13.12.14

Grundglad

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke har haft det nemmeste år her i 2014. 
I November kom den sidste dråbe: Bægret flød over og mit humør dalede gevaldigt. Jeg brugte sådan set al min energi i den måned på ikke at falde ned i et grimt hul og det lykkedes faktisk. Men ikke desto mindre var jeg ikke mit normalt kronisk optimistiske jeg.

Der var flere dage, uger, hvor jeg om morgene vågnede og følte mig fuldstændigt drænet, tom. Jeg kunne ikke se nogen pointe i at stå op, og jeg var træt. Jeg var træt af, at det hele i år bare var op ad bakke og jeg følte, at hver gang jeg bare en smule var kommet op til overfladen, blev jeg skubbet ned igen. Og jeg var træt. Så grundtræt. 

Jeg fik at vide, at jeg måtte ændre min indstilling, for netop tanker som disse var med til at gøre mig endnu mere modløs. Jeg forsøgte at efterleve det, men jeg ville ikke lytte. Livet var uretfærdigt og mørkt og intet i mit liv ville lykkes og de sidste fem år har da også bare været en række nederlag...sagde jeg højt, når nogen spurgte hvordan jeg havde det. Men inden begyndte jeg egentlig at tvivle lidt. For var det hele nu så slemt igen, eller var dette mørkesind et behov for at retfærdiggør, at dele af mit  liv ikke kørte sådan som jeg havde planlagt.

Det skete så den ene dag, hvor jeg fangede mig selv i at skulle til at skrive, at jeg ikke havde det godt. I stedet for at trykke send, mærkede jeg efter og indså, at jo, der var stadig en masse, der skulle ordnes og faldes på plads, men jeg; altså min mave og jeg, vi havde det egentlig ret godt. Resten kom lidt af sig selv. 

Jeg sidder i mit lille køkken i skrivende øjeblik og drikker min morgenkaffe. Grunden til at jeg sidder ned er, at jeg blev opmærksom på en lille kildende følelse i maven, da jeg skulle til at tage et billede af noget ligegyldigt, men som i det øjeblik føltes vigtigt.

Denne følelse i maven er ikke voldsom eller fembrusende på nogen måde. Den snarere gemmer sig et eller andet sted i baggrunden og stråler ud. 
Jeg slukkede musikken og forsøgte at bringe følelsen frem og i et gik det op for mig, at det er følelsen af glæde - af grundglæde. Den der følelse man så tit kan overse, netop fordi den ikke er frembrusene, som for eksempel umiddelbar glæde er. Men ikke destomindre så er det denne følelse, der er det bærende element, den er nemlig grundlaget man kan bygge alt andet godt på. 


Og det er netop hvad jeg er - grundglad. Og det er slet ikke så ringe endda.

29.9.14

Fighter

For otte uger siden faldt min verden fra hinanden. Det jeg havde troet på, håbet på, arbejdet på, viste sig at være et spindelvæv vævet af en syg mands hjerne. 

For seks uger siden lagde jeg mig ned. Flad. Mast som en pandekage. Udmattet, udtømt, udslukt. Jeg vidste ikke noget mere, så jeg ringede til min far, der tog mig hjem til Frederiksberg. 
Min mor redte min seng den aften og jeg blev der. Jeg blev der så længe, at edderkopper har spundet spindelvæv på mine vinduer. 
Hver morgen vågnede jeg mere og mere tom. Jeg stod op, tog en pæn kjole på og bevægede mig ud mod øen og biblioteket hvor hver lille detalje mindede om ham. Hvor hver lille detalje skar så dybt som de barberblade jeg hver anden morgen så ham brugte til at barber sin hud
.
Hver morgen åbnede jeg min computer og kiggede på en skærm, der burde være mit speciale, men forblev tom.

For en uge siden talte jeg; 33 rettede sider.

Imorgen skal jeg aflevere. Imorgen afleverer jeg.

Idag, lige nu og i skrivende stund mærker jeg mig selv. Mærker den jeg var før min Ridder, min Mørkets Fyrste bad sig fast og gjorde sit bedste for at slå mig ud.

Det er så nemt at glemme, når livet kommer i vejen, men midt i livet er der små bobler, små og store sejre, der minder mig om, at jeg altid har været og altid vil forblive en fighter.

24.9.14

Efterårsbarn

Jeg overvejer nogle gange, om der er en forbindelse mellem det at være født i en bestemt årstid, og den årstid man har det bedst i, hænger sammen?
Jeg har altid ønsket, at jeg var født i foråret eller sommeren. Det er de årstider, som jeg har følt, har repræsenteret mig bedst… Maj har altid været min yndlingsmåned og det har altid smertet mig meget, når jeg i maj har skulle bruge tid på eksaminer i stedet for at sidde på en altan og indsnuse de voldsomt-duftende blomster.

Men ikke desto mindre: Jeg er et barn af efteråret.
Den sidste dag i september kom jeg til. Min mor fortalte mig, at det var et af årets varmeste dage, og efterårssolen bagte tungt, da hun blev kørt på hospitalet, fordi jeg var på vej.
Selvfølgelig kan jeg ikke huske den dag, men jeg forestiller mig den. Sådan som min mor så tit har fortalt om den.
Jeg forestiller mig noget lignende den septemberdag i 2011, hvor det i Danmark var årets varmeste dag.
Jeg forestiller mig, hvordan træernes kroner stadig er tunge, men at farverne har ændret sig. Jeg forestiller mig eftermiddagen stilhed. Den der stilhed jeg så tit vender tilbage til, både i mine tanker og mine skriverier, og som altid giver mig et sug i maven. Jeg forestiller mig min far og min mor. Nej dem kan jeg faktisk ikke forestille mig. Men duftene, lydende og dovenskaben af en søndag i 1984 kan jeg godt forestille mig.

Der er noget over efteråret, der altid får mig til at mindes. Der er noget over efteråret, der får mig til at tænke på eventyrlandskaber; på onde hekse, vampyrer; Modige riddere og godmodige prinsesser. Der er noget over efteråret, der altid får mig til at søge tilbage til en tryg og varm hule. Til det vindue i mine bedsteforældres hus, hvor jeg kunne lege i timevise alene. Til brændeovnen og min mormors strikkende hænder; Duftende æbler og det lille tinkrus, der altid stod på kanten af brændeovnen, så jeg ikke skulle drikke koldt vand.


Der er noget over efteråret, der får mig til at føle tryghed. Det er som om efteråret er hjemme for mig. Og det er som om, efter et forår og en sommer, hvor solen, de voldsomt duftende blomster, varmen, den skoldede hud, nøgne menneskekroppe og de korte, lyse, vilde nætter træder tilbage. Lydene bliver mere tyste. Tempoet skrues ned jeg begynder at trække vejret og for alvor vågner.

18.9.14

Liljeolie

Da jeg ikke var særlig gammel, ifølge mine forældre på nippet til de tre år, blev jeg brændt.
Jeg kan huske det, tydeligt, men alligevel lidt som igennem et slør, som en drøm. Jeg sad i min gule pyjamas på en stol med benene oppe under mig. Min far havde lavet kamillete til mig. Han havde lige hældt kogene vand over brevet og havde vendt sig om for at stille gryden tilbage på konfuret.
Jeg kan ikke præcis huske om jeg ville lege, eller om jeg var klodset, eller bare doven; Men jeg huske at jeg forsøgte at nå koppen med mine hænder uden at røre mig fra stedet.

Jeg husker ikke, hvad der skete i det øjeblik. Jeg husker kun en brændende smerte over mit bryst. Et skrig og gråd, der undslipper min mund. Min far der griber mig, og mig der hulkende siger: "Jamen jeg spildte ikke det hele.".

Min far hev tøjet af mig og smed mig i badekarret og tænde for det kolde vand. Jeg græd og mit bryst gjorde ondt. Jeg husket, at jeg blev løftet op og pakket ind i et blødt håndklæde. Jeg husker, min mor kom ind med en lille krukke med noget gult væske i. Jeg husker jeg græd og ville ikke have, at de rørte mig, men min mor åbnede flasken og begyndte at smøre mig forsigtigt med væsken.
Jeg huskeder, det duftede smukt af forår og mine bedsteforældres have. - det var liljeolie som min mormor plejede at lave hvert år. Det var en olie, der i 45 dage har stået i solen med liljeblomster i. Det var en salvende olie, der kunne hele brændte sår.

Da jeg var blevet smurt godt ind i olien, tog mine forældre mig på skadestuen, hvor jeg blev tjekket. Lægerne var forundret, for der var kun en vabel, under min arm, at se. Det var en vabel mine forældre havde overset.

Det gør ondt, når man bliver brændt. Hvordan end man bliver brændt.
Jeg er blevet brændt, som barn, uden på brystet, nu som voksen mere end højest nødvendig indeni. Men det er så nemt at overse de vabler, der er indeni.

I dag er det ikke min mormor, der laver olien mere, for hun er væk. Olien bliver dog stadig lavet hvert år, og jeg har altid en lille krukke derhjemme.
Hvor jeg kommer fra findes der olier og salver for og imod alt. Jeg læser stadig i bøgerne i håb om at finde en salve, der kan lindre et bryst, der er brændt indeni. Måske en dag jeg finder det….


27.7.14

Udpluk

Søvnen er nok det værste. Den vækker drømmen, bedrageren selv.
Skaber en puppe, en illusion,
hvor virkeligheden for en kort stund bliver glemt;
For kun at ramme som en mavepuster idet øjnene åbnes. 

26.3.14

Perspektiv

Jeg vågnede imorges, alt for tidligt, men i stedet for at vende mig om på den anden side og sove videre, bestemt jeg mig for at ordne et par praktiske ting i Dukkehuset som jeg normalt ikke lige har tid til og som jeg som regel glemmer i løbet af weekenden, fordi jeg mest af alt forvandler mig til en zombie, ligeså snart klokken slår 19.01 fredag aften. 

Så jeg stod op der kl 6.30 og gik ellers igang med diverse praktiske gøremål så som at støve af, rydde op, flytte rundt og afkalke, jeg er trods alt åndsnærværende nok til at huske, at man ikke må støvsuge så tidligt om morgenen på en hverdag, så det undlod jeg pænt at gøre. 


Da jeg har havde været hele lejligheden igennem hoppede jeg i bad. 


Jeg havde godt set efterhånden i et par uger, eller mere, at mit afløb klagede og nok snart skulle renses, men da det er absolut min hadetjans, har jeg pænt ladet som om det på magisk vis ville ordne sig selv. 


Der stod jeg så, under det varme vand, og førte diverse diskussioner med mig selv, da jeg bemærkede, at vandet omkring mine fødder var ved at være godt dybt. Jeg kiggede uden for brusekabinen og så, at hele mit moderniserede  Københavnerbadeværelse var oversvømmet - vandet fossede op fra alle sider og jeg fik lyst til at slå på noget, eller græde... eller ringe efter min far. 


I stedet skyldede jeg diverse produkter af mig, slukkede vandet og gloede på et gulv, der snildt kunne have været en scene i "Sharknado". 

Bandende og svovlende pakkede jeg mig ind i et håndklæde og gik igang med at rense det skideforbandedeafløb som da absolut skulle flyde over idag. 
Jeg fik styr på det meste, men ikke desto mindre var jeg stadig så frustreret, at jeg var ved at koge nok over, til at jeg skulle dele min frustration med resten af min omgangskreds på Facebook, naturligvis. 

Stadig kold og våd, nu både af vand og sved, med dråber dryppende ned af mig, marcherede jeg ud i køkkenet og skulle til at dele mit firstworldproblem med resten af verdenen. Da fangede mit blik en update fra en af mine kære venner over fra USA. 


Mens jeg havde stået og taget mig af mit afløb her i det lille trygge Danmark og havde udsendt alverdens eder mod den uretfærdighed som absolut skulle ramme mig, var han blevet berøvet midt på gaden.  

"Just got robbed for 200 dollars […] I’m just gonna keep packing my stuff and hope it doesn’t get stolen while I’m moving. This city is filled with scum of the earth and angels. It will teach you lesson after lesson [...].” stod der.

Og så blev jeg slået i hovedet. Reality check. Perspektiv. Røde kinder. Skam... Jeg sank en klump, slettede mine eder som jeg var ved at sende på min offentlige wall på Facebook, bed mig selv i læben og skrev til ham for at høre om han var ok. 

"Jo jo, dette var jo hverdagen. I det mindste var der ikke anmeldt nogen voldtægter idag." Hvad skulle jeg gøre? Sende en ked-af-det-smiley? "Fantasia, hvor djævle og engle mødes - New Orleans." afsluttede han inden jeg nåede at reagere. 
Jeg sagde, at jeg var bekymret, at han måtte passe på sig selv. Det lovede han. Jeg fortalte, at sidste gang jeg tabte min pung, så kom den tilbage med posten, men at min 10'er var væk. Jeg sagde: "Vi lever i to forskellige verdener." Han sendte mig en smiley og sagde: "Det er derfor jeg ikke er bekymret for dig i mine vågne timer.".

Jeg har altid vidst, at vi i Danmark, om måske ikke er forkælede, så i hvert fald er priviligerede. Jeg er ikke bange for at gå, eller cykle de 800 meter fra stationen og op til mit Dukkehus. Jeg er ikke bange for, hvis jeg bliver syg, om jeg får mulighed for pleje. Jeg ved, hvis jeg løber tør for medicin, så går jeg på Riget og får mine depoter genopfyldt - gratis. Jeg kan sidde på 7. år på universitetet og nørkle med noget så specifikt som kønsstudier og alt imens får jeg penge til det. Måske ikke mange, men stadig penge... 

Jeg har vidst, og jeg har værdsat denne priviligerede, forkælede, tilværelse, for i modsætning til mange andre, så er jeg ankommet til dette land og skylder mit liv til det. Men jeg er stadig et menneske, og jeg er blevet forvænt,  jeg er blevet forkælet og nogen gange glemmer jeg, hvordan virkeligheden faktisk er. 


Jeg gik ud af køkkenet og ind i mit soveværelse. Jeg gjorde mig klar til dagen og bevægede mig ud i min lilleputvirkelighed, dog med en følelse af taknemlighed over, at afløbet faktisk var mit og at ingen kunne tage det fra mig, om ikke andet så fordi det sidder fast i mit Dukkehjem.

21.3.14

Hjemsøgt

Jeg var på vej hjem i et overfyldt S-tog idag. Jeg var våd, træt og irriteret over alle de mennesker, der partout skulle være i mit tog. Det hjalp ikke, at min kæmpe hat skyggede så meget, så jeg ikke kunne se, med mindre jeg løftede hovedet helt op fik mig til at føle mig som en en kluntet bamse som jeg stod der med alle mine poser og tasker.

Et sted mellem Enghave st. og Valby st. helt fordybet i mine tanker løftede jeg hovedet for at se hvor langt vi var og hvor mange mennesker, der stadig var omkring mig. Og der, til højre for mig åbnede døren til stillekupeen op og en mand trådte ud. Uden at tænke over det kiggede jeg over mod ham og så hans læber sprede sig i et smil, sådan et smil, hvor man måske har genkendt hinanden. Jeg kiggede på ham, men var så optaget af mig selv, at jeg slet ikke reagerede som jeg normalt ville gøre, med et smil tilbage, og kiggede i stedet for væk. Inden de gik op for mig, hvad man normalt besvarer et smil med var han væk.

Et øjeblik troede jeg, det var en bekendt fra Twitter, så jeg skyndte mig at skrive og høre ad. Han svarede hurtigt, at det ikke havde været ham.

Det frustrerer mig, for jeg bryder mig ikke om at være ubehøvlet. Og selvom manden fra S-toget sikkert ikke har tænkt videre over det, og nok allerede har glemt alt om pigen med hatten fra S-toget, så kommer dette til at hjemsøge mig... nok for evigt. For man kigger ikke væk, uden at smile tilbage, når man får øjenkontakt med et menneske.

5.3.14

Prinsessesengen og den lille remse

Egentlig ville man ikke tro det, men jeg var et meget bange barn.

Fra en meget tidlig alder begyndte jeg at drømme, eller i hvert fald at huske, hvad jeg drømte, og samtidig begyndte mine mareridt. 
Jeg hørte for nyligt, at børn, der lige er begyndt at gå, får tit mareridt, fordi de kan falde og slå sig. Jeg undrer mig tit om mine mareridt stammer fra alle de hospitalsophold, smerteanfald og lignende, jeg var udsat for, allerede fra før jeg end kunne kapere det. 

Jeg drømte meget, og jeg drømte voldsomt, og tit turde jeg ikke sove, fordi jeg ikke vidste, hvad der ventede på mig på den anden side. 
Jeg var bange for spøgelser, vampyrer, ulve, bjørne, vulkaner, hånden der havde hægtet sig af kroppen og kunne lure ind af vinduet... men mest af alt var jeg bange for de ansigtsløse, som havde en tendens til at dukke op i nattens mulm og mørke. De kom i mod mig og jeg lå paralyseret i sengen og kunne ikke bevæge mig. 

Da jeg var lille blev jeg tit vækket om natten; som oftest skyldtes det smerterne som mine nyresten forårsagede, men ligeså tit kunne det være på grund af de mareridt, der hjemsøgte mig. 
Derfor lærte min far mig en lille rutine, i en meget tidlig alder. En rutine som jeg stadig idag benytter mig af, hvis jeg bliver lidt bange eller utryg, når mit hjem er badet i mørke.

Jeg er opdraget i den muslimske tro, og det siger jeg gerne højt. Men jeg har i mit voksne liv valgt at definere mig selv som agnostiker. Lige dét kan jeg komme ind på en anden god gang. 

Jeg er ikke religiøst, men jeg er absolut troende, og netop den lille rutine som min far lærte mig for så mange år siden er en af årsagerne til, at jeg idag er agnostiker og ikke ateist. 

Jeg ved ikke hvor gammel jeg havde været, men jeg kan huske, det var før vi havde fået den smarte sovesofa, der kunne folde sig således ud, at vi alle tre kunne sove i den. Endnu engang var jeg på vej i seng og jeg kunne ikke sove, for jeg var bange for, hvad der ventede på mig på den anden side. 

Min far puttede mig midt på min seng, pakkede mig ind i min dyne, lagde sig ved siden af og sagde, at vi nu skulle bede til Gud. 
Han lærte mig den nat en lille remse, der altid blev afsluttet med den samme bøn; Om at blive rask, at drømme gode drømme og sove let.

Hver nat var det en del af min putterutine. Vi bad højt, så jeg kunne lære det, og Gud kunne høre det ordentligt. Og hver gang det blev gjort på den måde hjalp det... 

Da krigen kom og jeg flygtede med min mor og min lillesøster til Montenegro var det syv meget lange måneder uden min far. Både fordi vi ikke vidste, hvad der var sket med min far, der var blevet tilbage i Bosnien, og fordi min mor ikke kunne gøre rutinen på samme måde som min far kunne.


Idag er jeg 29. Idag er jeg hverken bange for spøgelser (ok, måske lidt), vampyrer, ulve, bjørne, vulkaner eller hånden, der havde hægtet sig fra kroppen og kunne lure ind gennem vinduet. Men de der ansigtsløse… 
Nogen gange kommer jeg til at tænke på dem inden jeg falder i søvn, andre gange kommer de af sig selv, og så kommer der en grundangst op i mig. Jeg får kuldegysninger og får lyst til at ringe til min far. Men idag er jeg en voksen pige, og voksne piger har ikke beskyttende drager, der lægger sig ind til dem og beder til Gud med dem. 

Jeg er blevet for voksen til at kalde på min far i nattens mulm og mørke, men idag har jeg min seng som min far byggede til mig. Og det er en næsten barnlige tanker, men ikke desto mindre, så er min seng blevet mit fort, min beskyttende drage, der skærmer mig.
Når den der grundangst for mørket kommer op i mig, så rykker jeg  midt ind på sengen; min over en meter høje seng, jeg pakker mig under min dyne, siger den lille remse min far lærte mig og beder den samme bøn; Om et godt helbrede, gode drømme og en let søvn. Og så er det som om den høje, brede seng skærmer mig fra alt ondt. 

Jorden er giftig, men når jeg ligger i min prinsesseseng, så kan intet ondt røre mig. Den er min fort og i den er jeg altid tryg.


Follow my blog with Bloglovin

24.2.14

7th Heaven

Jeg havde store planer i fredags, med en Tweep; om byture, seje veninder og vilde timer i nattens mulm og mørke. Alle disse planer blev forpurret af en knaldende hovedpine. 

Lørdagen skulle derimod stå i tegneseriernes og Star Treks tegn og naturligvis skulle jeg lige lure på fjerde sæson af “Haven”. 
Disse planer blev også forpurret, dog på dejligste vis, da den selvsamme Tweep lokkede mig ud til en bytur med “De Tunge Erhvervsdrenge”. 
Jeg tænkte, at sådan en tur kunne ikke andet end gå galt, så jeg tog mit tunge gear frem, og begav mig ud mod det mest poppede sted i byen - Balthazar. 
Jeg bryder mig ikke om stedet; Mest fordi jeg har svært ved at tage, gifte mænd, der i smug tage vielsesringen af, og vifter med guldkortet, i håbet at imponere mig, seriøst. Men een ting elsker jeg ved stedet; Det at træde ind i lokalet. 
Jeg føler mig altid som Rose fra Titanic i den sidste scene, hvor dørene bliver åbnet for hende og alle venter på hende. 
For mig at træde ind på Balthazar er ligesom at træde ind i et eventyrland. Et sted, hvor jeg kan være mig selv, eller lige præcis den udgave af mig selv, jeg ønsker at være. 

Jeg fandt min Tweep og “De Tunge Erhvervsdrenge” og satte mig ved deres brod. De havde været igang i flere timer, så hurtigt bestemte de, at vi skulle videre og vi skulle da på 7th Heaven. 
Jeg fulgte trop og efter en kort spadseretur befandt jeg mig på en stripklub. 

Dette var ikke min første gang på en stripklub. Første (og sidste) gang var dog i forbindelse med en bog-release på klubben Dollhouse på Istedgade, så netop dette var en ny oplevelse. 

Vi fandt et bord, bestilte noget at drikke, og før jeg nåede at se mig om var vi omringet af fire meget letpåklædte piger. 
De satte sig i mellem os og begyndte at gøre sig til. De forsøgte at tale med mig, men jeg kunne ikke andet end føle mig klemt i deres selskab. Jeg så på dem, og jeg så ned på dem. 

Rummet var dunkelt og der var ekstremt varmt. Musikken var høj og alle råbte i munden på hinanden. Jeg var næsten ved at besvime. 
Der var et par andre selskaber, men jeg tog mig ikke af dem. 
Den ene af "De Tunge Erhvervsdrenge" havde okkuperet mig allerede tidligere på aftenen og talte med mig om kvindesyn og feminisme. Men samtalen blev afbrudt af, at der pludselig blev en bred enighed om at jeg skulle vælge en pige, fordi jeg skulle have en lapdance. 

Nu er jeg ikke genert af mig. Jeg er nysgerrig, eventyrlysten, med på den værste, og jeg var jo med "De Tunge Erhvervsdrenge", så jeg tænkte, at jeg blev nødt til at vise dem, at en kvinde sagtens kunne være ligeså slem som en mand kan, så jeg takkede ja. 
Jeg valgte en smuk sort kvinde, som jeg havde set danse tidligere på aftenen, og før jeg vidste af det, sad jeg i et privat rum med tre granvoksne mænd og fire piger, der hver gav os vores private lapdance. 

Jeg sad næsten forstenet på min plads og så på den smukke pige bevæge sin krop i langsomme, sensuelle bevægelser. Hun var så smuk, at jeg næsen ikke turde røre ved hende. Hun bad mig sprede benene, for at hun bedre kunne komme til, og jeg lystrede som et lille barn. 
Jeg så rundt i lokalet og så på de andre deltagere; De var dybt optaget af hver deres pige. 
Min afrikanske prinsesse duftede så berusende, at jeg næsten blev rundtosset af hendes duft. Hendes bryster var små og passede perfekt til resten af hendes krop. Hun smilede til mig og lænede sig således, at hendes brystvorter rørte ved mine læber. Jeg åbnede munden og kyssede hende ene bryst. Jeg bed hendes brystvorte let og kiggede, næsten genert op på hende. Hun smilede igen og fortalte mig, at jeg duftede dejligt. Jeg fortalte hende, at hun var smuk. 
Jeg ved ikke hvor længe det blev ved, de føltes som en evighed,  og inde i mig selv ønskede jeg kun at sessionen skulle overstå så hurtigt som muligt, for… jeg kunne ikke holde det ud.

Hun rejste sig og kiggede på mig igen. Jeg takkede hende for dansen og fortalte hende endnu engang, hvor smuk hun var. Vi gik ud af rummet. Jeg røg en cigaret og bevægede mig med resten af selskabet mod udgangen. Vi hentede vores frakker og en af "De Tunge Erhvervsdrenge” spurgte mig, hvad jeg syntes. Det eneste jeg kunne sige var, at jeg var nødt til at fordøje det, før jeg kunne svare. 
Min Tweep var tilfreds. “Jeg har lige købt en kvinde til dig, Erna.” sagde han. Jeg gjorde mig enig med ham. Han sagde, jeg skulle skrive om oplevelsen på bloggen og det gør jeg så nu. Men det er ikke kun derfor jeg skriver. Jeg gør det, fordi jeg stadig har brug for at fordøje det. Fordi jeg har brug for at få sat ord på det. Jeg blev overrasket over mig selv, over min konklusion og over hvilken type moral jeg har. 

Jeg er glad for, jeg fik denne oplevelse. 

Jeg er feminist. Jeg er prosexfeminist. Jeg er den type feminist, der mener, at kvinder (og mænd) selv skal have lov til at vælge hvilken retning i livet de ønsker at tage. 
Jeg har altid været imod et prostitutionsforbud. Jeg har altid været for at prostitution skulle lovliggøres, at der skulle skabes lige forhold for de kvinder, der vælger et erhverv, hvor de på den ene eller anden måde, vælger at sælge deres krop for andre menneskers fornøjelse og seksuelle tilfredsstillelse. 

Jeg vil dog aldrig benytte mig af sådan en ydelse igen. 

Det var sjovt at prøve, det var sundt at prøve. 
Det var sundt at prøve, for jeg gik ud af 7th Heaven med en knude i maven og en meget grim smag i munden. Jeg følte mig næsten beskidt. Forkert og uhumsk. 
Jeg følte mig som et af de mennesker, der ureflekteret og kun tænkende på sig selv og sin egen tilfredsstillelse, tramper igennem livet, uden at stille spørgsmålstegn ved omgivelserne, eller konsekvenserne af handlingerne.

Jeg ved at der findes kvinder, der vælger denne retning i livet fordi de ønsker sådan et liv. Jeg ved også, at der findes kvinder, der vælger denne retning i livet fordi de ikke har andre muligheder. 
Mens jeg sad, helt stivnet, på min plads og så på den afrikanske prinsesse danse for mig, forsøgte jeg at regne ud, hvad hun hed, hvor hun var fra, hvorfor hun var i dette dunkle rum og om hun selv troede på, at hun førte os ud mod den Syvende Himmel, eller om hun så mig som endnu et stykke kød, der skulle igennem kødmaskinen, så hun kunne få en skive brød på bordet. 
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad hun tænkte om mig. Om hun så ned på mig, lidt som jeg tidligere på aftenen havde set ned på hende. Jeg følte mig klemt og jeg følte mig værdiløs. I mit hoved var rollerne blevet vendt om. Jeg turde næsten ikke at se hende i øjnene, og det var selvom hun smilende krammede mig farvel, da jeg bevægede mig væk fra den syvende himmel og tilbage til min egen virkelighed.