Prinsessesengen og den lille remse

Egentlig ville man ikke tro det, men jeg var et meget bange barn.

Fra en meget tidlig alder begyndte jeg at drømme, eller i hvert fald at huske, hvad jeg drømte, og samtidig begyndte mine mareridt. 

Jeg hørte for nyligt, at børn, der lige er begyndt at gå, får tit mareridt, fordi de kan falde og slå sig. Jeg undrer mig tit om mine mareridt stammer fra alle de hospitalsophold, smerteanfald og lignende, jeg var udsat for, allerede fra før jeg end kunne kapere det. 

Jeg drømte meget, og jeg drømte voldsomt, og tit turde jeg ikke sove, fordi jeg ikke vidste, hvad der ventede på mig på den anden side. 

Jeg var bange for spøgelser, vampyrer, ulve, bjørne, vulkaner, hånden der havde hægtet sig af kroppen og kunne lure ind af vinduet... men mest af alt var jeg bange for de ansigtsløse, som havde en tendens til at dukke op i nattens mulm og mørke. De kom i mod mig og jeg lå paralyseret i sengen og kunne ikke bevæge mig. 

Da jeg var lille blev jeg tit vækket om natten; som oftest skyldtes det smerterne som mine nyresten forårsagede, men ligeså tit kunne det være på grund af de mareridt, der hjemsøgte mig. 

Derfor lærte min far mig en lille rutine, i en meget tidlig alder. En rutine som jeg stadig idag benytter mig af, hvis jeg bliver lidt bange eller utryg, når mit hjem er badet i mørke.

Jeg er opdraget i den muslimske tro, og det siger jeg gerne højt. Men jeg har i mit voksne liv valgt at definere mig selv som agnostiker. Lige dét kan jeg komme ind på en anden god gang. 

Jeg er ikke religiøst, men jeg er absolut troende, og netop den lille rutine som min far lærte mig for så mange år siden er en af årsagerne til, at jeg idag er agnostiker og ikke ateist. 

Jeg ved ikke hvor gammel jeg havde været, men jeg kan huske, det var før vi havde fået den smarte sovesofa, der kunne folde sig således ud, at vi alle tre kunne sove i den. Endnu engang var jeg på vej i seng og jeg kunne ikke sove, for jeg var bange for, hvad der ventede på mig på den anden side. 

Min far puttede mig midt på min seng, pakkede mig ind i min dyne, lagde sig ved siden af og sagde, at vi nu skulle bede til Gud. 

Han lærte mig den nat en lille remse, der altid blev afsluttet med den samme bøn; Om at blive rask, at drømme gode drømme og sove let.

Hver nat var det en del af min putterutine. Vi bad højt, så jeg kunne lære det, og Gud kunne høre det ordentligt. Og hver gang det blev gjort på den måde hjalp det... 

Da krigen kom og jeg flygtede med min mor og min lillesøster til Montenegro var det syv meget lange måneder uden min far. Både fordi vi ikke vidste, hvad der var sket med min far, der var blevet tilbage i Bosnien, og fordi min mor ikke kunne gøre rutinen på samme måde som min far kunne.

Idag er jeg 29. Idag er jeg hverken bange for spøgelser (ok, måske lidt), vampyrer, ulve, bjørne, vulkaner eller hånden, der havde hægtet sig fra kroppen og kunne lure ind gennem vinduet. Men de der ansigtsløse… 

Nogen gange kommer jeg til at tænke på dem inden jeg falder i søvn, andre gange kommer de af sig selv, og så kommer der en grundangst op i mig. Jeg får kuldegysninger og får lyst til at ringe til min far. Men idag er jeg en voksen pige, og voksne piger har ikke beskyttende drager, der lægger sig ind til dem og beder til Gud med dem. 

Jeg er blevet for voksen til at kalde på min far i nattens mulm og mørke, men idag har jeg min seng som min far byggede til mig. Og det er en næsten barnlige tanker, men ikke desto mindre, så er min seng blevet mit fort, min beskyttende drage, der skærmer mig.

Når den der grundangst for mørket kommer op i mig, så rykker jeg  midt ind på sengen; min over en meter høje seng, jeg pakker mig under min dyne, siger den lille remse min far lærte mig og beder den samme bøn; Om et godt helbrede, gode drømme og en let søvn. Og så er det som om den høje, brede seng skærmer mig fra alt ondt. 

Jorden er giftig, men når jeg ligger i min prinsesseseng, så kan intet ondt røre mig. Den er min fort og i den er jeg altid tryg.


Follow my blog with Bloglovin

Familien Rosenbergs Au Pair

Hun stod der bare og kiggede på zonetabellen på Metrostation. Hun så mig ikke, men jeg kunne genkende hende.
Hun havde været au pair hos familien Rosenberg i et par år, da hendes nyrer havde svigtet. Og hun havde ligget ved siden af mig, dengang mit liv var dækket af mørke.
Instinktivt trak jeg mig væk fra hende som fra noget afskyeligt. Jeg fik kvalme, blev svimmel og skulle bare væk.
Måske var det end ikke hende. Måske var det bare en, der lignede, men ikke destomindre fik synet af hende min mave til at trække sig sammen i angst og minderne til at vende tilbage.

Hun sagde aldrig særlig meget og de dage jeg græd mig selv i søvne sukkede hun og rørte forsigtigt på sig i sin seng på den anden side af det tynde, hvide gardinstof, der markerede vores privatsfære.

Jeg husker ikke meget af den tid, og omend jeg har skrevet en del dengang så opsøger jeg det aldrig. Tanken om den tid får det til at vendes i min mave, ligesom synet af hende gør det lige nu.

Jeg ser på hende. Hun bevæger sig væk fra zonetabellen og hen mod døren. Hun venter på at døren åbner sig og træder ind i toget, der hurtigt kører mod Vestamager.

Jeg står tilbage og overvældes af billeder af mørke og gråhed, af smerte, af angst, af håbløshed.
De piller min selvdisciplin fra mig og jeg kan næsten ikke styre det.

Jeg husker den dag alt kollapsede for mig, hvor jeg skrev til "Sølvtornen" som den første af alle, at min nyre ikke ville mere.
Den dag jeg sad i stolen i det mørke værelse og fire læger kiggede på mig og fortalte mig, at de ikke kunne hjælpe mig, for de vidste ikke, hvorfor jeg var blevet blind.
Den dag, hvor jeg lå på tværs i min smalle hospitalsseng og græd og græd og græd i håb om at den hinde, der havde sat sig på mine øjne ville forsvinde.
Og den selvsamme dag, hvor jeg slukkede telefonen så hverken T eller mine forældre kunne få fat i mig, fordi jeg ønskede at straffe dem. Fordi jeg ønskede, at de kunne føle min smerte. Fordi jeg var et ondt menneske. Fordi beg var et svagt menneske, og ikke mere kunne rumme min egen håbløshed.

Jeg overvældes og jeg skal bruge al min selvdisciplin for ikke at bryde ud i gråd der midt på Nørreport Metrostation.

Det er snart tre år siden, og alligevel kan synet af den pige, der roligt sukkede på den anden side af det tynde stof, der delte os, får mig så meget ud af fatning, at det føles som om jorden under mig åbnes.
Jeg står og holder fast i det selvsamme skilt som hun havde studeret et par minutter før. Jeg bliver nødt til at holde fast, for jeg er bange for at falde.
Jeg er tilbage i mit værste mareridt. Jeg opsluges og billederne skifter nu så hurtigt, at jeg ikke kan styre dem mere. Jeg kigger ned i jorden og fokuserer på det grå gulv.
Da jeg kigger op ved et tilfælde kan jeg se M i mængden, komme imod mig. Jeg er stadig ud af fatning, men jeg trækker vejret dybt, tager et skridt væk fra zonetabellen, pakker min telefon væk og smiler hende velkommen. Jeg smiler og lader som om intet er hændt.

Det er snart tre år side ...og stadig idag er jeg ved at græde, når jeg tænker på, eller taler om de 7 uger af mit liv. Og det kræver al min styrke at bevare roen i min stemme intakt.

Carmen

Jeg har denne kusine, der er et år ældre end mig. Hun bor i Sverige.

De første syv år af mit liv var vi udskillelige, og selvom jeg nogle gange syntes, hun var lidt mærkelig og havde en lidt for fantastisk fantasi, var hun min bedste veninde.

Krigen kom til Bosnien en tilfældig forårsdag, billedet af Tito blev fjernet fra klasseværelsernes væg, og da de første sommerdage var ovre, blev min kusines, lad os kalde hende Carmen, og mine veje skilt. Mor, søster og jeg tog til Montenegro og Carmen blev i Banja luka.

Jeg savnede hende, vores påfund og udflugter til den nærtliggende skov og blomstereng. Jeg savnede hendes fantasi og alle vores lege.

En grå efterårsdag fik jeg et brev; det var fra Carmen. Jeg var 9 og hun var 10 år gammel. Vi skrev jævnligt til hinanden, men som tiden gik, kom hendes brevemere og mere sjældent.

En sommerdag, da jeg var påbegyndt mit nye liv, fik jeg en fantastisk overraskelse - min kusine stod der på gaden og vinkede til mig.

Vi skulle fejre hendes 11-års fødselsdag hjemme hos os. Min lykke ville ingen ende tage, men noget var forkert...

Jeg så Carmen een gang til det år og jeg kan huske, at vi legede vores yndlings leg i baggården på Kastrupvej, cirkusartister...

En vinterdag, da jeg var kommet hjem fra skolen, fik jeg endnu en overraskelse. Min faster var kommet ud af Bosnien og vi var atter samlet, men overraskelsen blev til en skuffelse, Carmen ville ikke lægge make up, klæde sig ud, høre musik og hvad 10-11 årige piger ellers laver - hun ville lege med min 7 år yngre søster i stedet.

Jeg besøgte byen i Sverige mange gange derefter selvom Carmen hellere ville gynge , løbe med vinden og rutche, end at gå ture og kigge på drenge. Så jeg dannede venskaber i Sverige med andre jævnaldrende.

Jeg var for lille til at forstå og jeg kunne ikke sige fra. Om det var bevidst eller ubevidst, læssede min faster en tung byrde på mine skulder, som jeg ikke kunne trække mig væk fra.

Jeg følte som var jeg i en fælde jeg ikke kunne slippe ud af.

På den ene side havde jeg en syg kusine som jeg skulle tage mig af for - "Carmen har mistet troen på mennesker, og derfor skal du Erna hjælpe hende med at få den tilbage" sagde min faster, hver gang jeg skulle ud og mødes med mine veninder. Og på den anden side, hvis jeg skulle slippe for min mere og mere underlige kusine, så skulle jeg holde mig fra Sverige og dermed mine nye venner.

Hvergang jeg tog til Sverige havde jeg Carmen på slæb og hver gang var hun mere og mere aparte.

Jeg husker engang, hvor hun død og pine ville gå en tur ,selvom det regnede. Jeg skulle være den, der gik med hende. Da vi havde gået godt en halv time, så løb hun, hun løb og løb og jeg kunne ikke holde hende tilbage. Jeg stod alene, 13 år gammel i en fremmed by med en mistet kusine.

Først var det manglende tiltro til mennesker.

Så blev det djævle og dæmoner.

Jeg var knap 15 og dybt forelsket i min fasters nabo, han var ligeså vild med mig, men da han var fem år ældre end mig, og hans far havde forbudt ham så meget som at se forkert på mig, blev det er skjult forelskele. Jeg fandt hvert ledigt øjeblik for at tage til Sverige og bruge tid med ham.

Det var en bittersød periode i mit liv, for hvor end jeg var, der var Carmen også, som ikke rigtig befandt sig i vores verden længere.

Udtryk som "fuck nu skal jeg skide" midt i mellem pludselige hvin som "supermario" (hun elskede supermario3) og "jeg knepper Gud", var yderst almindelige og for mig utrolig pinlige. Jeg lukkede øjne og bad bare til, at de andre omkring mig ville være forstående - det var de også.

Han ville ikke have mig og jeg fik travlt med mit liv i Danmark. Efter en længere periode fravær tog jeg til Sverige for at besøge min faster.

Den blonde, smarte og miniskørtklædte kvinde jeg havde vokset op med var forsvundet bag et par runde briller, en falmet brun Kjole og et Hvidt tørklæde. Jeg troede et øjeblik, at det var en gæst, der havde åbnet for mig.

Carmen var som sagt besat af djævle og min faster var tøet til Gud, præster, imamer og spåkoner. De lovede alle at helbrede Carmen for en lille sum penge.

Da hun tog tørklædet af, var min faster dækket af blå mærker. Min fætter var der ikke, ham havde de sendt ud til bedsteforældrene, for de frygtede hans sikkerhed.

Stort set alle dørene var taget af og flere af lejlighedens vægge var dækket af store huller, Carmen blev badet i vand, der var blevet bedt over.

En aften var jeg alene med Carmen, hun var inde på sit værelse og havde skruet højt op for musikken. Jeg gik derind for at skrue ned, men hun løb hen mod mig og slog mig to gange i ansigtet med knyttet næve.

Engang i kæben og en gang i øjet. Jeg løb ud af værelset og så ud af lejligheden, låste døren og satte mig ved elevatoren for at græde. På bare tær løb jeg hen til en veninde, der boede i opgangen ved siden af. Den nat kom jeg ikke tilbage.

Da jeg næste dag kom tilbage til min faster, kunne hun ikke forstå, hvorfor jeg ville hjem med det samme.

Carmen satte sig på min fasters skød, hvorpå min faster spurgte: "Hvorfor slog du Erna, Carmen?"

Carmen svarede, at det ikke var hende, men hønen, der havde gjort det. Min faster grinede og sagde "Se Erna, det var ikke Carmen, men hønen der slog dig."

Carmen har ikke mistet troen på mennesker, ej hellere er hun besat. Carmen er autist, epileptiker med skizofrene og udviklingshæmmede træk. Carmens intelekt svarer til et barn på 6-7 år. Hun kan fungere, men det kræver medicinering og meget faste rammer.

Al den manglende psykiske behandling, på det tidspunkt i 5 år, havde kogt Carmens hjerne. Hvert lille epileptisk anfald havde dræbt hjerneceller, og hun havde mange. Til tider flere om dagen.

Jeg pakkede mine ting og blev væk i flere år.

Efter mange kampe og flere trusler fra min far, gik min faster med til at lade Carmen indlægge og flytte ind på en institution.

Min faster lever stadig i selvbedrag og tror, at Carmen vil blive helt rask. Måske er det dårlig samvittighed måske er det håb.

Da jeg havde udgivet min bog, skulle jeg promovere den i Sverige. Det gav andledning til at besøge min faster. På det tidspunkt havde Carmen boet på institution i godt to år og hun var ved at få en hverdag stablet op på benene, hvor hun kunne finde ud af selv at spise og drikke uden supervision.

Vi skulle besøge hende, men min faster var for langsom og jeg havde et tog jeg skulle nå, så jeg fik en stikpille eller to, om hvor egoistisk jeg var og om hvordan alle mennesker var vigtigere end Carmen, at jeg tænkte kun på mig selv og at jeg burde skamme mig, for aldrig at havde taget mig af Carmen.

Jeg fik nok. Efter ti år fik jeg nok.

Jeg fortalte alt og undlod ikke en eneste detalje. Om alle de piger, hun gennem tiden havde rekrutteret til at tage sig af Carmen og alle historier om, hvor fantastiske de var, selvom de alle, efter par måneder, forsvandt, mens jeg havde været der i ti år og jeg fik ikke engang et tak.

Jeg skulle løbe efter Carmen, jeg skulle skutte mig, og jeg fik slag i ansigtet, som knap 16-årig. Jeg havde fået nok. Og stadig var jeg der. "Du har aldrig gidet Carmen, du har aldrig ville hjælpe hende.", sagde hun som noget af det sidste. Og nej, jeg havde aldrig gidet tage mig af Carmen, for jeg var hendes yngre kusine og ikke en uddannet psykolog, og alligevel stod jeg der troligt i ti år...

Atter igen pakkede jeg min kuffert og rejste hjem.

Siden da har jeg set Carmen kun et par enkelte gange. Jeg orker det ikke, jeg får nærmest angstanfald, hver gang jeg skal se hende eller skal til Sverige.

Siden da har min fasters og min vej gået i hver sin retning, selv da hun tilbød mig sin nyre, var jeg i tvivl om jrg skulle tage imod den, for jeg ønskede ikke at skylde hende noget.

Jeg kan faktisk ikke huske, hvordan de fik mig overtalt til at takke ja til hendes tilbud - men hele den periode er sløret for mig

Idag skal jeg til Sverige for at fejre Carmen - det var hendes ønske, at vi alle, også T og jeg, skulle komme for at fejre hende. Jeg tvivler - hun siger ikke så mange sammenhængende ting mere.

Jeg har ikke været i Sverige i tre år eller mere, og jeg har intet ønske om at tage derud, men jeg gør det for jeg ved, at det betyder noget for mig far.

Jeg ved ikke om denne historie gør mig til et umenneske, men...

Det håber jeg ikke.

"Et ikke så luftigt indlæg"?

Jeg læste mit sidste indlæg op for T igår, og da jeg så spurgte om hans mening (og hans mening er vigtig for mig) fik jeg en meget tør kommentar i form af: " Ja det er jo et mere luftigt indlæg".

Da jeg så spurgte, hvad han mente med luftigt sagde han "det handler jo ikke om død, sygdom og ødelæggelse..."

Er det så nu jeg skal tænke - "å-åh jeg må ikke skrive om andet end død og sygdom og ødelæggelse?"

Så for at leve op til- og udfylde min rolle som den tunge-død-sygdom-og-ulykke-skribent, kan jeg da fortælle, at min morfars nabo døde her for et par uger siden...Hun var kun oppe i 80'erne.

Lola, altid til tjeneste...

Galde!

JEG FUCKING HADER MÆND! JEG FUCKING HADER HOSPITALER! JEG FUCKING HADER LÆGER! JEG FUCKING HADER AT VÆRE SYG!

OG NEJ!!! INGE KOMMER TIL AT NYSE MIG I HOVEDET!

LAD MIG NU BARE KOMMER UD HERFRA! ELLER BRÆNDER JEG SGU LORTET SNART NED!

Aaargh! jeg gider ikke være her mere....

Det gør altså ligeså ondt på os....

Mit nye projekt i livet er simpelthen at blive forvandlet til en gammel mand. 

Jeg er godt på vej. Jeg er begyndt at fiske og overvejer endda golf og jagttegn,nu mangler jeg kun min fedora hat, stok og en fin lille moustache, så er det vist klaret.

Jeg vil være en mand, for især gamle mænd må gerne være sure og utilfredse og brokke sig - uden at blive kaldt for "suuure kælling". Jeg vil gerne være en mand, for mænd må godt drikke øl - uden at der bliver set ned på dem, når de er fulde, og jeg vil gerne være en mand, fordi de gerne må kigge på yngre kvinder og lave børn på dem, uden at man rynker på næsen af det. Til sidst men ikke mindst, så vil jeg gerne være en mand, for mænd må gerne whine over de mindste ting - og gøre mus til kæmpe elefanter uden, at der er nogen, der ser det som overdrævet.

Mænd har det bare nemmere, og derfor vil jeg gerne være en mand!!!
Helst en gammel en af slagsen - for de kan jo slet ikke gøre for det, de er jo bare gamle... og; well... boys will be boys...ladida. Jesus på korset - og alle de andre med, altså!! 

Jo de kan godt gøre for det!

Nå, denne omgang galde kommer fordi jeg er lidt sur på mænd siden lørdag...og endnu mere i dag, siden en tur hos mine forældre.

Jeg har været rigtigt syg fra sommeren 2008 og til og med februar 2009. Jeg har været så syg, at jeg ikke kunne andet end stort set sove. 

Jeg sov ca. 15-18 timer dagligt, men jeg beklagede mig ikke. Nej, jeg er ikke nogen helgen, jeg hadede også at være syg, og syntes, at det var hårdt, og jeg var ynkelig, og ville have, at folk havde ondt af mig, og jeg var absolut ikke nogen solstråle at være i nærheden af i den periode. Især i de dage jeg var i dialyse. Men jeg tog fandme fat, jeg ville ikke styres af min sygdom, jeg ville styre den.
Jeg prøvede at følge med i studierne. Jeg tog en rejse til London, jeg prøvede at se mine venner, og leve så almindeligt et liv som muligt. Jeg tog ud og festede weekenden op til min transplantation. Og jeg tog makeup på og smilede, selv når det var pissehårdt – men lægerne er trods alt lækre, og jeg vil heller have, at de kigger på mig, mens jeg svanser iført en kort kjole og rød læbestift, end at sukke og synes det er synd for mig, mens jeg triller mod udgangen, som en gammel dame.

Jeg kunne ligeså godt få det bedste ud af det. Jeg kom vist også til at vride hovedet af led på et par af dem – desværre var ham, der vred hovedet om på mig gift med en Mads...

Jeg gjorde mit bedste for at overleve - ved at leve...

Jeg har brugt hele min barndom på hospitaler - Første gang jeg blev indlagt var jeg et år gammel. Første gang jeg blev opereret var jeg fem.
Anden gang var jeg seks.
Tredje gang jeg blev opereret fik jeg en ny nyre og lever - jeg var ni år gammel!

Som 24-årig fik jeg en ny nyre igen, igen, for den gamle (transplanterede) havde sat ud året forinden.

Jeg klarede mig dog på optimisme og glæde og "denial" i yderligere et halvt år uden dialyse. Og legede, at der ikke var noget galt med mig – "jeg var jo bare lidt doven, og det var jo trods alt vinter, og 3. semester er nu også "dødssemestret"." 

Jeg slog mig selv i hovedet over, at jeg ikke kunne følge undervisningen sammen med de andre.... 

Måske lidt dumt, men jeg opgav først - dog kun en smule, da jeg en eftermiddag i juni sidste år blev indlagt med åndedrætsbesvær, og nærmest tvunget til dialyse.

Nogen lunde samtidigt med, at jeg blev rigtig syg, fik min svigerfar konstateret kræft - han var heldig, det kunne sagtens klares med en operation og kemoterapi. Han er i dag erklæret rask. Og hurra for det – det er altid skønt, når det ender godt.

I slutningen af januar blev min far midt om natten kørt på Frederiksberg Hospital, fordi han fik et ildebefindende og fik konstateret tre blodpropper i hjertet. Lægerne opererede ham, og fortalte, at han var heldig, for hjertet havde ikke taget skade. Han skulle blot passe på sig selv nu – holde op med at ryge og begynde at spise sundt! Han fik noget præventivt medicin og blev sendt hjem med en reminder for livet om, at man skal passe på sig selv, da selvdestruktion ikke fører nogen vegne - selv ubevidst selvdestruktion.

Det er både svært og frygteligt, både det min far og svigerfar var ude for. Det skal ikke bagatelliseres. Men det jeg bed mærke i er, at de to mænd har whinet så uendeligt meget det sidste halve år. Nok nærmere min far end T's far, for min egen ser jeg oftere.

For et par uger siden, fik jeg at vide, at nu kunne han endelig forstå, hvorfor jeg altid har været egoistisk (jeg er ikke egoistisk, jeg vil bare gerne være glad, og jeg tænker på mig selv. Jeg har ikke nogen interesse i at ofre mig selv for andre, ligesom jeg heller ikke ønsker, at andre skal ofre sig for mig (mine forældre dog- de lever for andre, og lever for at kunne ofre sig for andre - især ofre sig for min søster og mig)). 

Nå men, min far kunne endelig forstå, hvorfor jeg var egoistisk, og det var jeg jo faktisk slet, slet ikke, for jeg ville bare gerne livet, og nyde det, mens jeg havde det, og det kunne han endelig forså, da han selv var ved at dø, og nu er syg. Nu ville han også tage sig af sig selv og sine behov, "han vil kun gøre det han har lyst til". Hvilket er fint nok. Jeg mener bare, at man ikke kun skal tænke på sig selv og gøre det man selv kun har lyst til. Selvfølgelig skal man værne om sin egen lykke og liv, men ikke på bekostning af andre...Og ikke kun tænke på, hvad der er af mest gavn for en selv. (Sjovt nok har mænd en tendens til kun at tænke på sig selv... i højere grad end kvinder).

Det der har irriteret mig uendeligt meget i en længere periode hos ham, er at han altid skulle gøre alle omkring sig opmærksomme på, at nu havde han jo haft blodprop, og han måtte ikke stresse mere, og han skulle passe på sig selv, og han var syg og bla....bla...bla...

Ja-ja, men så gør det dog, i stedet for kun at tale evig og altid om det... Og gør det hellere end gerne, men fortæl ikke andre mennesker, at de skal opføre sig anderledes overfor dig, fordi du har ændret dig, og bare fordi du har haft en blodprop. 

Han er jo mere rask nu, end nogensinde før. Han er holdt op med at ryge, dyrker motion og spiser meget sundere.
Hold op med at whine...Og fortæl mig ikke, at du overvejer førtidspension, fordi du spiser fem piller om dage, og bagatelliser for GUDS skyld ikke MIT! - Mit gør ligeså ondt, hvis vi endelig skal lege på den måde... jeg gider bare ikke tale om det hele tiden.

Nok den ubehageligste tur hjem fik jeg fra mine forældre i dag. Jeg må åbenbart have ramt et par ømme punkter hos min far, ligesom min mor gør. Ud fra samtalen med ham, kunne jeg forstå, at hun og jeg var enige om en del ting. 

Ifølge min far konspirerede vi imod ham. Jeg spurgte, om han ikke troede, at det nok nærmere var sandheden og ikke negativitet og konspiration, når to mennesker uafhængigt af hinanden rammer de samme ømme punkter. "NEJ!" svarede han bare...

Jeg fik ellers at vide, at jeg var hoven, at jeg var negativ, og at jeg ligesom min mor, gjorde alt for at underminere og ramme ham. At jeg var respektløs, og at jeg i bund og grund en utaknemmelig lille møgtøs, der opførte sig som en dronning, fordi hun ikke mere er økonomisk afhængig af sine forældre. 

Det eneste jeg idag sagde var, at han skulle tage sig sammen og finde en psykolog, som han kunne tale med, da jeg kunne se, at det har påvirket ham utrolig meget. Han skulle droppe sit whineri, og tanker om pension som knap 50-årig, og se at få talt ud om denne ubehagelige oplevelse, som han har haft i januar, og komme tilbage på arbejdsmarkedet og livet. I stedet for at leve dette pseudo-liv han fører lige nu.

Pseudo-liv nytter ikke noget og fører ingen vegne, og tænk, hvis jeg havde gået med de tanker – hele livet, så ville jeg idag hygge mig som en bums på bænken med en øl i hånden og lege samfundsnasser.

"Han var syg. For hvis ikke han ikke var syg, så ville han jo ikke spise fem piller dagligt. Kun han vidste, hvor hårdt han havde det, og iøvrigt, hvis jeg ikke ændrede min indstilling til ham og hans sygdom, så kunne vi ligeså godt lade være med at ses". - Tak far, leg lige mor og giv mig et par stikpiller. Tryk lige der, hvor det gør mest ondt!

Jeg prøvede at forklare ham atter igen, at jeg også spiste piller, men jeg var ikke syg, og det var han heller ikke. Både hans og mine piller var præventive og ikke behandlende.

”Hvis du ikke kan se, at du er syg, så er du virkelig syg – i hovedet” råbte han fra forsædet, og var næsten ved at køre galt på Gammel Kongevej. Jeg rystede på hovedet og opgav. 

Jeg tænkte - "Se på mig, jeg er voksen nu, jeg kan tænke selv nu. Jeg kan se. Kig på mig, jeg har aldrig sagt noget til dig, for at såre dig - men sandheden kan godt gøre ondt. Jeg er kun efter dig, hvis jeg synes, at dine holdninger er urimelige og i min optik forkerte. Jeg har prøvet at påvirke dine meninger, men aldrig ændre dem. Jeg har aldrig prøvet, at såre dig, kun for at såre dig. Jeg har kun været imod dig, når jeg følte, at det gik imod mine holdninger. Når dine handlinger var urimelige. Jeg har altid, som en tredjepart, kun kommet med gode råd, og bedt mor om ikke at tale grimt om dig, når du ikke er i nærheden. 

Godt nok siger jeg, at jeg elsker mor mest, men du og jeg har det stærke bånd som kun en far og en datter kan have. Se på mig, jeg er voksen nu, og jeg kan tage vare på mig selv. Jeg ved, at det er hårdt, for jeg har altid været både dit og mors projekt - nu er i kommet i mål, jeres ønske er opfyldt. Glæd jer dog på mine vegne, og lykønsk jer selv - i har rent faktisk sejret som forældre. Jeg er rask, i har opdraget mig til et fornuftigt menneske, jeg er lykkelig, og mit liv er kommet på rette køl. Så lad vær med at straffe mig, fordi jeg ikke er afhængig af dig mere. Lad vær med at straffe mig, for jeg er dit afkom - jeg er et produkt af dig og mor tilsammen... Lad vær med at straffe mig, og fortælle mig, at du ikke har behov for at se mig, hvis jeg modsiger dig. Jeg er ikke afhængig, men jeg har stadig brug for dig." 

Han blev ved, og jeg valgte at gå ind i mig selv. Han var gået i selvsving, og selv et "Undskyld far, det var ikke min mening, jeg vil aldrig gøre det igen - fortæl mig hvad jeg skal gøre, så gør jeg det" ville være blevet modtaget forkert...

---

Alt dette begyndte i lørdags da vi alle var oppe i sommerhuset hos T's forældre. Min far og T's far sad med deres øl i hånden og snakkede om, hvor hårdt de havde det, og hvor syge de var, og al den medicin og i og åh... De havde det så hårdt og kunne have bekræftet hinanden i timevis, hvis Kai (T's far) pludselig ikke havde stoppede sig selv og grinende sagde "Haha se os to Emir, vi whiner over, hvor hård vi har det, og tænker slet ikke på Erna, og det hun har været igennem. Hvis nogen har haft det hårdt sidste år, må det nok have været hende. Hun er vel den af os, der har været sygest og hårdest ramt, og vi glemmer hende helt."

Jeg svarede egentligt bare - at tja jeg var jo ikke syg mere, og sålænge det ikke gjorde ondt, var det fint nok til mig. Min far kunne så tilføje, at jo-joo, Kai og han havde det da hårdt." Jeg kiggede lidt vantro og tænkte.. tja hvis jeg havde den indstilling, så ville jeg sikkert have været meget mere syg end de to tilsammen.
Jeg sagde det til ham, og min far svarer "Det ved du da ikke noget om." Første tænkte jeg, at jeg må have hørt forkert, men kunne godt se, at nej, nej de andre kiggede også mærkeligt på ham. 

Hvordan kunne han lige få det til at passe ind, at jeg ikke kunne forstå, hvor hårdt det er at være syg? Han rømmede sig hurtigt, og sagde, "men det er jo fordi du er så ung." -wtf? For alle ved jo, at det er så meget nemmere at være ung og syg.

At skulle sidde hjemme, være 24 og se livet passere. Tænke på alle de ting man ikke kan klare, mens alle andre jævnaldrende lever og nyder alt det, man selv er afskåret fra... Sidde bundet til en seng i halvandet månedet... få maven skåret op fire forskellige steder og overveje hvordan man nu skal forholde sig til sin egen krop, fordi der stikker et kateter ud af ens bryst....Mm... så meget nemmere...

Kære far (og alle andre mænd, der synes, at i har det SÅ hårdt, når i er syge)

Nej, det gør det ikke lettere at være syg, når man er ung. Ej heller gør det mindre ondt på kvinder, når vi bliver stukket forkert eller skåret i. Blodprop gør ligeså ondt på os, og kemo og tabt hår ødelægger ligeså meget en kvindes selvtillid, hvis ikke mere.

Det er ikke sjovt at føde børn - (Jeg har ikke prøvet det, men glæd jer bare over, at i ikke har menstruationssmerter– se det som tre dage med konstante spark i skridtet – sådan ca.).

Vi snotter ligeså meget, når vi er forkølet, feber føles ligeså ubehageligt på os... og et blåt mærke er stadig et blåt mærke - ligegyldigt køn.

Vi whiner bare minder, og holder vores kæft, for ingen gider høre på whin! Og ingen gider have en mand, der whiner.

Så mand jer op, hold kæft og bær os over vandpytterne!

Venlig hilsen

Datter, kæreste og kvinde -

E. Lola Ahmetspahic

Dialyse

I fredags var det femte gang. Det går vel egentlig fint. Men mit kateter driller.
Det er sådan, at der er to rør. Det ene (røde) går ned i det højre hjertekammer (der trækker man blod ud), og det andet (blå) går ned i en vene (der kommer det rensede blod ind i kroppen igen). Det ser desværre ud til, at det røde rør ikke sidder helt rigtigt, så de ikke kan trække blodet ordentligt ud. De mener, at røret sidder for tæt på en karvæg, og det medfører en støvsuger-effekt, når de prøver at hive blod ud. Åbningen suger sig fast til karvægen, og blodet kan ikke trækkes ud.
De har så lavet "omvendt dialyse" på mig de sidste fire gange. Det kan lade sig gøre, men det er ikke ligeså effektivt, da der sker en recirkulation, og det kan medføre, at allerede renset blod bliver renset om og om igen. Altså de når ikke at rense blodet ligeså godt, som det ville gøre, hvis det var "korrekt dialyse" .

Det er noget lort. Da dialysen helst skal rense optimalt, ellers kan det gå ud over mine andre organer.
Vi krydser alle fingre herhjemme for, at de godt kan nøjes med at justere i kateteret. Ellers skal de lave et nyt.
Se det synes jeg ikke er så sjovt. Det her gør stadig ondt, og er dødubehageligt. Jeg har fået to ar, og hvis de skal anrette et nyt, så får jeg to ar yderligere.
Jeg skal indlægges igen, og skal igennem hele smertespektret igen.

Jeg synes faktisk, at det er hårdt. Jeg sover ikke ordentligt om natten, og har hovedpine hver dag, fordi jeg spænder så meget i kroppen.
Brystet trækker hele tiden i kateteret og arene, og hver gang jeg tager min bh af, føles det, som om der sidder en nål i kravebenet og trykker.

Jeg kan ikke genkende mit spejlbillede. Hver gang jeg ser mig selv i spejlet, ser jeg de skodkabler, der stikker ud.
Jeg hader at gå i bad, det er en hel procedure hver gang, hvor nærmest halvdelen af min krop er dækket af et badeplaster. Jeg føler, at jeg aldrig bliver helt ren.
Det er virkelig frustrerende.
Jeg føler, at min krop ikke er min egen. Jeg ophober meget væske i kroppen stadig (ca to liter), og hver gang jeg tager i dialyse, tilføjer de nye piller jeg skal spise.

Dagene føles så langsomme. Jeg har været i dialyse i 10 dage, men det føles allerede som to måneder.
Kan ikke vente til den offentlige ferie slutter, så de kan komme i gang med udredelsen af min faster igen. (Når de er kommet igang med hende igen, så er vi tættere på en operationsdato)
Lige nu føles som om jeg sidder fast i limbo, og hver dag er en gentagelsen af dagen forinden... Der sker intet, de fortæller mig intet.

Jeg fik dog 10 i min sprogopgave :) så lidt lys er der alligevel forude. Det viser, at jeg måske alligevel har en anden fremtid, end som førtidspensionist.
(Angsten for en fremtid som førtidspensionist skyldes det faktum, at jeg lå på stue med en kvinde, hvis drømme om en karriere som økonoma blev ødelagt af et par syge nyre).

Sådan ser kateteret ud i fuld str.

Hvad jeg skal spise af piller i løbet af et døgn.

Det fleste er dog vitaminer. ( 2 x B, 4 x D, 1 x C-vitamin)
Det er jo næsten et måltid i sig selv :D

Hvordan kateteret er anrettet i kroppen.

De har dog været så søde at bøje mit nedad, så det ikke er så synligt.
Kan ses på billedet ovenover.