På den femtende dag tog jeg ikke på stranden. Jeg blev hjemme i sengen og læste i mine bøger.
Jeg svømmede væk i mine tanker og i en verden som var så langt væk fra min egen, at jeg ikke skulle forholde mig til den på nogen måde.
På den femtende eftermiddag tissede jeg, og mens jeg sad på toilettet fløj mine tanker væk. Jeg fangede dem og forsøgte at gøre rede på dem.
Det var næsten underligt. Det føltes lidt tomt og det var lige før, jeg følte en skuffelse inde i mig selv.
Jeg tænkte tilbage, følte dybt inde i min mave, for jeg kunne ikke tro det som værende sandheden.
Efter al den tid, var jeg faktisk i tvivl, om jeg overhoved ville savne ham, hvis jeg ikke havde ham mere. Det slog mig, at jeg nok end ikke ville være ked af det, hvis han ikke vælger mig til.
Jeg var skuffet, nok over mig selv, for jeg troede, at der var mere. Men nu er jeg i tvivl.
Jeg tog mit tøj af, stillede mig i bruseren, tænde for det kolde vand og lod vandet køle mig ned. Jeg trak vejret dybt og i det jeg slukkede for vandet og tråde ud af brusekabinen sukkede jeg en smule lettet op.
Den femtende aften tog jeg ud med min far.
Vi gik en tur ned til stranden og satte os på en bar. Min far snakkede lystigt om hvordan Balkan var, dengang han var ung, men jeg så ud mod havet. Jeg kiggede på solen og hvordan den langsomt gled ned over horisonten, og der i vandkanten så jeg dem; Et ungt par. Hun stod med en lille sprællende pige i sine arme og manden stod vendt mod dem. Han dansede og de grinnede alle tre af hans påfund. Jeg så på dem med min kolde øl i hånden og misunde dem deres lykke.
Jeg blev sørgmodig over den lykke de havde og det øjeblik det delte.
Den femtende nat ønsker jeg, at det var mig...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar