For mig repræsenterer nytår en ny begyndelse, et nyt håb om noget bedre. Derfor elsker jeg nytårsaften så meget. Det er som at annullere stopuret og begynder forfra. Eller måske bare fortsætte samme sted, men på en ny måde.
Jeg sidder lidt for mig selv her, dagen før det nye år viser sin lysegrønne snude frem. Da jeg for et år siden sad ved en ældre og mere slidt computer i en anden fremmed seng, noget højere oppe, var udsigten andet, end det jeg har nu.
Udsigten er altid så smuk fra en trettende sal, men guderne skal vide, hvor træt jeg er efterhånden af at se ud af det vindue. Jeg glædes over en udsigt - tro det eller ej, men faktisk lidt tættere på jorden.
Ikke helt nede i stuen, det ønsker jeg ikke, jeg er jo en drømmer og sådan en har brug for højden. Men her, hvor jeg er lige nu har jeg det godt.
Det blev en hård afslutning på 2009. Men begyndelsen på 2010 blev tusinde gange værre. Hvem kunne have forestillet sig, at det ikke ville stoppe ved en juleaften på hospitalet og en afstødt nyre, jeg lige havde fået.
Året der kom var alt andet end lysegrønt. Mit syn, mine øjne blev taget fra mig, og jeg vidste ikke jeg havde styrken til at fortsætte. Hvor var det forfærdeligt at stå foran et spejl og ikke kunne se sig selv - bogstaveligt talt, mere.
Syv uger senere blev jeg sluppet fri. Det var som om jeg havde været en fange, der fejlagtigt var blevet dømt til livslang kamp mod mørket. Mit syn bedre, jeg kunne se bedre, men det føltes som om nogen havde lagt et slør mellem verdenen og mig. Jeg kæmpede med mine indre dæmoner og de dæmoner, der angreb mig udefra. Jeg håbede sådan, at foråret ville blive mit.
Men foråret kom og forsvandt, jeg ænsede det ikke. Hvordan kan man også det, når man ikke tør lade kroppen føle en blid brise eller forårssolens strejf. Når man skutter sig ved et blik og en berøring føles som varm ildtang. Jeg forsvandt og jeg forsvandt. Dybere og dybere.
Alle stod omkring mig og rakte hænder ud, men jeg havde ikke kræfter, måske heller ikke lyst, til at tage imod dem.
Min trods, styrke, min stædighed… jeg var ikke at finde mere. Det var som om jeg var et tomt hylster. En skygge af mig selv.
Mange måneders terapi, snak, angst, sorger, raserianfald og alt andet derimellem hjalp ikke, men sommeren kom.
En dag silede regnen ned. Vinden var væk, og ruderne i det lyse kælderværelse var dugget til. Inden havde jeg siddet ved et bord og kigget på et stykke brød og noget salat. Jeg turde ikke spise, for jeg var bange for, at mennesker omkring mig så på mig. Jeg blev sendt til psyk og nu sad jeg i sofaen med tårer ned af kinderne og min røde læbestift over det hele, nej når sorgen kvæler, så er der ikke meget graciøsitet .
Han sad overfor mig og kiggede på mig. Tog et par noter, og fortalte mig, at det altså var ok, at have lidt ondt af sig selv, når man havde været igennem alt det jeg havde været igennem.
Jeg kiggede stumt op fra mit krøllede lommetørklæde og kiggede ud i luften. Det var, hvad jeg havde brug for. Alt vågnede op i mig. Alt, der havde ligget i dvale i det, der føltes som et århundrede.
Jeg vågnede, for nej det var ikke ok, at have ondt af sig selv. Det var faktisk utrolig klamt og pinligt. Jeg kom hjem og kiggede på mig selv. Jeg kunne se mig selv og det var faktisk ikke så gråt udenfor som jeg havde gået og troet, Regnen var varm og vinden var blid. Så jeg tog til Istambul. Jeg kom hjem, fik fjernet den gamle nyre, blev skrevet på transplantationslisten, overnattede på selvsamme slot, hvor jeg skal holde nytår i aften.
Tog tilbage til det lyse kælderværelse og for første gang, svarede jeg ikke "det ved jeg ikke" til spørgsmålet "hvordan har du det". Jeg svarede, at jeg ikke følte mig som et åbent sår mere.
Sommeren gik. Jeg var en nyre fattigere, men til trods for endnu et kæmpe ar på min mave, følte jeg mig noget mere helet.
Efteråret var så lyst, at jeg kunne ikke forstå, at det ikke var sommer mere. Efteråret var fyldt af glædelige gensyn, kærlige blikke, af varme og kram. Fyldt af stressende og korte, men stadig solbeskinnede dage. Af spadserture og grin til langt ud på natten af te og chokolade, af silke. Af røde kinder og gummistøvler.
En dag gik jeg iført mine gummistøvler og en sløjfebesmykket paraply og hoppede i vandpytterne. Jeg tænkte for mig selv, at sommeren umuligt kunne være slut, for jo måske var regnen kold, men hvor var dagen dog lys. Da jeg kiggede op under min paraply blev jeg ramt af de første snefnug.
Sommeren var væk, vi var i december, men jeg havde sommer og fuglesang stadig inde i mig.
Jeg sidder idag lidt for mig selv, og kigger tilbage på det år jeg har passeret. Det blev ikke som jeg havde håbet, da jeg for et år siden skrev på 13.ende sal, men alligevel blev det som jeg håbede - lysegrønt. For håbet er lysegrønt.
Jeg sidder idag lidt for mig selv og kigger ud af vinduet. Jeg kan ikke se hele København som for et år siden, men det jeg ser, ser jeg klart og tydeligt.
Godt Nytår alle sammen. Må jeres nat være lang og smuk og må i alle føle det samme hele næste år, som jeg gør lige nu.
31.12.10
27.12.10
Noget om søstre, sofaer og drømme
Lejligheden var anderledes og vist noget større, end jeg huskede den, sofaen lignede sig selv.
Min søster havde lånt lejligheden, mens vi var væk. Kusinen og jeg væltede bogstaveligt talt ind ad døren i en rus af tøsepjatteri. Min søster hilste på os overdrevet som hun altid gør - med højlydte kys og kram. Hun skulle videre, sagde hun. Men jeg stoppede hende for at høre, hvordan det var gået med at bo i min lejlighed, mens jeg ryddede lidt op. "Jo tak det gik fint" sagde hun med et smil. Jeg fjernede et tæppe fra sofaen og blev stum, der var en kæmpe orange plet på min elskede sofa, min sofa, som jeg ville vælge frem for alle - selv T. Min sofa som jeg ville slå ihjel for.Dén sofa var der en kæmpe orange plet på.
Jeg kiggede på min søster og så på sofaen og på hende igen. Hun reagerede som om hun også havde set det for første gang, selvom hun tilsyneladende havde boet i min lejlighed i en længere periode. Et øjeblik troede jeg, at jeg var skyld i den kæmpe plet, men jo mere jeg kiggede på sofaen, des større blev pletten og des mindre lignede sofaen sig selv.
Jeg kiggede på min søster og trængte hende ind i en krog, nu kunne jeg se at sofaen slet ikke var min, men en billig Bilka-sofa i orange læder og med denim-betræk - for at beskytte læderet.
Mine forældre kom og jeg var hysterisk. Jeg var helt i det røde felt. Jeg græd af bare arrigskab.
Til sidst indrømmede den lille møgunge, at hun havde brugt 15.000 kroner på et eller andet spil online og det eneste hun kunne huske, der var så mange penge værd, var min sofa så den solgte hun.
Jeg kunne se mig selv gå imod hende med udstrakte arme og nej det var ikke for at kramme hende, men for at kvæle hende "din lille møgunge" råbte jeg. Men min hals var for tør, jeg skulle hoste, Men jeg kunne ikke.
Jeg kunne nærke smerte i mit arm og at min ene hånd sov.
Jeg lukkede øjnene op og kiggede op i loftet, det var morgen og mit hjerte hamrede derud af som om jeg lige havde haft det ubehageligste mareridt. For normale mennesker ville dette bare være en drøm, men for mig var det et mareridt, der stadig ryster mig, når jeg tænker tilbage.
Etiketter:
Bilka,
drømme,
mareridt,
onde drømme,
sofa,
sofaens 10 bud,
søster
24.12.10
Juleaften er som et stykke cognacfyldt chokolade
Juleaften er som et stykke cognacfyldt chokolade, man ved, hvad man får og alligevel æder man det.
Den er ligesom chokoladen pakket fint ind, man lokkes at det lysende papir, man dufter til chokoladen, bidder og fortryder, når cognacen rammer tungen.
Ja ok, man skal nok ikke være cognac elsker, hvis man skal kunne følge denne tankegang.
Forstår mig ret, jeg synes jul er hyggeligt og jeg juler hele december og jeg bager og jeg hygger, men alle disse ting er for mig ikke kun forbundet med en højtid.
Jeg mener ikke man kun kan lave risengrød i december - Jeg er en forbandet perle, der elsker risengrød så meget, at jeg også laver det midt om sommeren.
Jeg mener ikke man kun kan lave risengrød i december - Jeg er en forbandet perle, der elsker risengrød så meget, at jeg også laver det midt om sommeren.
Og jeg spiser kirsebærsauce på pandekager eller på andre uhellige måder, bare fordi jeg kan lide det. Så jeg forstår ikke helt det store ståhej omkring den ene aften af året, hvor alt skal være på en bestemt måde.
Jo, and smager godt og det smerter mig, at man kun åbenbart må spise det til Mortens Aften og til Jul . Men jeg spiser and mere end een gang om året. Netop - fordi jeg elsker and! Og så sent som forrige år fik jeg en forfærdelig lyst til brunede kartofler og rødkål, så T blev sendt på jagt midt i marts.
Det der egentlig fik mig til at skrive dette indlæg, var en diskussion i sengen sidste nat, hvor jeg på grund af feber ikke vidste helt, om jeg kunne overskue en tur til Lyngby inkl. overnatning idag.
T var meget påståelig og mente, at det var synd, at jeg var alene juleaften.
Da jeg prøvede at forklare, at juleaften ikke betød noget for mig, ville han ikke forstå. Han mente, at selvfølgelig betød juleaften noget for mig, for det gør den for alle. Forgæves sagde jeg, at jeg synes, at især juleaften er kedeligt forudseligt og ligegyldigt, men nop "I mit hjerte elskede jeg julen" - Spørgsmålet, der blev ved med at dukke op er, hvorfor i himlens navn skulle jeg gøre det? Den eneste grund, til at jeg holde juleaften, er fordi jeg, af den dårlige samvittighed T og hans familie giver mig, er tvunget til det.
Altså, jeg kan godt lide at jule og synes lysene i december er både dejlige og tiltrængt, men jeg ser bare juleaften som et kæmpe antiklimaks, hvor alt holder op, og vi skal stadig igennem januar og februar, for at nå til foråret.
Jeg vil da også gerne have maden og gaverne - især gaverne og and og ris a la mande, men det med at danse omkring et træ, at se Disneys Juleshow og finde mandelgave og deslige, betyder ikke noget for mig. Jeg bliver svimmel af at danse omkring juletræet og mandelgaven er alligevel altid et eller andet crap, som bliver fundet for en ti'er i Gorillaen eller Tigeren.
Om jeg er med til juleaften eller ej er fuldkomment ligegyldigt for mig. Måske fordi jeg ikke er vokset op med de traditioner. Jeg forstår ikke pointen i at danse omkring et træ. Det er jo et træ for pokker! Et træ…
Eller at se de samme klip af de samme tegnefilm år efter år, efter år Jeg vil hellere se hele tegnefilmen, og så er jeg faktisk slet ikke vild med Anders And og Chip og Chap. Og musene i Askepot er den kedeligste del i en af mine ellers yndlingstegnefilm.
Det jeg egentlig undrer mig mest over er, hvorfor jeg ikke må sige, at jul ikke betyder noget for mig, når det nu ikke betyder noget?
Lige det sidste sure opstød før jeg wrapper op-
Jeg synes, at de klip medier i år har haft fremme, med at flere og flere muslimer holder jul, er direkte forkastelige og dybt foragtelige. Jeg ser det ikke som en del af integrationen, men som leflen for DF - "Se os, se os! Se hvor danske vi er, vi holder også jul, fordi vi er så danske."
Fint hold i bare jul, men lad dog være med at skilte med det. DF vil stadig ikke kunne lide jer for i har en forkert farve og nationalitet- og ligegyldig hvad i gør, så vil i være "de andre".
Som sagt; Julen er som et stykke cognacfyldt chokolade; smukt pakket ind, lokkende og sød udepå, men bitter inden i.
Jeg gider ikke fejre julen, bare fordi jeg bor i et land, hvor den skal fejres.
Glædelig Jul! Og glæd jer til nytårsindlæg, for dét er min højtid!
21.12.10
Noget om elge, måneskin og rigtige mænd
Engang sidste år skrev jeg et fint indlæg om den perfekte mand - altså mig. Retter sagt, hvilken slags mand, jeg ville være, hvis jeg var en mand. Og selvfølgelig ville jeg være en perfekt mand.
Da jeg fandt sagen kom hele transmogrifferingssagen op igen. Jeg savnede pludselig en elg og serenader, men hvad jeg savnede endnu mere var en rigtig mand.
En mand, der ville give mig en elg.
Idag fik jeg en gave. Nej det var ikke en serenade, der blev sunget for mig nede fra gaden, men det var grønt lys til at åbne en lille pakke. Der i lå - ja, rigtigt gættet - en elg! En hel elg og kun til mig.
Min helt egen elg.
Ok, den er ikke særlig stor, ej hellere var den levende, men den er min! Visse mennesker har endda kaldt den for svajrygget, men jeg er ligeglad. Jeg elsker min elg. Den skal være min, den skal hedde Erling McElg og den skal være bøsse! For den er min og den skal bo i min taske og sove under min pude!
Jeg ville bl.a være en rigtig mand en alfahan. En maskulin og alligevel kærlig mand. For at vise, hvor kærlig jeg var, ville jeg synge serenader, og for at vise, hvor maskulin jeg var, ville jeg trække en hel elg med hjem. Desværre blev jeg aldrig transmogrifferet til en mand, så jeg opgav tanken om at synge serenader for mig selv og trække en elg med hjem... Indtil for et par dage siden.
I forbindelse med hele min manddomstrnamogriffering var der en sang, og jo jeg havde den på min computer, jeg hørte den tit og ofte, teksten havde jeg også fundet, men at finde sangen på youtube, så i andre kunne nyde den, var noget svære.
"Lille Frøken Måneskin" af Ib Mossin var væk, troede jeg. Men faktisk sad den hele tiden lige ved siden af mig.
"Lille Frøken Måneskin" af Ib Mossin var væk, troede jeg. Men faktisk sad den hele tiden lige ved siden af mig.
Da jeg fandt sagen kom hele transmogrifferingssagen op igen. Jeg savnede pludselig en elg og serenader, men hvad jeg savnede endnu mere var en rigtig mand.
En mand, der ville give mig en elg.
Idag fik jeg en gave. Nej det var ikke en serenade, der blev sunget for mig nede fra gaden, men det var grønt lys til at åbne en lille pakke. Der i lå - ja, rigtigt gættet - en elg! En hel elg og kun til mig.
Min helt egen elg.
Ok, den er ikke særlig stor, ej hellere var den levende, men den er min! Visse mennesker har endda kaldt den for svajrygget, men jeg er ligeglad. Jeg elsker min elg. Den skal være min, den skal hedde Erling McElg og den skal være bøsse! For den er min og den skal bo i min taske og sove under min pude!
Hr. Erling McElg og jeg leger i vindueskarmen.
Ja visse mennesker er bare velsignet og heldige. Og jeg er vist et af disse.
Etiketter:
Dukken,
elg,
Ib Mossin,
Lille Søde Frøken Måneskin,
Morten Korch,
perfekt mand,
rigtigt mand
Abonner på:
Opslag (Atom)