Perspektiv

Jeg vågnede imorges, alt for tidligt, men i stedet for at vende mig om på den anden side og sove videre, bestemt jeg mig for at ordne et par praktiske ting i Dukkehuset som jeg normalt ikke lige har tid til og som jeg som regel glemmer i løbet af weekenden, fordi jeg mest af alt forvandler mig til en zombie, ligeså snart klokken slår 19.01 fredag aften. 

Så jeg stod op der kl 6.30 og gik ellers igang med diverse praktiske gøremål så som at støve af, rydde op, flytte rundt og afkalke, jeg er trods alt åndsnærværende nok til at huske, at man ikke må støvsuge så tidligt om morgenen på en hverdag, så det undlod jeg pænt at gøre. 

Da jeg har havde været hele lejligheden igennem hoppede jeg i bad. 

Jeg havde godt set efterhånden i et par uger, eller mere, at mit afløb klagede og nok snart skulle renses, men da det er absolut min hadetjans, har jeg pænt ladet som om det på magisk vis ville ordne sig selv. 

Der stod jeg så, under det varme vand, og førte diverse diskussioner med mig selv, da jeg bemærkede, at vandet omkring mine fødder var ved at være godt dybt. Jeg kiggede uden for brusekabinen og så, at hele mit moderniserede  Københavnerbadeværelse var oversvømmet - vandet fossede op fra alle sider og jeg fik lyst til at slå på noget, eller græde... eller ringe efter min far. 

I stedet skyldede jeg diverse produkter af mig, slukkede vandet og gloede på et gulv, der snildt kunne have været en scene i "Sharknado". 
Bandende og svovlende pakkede jeg mig ind i et håndklæde og gik igang med at rense det skideforbandedeafløb som da absolut skulle flyde over idag. 
Jeg fik styr på det meste, men ikke desto mindre var jeg stadig så frustreret, at jeg var ved at koge nok over, til at jeg skulle dele min frustration med resten af min omgangskreds på Facebook, naturligvis. 

Stadig kold og våd, nu både af vand og sved, med dråber dryppende ned af mig, marcherede jeg ud i køkkenet og skulle til at dele mit firstworldproblem med resten af verdenen. Da fangede mit blik en update fra en af mine kære venner over fra USA. 

Mens jeg havde stået og taget mig af mit afløb her i det lille trygge Danmark og havde udsendt alverdens eder mod den uretfærdighed som absolut skulle ramme mig, var han blevet berøvet midt på gaden.  
"Just got robbed for 200 dollars […] I’m just gonna keep packing my stuff and hope it doesn’t get stolen while I’m moving. This city is filled with scum of the earth and angels. It will teach you lesson after lesson [...].” stod der.

Og så blev jeg slået i hovedet. Reality check. Perspektiv. Røde kinder. Skam... Jeg sank en klump, slettede mine eder som jeg var ved at sende på min offentlige wall på Facebook, bed mig selv i læben og skrev til ham for at høre om han var ok. 
"Jo jo, dette var jo hverdagen. I det mindste var der ikke anmeldt nogen voldtægter idag." Hvad skulle jeg gøre? Sende en ked-af-det-smiley? "Fantasia, hvor djævle og engle mødes - New Orleans." afsluttede han inden jeg nåede at reagere. 
Jeg sagde, at jeg var bekymret, at han måtte passe på sig selv. Det lovede han. Jeg fortalte, at sidste gang jeg tabte min pung, så kom den tilbage med posten, men at min 10'er var væk. Jeg sagde: "Vi lever i to forskellige verdener." Han sendte mig en smiley og sagde: "Det er derfor jeg ikke er bekymret for dig i mine vågne timer.".

Jeg har altid vidst, at vi i Danmark, om måske ikke er forkælede, så i hvert fald er priviligerede. Jeg er ikke bange for at gå, eller cykle de 800 meter fra stationen og op til mit Dukkehus. Jeg er ikke bange for, hvis jeg bliver syg, om jeg får mulighed for pleje. Jeg ved, hvis jeg løber tør for medicin, så går jeg på Riget og får mine depoter genopfyldt - gratis. Jeg kan sidde på 7. år på universitetet og nørkle med noget så specifikt som kønsstudier og alt imens får jeg penge til det. Måske ikke mange, men stadig penge... 

Jeg har vidst, og jeg har værdsat denne priviligerede, forkælede, tilværelse, for i modsætning til mange andre, så er jeg ankommet til dette land og skylder mit liv til det. Men jeg er stadig et menneske, og jeg er blevet forvænt,  jeg er blevet forkælet og nogen gange glemmer jeg, hvordan virkeligheden faktisk er. 

Jeg gik ud af køkkenet og ind i mit soveværelse. Jeg gjorde mig klar til dagen og bevægede mig ud i min lilleputvirkelighed, dog med en følelse af taknemlighed over, at afløbet faktisk var mit og at ingen kunne tage det fra mig, om ikke andet så fordi det sidder fast i mit Dukkehjem.

Jeg bliver så ked af det...

Jeg bliver så ked af det, når jeg opdager, at mennesker tæt på mig er falske... 

Det er efterhånden ikke første gang, at jeg falder for falske menneskers charme, og jeg kan ikke forstår, at jeg bliver ved med at falde i den samme fælde. 

Man skulle tro, at jeg havde lært det, her på vej ind i mit 30. år, men gang på gang bliver jeg overrasket, når det går op for mig, hvad jeg har ladet få en plads i mit hjerte...

Og selvom jeg udadtil forsøger at være ligeglad, så er jeg det inderst inde ikke.. Det påvirker mig, det kører rundt i mig, og det gør mig ked af det. Men mest af alt så efterlader det mig tilbage med en følelse af undren; Hvordan kan et menneske lade som om det er interesseret i ens gøren og laden, uden i virkeligheden at være det. Hvordan kan et menneske rådgive, trøste og hvine over ens liv, når det i bund og grund er fløjtende ligeglad, om man var her, eller på månen; om man var død eller levende? 

Jeg forstår det ikke; Jeg forstår ikke hvordan man kan holde en maske malet på - dag ind og dag ud. Hvordan man kan blive ved. 

Og dog... Masken krakelerer på et eller andet tidspunkt, og så ses det sande igennem sprækkerne, som solstråler igennem et gammel stykke træ, der alt for længe har fået lov til at stå. Og jeg bliver oplyst, og jeg indser... en lille gnist af sandheden...

Men ikke desto mindre, så bliver jeg så ked af det, når jeg opdager, at mennesker tæt på mig er falske.

Fra Glemmebogen

Den nat kunne jeg ikke falde i søvn. 
Mit hoved lå på hans bryst og selvom hans åndedrag var langsomme og tunge efterhånden, kunne jeg ikke fokusere nok til at døse hen i hans rytme.Jeg lå i mørket med øjnene spæret op. Natten var tung og jeg var tom.

Mørket og min stirren blev brudt af en mandestemme, der som igennem en tåge sang en sekvens, der kunne have lydt som Mozarts requiem.

Han smilede. Jeg kunne mærke ham oppe i mig. Hans blå øjne var stadig formørket af liderligheden. Han trak mig ned til sig, kyssede mig og skubbede mig let op igen.
"Det er utroligt, normalt kan jeg ikke kigge folk i øjnene under sex så længe, men dig elsker jeg at se i øjnene." Jeg smilede. "Dine øjne er så smukke. Det bliver så intimt."
Jeg sagde stadig ikke noget. Jeg forsøgte bare at føle efter, hvad ordene gjorde ved mig.
"Du kigger bare så intenst, og du slår ikke blikket ned."
Jeg var lige ved at sige det, men valgte, at lade være. Tænkte det i stedet i mit stille sind; At grunden til, at jeg kigger ham i øjnene, ikke er fordi jeg elsker hans smukke himmel- og havblå øjne, men fordi jeg ikke kan eller tør være ham hengiven. Og at jeg fastholder hans blik, for at fastholde kontrollen over mig selv.

Jeg mærkede endnu en gang efter i maven. Men der var intet. Jeg havde lukket af. Egentlig længe før ham.

Den dybe mandestemme, der havde trængt igennem natten fra et udefinerbart sted var forstummet hen, og det der var tilbage var næsten kun et ekko.

Han lå stadig ved siden af mig og trak vejret roligt.
Jeg lagde mig tættere ind til ham og stirrede fortsat ud i mørket.
Jeg kunne mærke hans hjerte og ønskede et øjeblik, at jeg vidste, hvad det følte - hvad det fik hans hjerne til at tænke. Om han var rædselsslagen, eller ligesom jeg, følte intet.

Han rørte lidt på sig og kyssede mig i håret, stadig sovende. Jeg lukkede mine øjne, snarere fordi de var begyndt at svie af at været spæret op, end af træthed, og døsede hen i mørket.

En dag, når jeg bliver voksen

En dag, når jeg bliver voksen, så vil jeg holde op med at føle. Jeg vil lukke ned og kun betragte. Mit hjerte og alt, der følger med vil jeg pakke i silkepapir, der dufter af sommer, lila og røde blomster og nyslået græs.

Jeg vil lægge det i en kiste af stål og sætte en ildsprudende drage til at vogte over det hele, når jeg har låst kisten med en nøgle. Nøglen vil jeg gemme og glemme.

En dag, når jeg bliver voksen, vil jeg stoppe med at løbe og snuble. Jeg vil holde op med at smile, give og falde. 

Der vil stå en stor mand i tung rustning foran mig og ingen vil kunne komme forbi ham og ind til mig igen.

En dag, når jeg bliver voksen, så får jeg det lært...

Den Syttende Dag

Den syttende dag blev min blog læst, og en betænksom stemme spurgte om jeg var ok.

Selvfølgelig er jeg ok. Jeg er som oftes ok og faktisk mere end det. 

Melankolien fylder mig blot til tider, men det har den altid gjort, den har været min tro følgesvend - på godt og ondt. Jeg har altid været så forfærdelig tænksom - også dengang jeg var helt sorgløs og lille. 

De sidste mange dage har jeg bare haft freden til at sætte mine tanker og følelser i system. Melankolien følger med, når man ranssager sin sjæl.

Alle har melankolien i sig, jeg har blot valgt at krænge min ud til offentligheden. 

Den syttende dag skete der ikke så meget. Min mor og søster har gjort os selskab her på den syttende dag. 

Roen og stilheden er væk, jeg tror jeg kommer til at savne den.

Kujon

Jeg ringede til Roomie igår, og efter halvanden times snakken frem og tilbage, analyser og dekonstruktion af situationer, hørte jeg mig selv sige det: ”Jeg er fandeme bange.”.

Jeg sagde det højt, måske lidt for højt, gentog og så smagte jeg på det. Smagte på ordet ”bange”. Jeg er ikke bange.

Så sagde jeg det endnu en gang og kunne næsten ikke tro det. Idet gik det op for mig, at jeg faktisk er rædselsslagen. Jeg er rædselsslagen for at blive såret igen, afvist, efterladt…  Rædselsslagen for at lade et menneske træde ind  i mit indre, blot for at efterlade dybe fodspor, et sted hvor fodspor ikke burde være.
Derfor holder jeg mig pænt distanceret følelsesmæssigt, eller rettere; Jeg kæmper imod min mave, imod lysten og ønsket om at give slip. Imod min sande natur.

For jeg er bange...

Jeg er stadig mit flirtende, charmerende og elskelige jeg. Jeg sværmer om menneskerne, der omringer mig, især mænd - for det er jo dem jeg elsker. Jeg smiler til dem og giver dem det der blik, så de føler sig som den eneste ene i mine øjne, og så sikrer jeg mig, at der altid er et par andre i baghånden, bare i tilfældet af, at jeg skulle blive skuffet af den mine øjne hviler på lige nu.

Det er jo trods alt nemmest at udfylde de efterladte fodspor med et andet par fødder.

Jeg har ikke altid været sådan. Jeg er et menneske, der hopper i den rasende flod og venter spændt på, hvor strømmen vil føre mig. Jeg kaster mig i eventyr. Jeg elsker, begærer, forløser og lader mig forløse.

Jeg har ikke altid været bange. Faktisk har jeg aldrig været bange, og mindst af alt for at blive såret. Mindst af alt for at give slip, mindst af alt for mennesker.

I dag er jeg bange. Jeg er bange for det jeg mest af alt elsker: Menneskeøjne og smil. Kærtegn og duft.

Jeg er bange for at åbne mit inderste op, for jeg vil ikke såres mere.

Jeg, en kujon.

Jeg, en kujon blev spurgt en formiddag, mens jeg lå nøgen i min sorte sofa, om jeg brugte. Brugte hvad. "Nej" var min umiddelbare tanker. For jeg bruger ikke mennesker. Jeg nyder mennesker, jeg elsker mennesker… Men hvor sikker kan jeg egentlig være. Måske bruger jeg dem alle. Bruger dem for at sikre mig, at jeg aldrig bliver såret igen.

Jeg, et bløddyr, der ikke tør stikke følehornene uden for sit lille hus mere.

Jeg, en kujon, der blev såret, og vist ikke er kommet videre.

Jeg, et menneske. En kvinde, en drømmer, der drømmer om det hele, men ikke tør leve drømmen ud mere.   

Længsel efter efterår

Egentlig er det lidt pudsigt, for jeg elsker sen-foråret og sommer. Når alt blomstrer og syrenerne dufter. Og når hylden så kommer og nærmest beruser mig, når jeg går forbi buskene. 

Jeg elsker at have bare ben, gå med ballerinasko, hver dag og iføre mig lange smukke sommerkjoler, der slæber lidt efter mig, fordi jeg jo ikke er særlig høj. 

At tag på stranden og suge solen til mig. Nyde varmen og den milde brise. Og så mærke den der fornemmelse i kroppen, som jeg før har snakke om, men aldrig helt har kunnet beskrive præcist. 

Den der fornemmelse af stilhed og knastør sommereftermiddag. Når alt stilner af og kun en enkel brumbasse kan høres, fordi den er lidt forsinket i dagens gerninger.  

Når man sidder i sin morfars have, eller ved den Blå Moske i Istanbul og det stadig er varmt, men fordi man har fundet en plet i skyggen, så er det rart, og når man så pludselig hører imamen kalde til bøn, og bliver overvældet af hvor mægtigt det egentlig er. 

Den der fornemmelse af, når man som lille legede og gravede i baghaven med sin fætter, fordi man forsøgte at finde Aladdins magiske lampe. Og når det så var hedest, blev man vasket, sat til at spise frokost og blev lagt i seng, fordi det var tid til eftermiddagslur. Den der følelser, der dukker op omkring kl 17, i min mave. Af minder, ro, sjælefred.

Ja den følelse elsker jeg.

Jeg elsker sommeren og ligeså snart den er slut, så kan jeg næste ikke vente til det bliver sen-forår igen, for så er der ikke langt til sommer igen.

Jeg elsker solen. Jeg nyder solen. Jeg kan blive helt liderlig af solen. Af varmen, der tænger helt ind til og igennem marv og ben, og nærmest fraspalter og opløser min krop til atomer. Når jeg med lukkede øjne kan mærke hver eneste celle i kroppen bevæge sig og summe.  

Jeg elsker solen og jeg elsker varmen og sommeren mit  yndlings tidspunkt på året. 

Og alligevel, midt i denne kl 17-følelse og solen og liderligheden og varmen og brisen, så kan jeg fange mig selv i at se på billeder fra året forinden. Billeder af kølige oktobermorgener, hvor solens stråler ikke varmer mere, men stadig lyse op. 

Morgener, hvor jeg iført min turkisblå frakke begiver mig på eventyr, på Uni, ud i livet og verdenen. Pakket lidt dybere ind i mit store tørklæde. 

Morgener hvor jeg tager kjole på og gummistøvler, for det må man jo godt.

Og når det så bliver lunt hen ad dagen, sidde pakket ind i tæpper og frakke og nyde en kop varm the på Kongens Nytorv, betragte byen gemt bag et par store solbriller, for i efteråret må man også have solbriller på, det er der nok solskinstimer til.

Dette glæder eg mig til. 

Jeg glæder mig til efteråret oftest, når jeg længes.

Silhuetter fra en drøm

Igår nat ville min krop ikke falde til ro, så mens jeg med halvlukkede øjne lå i mørket, kom dé ud af mørket.

En efter en... mænd jeg har kendt, elsket og været elsket af.

Jeg har været forelsket mange gange - et utal.

Hvor mange gange har jeg ikke sukket og grædt mig selv i søvn med et smertende bryst, på grund af de mænd, jeg ikke kunne få. Jeg længtes og ønskede og higede.

"Hvorfor vil han ikke have mig", spurgte jeg stjernerne og bøgerne. Men jeg så ikke, ej hellere værdsatte jeg, de samme blikke, der længtes efter mig.

En solskinsdag, da en af mændende fortalte mig, hvor forelsket han havde været i mig, gik det op for mig, at jeg kun ønskede det jeg ikke kunne få. Jeg var så optaget af det, at jeg overså alt andet. Jeg koncentrerede hele min væsen om dét, til jeg fik det.

Da jeg havde det i min hånd, smed jeg det væk.

Min store drøm var, at en mand skulle erklære mig sin udødelige kærlighed. Og ligegyldig, hvor mange gange det skete, så jeg det ikke. Når jeg endelig så det, forsvandt min lyst, både til manden og kærligheden.

Jeg ligger her i mørket, værelset - kun belyst af det elektroniske skær. Og jeg kan se dem alle for mig.

Den høje sygeplejer med de blå øjne og de stærke arme. Hans billede er noget sløret, men det er vel også 20 år siden han sidst løftede mig fra briksen over på sengen.

Min første kærlighed er der også. Hans legen med mig. 4 år, før han pressede mig op ad køkkenbordet og jeg endelig lokkede et kys fra hans læber. Da han slog op, sagde min far, at jeg endelig var voksen.

Og den lille dreng med de brune øjne, som jeg skrev digte til og som jeg sneg mig ud til i de kolde efterårsaftener. Han fik æren og knuste mit hjerte som den første.

Ham som ligger ved min side lige nu, står der også og får mig til at smile. Får mig til at boble.

Jeg kan heller ikke glemme den forvoksede knægt, der ville mig for meget, og derfor erklærede mig sin kærlighed to uger efter, midt på en mørk plads. Det var stadig vinter og han dukkede frem fra mørket. Jeg vendte ham ryggen og gik min vej. Rygterne siger, at han stadig taler om mig.

Drømmeren er der også. Drømmeren, der drømte. Drømmeren, der drømte måske lidt for meget, for det var så farligt at begive sig ud af drømmen vi havde skabt.

Hvor kunne jeg dog glemme min blåøjede engel. Der forsikrede mig om, at jeg var levende, og sammen med et kys gav mig en mønt til ønskebrønden.

Og så er der den ene der. Den ene der aldrig turde. Han er der også. Den ene, som jeg med tynget hjerte var nødt til at vælge fra. Den ene, som jeg har lært mig selv ikke at tænke på mere. Han er der også. Den ene som jeg tvang mig selv til ikke at elske mere. Han står der også... Han er der stadig fordi spørgsmålet stadig nager mig - hvorfor tog han mig, men gav mig ikke det jeg higede efter?

Måske så han bare ind i mig. Så mit inderste væsen, og vidste, at han ville miste mig, hvis han gav sig. Måske var vi bare lige stædig, og stolte - straffen er en anderledes skæbne et liv, der udviklede sig. En skæbne jeg idag ikke ville ændre. Kun svaret søger jeg hos ham...

De står alle der i mørket og smiler til mig, enkelte med sørgmodige øjne.