Liljeolie

Da jeg ikke var særlig gammel, ifølge mine forældre på nippet til de tre år, blev jeg brændt.

Jeg kan huske det, tydeligt, men alligevel lidt som igennem et slør, som en drøm. Jeg sad i min gule pyjamas på en stol med benene oppe under mig. Min far havde lavet kamillete til mig. Han havde lige hældt kogene vand over brevet og havde vendt sig om for at stille gryden tilbage på konfuret.

Jeg kan ikke præcis huske om jeg ville lege, eller om jeg var klodset, eller bare doven; Men jeg huske at jeg forsøgte at nå koppen med mine hænder uden at røre mig fra stedet.

Jeg husker ikke, hvad der skete i det øjeblik. Jeg husker kun en brændende smerte over mit bryst. Et skrig og gråd, der undslipper min mund. Min far der griber mig, og mig der hulkende siger: "Jamen jeg spildte ikke det hele.".

Min far hev tøjet af mig og smed mig i badekarret og tænde for det kolde vand. Jeg græd og mit bryst gjorde ondt. Jeg husket, at jeg blev løftet op og pakket ind i et blødt håndklæde. Jeg husker, min mor kom ind med en lille krukke med noget gult væske i. Jeg husker jeg græd og ville ikke have, at de rørte mig, men min mor åbnede flasken og begyndte at smøre mig forsigtigt med væsken.

Jeg huskeder, det duftede smukt af forår og mine bedsteforældres have. - det var liljeolie som min mormor plejede at lave hvert år. Det var en olie, der i 45 dage har stået i solen med liljeblomster i. Det var en salvende olie, der kunne hele brændte sår.

Da jeg var blevet smurt godt ind i olien, tog mine forældre mig på skadestuen, hvor jeg blev tjekket. Lægerne var forundret, for der var kun en vabel, under min arm, at se. Det var en vabel mine forældre havde overset.

Det gør ondt, når man bliver brændt. Hvordan end man bliver brændt.

Jeg er blevet brændt, som barn, uden på brystet, nu som voksen mere end højest nødvendig indeni. Men det er så nemt at overse de vabler, der er indeni.

I dag er det ikke min mormor, der laver olien mere, for hun er væk. Olien bliver dog stadig lavet hvert år, og jeg har altid en lille krukke derhjemme.

Hvor jeg kommer fra findes der olier og salver for og imod alt. Jeg læser stadig i bøgerne i håb om at finde en salve, der kan lindre et bryst, der er brændt indeni. Måske en dag jeg finder det….

Sølvtornen

Det er pudsigt som hjertet kan gøre ondt - helt fysik, selvom der ikke er noget galt med det.

Jeg græd sidste nat...for første gange i langt tid- over en mand. Jeg græd, fordi det faktisk gjorde ondt, og jeg var plaget af sorg. 

Jeg lå i min seng og tænkte og tænkte og tænkte og jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg tænkte på den lille note, der forsikrede mig om, at han ikke var en del af mit liv mere. 

Vished giver fred, siges der, men fred fik jeg ikke. 

Jeg var plaget af minder, der var skabt for så længe siden, at jeg end ikke kan huske detaljerne mere. Jeg læste gamle mails igennem og så på gamle billeder - ligegyldige billeder, men jeg så på dem, for de var hans værk. 

Jeg begræder længe de mennesker jeg mister. De mennesker, der bliver mig frataget.

Da jeg havde tænkt så længe, at min hjerne var begyndt at knage,  stod jeg op og gik ud i køkkenet. Jeg røg en cigaret, og en til. Jeg fik lyst til at skrive til ham; at jeg var et barn dengang vi mødtes. Fik lyst til at spørge ham om han så, sidste gang vi sås, at jeg havde tabt min uskyld, og om han overhoved kunne genkende mit ansigt mere. Genkende det han så den sommeraften, hvor jeg pludselig skulle udvide min kyllingeret fra tre til seks personer fordi han og de andre næsten uanmeldt var kommet forbi. Istedet skoddede jeg cigaretten og gik ind i stuen. Jeg kiggede på det billede han havde taget af mig en eftermiddag i august og forærede mig som tak. Jeg tog det ned og kyssede mig selv let på munden og knugede det et øjeblik i min favn. Jeg gemte billedet væk og sagde farvel til ham.

Ydmyg

Tiden har ændret mig. Gjort mig mere ydmyg. Det har været sundt for mig.
Mine fingre er blevet brændt og lufttkasteller, så smukke som de kun ses i eventyr, fordampet.
Jeg har bygget murværker omkring mig, der er blevet brudt ned. Jeg har genopbygget murværker og sikret mig mod indtrængende, der ikke er blevet budt ind.

Vi sad i mit køkken. Han lænede sig ud af vinduet og røg. Jeg stod ved køkkenbordet og anrettede de syrener han havde stjålet til mig, fordi jeg på vores spadseretur havde afsløret, at syrener var min yndlingsblomst.
Det var lunt udenfor og duften af sommer og fugtigt græs var gennemtrængende og blandede sig med røgen fra hans cigaret.
Jeg indsnusede en enkel gang og ønskede, at øjeblikket aldrig ville ende.

Dagen efter strålede solen og jeg sad i vindueskarmen. Han kom over til mig og bøjede sig over mine ben og kiggede ud på den tomme gade.
"Det er utroligt, du fik din vilje."
Jeg smilede. "Det gør jeg som regel."
Jeg kyssede ham på skulderen. "Jeg får altid det jeg vil have, og hvis jeg ikke får det, så er det, fordi jeg ikke har villet det nok."
Han tog en slurk af min kaffe og sagde ikke noget.

Det øsregnede den aften vi stod på hjørnet og jeg spurgte ham, om jeg skulle holde op med at kunne lide ham.
Det øsregnede og mine fødder var gennemblødt den aften, han svarede, at det godt kunne synes således, men nej, det skulle jeg ikke.
Jeg kyssede ham farvel og trippede afsted i den mørke nat med et smil om munden.
Jeg vidste jeg ville savne ham, men det var ok, for han var min. 

Den nat jeg sad overfor ham i hans køkken var dagene blevet kortere og nætterne køligere. Jeg sad med min cigaret i hånden og sagde ikke noget. 
Han kiggede på mig og bad mig om at sige et eller andet. Hvad som helst. Men jeg kunne ikke. Jeg var tom. Bortset fra hans sidste sætning, der rungede som et ekko af tusinder klokker, "Til tider kan det bare være et blik eller dit smil, der kan få mig til at blive træt af dig." var jeg tom.
Mine arme hang slapt, da han krammende mig. Jeg lukkede døren efter mig, uden at kigge mig tilbage.

Tårerne trillede ned af mine kinder og jeg var utrøstelig. Det gjorde ondt. 

Dagen efter og dagen der på, og jeg ved ikke, hvor mange dage derefter var jeg tom.
Jeg vandrede omkring som et genfærd.
Det gjorde end ikke ondt mere. Jeg holdt bare op med at smile.


Tiden har ændret mig. Gjort mig mere ydmyg.
Jeg smiler igen, men jeg har lært, at selv små prinsesser ikke altid får det de vil have - hvor brændende de end ønsker sig det.

En aften sad jeg på en bænk og lyttede til menneskemylderet omkring mig, jeg blev prikket på skulderen. Jeg smilende op og han smilede igen. Et øjeblik kunne jeg ikke genkende ham. 
Jeg ved ikke hvorfor han smilede, men jeg gjorde, fordi jeg havde indset, at jeg endelig var blevet fri.

Gengældt Kærlighed

Jeg havde næsten glemt, hvordan det føles, for det er så længe siden sidst - gengældt kærlighed.

Han var egentlig ikke noget særligt. Ikke særlig høj, ikke særlig flot, ikke særligt særlig og hans hår så hjemmeklippet ud. imponeret var jeg ikke blevet. Alligevel sad jeg nu i den brune sofa. Hans brune øjne betragtede mig og borede sig helt ind i min sjæl.
Jeg kiggede på ham siddende i den anden ende af sofaen. Han fik mig til at rødme, til at smile og så grine. Helt uhæmmet og ukontrollerbart at grine, men det var ok for det er vist sådan det føles - gengældt kærlighed.

Han tog fat i min stortå og trak lidt i den, stadig kiggende på mig. Han smilede og jeg boblede en smule over. Han sagde ikke noget, betragtede blot - hele mig.
Han trak mig hen til sig og gav mig et blidt kys i panden. Det var jo sådan det føltes - gengældt kærlighed.

Jeg ved ikke om det sker igen, men hvor var det betryggende og rart at opleve, omend for kun en kort stund - gengældt kærlighed.

Den Femtende Dag

På den femtende dag tog jeg ikke på stranden. Jeg blev hjemme i sengen og læste i mine bøger. 

Jeg svømmede væk i mine tanker og i en verden som var så langt væk fra min egen, at jeg ikke skulle forholde mig til den på nogen måde. 

På den femtende eftermiddag tissede jeg, og mens jeg sad på toilettet fløj mine tanker væk. Jeg fangede dem og forsøgte at gøre rede på dem. 

Det var næsten underligt. Det føltes lidt tomt og det var lige før, jeg følte en skuffelse inde i mig selv. 

Jeg tænkte tilbage, følte dybt inde i min mave, for jeg kunne ikke tro det som værende sandheden. 

Efter al den tid, var jeg faktisk i tvivl, om jeg overhoved ville savne ham, hvis jeg ikke havde ham mere. Det slog mig, at jeg nok end ikke ville være ked af det, hvis han ikke vælger mig til. 

Jeg var skuffet, nok over mig selv, for jeg troede, at der var mere. Men nu er jeg i tvivl. 

Jeg tog mit tøj af, stillede mig i bruseren, tænde for det kolde vand og lod vandet køle mig ned. Jeg trak vejret dybt og i det jeg slukkede for vandet og tråde ud af brusekabinen sukkede jeg en smule lettet op. 

Den femtende aften tog jeg ud med min far. 

Vi gik en tur ned til stranden og satte os på en bar. Min far snakkede lystigt om hvordan Balkan var, dengang han var ung, men jeg så ud mod havet. Jeg kiggede på solen og hvordan den langsomt gled ned over horisonten, og der i vandkanten så jeg dem; Et ungt par. Hun stod med en lille sprællende pige i sine arme og manden stod vendt mod dem. Han dansede og de grinnede alle tre af hans påfund. Jeg så på dem med min kolde øl i hånden og misunde dem deres lykke. 

Jeg blev sørgmodig over den lykke de havde og det øjeblik det delte. 

Den femtende nat ønsker jeg, at det var mig...

Der var den Ene Gang, Hvor Jeg Fortalte om en Anden Gang

Der var den ene gang, hvor jeg sad på det stadigt fugtige græs og kiggede på solen, der langsomt gled ned bag Københavns mangefarvede huse. Hvor jeg sad så skræmmende tæt på og håbede på et andet udfald end det, der var blevet præsenteret for mig. 

Der var den ene gang, faktisk den samme gang,  hvor jeg sad og fortalte om en anden gang. Om en anden mand og en sorg og et sår, der er helet for så lang tid siden. 

Der var den ene gang, hvor jeg fortalte om en anden gang, hvor jeg fangede mig selv i at grine og grinagtigøre den anden gang, for den anden gang var sket for så længe siden, at jeg næsten troede, at det var sket i et andet liv, eller for et andet menneske. 

Måske skete netop det, der skete den anden gang for et andet menneske. 

Jeg er jo ikke det menneske mere. 

Jeg er vokset og styrket og omend jeg til tider kan være bange, så tænker jeg sjældent både på den ene gang og den anden gang. 

Der er jo kommet og forsvundet så mangt og megen siden den anden gang. 

Vranjanka

Jeg kommer fra et andet land. Et land syd for, hvor jeg bor idag. Et land fyldt med besættelser, krig og intrige. 

Vores historie er lang og vores temperament er... mildest talt voldsom.

Vor naboer bekriger os, men alligevel er vi knyttet sammen af tusind års historie.

Når vi bekriger, så bekriger vi med alt, hvad det (u)menneskeligt kræver. Når vi elsker, så elsker vi med hele hjertet, kroppen og sjælen, og når vi sørger, så sørger vi, så hjertensskærende, som var der intet imorgen. 

Når vi sørger, ser vi ingen skam i sorgen og selv mænd sørger højlydt. De begræder tabet af den elskede og skriver digte og sange, der stadig idag bliver sunget af dem, hvis hjerte er blev knust.

Jeg kommer fra et andet land. Et land syd for, hvor jeg idag bor. Et land, hvor inderlighed og lidenskab er en del af hverdagen. Et sted, hvor ingen detalje kan blive for følelsesladen eller højtidig. 

Jeg kommer fra et land, som jeg ikke har megen tilknytning til mere, for jeg har fjernet mig fra dens mentalitet for lang, lang tid siden. Men når jeg er i det der særlige sindelag. Det sindelag som vi kalder "sevdah". Det sindelag som ikke kan forklares, eller oversættes. Det sindelag, som kun kan føles i kroppens dyb. 

Så tyer jeg til det lands viser og poesi. For i det land skrev man om så dybe følelser og med så inderlige billeder, at kun dét sprogs poesi kan vække mig fra døden.

Jeg kommer fra et land, hvor en mand fra mit naboland skrev en sang engang. Om en kvinde, hvis skønhed ingen lige havde. 

Han skrev om sin kærlighed til hende og om tabet af hende. 

Han skrev, at alt blev øde for ham, da hun forsvandt.

Sangen kaldte han: "Vranjanka"

En Vranjanka* elskede mig Min ungdom tog hun med sig. Hun er hverken Sofka* ej hellere Kostana*. Men min aller smukkeste Lela, Jelena Alt er øde, så øde for mig. Min Jelena er ikke mere hos mig. Kom, kom Lelo Jelana. Du har taget min ungdom med dig. Hvem ved, hvor min Vranjanka er. Smukkere end alle, den smukke Jelena Alt ville jeg give fra mig,  hvis bare jeg vidste, hvem  der tog min Lela med sig. Alt er øde, så øde i mig. Min Jelena er ikke mere hos mig. Kom, kom Lelo Jelana. Du har taget min ungdom med dig. Ordforklaring: - Vranjanka = En pige fra Vranje, en by i Sydserbien - http://en.wikipedia.org/wiki/Vranje - Sofka = En variation af navnet Sofia. - Kostana = Henviser til et skuespil, der foregår i byen Vranje.