Prinsessesengen og den lille remse

Egentlig ville man ikke tro det, men jeg var et meget bange barn.

Fra en meget tidlig alder begyndte jeg at drømme, eller i hvert fald at huske, hvad jeg drømte, og samtidig begyndte mine mareridt. 

Jeg hørte for nyligt, at børn, der lige er begyndt at gå, får tit mareridt, fordi de kan falde og slå sig. Jeg undrer mig tit om mine mareridt stammer fra alle de hospitalsophold, smerteanfald og lignende, jeg var udsat for, allerede fra før jeg end kunne kapere det. 

Jeg drømte meget, og jeg drømte voldsomt, og tit turde jeg ikke sove, fordi jeg ikke vidste, hvad der ventede på mig på den anden side. 

Jeg var bange for spøgelser, vampyrer, ulve, bjørne, vulkaner, hånden der havde hægtet sig af kroppen og kunne lure ind af vinduet... men mest af alt var jeg bange for de ansigtsløse, som havde en tendens til at dukke op i nattens mulm og mørke. De kom i mod mig og jeg lå paralyseret i sengen og kunne ikke bevæge mig. 

Da jeg var lille blev jeg tit vækket om natten; som oftest skyldtes det smerterne som mine nyresten forårsagede, men ligeså tit kunne det være på grund af de mareridt, der hjemsøgte mig. 

Derfor lærte min far mig en lille rutine, i en meget tidlig alder. En rutine som jeg stadig idag benytter mig af, hvis jeg bliver lidt bange eller utryg, når mit hjem er badet i mørke.

Jeg er opdraget i den muslimske tro, og det siger jeg gerne højt. Men jeg har i mit voksne liv valgt at definere mig selv som agnostiker. Lige dét kan jeg komme ind på en anden god gang. 

Jeg er ikke religiøst, men jeg er absolut troende, og netop den lille rutine som min far lærte mig for så mange år siden er en af årsagerne til, at jeg idag er agnostiker og ikke ateist. 

Jeg ved ikke hvor gammel jeg havde været, men jeg kan huske, det var før vi havde fået den smarte sovesofa, der kunne folde sig således ud, at vi alle tre kunne sove i den. Endnu engang var jeg på vej i seng og jeg kunne ikke sove, for jeg var bange for, hvad der ventede på mig på den anden side. 

Min far puttede mig midt på min seng, pakkede mig ind i min dyne, lagde sig ved siden af og sagde, at vi nu skulle bede til Gud. 

Han lærte mig den nat en lille remse, der altid blev afsluttet med den samme bøn; Om at blive rask, at drømme gode drømme og sove let.

Hver nat var det en del af min putterutine. Vi bad højt, så jeg kunne lære det, og Gud kunne høre det ordentligt. Og hver gang det blev gjort på den måde hjalp det... 

Da krigen kom og jeg flygtede med min mor og min lillesøster til Montenegro var det syv meget lange måneder uden min far. Både fordi vi ikke vidste, hvad der var sket med min far, der var blevet tilbage i Bosnien, og fordi min mor ikke kunne gøre rutinen på samme måde som min far kunne.

Idag er jeg 29. Idag er jeg hverken bange for spøgelser (ok, måske lidt), vampyrer, ulve, bjørne, vulkaner eller hånden, der havde hægtet sig fra kroppen og kunne lure ind gennem vinduet. Men de der ansigtsløse… 

Nogen gange kommer jeg til at tænke på dem inden jeg falder i søvn, andre gange kommer de af sig selv, og så kommer der en grundangst op i mig. Jeg får kuldegysninger og får lyst til at ringe til min far. Men idag er jeg en voksen pige, og voksne piger har ikke beskyttende drager, der lægger sig ind til dem og beder til Gud med dem. 

Jeg er blevet for voksen til at kalde på min far i nattens mulm og mørke, men idag har jeg min seng som min far byggede til mig. Og det er en næsten barnlige tanker, men ikke desto mindre, så er min seng blevet mit fort, min beskyttende drage, der skærmer mig.

Når den der grundangst for mørket kommer op i mig, så rykker jeg  midt ind på sengen; min over en meter høje seng, jeg pakker mig under min dyne, siger den lille remse min far lærte mig og beder den samme bøn; Om et godt helbrede, gode drømme og en let søvn. Og så er det som om den høje, brede seng skærmer mig fra alt ondt. 

Jorden er giftig, men når jeg ligger i min prinsesseseng, så kan intet ondt røre mig. Den er min fort og i den er jeg altid tryg.


Follow my blog with Bloglovin

Den Sekstende Dag

På den sekstende dag var jeg trådt ud af det kølige, og langt mere salte end normalt havvand. 

Jeg satte mig på kanten af mit nu lyseblå håndklæde med knæene trukket godt op, så jeg kunne hvile hagen på dem og lod dråber af havvandet dryppe ned af mig. Dråberne kildede, når de dovent gled ned af min ryg. 

Jeg snøftede et par gange, for saltvandet var trængt op i min næse da jeg dykkede. 

Jeg nyder at dykke, især med lukkede øjne. Vandet omfavner mig og jeg føler, jeg svæver. Jeg holder altid hovedet under vandet til jeg kan mærke, lungerne er ved at sprænges og jeg instinktivt søger mod overfladen. Der, under vandet forsvinder tankerne og lydende og der er fred. 

Jeg snøftede en enkel gang mere og tog fat i en tilfældig sten med min venstre hånd. Det er meditativt for mig at kaste småsten ud i vandet. Jeg skulle også til at kaste denne med en doven bevægelse, men tilfældigt så jeg stenens form. Den lignede et hjerte - et af dem man plejede at tegne på for-og bagsiden af sit klædehæfte rundt om navnet på den man skulle giftes med, når man blev stor, dengang man var lille.

Jeg grinede lidt for mig selv og tænkte, at det var ironisk. At jeg netop på denne ferie skulle falde over en sten, der havde form som de hjerter man engang tegnede på sit klædehæfte. 

Jeg legede med stenen videre, fordybet i mine egne tanker, da koldt vand ramte mig. Jeg fumlede og tabte stenen på jorden. Det var min far, der ville køle mig ned. 

Jeg kiggede op og sukkede utålmodigt. Han spurgte, hvad der var galt, og jeg sagde, at jeg havde fundet en sten formet som et hjerte, og nu fik han mig til at tabe den blandt alle de andre hvide sten. 

Så grinede han endnu højere og spurgte: "Du er da ikke forelsket? Hvad har du lavet af løjer, mens jeg var væk, frøken?"

Jeg kiggede på ham med et opgivende smil: "Nej far, det er jeg ikke, men tvært imod har jeg indset, at kærlighed er for børn og kun tåber forelsker sig. Og jeg tror, jeg er blevet meget voksen, måske endda lidt for mig, det sidste stykke tid. "

Han kiggede på mig uden ord, jeg kunne tydeligt se på hans ansigt, at han ikke vidste, hvad han skulle svare. Han kunne end ikke komme på noget sjovt og drillende. 

Så i stedet foreslog jeg, at vi skulle dele en øl og slog snakken over på hvor salt havet faktisk var idag. 

At skrive om ikke at kunne skrive. Og så lidt om mænd, naturligvis

Jeg kigger lidt tilbage på, hvad det er jeg egentlig plejede at skrive om. Og jeg kan simpelthen ikke finde hoved og hale i det. 
Jeg forsøger at finde de gode ideer frem. Forsøger at være kvik og vittig og sjov, men der er bare stille inde i mit hoved.
Joh jeg kunne fortælle om alle mine udskejelser de sidste måneder. Alle mine eskapader med diverse af Hovedstadens mandspersoner, men der er to årsager til, at jeg ikke gør det. 1. der er ikke plads på hele internettet, 2. jeg skal helst værne om mit rygte som pæn pige.

Så dem får i ikke.
Det er også alligevel så rodet, at selv jeg kan ikke finde hoved og hale i det.

Jeg kan kaste en opskrift i hovedet på jer?

Mit liv føles bare på så mange punkter så stabilt, at jeg nærmest kunne være i zen.
Ellers også er det bare så kaotisk, at manglende indsigt blot er en forsvarsmekanisme, så jeg ikke går i spåner over at være single, gammel og stadig studerende.

Forleden var jeg hos Hjerning, min hjernevrider. Vi snakkede om mine mænd. Ja, noget skal vi jo tale om, nu jeg ikke er syg mere, og jeg stadig har timer tilbage.
Og efter to års terapi kom det endelig - "Det virker som om du finder mænd, der minder meget om din far."
Jeg var ved at få min tung galt i halsen. "Undskyld hvad?"
"Jo det ser ud til, at du vælger mænd, der ikke hører efter, hvad du siger. Du fortæller udtrykkeligt, hvad du vil have, og alligevel er det som om de ignorerer dine ønske."
"Undskyld hvabehar?"
"Jo f.eks, selvom du beder din far om ikke at købe frugt til dig, så gør han det alligevel. Han lytter ikke til dine ønsker."
Jeg sad bare i hans lyse sofa og blev stille og roligt kvalt i min egen tunge.


Et gennembrud uden lige. Og et noget bedre udgangspunkt for min fremtidige mandesøgen end min første ide - at ignorere alle de mænd jeg bliver tiltrukket af.






(Til alle dem, som tror, at jeg bruger tid på at blogge i stedet for min opgave, så er dette skrevet i sidste uge. )

Dagens outfif

Fuck Prednisolonkinder, og andet crap! Livet er for kort og godt, til at man skal hænge sig fast i sådan noget, men i får alligevel udskrivnings/sejers outifit'et.

Dagens Outfit:

Skjorte h&m: 149,-

Cardigan h&m: 79,- (vi elsker tilbud)

Skørt Vero Moda: 100,- (vi elsker stadig tilbud)

Halskæde: eget mix&mach (vedhæng er en dragonfly)

Støvler Femme Fatale: 199,- (vi elsker altid Femme Fatale)

Dagens outfif nummer ekstra. Pak sammen, skrid fra Riget, bliv hentet af far og kør ned til NoaNoas outlet på Langelinie og fald over fantastisk frakke.

Vi elsker NoaNoa outlet. (De får nye varer i næste uge, BTW).

Hvad mere kan man ønske sig af livet?

Frakke 379,- (Normal pris: 1299,-)

Jeg synes at det er skønt, at den er millitær inspireret og stadig meget feminin. Den minder mig om russiske millitærfrakker fra 2. Verdens Krig. Det passer mig udmærket, for jeg er en sucker for "golden age fashion".

Jeg vil slet ikke komme ind på, hvor fantastisk varm den er.

Detaljerne er superfede og det er fedt, at den har en høj krave, der gør, at man ikke fryser.

Bliver lige nødt til, her til sidst, at vise mine nyeste sko. Fik dem af Femme Fatale. Hun er bare verdens bedste kvinde, med den skønneste stil og verdens største hjerte.

Ikke nok med, at hun giver mig titusind gave, så kom hun også med rigtig kaffe og halvdelen af butikken, så jeg kunne shoppe hofteholdere på Riget!

Skoene er fra NINE WEST, og erhvervet i Dubai.

Og sådan har jeg fået at vide, at man udvider skoene (de er lige en smule for små).

Tag et par tykke sokker på, og sov med skoene på... Jeg tager altid imod gode råd.

Mine kæledyr og jeg 3. del

Der gik mange år, hvor jeg ikke havde nogen dyr. Vi boede i en lejlighed på Frederiksberg, og det var udelukket. Min far gad ikke dyr i en lejlighed. 

I 1999 var jeg hos en veninde og min nabo kom med en lille bitte tigerstribet kattekilling. Den var så sød, og jeg tog den selvfølgelig med hjem. Han havde fundet den i en baggård, og den var ikke mere end 3-4 uger gammel. Jeg døde, da jeg så den, og kaldte den straks Macak - til tider Mimi - ikke fordi den lignede den gamle Hankat, men fordi, det skulle den bare hedde. 

Min mor var solgt. Min far sagde bare tørt "hvis katten ikke er ude i morgen, så ryger den ud igennem altanen". 

Mandag morgen vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Min mor skulle i skole, og jeg skulle ligeså, så jeg tog Hankat med i en kurv på min cykel og tog hende med i skole. 

Hankat lå det meste af dagen på skolebiblioteket og sov i sin kurv, og jeg var skolens mest populære pige - Jeg tror også, at det var der, det blev konstateret, at jeg ikke var som alle andre. 

I to uger skiftedes min mor og jeg om at tage katten med i skole. For vi var virkelig bange for, hvad min far kunne finde på - han havde jo sådan set tryllet et par kaniner væk, og fået et hamster til at begå selvmord. 

Jeg vil gætte på, at der var gået et par måneder, måske mindre. Mine forældre var taget i Frederiksberg Have, jeg var blevet hjemme, da jeg skulle til bosnisk folkedans. 

Lige pludselig træder min far ind ad døren og siger "Giv mig Macak"

Erna: "Nej, hvorfor?"

Far: "Jeg har fundet et sted til den."

Erna: "Hvor?"

Far: "Jeg har fundet en gammel dame ved Domus Vista, som gerne vil have katten."  

Erna: "Ved mor godt, at du har fundet en?"

Far: "Jaja, hun taler med hende lige nu."

Erna: "Okay, så fanger jeg hende lige."

Far: "Tag lige maden også med. Og en skål med vand."

Erna: "Hvorfor det?"

Far: "Jamen damen har ikke mulighed for at købe det idag, hende hjemmehjælper kommer først imorgen."

Erna: "Okay."

Han fik katten og maden og vandet, og jeg tog til min træning.

Et par timer efter kom jeg hjem med et par veninder. Vi havde ikke engang lavet the, før døren til lejligheden bliver revet op, og min grædfærdig mor kommer ind med ordene 

"Hvorfor ved guds navn har du givet ham katten?"

Erna: "Hvad mener du?"

Mor: "Hvorfor har du givet far Macak?"

Erna: "Jamen han sagde, at han havde fundet en dame, som ville have den?"

Mor: "Åh Erna, du er så naiv."

Min far blander sig og siger med et gnæk . "Jaja jeg fandt ikke kun een dame til den. Fandt et helt pleje hjem."

Mor: "Han har bare smidt den i en busk foran et plejehjem, Erna."

Erna: "Jamen...han sagde jo..." 

Mor: "suk..."

Erna: "Men hvad så nu?"

Mor: "Vi har ledt efter den over det hele. Jeg tvang ham til det, men vi kunne ikke finde den nogen steder."

Far: "Ja, den skøre kone fik mig til at lede i to timer, og jeg var endda nødt til at lyve. En af vore bekendte så mig din skøre hulkende mor, mens vi ledte efter katten. Jeg var nødt til at fortælle ham, at katten var sprunget ud af altanen og løbet væk." (Vi boede godt 2 km fra Domus Vista dengang).

Vi var ude og lede efter Hankat i over en uge, men til sidst var vi nødt til at opgive. Vi fandt hende aldrig. 

Jeg tog til Sverige på ferie hos min faster den sommer. Et par uger efter kom mine forældre på besøg, og min far sagde glad "Jeg har noget at fortælle dig".

Jeg kiggede på ham, og ventede spændt. 

Far: "Jeg blev ringet op af en kvinde, her den anden dag, og hun spurgte om vi havde mistet en kat. Jeg fortalte, at ja det havde vi. Hendes søn havde fundet en stribet kat for et par uger siden, og de havde hørt, at vi manglede en af slagsen, og at denne måske var vores. Jeg spurgte hende hvordan den så ud, og hun svarede at den var stribet. Så jeg afsluttede samtalen ved at sige "nej, nej, vores er sort med en hvid prik i panden." - Ha ha ha. Så nu ved vi i det mindste at den ikke er ude på gaden" afsluttede han kækt. Jeg havde bare lyst til at slå ham.

Konklusionen er vist, at min far ikke er dyreelsker... og at jeg er utrolig naiv, eftersom jeg stadig blindt stoler på min far.

Er det der sådan en diddel en?

Allerede som 15 årig faldt jeg over Tidens Kvinder, og bladet fangede min interesse kort tid efter. Der var en masse sjove ting, der blev ridset op, og så kunne jeg så godt lide alle de billeder af nøgne mænd.

Jeg bestilte tre blade - det der svarer til et halvt år. Sammen med dem fik man en gave med, i form af en krystal dildo.

Der gik noget tid og en lørdagformiddag ringede det på døren. Jeg åbnede og det var postbudet, han havde en pakke med. Jeg skrev under og straks kom min far og min søster ud i gangen for at se, hvad det nu var for noget. 

Jeg kiggede på pakken i min hånd, og vidste straks, hvad den indholdt. Min far kiggede meget spændt og ville vide, hvad det var. Med røde kinder og en rystende stemme fik jeg fremstammet, at det var sådan en obligatorisk gave man fik med den avis jeg havde bestilt. 

Han kiggede lidt uforstående og mildere forvirret, hvorefter han midt i det hele udbrød  "Er det sådan en diddel en?" 

Jeg end ikke turde kigge på ham, mumlede noget i retning af, at det vidste jeg da ihvertfald ikke, hvad var og løb ind på mit værelse.

 

Diddel'en er ikke blevet nævnt siden :)