30.4.09

Mine kæledyr og jeg 3. del

Der gik mange år, hvor jeg ikke havde nogen dyr. Vi boede i en lejlighed på Frederiksberg, og det var udelukket. Min far gad ikke dyr i en lejlighed. 

I 1999 var jeg hos en veninde og min nabo kom med en lille bitte tigerstribet kattekilling. Den var så sød, og jeg tog den selvfølgelig med hjem. Han havde fundet den i en baggård, og den var ikke mere end 3-4 uger gammel. Jeg døde, da jeg så den, og kaldte den straks Macak - til tider Mimi - ikke fordi den lignede den gamle Hankat, men fordi, det skulle den bare hedde. 

Min mor var solgt. Min far sagde bare tørt "hvis katten ikke er ude i morgen, så ryger den ud igennem altanen". 

Mandag morgen vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Min mor skulle i skole, og jeg skulle ligeså, så jeg tog Hankat med i en kurv på min cykel og tog hende med i skole. 

Hankat lå det meste af dagen på skolebiblioteket og sov i sin kurv, og jeg var skolens mest populære pige - Jeg tror også, at det var der, det blev konstateret, at jeg ikke var som alle andre. 

I to uger skiftedes min mor og jeg om at tage katten med i skole. For vi var virkelig bange for, hvad min far kunne finde på - han havde jo sådan set tryllet et par kaniner væk, og fået et hamster til at begå selvmord. 


Jeg vil gætte på, at der var gået et par måneder, måske mindre. Mine forældre var taget i Frederiksberg Have, jeg var blevet hjemme, da jeg skulle til bosnisk folkedans. 

Lige pludselig træder min far ind ad døren og siger "Giv mig Macak"

Erna: "Nej, hvorfor?"

Far: "Jeg har fundet et sted til den."

Erna: "Hvor?"

Far: "Jeg har fundet en gammel dame ved Domus Vista, som gerne vil have katten."  

Erna: "Ved mor godt, at du har fundet en?"

Far: "Jaja, hun taler med hende lige nu."

Erna: "Okay, så fanger jeg hende lige."

Far: "Tag lige maden også med. Og en skål med vand."

Erna: "Hvorfor det?"

Far: "Jamen damen har ikke mulighed for at købe det idag, hende hjemmehjælper kommer først imorgen."

Erna: "Okay."


Han fik katten og maden og vandet, og jeg tog til min træning.


Et par timer efter kom jeg hjem med et par veninder. Vi havde ikke engang lavet the, før døren til lejligheden bliver revet op, og min grædfærdig mor kommer ind med ordene 

"Hvorfor ved guds navn har du givet ham katten?"

Erna: "Hvad mener du?"

Mor: "Hvorfor har du givet far Macak?"

Erna: "Jamen han sagde, at han havde fundet en dame, som ville have den?"

Mor: "Åh Erna, du er så naiv."

Min far blander sig og siger med et gnæk . "Jaja jeg fandt ikke kun een dame til den. Fandt et helt pleje hjem."


Mor: "Han har bare smidt den i en busk foran et plejehjem, Erna."

Erna: "Jamen...han sagde jo..." 

Mor: "suk..."

Erna: "Men hvad så nu?"

Mor: "Vi har ledt efter den over det hele. Jeg tvang ham til det, men vi kunne ikke finde den nogen steder."

Far: "Ja, den skøre kone fik mig til at lede i to timer, og jeg var endda nødt til at lyve. En af vore bekendte så mig din skøre hulkende mor, mens vi ledte efter katten. Jeg var nødt til at fortælle ham, at katten var sprunget ud af altanen og løbet væk." (Vi boede godt 2 km fra Domus Vista dengang).


Vi var ude og lede efter Hankat i over en uge, men til sidst var vi nødt til at opgive. Vi fandt hende aldrig. 


Jeg tog til Sverige på ferie hos min faster den sommer. Et par uger efter kom mine forældre på besøg, og min far sagde glad "Jeg har noget at fortælle dig".

Jeg kiggede på ham, og ventede spændt. 


Far: "Jeg blev ringet op af en kvinde, her den anden dag, og hun spurgte om vi havde mistet en kat. Jeg fortalte, at ja det havde vi. Hendes søn havde fundet en stribet kat for et par uger siden, og de havde hørt, at vi manglede en af slagsen, og at denne måske var vores. Jeg spurgte hende hvordan den så ud, og hun svarede at den var stribet. Så jeg afsluttede samtalen ved at sige "nej, nej, vores er sort med en hvid prik i panden." - Ha ha ha. Så nu ved vi i det mindste at den ikke er ude på gaden" afsluttede han kækt. Jeg havde bare lyst til at slå ham.


Konklusionen er vist, at min far ikke er dyreelsker... og at jeg er utrolig naiv, eftersom jeg stadig blindt stoler på min far.

Mine kæledyr og jeg 2. del

Ude hos min mormor og morfar i Montenegro, var det en hel anden historie. Der havde vi en gammel kat som kort og godt blev kaldt "Macak" - hvilket betyder "Hankat". 

Macak var vild, men kom altid, når der var madtid, og til tider, når min morfar ikke var hjemme, kom han også ind i huset - især om vinteren. 

Min mormor syntes, at det var så synd for den, - "tænk hvis den fryser?" plejede hun at sige.

Da vi boede hos dem under krigen, blev Macak fedet rigtig meget op, for den fik altid min lillesøsters babymad. 

"Emina skal i hvertfald ikke spise det der pulvermad - man ved jo aldrig, hvad de kommer i" plejede min mormor at sige henkastet ti mig, når jeg spurgte, hvorfor vi ikke gav min søster, pulvermaden som vi havde fået fra Røde. Desuden var min mormor af den gamle skole, og mente, at børn havde bedst af mælk, æg, kød og suppe. 


I løbet af sommeren 1992, mens vi boede hos mine bedsteforældre fik Macak en meget ung hunkat som veninde. Hende kaldte vi Juliet. Macak spillede kostbar, og Juliet gik altid efter ham, og mjavede. Han var dobbelt så stor som hende,men selvom han spillede kostbar, tog han hende med til mine bedsteforældres hus, så hun også kunne blive fodret. Se det er kærlighed. 


Jeg brugte meget tid hos mine bedsteforældre, da jeg var lille. Tit kunne jeg bo hos dem i flere måneder ad gangen, og jeg elskede at være der. Gaden var altid fyldt med børn, og alle naboerne syntes, at jeg var skøn. 

Jeg plejede at være der et par måneder hver sommer, og et par måneder hver vinter. 


En sommer kom jeg til Montenegro, og der stod en papkasse i haven. Den var til mig og min fætter. Deri lå to små kyllinger; en gul og en sort. Eftersom jeg var den ældste og pige, valgte jeg først. Jeg valgte den gule, for "sort er jo en drenge-farve og det skulle jeg ihvertfald ikke have". 

De to små kyllinger boede hos mine bedsteforældre - selv efter min fætter og jeg var taget hjem igen. 

Da hanen var blevet for stor, larmede den for meget og var agressiv - ingen måtte komme tæt på hønen eller min mormor. Så min morfar slagtede den og spiste den selv. Min mormor ville end ikke kigge på ham i flere uger, efter den episode. 

Hønen (min kylling) fik lov til at leve  i længere tid. 


Jeg har siden hen fået fortalt, at min mormor havde gjort den høne så tam, at den fulgte efter min mormor over det hele. Og hvis min mormor skulle ud til en nabokone til kaffe, så kom hønen med, og ventede på min mormor udenfor huset til hun kom ud igen.

Jeg kan ikke præcis huske, hvorfor (nok fordi det sted de boede ikke egnede sig til dyr), men hønen kom op på landet hos en af naboernes mødre. Min morfar har fortalt mig, at den bondekone havde så mange problemer med hønen, fordi den ikke ville være i hønsegården, men inde i huset, og min mormor besøgte den hver anden uge, til min mormor blev for syg og døde. Hønen døde vist kort tid efter min mormor.

29.4.09

Mine kæledyr og jeg 1. del

Jeg sidder idag og tænker tilbage. Det er ca 1 måned siden, jeg afleverede mine katte på kattehjem. Da jeg ikke kunne tage mig af dem mere, på den måde jeg syntes (åh gud, nu er jeg ligesom en af de gamle mænd fra mit liv) de fortjente, gjorde jeg mig hård, og tog dem ned til et eller andet sted uden for City. Og mens jeg græd snot i en time, overgav jeg dem til den rare mand, som lige gav mig et klem på skulderen mens han sagde "Vi skal nok finde en god familie til dem".  
Jeg kan nu ikke andet end at tænke på, at det er mine forældres skyld, at jeg ikke magtede de små nuttede katte mere. De har aldrig lært mig den der kæledyrs-kultur. Især er det min far som bærer skylden. 
Sålænge jeg kan huske har jeg haft dyr. I Bosnien boede vi lidt uden for byen - og det betyder, at man ca 10 min på cykel fra vores hus allerede kunne falde over marker og bondehuse. Det resulterede i en masse vilde katte, som jeg naturligvis altid prøvede at gøre tamme. Til tider lykkedes det, men jeg måtte ikke tage dem med ind i vores hjem. Så jeg kravlede på tagene med mælk i små skåle, for at lokke dem til mig.  
En gang var der en stribet, meget fin og slank kat, der var blevet min ven. Hver morgen kl 9 stod den foran vores dør og ventede på mig og den mælk jeg tog med ud til den. En dag holdt hun bare op med at komme.  

Vi havde også en nabo, som havde købt en hund. Den var utrolig grim og sølle. Den var tynd og hang altid med hovedet. Jeg hadede den, den var grim og stor, og jeg ville heller have en pekingeser. 
Denne hund hed Kuso (jeg aner ikke, hvad det betyder, men så vidt jeg husker, var det min autistiske kusine, som havde givet den navnet). Ret hurtigt blev ejeren træt af den, og den blev hurtigt nabolagets hund. Alle hadede den, men alle gav den også mad og vand, for alle syntes, at det var så synd for den.  
Jeg passede den også, for selvom den ikke var det jeg ville have, var den stadig en hund.  
Sålænge jeg kan huske, var den med jævne mellemrum i vores have, og da vi flygtede fra Bosnien, sad den på en afsvedet græsplæne og kiggede på min mor, søster og mig. Da min far 8 måneder efter kom til Montenegro, fortalte han mig, at han havde hørt, at nogle serbiske soldater havde slået den med geværskaftet (ligesom de slog min farfar, inden de gik deres vej). 
Kuso døde af slagene, min farfar døde også kort tid efter. 

Jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var, men jeg have været indlagt på hospitalet i Beograd, og for at være lidt sød ved mig, købte min mor (eller var det min moster) to små skildpadder til mig; en pige og en dreng.  
Jeg ønskede mig vist en pekingeser, men nu fik jeg dem i stedet. Vi kørte i bus i jeg ved ikke, hvor mange timer med de to små skildpadder i en skål med vand og et par sten. Min far kaldte drengen Kroki, og jeg kaldte pigen Krokica (C'et udtales som det danske "Te"). Jeg var måske fem, og ikke særlig klog. Jeg ved ikke hvor længe vi havde disse to skildpadder derhjemme, jeg ved bare, at en solskinsdag, da jeg var alene på mit værelse, tog jeg dem ud af skålen og så skulle de løbe om kamp mod hinanden.  
Kroki var meget hurtigere end Krokica, og det irriterede mig grænseløst. For selvfølgelig skulle pigen vinde - drenge var jo også bare dumme (undtagen Sinisha, som var sygeplejer fra et hospital i Sarajevo, og som var min kæreste og jeg naturligvis skulle kysse med på kinden og giftes med, når jeg var voksen, altså 12 år.) Jeg tog Krokica op og trykkede på hende, for det var da noget pjat, at drengen skulle vinde. Pludselig ville Krokica ikke bevæge sig mere. Jeg blev bange, og satte begge padder tilbage i skålen, som de boede i.  
Min mor syntes, at jeg var for stille, så hun kom ind på mit værelse, for at se hvad jeg lavede - jeg legede med mine dukker. Næste gang hun skulle give skildpadderne mad, så hun, at det kun var Kroki, der bevægede sig, hun tog Krokica op, men den var stendød. Min mor blev helt ked af det og med ordene: "Åh nej, det kan være den er druknet" tog hun den ud foran døren og satte den ned i en af hendes potteplanter - "det kan jo bare være, at den har brug for lidt sol og varme" sagde hun til mig. Kroki levede længe og godt - min far gav ham til en af nabodrengene inden han selv flygtede ud af landet.  

En anden gang kom min far med to hvide kaniner til mig. Det blev jeg glad for. Jeg elskede dem i de to uger de var hos os. Pludselig en morgen kunne jeg ikke finde dem i den lille indhegning jeg havde lavet til dem. - "De må være løbet væk" sagde min far til mig, mens jeg med gråd i stemmen kom over til ham og fortalte, at kaninerne var væk. "De var sikkert tryllekaniner, og har tryllet sig selv væk", sagde han overbærende, mens jeg hev ham ud til indhegningen og viste, at der ikke var noget hul, de kunne have kravlet ud af.  
Ca 5-10 år efter fortalte min far mig, at de kaniner, de lugtede og mor gad ikke have noget med dem at gøre, så han leverede dem tilbage til bonden han havde købt dem af. Iøvrigt, var de egentlig købt, så vi kunne slagte og spise dem, afsluttede han den samtale.  

Jeg havde også fugle. - En undulat og en hvid pipfugle, som jeg ikke aner, hvad hedder på dansk. Undulaten kaldte jeg Chiro og pipfuglen hed Bruden. 
Vi købte undulaten i den lokale videoudlejningsbiks. Og byttede den til Bruden, da mine forældre fandt ud af, at undulater sviner meget, og at de kunne medføre bronkitis. 
Da vi tog den ud til den nye ejer sagde min far, mens vi gik på gaden: "hvor er det frygteligt, det er som om den næsten ved, at der sker noget." Pipfuglen forsvandt bare.  

Lige inden krigen - jeg må vel have været seks eller knap syv, fik jeg en lille sort hamster. Hende kaldte jeg Mimi, og hende elskede jeg. 
Hun fik lov til at bo i Chiro og Brudens gamle bur med halm og tæpper og løbehjul og det hele. Mimi var sindsygt intelligent, hun kunne åbne døren til buret, og hun kom også, når man kaldte - ihærdigt nok.  
Eftersom hun kunne åbne sin egen dør, løb hun også tit ud af buret, og elskede at bide i min mors fine dyre tæpper og gardiner.  
En dag kom jeg hjem fra skolen, og døren til buret var åbent og Mimi var væk. Jeg sad på trappen til huset og græd til mine forældre kom hjem. Jeg var utrøstelig. Mimi var væk, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.  

Et af modulerne i vores køkken havde et lille bitte hul i siden, og til tider (når vores komfur var tændt), kunne jeg høre en kradse-lignende lyd bag ved køkkenmodulet. Jeg troede, at det var Mimi, der havde gemt sig der, og nu sad fast og ikke kunne komme ud. Tænk, hvis Mimi døde af sult. Det ville jeg ikke kunne klare, så jeg blev ved med at skubbe brødkrummer derind, så hun ikke skulle sulte ihjel.  
Mange år senere - da vi allerede havde boet i Danmark i et par år, og jeg gik i dialyse, var vi blevet ringet op af hospitalet med en besked om, at nu var der kommet en lever og en nyre til mig, og at vi skulle melde os på afdelingen.  
Min far og jeg gik på gangen og talte. Pludselig kom jeg til at tale om Mimi og fortalte, at jeg altid havde troet, at hun havde gemt sig bag køkkenmodulet, og at jeg altid skubbede krummer derind, så hun ikke skulle sulte. Min far kiggede på mig med en lidt skæv mund, og et halvtpanisk udtryk i øjnene. "Tja Erna, du er vel voksen nok nu (Jeg var 9) til at vide, at Mimi ikke løb væk. Jeg gav hende faktisk til en af mine kollegaer, da vi simpelthen ikke kunne holde det ud mere". Jeg var chokeret. Tænk, at han havde gjort det mod mig. Tænk, at jeg i alle disse år troede, at Mimi var væk, eller endnu værre sad fast og ikke kunne komme ud.  
Han fortsatte i samme dur - "Men hvis det kan trøste dig, så døde den to måneder efter". Han fortalte, at hun var sluppet ud af sit nye bur, og var sprunget fra anden sal. "Hun begik selvmord, fordi hun savnede dig Erna" - WTF og det skulle gøre det bedre for mig???  
Jeg havde også fisk. Dem dræbte min mor.  
En dag skulle hun skifte vandet i akvariet og tænkte - det kan være at de vil have godt af at komme ned i noget vand som stadig indholder klor, så kan de også blive rene... De døde 40. Både store og små...  
Jeg tror faktisk, at det var efter denne episode, at jeg fik Kroki og Krokica.

28.4.09

At være kvinde

Idag skulle jeg liiige cykle forbi Frederiksberg, da jeg skulle have en ny mascara. Og når jeg nu var så tæt på Frederiksberg Center, tænkte jeg, at jeg liiige kunne smutte en tur igennem centret, bare liiige for at tjekke, om der var noget spændende. 

Jeg har en svaghed for tasker (næsten ligeså stor, som over for sko og parfumer og bijouteri). Ligegyldigt farve, stof, kvalitet eller mærke. Bare det er en taske, så er jeg solgt. Alt fra loppekøb til halvdyre designertasker. Jeg forelsker mig, og skal eje det. 

Idag gik jeg forbi en af de billige butikker og så en skindtaske.  Straks tænker jeg "Jamen jeg må jo have den. Den er også god som skoletaske, og jeg mangler jo også en" - alt det tænker jeg imens min 5 uger gamle skoletaske står mellem benene på mig.
Jeg går op til kassen og køber den. "Hurra" tænker jeg, og føler mig beruset af lykke. 

Nu er jeg kommet hjem og har indset, at jeg har overgået mig selv i shop. Jeg har ikke mere plads. Jeg kigger efter plads på skabene, men det er umuligt. Der er skotøjæsker og tasker over det hele. 

Det er bare hårdt at være kvinde til tider - derfor: Lejlighed med walk-in closet ønskes. Tak - Anyone? No? ... Hmm....

25.4.09

At blive antastet af børn...

Hurra for en skøn nat med "Cover Lovers", M og Broderen. 

Men jeg følte mig utrolig gammel, hver gang jeg kom over i den side af Australian Bar, hvor de havde indrettet "diskotek". Tror nogen af de tøser var yngre end min lillesøster. 

På Rådhuspladsen, mens jeg stadig legede ung med de unge og ventede på 81'eren, blev jeg antesten af 3 stk. 18 årige drenge. Jeg følte mig lækker og gammel på samme tid.

 

En af dem ville ihærdigt have mig med hjem. Jeg kunne ikke dy mig og spurgte, hvad hans forældre egentlig ville sige til det? 

Det skulle jeg slet ikke tænke på, for hans forældre var ude og rejse, sagde han med en alvorlig mine med håb i stemmen.

Hn fortsatte i samme dur, og fortalte mig, at han havde en masse sexlegetøj (hurra for dig, tænker jeg) - han havde også "de der kugler - du ved". Igen kunne jeg ikke holde kæft, og spurgte om han nu var sikker på, at de var faldet ned og på plads?" - Resten af hans selskab syntes jeg var "total right on" og ville have mig med videre i byen. Jeg takkede pænt nej...


---

 

Men hvad fanden sker der - drenge, der er 6 år yngre end mig, leger med biler og computerspil. De går ikke i byen og lægger an på mig!

24.4.09

Ung med de unge...





Skal være total ung med de unge, nede med de fede og cool med de ... kolde? .. i aftenens udgave af bytur.

M's band forvandler sig til "Cover Lover" i nat, og spiller på Australian Bar.

Har aldrig været der før - men er allerede blevet mobbet med "Men Erna er du ikke lidt for gammel for A-Bar?" - Ha! Måske er jeg for gammel - men Lulu er absolut ikke. Hun kan klare frisag alle steder. 
Med noget klat- mascara, lillesøsters klædeskab og en ordentlig tur med bruncreme i ansigter så er jeg da total med på noderne. Munden og håndtegnet er der allerede! - eller næsten da ;) 
Måske skulle jeg også bare være Cille i aften...















Må hellere sætte noget Jazz på nu, for ikke at blive alt for dullet i nat.

23.4.09

Pensumopgivelser

Der var en gang, hvor foråret var mit yndlings årstid. Især maj elskede jeg, da det var der alle træer i København var i blomst.
Jeg elskede at sidde på mine forældres altan, og især om aftenen indsnuse foråret.
Så kom jeg op i 9. klasse og skulle pludselig læse og skrive opgaver i maj og juni. 
"Fint", tænkte jeg, så har jeg i det mindste april til gode. I april er dagene lange og lyse, og det er også en del af foråret. 
Dette holdt i et par år - til jeg kom på universitetet og blev smidt ned i et pensum-helvede, der var så dyb som et bundløst hul...

24 (ikke maj), men april (aka imorgen), er der afleveringsfrist for pensumopgivelser på Københavns Universitet, Amager. I en uge nu, har jeg siddet og sammenfattet 1000 siders litteratur, der skal indeholde lidt af hvert.

Da jeg i år har 4 eksaminer jeg skal afslutte, valgte jeg at lade mig binde af en "Bunden 10-dags skriftlig opgave" i litteraturhistorie 3, hvor jeg kun skulle skrive 10-15 sider i stedet for de 15-18, en "fri hjemmeopgave" krævede.
Da man skal skrive 3-5 sider mindre, bliver man straffet på den anden side - i form af pensumopgivelser. 
Jeg var fortrøstningsfuld, til den dag jeg indså HVORDAN denne pensum skulle sammensættes:

Litteraturhistorie 3 (1900-nu)

1000 sider, som skal fordeles på følgende måde -

6 primær værker, hvoraf 5 af dem skal være hele værker. 
De skal naturlivis indeholde lyrik, epik og drama.
Mindst 2 af dem skal være før 1950 og
mindst 2 af dem efter 1950 - man vælger selv, hvordan de skal fordeles. 

Det sidste værk skal være sammensat af 10 antologier, som til sammen skal fylde mindst 200 sider.


3 sekundær værker, som skal være faglitteratur.

Der skal være 2 værker, der hver er på min 100 sider. 
Det ene af værkerne skal være litteraturteori.
Og det tredje værk skal være sammensat af 4 mindre artikler, der til sammen fylder 150 sider.


Da det er underviseren, der stiller et spørgsmål ud fra pensumopgivelserne, er det vigtigt at sætte sin sekundær litteratur, omkring det emne, der har størst interesse for en.
Hjælp - det er jo praktisk talt umuligt, at indkredse sig til 1-2 emner, og stadig opfylde et krav på min. 350 normalsider.

Argh - jeg har ikke lavet pensumsammensætning i halvandet år efterhånden - Jeg tror, at jeg har fået hjernesammensmeltning. 
Tjernobyl go home!

Aprilsnar i slutningen af april?

WTF?!

22.4.09

Videnskabskomikerens selvmål

Her til morgen sidder jeg og undrer mig over om Helge Sander nu har valgt den rigtige profession som videnskabsminister. Personligt mener jeg, at han burde have haft hovedrollen i Casper Christensen og Frank Hvams "Klovn" - for han er da lidt af en klovn med alle de selvmål, og dumheder han roder sig selv ud i i år. 

Dagens dumhed skiller sig dog exceptionelt meget ud. 
I morges kom det frem, at Helge Sander, Danmarks videnskabsminister - manden som burde beskytte viden, og værne om den, mente og opfordrede de studerende til at forlade uddannelsen efter 3 år i stedet for 5 år, for alle havde da ikke behov for en MASTER uddannelse.  

Jeg tror ikke engang, at jeg vil kommentere det yderliger. 
Vil blot citere Sune Auken, der stadig kæmper en kamp for forskningsfriheden i Danmark. "Med sådanne fjender, hvem har brug for venner?


21.4.09

Sidste Tango i Paris



Jeg tørrer de sidste tårer væk fra kinden, og prøver at trække vejret dybere, i håb om at knuden i brystet vil forsvinde.

"Sidste Tango i Paris" fra 1972, instrueret af Bernardo Bertolucci, med Marlon Brando og Maria Schneider i hovedrollerne er lige sluttet.

En film, der skildrer et seksuelt forhold mellem en 20 årig kvinde og en dobbelt så gammel mand. En mand, hvis kone lige har begået selvmord. En mand, som har tabt troen på menneskeheden og kærligheden. En mand som er bange for minder og for at give slip på sig selv.


Pludselig er jeg fem år tilbage i tiden.

Jeg var lige blevet 20 og havde indled et forhold til en 25 år ældre mand. Jeg var ung og var lige flyttet hjemmefra. Min daværende kæreste var ikke nok, og jeg havde forladt ham. Jeg var forvirret og et eller andet sted også fortabt.

Min flamme åbnede sine arme for mig og viste mig kærlighed i alle dets afskygninger. 

Tiden gik og jeg blev forelsket. Jeg ville have ham med krop og sjæl. Han ville også have mig - bare ikke nok. 

Han sad vist fast og var bange for, hvad et alvorligt forhold til ham ville bringe mig. Så han gik sin vej. 


Jeg græd som pisket den dag han fortalte mig, at han ikke mente, han kunne give mig det jeg havde behov for. Stilheden rungede i mit hoved den nat. Jeg prøvede at rationalisere og forstå - uden held.  


Sidste gang jeg så ham lå vi hjemme hos ham. Det var ved at blive sommer, og han prøvede at åbne min skjorte. Men jeg ville ikke. Det gjorde for ondt og jeg hadede ham. Solen bagte igennem vinduet og jeg missede med øjnene da tårerne begyndte at trille ned af mine kinder. "Han savnede mig og ville have mig igen". 

Jeg kunne ikke forstå, at denne mand var 25 år ældre end mig. Hvorfor kunne han ikke bestemme sig? Jeg havde troet, at en mand på 45 år netop ville kunne bestemme sig, og stå ved sin beslutning. Han skulle støtte mig og vise mig vejen. Ikke forvirre mig endnu mere. 

Jeg græd og jeg slog ham, for det gjorde så ondt. Jeg ville have, at det skulle gøre ligeså ondt på ham, som det gjorde inde i mig. 


Scenen i filmen, der ramt mig idag var en grædfærdig Schneider, der ligger på gulvet i den lejlighed hun og hendes fremmede elsker havde lejet sammen - alle møblerne er væk, og hun ved end ikke hvad han hedder.

Dagen før fortalte hun ham, at hun havde mødt en mand og hun var forelsket i ham. Da han får at vide, at han er manden, går han åbenbart i panik og kan ikke klare det press ægte kærlighed kan give. 


Igennem mit liv har jeg haft forhold til en del ældre mænd, og idag sidder jeg tilbage og undrer mig over, om de ældre mænd er klar over, hvor farligt det er at indlede et kærligheds eller seksuelt forhold til så ung en pige?

Hun ser voksen ud. Hun taler og tænker som en voksen, men unge piger har stadig den naive tilgang til kærligheden og følelserne. De binder ikke følelserne, men lader dem farer ud og udfolde sig. 

Men uhæmmede følelser er vel det farligste for mænd, der igennem et helt liv har lært kun at bruge deres rationalle sans. 

19.4.09

"Sway" eller "en form for offentlig samleje"

Blev det mon til et hoftevrik for meget? 

Neeejh, det kan man vist ikke sige.  Lige nu er Colaen min bedste ven, og min krop tigger mig om salt. Men dynen er så blød og blot det at rejse sig, er et større projekt for mig.


Natten var lun, skørtet var kort og papilotterne havde givet mig de fineste slangekrøller, som naturligvis blev sat op i noget, der mindede om en 50'er look. 

CiC (Companion in crime - tak Leoparddrengen for den fornuftige forkortelse) og jeg var ved at være dejligt bedugget da vi steg af 5a på Rådhuspladsen. Vi havde lokket et offer med på vores eventyr på Club Mambo. Han ventede på os foran indgangen mens vi fnisende trippede på den brostensbelagte gade. (Da jeg så ham og gav ham et kram, kunne jeg ikke andet end fryde mig over, at der også i Danmark findes åbne mennesker, der ikke er bange for kontakt. Men ok, CiC og jeg gjorde vist også et godt indtryk sidst) 


Det er mange år siden jeg sidst har været på Mambo, og da var jeg ikke smittet med numsesygen. 

Vi kom ind, et live band var på, og der stod de - på rad række alle og rystede ballerne til rytmen. Jeg var ved at falde om, den ene var større og rundere end den anden.  Jeg kunne ikke tage mine øjne væk fra dem.


Musikken var skøn reggaeton, og de tunge rytmer overtog nærmest min krop, så jeg begyndte at danse, uden at tænke videre over det. 


På grund visse forhindringer nåede vi kun at høre tre sange før der blev mumlet noget på spansk og bandet forlod scenen. 

Musikken skiftede til noget mere blød salsa, som nok mest var egent til pardans og selvom vi alle tre var på, er der en grund til, at der er noget der hedder "tredje hjul".


Loungen lokkede derfor, og jeg blev glædeligt overrasket over mere reggaeton, musik hvor man bramfrit kunne ryste med hver lille muskel man har i kroppen, mens man smyger op og ned ad mennesker. 

Stemningen var i top og alle var oppe og danse. Det var lige før, at der blev danset på bordene.

Både kvinder og mænd gav den gas, klappede, piftede og råbte. Det var lige til at blive høj af.


Jeg dansede og jeg forsvandt. Tiden fløj afsted og før jeg vidste af det var klokken blevet tre. Der var tyndet ud i flokken, men Lola gives a shit og fortsætter. CiC og ofret var også på - hele vejen igennem. 


Jeg satte mig på en stol, og da jeg lænede mig tilbage, kunne jeg mærke hvor våd jeg var blevet - altså af sved! Jeg kunne ligeså godt have stået under en bruser i tre timer - men hvad gør man ikke, for at få gang i de gamle hofter?


Ofret ville hjem, og bad om en sidste dans. Jeg hoppede straks på, og kunne se ud fra øjenkrogen af CiC også havde gang i et ungt stykke kød. 

Jeg gav mig hen til musikken og forsvandt. Som jeg så ofte gør. 

Det er som at være i trance. Jeg ænser ikke noget omkring mig ud over rytmen og den fremmede krop, der er tæt på min egen. 

Jeg gav mig hen til ham og hans bevægelser. Jeg ved ikke, hvor længe vi dansede, jeg ved bare, at jeg blev vakt tilbage som ud af en drøm. Et øjeblik var jeg nærmest groggy. Jeg lagde mit hoved mod min dansepartner, fortsatte dansen og kunne kun tænke - "When we sway I go weak"...


When marimba rhythms start to play

dance with me, make me sway

Like a lazy ocean hugs the shore

Hold med close, sway me more. 


------


Mænd som ikke kan lide at danse kalder dans for vulgært og mener, at det mest af alt minder om offentlig samleje. 

Jeg kan kun give dem ret...

18.4.09

Forberedelsen

18.00 - Bad
18.20 - Kroppen smørs i dejlig duftende "Hemp Butter", håret får den sidste kur inden papilotterne kommers i.
19.20 - Papilotterne er i. Håret får den ondeste omgang hårlak (kvindens bedste ven) og en endnu ondere omgang føntørring.
19.50 - (CiC kommer om ti min) første kjole er på, og i løbet af 45 sek smidt over på stolen.
19.55 - CiC skriver, at hun første er på vej nu - fra den anden side af byen - hurra har redet mig selv 30 min mere.
19.58 - Håret bliver atter en gang voldtaget.
20.20 - Tredje sæt tøj er røget over i bunken.
20.21 - Grund makeup i form af foundation, øjenskygge og rouge er kommet på - Jesus jeg har valgt den onde makeup idag. Det må vist vente lidt.
20.30 - Hårvoldtægt
20.40 - Eyeliner er kommet på og af to gange
20.45 - CiC ringer på
20.46 - Makeup done
20.50 - Sommersby-vodka nr. 2 er lavet og smager endnu bedre
20.55 - CiC spiser og Lola ryger - hvilke sko mon passer til en pailletkjole?
21.15 - Par nr. 5 er smidt i bunken, og Lola er ved at gå i panik. Intet passer til den forbandede kjole.
21.25 - Lola er gået i panik over sko, og CiC griner, mens skummel tentakelpornofilm kører i baggrunden og Madonna synger "Like a Prayer" på computeren.
21.50 - Pailletkjolen er droppet og håret bliver lavet. Laksko med kilehæl og lilla skørt bliver smidt på. Laksko med kilehæl bliver droppet. 
21.55 - Porno plateausko bliver prøvet og smidt af - Lola lider jo af højdeskræk, og 15 cm oveni er bare ikke sjovt.
22.00 - Sommersby-vodka nr. 4 bliver lavet. CiC ser pissegodt i sin 20'er inspirerede kjole, som begge tøser tidligere på dagen blev enige om er et musthave.
22.15 - Ca. 17 par sko er smidt omkring i lejligheden, men laksko med kilehæl er et hit. Et par flade ballerina bliver smidt i tasken - just in case.
22.20 - Et færdigt resultat og en færdig tentakelpornofilm - HALLELUJA !!


23.15 - Offer ringer "Jeg er på vej mod Club Mambo nu" - Lola og CiC "FUCK - øh det er vi også - om tre min"
23.40 - Ankomst til Club Mambo... 

Er det ikke bare noget med at tage hjem nu og sove? Lola føler sig træt og mishandlet...

17.4.09

Club Mambo og Sommersby-vodka

Efter en familiepræget påskeferie er det endelig tid til at komme ud og vrikke med hoften.

Det er så lang tid siden, at jeg næsten er bange for, at mine led er rustet til. Nu må vi se.

Companion in crime  er barnfri denne weekend ,og derfor skal vi drikke os fulde i sommersby-vodka og ellers give den gas til salsa toner på Mambo i nat.

Forventningerne er skruet i vejret og jeg tvivler på, at det bliver kedeligt :)

7.4.09

Er det der sådan en diddel en?


Allerede som 15 årig faldt jeg over Tidens Kvinder, og bladet fangede min interesse kort tid efter. Der var en masse sjove ting, der blev ridset op, og så kunne jeg så godt lide alle de billeder af nøgne mænd.

Jeg bestilte tre blade - det der svarer til et halvt år. Sammen med dem fik man en gave med, i form af en krystal dildo.

Der gik noget tid og en lørdagformiddag ringede det på døren. Jeg åbnede og det var postbudet, han havde en pakke med. Jeg skrev under og straks kom min far og min søster ud i gangen for at se, hvad det nu var for noget. 

Jeg kiggede på pakken i min hånd, og vidste straks, hvad den indholdt. Min far kiggede meget spændt og ville vide, hvad det var. Med røde kinder og en rystende stemme fik jeg fremstammet, at det var sådan en obligatorisk gave man fik med den avis jeg havde bestilt. 

Han kiggede lidt uforstående og mildere forvirret, hvorefter han midt i det hele udbrød  "Er det sådan en diddel en?" 

Jeg end ikke turde kigge på ham, mumlede noget i retning af, at det vidste jeg da ihvertfald ikke, hvad var og løb ind på mit værelse.

 

Diddel'en er ikke blevet nævnt siden :)

5.4.09

90210

Argh, jeg ved det sgu ikke.
Jeg tror, jeg bedre kan lide storsøsteren. Eller jeg KAN bedre lige storsøsteren. 
Det går for hurtigt. Det er for kompakt, og det skal bare være så vildt. Hvert afsnit skal indeholde så meget drama og intriger, at jeg har svært ved at følge med.
Det er som om jeg bliver blæst omkuld på den ufede måde, hver søndag. 

4.4.09

Antimuslim

Ulla Terkelsen udtaler idag: "Mange muslimer mener, at Anders Fogh Rasmussen er antimuslimsk..." - tænk det havde jeg sleeet ikke lagt mærke til. Hmm 

3.4.09

Breaking news

Jeg sidder her til morgen, ser nyhederne, og er ved at spytte min kaffe ud over det hele - af baaaare chok og overraskelse. Jeg kan ikke tro det. Det er uvirkeligt for mig, og kommer så meget bag på mig, at jeg ryster over hele kroppen...

Ander Fog Rasmussen har meldt sin kandidatur til topstilling i NATO.
WTF? Det havde jeg aldrig troet...

2.4.09

80'ernes renæssance

Hvor jeg dog elsker, at 80'erne er blevet genfødt. Det betyder faktisk, at man kan iføre sig tøj med med pailletter - som i mange, mange, mange skønne, glitrende og smukke pailletter. Uden at snittet skal ligne noget man har hevet ud af sin mormors skab. 
Hurra for pailletter ! 
(Og hvorfor er det lige, at min stavekontrol siger, at ordet ikke findes, og jeg ikke engang kan slå det op i nogen af mine ordbøger?!?) Jeeez!
Nå men takket være 80'ernes renæssance fik jeg købt en skøøøn ny kjole idag :) - 
Sort, kort 70'er inspireret snit, med en knap i nakken. Og en masse pailletter over det hele.  

Hurra for pailletter! 





1.4.09

Fodbold vs. Desperate Housewives

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor en skod fodboldskamp er vigtigere end "Desperate Housewives"?!?
Har Tv2 ikke fattet, at vi faktisk er nogle mennesker; that dosn't give a damn about football, og faktisk glæder sig til at se en af de serier, som IKKE er genudsendelser af genudsendelser, der allerede en gang er vist, som de ynder at sende i disse tider.