Efterårsbarn

Jeg overvejer nogle gange, om der er en forbindelse mellem det at være født i en bestemt årstid, og den årstid man har det bedst i, hænger sammen?

Jeg har altid ønsket, at jeg var født i foråret eller sommeren. Det er de årstider, som jeg har følt, har repræsenteret mig bedst… Maj har altid været min yndlingsmåned og det har altid smertet mig meget, når jeg i maj har skulle bruge tid på eksaminer i stedet for at sidde på en altan og indsnuse de voldsomt-duftende blomster.

Men ikke desto mindre: Jeg er et barn af efteråret.

Den sidste dag i september kom jeg til. Min mor fortalte mig, at det var et af årets varmeste dage, og efterårssolen bagte tungt, da hun blev kørt på hospitalet, fordi jeg var på vej.

Selvfølgelig kan jeg ikke huske den dag, men jeg forestiller mig den. Sådan som min mor så tit har fortalt om den.

Jeg forestiller mig noget lignende den septemberdag i 2011, hvor det i Danmark var årets varmeste dag.

Jeg forestiller mig, hvordan træernes kroner stadig er tunge, men at farverne har ændret sig. Jeg forestiller mig eftermiddagen stilhed. Den der stilhed jeg så tit vender tilbage til, både i mine tanker og mine skriverier, og som altid giver mig et sug i maven. Jeg forestiller mig min far og min mor. Nej dem kan jeg faktisk ikke forestille mig. Men duftene, lydende og dovenskaben af en søndag i 1984 kan jeg godt forestille mig.

Der er noget over efteråret, der altid får mig til at mindes. Der er noget over efteråret, der får mig til at tænke på eventyrlandskaber; på onde hekse, vampyrer; Modige riddere og godmodige prinsesser. Der er noget over efteråret, der altid får mig til at søge tilbage til en tryg og varm hule. Til det vindue i mine bedsteforældres hus, hvor jeg kunne lege i timevise alene. Til brændeovnen og min mormors strikkende hænder; Duftende æbler og det lille tinkrus, der altid stod på kanten af brændeovnen, så jeg ikke skulle drikke koldt vand.

Der er noget over efteråret, der får mig til at føle tryghed. Det er som om efteråret er hjemme for mig. Og det er som om, efter et forår og en sommer, hvor solen, de voldsomt duftende blomster, varmen, den skoldede hud, nøgne menneskekroppe og de korte, lyse, vilde nætter træder tilbage. Lydene bliver mere tyste. Tempoet skrues ned jeg begynder at trække vejret og for alvor vågner.

Chärming

Jeg smiler stadig lidt for mig selv, når jeg tænker tilbage på hvordan han lurede mig i sin favn.

Den sidste aften havde jeg sikret mig mod min smertende ankel med en halv håndfuld smertestillende piller hver 4de-6te time. Og valgte min yndlingsnederdel med knapperne som aftenens heldige vinder, der skulle luftes.
Den sidste aften skulle på ingen måde gå til spilde.
Efter min lille afsløring. Efter fleres timers dans og efter, at jeg havde opgivet at ligne et anstændigt menneske, fordi sveden drev af mig, satte jeg mig på kanten af et bord, for at hvile mine fødder og sludre med danskerne, som jeg næsten ikke havde set hele natten.

Der sad jeg så og var i min egen verden, høj på adrenalin og eventyr og nød musikken, der spillede i baggrunden.
Jeg kiggede i en ubestemt retning, da han stillede sig foran mig og afbrød min tankestrøm. Han gav mig elevatorblikket og jeg fulgte hans blik, ned fra mit ansigt til mine bryster og videre til min nederdel, der afslørede min strømpekant og hægten fra hofteholderen. Hans blik stoppede et øjeblik der ved mit lår, før han smilende kiggede mig i øjnene. "Wanna dance?" Spurgte han og gestikulerede det samme spørgsmål med hænderne. Jeg var egentlig træt, men sagde ja, for tidligere på dagen var jeg havnet i hans klasse og faldet for hans nonchalante dansestil.
En, to, tre danse senere spurgte han om jeg sang. Grinende svarede jeg nej og spurgte hvorfor. "Cause you would fit perfectly on to of a piano." sagde han. Jeg grinede.  Om jeg så røg, spurgte han. Ja, der kunne jeg være ham behjælpelig. Så vi begav os ud på dækket og snakkede mens vi røg. Det begyndte at regne og vores veje skiltes med et løfte om, at vi ville mødes i bluesrummet for at prøve kræfter af med et par danse der. Det kunne jeg på ingen måde sige nej til, efter at have fundet ud af, at han var en af verdens bedste bluesdansere.

Hen mod de små timer stod han der igen. Lige foran mig og forstyrrede mit udsyn til et par, der dansede. Han hev mig op uden at spørge om jeg ville danse. Jeg fulgte med og rettede min nederdel til. Han kiggede ned og smilede. Jeg vidste, hvad han tænkte, men strømpekanten var gemt væk denne gang.
Han førte mig rundt i det underbelyste rum og jeg fulgte troligt med. Hans hoved var tæt på mit øre og jeg kunne mærke hans åndedræt. Sammen med min krops bevægelser overtog han også mit åndedræt og nu var jeg fuldkommen i hans magt.
Jeg gav mig hen til ham og mærkede hans muskler under den alt for blomstrede skjorte, som jeg flere gange op til det beskrevne øjeblik havde fnist af, uden hans vidende.
Han trak mig helt ind til sig og holdt hårdt fast om mig, jeg kunne mærke mine ribben give sig lidt under hans greb, så jeg borede mine negle i hans ryg lige inden han dippede mig så dybt, at jeg næsten lå fladt på gulvet med hans ansigt meget tæt på mit. Jeg kiggede på ham uden at smile. Han kunne se, jeg kunne lide det.
Jeg ved ikke, hvor længe vi blev ved. Men for hver sang blev min vejrtrækningen tungere, og hans ligeså.

Jeg blev vækket af min trace, ved at en stemme råbte, at dette var sidste sang, og at vi kunne fortsætte, hvor vi slap, næste år.
Jeg kiggede op på ham og smilede. Vi gik ud på dækket og satte os tæt på hinanden. Måske lidt for tæt, men det gjorde mig ikke noget. Han tændte min cigaret først og derefter sin.
Jeg sugede røgen dybt ned i mine lunger og nød den berusende følelse. Jeg kiggede ud på parlamentet på den anden side af Donaufloden og bed mig selv i tungen, inden det braste ud af mig, at denne cigaret var ligeså tiltrængt efter dansene med ham, som efter en omgang sex.

Vi røg i stilhed mens morgenstunden var ved at gry omkring os. Jeg smed mit skod i Donaufloden og mærkede hans hånd tage fat i min. Han vendte mig mod sig, tog fat i min nakke og ligesom med dansene tidligere tog han sig friheden, slap min hånd, skilte mine læber let fra hinanden med tommelfingeren og kyssede mig dybt.

Han tog fat og placerede mig på sit skød. Donaufloden var i oprør af regnen, der silede omkring os, han og jeg var optagede af hinanden og vores læber, der mødtes, vor hænder, der ikke kunne holde sig i ro. Han sukkede dybt og holdt om mig igen hårdt, så mine ribben gav sig under hans greb.
Jeg mistede pusten og lagde mit hoved på hans skulder.

Han kyssede mig en enkel gang på halsen og indsnusede mig, mens natten blev til dag.

Et år

Jeg vågnede i morges, lige før mit vækkeur ringede. Det var gråt, det var tirsdag og det var på denne dato, at jeg for et år siden for sidste gang vågnede ved Ts side. 

Efter otte år havde jeg sagt farvel. Jeg kyssede ham og hovedgaden en sidste gang og flyttede op på tredje sal,  - der på hjørnet af sidegaden til sidegaden til Enghavevej. 

Et år; Dagen er ligeså grå som den dag jeg stod med 47 sirligt pakkede kasser, fyldt med det, der var mig. 

Der var tomt omkring mig og lejligheden rungede under mine høje hæle. Der duftede af hvid maling, Ajax og af nyt.

Jeg var bange og jeg takkede guderne for, at Bedsteveninden og CIC var blevet hos mig. 

At mit tøj blev pakket ud som noget af det første og blev placeret i mit klædeskab efter årti og farve, gjorde mig mere tryg… Orden har altid været min sutteklud.

Siden den dag er dette sted ikke blevet mit hjem, men det gør såmænd heller ikke noget, for her på dette sted oplever jeg de fineste eventyr - eventyr kaldet "Mit Liv".

Jeg husker, at jeg sidste sommer skrev et sted "Jeg glæder mig til at se, hvordan mit liv ser ud, når mit hår er ligeså langt igen som inden jeg klippede det."

Det er pudsigt, mit liv ligner sig selv, men føles på ingen måde som for et år siden. 

Måske er jeg bare blevet en anden. Måske er jeg bare blevet voksen.

Udpluk: "Som Tornerose"

Nogle gange føler jeg mig som Tornerose. Tornerose, der i 1000 år skulle vente på sit forløsende kys. 
Blot er jeg ikke, som hun var, lagt i en dyb og rolig søvn, hvor tiden fik lov til at rinde i fred. 


Jeg skal hvileløs vandre omkring til han finder og forløser mig.


Måske er jeg romatisk og venter på en drøm, en luftkastel skabt, i sin tid, af en alt for lille pige. 
Men tålmodighed er en dyd har jeg ladet mig fortælle...

"Grimm’s Snow White"

"Once upon a time in midwinter, when the snowflakes were falling like feathers from heaven, a queen sat sewing at her window, which had a frame of black ebony wood. As she sewed she looked up at the snow and pricked her finger with her needle. Three drops of blood fell into the snow. The red on the white looked so beautiful that she thought to herself,If only I had a child as white as snow, as red as blood, and as black as the wood in this frame."

Og således begyndte historien om Snehvide og De Syv Små Dværge, hver gang den blev læst op af min fine store eventyrbog, som min mor, en mørk vinteraften for efterhånden mange år siden, havde bragt mig.
Det har altid været et af mine yndlingseventyr, nok fordi jeg selv syntes, at jeg mest af alle eventyrprinsesser lignede Snehvide. Jeg havde jo det ibenholdtsorte hår, den snehvide hud og de blodrøde læber og kinder.

Så da jeg i går aftes faldt over filmen Grimm’s Snow White, tænkte jeg, at det ville være den perfekte film, at dele sengen med.

I guder, hvor kan man til tider tage fejl.
 Måske skulle IMDBs vurdering på 2.8 have været en god indikator for,  hvad jeg gik ind til, men jeg tænkte, hvor slemt kan det være. Hvor kan man dog tage fejl.

Så jeg trykkede Play og lagde mig til rette.

Den begyndte lettere sært; I stedet for en Dronning, der syr, var det en stjerne, der faldt til jorden og skabte en grøn ild, som Elvene, der faktisk er øgler var tvunget til at passe på, for ellers ville menneskene misbruge ildens kraft, og det ved vi jo alle ikke ville være særlig godt. For vi ved jo også alle, at grøn ild fra Kosmos er en meget farlig ting at lege med, især når man er menneske.

Godt så… Så langt så godt.
Vi hopper i tiden, hvor en Konge er på jagt, og idet han skælder ud på en eller anden, bliver han spist af en øgle, der pludselig er der.

Et øjeblik troede jeg seriøst, at det var en joke, da jeg så øglen. Man skulle tro, at computerteknologien de havde brugt var fra 1995! På nuværende tidspunt har jeg indset, at dette er et lavbudgetfilm, men troede, at alle i Vesten var gået over til minimum Windows Vista.
Jeg har faktisk ikke ord til at forklare grafikken – mit geek er blevet rustent, siden jeg flyttede for mig selv. Men et suk er vel meget sigende.
 

Anyhow. Kongen er død og den onde Dronning græder, men faktisk lader hun kun som om hun græder, hun er jo naturligvis ond og det er hende, der har dræbt kongen, for hun vil overtage hans kongedømme – eller noget i den retning.

En anden Konge, eller er han Prins, der bor i nabolandet kommer for at fri til Dronningen, for at forene de to kongeriger,  hvorfor ved jeg ikke helt, men inden han nå ud til Dronningen, få han øje på Snehvide i hele sin.. øhm… pragt.
Helt blond, med en blå kjole med en fin sløjfe i ryggen og lilla læbestift på læberne (!!).. Ringer det en klokker ? – f.x et andet eventyr, hvor en pige med blondt hår og blå kjole kommer ud på en rejse i et ”Undreland”…

For at gøre en fortælling om en utrolig lang og smerteligt dårlig film kort, så vil jeg hoppe hurtigt over de uinteressante ting.

Bevares Snehvide bliver sendt ud i skoven med to jægere, men pludselig bliver de angrebet af en kæmpeøgle, som jo faktisk er en Elv.
Øglen, der faktisk er en Elv, dræber den ene jæger og tager Alice, jeg mener Snehvide med til Elvenes landsby.
Den anden Jæger flygter hjem til Snowville, og har et falskt hjerte med til Dronningen, der fodrer hybridhundene (der naturligvis pludselig er der) med det, hun tror er Snehvides hjerte.

Hvor dværgene bliver af, kan jeg desværre ikke helt svare på. Men et wild guess ville være, at de nok er erstattet af seks Elver, hvoraf den ene af dem er en kvinde (?).

Skuespillet vil jeg end ikke komme ind på, bortset fra, den ene Elv ved navnet Orlando, der mest af alt taler som en ung Arnold Schwarzenegger. Han er heller ikke glad for, at Snehvide er blevet bragt til deres landsby. For mennesker er jo onde…tilsyneladende. Og i stedet for at kalde ham Orlando, skal vi ikke kalde ham Gnavpot?

I sidste ende handler denne film ikke særlig meget om Snehvide, men mere om Dronningen og hendes kamp om at nå frem til den grønne ild, der røg ned fra himlen og som øglerne, jeg mener Elvene passer på, men som faktisk er på Prinsens, der er forelsket i Snehvides land.

Dronningen forsøger et par gange halvhjertet at slå Snehvide ihjel, men det lykkes hende ikke helt. Derfor tyer hun til grimme metoder og fortryller Prinsen til at forelske sig i hende og dermed glemme Snehvide. For kun på den måde kan hun gifte sig med ham og komme til den grønne ild, som hun så gerne vil have fingre i.

En masse ting sker, og pludselig er vi i en skov, hvor der er krig, Dronningens mænd  kæmper mod Elvene. Dronningen vinder og forsøger at tvangsgifte sig med Prinsen… Til den ene af Elvene pludselig vågner og stikker vagten, der har Snehvide fanget, i ryggen med en meget, meget, meget tynd dolk.
Snehvide er fri og hun hugger Dronningens hoved af, sådan i et hug.

Så skulle man tro at filmen var slut, men næ nej, pludselig er Prinsen død.. Åh nej, hvad skal Snehvide gøre nu? Jo da, hun får sine elvervenner til at hele ham og vække ham fra de døde, så de alle kan leve lykkeligt til deres dages ene i Snowville.

Filmen til side, Elvene og de kæmpeøgler også til side, det jeg ikke kan forstå er, at jeg er ret sikker på at kunne huske, at jeg så plakater for filmen, forskellige steder i byen. Desuden; Gik den ikke i biografen her i efteråret?

Jeg er villig til at kalde denne film mange ting, også mange sjove ting, men ”Grimm’s Snow White”  kan jeg simpelthen ikke få mig selv til at kalde den, for den har absolut intet med Grimm eller Snehvide at gøre. 

Den får 1 ud af 6 Dukker, mest fordi den fik mig til at falde i søvn. Og hvis dette er en parodi på et eller andet, så får jeg fandme en lang næse!

Wonderland Adventures

For et par  uger siden smuttede jeg en tur til Faraos Cigar, for at tjekke om nogen af de serier jeg følger var kommet. Der var ikke bid, dog faldt jeg over en forside med en meget letpåklædt pige, og så var min interesse vakt. 

Jeg blev endda mere nysgerrig, da jeg så at titlen indholdt "Wonderland". 

Alice i Eventyr har altid være min yndlingstegnefilm, eller ihvertfald siden gymnasiet, da jeg blev introduceret for ismen "surrealisme" og bogen har jeg læst op til flere gange, hvilket er en sjældenthed, da jeg ikke har tålmodighed til at udforske det jeg allerede har udforsket.

Anyways, jeg bladrede i den nye comic book, og var solgt fra side to. 

Wonderland består af tre graphic novels: "Return to Wonderland", "Beyond Wonderland", "Escape from Wonderland", der er skrevet af Raven Gregory + det løse, der omhandler de forskellige karakter som figurerer i Carrolls' roman fra 1865.

De tre ovenover nævnte værker omhandler en voksen Alice, der er yderst psykisk ustabil og hele historien begynder med, at hun forsøger at begår selvmord, for at slippe for noget fra hendes fortid.

Alice har en datter Calie, der har den absolutte hovedrolle i serien og en søn, der har en næsten ligeså vigtig rolle. Serien omhandler hele familien, men Calie er nøglepersonen.

Hele familien er i opløsning og Alices familie har hver deres måde at cope med moderens sindsyge på. Calie leger goth, fester, drikker og bruger sin tid med kæresten, faderen har en elskerinde, der knepper og tæver ham hver fredag efter arbejde, og sønnen er forskruet på sin helt egen charmerende måde. 

Historien udvikler sig for alvor en dag, hvor Calie kommer hjem senere end vant, og Alices hvide kanin er væk. I sit forsøg på at finde kaninen falder Calie ned i et hul og kommer dermed til eventyrland. 

"Eventyrland" er måske lidt grotesk at kalde det. 

Den engelske betegnelse "wonderland" dækker heller ikke helt over dette univers. 

For dette univers er ondt. Pure evil. Der er ikke nogen søde twillinger eller en hjælpsom cheshire cat, der er ikke nogen fjollet hattemager eller andet, der ligner det der er fortalt før.

Wonderland er et sted, hvor dine værste mareridt bliver til virkelighed. 

Calie undslipper med nød og næppe dette univers som hendes mor Alice også har været fanget i. Men den virkelig verden er ikke meget bedre, og Calies verdens begynder først at falde fra hinanden, da Alices selvmord lykkes. 

Det er længe siden, at jeg er faldet over en så fed serier. 

Den er ond, den er modbydelig, uhyggelig og pissegodt tegnet.

Kvinderne er frække og pornoficeret på den fede måde. Mændene er onde og rå og monstrene er store og ubehagelige.

Og kaninen.. Den vil jeg slet ikke komme ind på... 

Tegneserierne er noget dyre, hvert bind koster ca. 160 kroner, men de er virkelig pengene værd.