Jeg var hos tandlægen den anden dag. Ikke fordi jeg havde huller, men fordi jeg tænkte, jeg ville udnytte muligheden for billig og god behandling her i Kroatien, og skifte en efterhånden gammel plombe ud.
Jeg bestilte tid hos en vis overoverlæge Dr. med. dent. Mm. Marco-et-eller-andet, hvis væg blev prydet af mindst 13 forskellige diplomer og godkendelser, som man glædeligt kunne se på, mans man langsomt blev sænket ned i den råhvide stol, lige før man blev voldtaget i sin mund af diverse apparater.
Overoverlæge Dr. med. Dent. Mm. Marco-et-eller-andet var en lille mand, noget lavere end gennemsnitsmanden, med kulsort, kort hår og runde brune øjne, der flakkede halvnervøst omkring over den beskyttende grønne maske, han aldrig tog af. Han talte til sine patienter skiftevis i det upersonlige "man" og 1. person flertal, hvilket gjorde ham lidt stiv i det og gjorde mig usikker, når jeg skulle svare på noget, eller spytte ud.
Hans grønne handsker lugtede af gammel mand i brun cardigan, der nyder en Bismarcksklump på bænken i en park, og gjorde mig, trods min forkærlighed for pebermynte, lettere utilpas.
Jeg forsøgte at lette stemningen lidt med en eller andet sjov bemærkning, som respons bad han mig om at gabe lidt mere op "Kan man gabe?" spurgte han med en lettere mekanisk stemme.
Så jeg blinkede kort, åbnede munden og bad til guderne om hurtig og smertefri behandling.
Der lå jeg så i stolen med munden på vid gab og betragtede ham siddende til højre for mig. Han var en pudsig mand. Trods hans nervøse træk og abnorme stivhed, når han stod overfor mig, så mindede han mig om en kunstner, når han sad lænet over mig.
Den måde han bevægede hænderne og brugte instrumenterne på...det var som, når en dirigent bevæger sin dirigentstav, når han er midt i en af sine yndlingssymfonier.
Jeg var dybt fascineret af hans bevægelser. De var lette og næsten yndefulde.
Han tog en tampon fra den lille bakke, der stod lidt væk, med en tynd pincet, og med en glidende og elegant bevægelse flyttede han hænderne over til mit hoved, og som var det en kunstpause han holdt, stoppede han et øjeblik lige over min mund, før han med ligeså elegante, yndefulde og glidende bevægelser satte tamponen op under min læbe, for bedre at kunne komme til.
Jeg blinkede igen, for jeg kunne ikke tro mine øjne. Igennem hele behandlingen brugte han de samme bevægelser. Som var han en kunstner kunne han ikke sidde stille på den lille skammel, der jo havde hjul.
Som en kunstner rejste han sig op og skiftede placering fra højre til venstre. Bag mig og igen tilbage til siden…
Jeg fulgte ham fascineret med øjnene og blev næsten rundtosset.
Før jeg vidste af det var han færdig. Og som ved et trylleslag var kunstneren væk og foran mig stod den stive og nervøst anlagte mand, der tog imod betaling, stadigt gemt bag den grønne maske, ført handskerne, der stadig lugtede af gammel mand i brun cardigan, der nyder en Bismarcksklump på bænken i en park.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar