Min Hemmelige Fetish

Jeg har denne fetish, som jeg dyrker ca. to gange om måneden. 

Som de fleste, der kender mig ved, så ruller jeg mit sengetøj. Og en ting er, at strøget sengetøj fylder mindre i et opbevaringsskab, end når det blot er foldet, men en helt andet ting er, at det bedste jeg ved er, at hoppe i helt nystrøget sengetøj, der stadig har strygefolder.

Derfor; to gange om måneden skifter jeg sengetøj, tager et langt, varmt bad og hopper helt nyvasket og velduftende under mine dyner, der stadig har folder fra dengang sengetøjet blev strøget. 

Jeg indsnuser duften af rent og falder i søvn med med en helt særlig følelse i kroppen. 

Denne fetish begyndte en aften jeg var helt lille og havde beskidte fødder. Mine forældre skældte mig ud og sendte mig ud på badeværelset for at vaske dem. Jeg kunne ikke finde ud af kun at vaske mine fødder, så min mor gav mig et bad og en ny pyjamas på. 

Da jeg var kommet ind på mit værelse igen og skulle i seng var der lagt rent på. Sengetøjet duftede af sommerblomster og jeg hoppede i det som var det havets bølger 

Min far lagde sig ved siden af mig den aften og fortalte mig historier til jeg faldt veltilfreds i søvn. 

Den nat havde jeg ikke mareridt, som jeg plejede at have. Jeg sov roligt og da jeg dagen efter vågnede, havde min mor bagt pandekager til morgenmad. 

Der er gået mange år siden dan aften, men stadig, idag som et voksent menneske stryger jeg mit sengetøj, kun for at få lov at genopleve den følelse, jeg havde i kroppen den aften for efterhånden så mange år siden. 

Den tolvte dag

Jeg har så meget tid hernede. Jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller skidt, for jeg tænker. Jeg min hjerne kører så hurtigt, at jeg om natten, når jeg sover, stadig tænker. Jeg husker alle mine drømme og de omhandler alt fra fortid, til nutid til opspind, til fabrikerede minder. 

Jeg fangede mig selv kiggende på småbørn, der leger på stranden i dag på denne tolvte dag, og det trak mig lang, langt tilbage i tiden. Helt tilbage til dengang, hvor min mor sad på en bænk, og min far købte mig en is med to ispinde, og vi alle tre ventede på toget, der skule bringe os hjem fra kysten. 

Det var varmt og min mor var blevet skoldet på ryggen. Vi havde en brun kuffert som min far havde købt, med sort kantebånd. Den havde hjul og jeg sad på den, mens isen dryppede på mine små barnehænder. 

Billedet blev aflyst af virkeligheden og jeg tænkte, at jeg ville ønske jeg var fem år igen. 

Dengang hvor tiden var relativ og min mor iklædte mig fine kjoler med blonder, og laksko. Til dengang mit hår var bundet med et par gule ellastikker, der var pyntet med små fugle og jeg stolt viste skoene, der havde en lille hæl på frem til enhver, der ville kigge. Dengang hvor begge mine forældre holdt mig i hånden, mens vi gik en tur i byen og jeg fik en limonade. 

Børnenes skrig forsvandt og jeg var tilbage i min mormors have, jeg så min smukke moster koge sine lyserøde og orange curlere inden hun satte dem i sit blonde hår. Og min morfar, der dengang, som nu, skældte ud over, at hans spejl ville blive slidt, så meget som vi spejlede os.

De eftermiddage, hvor vi blev lagt i de kolde lagner efter at have spist os mætte i min mormors mad. Og min mormor, min elskede mormor, der altid sad rolig og mild i sin blomsterhave, der var hendes stolthed. Og børnene på gaden, der altid kaldte på mig. Og min fætter, der blev klædt som en lille porcelænsdukke, akkurat ligesom jeg var, når vi begav os op til byen eller ud til de voksnes venner. 

Og alle de varme sommeraftener. 

Mig på min fars skuldre, fordi jeg var for træt og for syg til at gå videre. Skoven og markblomsterne i min favn. 

Og den ene gang, hvor jeg skulle krydse den lille bæk, men kom til at falde i, så min far ikke kunne holde sit grin tilbage. 

De lange gåtur med min morfar og kilden for enden at byen. Og den blå rutsjebane, jeg kom til at nive mig på, da jeg skulle prøve en tur. Den blå rutsjebane som stadig er der, som stadig får mig til at smile og stadig får mig til at tage mig på den balle, der blev nevet.

  

Jeg ender det samme sted, hvor jeg startede - ved den bænk med isen i hånden. Ved banegården, hvor vi skulle krydse togskinderne for at nå vores tog. Og det høje, gulnede græs jeg løb hen til, da vi endelig kom hjem. Jeg gik på bare tær, for jeg havde overhørt de voksne sige, at det var sundt, hvis man gik på bare tær. Solen skinnede afsvedet den dag…

Et falmet postkort tænkte jeg på denne tolvte dag. Mit barndom er et falmet postkort. 

Otte

For seks år siden lagde T og jeg os i hans- nu vores seng for første gang. Det var en søndag.

Jeg mindes, at jeg åndede dybt ind og indsnusede duften af Ajax, nymalede væge og flyttekasser. Jeg var tilfreds. Dette var mit hjem- vores hjem.

Da vi slukkede lyset, trak han mig ind til sig, og vi sov hele natten sådan, som var vi blevet ét.

For otte måneder siden, kiggede jeg mig omkring på tredje sal -et fremmed sted, et sted, hvor der duftede af Ajax og flyttekasser, men det var ikke mit hjem, for dette var ikke vores hjem. 

Jeg lukkede døren efter mig, og jeg kunne mærke klumpen i halsen udvikle sig til tårer. Jeg sukkede, dybt, for jeg var bange for, at jeg ellers ville blive kvalt.

Seks år, og siden var han smeltet inde i mig, sammen med mig. Jeg mindes, at jeg tænkte på siamesiske tvillinger. For det må være sådan, at det føles, når de bliver skilt ad. Det gør ondt, og man mangler en del af sig selv.

Den dag jeg underskrev kontrakten, skinnede solen skarpt, og jeg gemte mig bag mine store sorte solbriller, men jeg gemte mig ikke grundet solen, jeg gemte mig, for at jeg kunne skjule mine tårer.

Han smilede mildt og sagde, ”Nej det er ikke let.” og rakte mig kuglepennen.

Han sagde: ”Det er som et dødsfald.” og rørte min hånd let. Og han havde ret.

Jeg underskrev hans kopi først og så min, og så tog jeg ned til toget, der skulle føre mig til det, der nu skulle være mit nye hjem. Ikke vores, men mit hjem.

Mine forældre og jeg gik op af trappen. Min mor var iklædt en dybblå frakke med røde knapper. Min far havde en stegepande med.

Lejligheden var lys og den havde et indbygget skab i gangen. Jeg tænkte for mig selv, at jeg nok hellere måtte få malet det skab. Helst snart.

Lejligheden var så lys, men jeg så mig selv sidde på hug og græde. 

De spurgte, hvad der var galt. Jeg sagde, at det gjorde ondt. De forstod ikke. Men hvordan forklarer man så andre forstår, hvor ondt det gør, når seks år af et liv nu er pakket ned i 28 flyttekasser, størrelse medium, fra Røverkøb?

Hvordan forklarer man, hvordan det føles, når man taber alt det man har bygget på, i otte år af sit liv, på gulvet og ser det knuses i tusinde stykker, som var det blot et krystalglas.

De sagde det er livet. Jeg sagde, ”Jeg er selv skyld i det.”. De sagde ikke mere, så jeg går ud fra, de gav mig ret.

Han og jeg kiggede på hinanden ved siden af det, der til for nyligt havde været vores seng. Jeg sagde ”Jeg har ikke lyst til at flytte fra dig. Jeg har ikke lyst til et liv uden dig.” Han sagde det samme.

Jeg tror vi græd, og hvis vi ikke gjorde, så gjorde vor hjerter det for os.

Vor læber mødtes en sidste gang, næsten flygtigt. Jeg slap mit greb om ham og følte mig tom.

---

I dag er det otte måneder siden, jeg sagde farvel til otte år af mit liv.

Jeg har stadig den stegepande, min far havde bragt med sig den dag, jeg i køkkenet sad på hug og græd som var jeg blevet pisket.

De burde have modsagt mig, for det var ingens skyld.

Og det var det rigtige.

I dag er det otte måneder siden, og jeg er faktisk lykkelig. 

Mine kæledyr og jeg 3. del

Der gik mange år, hvor jeg ikke havde nogen dyr. Vi boede i en lejlighed på Frederiksberg, og det var udelukket. Min far gad ikke dyr i en lejlighed. 

I 1999 var jeg hos en veninde og min nabo kom med en lille bitte tigerstribet kattekilling. Den var så sød, og jeg tog den selvfølgelig med hjem. Han havde fundet den i en baggård, og den var ikke mere end 3-4 uger gammel. Jeg døde, da jeg så den, og kaldte den straks Macak - til tider Mimi - ikke fordi den lignede den gamle Hankat, men fordi, det skulle den bare hedde. 

Min mor var solgt. Min far sagde bare tørt "hvis katten ikke er ude i morgen, så ryger den ud igennem altanen". 

Mandag morgen vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Min mor skulle i skole, og jeg skulle ligeså, så jeg tog Hankat med i en kurv på min cykel og tog hende med i skole. 

Hankat lå det meste af dagen på skolebiblioteket og sov i sin kurv, og jeg var skolens mest populære pige - Jeg tror også, at det var der, det blev konstateret, at jeg ikke var som alle andre. 

I to uger skiftedes min mor og jeg om at tage katten med i skole. For vi var virkelig bange for, hvad min far kunne finde på - han havde jo sådan set tryllet et par kaniner væk, og fået et hamster til at begå selvmord. 

Jeg vil gætte på, at der var gået et par måneder, måske mindre. Mine forældre var taget i Frederiksberg Have, jeg var blevet hjemme, da jeg skulle til bosnisk folkedans. 

Lige pludselig træder min far ind ad døren og siger "Giv mig Macak"

Erna: "Nej, hvorfor?"

Far: "Jeg har fundet et sted til den."

Erna: "Hvor?"

Far: "Jeg har fundet en gammel dame ved Domus Vista, som gerne vil have katten."  

Erna: "Ved mor godt, at du har fundet en?"

Far: "Jaja, hun taler med hende lige nu."

Erna: "Okay, så fanger jeg hende lige."

Far: "Tag lige maden også med. Og en skål med vand."

Erna: "Hvorfor det?"

Far: "Jamen damen har ikke mulighed for at købe det idag, hende hjemmehjælper kommer først imorgen."

Erna: "Okay."

Han fik katten og maden og vandet, og jeg tog til min træning.

Et par timer efter kom jeg hjem med et par veninder. Vi havde ikke engang lavet the, før døren til lejligheden bliver revet op, og min grædfærdig mor kommer ind med ordene 

"Hvorfor ved guds navn har du givet ham katten?"

Erna: "Hvad mener du?"

Mor: "Hvorfor har du givet far Macak?"

Erna: "Jamen han sagde, at han havde fundet en dame, som ville have den?"

Mor: "Åh Erna, du er så naiv."

Min far blander sig og siger med et gnæk . "Jaja jeg fandt ikke kun een dame til den. Fandt et helt pleje hjem."

Mor: "Han har bare smidt den i en busk foran et plejehjem, Erna."

Erna: "Jamen...han sagde jo..." 

Mor: "suk..."

Erna: "Men hvad så nu?"

Mor: "Vi har ledt efter den over det hele. Jeg tvang ham til det, men vi kunne ikke finde den nogen steder."

Far: "Ja, den skøre kone fik mig til at lede i to timer, og jeg var endda nødt til at lyve. En af vore bekendte så mig din skøre hulkende mor, mens vi ledte efter katten. Jeg var nødt til at fortælle ham, at katten var sprunget ud af altanen og løbet væk." (Vi boede godt 2 km fra Domus Vista dengang).

Vi var ude og lede efter Hankat i over en uge, men til sidst var vi nødt til at opgive. Vi fandt hende aldrig. 

Jeg tog til Sverige på ferie hos min faster den sommer. Et par uger efter kom mine forældre på besøg, og min far sagde glad "Jeg har noget at fortælle dig".

Jeg kiggede på ham, og ventede spændt. 

Far: "Jeg blev ringet op af en kvinde, her den anden dag, og hun spurgte om vi havde mistet en kat. Jeg fortalte, at ja det havde vi. Hendes søn havde fundet en stribet kat for et par uger siden, og de havde hørt, at vi manglede en af slagsen, og at denne måske var vores. Jeg spurgte hende hvordan den så ud, og hun svarede at den var stribet. Så jeg afsluttede samtalen ved at sige "nej, nej, vores er sort med en hvid prik i panden." - Ha ha ha. Så nu ved vi i det mindste at den ikke er ude på gaden" afsluttede han kækt. Jeg havde bare lyst til at slå ham.

Konklusionen er vist, at min far ikke er dyreelsker... og at jeg er utrolig naiv, eftersom jeg stadig blindt stoler på min far.

Mine kæledyr og jeg 1. del

Jeg sidder idag og tænker tilbage. Det er ca 1 måned siden, jeg afleverede mine katte på kattehjem. Da jeg ikke kunne tage mig af dem mere, på den måde jeg syntes (åh gud, nu er jeg ligesom en af de gamle mænd fra mit liv) de fortjente, gjorde jeg mig hård, og tog dem ned til et eller andet sted uden for City. Og mens jeg græd snot i en time, overgav jeg dem til den rare mand, som lige gav mig et klem på skulderen mens han sagde "Vi skal nok finde en god familie til dem".  

Jeg kan nu ikke andet end at tænke på, at det er mine forældres skyld, at jeg ikke magtede de små nuttede katte mere. De har aldrig lært mig den der kæledyrs-kultur. Især er det min far som bærer skylden. 

Sålænge jeg kan huske har jeg haft dyr. I Bosnien boede vi lidt uden for byen - og det betyder, at man ca 10 min på cykel fra vores hus allerede kunne falde over marker og bondehuse. Det resulterede i en masse vilde katte, som jeg naturligvis altid prøvede at gøre tamme. Til tider lykkedes det, men jeg måtte ikke tage dem med ind i vores hjem. Så jeg kravlede på tagene med mælk i små skåle, for at lokke dem til mig.  

En gang var der en stribet, meget fin og slank kat, der var blevet min ven. Hver morgen kl 9 stod den foran vores dør og ventede på mig og den mælk jeg tog med ud til den. En dag holdt hun bare op med at komme.  

Vi havde også en nabo, som havde købt en hund. Den var utrolig grim og sølle. Den var tynd og hang altid med hovedet. Jeg hadede den, den var grim og stor, og jeg ville heller have en pekingeser. 

Denne hund hed Kuso (jeg aner ikke, hvad det betyder, men så vidt jeg husker, var det min autistiske kusine, som havde givet den navnet). Ret hurtigt blev ejeren træt af den, og den blev hurtigt nabolagets hund. Alle hadede den, men alle gav den også mad og vand, for alle syntes, at det var så synd for den.  

Jeg passede den også, for selvom den ikke var det jeg ville have, var den stadig en hund.  

Sålænge jeg kan huske, var den med jævne mellemrum i vores have, og da vi flygtede fra Bosnien, sad den på en afsvedet græsplæne og kiggede på min mor, søster og mig. Da min far 8 måneder efter kom til Montenegro, fortalte han mig, at han havde hørt, at nogle serbiske soldater havde slået den med geværskaftet (ligesom de slog min farfar, inden de gik deres vej). 

Kuso døde af slagene, min farfar døde også kort tid efter. 

Jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var, men jeg have været indlagt på hospitalet i Beograd, og for at være lidt sød ved mig, købte min mor (eller var det min moster) to små skildpadder til mig; en pige og en dreng.  

Jeg ønskede mig vist en pekingeser, men nu fik jeg dem i stedet. Vi kørte i bus i jeg ved ikke, hvor mange timer med de to små skildpadder i en skål med vand og et par sten. Min far kaldte drengen Kroki, og jeg kaldte pigen Krokica (C'et udtales som det danske "Te"). Jeg var måske fem, og ikke særlig klog. Jeg ved ikke hvor længe vi havde disse to skildpadder derhjemme, jeg ved bare, at en solskinsdag, da jeg var alene på mit værelse, tog jeg dem ud af skålen og så skulle de løbe om kamp mod hinanden.  

Kroki var meget hurtigere end Krokica, og det irriterede mig grænseløst. For selvfølgelig skulle pigen vinde - drenge var jo også bare dumme (undtagen Sinisha, som var sygeplejer fra et hospital i Sarajevo, og som var min kæreste og jeg naturligvis skulle kysse med på kinden og giftes med, når jeg var voksen, altså 12 år.) Jeg tog Krokica op og trykkede på hende, for det var da noget pjat, at drengen skulle vinde. Pludselig ville Krokica ikke bevæge sig mere. Jeg blev bange, og satte begge padder tilbage i skålen, som de boede i.  

Min mor syntes, at jeg var for stille, så hun kom ind på mit værelse, for at se hvad jeg lavede - jeg legede med mine dukker. Næste gang hun skulle give skildpadderne mad, så hun, at det kun var Kroki, der bevægede sig, hun tog Krokica op, men den var stendød. Min mor blev helt ked af det og med ordene: "Åh nej, det kan være den er druknet" tog hun den ud foran døren og satte den ned i en af hendes potteplanter - "det kan jo bare være, at den har brug for lidt sol og varme" sagde hun til mig. Kroki levede længe og godt - min far gav ham til en af nabodrengene inden han selv flygtede ud af landet.  

En anden gang kom min far med to hvide kaniner til mig. Det blev jeg glad for. Jeg elskede dem i de to uger de var hos os. Pludselig en morgen kunne jeg ikke finde dem i den lille indhegning jeg havde lavet til dem. - "De må være løbet væk" sagde min far til mig, mens jeg med gråd i stemmen kom over til ham og fortalte, at kaninerne var væk. "De var sikkert tryllekaniner, og har tryllet sig selv væk", sagde han overbærende, mens jeg hev ham ud til indhegningen og viste, at der ikke var noget hul, de kunne have kravlet ud af.  

Ca 5-10 år efter fortalte min far mig, at de kaniner, de lugtede og mor gad ikke have noget med dem at gøre, så han leverede dem tilbage til bonden han havde købt dem af. Iøvrigt, var de egentlig købt, så vi kunne slagte og spise dem, afsluttede han den samtale.  

Jeg havde også fugle. - En undulat og en hvid pipfugle, som jeg ikke aner, hvad hedder på dansk. Undulaten kaldte jeg Chiro og pipfuglen hed Bruden. 

Vi købte undulaten i den lokale videoudlejningsbiks. Og byttede den til Bruden, da mine forældre fandt ud af, at undulater sviner meget, og at de kunne medføre bronkitis. 

Da vi tog den ud til den nye ejer sagde min far, mens vi gik på gaden: "hvor er det frygteligt, det er som om den næsten ved, at der sker noget." Pipfuglen forsvandt bare.  

Lige inden krigen - jeg må vel have været seks eller knap syv, fik jeg en lille sort hamster. Hende kaldte jeg Mimi, og hende elskede jeg. 

Hun fik lov til at bo i Chiro og Brudens gamle bur med halm og tæpper og løbehjul og det hele. Mimi var sindsygt intelligent, hun kunne åbne døren til buret, og hun kom også, når man kaldte - ihærdigt nok.  

Eftersom hun kunne åbne sin egen dør, løb hun også tit ud af buret, og elskede at bide i min mors fine dyre tæpper og gardiner.  

En dag kom jeg hjem fra skolen, og døren til buret var åbent og Mimi var væk. Jeg sad på trappen til huset og græd til mine forældre kom hjem. Jeg var utrøstelig. Mimi var væk, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.  

Et af modulerne i vores køkken havde et lille bitte hul i siden, og til tider (når vores komfur var tændt), kunne jeg høre en kradse-lignende lyd bag ved køkkenmodulet. Jeg troede, at det var Mimi, der havde gemt sig der, og nu sad fast og ikke kunne komme ud. Tænk, hvis Mimi døde af sult. Det ville jeg ikke kunne klare, så jeg blev ved med at skubbe brødkrummer derind, så hun ikke skulle sulte ihjel.  

Mange år senere - da vi allerede havde boet i Danmark i et par år, og jeg gik i dialyse, var vi blevet ringet op af hospitalet med en besked om, at nu var der kommet en lever og en nyre til mig, og at vi skulle melde os på afdelingen.  

Min far og jeg gik på gangen og talte. Pludselig kom jeg til at tale om Mimi og fortalte, at jeg altid havde troet, at hun havde gemt sig bag køkkenmodulet, og at jeg altid skubbede krummer derind, så hun ikke skulle sulte. Min far kiggede på mig med en lidt skæv mund, og et halvtpanisk udtryk i øjnene. "Tja Erna, du er vel voksen nok nu (Jeg var 9) til at vide, at Mimi ikke løb væk. Jeg gav hende faktisk til en af mine kollegaer, da vi simpelthen ikke kunne holde det ud mere". Jeg var chokeret. Tænk, at han havde gjort det mod mig. Tænk, at jeg i alle disse år troede, at Mimi var væk, eller endnu værre sad fast og ikke kunne komme ud.  

Han fortsatte i samme dur - "Men hvis det kan trøste dig, så døde den to måneder efter". Han fortalte, at hun var sluppet ud af sit nye bur, og var sprunget fra anden sal. "Hun begik selvmord, fordi hun savnede dig Erna" - WTF og det skulle gøre det bedre for mig???  

Jeg havde også fisk. Dem dræbte min mor.  

En dag skulle hun skifte vandet i akvariet og tænkte - det kan være at de vil have godt af at komme ned i noget vand som stadig indholder klor, så kan de også blive rene... De døde 40. Både store og små...  

Jeg tror faktisk, at det var efter denne episode, at jeg fik Kroki og Krokica.