Grundglad

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke har haft det nemmeste år her i 2014. 

I November kom den sidste dråbe: Bægret flød over og mit humør dalede gevaldigt. Jeg brugte sådan set al min energi i den måned på ikke at falde ned i et grimt hul og det lykkedes faktisk. Men ikke desto mindre var jeg ikke mit normalt kronisk optimistiske jeg.

Der var flere dage, uger, hvor jeg om morgene vågnede og følte mig fuldstændigt drænet, tom. Jeg kunne ikke se nogen pointe i at stå op, og jeg var træt. Jeg var træt af, at det hele i år bare var op ad bakke og jeg følte, at hver gang jeg bare en smule var kommet op til overfladen, blev jeg skubbet ned igen. Og jeg var træt. Så grundtræt. 

Jeg fik at vide, at jeg måtte ændre min indstilling, for netop tanker som disse var med til at gøre mig endnu mere modløs. Jeg forsøgte at efterleve det, men jeg ville ikke lytte. Livet var uretfærdigt og mørkt og intet i mit liv ville lykkes og de sidste fem år har da også bare været en række nederlag...sagde jeg højt, når nogen spurgte hvordan jeg havde det. Men inden begyndte jeg egentlig at tvivle lidt. For var det hele nu så slemt igen, eller var dette mørkesind et behov for at retfærdiggør, at dele af mit  liv ikke kørte sådan som jeg havde planlagt.

Det skete så den ene dag, hvor jeg fangede mig selv i at skulle til at skrive, at jeg ikke havde det godt. I stedet for at trykke send, mærkede jeg efter og indså, at jo, der var stadig en masse, der skulle ordnes og faldes på plads, men jeg; altså min mave og jeg, vi havde det egentlig ret godt. Resten kom lidt af sig selv. 

Jeg sidder i mit lille køkken i skrivende øjeblik og drikker min morgenkaffe. Grunden til at jeg sidder ned er, at jeg blev opmærksom på en lille kildende følelse i maven, da jeg skulle til at tage et billede af noget ligegyldigt, men som i det øjeblik føltes vigtigt.

Denne følelse i maven er ikke voldsom eller fembrusende på nogen måde. Den snarere gemmer sig et eller andet sted i baggrunden og stråler ud. 

Jeg slukkede musikken og forsøgte at bringe følelsen frem og i et gik det op for mig, at det er følelsen af glæde - af grundglæde. Den der følelse man så tit kan overse, netop fordi den ikke er frembrusene, som for eksempel umiddelbar glæde er. Men ikke destomindre så er det denne følelse, der er det bærende element, den er nemlig grundlaget man kan bygge alt andet godt på. 

Og det er netop hvad jeg er - grundglad. Og det er slet ikke så ringe endda.

Julen - Tiden hvor man giver, men tit glemmer.

Med en ikkedansk og ikkekristen baggrund har julen aldrig været en del af min opvækst og barndom, og selvom jeg har fundet den årlige komsammen med min daværende kærestes familie utrolig hyggelig, så var det en lettelse for mig, da jeg en september-dag flyttede ud af vores fælleshjem og tænkte "aldrig mere julegaver". 

Da klokken så var ved at slå tæt på december, gik det dog op for mig, at julen alligevel var blevet en gammel kending i min sjæl, og at jeg kunne mærke, at jeg nok ville føle mig forkert til mode, hvis jeg skulle tilbringe den alene. 

Nu er jeg jo en af de heldige og velsignede skabninger på denne jord, så mine veninder og deres familier valgte simpelthen at adoptere mig til jul de sidste par år. 

En ting er at opleve den varme og kærlighed at blive inviteret ind i andre menneskers familie i julen, men for mig er det ligeså givende at opleve andre menneskers juletraditioner og får lov at være en del af dem.

Således bled det, at jeg første år holdt jul hos M, hvor familien inviterede mig ind hele juleuge. Den jul fortjener faktisk et helt indlæg for sig for at give den velfortjente plads: Med jule-bag og julehygge d. 23., julegudstjeneste, julemiddag og juleeventyr d. 24, og julefrokoster både 25. og 26. december var det et eventyr for sig. At blive behandlet som deres egen datter og søster er langt mere end noget andet menneske kan ønske sig. 

Sidste år tog Ems' og hendes familie mig under deres vinger. En jul, der på mange måder var helt anderledes end nogen jul jeg havde prøvet før. Men ikke desto mindre en jul som jeg nok aldrig kommer til at glemme. Det var en af de der juleaftener, hvor man griner til man får ondt i maven, hvor ens kjole nærmest krakelerer af al den gode mad, og man bliver så overvældet, at mennesker, der næsten ikke kender en, køber gaver til en fordi "Selvfølgelig skal du have en julegave, kære Erna.".

I år glæder jeg mig, for i år bliver juleaften med min nabo og hendes familie samt svigermor. Jeg glæder mig og er taknemlig for, at der findes mennesker omkring mig, der endnu en gang har overskud til at åbne deres hjem og hjerter for mig. Og selvom julen er kendt for at være hjerternes tid, så har mange en tendens til at blive så opslugt af (familie)traditioner, at de faktisk glemmer, hvad julens reelle budskab er - at give.  

Og netop dette fik mig til at tænke - her dagen inden jul. 

Selvom vi ikke fejrer jul i min familie, så har jeg været så velsignet med mennesker, der har haft så meget overskud og kærlighed, at jeg de sidste 10 år faktisk hvert år har kunne holde jul - med alt hvad det indebærer. 

Jeg har derfor idag bestemt mig for, at dette er den sidste jul som jeg kommer til at holde i "familiens" skød. Ikke fordi jeg ikke nyder denne fantastiske mulighed, der er mig blevet budt det sidste lange stykke tid, men simpelthen fordi jeg har konkluderet, at det er min tid til at give noget tilbage. 

Jeg er i den heldige situation, at der ikke er nogen, der kommer til at savne mig juleaften, derfor har jeg valgt fra næste år at tilbringe mine juleaftener, hvor der er mere brug for mig - et sted; suppekøkken, eller hvor som helst, hvor mennesker, der er knap så velsignede kommer. Jeg er parat til at give af mig selv til dem, der ikke har det som jeg har. 

Jeg er dybt taknemlig for alt det jeg har fået. Jeg takker og bukker ydmygt og dybt. Mit hjerte er mættet og fyldt og jeg er lykkelig.

Glædelig jul

We Can Run There Under Bridges

Om fredagen til LindyShock er det tradition, at båden Europa sætter til søs og sejler op af floden. Det sker kl 22 og i to timer kan man være på det øverste dæk og danse under åben himmel, mens tonerne fra hovedrummet spreder sig ud i efterårsnatten. Med jævne mellemrum stopper alle deres dans og begynder at råbe, huje og løbe mod bagbord.

Denne fredag satte Europa også sejl kl 22 - traditionen tro.
Og da vi var sat afsted, begav jeg mig op mod det øverste dæk.
Det var køligt og jeg skuttede mig i min alt for tynde sorte kjole. Jeg kiggede på den oplyste bygning, der kunne mistænkes at have været lavet af det pureste guld, på den anden side af Donau floden, der idag husede det Ungarske parlament, og indsnusede efterårsluften dybt i mine lunger.
Jeg nød et kort øjeblik den kolde brise, der legede med kanten af min stadig lidt for tynde sorte kjole.

De havde forberedt mig på, hvad der ville ske, så jeg ventede spændt på, at vi skulle nærme os den første bro.
Jeg kiggede på mennesker omkring mig danse og fik en umådelig trang til at følge med.

Det var så nemt; Han stod jo lige der ved siden af og kiggede hen imod menneskemængden, lænet op ad gelænderet i en grå frakke og betragtede noget jeg ikke helt kunne bestemme nærmere. Så jeg stillede mig foran ham, blokerede hans synsfelt og spurgte om han ikke ville danse.
"Jo da. Det er også den bedste måde at holde sig varm på." svarede han kort.
Jeg smilede imens han hev mig ind i mængden. Vi småsludrede mens vi dansede.
Han var far Israel, Tel Aviv, sagde han. Han havde danset i nogle år- noget krympede sig i mig. Jeg stivner altid, når jeg danser med erfarne dansere. Jeg føler jeg skal hamle op med dem. Jeg tænkte et øjeblik for mig selv "Hvis bare jeg havde startet dengang jeg første gang blev lokket, så ville jeg havde været ligeså god som han er idag." Men jeg startede ikke dengang. Måske var det også bedst, jeg startede da jeg gjorde. Dans er det, der understregede og stadig understreger begyndelsen på mit nye liv - i dansen gjorde jeg noget jeg aldrig havde turde før - jeg gjorde det selv. Helt selv.

Han hev mig ind til sig og dippede mig let. Jeg grinede mens jeg kiggede op på ham.
Vi talte videre, mens min tankestrøm kørte i baggrunden.
Men inden jeg vidste af det, afbrød han den med ordene "Er det ikke fantastisk? Musikken er stoppet og vi danser stadig." Jeg kiggede på ham. Jeg undskyldte og smilede genert."Nej du må ikke undskylde. Det er som magi." fortsatte han.
Jeg kiggede fortsat på ham og vor hænder blev ved med at være i et fast greb. Det greb varede kun et øjeblik, tror jeg, men øjeblikket føltes som en evighed. Han gav lidt slip i mine hænder og nikkede i en bestemt retning...

Pludselig kunne jeg høre en for mig velkendt stemme og sprog: "Er du klar? Vi nærmer os en bro."
Jeg tog fat i den velkendte stemmes hånd og da han havde talt til tre løb jeg og kiggede op. På et øjeblik var stjernehimlen erstattet af tunge grønne metalplader og store boltskruer og beton. Jeg blev svimmel, jeg grinede, jeg råbte op som de andre og holdt fast i den velkendte stemmes hånd. Det hele foregik så hurtigt og jeg kiggede til alle sider for at fastholde den mand, der et øjeblik havde fået mig til at glemme tid og sted.. I stedet så jeg mængden af mennesker løbe i samme retning som jeg og før jeg vidste af det var vi ved skibets ende og broen var allerede langt efter os. Jeg så enkelte hænder vinke ned til os fra broen. Jeg så en strøm efter os af oprørt vand. Jeg mærkede varmen i mine hænder, der hvor hans havde holdt fast. Menneskemylderet var spredt og jeg stod alene tilbage med hænderne ned langs min krop og lod den kolde efterårsbrise lege med kanten af min lidt for tynde sorte kjole.

Otte

For seks år siden lagde T og jeg os i hans- nu vores seng for første gang. Det var en søndag.

Jeg mindes, at jeg åndede dybt ind og indsnusede duften af Ajax, nymalede væge og flyttekasser. Jeg var tilfreds. Dette var mit hjem- vores hjem.

Da vi slukkede lyset, trak han mig ind til sig, og vi sov hele natten sådan, som var vi blevet ét.

For otte måneder siden, kiggede jeg mig omkring på tredje sal -et fremmed sted, et sted, hvor der duftede af Ajax og flyttekasser, men det var ikke mit hjem, for dette var ikke vores hjem. 

Jeg lukkede døren efter mig, og jeg kunne mærke klumpen i halsen udvikle sig til tårer. Jeg sukkede, dybt, for jeg var bange for, at jeg ellers ville blive kvalt.

Seks år, og siden var han smeltet inde i mig, sammen med mig. Jeg mindes, at jeg tænkte på siamesiske tvillinger. For det må være sådan, at det føles, når de bliver skilt ad. Det gør ondt, og man mangler en del af sig selv.

Den dag jeg underskrev kontrakten, skinnede solen skarpt, og jeg gemte mig bag mine store sorte solbriller, men jeg gemte mig ikke grundet solen, jeg gemte mig, for at jeg kunne skjule mine tårer.

Han smilede mildt og sagde, ”Nej det er ikke let.” og rakte mig kuglepennen.

Han sagde: ”Det er som et dødsfald.” og rørte min hånd let. Og han havde ret.

Jeg underskrev hans kopi først og så min, og så tog jeg ned til toget, der skulle føre mig til det, der nu skulle være mit nye hjem. Ikke vores, men mit hjem.

Mine forældre og jeg gik op af trappen. Min mor var iklædt en dybblå frakke med røde knapper. Min far havde en stegepande med.

Lejligheden var lys og den havde et indbygget skab i gangen. Jeg tænkte for mig selv, at jeg nok hellere måtte få malet det skab. Helst snart.

Lejligheden var så lys, men jeg så mig selv sidde på hug og græde. 

De spurgte, hvad der var galt. Jeg sagde, at det gjorde ondt. De forstod ikke. Men hvordan forklarer man så andre forstår, hvor ondt det gør, når seks år af et liv nu er pakket ned i 28 flyttekasser, størrelse medium, fra Røverkøb?

Hvordan forklarer man, hvordan det føles, når man taber alt det man har bygget på, i otte år af sit liv, på gulvet og ser det knuses i tusinde stykker, som var det blot et krystalglas.

De sagde det er livet. Jeg sagde, ”Jeg er selv skyld i det.”. De sagde ikke mere, så jeg går ud fra, de gav mig ret.

Han og jeg kiggede på hinanden ved siden af det, der til for nyligt havde været vores seng. Jeg sagde ”Jeg har ikke lyst til at flytte fra dig. Jeg har ikke lyst til et liv uden dig.” Han sagde det samme.

Jeg tror vi græd, og hvis vi ikke gjorde, så gjorde vor hjerter det for os.

Vor læber mødtes en sidste gang, næsten flygtigt. Jeg slap mit greb om ham og følte mig tom.

---

I dag er det otte måneder siden, jeg sagde farvel til otte år af mit liv.

Jeg har stadig den stegepande, min far havde bragt med sig den dag, jeg i køkkenet sad på hug og græd som var jeg blevet pisket.

De burde have modsagt mig, for det var ingens skyld.

Og det var det rigtige.

I dag er det otte måneder siden, og jeg er faktisk lykkelig. 

Lykkekonto vs Sundhedskonto

Jeg har det med at være lettere kontrolfreakish. Jeg skal altid have styr på et eller andet i mit liv, og helst det hele. Jeg skal styre det, og jeg skal naturligvis sætte yderst høje krav til mig selv. Krav så høje, at intet normalt, dødeligt menneske kan indfrie dem.

Da jeg blev indlagt faldt mit liv lidt på gulvet. Jeg prøvede at afslutte mit BA-projekt, og jeg sad og skrev på det, men da jeg så blev blind, var jeg mod min vilje nødt til at droppe skidtet, eftersom jeg ikke kunne læse.

Jeg kunne skrive, men det er lidt svært at skrive et BA-projet, når man skal have referencer fra litteraturen med.

Så jeg kastede mig over noget andet at kontolere - k a l o r i e r...

Nu er jeg sådan en sukkergris, der bare kan nøjes med at drikke en godt sød kaffe, hvis der ikke er andet sødt i huset, og lysten melder sig. Så det der med at lave mine kostvaner om, var ikke the way to go.

Så min kalorietælning indebærer ikke at spise en masse sundt, kedeligt og grønt. Jeg har opvejet sundhedskontoen over for lykkekontoen.

Hvis jeg spiser 100 gram chokolade, så har jeg spist, hvad der svarer til en portion aftensmad, eller ca 600 gram grøntsager... Det kan godt være, at sundhedskontoen bliver lidt tom på den måde, men jeg skal da love for at lykkekontoen bliver fyldt. Og jeg får stadig lov til at kontrolere.

Jeg har vejet og opvejet, at lykkekontoen er vigtigst.. sundhedskontoen må jeg tage mig af, når jeg bliver gammel.

Boyfriend-style go home! Here comes morfar!

Det er nok ikke nogen nyhed, at det i år er total in for kvinder at stjæle tøj fra kærester, fædre, drengevenner, bedstefædre, onkler og sikkert også fremmede mænd - i mode og fashion gælder alle kneb..eller var det krig og kærlighed? Oh well.. jeg har aldrig være god til citater.

Vi er gået væk fra de fine strutskørter og over til smokingbuksen, Marlene Dietrich og den skønne flade herresko (hvilket fører mig til; Hurra, nu har jeg endelig anledning til at bruge min tophat igen).

Jeg elsker at klæde mig feminint, og jeg praktiserer det ofte, både i form at strømer, hofteholdere og korsetter (ja også i hverdagen), bare fordi jeg kan.

Men jeg elsker ligeså meget at lege mand, og jeg har tit stjålet T's arbejdsskjorter, hvilket har fået ham til at hade mig, da jeg som regel leverer dem tilbage duftende at tøseparfumer.

Jeg faldt ver et par brune herresko i en genbrugsbutik oppe på landet allerede for to år siden. Hele min familie grinede af mig, "for det er sådan noget man gik med i 60'erne, når man var fattig og fornuftig".

De er brune, grimme, kostede 40 kr, og jeg elsker dem over alt på jorden.

Jeg blev lykkelig, da jeg så sidste år kunne erhverve mig et par råhvide herresko i TopShop - til en noget højere pris (ca 10 gange højere) dog, men de kom med i samlingen.

Idag snakker de om, at man skal stjæle kærestens stil.

Og da indså jeg hvor meget foran jeg er, for allerede sidste år bestemte jeg mig for at blive en mand. Og ikke bare en mand, men en gammel mand, fordi jeg ville være så meget en bedre gammel mand, end mænd er. Jeg skal jo altid tage tingene et skridt længere ud. (Lidt ligesom med nyren - "Nej Erna, du har ikke kun T-celleafstødning, du har også

B-celle afstødning". - Tja hvorfor ikke...

Jeg dyrkede gammel mand-stilen hele sommeren, men nu er det in, så jeg tog selvfølgelig videre i min fashion-færden, og forvandlede mig - ved et tilfælde - til noget fra Charlies Angels, fordi min frisør kom til at klippe mit pandehår lidt forkert. Åh well - shit happens, jeg må vel bare leve med at være et fashion-ikon.. (Vifter L'oreal-reklame-agtigt med håret, mens jeg skriver det).

Dagens out-fif:

Jeg skulle ud og lufte kinderne idag, for jeg skulle i hvertfald ikke sidde hjemme i dette skønne vejr!

Gem kinderne væk med et par fakebriller (jeg synes jeg får deja-vu).

Og tage fokus fra kinderne med store smykker og endnu større skulderdimser.

Briller fra Pieces: 80,-

Irriterende fnulderbluse med skulderdimser fra h&m: 79.-

Yndlingssmykke fra NoaNoa: Gave

Nederdel fra TopShop: 299,-

Og ja, mit køkken er pink. Det skal jo matche min læbestift.

Lige for at runde af - det kan være, det her indlæg lyder lidt hyper, men jeg er også lettere hyper idag. Jeg er høj! Så høj, så høj!

Jeg har fundet ud af, at man godt kan blive høj uden rusmidler - jeg er denne weekend høj af lykke og glæde! Sådan helt ind til benet. Så jeg kan mærke det i hele kroppen!

Vintage Dior II - og det, der følger med

Jeg har været så sløj, at jeg end ikke fik fortalt, hvad søde Ems kom med til mig forleden dag.

Hun kom, og jeg havde det så skidt. Jeg kunne ikke trække vejret og kunne knap nok holde øjnene åbne, hun klemte min hånd og kyssede mig på kinden (såvidt jeg husker), og så hev hun en stor hvid kuvert frem, hvor en rød streg fulgte den nederste linje, og to ord blev dannet i sorte og røde bogstaver.

"Dette er fra L." Jeg vidste, at jeg havde en gave i vente. Men jeg vidste ikke, at deri lå hele to foldede stykker lidt for groft gråt papir. De beskyttede det dyrbareste i mine øjne.

To par vintage strømper.

De ene par var champagnefarvet og var lettere grove i denierne, lidt lige mine første vintage Dior, dog så de ud til at være en yngre model, men det andet par slog benene under mig.

Præcis i min størrelse stod de der - sorte Dior - Diorella med søm i str 9.

De var til at græde over...

Jeg tør næsten ikke røre ved dem.

Jeg åbner op for det lidt for grove papir og kigger på dem. Rør ved dem og beundrer dem. Men jeg ved ikke, om jeg tør bruge dem. De ser så sarte og delikate ud.

Er det her, hvad man kalder en fetish?

Eller er dette ren og skær forelskelse og kærlighed til noget, der kan være så paradoksalt?

De er så fine og delikate og alligevel. Man kunne fristes til at tro, at de ville falde fra hinanden ved det mindste vindpust, men jeg ved, at de har holdt i 40 år mindst, og er stadig intakte.

Jeg har rørt ved dem, og de er som silke i min hånd.

***

Jeg elsker at få gaver, men jeg kan aldrig finde ud af at modtage dem, jeg bliver forfjamsket og som regel føler jeg, at jeg ikke er taknemmelig nok.

Men jeg er velsignet jeg får gaver altid... Der går ikke en eneste dag uden en gave i mit liv, for jeg smiler og jeg er glad.

Jeg tænker tit på, om det overhovedet er muligt at være så velsignet og heldig som jeg er.

Ja, det kan godt være, at jeg sidder her på 13ende og er fanget som en prinsesse af denne onde dr. SSS og kaninerne. Det kan godt være visse synes, at det er synd for mig (det er det ikke), og andre mener, at jeg fortjener det (intet menneske fortjener lidelse). Men fuck, hvor er jeg egentlig lykkelig i skrivende øjeblik. Jeg er elsket og omgivet af mennesker, der gør alt for mig. Jeg er heldig fordi både onde dr. SSS og kaninerne findes, så jeg fortsat kan eksistere.

Livet er overvældende på den fede måde.

Og jeg er fucker-sentimental, for jeg er påvirket af Prednisolon og kaninerne.

At stå op om natten og se solen gry

Som ved et klokkeslet, præcis kl 7.43 står jeg op for tiden, og ih guder, hvor jeg elsker det.

Jeg elsker at vågne, og her om vinteren se morgenen gry stille frem. Solen blive født af en sort horisont og forvadler himlen til et flammende hav, der kan få den den mindst troende til at tro på, at det er dér helvedets porte er.

Jeg kan se det hele oppe fra mit tårn, hvor de holder mig fanget.

Men jeg sniger mig ud til bagtrappen og ser på, at dagen fødes på ny. Vinterhimlen er tit det smukkeste, der findes, for solen er ofte væk, men når den kommer frem, får det hele et purpur-rødt skær.

Da jeg var lille plejede min mormor og morfar at vække mig tidligt om morgenen, når vi var ude og besøge dem i Pljevlja (en lille pisby på knap 20.000 indbyggere, men i mine øjne, uden sammenligning byen, der kommer tættest på Paradis).

Jeg sov oppe på første sal og plejede at rutsje ned af de ti, der for mig føltes meget stejle trapper, der var dækket af hjemmequiltede tæpper, som både var gået i arv, men også var quiltet af min mormor.

Jeg plejede at vågne og rutsje ned af dem, mens der i den lavloftede stuen ventede velduftende myntete, som min morfar havde plukket under vinduet i deres forhave.

Jeg kan stadig dufte og smage den, og hver gang jeg besøger min morfar, får jeg en lille pose med hjem, som jeg vogter over, som var det det pureste guld.

Det er det pureste guld, jeg vogter over; det er min gule kjole med selerne og mine sorte indianerstøvler, jeg vogter over. Mine sutter* og mine savietter, som jeg samlede på, jeg vogter over. Den er min barndom som, bliver lukket ned i en smuk glaskrukke, som jeg kun nænner at åbne op engang imellem, fordi jeg er bange for at duften siver ud.

Jeg plejede at rutsje ned ad den quiltbeklædte trappe og stjæle min morfars stol hvor en kop myntete i et gennemsigtigt glas, med een sukkerknald stod og ventede - på mig. Jeg plejede at drikke det hurtigt og gøre mig så lille på stolen, så han ikke kunne se, at jeg sad der.

Når han kom, løftede han pegefingeren og kaldte mig et lille stædigt æsel, og sagde, at jeg skulle sidde på min plads, eller skulle han vise mig.

Så satte han sine ben op på en anden stol og lavede en bro med dem, så jeg kunne lave kolbøtter over dem, mens min mormor fodrede mig som den lille pipfugl jeg var. (Mine far mener stadig idag, at det er min mormors skyld. at jeg overlevede i sin tid, for hun tog sig timer til at finde på lege og måder, bare for at få mig til at spise op, for den største kamp nogen sinde i vores liv var mine spisevaner. Jeg ville ikke spise).

Af en eller anden årsag blev jeg altid sur over, at jeg blev vækket så tidligt, for min mindre fætter fik lov til at sove længe. Imens skulle min morfar og jeg ud og vandre i bjergene. Jeg fik mine små støvler på, godt med tøj og så begav vi os ud til de omkringliggende bjerge.

Vi gik altid i det, der føltes som evigheder. Vi skulle som regel op til klostret eller motellet, og drikke vand fra kilden.

Undervejs plukkede min morfar skovjordbær, til mig som jeg spiste i smug og han skældte altid ud og sagde, at jeg skulle huske at fløjte. Jeg kunne ikke fløjte, men jeg lærte at fløjte. Og så fandt jeg ud af, hvorfor jeg skulle fløjte. Vi skulle gemme nogen af de plukkede bær, så mormor kunne lave kage.

Men skovjordbærene blev aldrig brugt til kagen, altid blev de stillet foran mig i en skål, så jeg kunne spise så mange jeg lystede. Duften af dem gør mig stadig svimmel.

Jeg mindes, at min morfar havde sådan en smart lille kop, der kunne foldes sammen og kommes i lommen. Når vi ankom til klostret fik jeg lov til at drikke af den, og vandet var altid sødere, når jeg drak fra plastikkoppen.

Hjemme stod den oppe på en hylde i køkkenet og jeg var altid så nysgerrig efter at se på den, for den havde sådan en fin orange prop, så den også kunne bruges som æske.

Jeg savner den kop.

Vi kom som regel tilbage, når solen bagte. Og dér ventede min mormor med klud og spand og vaskede trappen foran huset, eller sad og drak kaffe med nabokonen, Milka (den eneste kvinde, der nogen sinde har kunne koge det perfekte blødkogte æg, og som forærede mig en kylling, der blev min morfars plage).

De plejede at sidde der på bænken, som min far havde lavet til dem af et gammelt skab, for den fine bænk de havde før, var pludselig blevet væk.

Min mormor sad der og smilede i sin dueblå hjemmekjole (for i min familie er vi vokset op med, at der er udetøj og hjemmetøj), og sin hvide ble på hovedet, for hun var så bange for, at der ville komme hår i maden).

Jeg plejede at få min kop bosnisk kaffe, og så kiggede Milka i kaffegrums og fortalte mig, at hun kunne se, prinsen fra Tyskland, som jeg så gerne ville giftes med, snart ville komme og gøre mig rask. Eller om de hvide lædersofaer, jeg ville få, hvis jeg flyttede ti Italien (dette var mine fremtidsdrømme og ønsker som lille).

Jeg fik en lille skål rosensødt til kaffen, ligesom de pæne damer. Der var klokken henved 11 og byen og gaden var vågnet. Jeg havde allerede levet et helt liv ud.

I lange perioder har jeg sovet. Sovet så længe og til så sent, derfor elsker jeg idag, at jeg kan vågne så tidligt, uden at være træt. At kunne vågne så tidligt og se ude på solen, selv oppe fra mit fængslende tårn.

Jeg er helt rolig og varm inden i. Jeg kigger ud ad vinduet, ud på seen og på det, der slet ikke ligner Pljevlja, men jeg overvældes af stilhed og ro. En følelse af zen, hvor jeg ser mig selv stå der, midt på den lille lukkede gade, ved siden af den røde port, iført en lille gul kjole og mine plastiksutter i hånden, imens imamen kaldte til bøn fra byens moske kl 12.

*Små sutter i plastik man samlede på, dengang jeg var lille.

***

Morfars hus. Den side, der er kalket er hans. Før i tiden var det hele vores ejendom, men under kommunismen blev det hele delt op efter, hvor aktiv en kommunist man var.

Byens måske og klokketårn. Blev bygget af Husein-Pasha.

Denne moske blev bygget af en læring, som var blevet sendt af mesteren selv fra Sarajevo, men da den var færdig viste den sig at være smukkere end den store moske, der var blevet bygget i Sarajevo af selve mesteren. Denne moske har ligeledes den højeste minaret (tårnet) på Balkan - 42 m.

Kaffe og hjemmelavet rosensaft.

Trappen og min mormors quiltede tæppe.

"De Tre Helliges" kloster.