Julen - Tiden hvor man giver, men tit glemmer.

Med en ikkedansk og ikkekristen baggrund har julen aldrig været en del af min opvækst og barndom, og selvom jeg har fundet den årlige komsammen med min daværende kærestes familie utrolig hyggelig, så var det en lettelse for mig, da jeg en september-dag flyttede ud af vores fælleshjem og tænkte "aldrig mere julegaver". 

Da klokken så var ved at slå tæt på december, gik det dog op for mig, at julen alligevel var blevet en gammel kending i min sjæl, og at jeg kunne mærke, at jeg nok ville føle mig forkert til mode, hvis jeg skulle tilbringe den alene. 

Nu er jeg jo en af de heldige og velsignede skabninger på denne jord, så mine veninder og deres familier valgte simpelthen at adoptere mig til jul de sidste par år. 

En ting er at opleve den varme og kærlighed at blive inviteret ind i andre menneskers familie i julen, men for mig er det ligeså givende at opleve andre menneskers juletraditioner og får lov at være en del af dem.

Således bled det, at jeg første år holdt jul hos M, hvor familien inviterede mig ind hele juleuge. Den jul fortjener faktisk et helt indlæg for sig for at give den velfortjente plads: Med jule-bag og julehygge d. 23., julegudstjeneste, julemiddag og juleeventyr d. 24, og julefrokoster både 25. og 26. december var det et eventyr for sig. At blive behandlet som deres egen datter og søster er langt mere end noget andet menneske kan ønske sig. 

Sidste år tog Ems' og hendes familie mig under deres vinger. En jul, der på mange måder var helt anderledes end nogen jul jeg havde prøvet før. Men ikke desto mindre en jul som jeg nok aldrig kommer til at glemme. Det var en af de der juleaftener, hvor man griner til man får ondt i maven, hvor ens kjole nærmest krakelerer af al den gode mad, og man bliver så overvældet, at mennesker, der næsten ikke kender en, køber gaver til en fordi "Selvfølgelig skal du have en julegave, kære Erna.".

I år glæder jeg mig, for i år bliver juleaften med min nabo og hendes familie samt svigermor. Jeg glæder mig og er taknemlig for, at der findes mennesker omkring mig, der endnu en gang har overskud til at åbne deres hjem og hjerter for mig. Og selvom julen er kendt for at være hjerternes tid, så har mange en tendens til at blive så opslugt af (familie)traditioner, at de faktisk glemmer, hvad julens reelle budskab er - at give.  

Og netop dette fik mig til at tænke - her dagen inden jul. 

Selvom vi ikke fejrer jul i min familie, så har jeg været så velsignet med mennesker, der har haft så meget overskud og kærlighed, at jeg de sidste 10 år faktisk hvert år har kunne holde jul - med alt hvad det indebærer. 

Jeg har derfor idag bestemt mig for, at dette er den sidste jul som jeg kommer til at holde i "familiens" skød. Ikke fordi jeg ikke nyder denne fantastiske mulighed, der er mig blevet budt det sidste lange stykke tid, men simpelthen fordi jeg har konkluderet, at det er min tid til at give noget tilbage. 

Jeg er i den heldige situation, at der ikke er nogen, der kommer til at savne mig juleaften, derfor har jeg valgt fra næste år at tilbringe mine juleaftener, hvor der er mere brug for mig - et sted; suppekøkken, eller hvor som helst, hvor mennesker, der er knap så velsignede kommer. Jeg er parat til at give af mig selv til dem, der ikke har det som jeg har. 

Jeg er dybt taknemlig for alt det jeg har fået. Jeg takker og bukker ydmygt og dybt. Mit hjerte er mættet og fyldt og jeg er lykkelig.

Glædelig jul

Den Bror Jeg Aldrig Havde Ønsket Mig

Nogen gange så mødes man og så klikker man bare.

D. 7 februar overlevede og afleverede, jeg med nød og næppe, og med stor hjælp og støtte, en opgave om Søren Kierkegaards kvindesyn i "Forførerens Dagbog". 
Lykkelig over, at jeg overlevede, og det uden nogen grå hår på hovedet, tog jeg på Studenterhuset for at tage en svingom og fejre, at jeg aldrig mere skulle i nærheden af Kierkegaard igen.

Jeg var stadig helt ny og kendte få dansere og endnu færre leads den dag. Ex-roomie M gad ikke med, så jeg satte mig pænt på en sofa i hjørnet og ventede på at blive budt op.
I min døs af beundring fik jeg så øje på ham. 
Bortset fra den meget gule poloshirt, lignede han Ritchie Valens på en prik og hans dansestil adskilte sig radikalt fra de andres på dansegulvet. Han gav den så meget mere gas og jeg tænkte - "Gid han ville byde mig op".
Knap tænkte jeg tanken til ende og så stod han lige foran mig og ville høre om jeg ville danse.
Efter en dans eller to tog vi en pause og en sludder. Jeg fortalte ham, at jeg lige var begyndt at danse, at jeg lige havde afleveret en opgave om Kierkegaard. Han spurgte om jeg ville øve aerials og i min naivitet sagde jeg, at det ville jeg elske.
Han gav mig sit visitkort.
"Det er skæbnen sagde han." jeg forstod først, hvad han mente, da jeg så hans efternavn. 
Med fine små bogstaver stod der "P. Kierkegaard" på det hvide, kvadratiske stykke papir.
Jeg kiggede på ham, himlede og spurgte om han tog pis på mig. Nænæ, han hed skam Kierkegaard til efternavn.

Et par uger efter vores første møde, tog jeg til ekstratræning og ved Gud om Kierkegaard ikke stod  der. Et par danse senere kiggede han på mig og sagde "Hvad med de aerials."
Jeg stod og gloede vantro på ham. "Aerials?! Men jeg har kun danset i en måned! Jeg troede vi skulle begynde om et halvt år eller noget."
Uden ord hev han mig op og svingede mig fra hofte til hofte. Jeg var høj på adrenalin, da jeg atter kunne mærke jorden under mine fødder.

Fra da af blev tirsdag vores dag. Vores lille puppe, hvor vi dansede, øvede og fjollede. Den dag hvor vi snakkede og kom ind under huden på hinanden.
Den akavede periode kom vi hurtigt over. Som jeg fortalte Ex-roomie M, da hun stillede spørgsmålstegn ved vores forhold, så bliver man noget så familiær, efter, at man har haft sit skridt faretruende tæt på sin dansepartnets ansigt op til flere gange i løbet af en dansesession.

Og det var netop hvad vi blev - familiære.
Vi havde udviklet en kommunikation og humor, som var så indforstået, at ingen anden kunne følge med. Og der kunne vi så stå, midt imellem et mylder af mennesker, tale sort, grine, og fjolle så ingen udenforstående kunne forstå.

Efter et halvt år så tæt på hinanden, sad vi i flyet hjem fra London. Han havde overtale mig til at deltage i dansekonkurrencen i under swingfestivalen i London og selvom jeg i løbet af festivalen havde lyst til at slå ham, for at have overtalt mig, og mig selv, for at have ladet ham overtale mig, så sad jeg der mandag morgen i flyet hjem, tilfreds, overtræt, fnisende, lykkelig, modigere og et helt eventyr rigere ved siden af ham.
Han mobbede mig.
Jeg grinede til ham, slog min arm om ham og himlede, for jeg ved ikke hvilken gang og fortalte ham, at han var den bror, som jeg aldrig havde ønsket mig.
Som en rigtig bror, kom han med en åndssvag kommentar mere som jeg besvarede med et prik i siden.

I onsdags dansede vi et par danse. 
Da han skulle hjem sagde han, at det nok var sidste gang vi fik set hinanden inden han rejser til NYC. Jeg var ved at tude, for jeg havde, for jeg ved ikke hvilken gang fortrængt, at han skulle være væk i et år, eller mere fra Danmark. 
Indsigten om hans kommende fravær gjorde ondt.
Jeg krammede ham længe og hård og bad ham om at holde kontakten, det lovede han.
For; for mig var han var levet den bror jeg aldrig havde haft, men faktisk altid havde ønsket mig.

Den Attende Dag

Den attende dag fik jeg en verbal lussing. Jeg slyngede ud foran min syv år yngre søster, at jeg overvejede at få min navle piercet. Hun kiggede på mig forarget med stadig halvsøvnige øjne og prompte røg det ud af munde på hende "Ej det skal du fandeme ikke. Du'alt for gammel."

Jeg var ved at kløjes i min tunge, der efterhånden har været piercet i 10 år. Mig, for gammel? Men jeg er jo kun 27 år.

Jeg føler mig på ingen måde (for) gammel. Jeg synes mit liv først er ved at begynde. Jeg har de rammer jeg selv skaber. Den hverdag jeg ønsker og det liv jeg siden jeg var 20 år har drømt om. 

Jeg tog ned til stranden med min mor på den attende dag, vi snakkede om løst og fast og så fortalte jeg hende grinende, hvad min søster havde sagt. Min mor var ved at falde ned ad trappen hun var ved at træde på, da hun hørte. For gammel? Men du er jo kun 27 år.

På den attende dag læste jeg stadig i "Barndommens Gade" og undrede mig over, at to mennesker, der har diet ved det samme bryst, kan blive så forskellige.

Jeg vil have eventyr, kærlighed, lyst, forførelse, liv, drømme… og ja også en familie. Men jeg vil det hele og så meget mere.  

Min søster hun vil… ja gad vide, hvad hun egentlig vil…

***

Vi genoptog snakken på stranden, da skyerne havde gemt solen væk. Og der, under en grå himmel fik jeg svar på, hvad min søster ville: Hun ville i hvert fald have mindst to børn, inden hun var 30.

Jeg sagde ikke noget.

Den Syttende Dag

Den syttende dag blev min blog læst, og en betænksom stemme spurgte om jeg var ok.

Selvfølgelig er jeg ok. Jeg er som oftes ok og faktisk mere end det. 

Melankolien fylder mig blot til tider, men det har den altid gjort, den har været min tro følgesvend - på godt og ondt. Jeg har altid været så forfærdelig tænksom - også dengang jeg var helt sorgløs og lille. 

De sidste mange dage har jeg bare haft freden til at sætte mine tanker og følelser i system. Melankolien følger med, når man ranssager sin sjæl.

Alle har melankolien i sig, jeg har blot valgt at krænge min ud til offentligheden. 

Den syttende dag skete der ikke så meget. Min mor og søster har gjort os selskab her på den syttende dag. 

Roen og stilheden er væk, jeg tror jeg kommer til at savne den.

Den Femtende Dag

På den femtende dag tog jeg ikke på stranden. Jeg blev hjemme i sengen og læste i mine bøger. 

Jeg svømmede væk i mine tanker og i en verden som var så langt væk fra min egen, at jeg ikke skulle forholde mig til den på nogen måde. 

På den femtende eftermiddag tissede jeg, og mens jeg sad på toilettet fløj mine tanker væk. Jeg fangede dem og forsøgte at gøre rede på dem. 

Det var næsten underligt. Det føltes lidt tomt og det var lige før, jeg følte en skuffelse inde i mig selv. 

Jeg tænkte tilbage, følte dybt inde i min mave, for jeg kunne ikke tro det som værende sandheden. 

Efter al den tid, var jeg faktisk i tvivl, om jeg overhoved ville savne ham, hvis jeg ikke havde ham mere. Det slog mig, at jeg nok end ikke ville være ked af det, hvis han ikke vælger mig til. 

Jeg var skuffet, nok over mig selv, for jeg troede, at der var mere. Men nu er jeg i tvivl. 

Jeg tog mit tøj af, stillede mig i bruseren, tænde for det kolde vand og lod vandet køle mig ned. Jeg trak vejret dybt og i det jeg slukkede for vandet og tråde ud af brusekabinen sukkede jeg en smule lettet op. 

Den femtende aften tog jeg ud med min far. 

Vi gik en tur ned til stranden og satte os på en bar. Min far snakkede lystigt om hvordan Balkan var, dengang han var ung, men jeg så ud mod havet. Jeg kiggede på solen og hvordan den langsomt gled ned over horisonten, og der i vandkanten så jeg dem; Et ungt par. Hun stod med en lille sprællende pige i sine arme og manden stod vendt mod dem. Han dansede og de grinnede alle tre af hans påfund. Jeg så på dem med min kolde øl i hånden og misunde dem deres lykke. 

Jeg blev sørgmodig over den lykke de havde og det øjeblik det delte. 

Den femtende nat ønsker jeg, at det var mig...

Mit vilde liv i Istrien

Engang i vinters, da jeg havde fået nok af det hele og havde fået en af mine midlertidige hjerneblødninger, sagde jeg "Ja, det kunne da være hyggeligt." Da min far spurgte, om jeg ville sammen med ham og min søster i fem uger til Kroatien den kommende sommer...Ja, FEM uger.

Dengang, i vinters, tænkte jeg, at solen og havet ville være tiltrængt, hvilket det også er.. Men fem uger.. det var måske lige overkill.

Idag er det ti dage siden, jeg tog afsted fra København. Idag er det ti dage siden, at jeg fortrød, at jeg tog afsted, for idag er det ni dage siden, jeg begyndte at savne København, og alt det den indebærer. 

Jeg en lille by, der synes ved første øjekast som noget tiden havde glemt. En lille by i den nordlige del af den Kroatiske kyst, Istrien, få kilometer fra Porec. Den var ikke glemt af tiden, der var bare ikke højsæson i den første uge vi ankom.

Her er ikke meget. Men alt det man skal bruge. 

Der er en strand og azurblåt hav. Tre supermarkeder, to kiosker, fire cafeer, tre restauranter  og et pizzaria. Der er også et hotel, lige ved siden af af Marinen, der er fyldt med fine hvide både, hotellet blev brugt som bosted for bosniske flygtninge under Balkankrigen. Siden er den blevet købt af en fyr fra Australien, og ligesom meget andet her, glemt af fyren og tiden. 

Her sker ikke så meget, men jeg bliver ved med at få at vide, at det er netop, hvad jeg har brug for denne sommer; Fred og ro. 

Den første dag vi ankom, efter toenhalvdage i bil, lå jeg på stranden og påbegyndte min første feriebog; Hulebjørnens Klan. 

Om aftenen flippede min søster ud - min far hævdede, at det var fordi hun skulle have menstruation. Hvorfor min far også flippede ud, er mig en gåde. Måske skulle han også have menstruation, ellers også sympati-pms'ede han bare. 

Den anden dag var som den første. 

På tredjedagen tog vi til en anden stranden i nærheden. Da jeg svømmede i havet hoppede en fisk op af havet, lige foran mig og var ved at slå mig i hovedet med sin hale. Jeg skreg. 

Fjerdedagen ligenede dagen forinden, vi badede i en swimmingpool også. 

Da vi kom til sjettedagen rejste min far og søster til Sarajevo og pludselig var der ro. 

Den syvende dag tordnede det hele dagen, men regnen var sparsom, jeg blev alligevel i lejligheden den dag og læste min bog færdig. 

Igår, da det blev dag nummer ni tog jeg på stranden og nød solen med Hemingway i hånden. Han er en pudsig forfatter. 

Det han skriver i bogen er på sin vis så banalt og ligegyldigt - hvis han havde levet i vores tidsalder, så ville det have været skrevet på en blog. Og alligevel omfavnede bogen mig på en sær måde og gav mig et fantastisk indblik i Paris som den engang var, og som jeg ville ønske jeg kunne opleve den . Jeg forstår godt, hvorfor den hedder "A Moveable Feast". Jeg kan godt lide den, men jeg kan også godt lide Hemingway. 

Mens jeg lå i skyggen på den niende dag, faldt jeg i søvn til lyden af havet og fuglene. Jeg drømte absurdt til jeg fortumlet  kiggede op, fordi jeg blev vækket af børnlarm. Der var familier og mennesker over det hele. 

Men jeg bed især mærke i en gruppe menneske. De skiller sig ud, ligegyldigt hvad. Man (jeg) kan altid genkende dem på deres pjaltede tøj og guldsmykkerne de flasher - selv på stranden. En gruppe sigøjnere var ankommet. 

Idag på den tiende dag lå jeg i solen og betragtede landskabet omkring mig. Og der så jeg dem igen. To små piger, der kom ned til bruseren, der er stillet til rådighed for strandgæsterne, der kan skylle saltet af sig efter en svømmetur i havet. Der stod de to pige, med to store dunke og fyldte vand i dem. Jeg kunne ikke se noget odiøst i det, så jeg lukkede øjnene og lod tankerne strømme i mit indre, mens solen bagte på mig. 

Jeg blev revet væk af min tankestrøm, fordi jeg kunne mærke vanddråber sprøjte på min højre arm, og der var de igen, men denne gang var de flere, med flere flasker og spande.

De har sat sig længere væk - væk fra stranden, næsten henne ved parkeringen og det eneste de gjorde på denne tiende dag var at fylde vand på dunke, flasker og spande. Jeg betragtede dem i tre timer. Jeg holdt op med at tælle på et tidspunkt, men hvis jeg ikke tager fejl, har de tappet bruseren for mindst 300 liter vand.  

Jeg ville have spurgt, hvad de skulle bruge al den vand til, men jeg tude ikke, for jeg er vokset op i en kultur, hvor sigøjnere stjæler små piger, især dem der er meget lyse i huden, og tvinger dem til at tigge på gaden. 

Jeg befinder mig på kantent... af civilisationen... her på Balkan.

Paradoxal

Igår skulle jeg ud til mine forældre. Jeg skulle høre det nyeste sladder om hvad min lillesøster havde rodet sig ud i af ballade de sidste to uger. Der var nok til 5 timers (!!) snak.

Jeg kan til tider blive helt storsøsterharm over hende og den måde, hvorpå hun kører rundt med vores forældre.

F.x igår kunne hun fortælle mig, at hun har mistet kørekortet, fordi hun skulle skynde sig ud til en veninde, hvis kæreste havde droppet hende, og derfor kørte hun 90, et sted, hvor det kun er tilladt at køre 50. Hun kvittede med ordene - "Men det er fordi, der var razzia, at jeg blev stoppet, jeg har kørt før dér.... Men der var bare aldrig politi før...".
Da jeg spørger, "så du har kørt før så hurtigt?", indrømmer hun blankt, "at jada, for hun kan ikke gøre for det. Sådan er hendes temperement bare". Øhm, what the fuck? (Det skal lige siges, at hun har haft kørekort i knap 4 måneder).
Da jeg så spørger, hvad mor og far sagde til det og også til dét faktum, at hun holdt det skjult for dem i over en uge, kigger hun på mig med ordene - "vi snakker ikke rigtig om det, vi er begyndt på en frisk, men jeg skal selv betale bøden."

Wtf??? Selvfølgelig skal du selv betale, din lille forkælede pestilens! Ikke nok med, at du kører 90 i timen, slipper og slap for samtlige pligter derhjemme, på bekostning af at du var lille og ikke kunne gøre for det, og at du hele min ungdom har braset ind på mit værelse, mens jeg havde venner og kærester på besøg, så har du også den frækhed ikke at tage det som en selvfølge, at du selv skal betale, når det er dig, der har lavet rav i den!

Hvis det havde været mig, så skulle jeg både have betalt bøden og gjort bod for det i flere måneder efter.

Efter den og flere andre historier, trængte jeg så forfærdeligt til at være god ved mig selv. Så idag gik jeg en lille tur forbi Magasin og købte to dejskrabere. For til trods for alle de kager jeg har bagt igennem mit liv, så har jeg aldrig investeret i en dejskraber.

På vejen videre, ud til en session med Mit Livs Højeste Mand, kom jeg lidt tilfældigvis med vilje forbi min last - Chanel. Jeg syntes faktisk, det var lidt tid siden, jeg sidst har købt noget der, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte vise min hengivenhed og køre dankortet igennem- bare en enkel gang for dem.

Det blev til den mærkeligste neglelak jeg til dato har tilføjet min samling.

Den hedder "Paradoxal" og er ved første øjekast brun, men afhængigt af lyset, så bliver den også lilla. Den er skummel, men jeg kan faktisk godt lide den.

Den er let, afdæmpet og ikke så prangende som de røde jeg ellers render rundt med.

(T mener, at det ligner, at jeg har smurt mudder på neglene. Men hvad ved han, han er bare en mand).

Chanel, 509 Pardoxal

175,- i Magasin

Den er altså brun, i sollys. Og måske ligner det lidt en mudderbrun, men en meget, meget smuk mudderbrun farve.

Carmen

Jeg har denne kusine, der er et år ældre end mig. Hun bor i Sverige.

De første syv år af mit liv var vi udskillelige, og selvom jeg nogle gange syntes, hun var lidt mærkelig og havde en lidt for fantastisk fantasi, var hun min bedste veninde.

Krigen kom til Bosnien en tilfældig forårsdag, billedet af Tito blev fjernet fra klasseværelsernes væg, og da de første sommerdage var ovre, blev min kusines, lad os kalde hende Carmen, og mine veje skilt. Mor, søster og jeg tog til Montenegro og Carmen blev i Banja luka.

Jeg savnede hende, vores påfund og udflugter til den nærtliggende skov og blomstereng. Jeg savnede hendes fantasi og alle vores lege.

En grå efterårsdag fik jeg et brev; det var fra Carmen. Jeg var 9 og hun var 10 år gammel. Vi skrev jævnligt til hinanden, men som tiden gik, kom hendes brevemere og mere sjældent.

En sommerdag, da jeg var påbegyndt mit nye liv, fik jeg en fantastisk overraskelse - min kusine stod der på gaden og vinkede til mig.

Vi skulle fejre hendes 11-års fødselsdag hjemme hos os. Min lykke ville ingen ende tage, men noget var forkert...

Jeg så Carmen een gang til det år og jeg kan huske, at vi legede vores yndlings leg i baggården på Kastrupvej, cirkusartister...

En vinterdag, da jeg var kommet hjem fra skolen, fik jeg endnu en overraskelse. Min faster var kommet ud af Bosnien og vi var atter samlet, men overraskelsen blev til en skuffelse, Carmen ville ikke lægge make up, klæde sig ud, høre musik og hvad 10-11 årige piger ellers laver - hun ville lege med min 7 år yngre søster i stedet.

Jeg besøgte byen i Sverige mange gange derefter selvom Carmen hellere ville gynge , løbe med vinden og rutche, end at gå ture og kigge på drenge. Så jeg dannede venskaber i Sverige med andre jævnaldrende.

Jeg var for lille til at forstå og jeg kunne ikke sige fra. Om det var bevidst eller ubevidst, læssede min faster en tung byrde på mine skulder, som jeg ikke kunne trække mig væk fra.

Jeg følte som var jeg i en fælde jeg ikke kunne slippe ud af.

På den ene side havde jeg en syg kusine som jeg skulle tage mig af for - "Carmen har mistet troen på mennesker, og derfor skal du Erna hjælpe hende med at få den tilbage" sagde min faster, hver gang jeg skulle ud og mødes med mine veninder. Og på den anden side, hvis jeg skulle slippe for min mere og mere underlige kusine, så skulle jeg holde mig fra Sverige og dermed mine nye venner.

Hvergang jeg tog til Sverige havde jeg Carmen på slæb og hver gang var hun mere og mere aparte.

Jeg husker engang, hvor hun død og pine ville gå en tur ,selvom det regnede. Jeg skulle være den, der gik med hende. Da vi havde gået godt en halv time, så løb hun, hun løb og løb og jeg kunne ikke holde hende tilbage. Jeg stod alene, 13 år gammel i en fremmed by med en mistet kusine.

Først var det manglende tiltro til mennesker.

Så blev det djævle og dæmoner.

Jeg var knap 15 og dybt forelsket i min fasters nabo, han var ligeså vild med mig, men da han var fem år ældre end mig, og hans far havde forbudt ham så meget som at se forkert på mig, blev det er skjult forelskele. Jeg fandt hvert ledigt øjeblik for at tage til Sverige og bruge tid med ham.

Det var en bittersød periode i mit liv, for hvor end jeg var, der var Carmen også, som ikke rigtig befandt sig i vores verden længere.

Udtryk som "fuck nu skal jeg skide" midt i mellem pludselige hvin som "supermario" (hun elskede supermario3) og "jeg knepper Gud", var yderst almindelige og for mig utrolig pinlige. Jeg lukkede øjne og bad bare til, at de andre omkring mig ville være forstående - det var de også.

Han ville ikke have mig og jeg fik travlt med mit liv i Danmark. Efter en længere periode fravær tog jeg til Sverige for at besøge min faster.

Den blonde, smarte og miniskørtklædte kvinde jeg havde vokset op med var forsvundet bag et par runde briller, en falmet brun Kjole og et Hvidt tørklæde. Jeg troede et øjeblik, at det var en gæst, der havde åbnet for mig.

Carmen var som sagt besat af djævle og min faster var tøet til Gud, præster, imamer og spåkoner. De lovede alle at helbrede Carmen for en lille sum penge.

Da hun tog tørklædet af, var min faster dækket af blå mærker. Min fætter var der ikke, ham havde de sendt ud til bedsteforældrene, for de frygtede hans sikkerhed.

Stort set alle dørene var taget af og flere af lejlighedens vægge var dækket af store huller, Carmen blev badet i vand, der var blevet bedt over.

En aften var jeg alene med Carmen, hun var inde på sit værelse og havde skruet højt op for musikken. Jeg gik derind for at skrue ned, men hun løb hen mod mig og slog mig to gange i ansigtet med knyttet næve.

Engang i kæben og en gang i øjet. Jeg løb ud af værelset og så ud af lejligheden, låste døren og satte mig ved elevatoren for at græde. På bare tær løb jeg hen til en veninde, der boede i opgangen ved siden af. Den nat kom jeg ikke tilbage.

Da jeg næste dag kom tilbage til min faster, kunne hun ikke forstå, hvorfor jeg ville hjem med det samme.

Carmen satte sig på min fasters skød, hvorpå min faster spurgte: "Hvorfor slog du Erna, Carmen?"

Carmen svarede, at det ikke var hende, men hønen, der havde gjort det. Min faster grinede og sagde "Se Erna, det var ikke Carmen, men hønen der slog dig."

Carmen har ikke mistet troen på mennesker, ej hellere er hun besat. Carmen er autist, epileptiker med skizofrene og udviklingshæmmede træk. Carmens intelekt svarer til et barn på 6-7 år. Hun kan fungere, men det kræver medicinering og meget faste rammer.

Al den manglende psykiske behandling, på det tidspunkt i 5 år, havde kogt Carmens hjerne. Hvert lille epileptisk anfald havde dræbt hjerneceller, og hun havde mange. Til tider flere om dagen.

Jeg pakkede mine ting og blev væk i flere år.

Efter mange kampe og flere trusler fra min far, gik min faster med til at lade Carmen indlægge og flytte ind på en institution.

Min faster lever stadig i selvbedrag og tror, at Carmen vil blive helt rask. Måske er det dårlig samvittighed måske er det håb.

Da jeg havde udgivet min bog, skulle jeg promovere den i Sverige. Det gav andledning til at besøge min faster. På det tidspunkt havde Carmen boet på institution i godt to år og hun var ved at få en hverdag stablet op på benene, hvor hun kunne finde ud af selv at spise og drikke uden supervision.

Vi skulle besøge hende, men min faster var for langsom og jeg havde et tog jeg skulle nå, så jeg fik en stikpille eller to, om hvor egoistisk jeg var og om hvordan alle mennesker var vigtigere end Carmen, at jeg tænkte kun på mig selv og at jeg burde skamme mig, for aldrig at havde taget mig af Carmen.

Jeg fik nok. Efter ti år fik jeg nok.

Jeg fortalte alt og undlod ikke en eneste detalje. Om alle de piger, hun gennem tiden havde rekrutteret til at tage sig af Carmen og alle historier om, hvor fantastiske de var, selvom de alle, efter par måneder, forsvandt, mens jeg havde været der i ti år og jeg fik ikke engang et tak.

Jeg skulle løbe efter Carmen, jeg skulle skutte mig, og jeg fik slag i ansigtet, som knap 16-årig. Jeg havde fået nok. Og stadig var jeg der. "Du har aldrig gidet Carmen, du har aldrig ville hjælpe hende.", sagde hun som noget af det sidste. Og nej, jeg havde aldrig gidet tage mig af Carmen, for jeg var hendes yngre kusine og ikke en uddannet psykolog, og alligevel stod jeg der troligt i ti år...

Atter igen pakkede jeg min kuffert og rejste hjem.

Siden da har jeg set Carmen kun et par enkelte gange. Jeg orker det ikke, jeg får nærmest angstanfald, hver gang jeg skal se hende eller skal til Sverige.

Siden da har min fasters og min vej gået i hver sin retning, selv da hun tilbød mig sin nyre, var jeg i tvivl om jrg skulle tage imod den, for jeg ønskede ikke at skylde hende noget.

Jeg kan faktisk ikke huske, hvordan de fik mig overtalt til at takke ja til hendes tilbud - men hele den periode er sløret for mig

Idag skal jeg til Sverige for at fejre Carmen - det var hendes ønske, at vi alle, også T og jeg, skulle komme for at fejre hende. Jeg tvivler - hun siger ikke så mange sammenhængende ting mere.

Jeg har ikke været i Sverige i tre år eller mere, og jeg har intet ønske om at tage derud, men jeg gør det for jeg ved, at det betyder noget for mig far.

Jeg ved ikke om denne historie gør mig til et umenneske, men...

Det håber jeg ikke.

Pinsen 2009 - Amar'knæhug det var sjovt....

... Jeg skal aldrig spise mere igen. The City Girl opfandt udtrykket Pierre/Nice-gravid, jeg vil gå videre og udvikle det til pinse-gravid/fed. 

Igår ved 20-tiden kom jeg hjem efter fire dage i sommerhus med (sivger)ogfamilien, og kan stadig ikke trække vejret. Jeg føler mig oppustet og kan stadig ikke forstå, at jeg har formået at spise så meget, på så kort tid. Jeg tror, at jeg på fire dage har spist, hvad jeg normalt plejer at spise på tre uger. 

Tre måltider dagligt i fire dage, inklusiv mellemmåltider og tilbehør og chokolade og dessert og kaffe og sodavand og cider og øl og mojitos og kage og frugt og is og...og..og..og... må jeg godt besvime nu?

Tak..

Men udover mad - hvilket åbenbart er danskernes yndlingshobby (og jeg bliver overrasket over det hver gang), så bød pinsen på en masse internationalt komsammen - vi kunne tælle fire nationaliteter, så kan kun sige, at vi gør vores imod racismen og for integrationen.   

Det blev til et par ture ned til stranden - som har givet mig en ubehagelig hoste, men skønne billeder. En lækker tur på loppemarked, hvor jeg har fundet et hav af uerstattelige skatte - bla. en L&P armring fra 70'erne, en stak kvinde/ugeblade fra krigstiden og deromkring (Et billede-bladet fra 1939 fortæller, at "Negerkongen kommer på besøg - Frankrigs tro vasal" Derudover bliver der også nævn, at negerkongens krone er en guldbroderet kasket. Et billede af en nøgen kvinde, og T fandt en tapet-valse fra 50'erne. Den er meget sjov, men den står altså og fylder lige nu. 

Efter loppen kørte vi op til Oddens røgeri og købte røget fisk for alle pengene og sikkert mere til... 

Mums jeg kunne have siddet der i fem timer, og bare kørt røget pebermakrel ned - bare verdens bedste opfindelse! 

Faktisk var det lidt ubehageligt, hvor Morten Korchisk der så ud ved røgeriget. En blå himmel, smukke danske huse, havet der bruser og et dannebrog, der danser i vinden... føj om jeg må. Men som en ægte perle falder jeg alligevel for det, og synes det er hyggeligt. 

Eventyrene sluttede som oftest med en flad familie, der lå eller spiste og sagde mærkelige ting.

Vi kom bl.a frem til dødens bøffer og pølser (T's hjemmelavede krydderitopping) - Dødens pølse blev omdøbt til "Dödens Pölse" som bliver et nyt anerkendt metalband. Deres nye single er som alle har hørt: "The Dark Side of my Penis". 

Negerkongen fra ovenover med sin guldbroderede kasket kom fobi. Fars krudt blev genoptaget, og Amar'halshug blev til Amar'knæhug fordi jeg fik en "mosqutios" eller tre for meget.

Alle familier vil undgår, at deres svigerdatter er fuld - bortset fra min .. "Ej, ej Erna, skal du ikke lave en kande mojitos mere? Du er så sjovt, når du er fuld. Skal vi ikke drikke Erna fuld?" - sagde T's lillesøster (og nej hun er ikke fem, men 21!).

Alle familier er mærkelige... meeen min topper altså i weird samtaleemner. Og hvis man som flue på væggen stod og fulgte med, så tror jeg man ville blive skizofren, for der er bare ikke nogen hoved og hale i det. 

Vi har det dog sjovt...

Haven ved sommerhuset

I 2005 udvidede T's forældre sommerhuset til næsten dobbelt str. Jeg klager ikke.

Og tilbereder hjemmefanget fisk med hjemmelavet marinade af olivenolie, persille, hvidløg og citron. Mums torsk på perle-maner (ifølge danskerne)

Så kom min far, og havde en gave med til mig. En rød fisker-dims til hans yndlings fiskerpartner.

Den første nat braste sengen sammen under T og mig... Hmm

Markblomster er  bare de smukkeste blomster.

Røget ål... Ikke min favorit.. Men jeg havde smovset hele pebermakrelen før jeg kom i tanke om billeder.

Morten Korchsk idyl....

Mine nyerhvervede blade. Har i hørt at Clark Gable er blevet skilt??

Den noget mere blege negerkonge kom forbi, sådan lige tilfældigt. 

Er det der sådan en diddel en?

Allerede som 15 årig faldt jeg over Tidens Kvinder, og bladet fangede min interesse kort tid efter. Der var en masse sjove ting, der blev ridset op, og så kunne jeg så godt lide alle de billeder af nøgne mænd.

Jeg bestilte tre blade - det der svarer til et halvt år. Sammen med dem fik man en gave med, i form af en krystal dildo.

Der gik noget tid og en lørdagformiddag ringede det på døren. Jeg åbnede og det var postbudet, han havde en pakke med. Jeg skrev under og straks kom min far og min søster ud i gangen for at se, hvad det nu var for noget. 

Jeg kiggede på pakken i min hånd, og vidste straks, hvad den indholdt. Min far kiggede meget spændt og ville vide, hvad det var. Med røde kinder og en rystende stemme fik jeg fremstammet, at det var sådan en obligatorisk gave man fik med den avis jeg havde bestilt. 

Han kiggede lidt uforstående og mildere forvirret, hvorefter han midt i det hele udbrød  "Er det sådan en diddel en?" 

Jeg end ikke turde kigge på ham, mumlede noget i retning af, at det vidste jeg da ihvertfald ikke, hvad var og løb ind på mit værelse.

 

Diddel'en er ikke blevet nævnt siden :)

+Erna

Og så er det, at man en mandag morgen modtager et brev, man tror er adresseret til kæresten. Men nej nej. Man har jo taget fejl, for den er adresseret til begge parter.

Selv er man blot blevet reduceret til et +.

Velkommen til familien søde Erna!