We Can Run There Under Bridges

Om fredagen til LindyShock er det tradition, at båden Europa sætter til søs og sejler op af floden. Det sker kl 22 og i to timer kan man være på det øverste dæk og danse under åben himmel, mens tonerne fra hovedrummet spreder sig ud i efterårsnatten. Med jævne mellemrum stopper alle deres dans og begynder at råbe, huje og løbe mod bagbord.

Denne fredag satte Europa også sejl kl 22 - traditionen tro.
Og da vi var sat afsted, begav jeg mig op mod det øverste dæk.
Det var køligt og jeg skuttede mig i min alt for tynde sorte kjole. Jeg kiggede på den oplyste bygning, der kunne mistænkes at have været lavet af det pureste guld, på den anden side af Donau floden, der idag husede det Ungarske parlament, og indsnusede efterårsluften dybt i mine lunger.
Jeg nød et kort øjeblik den kolde brise, der legede med kanten af min stadig lidt for tynde sorte kjole.

De havde forberedt mig på, hvad der ville ske, så jeg ventede spændt på, at vi skulle nærme os den første bro.
Jeg kiggede på mennesker omkring mig danse og fik en umådelig trang til at følge med.

Det var så nemt; Han stod jo lige der ved siden af og kiggede hen imod menneskemængden, lænet op ad gelænderet i en grå frakke og betragtede noget jeg ikke helt kunne bestemme nærmere. Så jeg stillede mig foran ham, blokerede hans synsfelt og spurgte om han ikke ville danse.
"Jo da. Det er også den bedste måde at holde sig varm på." svarede han kort.
Jeg smilede imens han hev mig ind i mængden. Vi småsludrede mens vi dansede.
Han var far Israel, Tel Aviv, sagde han. Han havde danset i nogle år- noget krympede sig i mig. Jeg stivner altid, når jeg danser med erfarne dansere. Jeg føler jeg skal hamle op med dem. Jeg tænkte et øjeblik for mig selv "Hvis bare jeg havde startet dengang jeg første gang blev lokket, så ville jeg havde været ligeså god som han er idag." Men jeg startede ikke dengang. Måske var det også bedst, jeg startede da jeg gjorde. Dans er det, der understregede og stadig understreger begyndelsen på mit nye liv - i dansen gjorde jeg noget jeg aldrig havde turde før - jeg gjorde det selv. Helt selv.

Han hev mig ind til sig og dippede mig let. Jeg grinede mens jeg kiggede op på ham.
Vi talte videre, mens min tankestrøm kørte i baggrunden.
Men inden jeg vidste af det, afbrød han den med ordene "Er det ikke fantastisk? Musikken er stoppet og vi danser stadig." Jeg kiggede på ham. Jeg undskyldte og smilede genert."Nej du må ikke undskylde. Det er som magi." fortsatte han.
Jeg kiggede fortsat på ham og vor hænder blev ved med at være i et fast greb. Det greb varede kun et øjeblik, tror jeg, men øjeblikket føltes som en evighed. Han gav lidt slip i mine hænder og nikkede i en bestemt retning...

Pludselig kunne jeg høre en for mig velkendt stemme og sprog: "Er du klar? Vi nærmer os en bro."
Jeg tog fat i den velkendte stemmes hånd og da han havde talt til tre løb jeg og kiggede op. På et øjeblik var stjernehimlen erstattet af tunge grønne metalplader og store boltskruer og beton. Jeg blev svimmel, jeg grinede, jeg råbte op som de andre og holdt fast i den velkendte stemmes hånd. Det hele foregik så hurtigt og jeg kiggede til alle sider for at fastholde den mand, der et øjeblik havde fået mig til at glemme tid og sted.. I stedet så jeg mængden af mennesker løbe i samme retning som jeg og før jeg vidste af det var vi ved skibets ende og broen var allerede langt efter os. Jeg så enkelte hænder vinke ned til os fra broen. Jeg så en strøm efter os af oprørt vand. Jeg mærkede varmen i mine hænder, der hvor hans havde holdt fast. Menneskemylderet var spredt og jeg stod alene tilbage med hænderne ned langs min krop og lod den kolde efterårsbrise lege med kanten af min lidt for tynde sorte kjole.