Min Søster (Forklædt Som Voksen)

Kaffens damp var tydelig i den kølige sensommemorgen. Solen var stadig ikke kommet til mit lille hjørne, og jeg sad i min stilhed og nød øjeblikket. Det hele var lidt som en drøm. Den idylliske have, min lillesøster i sin pyjamas siddende i den forpulede havelounge hun havde talt så meget om. Og jeg kunne ikke helt forene mig med billedet af denne virkelighed. 

Jylland var slet ikke så slemt, selvom den havde taget den lille pige fra mig. Hun sad og kiggede smilende op på den mand, der havde vist sig at være hendes lykke. Og hun strålede.

Hun var blevet voksen, tænkte jeg i mit stille sind. Det var hendes idylliske have jeg sad i.

Et drømmebillede. 

For hun var jo stadig den lille pige, der kom hjem med danskbøgerne på slæb. Den lille møgunge, der braste ind, når jeg havde kærester på besøg.

Det lille barn, der tog mine dukker og absolut ville sidde ved siden af mig, mens jeg stadig legede voksen med mine veninder. Den lille skabning, der åbnede øjnene, kiggede på mig igennem ruden og smilede.

Hun har været så lille, så bitte. Jeg kunne holde hendes i mine barnearme og nu sad hun der og bød mig på noget sødt til min kaffe.

Livet har indhentet os og jeg opdagede det end ikke, og nu sad jeg her i det, der skulle blive hendes hjem, men så langt fra os...fra mig.

Imorgen vender vi bilen mod København.

Jeg kommer til at savne vores skænderier. Hendes forstående blik og hendes accepterede væsen.

Jeg kommer til at savne hende... Min lillesøster.

Den Attende Dag

Den attende dag fik jeg en verbal lussing. Jeg slyngede ud foran min syv år yngre søster, at jeg overvejede at få min navle piercet. Hun kiggede på mig forarget med stadig halvsøvnige øjne og prompte røg det ud af munde på hende "Ej det skal du fandeme ikke. Du'alt for gammel."

Jeg var ved at kløjes i min tunge, der efterhånden har været piercet i 10 år. Mig, for gammel? Men jeg er jo kun 27 år.

Jeg føler mig på ingen måde (for) gammel. Jeg synes mit liv først er ved at begynde. Jeg har de rammer jeg selv skaber. Den hverdag jeg ønsker og det liv jeg siden jeg var 20 år har drømt om. 

Jeg tog ned til stranden med min mor på den attende dag, vi snakkede om løst og fast og så fortalte jeg hende grinende, hvad min søster havde sagt. Min mor var ved at falde ned ad trappen hun var ved at træde på, da hun hørte. For gammel? Men du er jo kun 27 år.

På den attende dag læste jeg stadig i "Barndommens Gade" og undrede mig over, at to mennesker, der har diet ved det samme bryst, kan blive så forskellige.

Jeg vil have eventyr, kærlighed, lyst, forførelse, liv, drømme… og ja også en familie. Men jeg vil det hele og så meget mere.  

Min søster hun vil… ja gad vide, hvad hun egentlig vil…

***

Vi genoptog snakken på stranden, da skyerne havde gemt solen væk. Og der, under en grå himmel fik jeg svar på, hvad min søster ville: Hun ville i hvert fald have mindst to børn, inden hun var 30.

Jeg sagde ikke noget.

Noget om søstre, sofaer og drømme

Lejligheden var anderledes og vist noget større, end jeg huskede den, sofaen lignede sig selv. 

Min søster havde lånt lejligheden, mens vi var væk. Kusinen og jeg væltede bogstaveligt talt ind ad døren i en rus af tøsepjatteri. Min søster hilste på os overdrevet som hun altid gør - med højlydte kys og kram. Hun skulle videre, sagde hun. Men jeg stoppede hende for at høre, hvordan det var gået med at bo i min lejlighed, mens jeg ryddede lidt op. "Jo tak det gik fint" sagde hun med et smil. Jeg fjernede et tæppe fra sofaen og blev stum, der var en kæmpe orange plet på min elskede sofa, min sofa, som jeg ville vælge frem for alle - selv T. Min sofa som jeg ville slå ihjel for.Dén sofa var der en kæmpe orange plet på.

Jeg kiggede på min søster og så på sofaen og på hende igen. Hun reagerede som om hun også havde set det for første gang, selvom hun tilsyneladende havde boet i min lejlighed i en længere periode. Et øjeblik troede jeg, at jeg var skyld i den kæmpe plet, men jo mere jeg kiggede på sofaen, des større blev pletten og des mindre lignede sofaen sig selv. 

Jeg kiggede på min søster og trængte hende ind i en krog, nu kunne jeg se at sofaen slet ikke var min, men en billig Bilka-sofa i orange læder og med denim-betræk - for at beskytte læderet.

Mine forældre kom og jeg var hysterisk. Jeg var helt i det røde felt. Jeg græd af bare arrigskab. 

Til sidst indrømmede den lille møgunge, at hun havde brugt 15.000 kroner på et eller andet spil online og det eneste hun kunne huske, der var så mange penge værd, var min sofa så den solgte hun.

Jeg kunne se mig selv gå imod hende med udstrakte arme og nej det var ikke for at kramme hende, men for at kvæle hende "din lille møgunge" råbte jeg. Men min hals var for tør, jeg skulle hoste, Men jeg kunne ikke.

Jeg kunne nærke smerte i mit arm og at min ene hånd sov. 

Jeg lukkede øjnene op og kiggede op i loftet, det var morgen og mit hjerte hamrede derud af som om jeg lige havde haft det ubehageligste mareridt. For normale mennesker ville dette bare være en drøm, men for mig var det et mareridt, der stadig ryster mig, når jeg tænker tilbage.

Paradoxal

Igår skulle jeg ud til mine forældre. Jeg skulle høre det nyeste sladder om hvad min lillesøster havde rodet sig ud i af ballade de sidste to uger. Der var nok til 5 timers (!!) snak.

Jeg kan til tider blive helt storsøsterharm over hende og den måde, hvorpå hun kører rundt med vores forældre.

F.x igår kunne hun fortælle mig, at hun har mistet kørekortet, fordi hun skulle skynde sig ud til en veninde, hvis kæreste havde droppet hende, og derfor kørte hun 90, et sted, hvor det kun er tilladt at køre 50. Hun kvittede med ordene - "Men det er fordi, der var razzia, at jeg blev stoppet, jeg har kørt før dér.... Men der var bare aldrig politi før...".
Da jeg spørger, "så du har kørt før så hurtigt?", indrømmer hun blankt, "at jada, for hun kan ikke gøre for det. Sådan er hendes temperement bare". Øhm, what the fuck? (Det skal lige siges, at hun har haft kørekort i knap 4 måneder).
Da jeg så spørger, hvad mor og far sagde til det og også til dét faktum, at hun holdt det skjult for dem i over en uge, kigger hun på mig med ordene - "vi snakker ikke rigtig om det, vi er begyndt på en frisk, men jeg skal selv betale bøden."

Wtf??? Selvfølgelig skal du selv betale, din lille forkælede pestilens! Ikke nok med, at du kører 90 i timen, slipper og slap for samtlige pligter derhjemme, på bekostning af at du var lille og ikke kunne gøre for det, og at du hele min ungdom har braset ind på mit værelse, mens jeg havde venner og kærester på besøg, så har du også den frækhed ikke at tage det som en selvfølge, at du selv skal betale, når det er dig, der har lavet rav i den!

Hvis det havde været mig, så skulle jeg både have betalt bøden og gjort bod for det i flere måneder efter.

Efter den og flere andre historier, trængte jeg så forfærdeligt til at være god ved mig selv. Så idag gik jeg en lille tur forbi Magasin og købte to dejskrabere. For til trods for alle de kager jeg har bagt igennem mit liv, så har jeg aldrig investeret i en dejskraber.

På vejen videre, ud til en session med Mit Livs Højeste Mand, kom jeg lidt tilfældigvis med vilje forbi min last - Chanel. Jeg syntes faktisk, det var lidt tid siden, jeg sidst har købt noget der, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte vise min hengivenhed og køre dankortet igennem- bare en enkel gang for dem.

Det blev til den mærkeligste neglelak jeg til dato har tilføjet min samling.

Den hedder "Paradoxal" og er ved første øjekast brun, men afhængigt af lyset, så bliver den også lilla. Den er skummel, men jeg kan faktisk godt lide den.

Den er let, afdæmpet og ikke så prangende som de røde jeg ellers render rundt med.

(T mener, at det ligner, at jeg har smurt mudder på neglene. Men hvad ved han, han er bare en mand).

Chanel, 509 Pardoxal

175,- i Magasin

Den er altså brun, i sollys. Og måske ligner det lidt en mudderbrun, men en meget, meget smuk mudderbrun farve.