at man skal stjæle kærestens stil.
Og da indså jeg hvor meget foran jeg er, for allerede sidste år bestemte jeg mig for at blive en mand. Og ikke bare en mand, men en gammel mand, fordi jeg ville være så meget en bedre gammel mand, end mænd er. Jeg skal jo altid tage tingene et skridt længere ud. (Lidt ligesom med nyren - "Nej Erna, du har ikke kun T-celleafstødning, du har også
B-celle afstødning". - Tja hvorfor ikke...

Jeg dyrkede gammel mand-stilen hele sommeren, men nu er det in, så jeg tog selvfølgelig videre i min fashion-færden, og forvandlede mig - ved et tilfælde - til noget fra Charlies Angels, fordi min frisør kom til at klippe mit pandehår lidt forkert. Åh well - shit happens, jeg må vel bare leve med at være et fashion-ikon.. (Vifter L'oreal-reklame-agtigt med håret, mens jeg skriver det).



Dagens out-fif:

Jeg skulle ud og lufte kinderne idag, for jeg skulle i hvertfald ikke sidde hjemme i dette skønne vejr!

Gem kinderne væk med et par fakebriller (jeg synes jeg får deja-vu).
Og tage fokus fra kinderne med store smykker og endnu større skulderdimser.


Briller fra Pieces: 80,-
Irriterende fnulderbluse med skulderdimser fra h&m: 79.-
Yndlingssmykke fra NoaNoa: Gave
Nederdel fra TopShop: 299,-

Og ja, mit køkken er pink. Det skal jo matche min læbestift.




Lige for at runde af - det kan være, det her indlæg lyder lidt hyper, men jeg er også lettere hyper idag. Jeg er høj! Så høj, så høj!
Jeg har fundet ud af, at man godt kan blive høj uden rusmidler - jeg er denne weekend høj af lykke og glæde! Sådan helt ind til benet. Så jeg kan mærke det i hele kroppen!

Duften af Barndom

Jeg vågnede i morges og soveværelset var så kold og dynen var så varm og jeg skulle tisse så forfærdeligt meget.
Jeg rejste mig op og blev ramt billeder.

Det hele fløj tilbage til mig, det kolde soveværelse oppe på første sal, trappen, duften af myntete, der nu var tørret, men duftede stadig himmelsk, kakkelovnen og mormor, der puslede nedenunder.
Mig, der trækker kælken bag mig mens alt er stille, fordi den dybe sne dæmper for alle lydende.
Den varme stue og mig siddende i vinduet. Det hele på engang og i tilfældig rækkefølge.
Min mormor, min smukke, milde mormor, der rende i timevise med en tallerken i hånden efter mig for at få mig til at spise...
Den følelse, som jeg plejede at kalde ""tør" følelse i maven", den sammen følelse, der rammer mig første onsdag i maj kl. 12- idag har jeg fundet ud af, at det er følelsen af ro og salig lykke. Og ja, jeg mener salig lykke...

Jeg skyndte mig ud i køkkenet, pakket ind i dynen og på bare tær, for jeg ville fuldende øjeblikket, tog min krukke med mynteteen, min krukke med guld, frem og bryggede en kande. Stadig et lille gennemsigtigt glas med to sukkerknalder i. Det er ikke det min mormor brugte, men det ligner.

Jeg kan se og dufte kakkelovnen, jeg kan smage teen og høre tegnefilmene på det gamle sorthvide fjernsyn. De nøgne dukker i vitrinen - som min morfar altid skældte ud over, at jeg havde klædt af og smidt deres tøj væk.

Selvom det er så lang tid siden, så står det hele foran mig som et slør fra fortiden, der dækker for nutiden. Men det gør ikke noget, for sneen dufter så skønt, og den dæmper for lydende ude på Hovedgaden, og stuen er så kold og dynen så varm.
Jeg ser tegnefilm og skal gøre mig klar til atter igen at trodse vejret og kulden, for som jeg sagde til T, der mente jeg skulle sove lidt længere: "tror du virkelig jeg vil sove, nu jeg er sluppet fri i en hel weekend og der er rigtig vinter med sne udenfor?"

...er gået på weekend

Jeg kæmpede mod dragen og kæmpede med guden fra 13.ende og jeg slap ud fra mit fængsel oppe i tårnet hele weekenden.
Jeg fik lov til at komme hjem - altså ud af det ene fængsel og ind i det andet.

Jeg trodsede dragen, jeg trodsede stormen og jeg gik ud! Med læbestift og kjole på.
Og jeg gik og jeg gik, og jeg ankom, for jeg trodsede, som jeg altid gør, og jeg nød hele aftenen.

På vejen hjem lyttede jeg til mine skidt og til sneen, der knitrede, og lige foran min hoveddør fald jeg atter igen over kærligheden..


28.1.10

Den flyvende tallerken ved Søerne

Idag fik jeg lov til at komme hjem weekende over.

Idag fik jeg også lov til at gå til timer på mandag. Jeg elsker guden fra 13.ende. Jeg elsker, at han går op i mig, og at han er klar over, hvor vigtigt min uddannelse er for mig.

Idag har de taget mit CVK (central-vene kateter) ud - det, der blev brugt under kaninkuren og plasmaferesen.

Idag satte guden fra 13.ende mig ned i to slags immunsuprimerende medicin og fortalte, at vi foreløbigt ikke laver biopsien, men holder øje med tallene.

Idag steg min creatininum til 317.

Idag sad jeg på sengen og kunne end ikke græde mere. Jeg kan ikke se en ende på det.
Når jeg engang bliver udskrevet, så bliver jeg ikke udskrevet rask. Jeg bliver udskrevet, og så kommer det kun til at gå dårligere og dårligere og dårligere.
Lægerne udtaler sig ikke, men jeg kan se på deres handlinger, at der ikke er så meget at gøre, og at det kun er tiden, der kan vise, hvad der kommer til at ske.
Jeg har forberedt mig på det værste - endnu en periode i mit liv, hvor jeg kun vil blive mere og mere syg, til jeg igen får en nyre...


Jeg bryder mig egentlig ikke om at skrive mere, end et enkelt indlæg om dagen, for det kan skabe støj og disharmoni, i mine øjne, på bloggen.
Men jeg kiggede ud over Københavns tage, mens jeg smurte mig i creme efter et bad, og så ud mod søerne.
Der stod den - igen fuldt belyst som den novemberaften i 1993, da jeg lige var ankommet til Riget for første gang.

Den aften min far og jeg havde gået i flere timer og ledt efter dronningens slot, og vi fandt Rundetårn, og min far bildte mig ind, at det var dronningens slot, for der var jo en krone på toppen. Og jeg troede på ham.
Men det var ikke dronningens slot. Det var bare Rundetårn. Vi havde bare gået i så mange timer, og jeg kunne ikke gå mere, jeg var træt, men min far ville ikke skuffe mig.

Da min far havde båret mig det meste af vejen tilbage til Riget stod jeg der, i sin tid på 15.ende, og så ud over København.
Det var blevet mørkt og ude foran mig lyste byen op. Noget fangede min opmærksomhed - et slot, der lyste op og lignede noget fra 1001-nats eventyr. Eller en flyvende tallerken.
Jeg kan ikke huske, hvordan jeg spurgte sygeplejersken, der lige var trådt ind i stuen, om hvad det var, og hvordan vi overhovedet kom ind på emnet "marsmænd", men hun fortalte mig, at det lys jeg kunne se fremme foran mig, var en flyvende tallerken. Men disse marsmænd var gode. De var kommet ned for at gør mig rask, og de ville ikke rejse før jeg var rask.

Jeg har siden været indlagt mange gange, på mange forskellige etager af Riget, men idag er første gang, siden den novembernat i 1993, at jeg har set Søpavillonen lyse så meget op og ligne en flyvende tallerken igen.

Måske er de kommet ned igen...

Lola in the Zombieland

Imellem sammenbrud over Prednisolonkinder, tanker om burka som eneste mulige beklædningsgenstand de næste 5 måneder, et grineflip midt på afdelingens gang så stor, at jeg var nødt til at sætte mig på hug, over erkendelsen af, at jeg nu hermed er sindssyg og har fået mit meltdown, fik jeg igår set "Zombieland".

Normalt er jeg ikke så meget til zombiefilm. Jo jeg elsker dem, men jeg tør ikke se dem. Jeg bliver simpelthen for bange. Jeg ved godt, at det er åndssvagt, men jeg ser faktisk zombier lidt som en plausibel trussel - (især med de nyere generationer af zombiefilm, hvor det som regel er en virus, der er skyld i "sygdommen").

Da jeg så "Dawn of the Dead" i 2004, skulle jeg dagen efter med bil til Kroatien med mine forældre. Vi overnattede på en B&B, et eller andet sted i Slovenien. Hele natten vågnede jeg, og troede, at den lille nabopige med blod ud af munden og ned ad natkjolen, fra filmen, stod ved fodenden og gabte af mig.
Det resulterede i, at jeg smed min far ud af dobbeltsengen og krøb op til min mor.

REC blev jeg også overtalt til at se, og jeg fortryder det stadig den dag idag. Hen mod slutningen af filmen, fangede jeg mig selv i at sidde og pulsere løs uden hænder, for dem brugte jeg til at holde mig selv for ørerne med. Og ende hele seancen med at hoppe og skrige så højt, at resten af selskabet blev bange.

Jeg har mareridt flere dage i træk efter sådan en film, og overvejer inden jeg falder i søvn, hvad der ville være nemmest og smartest; At barikere sig. At flygte, men hvor? At ende lidelsen selv, eller bare at overgive sig. Som regel ender jeg med ikke at kunne overskue at skulle tage stilling til det.
Og så er der alle de andre tanker, der flyver igennem hovedet; hvor-længe-bliver-de-ved?-På-et-tidspunkt-må-de-vel-dø.-Men-de-er-vel-døde-i-forvejen,-men-ikke,-hivs-det-er-en-virus,-der-gør-mennesker-aggressive-og-upålidelige-og-spiser-andre-mennesker.-For-hvis-man-skyder-dem-i-hovedet,-så-dør-det,-altså-må-de-også-dø-af-noget-der ligner-sult-på-et-tidspunkt???
Og så er der tanken om smerten, mens man bliver spist levende, hvilket fører mig til den næste tanke; hvis der er mange zombier, der spiser af en på een gang, så kan man da umuligt selv forvandles til en zombie, eftersom der skal være en vis mængde kadaver tilbage, for at man kan kunne holde sig oprejst.
Oftest falder jeg lettere udmattet i søvn, og drømmer, at min dør ikke er stærk nok, at de står udenfor på trappen, og er lige ved at slå den ned m.m.

Derfor blev jeg glædeligt overrasket, da jeg så traileren for Zombieland - endelig en zombiefilm, lige efter mit hoved - en zombiefilm, stort set uden zombier.
Igår smed vi den på og satte os i sengen med høretelefoner i ørene.
Aldrig har jeg grinet så meget. Jeg ved ikke om det er Prednisolonen, der sammen med filmen fik mig til at grine, men flere sygeplejersker var inde og tjekke, om jeg var ok, og om jeg grinede eller græd.

Zombieland er ikke en film, der har den vildeste plot, men den er humoristisk og fyldt med overraskelser. Den er superfedt skudt og så er Woody Harrelson MOFO-sej!
Selvom jeg er mest til Klåge-Åger og nørder, så kan jeg simpelthen ikke stå for en stor mand, med en endnu større gun i hånden, der bare hopper rundt og skyder vildt omkring sig.(Jeg bliver næsten opstemt af det).

Karaktererne er lettere overfladiske og relativ flade, men der er alligevel flere dybder i dem. Igen er det især Harrelsons karakter; Tallahassee, der svinger meget og giver hele filmen dybde. Harrelson er nærmest født til denne rolle og hans one-liners er lige på.
Dialogerne er fede og humorfyldte. Og man kan mildest talt sige, at Zombieland bryder alle normer og regler, der nogensinde er sat op for zombiefilm.

Man bliver smidt ned i "Zombieland" fra himlen og møder den ene af de 4 hovedpersoner - Columbus, der fortæller om grundreglerne for overlevelse i Zombieland. På sin flugt møder han Tallahassee og der begynder filmen for alvor.
Gys er der ikke så meget af, men blod, splat og humor mangler absolut ikke.



Sjovhedsgaranti loves, og jeg giver den 6 ud af 6 dukker!

Og husk, hvis det nogen sinde ender så grelt - Cardio!: "The first rule of Zombieland: Cardio. When the zombie outbreak first hit, the first to go, for obvious reasons... were the fatties."

27.1.10

iPhone, nu for kæmper?



Så afslørede Apple deres længe ventede
iPad. "Men den ligner jo en oversize iPhone?", var min første tanke, da jeg så billedet inde på FB's gruppe "Fans of Apple".
Den anden tanke fløj over til Nintendo, Super Mario spillet, og genstandene, når Super Mario er lille, (you know, før han spiser svampen).

Så læste jeg om det og blev yderligere skuffet - det ser ud til, at skidtet ikke understøtter Flash, hvilket er ret dumt, hvis man gerne vil online med det - altså skidtet.
Jeg var under alle omstændigheder ikke interesseret, da jeg som regel bruger min computer til at skrive på, og denne lille fikse... sorry oversize iPhone, kan ikke opfylde mine krav.
Den kan i hvertfald ikke klemmes ned i cocktailstasken.

Jeg har ikke engang lyst til at give den dukker. Måske et par stykker ud af 6. Blot fordi det er Apple.




Fnis :)

Byen, der forsvandt


Indhyllet i hvidt. Når en kappe,
der svinges over
og dækker en kvindes bare skuldre.
Forsvinder den for øjnene af mig.

26.1.10

Ikke SS Officer, men SS Sørensen

SS Sørensen kom idag, kiggede i mine papir og fortalte mig, at jeg var lidt anæmisk. "Det er fordi jeg dyrker det blege look." svarede jeg kækt. Han rystede en enkel gang på hovedet, mumlede noget, og grinede kejtet, mens han videre kiggede på mine papir.
"Søren, du skal ikke tage alt jeg siger seriøst."
"Ahmen Erna, det gør jeg skam heller ikke." sagde han grinende, mens han fortsat kiggede i min journal.
Jeg var et spørgsmålstegn, der var rent faktisk et menneske bag den hvide kittel. Og han syntes, jeg var sjov.

Hvis man på 13.ende vil have et glimt af SS Sørensen, så skal man kigge efter en susende hvid kittel, der flyver efter et yderst koncentreret menneske, der altid taler i telefon, diktafon eller kigger i en journal.
Før var det som at tale med en mekanisk dør. Selv hans hår havde en tendens til at stritte som hos en marinesoldat. Han er dog blevet mere menneskelig med årene. Sidste år blærede han sig endda over for en sygeplejerske, at han faktisk har kendt mig i længere tid end hun gjorde - "Erna og jeg har en fortid helt tilbage fra Jylland."

Første gang jeg husker, jeg faldt i hænderne på ham var i 1999 - ved min første akutte afstødning, og jeg har siden været bange for ham.
Han kan beskrives med et ord og det er - e f f e k t i v.
Aldrig har jeg været i nærheden af en læge, der handlede(er) hurtigere og mere, end SS Sørensen gør.
Aldrig har jeg været i nærheden af en læge, der var mere stressende og forvirrende, end SS Sørensen er.
Alt sker på een gang, og hvis han mener, at det er tid til handling, så bliver himmel og jord sat i gang. Og han stopper ikkem før han har fundet en løsning. Derfor elsker jeg ham.

Jeg hader ham, fordi han stresser mig, forvirrer mig og griner ikke af mine jokes. (Hvilket jeg synes er underligt, da jeg personligt synes, at jeg er yderst morsom).

Idag skete der dog et gennembrud. Han grinede faktisk og blev imponeret over mig.

Det eneste det krævede, var en lettere hjerneblødning, og en halv nats læsning om immunologi.
Da han kom dag, kunne jeg stolt vise ham en artikel, jeg havde fundet på nettet. Artiklen var fra et universitetshospital i USA, hvor der blev beskrevet en case fra 2004, der mindede meget om min egen. En mand i slut 40'erne (ja, ok), der havde en akut afstødning, hvor både B og T-celler havde angrebet nyren. Han havde fået både kaninkuren og den kur som jeg fik igår. Hans blev dog suppleret med en sidste kur, som ikke var blevet nævn for mig endnu - der havde gjort det sidste for nyren og havde omvendt afstødningen.
Jeg begyndte at tale i fagsprog og spurgte, om jeg ikke også skulle have suppleret min behandling af CD20 negative celler med behandlingen. Hvorpå han yderst imponeret kiggede på mig og sagde, at de desværre ikke brugte den behandling mere, da de havde fundet frem til, at den ikke dækkede godt nok.
Jeg kiggede stolt på ham og sagde "ja jeg har læst på lektien".
"Det skal jeg love for at du har Erna. Det skal jeg love for", svarede han og grinede.
"Altså Søren, det er svært for sådan en kontrolfreak som mig, bare at lade mig føre af jer. Jeg skal holde lidt øje med jer. Selvom det her immunologi har en tendens til at give kortvarige hjerneblødninger, til sådanne kulturradikale humanister som mig".
Han grinede videre og nikkede anerkendende til mig, som om han ville sige "Du er sej Erna.", men han grinede kun og nikkede anerkendende, før han bad mig smide tøjet, så han kunne mærke på min nyre og scanne den.

"Det er en meget smuk nyre du har Erna, den er fin og fredelig. Det kommer til at gå." sagde han, inden han gik videre til den næste patient."

25.1.10

Blod og Guld

Idag brændte byen og himlen.



Blod og guld i et -
Kun i et øjeblik. Duften af ambrosia.
I solskin blev al'fattigdom forklædt
Og himlens herreskab kom til jorden.

24.1.10

Dukken og Fjæsen

Jeg har længe overvejet at promovere min blog lidt bedre. Nu skriver jeg på den noget mere, end jeg har gjort længe. Jeg har endda haft hemmelige læsere, der har afsløret sig selv (hvilket var yderst hyggeligt, og dejligt bekræftende i en grå tid).

Jeg har set, at flere bloggere har lavet fansider på facebook, for at promovere sig selv. De har dog været fornuftige og fra begyndelsen oprettet hemmelige og seje identiteter, som de kunne gemme sig bag ved og lade folk blive fans af.
Jeg var ikke så smart i sin tid, og valgte at skrive åbent og kedeligt under mit eget efternavn. Bloggen blev kaldt dog "Dukken" - men næh, se hvor opfindsomt mor var: http://ahmetspahic.blogspot.com.

Da jeg så overvejede at oprette en fanside, for at være sej med de seje, blev jeg ligesom stoppet af min, i sin tid, manglende fantasi. Hvad skulle jeg gøre - skulle jeg lade folk blive fan af Erna Ahmetspahic - ja hurra hvor helteagtigt og spændende.

Det er ligesom med mine kæledyr - alle mennesker giver deres kæledyr seje navne - mine har heddet Kiki, Mimi, Kat, Hankat, Kylling osv.
Fantasi, der siger spar to.

Idag tog jeg så en beslutning - jeg valgte at stige op på toppen af selvfedheden og oprette en fanside for mig selv, egentlig fordi jeg kunne - Du kan nu forgude mig under "Dukken".

For, som Leo sagde igår - "Fan af sig selv er vel meget fint at være - hvis man ikke er det, hvem fa'en sgu så?"

Tag den Jante!

Solen og Spurven

Jeg er forelsket. Jeg er så forelsket.

Jeg er idag forelsket... så forelsket i solen, der skinner mig i ryggen og spurven, der kvidrer i fængselstårnet, mens jeg danser og nyder øjeblikket, for jeg ved, at dagen sikkert vil blive grå igen, når svarene på dagens blodprøver er kommet. Men jeg er ligeglad. For lige nu er jeg forelsket. Så forelsket i solen og spurven...



Læg mærke til årstallet og så til energien!

23.1.10

Sonia Rykiel pour H&M

Sonia Rykel gentager success, og laver endnu en kollektion for H&M - nu en kollektion, hvor jeg rent faktisk kan være med.
Da lingerikollektionen blev lanceret her i vinter, ville jeg end ikke kigge på den - jeg kan bære een slags BH og det er IKKE den slags, der kan købes i H&M, desværre (!!). Og hofteholderene ville jeg slet ikke ud i, da plastikhægter er under min standard - så kan de heller ikke holde strømper oppe.

Jeg skulle lige lørdagsshoppe lidt på hm.com og så blev jeg mødt af de fedeste striber og farver - alle designet af Sonia Rykiel...

Kollektionen er at finde online og i udvalgte butikker fra 20. Februar 2010. Jeg glæder mig. Der er helt klart et par items, der skal med mig hjem.

Jeg elsker farverne og sammensætningen hun leger med.
Jeg har længe været træt af de lidt for blege pastelfarver og har hungret efter noget med lidt mere gang i. Rykiel har virkelig gjort sit for at sætte gang i de stærke farver, nu vi bevæger os mod foråret.

Især glæder jeg mig til at hoppe ned i den sorte jumpsuit og den gule kjole. Gul er iøvrigt en yderst undervurderet farve i mine øjne, der bare ikke får opmærksomhed nok!





Billederne fra nitrolicious.com (h&m.com)

Galde!

JEG FUCKING HADER MÆND! JEG FUCKING HADER HOSPITALER! JEG FUCKING HADER LÆGER! JEG FUCKING HADER AT VÆRE SYG!

OG NEJ!!! INGE KOMMER TIL AT NYSE MIG I HOVEDET!
LAD MIG NU BARE KOMMER UD HERFRA! ELLER BRÆNDER JEG SGU LORTET SNART NED!


Aaargh! jeg gider ikke være her mere....

22.1.10

A.P og jeg

Idag skulle jeg forbi Glostrup, professoren og deres "Forsknings Enhed" for at fortsætte undersøgelserne.

De ved stadig ikke, hvad der er galt, men de kan åbenbart se, at det bliver bedre. De vil have mig som forsøgskanin, ikke kun fordi jeg er et interesant "emne" og "giver dem en masse lektier for", men også fordi jeg er "et dydsmønster og laver ingen fejl".
Jeg er åbenbart bare god og sådan en dygtigt pige.

Efter et par timers ventetid, undersøgelser, der indebar en masse stærkt lys direkte i øjnene og tårer, der blev fremtvunget af overanstrengelse, blev jeg sat tilbage i stolen i venteværelset.
Jeg sad der i min verden, da der kom en meget fornem og fin mand iført jakkesæt og satte sig ved siden af mig. Han var dog lidt for almindelig og kvabset til at være en slipseknude, til trods for gråt jakkesæt og slips. Han sad, smilede og virkede lidt vigtig.
Sygeplejersken kom hen til mig og fortalte mig, at der vil være lidt ventetid.

Efter en halv times tid kom jeg ind til den sidste undersøgelse og så smilede hun "ja jeg er ked af, at du skulle vente, men vi har haft hr. A.P Møller herinde, og han er VIP, så undersøgelsesværelset skulle være låst af osv. Jeg er ked af, at du blev sprunget over. Det må du meget undskylde."
Jeg kiggede på hende og spurgte så, om manden i jakkesættet så var hans bodyguard. "Nej, det var hans chauffør."
Jeg kunne ikke andet, end at føle mig en smule vigtigt - jeg var blevet sprunget over af selve A.P Møller, og der blev endda undskyldt for det. Go Lola!

Da jeg igen var tilbage i min stol på gangen, stadig blændet, nu både at lys, overanstrengelse og pupiludvidende dråber (jeg kunne ikke se en skid, men jeg have de vilde dådyrøjne, og jeg tvivler ikke et sekund på, at jeg ville have været et hit til ethvert bal for 150 år siden), blev døren til "Undersøgelsen 24" åbnet. Jeg skulede og en tynd, høj og rystende mand mand med silke charmeklud om halsen blev ført ud af selveste professoren kiggede. De kom mod mig, og jeg prøvede at lade som om jeg ikke gloede (det er lidt svært, når man har sløret syn og skal knibe øjnene sammen bare for at se 3o cm foran sig). Men det var sgu selveste hr. Møller. Chaufføren tager ham under armen og sætter ham på en stol ved siden af mig.
Inden jeg nåede at smile, havde chaufføren taget herrens frakke og hjulpet ham op og i den. Tog ham under armen igen, som den gamle bedstefar han er og førte ham væk.





Da jeg er i underskud af tøjfor/misbrug, dullede jeg mig op idag, selvom jeg kunne skulle til Glostrup Hospital - hvilket viste sig at være heldig.
Dagens out-fif er ikke så meget fif, men en stor trøje og stram lårkort kjole kan gøre underværker, hvilket er heldig, nu der var fornemt besøg.

Tørklæde fra London: 1 pund
Lårkort Bomulds kjole: Mbym 499 kr.
Bælte lånt fra H&M kjole i bomuld
Oversize trøje: Saint Tropez 250 kr. (Kan stadig fås og er stadig sat 50% ned)
Taske: gammel skoletaske.

Desuden har jeg forsøgt mig med et nyt/gammelt koncept som jeg har holdt mig fra i mange år - midterskilling. Jeg synes faktisk at det holder.

21.1.10

Scala som det nye Superheltehovedkvarter



Leo kom med e
t udmærket forslag til, hvad det, i min optik, yderst skønne arkitektoniske værk, Scala, kunne bruges til, nu de sidste butikker er ved at lukke og slukke.

Jeg støtter op om forslaget, og anbefaler, at i ande også gør det.

Det kræver kun en elektronisk underskrift, og så er vi et skridt længere.
Støt op om en god sag, og skriv under her.

Når det så er sagt, så håber jeg virkelig ikke, at de river bygningen ned, for jeg synes faktisk, at den er meget smuk.
Den er så massiv og ekstravagant. Meget Art deco i sit udtryk, på sin vis (især set oppefra).
Det ville være et tab for København og byens arkitektur, hvis den forsvandt.

Selvom den blev bygget i slutningen af det 19. århundrede, så minder den mig om noget, der kunne være dukket op i 1920'erne, sammen med avantgardismen og alle de andre fede ismer, der hærgede vor lille verden i de årtier.

20.1.10

Uge 2

Har nok været den længste uge i hele mit liv.
Det hele begyndte jo ligesom med, at jag i ugen forinden havde mistet synet. Med god vilje kunne jeg se noget, hvis jeg kiggede bag den lille chokoladepåskehare-lignende genstand, der hoppede foran mine øjne.
Jeg var ved godt mod og tænkte "hurra, så skal mor have briller".

Mandag stod jeg foran tre øjenlæger, der kunne fortælle mig, at de faktisk ikke anede, hvad der var galt og at de ikke anede, hvad de skulle stille op. Jeg bed mig selv i læben, for jeg skulle i hvertfald ikke bryde sammen der på 6. sal - hvis en prinsesse skal bryde sammen, så skal det sgu være højt oppe i hendes fængsel af et tårn.

Jeg tog trappen op, for ingen skal sige mig, at jeg ikke kan noget.
Heldigvis, heldigvis var mine forældre kommet før mig, og ventede inde på stuen. Solen skinnede så stærkt ind ad vinduet. Det var middag og jeg sad på sengen med bene dinglende ned. Mine sko var røget af og blev kun holdt af mine tær.
Jeg sad egentlig bare og kiggede på den chokoladepåskehare-lignende genstand, der blev ved med at hoppe foran mine øjne og gav op.
Aldrig i hele mit liv havde jeg givet op.
Min mor satte sig ved siden af mig og jeg begyndte at græde. Min far satte sig på den anden side af mig og han begyndte at græde også. Vi sad bare der, som tre små børn og græd, mens solen bagte os i ryggen.

I guder, hvor må et liv føles langt, hvor må et liv føles uendeligt, hvis man ikke kan se. Een uge føltes som en evighed for mig. En enkel uge - 53 evigheder i 75 år... Det er umenneskeligt at blive udsat for.

M kom, og jeg kunne end ikke smile hende velkommen. Nu sad vi fire mennesker i hver vores hjørne og kiggede ud.
De prøvede end ikke at trøste mig, for vi vidste alle fire, at det alligevel ikke ville hjælpe noget. Sikkert kun gøre det hele værre.

Solen blev mere svag, og guden fra 13.ende dukkede op. Han kiggede på mig. Men han vidste ikke, hvad han skulle sige. Han satte sig i den sidste stol og sukkede kun.
"Du kunne da genkende mig i døren, så galt kan det da ikke være", sagde han og forsøgte at smile. Jeg smilede tilbage. "Det er kun fordi jeg i søvne ville kunne genkende dig og så kan jeg høre det på dine skridt".
De andre stod stumme og kiggede på lægen og mig.

"Hvad er der dog med dig Erna? Det er jo ikke godt med de øjne."
"Nææh.. Men min trang til opmærksomhed er åbenbart større, end trangen til at blive rask."
"Det er godt, du har din vid.", det kunne jeg ikke rigtigt svare på.

Han vidste hellere ikke, hvad der kunne være galt. Han vidste kun, at det ihvertfald ikke var Thymoglobulinen. Jeg grinede og fortalte, at lægerne på Glostrup holdt meget fast på, at det ikke kunne være andet end Thymoglobulinen. Men læger er læger og de er stolte.

Jeg tror, at han prøvede at trøste mig for han begynde: "Jeg har ikke set noget lignende før. Jo en enkel gang for mange, mange år siden, da jeg var meget ung læge. Der havde jeg en ung mand, der kom og klagede over lignende symptomer. Det forsvandt, ligesom det var kommet, og derefter kunne han se helt fint igen."
"Hvor lang tid gik der, før han kunne se?"
"Jo, han gik længe med det." Jeg ventede i spænding "Et år gik der vist. Men som du kan se, er det meget sjældent, og så kan vi håbe, at det er det samme for dig."

Jeg sad og lignede nok et spørgsmålstegn for han var også mundlam. Han rejste sig fra stolen, og klemte min hånd.
Jeg var ikke helt sikker på, hvad manden mente - skulle jeg så gå hele livet og håbe på, at jeg næste dag måske ville vågne og se igen? Et helt liv med en kanin hoppende på foran mit blik.

Og det var kun mandag aften.

Resten af ugen blev et væld af tårer, ligegyldighed og tal, der faldt lidt og steg meget. Jeg fandt ud af, hvis jeg græd, så kunne jeg se tydeligere.

I lørdags kom en anden læge ind og kiggede på mig: "Men altså Erna dog, hvad er der med dig og den nyre?" Jeg sukkede kun.. Jeg var sådan set holdt op med at tale og svare. "Vi kan simpelthen ikke finde ud af, hvorfor den ikke vil."
"Næ, men hvem fanden skal så finde ud af det?" tænkte jeg, men svarede "Tja, der er vel altid det, der er værre."
"Vi synes jo alle, at det er så synd for dig. Du er så livsglad og fortjener ikke, at ligge her."
Jeg sukkede igen.
"Men den gode nyhed er, at dine levertal er pæne."
Og så gik jeg i sort. Hvis dén gode nyhed var, at mit andet transplanterede organ ikke var ved at tage skade, så kunne jeg bare åbne vinduet og jublende hoppe ned.
Hun kunne ligeså godt have sagt: "Ja, du dør sgu imorgen, men den gode nyhed er, du har dine ben i behold.". Ja tak for...
Hun havde egentlig ikke noget nyt at sige. Hun ville bare se til mig.
Lørdagen var grå, tåget og sløret. Det havde været tusmørke hele dagen.

Da søndagen kom, fik jeg lov til at komme hjem. Jeg tullede rundt med det jeg næstbedst, nej tredjebedst... nej... Det jeg elsker at tulle med - at gøre rent, og hvor var det dejligt at stryge og folde tøjet. At støve af og støvsuge.
Derefter hentede min far os og kørte os til Frederiksberg. Vi spiste samme alle fem. Ikke noget spændende mad. Faktisk var det en masse rester fra dagen forinden og andet småting, men jeg kunne mærke noget inden i komme tilbage.

Den nat drømte jeg.. Jeg drømte om en løve, og om vand og savannen og et opfundet folk. Og solen og skyggen.

Jeg vågnede af drømmen og min roomie havde tændt fjernsynet. Jeg kiggede lidt
disillusioneret ud i mørket og kiggede op på fjernsynet. Haiti var baggrunden: "Derfor koncentrerer vi os og fokuserer...." stod der. med små hvide bogstaver på sort baggrund.
Det var så utydeligt og sløret, det krævede koncentration som intet andet, men jeg kunne læse det. Det stod der. - "Derfor koncentrerer vi os og fokuserer...." - Nu jeg copy-paster sætningen, ser jeg hvilken del jeg af teksten jeg læste. Lidt pudsigt.







Vil runde af med dagens-outfif - gem dine kinder væk ved at flytte fokus!

Lavet håret stort nok, og brug fake briller for at flytte fokus fra stort til endnu større ;)