Den Lille Café, et Sted Midt i Mellem, Der Serverer Drikkevarer og Snacks til Fornuftige Priser

For snart fem år siden fik jeg en ny nyre. 
Efter en lang, lang, lang…lang periode med sygdom, træthed, dialyse og mistet livsgejst blev jeg rask, og jeg kunne ikke få nok af livet. Det var som at blive født på ny. 

For snart fire år siden svigtede den selvsamme nyre og to uger senere blev jeg blind. Dagen derpå mistede jeg modet. Mistede lysten til livet, og jeg er ikke bange for at indrømme, at de to eneste ting, der holdt mig fra at hoppe ud fra 13ende etage på Riget var; 1. at jeg lider utrolig meget af højdeskræk (og tænk nu, hvis jeg ikke døde, men bare blev handikappet. 2. min nysgerrighed, kontrol-gen, samt det faktum, at jeg vidste, at ingen ville kunne arrangere min begravelse præcis som jeg ønskede det. 

Fem uger efter, at jeg var blivet blind lod de mig gå, for nu kunne jeg se en smule bedre og de kunne ikke gøre mere for mig. Jeg husker sne, gråt… gråt… og mere gråt.

Jeg begyndte til psykolog. Han var fantastisk og han hjalp mig igennem hårde tider og mange valgt. 

Et halvt år efter, at jeg var blevet blind, begyndt at se igen, havde konstateret, at min nyre ikke var til at rede mere, tabt mit liv og samlet det nogen lunde op igen, sad jeg i hans sofa og fortalte ham: "Jeg tror, jeg for første gang i meget, meget lang tid ikke føler mig som et åbent sår mere.".

Så jeg fortsatte hos ham. Nogen gange er jeg overbevist om, at han sørgede for fornyelsen af henvisninger, samt de der 15-20 min ekstra i stolen (uden betaling), fordi han nærmest fandt mit liv lettere underholdende - lidt på den der sæbeoperafacon. 

En dag kunne jeg mærke, at jeg ikke havde brug for ham mere. 

Så i stedet begyndte jeg at danse; og jeg dansede og dansede og dansede… Og jeg følte jeg næsten kunne flyve. Til den der dag…den der dag, hvor sommerfuglene forsvandt og jeg faldt og det gjorde så ondt at falde og slå sig, at jeg var nødt til at lime og efterfølgende lukke den lille fine æske, der gør at man kan føle, og som faktisk er grundstenen i min person. Og jeg satte en drage for at beskytte den fine æske, og jeg lod dragen sluge nøglen, så ingen nogen sinde kunne få fat i nøglen igen. Og så gik der et år, hvor jeg ikke husker meget andet, end endeløse nætter, og mørket og tågen og dage der forsvinder. I mellemtiden fik jeg vist også købt en lejlighed. Den er pæn og der er guldtapet i soveværelset og blomster på mine greb i køkkenet.

Idag sidder jeg på KUA og på mandag bliver jeg 29. 

***

Hvorfor jeg skriver alt det her, spørger du dig selv?

Fordi jeg idag kom til at trykke på et link på Facebook og jeg kom til at græde. Fordi jeg idag har indset, at jeg vist for første gang i mange år virkelig er helet - Både min krop og min sjæl er helet. 

Det var et simpelt billede, der fik mig til at indse, at jeg faktisk har fundet min lille café, et sted midt i mellem, der serverer drikkevarer og snacks til fornuftige priser.

Jeg er stadig taknemlig og kan stadig bliver høj, over at have fundet mig selv. Og det skal ikke være løgn, jeg lærer stadig, og skal fortsat øve mig i at være mig selv, men jeg skammer mig ikke over, at indrømme, at jeg er et følsom væsen. At min sjæl er blevet skrammet og nok er lidt slidt.

Jeg flyver ikke, men jeg har fundet min lille café, der midt i mellem, og det er jeg inderligt taknemlig for…

Den er et besøg værd, og måske kan den gøre dig opmærksom på, hvorfor en i din omgangskreds ikke er til at genkende mere. 

Familien Rosenbergs Au Pair

Hun stod der bare og kiggede på zonetabellen på Metrostation. Hun så mig ikke, men jeg kunne genkende hende.
Hun havde været au pair hos familien Rosenberg i et par år, da hendes nyrer havde svigtet. Og hun havde ligget ved siden af mig, dengang mit liv var dækket af mørke.
Instinktivt trak jeg mig væk fra hende som fra noget afskyeligt. Jeg fik kvalme, blev svimmel og skulle bare væk.
Måske var det end ikke hende. Måske var det bare en, der lignede, men ikke destomindre fik synet af hende min mave til at trække sig sammen i angst og minderne til at vende tilbage.

Hun sagde aldrig særlig meget og de dage jeg græd mig selv i søvne sukkede hun og rørte forsigtigt på sig i sin seng på den anden side af det tynde, hvide gardinstof, der markerede vores privatsfære.

Jeg husker ikke meget af den tid, og omend jeg har skrevet en del dengang så opsøger jeg det aldrig. Tanken om den tid får det til at vendes i min mave, ligesom synet af hende gør det lige nu.

Jeg ser på hende. Hun bevæger sig væk fra zonetabellen og hen mod døren. Hun venter på at døren åbner sig og træder ind i toget, der hurtigt kører mod Vestamager.

Jeg står tilbage og overvældes af billeder af mørke og gråhed, af smerte, af angst, af håbløshed.
De piller min selvdisciplin fra mig og jeg kan næsten ikke styre det.

Jeg husker den dag alt kollapsede for mig, hvor jeg skrev til "Sølvtornen" som den første af alle, at min nyre ikke ville mere.
Den dag jeg sad i stolen i det mørke værelse og fire læger kiggede på mig og fortalte mig, at de ikke kunne hjælpe mig, for de vidste ikke, hvorfor jeg var blevet blind.
Den dag, hvor jeg lå på tværs i min smalle hospitalsseng og græd og græd og græd i håb om at den hinde, der havde sat sig på mine øjne ville forsvinde.
Og den selvsamme dag, hvor jeg slukkede telefonen så hverken T eller mine forældre kunne få fat i mig, fordi jeg ønskede at straffe dem. Fordi jeg ønskede, at de kunne føle min smerte. Fordi jeg var et ondt menneske. Fordi beg var et svagt menneske, og ikke mere kunne rumme min egen håbløshed.

Jeg overvældes og jeg skal bruge al min selvdisciplin for ikke at bryde ud i gråd der midt på Nørreport Metrostation.

Det er snart tre år siden, og alligevel kan synet af den pige, der roligt sukkede på den anden side af det tynde stof, der delte os, får mig så meget ud af fatning, at det føles som om jorden under mig åbnes.
Jeg står og holder fast i det selvsamme skilt som hun havde studeret et par minutter før. Jeg bliver nødt til at holde fast, for jeg er bange for at falde.
Jeg er tilbage i mit værste mareridt. Jeg opsluges og billederne skifter nu så hurtigt, at jeg ikke kan styre dem mere. Jeg kigger ned i jorden og fokuserer på det grå gulv.
Da jeg kigger op ved et tilfælde kan jeg se M i mængden, komme imod mig. Jeg er stadig ud af fatning, men jeg trækker vejret dybt, tager et skridt væk fra zonetabellen, pakker min telefon væk og smiler hende velkommen. Jeg smiler og lader som om intet er hændt.

Det er snart tre år side ...og stadig idag er jeg ved at græde, når jeg tænker på, eller taler om de 7 uger af mit liv. Og det kræver al min styrke at bevare roen i min stemme intakt.

Luksusproblemer

Jeg sidder i sofaen, efter den første, alt for lange mandag, i rækken af alt for mange lange mandage, de næste lange fire måneder.

Jeg er ved at blive, kun en smule (en lille-bitte-bitte-bitte-smule) stresset af logistik, og planlægning. Hvorfor er det lige, at døgnet ikke har 40 timer, og ugen 10 dage? Det er da også meget mere pænt og rundt end det der 24/7 er.

Jeg prøver at finde en dag til at gå ind og tjekke Villa Saló ud, men jeg aner ikke, hvornår det skal være.

For mellem oplæg i to forskellige fag, opgaver, eksaminer, kontrol på henholdsvis Riget og Gentofte, psykologbesøg samt syv fødselsdage (og her snakker vi kun i februar), kan jeg kun finde tid til sjov i de timer, hvor jeg burde sove. Men hvornår skal jeg så sove - og er det ok at tage en morfar midt i et indlæg, eller et oplæg for den sags skyld, hvis oplægget er tidligt om morgenen?

Samtlige mennesker omkring mig har sagt, at jeg skal drosle ned, sætte et par ting på hylden og pause, for ellers falder jeg, og taber det hele i farten. Men jeg kan simpelthen ikke se, hvad jeg skal sætte på hylden og pause, og hvornår jeg skulle finde tiden, til at sætte ting på hylden og pause... Pause... sikke et dejligt ord. Gid man havde tid til sådan en.

Jeg har jo kun 70 ects. point, jeg skal nå at afslutte i dette semester, for at få min grad. Om jeg tror det er muligt?

Realisten i mig siger: "No way", optimisten håber naturligvis, og hvis man har fulgt med i mine skriblerier, så ved man, hvad jeg, til tider "desværre", til dels er...

Det værste af det hele er, at disse, af mig, ses som luksusproblemer, og jeg føler ikke engang, at jeg kan tillade mig at klage over dem. For selvfølgelig kan jeg klare alle eksaminer, selvom jeg lige har været blændet og stadig ser dobbelt.

Oprah har haft mange af den slags gæster på besøg, og hvis de kan, så kan jeg da også..

Eller prøver jeg bare at lege overmenneskelig til trods for, at jeg liiige har været indlagt i syv fucking uger?

Super-Lola is the name... og vi ses igen engang i...august?

Og værst af alt; Beløningen for mit hårde arbejde er en fremtid som en rød, arbejdsløs humanist..

Hvorfor jeg gør det? Det vil tiden vel vise... Med mindre jeg forvandler mig til Tornerose og sover de næste 100 år...

Over Skyerne er Himlen Altid Blå

Efter uge 2, eller rettere sagt, mod slutningen af uge 2, hvor jeg faktisk tvivlede på, om jeg nogen sinde vil kunne trække mig selv op af det hul, jeg var blevet smidt ned i, fik jeg lov til at komme hjem én dag.

Det var så gråt og mørkt, og mit slørede syn gjorde det ikke bedre.

Jeg gik rundt i lejligheden og prøvede at rydde op.

Jeg foldede mit og Ts tøj og græd. Jeg græd så meget, for det gjorde så ondt. - Indeni.

Jeg kunne ikke se noget, og jeg vidste ikke, om jeg ville kunne klare at leve i mørke... Jeg vidste ikke, om jeg vil kunne holde ud, aldrig nogen sinde igen at se mig selv rigtigt i spejlet, at kunne lægge makeup igen, eller bare plukke mine øjenbryn eller klippe mine negle selv.

Pludselig er det de små ting, der er de vigtigste, og som kommer i fokus.

Jeg satte mig opgivende på sengekanten med en trøje i hånden og begyndte at græde, for jeg ved ikke, hvilken gang den dag. Det hele kunne også bare være ligegyldigt.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad der. Det er vel også ligegyldigt, men på et tidspunkt rejste jeg mig og gik ud i køkkenet.

Jeg ville rydde op i alle de små lapper papir, der stod på køkkenbordet.

Mens jeg fraværrende flyttede bunker papir fra den ene side til den ande, faldt jeg over en stak GO-Cards. Jeg bladrede dem igennem - og så stod det der bare på en gråbrun baggrund, der skulle forestille en by - "over skyerne er himlen altid blå".

Og det gav så meget mening.

Det er en reklame for Radikale Venstre og deres miljøpolitik, men for mig havde det en hel anden betydning. Det var så sigende, som intet andet i hele mit liv, har været.

Jeg tog det GO-Card med på Riget, det har stået tapet med et stykke plaster på min bordlampe siden.

Efter den dag blev det uge 3 og uge 4, og idag er jeg blevet udskrevet med en creatininum på 255...

For over skyerne er himlen altid blå...

Boyfriend-style go home! Here comes morfar!

Det er nok ikke nogen nyhed, at det i år er total in for kvinder at stjæle tøj fra kærester, fædre, drengevenner, bedstefædre, onkler og sikkert også fremmede mænd - i mode og fashion gælder alle kneb..eller var det krig og kærlighed? Oh well.. jeg har aldrig være god til citater.

Vi er gået væk fra de fine strutskørter og over til smokingbuksen, Marlene Dietrich og den skønne flade herresko (hvilket fører mig til; Hurra, nu har jeg endelig anledning til at bruge min tophat igen).

Jeg elsker at klæde mig feminint, og jeg praktiserer det ofte, både i form at strømer, hofteholdere og korsetter (ja også i hverdagen), bare fordi jeg kan.

Men jeg elsker ligeså meget at lege mand, og jeg har tit stjålet T's arbejdsskjorter, hvilket har fået ham til at hade mig, da jeg som regel leverer dem tilbage duftende at tøseparfumer.

Jeg faldt ver et par brune herresko i en genbrugsbutik oppe på landet allerede for to år siden. Hele min familie grinede af mig, "for det er sådan noget man gik med i 60'erne, når man var fattig og fornuftig".

De er brune, grimme, kostede 40 kr, og jeg elsker dem over alt på jorden.

Jeg blev lykkelig, da jeg så sidste år kunne erhverve mig et par råhvide herresko i TopShop - til en noget højere pris (ca 10 gange højere) dog, men de kom med i samlingen.

Idag snakker de om, at man skal stjæle kærestens stil.

Og da indså jeg hvor meget foran jeg er, for allerede sidste år bestemte jeg mig for at blive en mand. Og ikke bare en mand, men en gammel mand, fordi jeg ville være så meget en bedre gammel mand, end mænd er. Jeg skal jo altid tage tingene et skridt længere ud. (Lidt ligesom med nyren - "Nej Erna, du har ikke kun T-celleafstødning, du har også

B-celle afstødning". - Tja hvorfor ikke...

Jeg dyrkede gammel mand-stilen hele sommeren, men nu er det in, så jeg tog selvfølgelig videre i min fashion-færden, og forvandlede mig - ved et tilfælde - til noget fra Charlies Angels, fordi min frisør kom til at klippe mit pandehår lidt forkert. Åh well - shit happens, jeg må vel bare leve med at være et fashion-ikon.. (Vifter L'oreal-reklame-agtigt med håret, mens jeg skriver det).

Dagens out-fif:

Jeg skulle ud og lufte kinderne idag, for jeg skulle i hvertfald ikke sidde hjemme i dette skønne vejr!

Gem kinderne væk med et par fakebriller (jeg synes jeg får deja-vu).

Og tage fokus fra kinderne med store smykker og endnu større skulderdimser.

Briller fra Pieces: 80,-

Irriterende fnulderbluse med skulderdimser fra h&m: 79.-

Yndlingssmykke fra NoaNoa: Gave

Nederdel fra TopShop: 299,-

Og ja, mit køkken er pink. Det skal jo matche min læbestift.

Lige for at runde af - det kan være, det her indlæg lyder lidt hyper, men jeg er også lettere hyper idag. Jeg er høj! Så høj, så høj!

Jeg har fundet ud af, at man godt kan blive høj uden rusmidler - jeg er denne weekend høj af lykke og glæde! Sådan helt ind til benet. Så jeg kan mærke det i hele kroppen!

...er gået på weekend

Jeg kæmpede mod dragen og kæmpede med guden fra 13.ende og jeg slap ud fra mit fængsel oppe i tårnet hele weekenden.

Jeg fik lov til at komme hjem - altså ud af det ene fængsel og ind i det andet.

Jeg trodsede dragen, jeg trodsede stormen og jeg gik ud! Med læbestift og kjole på.

Og jeg gik og jeg gik, og jeg ankom, for jeg trodsede, som jeg altid gør, og jeg nød hele aftenen.

På vejen hjem lyttede jeg til mine skidt og til sneen, der knitrede, og lige foran min hoveddør fald jeg atter igen over kærligheden..

Den flyvende tallerken ved Søerne

Idag fik jeg lov til at komme hjem weekende over.

Idag fik jeg også lov til at gå til timer på mandag. Jeg elsker guden fra 13.ende. Jeg elsker, at han går op i mig, og at han er klar over, hvor vigtigt min uddannelse er for mig.

Idag har de taget mit CVK (central-vene kateter) ud - det, der blev brugt under kaninkuren og plasmaferesen.

Idag satte guden fra 13.ende mig ned i to slags immunsuprimerende medicin og fortalte, at vi foreløbigt ikke laver biopsien, men holder øje med tallene.

Idag steg min creatininum til 317.

Idag sad jeg på sengen og kunne end ikke græde mere. Jeg kan ikke se en ende på det.

Når jeg engang bliver udskrevet, så bliver jeg ikke udskrevet rask. Jeg bliver udskrevet, og så kommer det kun til at gå dårligere og dårligere og dårligere.

Lægerne udtaler sig ikke, men jeg kan se på deres handlinger, at der ikke er så meget at gøre, og at det kun er tiden, der kan vise, hvad der kommer til at ske.

Jeg har forberedt mig på det værste - endnu en periode i mit liv, hvor jeg kun vil blive mere og mere syg, til jeg igen får en nyre...

Jeg bryder mig egentlig ikke om at skrive mere, end et enkelt indlæg om dagen, for det kan skabe støj og disharmoni, i mine øjne, på bloggen.

Men jeg kiggede ud over Københavns tage, mens jeg smurte mig i creme efter et bad, og så ud mod søerne.

Der stod den - igen fuldt belyst som den novemberaften i 1993, da jeg lige var ankommet til Riget for første gang.

Den aften min far og jeg havde gået i flere timer og ledt efter dronningens slot, og vi fandt Rundetårn, og min far bildte mig ind, at det var dronningens slot, for der var jo en krone på toppen. Og jeg troede på ham.

Men det var ikke dronningens slot. Det var bare Rundetårn. Vi havde bare gået i så mange timer, og jeg kunne ikke gå mere, jeg var træt, men min far ville ikke skuffe mig.

Da min far havde båret mig det meste af vejen tilbage til Riget stod jeg der, i sin tid på 15.ende, og så ud over København.

Det var blevet mørkt og ude foran mig lyste byen op. Noget fangede min opmærksomhed - et slot, der lyste op og lignede noget fra 1001-nats eventyr. Eller en flyvende tallerken.

Jeg kan ikke huske, hvordan jeg spurgte sygeplejersken, der lige var trådt ind i stuen, om hvad det var, og hvordan vi overhovedet kom ind på emnet "marsmænd", men hun fortalte mig, at det lys jeg kunne se fremme foran mig, var en flyvende tallerken. Men disse marsmænd var gode. De var kommet ned for at gør mig rask, og de ville ikke rejse før jeg var rask.

Jeg har siden været indlagt mange gange, på mange forskellige etager af Riget, men idag er første gang, siden den novembernat i 1993, at jeg har set Søpavillonen lyse så meget op og ligne en flyvende tallerken igen.

Måske er de kommet ned igen...

Byen, der forsvandt

Indhyllet i hvidt. Når en kappe,

der svinges over

og dækker en kvindes bare skuldre.

Forsvinder den for øjnene af mig.

Ikke SS Officer, men SS Sørensen

SS Sørensen kom idag, kiggede i mine papir og fortalte mig, at jeg var lidt anæmisk. "Det er fordi jeg dyrker det blege look." svarede jeg kækt. Han rystede en enkel gang på hovedet, mumlede noget, og grinede kejtet, mens han videre kiggede på mine papir.

"Søren, du skal ikke tage alt jeg siger seriøst."

"Ahmen Erna, det gør jeg skam heller ikke." sagde han grinende, mens han fortsat kiggede i min journal.

Jeg var et spørgsmålstegn, der var rent faktisk et menneske bag den hvide kittel. Og han syntes, jeg var sjov.

Hvis man på 13.ende vil have et glimt af SS Sørensen, så skal man kigge efter en susende hvid kittel, der flyver efter et yderst koncentreret menneske, der altid taler i telefon, diktafon eller kigger i en journal.

Før var det som at tale med en mekanisk dør. Selv hans hår havde en tendens til at stritte som hos en marinesoldat. Han er dog blevet mere menneskelig med årene. Sidste år blærede han sig endda over for en sygeplejerske, at han faktisk har kendt mig i længere tid end hun gjorde - "Erna og jeg har en fortid helt tilbage fra Jylland."

Første gang jeg husker, jeg faldt i hænderne på ham var i 1999 - ved min første akutte afstødning, og jeg har siden været bange for ham.

Han kan beskrives med et ord og det er - e f f e k t i v.

Aldrig har jeg været i nærheden af en læge, der handlede(er) hurtigere og mere, end SS Sørensen gør.

Aldrig har jeg været i nærheden af en læge, der var mere stressende og forvirrende, end SS Sørensen er.

Alt sker på een gang, og hvis han mener, at det er tid til handling, så bliver himmel og jord sat i gang. Og han stopper ikkem før han har fundet en løsning. Derfor elsker jeg ham.

Jeg hader ham, fordi han stresser mig, forvirrer mig og griner ikke af mine jokes. (Hvilket jeg synes er underligt, da jeg personligt synes, at jeg er yderst morsom).

Idag skete der dog et gennembrud. Han grinede faktisk og blev imponeret over mig.

Det eneste det krævede, var en lettere hjerneblødning, og en halv nats læsning om immunologi.

Da han kom dag, kunne jeg stolt vise ham en artikel, jeg havde fundet på nettet. Artiklen var fra et universitetshospital i USA, hvor der blev beskrevet en case fra 2004, der mindede meget om min egen. En mand i slut 40'erne (ja, ok), der havde en akut afstødning, hvor både B og T-celler havde angrebet nyren. Han havde fået både kaninkuren og den kur som jeg fik igår. Hans blev dog suppleret med en sidste kur, som ikke var blevet nævn for mig endnu - der havde gjort det sidste for nyren og havde omvendt afstødningen.

Jeg begyndte at tale i fagsprog og spurgte, om jeg ikke også skulle have suppleret min behandling af CD20 negative celler med behandlingen. Hvorpå han yderst imponeret kiggede på mig og sagde, at de desværre ikke brugte den behandling mere, da de havde fundet frem til, at den ikke dækkede godt nok.

Jeg kiggede stolt på ham og sagde "ja jeg har læst på lektien".

"Det skal jeg love for at du har Erna. Det skal jeg love for", svarede han og grinede.

"Altså Søren, det er svært for sådan en kontrolfreak som mig, bare at lade mig føre af jer. Jeg skal holde lidt øje med jer. Selvom det her immunologi har en tendens til at give kortvarige hjerneblødninger, til sådanne kulturradikale humanister som mig".

Han grinede videre og nikkede anerkendende til mig, som om han ville sige "Du er sej Erna.", men han grinede kun og nikkede anerkendende, før han bad mig smide tøjet, så han kunne mærke på min nyre og scanne den.

"Det er en meget smuk nyre du har Erna, den er fin og fredelig. Det kommer til at gå." sagde han, inden han gik videre til den næste patient."

Blod og Guld

Idag brændte byen og himlen.

Blod og guld i et -

Kun i et øjeblik. Duften af ambrosia.

I solskin blev al'fattigdom forklædt

Og himlens herreskab kom til jorden.

La Dolce Vita, eller da foråret strejfede 13.ende sal

Engang sidste år, postede Leoparddrengen* "La Dolce Vita" på sin blog, med Ryan Paris. Jeg kan ikke huske anledningen, men jeg kan huske, at solen skinnede udenfor og vi var midt i foråret eller det, der lignede.

Jeg gik tilbage i arkiverne, for det var faktisk et af de fede 80'er numre, som jeg elskede, men havde glemt eksisterede.

Så jeg smed lortet på repeat og svingede med røven, mens jeg gjorde rent.

Den sang gør mig utrolig glad og vækker min krop på en anden måde.

Jeg lytter til den stadig fra tid til anden. Normalt, når solen strejfer mig, og jeg indeni får en følelse af at foråret er på vej.

Jeg ved, at det idag kun er 14. januar, og det er sikkert møgkoldt uden for (jeg ved det ikke, jeg må ikke komme ud). Men her på 13.ende stråler solen lige ind i mit vindue og jeg følte et behov for at høre "La Dolce Vita" - For mig er foråret på vej...

Og så elsker jeg bare tøjet i denne video!

*Leo, du må selv finde den frem, der er over 1000 indlæg hos dig

Djævlens kommende brud og alle de andre

Efter en skuffende shoppetur uden drømmefrakke under armen, tog jeg hjem* lettere slukøret med to stange Maoam.

Jeg er blevet ret god til at stene de sidste to uger, så jeg sad og stenede med T, da det pludselig bankede på døren og jeg blev overrasket af yndlingsoffer aka Dick Laurent. Jeg har ikke set manden siden jazzfestivalen i sommer og ih altså! Hvor blev jeg bare glad.

Det var jo nærmest åh og ih og hvor var det rart at se ham.

Han havde endda en gave med til mig.

Jeg tror ikke dette er en gave for sarte sjæle, men mit yndlingsoffer kender mig trods alt, og ved også, at jeg ikke er en sart sjæl.

Så jeg fik smidt lille bog i hånden af Hugleikur Dagsson. En Islandsk tegner. Tjek lige det navn ud. Man kan da ikke være andet end sjov, med sådan et navn.

Bogen hedder "Skulle det nu være sjovt?" - Og ja det er fandme sjovt.

Han er vist det helt store i Island, og som Dick Laurent sagde:"Anders Morgenthaler elsker ham, så kan det kun være godt."

Køb den, den er for fucking sake great! Den er så politisk ukorrekt og morsom, at det næsten gør ondt.

Barn: "Hvorfor skal i skilles?"

Mor: "Fordi din far er nekrofil."

Far: "Jeg kan ikke gøre for det."

Jeg smider naturligvis et par smagsprøver op, men(!!) køb den. We love it!

*Riget - Jeg er stort set flyttet ind i stuen; med hjemmebrændt, papilotter, festtøj og BA.

Nyt er ikke altid godt nyt - nyt kan til tider være Dværgernes Konges

Jeg kan bare det lort med at time. I stedet for at blive indlagt d. 22. dec så jeg kunne få en biopsi dagen efter, bliver jeg indlagt d. 24. december så vi liiige skal vente 5 dage på, at jeg får den lavet. Og alle der kender mig, ved godt, hvor tålmodig jeg er.

Fint nok, nu er den lavet, de foreløbige svar kom i mandags, men de endelige svar er her ikke endnu.

Jeg gider ikke være here mere. Jeg vil hjem og shoppe til nytårsaftensfesten i morgen og gøre rent, så jeg ikke efterlader det gamle år - eller går ind i det nye år rodet. Jaja kald mig bare overtroisk, jeg står ved og dyrker mine særheder, men jeg har også haft god grobund til at bliver overtroisk. (Ellers også prøver jeg bare at finde grunde til at gøre rent, men det er nu også rart.. Intet bedre end at rase af, med en lang tyk stang i hånden).

Hvis de ikke giver mig lov til at komme ud, så smutter jeg selv og kommer tilbage. Det gode ved at være voksen (ifølge T) er, at man gør, hvad der passer en, og så tager man konsekvensen efter. Så det vil jeg prøve idag. Go! Go voksen Erna. Ved ikke lige om det er en dag som idag, at man skal lege voksen. Men hvor intet vovser intet taber.

Det, der pludselig har fået mig på en yderst høj højkant (?) er, at Dværgernes Konge har indtaget Rigets 13. sal igår.

Nej ham har jeg ikke omtalt før. Det er der flere grunde til. Men mest fordi han ikke kan forklares, han skal opleves.

T og Katten har haft æren af at møde ham, og ih guder - selv T, det mest overbærende og søde menneske, lukkede pænt stuens dør, da han hørte Dværgernes Kongens stemme.

Dværgernes Konge er en ung knægt på 19-20 år efterhånden, der har været syg hele sit liv - også med nyrerne, men han har ikke været så heldig som jeg har. Han har ikke haft et par forældre der har punket ham i hovedet dage og nat med medicin, mad, og alt det andet børn synes er frygteligt, men absolut savner, når der er mangel på det.

Hvilket har resulteret i at han sjældent får sin medicin, og forældrene er vist også relativ ligeglade. De har travlt med deres frisørsalon og kiosk.

Det er så forfærdeligt synd for Dværgernes Konge, for han kan i bund og grund ikke gøre for det, og det skærer mig i hjertet, for jeg ved, at han tit lader sig indlægge, fordi han ikke føler han hører hjemme andre steder end her. Det her er han liv. Men jeg glemmer aldrig den første dag i dialyse, sidste sommer, hvor jeg var helt knust over hele mit liv, og han i stive 3 timer blev ved med at glo på mig, og spørge om jeg ville komme sammen. Jeg troede han var 12.

Lige nu skuler jeg bag mit opdelingsgardin, og satser på, at jeg kan kommer hjem, før han får øje på mig, men jeg er bange for, at T har afsløret os.

Hvis jeg er heldig kan jeg snige mig væk, og snige mig tilbage igen i aften, uden at han opdager mig.

Bed for mig...