Thore og Terry

Der er en stress i mig. Jeg farer forvildet rundt i disse dage. 
Mest af alt føler jeg mig som kaninen fra Alice i Eventyrland: "For sent! For sent! For sent!". Hele tiden for sent. Hele tiden bagud. Hele tiden på vej mod noget andet og noget nyt. 

Og sådan var det ligeledes den anden dag. Forvildet fór jeg rundt omkring Panum Instituttet, efter at have deltaget i et forsøg, og forsøgte at finde bussen, der hurtigst kunne tage mig hjem, så jeg kunne komme videre med det jeg ellers skulle nå, da tørsten meldte sig. Så i stedet for at dreje til venstre i krydset, valgte jeg højre og fandt mig selv på Nørrebro. 
Et tilfældigt sted stoppede jeg og købte en smoothie. Det var nærmest sommer, og med min smoothie i hånden bestemte jeg mig for at gå over Dronning Louises bro. Ja, der skulle jeg gå over, så kunne jeg både få lidt sol og gå de 10.000 skridt jeg planlægger hver dag, men aldrig nå. 

Nørrebro, et af de steder i København jeg mindst færdes i. Ikke fordi jeg ikke kan lide Nørrebro, snarere tvært imod. Mere fordi min skridt aldrig tager mig den vej.

Da jeg nåede Dronning Louises bro, var det som en kraft hev i mig, og mine hastige skridt sagtnedes en smule. 

Der stod den så, midt på broen, badet i solskin, omringet og alligevel overset af smarte hipstere, nørrebrogensere; gamle og unge, og forhastede skridt - en bænk. Skabt kun til mig. Kaldte kun på mig. 

Jeg sagtnede mine skridt endnu mere og tog mig tid til at nyde en stille stund i den danske solbadede forsommerdag.

Nørrebro og jeg: der sad vi og så på dagen, der gik, da en herre satte sig ved siden af. Jeg slukkede min musik  og tog høretelefonerne ud, og delte et par hjemmerullede og en livshistorie med ham.

Thore og Terry. Thore var var fra Sydfyn og bemærkede hvert enkelt par hvide sko, der gik forbi os. Han var tømre og træt af københavns technoscener. Han lavede knive i fritiden og gik altid med en lineal i tasken. Han havde tilbragt for mange år i de københavnske undergrundsmiljøer og længtes efter frihed. 

Terry var fra Sverige og en dag kom Thores kæreste med ham. "Hun redede ham lige inden han blev aflivet.". Kæresten skred, men Terry blev. Idag bor de lige på den anden side af nemlig.com-skiltet. 

Thore og Terry, de komplimententerede hinanden, på forunderlig vis. 

Terry have problemer med skab og Thore kæmpede forgæves med det. 

Thores drøm var at have en gård tæt på havet, hvor han kunne have ænder, fange sine egne fisk og måske passe et par får. Terrys drøm var en godbid. Han efterlod et par potespor på min gule kjole, da jeg gav ham den godbid han drømte om. "I klær hinanden." sagde Thore, idet han kom tilbage med en lighter, der kunne tænde vores cigaretter. 

Jeg lyttede til hans ord og så et par tårer trille ned af hans kind, der var gemt bag et par store pilotsolbriller af et ukendt mærke. Han sukkede, og jeg kiggede væk. 

"Er jeg ved at kede dig nu?" spurgte han stille. Jeg rystede på hovedet og bemærkede, at endnu et par hvide sko gik hastigt forbi os. Thore grinede "jeg har vist allerede smittet dig.". Og jeg kunne ikke benægte det.

Nørrebro, Thore, Terry og jeg. Der sad vi og så på dagen, der gik forbi mens vi delte et par hjemmerullede og et par livshistorier. 

Jeg bliver så ked af det...

Jeg bliver så ked af det, når jeg opdager, at mennesker tæt på mig er falske... 

Det er efterhånden ikke første gang, at jeg falder for falske menneskers charme, og jeg kan ikke forstår, at jeg bliver ved med at falde i den samme fælde. 

Man skulle tro, at jeg havde lært det, her på vej ind i mit 30. år, men gang på gang bliver jeg overrasket, når det går op for mig, hvad jeg har ladet få en plads i mit hjerte...

Og selvom jeg udadtil forsøger at være ligeglad, så er jeg det inderst inde ikke.. Det påvirker mig, det kører rundt i mig, og det gør mig ked af det. Men mest af alt så efterlader det mig tilbage med en følelse af undren; Hvordan kan et menneske lade som om det er interesseret i ens gøren og laden, uden i virkeligheden at være det. Hvordan kan et menneske rådgive, trøste og hvine over ens liv, når det i bund og grund er fløjtende ligeglad, om man var her, eller på månen; om man var død eller levende? 

Jeg forstår det ikke; Jeg forstår ikke hvordan man kan holde en maske malet på - dag ind og dag ud. Hvordan man kan blive ved. 

Og dog... Masken krakelerer på et eller andet tidspunkt, og så ses det sande igennem sprækkerne, som solstråler igennem et gammel stykke træ, der alt for længe har fået lov til at stå. Og jeg bliver oplyst, og jeg indser... en lille gnist af sandheden...

Men ikke desto mindre, så bliver jeg så ked af det, når jeg opdager, at mennesker tæt på mig er falske.

We Can Run There Under Bridges

Om fredagen til LindyShock er det tradition, at båden Europa sætter til søs og sejler op af floden. Det sker kl 22 og i to timer kan man være på det øverste dæk og danse under åben himmel, mens tonerne fra hovedrummet spreder sig ud i efterårsnatten. Med jævne mellemrum stopper alle deres dans og begynder at råbe, huje og løbe mod bagbord.

Denne fredag satte Europa også sejl kl 22 - traditionen tro.
Og da vi var sat afsted, begav jeg mig op mod det øverste dæk.
Det var køligt og jeg skuttede mig i min alt for tynde sorte kjole. Jeg kiggede på den oplyste bygning, der kunne mistænkes at have været lavet af det pureste guld, på den anden side af Donau floden, der idag husede det Ungarske parlament, og indsnusede efterårsluften dybt i mine lunger.
Jeg nød et kort øjeblik den kolde brise, der legede med kanten af min stadig lidt for tynde sorte kjole.

De havde forberedt mig på, hvad der ville ske, så jeg ventede spændt på, at vi skulle nærme os den første bro.
Jeg kiggede på mennesker omkring mig danse og fik en umådelig trang til at følge med.

Det var så nemt; Han stod jo lige der ved siden af og kiggede hen imod menneskemængden, lænet op ad gelænderet i en grå frakke og betragtede noget jeg ikke helt kunne bestemme nærmere. Så jeg stillede mig foran ham, blokerede hans synsfelt og spurgte om han ikke ville danse.
"Jo da. Det er også den bedste måde at holde sig varm på." svarede han kort.
Jeg smilede imens han hev mig ind i mængden. Vi småsludrede mens vi dansede.
Han var far Israel, Tel Aviv, sagde han. Han havde danset i nogle år- noget krympede sig i mig. Jeg stivner altid, når jeg danser med erfarne dansere. Jeg føler jeg skal hamle op med dem. Jeg tænkte et øjeblik for mig selv "Hvis bare jeg havde startet dengang jeg første gang blev lokket, så ville jeg havde været ligeså god som han er idag." Men jeg startede ikke dengang. Måske var det også bedst, jeg startede da jeg gjorde. Dans er det, der understregede og stadig understreger begyndelsen på mit nye liv - i dansen gjorde jeg noget jeg aldrig havde turde før - jeg gjorde det selv. Helt selv.

Han hev mig ind til sig og dippede mig let. Jeg grinede mens jeg kiggede op på ham.
Vi talte videre, mens min tankestrøm kørte i baggrunden.
Men inden jeg vidste af det, afbrød han den med ordene "Er det ikke fantastisk? Musikken er stoppet og vi danser stadig." Jeg kiggede på ham. Jeg undskyldte og smilede genert."Nej du må ikke undskylde. Det er som magi." fortsatte han.
Jeg kiggede fortsat på ham og vor hænder blev ved med at være i et fast greb. Det greb varede kun et øjeblik, tror jeg, men øjeblikket føltes som en evighed. Han gav lidt slip i mine hænder og nikkede i en bestemt retning...

Pludselig kunne jeg høre en for mig velkendt stemme og sprog: "Er du klar? Vi nærmer os en bro."
Jeg tog fat i den velkendte stemmes hånd og da han havde talt til tre løb jeg og kiggede op. På et øjeblik var stjernehimlen erstattet af tunge grønne metalplader og store boltskruer og beton. Jeg blev svimmel, jeg grinede, jeg råbte op som de andre og holdt fast i den velkendte stemmes hånd. Det hele foregik så hurtigt og jeg kiggede til alle sider for at fastholde den mand, der et øjeblik havde fået mig til at glemme tid og sted.. I stedet så jeg mængden af mennesker løbe i samme retning som jeg og før jeg vidste af det var vi ved skibets ende og broen var allerede langt efter os. Jeg så enkelte hænder vinke ned til os fra broen. Jeg så en strøm efter os af oprørt vand. Jeg mærkede varmen i mine hænder, der hvor hans havde holdt fast. Menneskemylderet var spredt og jeg stod alene tilbage med hænderne ned langs min krop og lod den kolde efterårsbrise lege med kanten af min lidt for tynde sorte kjole.

Den ellevte dag

"For altid." sagde jeg. 

"For altid." sagde han. "For altid er så forfærdelig lang tid." fortsatte han, men jeg var ligeglad. 

Men for altid blev knap så lang tid, tænkte jeg for mig, på denne ellevte dag, mens solen fik havet til at glimte som var det guld, eller rettere som små kystaller, og en dreng gentagende gange grinende løb forbi mig og sprøjtede små dråber vand på min overophedede krop, der på samme tid nød og blev irritabel af det. 

På denne ellevte dag faldt mine tanker på ham, blandt mange andre. 
Jeg tænkte på de øjne så blå som himlen, der så mange gange havde betragtet mig, mens jeg lå nøgen i min seng, min sofa, på gulvet. De suk, der undslap hans mund, når jeg smilede til ham og hans fingre, der rørte blidt ved mig, efter jeg havde givet mig selv til ham. Jeg tror, at han elskede mig.  

Jeg tror, at jeg elskede ham, og jeg tror, at jeg håbede, at altid ville vare lidt længere, end det gjorde. 

Jeg lukkede øjene på denne dag, der ligeså godt kunne have været dagen forinden og rejste mig fra mit blå håndklæde. Jeg rettede på min stribede bikini og begav mig mod broen. Jeg hoppede i på hovedet - et perfekt spring tænkte jeg for mig selv, mens jeg fortsat holdt mig under vandet og lod trykket omfavne mig, mens jeg svømmede væk fra menneskemængden omkring mig. 

Lænestolen med Roserne

Jeg var ikke et stille barn som sådan, jeg var blot opdraget til at være høflig og sød.

Jeg havde aldrig behov for at skændes med jævnaldrende, eller føle, at jeg skulle passe ekstra meget på mit legetøj. Der var ikke mange børn i mit nabolag og de fleste var drenge, så jeg blev vel egentlig behandlet som en lille prinsesse.

Jeg brugte utrolig meget tid på hospitaler og på grund af min yderst sjældne sygdom oftest på voksenafdelinger, så jeg havde det mildest talt som blommen i et æg. Alle elskede mig og så mig som en dyrbart dråbe vand på en hed sommerdag.

Jeg elskede det naturligvis, og de få gange jeg var tvunget til at være indlagt på børneafdelinger hadede jeg det.

Børneafdelingerne i ex-Jugoslavien er ikke helt det samme som her i Danmark. Men det er et anden og noget mere traumatisk minde.

Jeg var egentlig sådan en, voksne elsker. Nuttet, syg, tapper og fandens gammelklog.

Til jeg var otte år var min jævnaldrende omgangskreds ret snæver, især fordi jeg kun nåede at gå i skole i Bosnien i et års tid, før krigen brød ud og vi skulle flygte.

Derfor da jeg kom til Danmark og vi flyttede ind i flygtningecenter, var det noget af et kulturchok for mig.

Vi boede i et internationalt flygtningecenter, hvor mennesker fra alle verdens lande var samlet- et gammelt plejehjem i Mørke i Jylland.

Der var så mange mennesker, og så mange børn. Mennesker fra over det hele. De mennesker skabte stemningen i dette hjem og hvor blev det en fordærvet stemning. Hvor blev det et fordærvet sted.
Det var et sted, hvor tiden stod stille, og hvor drømme gik i dvale. Selv børnene var fordærvede og ondskabsfulde- både mod hinanden, men også mod mig.
Måske var de ondskabsfulde mod mig, fordi jeg ikke kunne sproget - hverken dansk eller engelsk.

Naturligvis var der enkelte som jeg har gode minder om: David, Sasha og en pige jeg ikke kan huske navnet på mere. De tog sig af mig. Måske fordi de var russere og vi kunne kommunikere lidt.

David og Sasha kom endda op at slås på grund mig. De ville begge være mine kærester. Selv var jeg forelsket i David. Han var blid og rødmede, når vor blikke mødtes. Og Sasha, Sasha var så tapper og modig, han var grov og han stjal et kys fra mig en dag. Han havde blå øjne og lyst hår. Han boede der sammen med sin mor.

Men de andre børn… Ih guder,  hvor var det skræmmende. Især var Dzemila, en pige fra Kosovo grusom. Jeg tror hun hadede mig, fordi hendes far forgudede min lillesøster. Hun og en anden pige, Rositta, var nok et par år ældre end mig. De rottede sig imod mig og gjorde det, piger er bedst til - at lukke ude.

Jeg kan huske en hændelse mod slutningen af foråret.

Det havde regnet hele dagen, men hen mod aftenen blev der sådan et fantastisk solskinsvejr. Den dag begav vi os op mod Bakken bag ved vores flygtningecenter. Bag ved vindmøllen og det lille skovbryn, og midt i det hele, foran et lille hus stod den, i mine øjne, smukkeste stol jeg nogen sinde havde set. Den var råhvid og med store roser over det hele. - (Hvor er jeg dog glad for, at jeg var så lille - for hvordan udtrykker man glæde og begejstring, når man ikke behersker sproget og ordene?). Jeg ville nok have givet alle mine dukke og bamser for den stol. Hvis jeg havde turdet, så havde jeg slæbt den med mig og jeg ville have beholdt den for evigt.

Vi stod og kiggede lidt på den og rundt omkring, men bestemte os hurtigt for at gå tilbage.

Pludselig en dag stod stolen i flygtningecentrets baggård. Jeg kiggede på den, men kun fra afstanden, for jeg kunne se Dzemila og Rositta sidde i den som om de ejede den.

Jeg turde ikke at gå over til dem, for Rosittas lillebror havde nogle dage for forinden kastet en tennisbold efter mig, hvilket for mit vedkommende resulterede i en blå læbe og for hans et ømt øre - forårsaget af min far. Med andre ord var jeg så lidt populær som jeg nogen sinde havde været.

Forældre har aldrig forstået den jungle børn befinder sig i. De tror, hvis de en gang tvinger bøllerne væk, at de så faktisk bliver væk og at alting bliver bedre.

Jeg ved godt, at min far gjorde det, fordi ingen skulle gøre mig ondt igen, men hvor forbandede jeg ham tit. Det eneste jeg jo ville var at passe ind.

Jeg kiggede på stolen og de to piger. Da de så mig hviskede de noget til hinanden, rejste sig op af stolen og pludselig begyndte de at smide mudder på den grinende.

Jeg tog  mod til mig og gik hen til dem – ”Why do that?” Spurgte jeg på engelsk som jeg havde opfanget i de par måneder vi havde boet der – ”Because”, svarede Rositta med et smil på læben.

Jeg forstod ikke, hvorfor de ødelagde stolen, så jeg gik min vej. Men jeg huskede ordet og kort tid efter fandt jeg ud af, hvad det betød. Because… Fordi....  Fordi hvad? Fordi de havde lyst, eller fordi de kunne tillade sig det.

Jeg glemmer aldrig den smukke lænestolen.

Når jeg tænker tilbage til den periode i det center, kan jeg ikke andet end tænke, at jeg må have følt mig så ensom.

Men jeg kan ikke huske en følelse af vemod. Det er nok nærmere kedsomligheden jeg kan huske fra de perioder, de voksne havde travlt i. Som altid var jeg det mest populære barn blandt voksne. Og de mennesker, der arbejdede forgudede mig. Jeg fik altid et noget længere snor end nogen anden i det center, og jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke nød det.

Jeg gik meget for mig selv, men følte mig aldrig alene, måske fordi mine forældre og dem, der var tæt på, altid vågede over mig, som den dråbe vand man våger over på en hed sommerdag...

Om menneskesind

Jeg står iblandt dem alle, og mens de betrager mig, betragter jeg selv ham. Jeg ser hans bevægelser, hans skæve smil, hans øjne, der er gemt af skyggen. 

Hans hånd, der på en lidt for lapset måde hænger, løs i håndledet, mens han står med den ene fod hvilende på kanten og forsøger ikke at kigge ned på hende. 

Han ved ikke noget, men jeg ser det hele. Den måde han ikke snakker med hende på. Den måde han holder sig så langt væk fra hende som muligt - helst i den anden ende af lokalet. 

Men han holder øje med hende, mens jeg der i midten - i virvaret af mennesker, der kigger på mig, betragter ham. 

Jeg smiler lidt for mig selv, i den dunkle belysning, det er jo lidt tragikomisk. Det er jo som en ugelang deja vu. Jeg har oplevet det selv - måske blev jeg også betragtet i min færden af en anden kvinde - en kvinde, der selv blev ignoreret på et tidligere tidspunkt - et tidspunkt,  hvor jeg endnu ikke var til. 

Hvor er et menneskesind -og hjerte dog pudsigt. 

Engang i et øjebliks svaghed fik jeg overbevist mig selv om, at dette var hans tegn på hans hengivenhed til mig. Jo længere væk han trak sig fra mig blandt alle de andre, des tættere på ville han komme, når vi endelig var gemt godt inde i hans lille overfyldte hule. 

Så jeg smilede en smule bredere for hver skridt han tog væk fra mig, og mit hjerte hoppede en smule mere, for hver anden han holdt om. For jeg vidste, at det var mig, der i sidste ende ville høste de sødmefulde kys fra hans læber. 

Jeg ser hende kigger op på ham. Hen mod ham. Hun søger ham diskret med et fascineret blik. Jeg ser hendes smil blive lidt bredere for hvert ord han hvisker, og hendes øjne skinner, når han fjerner sig fra hende. 

For allerede nu ved hun, at dette er hans tegn på hans hengivenhed til hende. 

Jo længere væk han trækker sig fra hende blandt alle os andre, des tættere på vil han komme, når de engang er gemt inde i hans lille overfyldte hule. 

Så hun smiler en smule bredere for hvert skridt han tager væk fra hende, og med stor sandsynlighed hopper hendes hjerte en smule mere, for hver anden han holder om. For hun ved, at det er hende, der i sidste ende vil høste de sødmefulde kys fra hans læber. 

Hvor ville jeg dog ønske, jeg kunne dykke ned i hendes hjerte og sind, for at se om jeg faktisk har ret. 

Den skøre dame fra to etager under

For efterhånden fem måneder siden flyttede jeg fra min kæreste. 
Efter otte år i forhold, efter seks år som samboende og efter fem år på Amagerbrogade flyttede jeg for mig selv. 
Jeg fik en lejlighed i Sydhavn - på hjørnet af sidegaden til sidegaden til Enghavevej og jeg flyttede ind på tredje sal. 
Jeg var lykkelig, for jeg havde endelig fået mit eget sted at bo, og endelig kunne jeg fortsætte mit liv på en anden måde end hidtil. Jeg var lykkelig, fordi jeg kunne have mine hvide gardiner i fred og fordi mine puder ikke mere blev mast og krøllet. Jeg var lykkelig, for jeg skulle bo i en hel ny del af København, som jeg ikke havde udforsket før.


Min nye opgang er farverig; På en etage bor der en dame med en masse orkideer i vindueskarmen. Hun kigger tit ud ad vinduet, men jeg ved faktisk ikke, hvor ofte hun kommer ud. Hendes dørskilt siger, at hun hedder Vivi. Jeg kan godt lide hendes navn og hendes vindueskarm. Hun har gråt hår. 
Øverst bor der en ung gut, der lidt for ofte spiller musik, som jeg vist altid har været lidt for gammel til at kunne nyde. Han har en knallert og sidst jeg så ham havde han et par hvide Filabukser på og en Netto-pose fyldt med tomme flasker i hånden. Jeg tror ikke han har en lys fremtid i sigte.


Der er også et ældre ægtepar, de bor i stuen og har en lille have. De får tit besøg af en yngre pige, der godt kunne ligne deres datter. Jeg har holdt døren for dem et par gange.  
En af beboerne har en amerikansk cykel - sådan en, der er farvet guld og med fartstriber på. Den er mere lang end høj og jeg forsøger tit at regne ud hvem, der ejer netop den cykel.


Der er flere. Der er en, der efterlader sit skrald i opgangen, og det ret tit. 
Der er en der lukker vinduer og ryger i opgangen - jeg åbner dem, hver gang jeg går op eller ned ad trappen og sådan har vi en kamp kørende, nu på femte måned. 
Den unge blonde studine er der også. Hun har pagehår og er tit iført en mangefarvet strikhue. Hun smiler til mig og siger "hej", når vi mødes på trappen eller ved postkassen. 
Min egen nabo er en lille spinkel og genert ung mand, han smiler akavet til mig, når vor blikke mødes. Men det er nok fordi han engang så mig støvsuge min blå måtte i opgangen iført en top og uden bh. 


Og så er der den skøre dame fra to etager under. 


Første gang jeg stødte ind i hende, stod hun i sin døråbning og snakkede - vist med sig selv. Jeg smilede og sagde "hej". Men i stedet for en hilsen retur, begyndte hun at skælde mig ud. Hun skældte ud på et sprog, der for mig var fremmed, blandet med få ord af dansk. Jeg er sikker på, at hun skældte mig ud, fordi jeg havde stjålet hende navn. Den dag gik jeg videre op og lod som om intet var hændt. 
Derefter har jeg set hende både på gaden og i opgangen. Oftest står hun i ensfarvet tøj fra top til tå. Ellers så går hun rundt og klunser. 
Til tider bliver hun vred, og så kan man, selv to etager over, høre hende smække med dørene. 
Jeg har efter fem måneder lært at ignorere hendes lyde. Hendes bank og hendes stank. 
Til idag. 


På vej ned ad trappen kunne jeg høre lyde fra den skøre dame fra to etager under. Men det var ikke de vante lyde. Der var hverken smækken med døre eller snakken med sig selv. 
Hun sang. 
Hun sang højt og hun sang så smukt, at jeg stoppede op. 
Hun sang på et for mig fremmed sprog, men sang så sørgemodigt og klartklingende, at min hals snørede sig en smule sammen. 
Hendes sang fik mig til at tænke på, hvem mon hun sang til, og hvad mon hun sang om. 
Hvorfor hun var så alene, og hvorfor hun så tit smækkede med døre og skældte ud på alle, der gik forbi hendes etage. 
Jeg ved ikke, hvor længe jeg stod der, to etager under, men jeg fangede mig selv i at have holdt vejret, for jeg ville opfange enhver tone, der undslap hendes strube. 
Da jeg indså, at jeg havde holdt vejret, åndede jeg ud igen og begav mig de sidste trin ned og udenfor, hvor sneen hurtigt malede min brune frakke hvid.


Hun var holdt op, da jeg kom tilbage.

Vintage Dior II - og det, der følger med

Jeg har været så sløj, at jeg end ikke fik fortalt, hvad søde Ems kom med til mig forleden dag.

Hun kom, og jeg havde det så skidt. Jeg kunne ikke trække vejret og kunne knap nok holde øjnene åbne, hun klemte min hånd og kyssede mig på kinden (såvidt jeg husker), og så hev hun en stor hvid kuvert frem, hvor en rød streg fulgte den nederste linje, og to ord blev dannet i sorte og røde bogstaver.

"Dette er fra L." Jeg vidste, at jeg havde en gave i vente. Men jeg vidste ikke, at deri lå hele to foldede stykker lidt for groft gråt papir. De beskyttede det dyrbareste i mine øjne.

To par vintage strømper.

De ene par var champagnefarvet og var lettere grove i denierne, lidt lige mine første vintage Dior, dog så de ud til at være en yngre model, men det andet par slog benene under mig.

Præcis i min størrelse stod de der - sorte Dior - Diorella med søm i str 9.

De var til at græde over...

Jeg tør næsten ikke røre ved dem.

Jeg åbner op for det lidt for grove papir og kigger på dem. Rør ved dem og beundrer dem. Men jeg ved ikke, om jeg tør bruge dem. De ser så sarte og delikate ud.

Er det her, hvad man kalder en fetish?

Eller er dette ren og skær forelskelse og kærlighed til noget, der kan være så paradoksalt?

De er så fine og delikate og alligevel. Man kunne fristes til at tro, at de ville falde fra hinanden ved det mindste vindpust, men jeg ved, at de har holdt i 40 år mindst, og er stadig intakte.

Jeg har rørt ved dem, og de er som silke i min hånd.

***

Jeg elsker at få gaver, men jeg kan aldrig finde ud af at modtage dem, jeg bliver forfjamsket og som regel føler jeg, at jeg ikke er taknemmelig nok.

Men jeg er velsignet jeg får gaver altid... Der går ikke en eneste dag uden en gave i mit liv, for jeg smiler og jeg er glad.

Jeg tænker tit på, om det overhovedet er muligt at være så velsignet og heldig som jeg er.

Ja, det kan godt være, at jeg sidder her på 13ende og er fanget som en prinsesse af denne onde dr. SSS og kaninerne. Det kan godt være visse synes, at det er synd for mig (det er det ikke), og andre mener, at jeg fortjener det (intet menneske fortjener lidelse). Men fuck, hvor er jeg egentlig lykkelig i skrivende øjeblik. Jeg er elsket og omgivet af mennesker, der gør alt for mig. Jeg er heldig fordi både onde dr. SSS og kaninerne findes, så jeg fortsat kan eksistere.

Livet er overvældende på den fede måde.

Og jeg er fucker-sentimental, for jeg er påvirket af Prednisolon og kaninerne.