Den Røde Tråd

Min Hobbitten og hendes fætter kom forbi med indisk mad den anden dag. Det var Hobbittens sidste nat herhjemme, så vi skulle hygge.

Et madorgie, uden lige, senere, mens Hobbitten lå i sofaen og smsede løs, kiggede Fætteren i min DVD-samling.
Hans første spørgsmål til mig var om alle film i samlingen, var nogen jeg ville kunne sætte mig ned og se alene. Jeg nikkede ja. 

Blandt en masse tegnefilm som jeg jublende fortalte om, stødte han på "The Texas Chain Saw Massacre". 
Han kiggede på mig med store øjne og inden han nåede at sige mere, udbrød jeg, at det nok var den eneste film jeg ikke ville turde se alene, for det var en gyser, og plottet i den trods alt er plausibelt, men den var fed og en klassiker og derfor stod den bland de andre. 
Han grinede lidt videre af mig. Og da vi var færdige med at se mine film igennem, rystede han smilende til mig med ordene. "Der er bare ingen rød tråd i det whatsoever. Det er et helt fantastisk spænd du har".
Inden jeg nåede at sige mere, rettede han sig selv og fortsatte "Jo, faktisk er der en rød tråd. Men den går bare sådan her..." sagde han og tegnede en masse krusseduller i luften med sin højre pegefinder. Jeg kiggede på de usynlige krusseduller og viste ham videre over til min bogreol. 

Da Hobbitten og Fættteren var taget videre, sad jeg i mit køkken omringet af alle mine go-cards, der for tiden er redskabet for mit nyeste projekt. 
Jeg tændte en cigaret og forestillede mig igen den krussedulle Fætteren havde tegner i luften tidligere på aftenen.

Jeg indså, at han havde ret. Der var en rød tråd i alt hos mig, men den røde tråd var ingelunde lige, som hos så mange andre.

Min røde tråd strækker sig til alle fire verdens hjørne. Den fortsætter op i himlen og over på den anden side af månen. Tilbage til jorden og ned i det velduftende græs. Rundt omkring blomster, bygninger, mennesker, figurer. Igennem bøger, dansefødder, toner. Ned i havet, omkring fiskene, duftene, farverne, for så at ende i en fin og sirligt bundet sløjfe hele vejen rundt omkring mig.

Jeg smilede, indåndede røgen fra min cigaret, holdt den i lungerne et øjeblik og pustede røgen ud. Røgen lignede lidt de figurer, min røde tråd var blevet tegnet som tidligere. 
Idet indså jeg, at det kræver et menneske med en vilje af stål, hvis man skal følge min røde tråd.

Den Femtende Dag

På den femtende dag tog jeg ikke på stranden. Jeg blev hjemme i sengen og læste i mine bøger. 

Jeg svømmede væk i mine tanker og i en verden som var så langt væk fra min egen, at jeg ikke skulle forholde mig til den på nogen måde. 

På den femtende eftermiddag tissede jeg, og mens jeg sad på toilettet fløj mine tanker væk. Jeg fangede dem og forsøgte at gøre rede på dem. 

Det var næsten underligt. Det føltes lidt tomt og det var lige før, jeg følte en skuffelse inde i mig selv. 

Jeg tænkte tilbage, følte dybt inde i min mave, for jeg kunne ikke tro det som værende sandheden. 

Efter al den tid, var jeg faktisk i tvivl, om jeg overhoved ville savne ham, hvis jeg ikke havde ham mere. Det slog mig, at jeg nok end ikke ville være ked af det, hvis han ikke vælger mig til. 

Jeg var skuffet, nok over mig selv, for jeg troede, at der var mere. Men nu er jeg i tvivl. 

Jeg tog mit tøj af, stillede mig i bruseren, tænde for det kolde vand og lod vandet køle mig ned. Jeg trak vejret dybt og i det jeg slukkede for vandet og tråde ud af brusekabinen sukkede jeg en smule lettet op. 

Den femtende aften tog jeg ud med min far. 

Vi gik en tur ned til stranden og satte os på en bar. Min far snakkede lystigt om hvordan Balkan var, dengang han var ung, men jeg så ud mod havet. Jeg kiggede på solen og hvordan den langsomt gled ned over horisonten, og der i vandkanten så jeg dem; Et ungt par. Hun stod med en lille sprællende pige i sine arme og manden stod vendt mod dem. Han dansede og de grinnede alle tre af hans påfund. Jeg så på dem med min kolde øl i hånden og misunde dem deres lykke. 

Jeg blev sørgmodig over den lykke de havde og det øjeblik det delte. 

Den femtende nat ønsker jeg, at det var mig...

Erfrischende Zitronen Taler og det satans akademikerliv

Jeg kapitulerer stadig, men jeg kapitulerer skrivende. Bare fordi man overgiver sig, behøver man ikke overgive sig passivt.

Jeg glæder mig så meget til at komme over på den anden side af nytår, så jeg kan gøre rent og rydde op.- Nej nej ikke feste og drikke mig ned, men gøre rent og rydde op.

Rydde op...Ikke sådan noget pjat som jeg har haft gang i de sidste uger, men sådan en rigtigt god omgang. Hvor bøger bliver hevet ned, vinduerne pudset og ALT, jeg mener ALT bliver rykket ud fra væggen og støvet af og vasket. Mmm...mums. Jeg kan jo næsten blive opstemt af det. Who needs sex, when you can vacuum-cleane.

Men til jeg kapitulerer helt, så vil jeg skrive på livet løs og spise verdens bedste slik - Erfrischende Zitronen Taler.

Jeg er nok den eneste ud over fru Hansen og frk. Larsen nede

fra Prinsessevasken, der spiser denne slags slik - Det er pralliner.

Ak ja... Jeg hedder jo også Erna, er en gammel mand og var 50 år,

da jeg blev født. Så må jeg godt.

Tjek lige slikket - Fandme 22,- for 13 stykker chokoladeknapper, og så kan man kun købe det i Mad og Vin... Men de er pengene værd..