Den gang, der var engang

Jeg genså "Midnight in Paris" for nyligt, og atter igen kom jeg til at tænke på det evigt tilbagevende emne i vores samfund og frasen: "Dengang jeg var lille/ung var det hele så meget bedre.".
Det er sådan en frase man tit hører og ingen generation er en untagelse; Mennesker benytter sig af den og nostalgien efter fordums tider om dyder, kunst og deslige har en prominent plads i dagens samfund.

Vi drømmer os tilbage til en enklere og romantisk tid, hvor moden ikke bare var moden, men selve grundlaget for stilen, kvinder var yndige og feminine og mænd ... rigtigt mænd, der kom hjem og på den ene side opvartede deres koner som de rigtige kvinder det nu var, og på den anden side var rigtige patriarker, der sad for bordenden og skar stegen ud for familien (afhængigt af øjne der ser).

Jeg er selv nostalgiker og absolut retrofil. Hvis jeg påstod andet ville jeg jo decideret lyve, når man kender min forkærlighed for vintage tøj og detaljer. Men jo ældre jeg bliver des mindre nostalgiker bliver jeg. Hvilket tilsyneladende ikke er det normative idag.

Den gang jeg var lille var der sgu ikke særlig fedt. Den Kolde Krig rasede og vi var opdelt. Vi sad foran et sorthvid fjernsyn og fik ondt i øjnene på grund af den dårlige billedekvalitet. Tilbage i 1950'er som er de fleste menneskers yndlingsårti i disse dage, havde kvinderne ingen rettigheder whatsoever. Kvindens orgasme var stadig anset for at være en myte, og hvis man var en smule udenfor normen, så fik man det hvide snit. Den hvide mand var civilisationen og alt ande blev anset som undermennesker, vi slog ihjel - ligesom vi gør idag.

Der er ingen tvivl om, at der er detaljer fra fordumstiden, der er tiltrækkende og måske sågar bedre end det vi har idag, men jeg ønsker mig på ingen måde tilbage til det, der engang var. For mig er nuet det bedste, og jævnligt glæder jeg mig over alt det nye der kommer til og udvikles lige for næsen af os.
Det kan godt være, at udviklingen i vores tid sker hurtigere end nogen sinde før, men skal vi ikke stoppe op et øjeblik og beundre det i stedet for at ønske os tilbage til en tid, hvor få ting absolut var fantastiske, men størstedelen i virkeligheden ikke var særlig humane, eller imponerende.

Til trods for, at jeg nyder detaljer fra fordumstiden og beundrer det der engang var, så er jeg altså glad for idag og imorgen og tænker sjældent: "Dengang jeg var lille, så var det hele så meget bedre." for det var det ikke, hvis jeg skal sige det ærligt. Sommeren var ikke varmeren, vinteren havde ikke mere sne og samfundet var ikke bedre skruet sammen, eller mere human, snarere tvært imod.

Efterårsbarn

Jeg overvejer nogle gange, om der er en forbindelse mellem det at være født i en bestemt årstid, og den årstid man har det bedst i, hænger sammen?

Jeg har altid ønsket, at jeg var født i foråret eller sommeren. Det er de årstider, som jeg har følt, har repræsenteret mig bedst… Maj har altid været min yndlingsmåned og det har altid smertet mig meget, når jeg i maj har skulle bruge tid på eksaminer i stedet for at sidde på en altan og indsnuse de voldsomt-duftende blomster.

Men ikke desto mindre: Jeg er et barn af efteråret.

Den sidste dag i september kom jeg til. Min mor fortalte mig, at det var et af årets varmeste dage, og efterårssolen bagte tungt, da hun blev kørt på hospitalet, fordi jeg var på vej.

Selvfølgelig kan jeg ikke huske den dag, men jeg forestiller mig den. Sådan som min mor så tit har fortalt om den.

Jeg forestiller mig noget lignende den septemberdag i 2011, hvor det i Danmark var årets varmeste dag.

Jeg forestiller mig, hvordan træernes kroner stadig er tunge, men at farverne har ændret sig. Jeg forestiller mig eftermiddagen stilhed. Den der stilhed jeg så tit vender tilbage til, både i mine tanker og mine skriverier, og som altid giver mig et sug i maven. Jeg forestiller mig min far og min mor. Nej dem kan jeg faktisk ikke forestille mig. Men duftene, lydende og dovenskaben af en søndag i 1984 kan jeg godt forestille mig.

Der er noget over efteråret, der altid får mig til at mindes. Der er noget over efteråret, der får mig til at tænke på eventyrlandskaber; på onde hekse, vampyrer; Modige riddere og godmodige prinsesser. Der er noget over efteråret, der altid får mig til at søge tilbage til en tryg og varm hule. Til det vindue i mine bedsteforældres hus, hvor jeg kunne lege i timevise alene. Til brændeovnen og min mormors strikkende hænder; Duftende æbler og det lille tinkrus, der altid stod på kanten af brændeovnen, så jeg ikke skulle drikke koldt vand.

Der er noget over efteråret, der får mig til at føle tryghed. Det er som om efteråret er hjemme for mig. Og det er som om, efter et forår og en sommer, hvor solen, de voldsomt duftende blomster, varmen, den skoldede hud, nøgne menneskekroppe og de korte, lyse, vilde nætter træder tilbage. Lydene bliver mere tyste. Tempoet skrues ned jeg begynder at trække vejret og for alvor vågner.

Sølvtornen

Det er pudsigt som hjertet kan gøre ondt - helt fysik, selvom der ikke er noget galt med det.

Jeg græd sidste nat...for første gange i langt tid- over en mand. Jeg græd, fordi det faktisk gjorde ondt, og jeg var plaget af sorg. 

Jeg lå i min seng og tænkte og tænkte og tænkte og jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg tænkte på den lille note, der forsikrede mig om, at han ikke var en del af mit liv mere. 

Vished giver fred, siges der, men fred fik jeg ikke. 

Jeg var plaget af minder, der var skabt for så længe siden, at jeg end ikke kan huske detaljerne mere. Jeg læste gamle mails igennem og så på gamle billeder - ligegyldige billeder, men jeg så på dem, for de var hans værk. 

Jeg begræder længe de mennesker jeg mister. De mennesker, der bliver mig frataget.

Da jeg havde tænkt så længe, at min hjerne var begyndt at knage,  stod jeg op og gik ud i køkkenet. Jeg røg en cigaret, og en til. Jeg fik lyst til at skrive til ham; at jeg var et barn dengang vi mødtes. Fik lyst til at spørge ham om han så, sidste gang vi sås, at jeg havde tabt min uskyld, og om han overhoved kunne genkende mit ansigt mere. Genkende det han så den sommeraften, hvor jeg pludselig skulle udvide min kyllingeret fra tre til seks personer fordi han og de andre næsten uanmeldt var kommet forbi. Istedet skoddede jeg cigaretten og gik ind i stuen. Jeg kiggede på det billede han havde taget af mig en eftermiddag i august og forærede mig som tak. Jeg tog det ned og kyssede mig selv let på munden og knugede det et øjeblik i min favn. Jeg gemte billedet væk og sagde farvel til ham.

Somebody I used to know

Engang for længe siden sad vi over en kop kaffe og snakkede om endnu ældre dage. 

Jeg sagde noget, i dag kan jeg end ikke huske, hvad det var. Han blev ked af det og kiggede på mig med sørgmodighed i øjnene. Han sagde "Det må du ikke sige. Du må ikke ødelægge det, for jeg har ikke lyst til, at du skal blive til en jeg kun engang kendte."

Jeg kiggede på ham og undskyldte. 

Det ironiske og sørgelige er, at det er, hvad han i dag er...

Familien Rosenbergs Au Pair

Hun stod der bare og kiggede på zonetabellen på Metrostation. Hun så mig ikke, men jeg kunne genkende hende.
Hun havde været au pair hos familien Rosenberg i et par år, da hendes nyrer havde svigtet. Og hun havde ligget ved siden af mig, dengang mit liv var dækket af mørke.
Instinktivt trak jeg mig væk fra hende som fra noget afskyeligt. Jeg fik kvalme, blev svimmel og skulle bare væk.
Måske var det end ikke hende. Måske var det bare en, der lignede, men ikke destomindre fik synet af hende min mave til at trække sig sammen i angst og minderne til at vende tilbage.

Hun sagde aldrig særlig meget og de dage jeg græd mig selv i søvne sukkede hun og rørte forsigtigt på sig i sin seng på den anden side af det tynde, hvide gardinstof, der markerede vores privatsfære.

Jeg husker ikke meget af den tid, og omend jeg har skrevet en del dengang så opsøger jeg det aldrig. Tanken om den tid får det til at vendes i min mave, ligesom synet af hende gør det lige nu.

Jeg ser på hende. Hun bevæger sig væk fra zonetabellen og hen mod døren. Hun venter på at døren åbner sig og træder ind i toget, der hurtigt kører mod Vestamager.

Jeg står tilbage og overvældes af billeder af mørke og gråhed, af smerte, af angst, af håbløshed.
De piller min selvdisciplin fra mig og jeg kan næsten ikke styre det.

Jeg husker den dag alt kollapsede for mig, hvor jeg skrev til "Sølvtornen" som den første af alle, at min nyre ikke ville mere.
Den dag jeg sad i stolen i det mørke værelse og fire læger kiggede på mig og fortalte mig, at de ikke kunne hjælpe mig, for de vidste ikke, hvorfor jeg var blevet blind.
Den dag, hvor jeg lå på tværs i min smalle hospitalsseng og græd og græd og græd i håb om at den hinde, der havde sat sig på mine øjne ville forsvinde.
Og den selvsamme dag, hvor jeg slukkede telefonen så hverken T eller mine forældre kunne få fat i mig, fordi jeg ønskede at straffe dem. Fordi jeg ønskede, at de kunne føle min smerte. Fordi jeg var et ondt menneske. Fordi beg var et svagt menneske, og ikke mere kunne rumme min egen håbløshed.

Jeg overvældes og jeg skal bruge al min selvdisciplin for ikke at bryde ud i gråd der midt på Nørreport Metrostation.

Det er snart tre år siden, og alligevel kan synet af den pige, der roligt sukkede på den anden side af det tynde stof, der delte os, får mig så meget ud af fatning, at det føles som om jorden under mig åbnes.
Jeg står og holder fast i det selvsamme skilt som hun havde studeret et par minutter før. Jeg bliver nødt til at holde fast, for jeg er bange for at falde.
Jeg er tilbage i mit værste mareridt. Jeg opsluges og billederne skifter nu så hurtigt, at jeg ikke kan styre dem mere. Jeg kigger ned i jorden og fokuserer på det grå gulv.
Da jeg kigger op ved et tilfælde kan jeg se M i mængden, komme imod mig. Jeg er stadig ud af fatning, men jeg trækker vejret dybt, tager et skridt væk fra zonetabellen, pakker min telefon væk og smiler hende velkommen. Jeg smiler og lader som om intet er hændt.

Det er snart tre år side ...og stadig idag er jeg ved at græde, når jeg tænker på, eller taler om de 7 uger af mit liv. Og det kræver al min styrke at bevare roen i min stemme intakt.

Ringen

På jagt efter smykket, der skulle pryde outfittet jeg havde planlagt at iføre mig i aften, åbnede jeg, i min skuffe, en æske jeg efterhånden sjælden åbner. I den var der tre små æsker jeg havde glemt alt om. 
I den ene var der en lille ballerinasko i sølv og i æsken ved siden af lå et fint porcelænsvedhæng jeg havde fået, mens kærligheden stadig var i fuld flor. 

Den sidste æske jeg åbnede; deri fandt jeg min gamle forlovelsesring. 

Jeg tog den på - for første gang siden jeg for flere år siden havde taget den af. Der var engang, jeg havde overbevist mig selv om, at den var blevet for stor og ikke passede mig mere. Den har altid passet perfekt på min finger, men mit hjerte var vandret videre og ringen hørte ikke til mere, så jeg havde taget den af, længe før jeg havde kysset ham og Hovedgaden farvel.

Den fine hvide diamant skinnede i lampens skær. Ringen var stadig glat og smuk, selvom den havde siddet på min finger i mange år. 

Naturligvis blev den i sin tid bestilt i hvideguld, for alt skulle være specielt til denne lille pige. Almindeligt guld var jo så ordinært. Jeg elskede den… til den blev for stor. 

Den føltes kold, da jeg havde placeret den der, hvor den havde prydet min finger i så mange år, men det var ikke min forlovelsesring mere. 

Jeg sad i sengen, omgivet af mit hvide sengetøj og mærkede det lille stykke metal, der havde haft så stor værdi for mig i så lang tid. Men i dette øjeblik, stadig siddende på min venstre ringefinger føltes den blot som et smykke. Et minde om en dyb kærlighed, der ikke er mere. 

En kærlighed der får mig til at smile hver gang, men en kærlighed, der sjældent krydser mine tanker.

Der var den Ene Gang, Hvor Jeg Fortalte om en Anden Gang

Der var den ene gang, hvor jeg sad på det stadigt fugtige græs og kiggede på solen, der langsomt gled ned bag Københavns mangefarvede huse. Hvor jeg sad så skræmmende tæt på og håbede på et andet udfald end det, der var blevet præsenteret for mig. 

Der var den ene gang, faktisk den samme gang,  hvor jeg sad og fortalte om en anden gang. Om en anden mand og en sorg og et sår, der er helet for så lang tid siden. 

Der var den ene gang, hvor jeg fortalte om en anden gang, hvor jeg fangede mig selv i at grine og grinagtigøre den anden gang, for den anden gang var sket for så længe siden, at jeg næsten troede, at det var sket i et andet liv, eller for et andet menneske. 

Måske skete netop det, der skete den anden gang for et andet menneske. 

Jeg er jo ikke det menneske mere. 

Jeg er vokset og styrket og omend jeg til tider kan være bange, så tænker jeg sjældent både på den ene gang og den anden gang. 

Der er jo kommet og forsvundet så mangt og megen siden den anden gang. 

Den flyvende tallerken ved Søerne

Idag fik jeg lov til at komme hjem weekende over.

Idag fik jeg også lov til at gå til timer på mandag. Jeg elsker guden fra 13.ende. Jeg elsker, at han går op i mig, og at han er klar over, hvor vigtigt min uddannelse er for mig.

Idag har de taget mit CVK (central-vene kateter) ud - det, der blev brugt under kaninkuren og plasmaferesen.

Idag satte guden fra 13.ende mig ned i to slags immunsuprimerende medicin og fortalte, at vi foreløbigt ikke laver biopsien, men holder øje med tallene.

Idag steg min creatininum til 317.

Idag sad jeg på sengen og kunne end ikke græde mere. Jeg kan ikke se en ende på det.

Når jeg engang bliver udskrevet, så bliver jeg ikke udskrevet rask. Jeg bliver udskrevet, og så kommer det kun til at gå dårligere og dårligere og dårligere.

Lægerne udtaler sig ikke, men jeg kan se på deres handlinger, at der ikke er så meget at gøre, og at det kun er tiden, der kan vise, hvad der kommer til at ske.

Jeg har forberedt mig på det værste - endnu en periode i mit liv, hvor jeg kun vil blive mere og mere syg, til jeg igen får en nyre...

Jeg bryder mig egentlig ikke om at skrive mere, end et enkelt indlæg om dagen, for det kan skabe støj og disharmoni, i mine øjne, på bloggen.

Men jeg kiggede ud over Københavns tage, mens jeg smurte mig i creme efter et bad, og så ud mod søerne.

Der stod den - igen fuldt belyst som den novemberaften i 1993, da jeg lige var ankommet til Riget for første gang.

Den aften min far og jeg havde gået i flere timer og ledt efter dronningens slot, og vi fandt Rundetårn, og min far bildte mig ind, at det var dronningens slot, for der var jo en krone på toppen. Og jeg troede på ham.

Men det var ikke dronningens slot. Det var bare Rundetårn. Vi havde bare gået i så mange timer, og jeg kunne ikke gå mere, jeg var træt, men min far ville ikke skuffe mig.

Da min far havde båret mig det meste af vejen tilbage til Riget stod jeg der, i sin tid på 15.ende, og så ud over København.

Det var blevet mørkt og ude foran mig lyste byen op. Noget fangede min opmærksomhed - et slot, der lyste op og lignede noget fra 1001-nats eventyr. Eller en flyvende tallerken.

Jeg kan ikke huske, hvordan jeg spurgte sygeplejersken, der lige var trådt ind i stuen, om hvad det var, og hvordan vi overhovedet kom ind på emnet "marsmænd", men hun fortalte mig, at det lys jeg kunne se fremme foran mig, var en flyvende tallerken. Men disse marsmænd var gode. De var kommet ned for at gør mig rask, og de ville ikke rejse før jeg var rask.

Jeg har siden været indlagt mange gange, på mange forskellige etager af Riget, men idag er første gang, siden den novembernat i 1993, at jeg har set Søpavillonen lyse så meget op og ligne en flyvende tallerken igen.

Måske er de kommet ned igen...

At stå op om natten og se solen gry

Som ved et klokkeslet, præcis kl 7.43 står jeg op for tiden, og ih guder, hvor jeg elsker det.

Jeg elsker at vågne, og her om vinteren se morgenen gry stille frem. Solen blive født af en sort horisont og forvadler himlen til et flammende hav, der kan få den den mindst troende til at tro på, at det er dér helvedets porte er.

Jeg kan se det hele oppe fra mit tårn, hvor de holder mig fanget.

Men jeg sniger mig ud til bagtrappen og ser på, at dagen fødes på ny. Vinterhimlen er tit det smukkeste, der findes, for solen er ofte væk, men når den kommer frem, får det hele et purpur-rødt skær.

Da jeg var lille plejede min mormor og morfar at vække mig tidligt om morgenen, når vi var ude og besøge dem i Pljevlja (en lille pisby på knap 20.000 indbyggere, men i mine øjne, uden sammenligning byen, der kommer tættest på Paradis).

Jeg sov oppe på første sal og plejede at rutsje ned af de ti, der for mig føltes meget stejle trapper, der var dækket af hjemmequiltede tæpper, som både var gået i arv, men også var quiltet af min mormor.

Jeg plejede at vågne og rutsje ned af dem, mens der i den lavloftede stuen ventede velduftende myntete, som min morfar havde plukket under vinduet i deres forhave.

Jeg kan stadig dufte og smage den, og hver gang jeg besøger min morfar, får jeg en lille pose med hjem, som jeg vogter over, som var det det pureste guld.

Det er det pureste guld, jeg vogter over; det er min gule kjole med selerne og mine sorte indianerstøvler, jeg vogter over. Mine sutter* og mine savietter, som jeg samlede på, jeg vogter over. Den er min barndom som, bliver lukket ned i en smuk glaskrukke, som jeg kun nænner at åbne op engang imellem, fordi jeg er bange for at duften siver ud.

Jeg plejede at rutsje ned ad den quiltbeklædte trappe og stjæle min morfars stol hvor en kop myntete i et gennemsigtigt glas, med een sukkerknald stod og ventede - på mig. Jeg plejede at drikke det hurtigt og gøre mig så lille på stolen, så han ikke kunne se, at jeg sad der.

Når han kom, løftede han pegefingeren og kaldte mig et lille stædigt æsel, og sagde, at jeg skulle sidde på min plads, eller skulle han vise mig.

Så satte han sine ben op på en anden stol og lavede en bro med dem, så jeg kunne lave kolbøtter over dem, mens min mormor fodrede mig som den lille pipfugl jeg var. (Mine far mener stadig idag, at det er min mormors skyld. at jeg overlevede i sin tid, for hun tog sig timer til at finde på lege og måder, bare for at få mig til at spise op, for den største kamp nogen sinde i vores liv var mine spisevaner. Jeg ville ikke spise).

Af en eller anden årsag blev jeg altid sur over, at jeg blev vækket så tidligt, for min mindre fætter fik lov til at sove længe. Imens skulle min morfar og jeg ud og vandre i bjergene. Jeg fik mine små støvler på, godt med tøj og så begav vi os ud til de omkringliggende bjerge.

Vi gik altid i det, der føltes som evigheder. Vi skulle som regel op til klostret eller motellet, og drikke vand fra kilden.

Undervejs plukkede min morfar skovjordbær, til mig som jeg spiste i smug og han skældte altid ud og sagde, at jeg skulle huske at fløjte. Jeg kunne ikke fløjte, men jeg lærte at fløjte. Og så fandt jeg ud af, hvorfor jeg skulle fløjte. Vi skulle gemme nogen af de plukkede bær, så mormor kunne lave kage.

Men skovjordbærene blev aldrig brugt til kagen, altid blev de stillet foran mig i en skål, så jeg kunne spise så mange jeg lystede. Duften af dem gør mig stadig svimmel.

Jeg mindes, at min morfar havde sådan en smart lille kop, der kunne foldes sammen og kommes i lommen. Når vi ankom til klostret fik jeg lov til at drikke af den, og vandet var altid sødere, når jeg drak fra plastikkoppen.

Hjemme stod den oppe på en hylde i køkkenet og jeg var altid så nysgerrig efter at se på den, for den havde sådan en fin orange prop, så den også kunne bruges som æske.

Jeg savner den kop.

Vi kom som regel tilbage, når solen bagte. Og dér ventede min mormor med klud og spand og vaskede trappen foran huset, eller sad og drak kaffe med nabokonen, Milka (den eneste kvinde, der nogen sinde har kunne koge det perfekte blødkogte æg, og som forærede mig en kylling, der blev min morfars plage).

De plejede at sidde der på bænken, som min far havde lavet til dem af et gammelt skab, for den fine bænk de havde før, var pludselig blevet væk.

Min mormor sad der og smilede i sin dueblå hjemmekjole (for i min familie er vi vokset op med, at der er udetøj og hjemmetøj), og sin hvide ble på hovedet, for hun var så bange for, at der ville komme hår i maden).

Jeg plejede at få min kop bosnisk kaffe, og så kiggede Milka i kaffegrums og fortalte mig, at hun kunne se, prinsen fra Tyskland, som jeg så gerne ville giftes med, snart ville komme og gøre mig rask. Eller om de hvide lædersofaer, jeg ville få, hvis jeg flyttede ti Italien (dette var mine fremtidsdrømme og ønsker som lille).

Jeg fik en lille skål rosensødt til kaffen, ligesom de pæne damer. Der var klokken henved 11 og byen og gaden var vågnet. Jeg havde allerede levet et helt liv ud.

I lange perioder har jeg sovet. Sovet så længe og til så sent, derfor elsker jeg idag, at jeg kan vågne så tidligt, uden at være træt. At kunne vågne så tidligt og se ude på solen, selv oppe fra mit fængslende tårn.

Jeg er helt rolig og varm inden i. Jeg kigger ud ad vinduet, ud på seen og på det, der slet ikke ligner Pljevlja, men jeg overvældes af stilhed og ro. En følelse af zen, hvor jeg ser mig selv stå der, midt på den lille lukkede gade, ved siden af den røde port, iført en lille gul kjole og mine plastiksutter i hånden, imens imamen kaldte til bøn fra byens moske kl 12.

*Små sutter i plastik man samlede på, dengang jeg var lille.

***

Morfars hus. Den side, der er kalket er hans. Før i tiden var det hele vores ejendom, men under kommunismen blev det hele delt op efter, hvor aktiv en kommunist man var.

Byens måske og klokketårn. Blev bygget af Husein-Pasha.

Denne moske blev bygget af en læring, som var blevet sendt af mesteren selv fra Sarajevo, men da den var færdig viste den sig at være smukkere end den store moske, der var blevet bygget i Sarajevo af selve mesteren. Denne moske har ligeledes den højeste minaret (tårnet) på Balkan - 42 m.

Kaffe og hjemmelavet rosensaft.

Trappen og min mormors quiltede tæppe.

"De Tre Helliges" kloster.

René

Dengang jeg var en 16 år gammel, min bedste veninde havde valgt at gå bag om min ryg og blive kærester med den fyr, jeg var forelsket i, og gymnasiet bare trykkede hårdt, oprettede jeg min første profil online. Egentlig ikke for at finde mig en kæreste, men af ren og skær nysgerrighed - den ene ting, som aldrig har svigtet mig, og altid har været en stor del af min drivkraft.

Den vinter loggede jeg på dating.dk for første gang som "Freak of Nature", men foråret efter ændrede jeg dette navn til "Bella_Kiss", mest fordi jeg ønskede at transformere mig selv fra kejtet lille pige til noget mere feminint.

Åh... mange skrev til mig - og det var også der jeg mødte T - et par år senere.

De fleste af dem har jeg glemt, men et menneske står stadig printet i min bevidsthed.

Han skrev en mail til mig, og jeg ved ikke om det var fordi foråret var kommet, eller om det var grundet hans mail, men jeg kan huske, at jeg pludselig vågnede fra en døs, som jeg havde været omslynget af i alt, alt for lang tid. Det virkede pludselig, som om dagene var lysere, og selv de grå skyer, var ved at åbne sig, for solen og lyset.

Vi skrev sammen om alt mellem himmel og jord. Jeg fortalte om mine tanker, om mit liv, og alt det, der kredsede rundt omkring og inde i mig.

Han sagde, at han hed René, han var 34 år (så vidt jeg husker), og han arbejdede på Det Kongelige Bibliotek, med oversættelser af Biblen.

Jeg drømte om ham. Jeg drømte om, hvordan han så ud, hvad han tænkte, og ville.

Han syntes, at jeg var fantastisk, og kunne slet ikke forstå, at jeg blot var 16 år. - Jeg tænkte aldrig på aldersforskellen. Jeg har aldrig kunne forstå, at jeg ikke var ældre end jeg var.

René, der var 34 år og forskede i oversættelser af Biblen på Det Kongelige Bibliotek.

René... hvor ville jeg ønske, at jeg kendte hans efternavn, så jeg kunne spore ham. Ham som vækkede mig af min døs.

René, som fortalte mig historier. Manden jeg i timevis kunne analysere Frankenstein med.

René arbejdede på det Kongelige Bibliotek - det vidste jeg. I min verden, lå det Kongelige Bibliotek lige over for café Paludan.

En forårsdag i 2001, mens jeg stadig kun var 16, gik jer derind i min blomstrede sigøjnernederdel, og håbede sådan, at jeg ville støde ind i ham. Men hvad vidste jeg. Hos mig var der et Kongeligt Bibliotek, og jeg kunne slet ikke forestille mig, at når man forskede og var ansat på Det Kongelige Bibliotek, at man ikke gjorde det lige der - midt i biblioteket. Jeg gik rundt og håbede, at han måske ville genkende mig, eller at jeg vil kunne se, at det var ham, når jeg stod foran ham.... René var der ikke.

René, som ikke engang forsvandt, men troligt skrev.

René, som blot blev efterladt på nettet, fordi jeg fandt styrken inde i mig selv.

René, som blev efterladt, fordi Cedric og Tarik og Carlos og alle de andre pludselig trådte frem i lyset.

Da Cedric, Tarik, Carlos og alle de andre atter var forsvundet, loggede jeg på som Bella_Kiss igen, og René var der stadig.

René skrev stadig, og jeg følte det, som om mit indre brændte op af lykke for hver mail, der blev længere og længere.

Han skrev og skrev, og jeg slugte alt råt... Til en dag, jeg kan ikke huske, hvad der var sket. Om det var mig, der var holdt op med at svare, eller om det var ham, som var forsvundet.

Pludselig var han væk. Jeg tog det ikke så tungt. Først langt senere, gik det op for mig, hvor stort tab det var for mig, og at jeg aldrig nogen sinde vil få mulighed for at møde René, eller tale med René, da jeg i bund og grund ikke anede, hvem han var.

Idag ønsker jeg sådan at finde ham, og lære ham at kende, som han lærte mig at kende - dengang.

Jeg ved den dag idag ikke, hvordan han ser ud. Hvordan hans stemme er, eller om han overhoved var det, han udgav sig for. Men stadig idag, og sålænge jeg lever vil René, der arbejdede med oversættelserne af Biblen på Det Kongelige Bibliotek, spøge i mit indre.

Katyusha

Det er hvad jeg mener med røde vanter og en hue med katteører på toppen...

Det handlede om fred og lykke... Børnene og ungdommen var fremtiden...Børnene hyldede lederen, og landet hyldede børnene...

Poet within

Engang i tidernes morgen elskede jeg at lege forfatter - nærmer lyriker. Min store drøm var at udgive et digtsamling.

Mest egentlig, for at vise min mor, at jeg godt kunne, og at alle de søvnløse nætter ikke var forgæves.

Min mor svarede altid -" Det er godt at drømme min skat, men gå nu ud og lav din matematik, matematik er der en fremtid i".

Som altid holdt min far sig udenfor.

Det eneste han ikke ville have jeg gjorde, var at blive arkæolog, for: "For Erna de sidder så meget udenfor og på jorden, og jorden er kold og jeg tror altså ikke, at det er særlig sundt for din nyre, og tænk hvis du får blærebetændelse, eller endnu være, at din nyre svigter, og-hvis-tallene-stiger-næste-gang-du-er-til-kontrol...?! - Nej Erna, du skal IHVERTFALD ikke være arkæolog, du kan blive ingeniør, dem er der altid brug for. Gå ud og lav din matematik Erna. NU!" - ok han holdt sig ikke udenfor, han gik nærmere i selvsving, og jeg lukkede af.. Det var en nødvendighed at lukke af, for min far er ca tre gange værre end det mest hysteriske kælling.

Mens jeg gik i gymnasiet, sov jeg ca. 3 timer om natten, fordi jeg skrev om natten. Jeg skrev ikke fordi jeg var flittig, og ville arbejde mig selv frem til en kontrakt med et forlag. Nej, jeg skrev fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg skrev fordi jeg er en fucking melodramatisk diva.

Så vidt jeg husker, prøvede jeg en enkelt gang at skrive til et forlag, jeg fik at vide, at de ikke gjorde sig så meget i poesi, og så gad jeg ikke mere.

Jeg skrev videre, skrev vrede digte, sørgelige digte og til tider sjove digte - jeg er først blevet sjov på mine gamle dage.

Jeg blev student, og kunne se, at mine forældre måske havde lidt ret, jeg skulle have lavet min matematik - det var der måske mere fremtid i.

Jeg gik hjem for at melde mig til studenterkursus, så jeg kunne tage matematik på enkeltfag, men i stedet for faldt jeg over en lille, næsten usynlig annonce, hvor der stod "Unge, gerne med udlandsk baggrund, forfattere søges til et nyt projekt om immigrantdigte"

Jeg besvarer annoncen med det sammen - mor hænger mig allerede op af nakken. "Tænk hvis han er pædofil?

Erna: "Mor jeg er 19"

Mor: "Tænk hvis han bare vil udnytte dig"

Erna: "Udnytte mig hvordan"

Mor: "Ja, altså voldtage dig"

Erna: "Mor han er 65!! Mon ikke han er ved at være godt på vej mod impotens"

Mor: "De er de værste, Erna"

Erna: "Mor jeg tager til Glostrup, han var vild med mine digte, og jeg vil gerne give det en chance"

Mor: "Jeg vidste det,. Jeg vidste det!! De digte ville føre dig i uføre".

Jeg tog til Glostrup, og mødte en rigtigt fin og rar ældre herre. Han var høj, med brune hundehvalpeøjne øjne og gråt hår. Man kunne ikke andet end at elske ham. Så det gjorde jeg.

VI snakkede og vi svingede rigtigt god. Han var vild med mine værker, og sagde, at de næsten havde ødelagt hans jul, "For de er så sørgmodelige Erna". Jeg tænkte, så er mit arbejde gjort.

Han kaldte dem for "rugbrød" (noget med rugbrød varer længere end flødeskumskager) og ville udgive dem med det samme.

Som altid var jeg også denne gang heldig, og for min drøm forærende.

4 måneder og mindst 15 nervøse sammenbrud senere var den der. "Nattens vinder" , klar til at udkomme.

Jeg tror, at jeg har solgt ca 25 bøger i alt. Sidste løn var i foråret 08, og var svarede til 16,50 kr. Jeg fik betaling i form af frimærker.

Måske min mor havde ret? - Matematik er vejen frem...

Men det jeg faktisk ville frem til er, at selvom jeg idag til dels har lagt digtene og skriveriet bag mig. Jeg gider ikke rigtigt mere, og egentlig gør jeg de fleste ting i trods (Nu prøver folk at overtale mig til at skrive).

Poesien keder mig, og jeg har jo ligesom bevist, at man sagtens kan få udgivet en bog. Så bliver jeg jeg stadig ekstatisk lykkelig, når jeg falder over små digte, som jeg har skrevet, men helt har glemt, at jeg har skrevet dem. Derfor vil jeg dele et par stykker med læserne, for det er altid sjovt at se ens tanker som lille, når man selv er blevet en gammel kælling.

Jeg ville ønske du kunne se tegnene
i sandet.
De er så smukke, varende kun et øjeblik.
Vinden vil snart rejse sig i horisonten

og de vil forsvinde i evigheden

---------------------

Pigedrømme

Hans sylespidse hæl
slæber dovent på fortovet . Stakkels pige - han er
forladt af alle.
I natten venter han på trøst.
Ønsker lidt kærlig varme , håber på et forstående blik-
Men natten er hul, og dog
gemmer den på hemmeligheder, lidt ligesom han.
Da natten viste sit ansigt frem -
da syede hans sine øjne til
for han var blevet bange
for at
se…

------------------

Nat uden følelser, uden
en eneste stjerne, begynder
at herske.
Vinden hviner sørgmodigt.
Vinteren kravler i seng.
Foråret vågner.
Jeg så morgenen komme.
Stjernen fødte dagen.
Af solens lys troede
sjælen at nyt håb
var født.

--------------------

Den gamle by, hver vej
forkommer mere ukendt.
Genkendelige gader
svinder oftere inde i mig.
mens tiden går udenom, længes jeg
efter at omfavne dagen i min
hånd.

Min nats tårer,
tomme skridt høres på fortovet...
Mine gader er tabt i
intetheden.