I en Nat

Jeg klapper min computer sammen, trækker stolen ud. Jeg rejser mig op og sætter stolen på plads igen.
Jeg kigger mig omkring. Slukker lyset i køkkenet og trækker i mit nattøj; Jeg foretrækker at sove i nattøj, når jeg sover alene.

Mørket folder sig, som en dyne, omkring mig og skærper mine fire resterende sanser, nu synssansen er mig frataget.
Jeg lukker øjnene, indsnuser duften af min egen parfume - den parfume jeg brugte, mens han stadig var der.

Jeg tænke sjældent på ham efterhånden. Jeg mindes stadig sjældnere hans blå øjne og hans hænder, der holdt så fast om mig, når han omfavnede mig.
Sløjfen, der afsluttede "os" blev bundet med en stram knude og den kan ikke bindes op igen. Jeg vil ikke binde den op igen.

Og dog, i sådanne nætter, hvor mørket folder sig omkring mig som en dyne, så tænker jeg på ham, på hans blå øjne og hans hænder, der holdt så fast om mig, når han omfavnede mig og så savner jeg ham...lidt og kun et kort øjeblik, men ikke desto mindre.

We Can Run There Under Bridges

Om fredagen til LindyShock er det tradition, at båden Europa sætter til søs og sejler op af floden. Det sker kl 22 og i to timer kan man være på det øverste dæk og danse under åben himmel, mens tonerne fra hovedrummet spreder sig ud i efterårsnatten. Med jævne mellemrum stopper alle deres dans og begynder at råbe, huje og løbe mod bagbord.

Denne fredag satte Europa også sejl kl 22 - traditionen tro.
Og da vi var sat afsted, begav jeg mig op mod det øverste dæk.
Det var køligt og jeg skuttede mig i min alt for tynde sorte kjole. Jeg kiggede på den oplyste bygning, der kunne mistænkes at have været lavet af det pureste guld, på den anden side af Donau floden, der idag husede det Ungarske parlament, og indsnusede efterårsluften dybt i mine lunger.
Jeg nød et kort øjeblik den kolde brise, der legede med kanten af min stadig lidt for tynde sorte kjole.

De havde forberedt mig på, hvad der ville ske, så jeg ventede spændt på, at vi skulle nærme os den første bro.
Jeg kiggede på mennesker omkring mig danse og fik en umådelig trang til at følge med.

Det var så nemt; Han stod jo lige der ved siden af og kiggede hen imod menneskemængden, lænet op ad gelænderet i en grå frakke og betragtede noget jeg ikke helt kunne bestemme nærmere. Så jeg stillede mig foran ham, blokerede hans synsfelt og spurgte om han ikke ville danse.
"Jo da. Det er også den bedste måde at holde sig varm på." svarede han kort.
Jeg smilede imens han hev mig ind i mængden. Vi småsludrede mens vi dansede.
Han var far Israel, Tel Aviv, sagde han. Han havde danset i nogle år- noget krympede sig i mig. Jeg stivner altid, når jeg danser med erfarne dansere. Jeg føler jeg skal hamle op med dem. Jeg tænkte et øjeblik for mig selv "Hvis bare jeg havde startet dengang jeg første gang blev lokket, så ville jeg havde været ligeså god som han er idag." Men jeg startede ikke dengang. Måske var det også bedst, jeg startede da jeg gjorde. Dans er det, der understregede og stadig understreger begyndelsen på mit nye liv - i dansen gjorde jeg noget jeg aldrig havde turde før - jeg gjorde det selv. Helt selv.

Han hev mig ind til sig og dippede mig let. Jeg grinede mens jeg kiggede op på ham.
Vi talte videre, mens min tankestrøm kørte i baggrunden.
Men inden jeg vidste af det, afbrød han den med ordene "Er det ikke fantastisk? Musikken er stoppet og vi danser stadig." Jeg kiggede på ham. Jeg undskyldte og smilede genert."Nej du må ikke undskylde. Det er som magi." fortsatte han.
Jeg kiggede fortsat på ham og vor hænder blev ved med at være i et fast greb. Det greb varede kun et øjeblik, tror jeg, men øjeblikket føltes som en evighed. Han gav lidt slip i mine hænder og nikkede i en bestemt retning...

Pludselig kunne jeg høre en for mig velkendt stemme og sprog: "Er du klar? Vi nærmer os en bro."
Jeg tog fat i den velkendte stemmes hånd og da han havde talt til tre løb jeg og kiggede op. På et øjeblik var stjernehimlen erstattet af tunge grønne metalplader og store boltskruer og beton. Jeg blev svimmel, jeg grinede, jeg råbte op som de andre og holdt fast i den velkendte stemmes hånd. Det hele foregik så hurtigt og jeg kiggede til alle sider for at fastholde den mand, der et øjeblik havde fået mig til at glemme tid og sted.. I stedet så jeg mængden af mennesker løbe i samme retning som jeg og før jeg vidste af det var vi ved skibets ende og broen var allerede langt efter os. Jeg så enkelte hænder vinke ned til os fra broen. Jeg så en strøm efter os af oprørt vand. Jeg mærkede varmen i mine hænder, der hvor hans havde holdt fast. Menneskemylderet var spredt og jeg stod alene tilbage med hænderne ned langs min krop og lod den kolde efterårsbrise lege med kanten af min lidt for tynde sorte kjole.

Min Hemmelige Fetish

Jeg har denne fetish, som jeg dyrker ca. to gange om måneden. 

Som de fleste, der kender mig ved, så ruller jeg mit sengetøj. Og en ting er, at strøget sengetøj fylder mindre i et opbevaringsskab, end når det blot er foldet, men en helt andet ting er, at det bedste jeg ved er, at hoppe i helt nystrøget sengetøj, der stadig har strygefolder.

Derfor; to gange om måneden skifter jeg sengetøj, tager et langt, varmt bad og hopper helt nyvasket og velduftende under mine dyner, der stadig har folder fra dengang sengetøjet blev strøget. 

Jeg indsnuser duften af rent og falder i søvn med med en helt særlig følelse i kroppen. 

Denne fetish begyndte en aften jeg var helt lille og havde beskidte fødder. Mine forældre skældte mig ud og sendte mig ud på badeværelset for at vaske dem. Jeg kunne ikke finde ud af kun at vaske mine fødder, så min mor gav mig et bad og en ny pyjamas på. 

Da jeg var kommet ind på mit værelse igen og skulle i seng var der lagt rent på. Sengetøjet duftede af sommerblomster og jeg hoppede i det som var det havets bølger 

Min far lagde sig ved siden af mig den aften og fortalte mig historier til jeg faldt veltilfreds i søvn. 

Den nat havde jeg ikke mareridt, som jeg plejede at have. Jeg sov roligt og da jeg dagen efter vågnede, havde min mor bagt pandekager til morgenmad. 

Der er gået mange år siden dan aften, men stadig, idag som et voksent menneske stryger jeg mit sengetøj, kun for at få lov at genopleve den følelse, jeg havde i kroppen den aften for efterhånden så mange år siden. 

Værelset

Det er lang tid siden, at jeg har sovet hos mine forældre. Og endnu længere tid siden, at jeg har sovet hos dem i to hele nætter.

Dengang vi fik permanent opholds tilladelse i Danmark fik vi tilbudt en treværelses lejlighed på Frederiksberg. Min far takkede ja med det samme, for før det boede vi alle fire i et enkelt værelse på knap 18 kvm. Tre værelser var et helt slot.

På et tidspunkt blev jeg teenager og min syv år yngre søster en uudholdelig plage, så mine forældre satte deres dobbeltsenge op på lofter, købte en sovesofa til stuen og gav mig deres eget soveværelse.
Jeg satte ikke... Nej lad mig omformulere. Jeg var så lykkelig for at få mit eget værelse, men jeg kunne dengag ikke se, hvor stor en gestus dette faktisk var.

Jeg gemte mig på det værelse i fem år. Alle de store beslutninger blev taget der. Mine egne og mine veninders kærestesorger blev slikket der og begejstrede hop over nye forelskelser runger stadig i væggene.
Idag er det værelse min lillesøsters, der er et par enkelte ting tilbage fra min tid, men det meste er ændret.

Jeg lå i hendes seng og kunne ikke sove, for så mange minder og så mange tanker vågnede inde i mig sidste nat.

Fuglene var allerede begyndt at kvidre udefor, og jeg blev overvældet af mindet om de sene nætter, hvor jeg skrev, til min hånd gik i krampe. De lyse sommermorgener, hvor jeg, overbevist om, at mine forældre sov, satte mig i vindueskarmen for at ryge i det skjulte og de kolde dage, hvor jeg kunne gemme mig fra verden, når livet gik skævt, i srearinlysetsskær.
Jeg mindes Mirso, Carlos Tarik, Mahir og T, der alle kærtegnede og kyssede mig på min røde futon.
Jeg mindes....
Det er så lang tid siden, jeg har sovet i det værelse.

Leoparddrengen vender tilbage...

I et par måneder har jeg fulgt med på bloggen: "Leoparddrengen vender tilbage", og har længe ønsket at oplevet dette fænomen i form af en mand, der iført stramtsiddende leopardtøj, danser på Amigo.

Efter et godt stykke tid, nossede jeg mig selv sammen til at overveje, at dukke op på Amigo uset, og blot betragte dette fænomen af et mennesker, for i min verden var han blevet til det ultimative.

Sidste weekend, befandt jeg mig pludselig på Studiestræde og i en dejligt beruset tilstand, prøvede at finde Cozy.

Det kom som en åbenbaring... Der, på et skilt, som for mig mest af alt lignede af guld. Et skilt, der i mine øjne lyste af uforklarligt skær, stod der med store sorte bogstaver "AMIGO". Jeg lokkede Katten ind i noget der mindede om en baggård, for som jeg forklarede hende: "Jeg tror, at det er her Leoparddrengen plejer at hænge ud, det kan jo være at han er der, og vi kan se ham danse".

Katten var mildere skeptisk. Det så lidt snusket ud, og mindede mest af alt om en opgang. - Det var faktisk en opgang.

Jeg gik først op af trappen, og så ned igen. For det var nu lidt mærkeligt, selv for mig. På vejen ned så jeg et A4 størrelse skilt, hvor der stod: "GAY GAY GAY; only tonight for men" - men frk. Ahmetspahic tænker - "det må da være en fejl. Jeg ved, for Leoparddrengen har skrevet i sin blog, at Amigo er både for kvinder og mænd"

Jeg gik op af trappen igen, men bliver standset af en mand, der siger, at dette sted altså er kun for mænd. Så overbevist som jeg er, prøver jeg at forklare ham, at jeg har hørt, at dette sted både er åbent for kvinder og mænd.

Efter et par minutters hakken frem og tilbage opgiver jeg, og hopper ned ad trappen. Går ind på Cozy, og fortæller mit homoseksuelle selskab, der endelig er ankommet, at jeg simpelthen ikke kunne forstår, hvorfor jeg ikke kunne komme ind på Amigo.

Mit homoseksuelle selskab griner med hovedrysten og spørger: "Taler du om Amigo på Studiestræde, altså Amigo Sauna?"

Erna: "Øh, det ved jeg ikke. Leoparddrengen snakker hele tiden om Amigo, og god musik."

Mit homoseksuele selskab: "Haha du tænker på Amigo Bar, på Frederiksberg. Amigo på Studiestræde er Amigo Sauna"

Erna: "Hvad er forskellen?"

Mit homoseksuelle selskab: "Jo ser du, Amigo Sauna er et sted, hvor bøsser kan betale 100 kr, får udleveret et håndklæde, hvorpå lyset bliver slukket, og så går de ellers igang."

Erna: "Aha... som en form for darkroom?"

Mit homoseksuelle selskab: "Ja, darkroom for bøsser"

Erna: "Men jeg kan jo godt lide darkroom"

Mit homoseksuelle selskab: "Hvor er du genial Erna.."

Erna: "Kan simpelthen ikke forstå, hvorfor jeg ikke måtte komme ind".

Efter en grundig samtale med Leoparddrengen, og op til flere kraklinks, fandt jeg sammen med min Companion In Crime frem til Amigo Bar (!!), på Gl. Kongevej, i lørdags.

Selvom Leoparddrengen havde annonceret sin ankomst ved 2 tiden, var vi der allerede lidt efter 00.

Vi kommer ind. Et af gammelt røg ildelugtende, mørkt lokale, fem mænd i baren og to bagved kommer os i møde. Min første tanke: "Åh nej, hvad har du nu rodet jer ind i søde, lille Erna?" - Companion in crime er total klar, og efter et par udvekslede blikke finder vi et bord.

Jeg skulle til at sætte mig på en stol, med ryggen til baren, men en pludselig væltet barstol og to mænd på gulvet overbeviser mig om, at det nok er smartest, at jeg sætter mig ved siden af companion in crime med ryggen mod muren og øjnene godt fæstnet mod eventuelle flyvende mænd og barstole.

Tiden flyver, til trods for et fantastisk selskab, uendeligt langsomt. Der bliver røget og drukket, snakket og grinet. Companion In Crime, skal bl.a redes fra en farlig middelaldrende mand og ven. Lebben Lola træder frem, og forklarer, at tøsen altså er hendes i nat, og mænd ikke er velkomne.

Et par dårlige undskyldninger, et par drinks og et par historier senere, er de væk og pladserne er atter kun optaget af Companion In Crime og andet godt selskab.

Halvdelen af Amigos gæster, der sidder omkring os, venter med stor spænding på nattens helt. Manden som jeg har sat på en absolut piedestal.

Jeg gruer for, at fænomenet ikke kan leve op til mine livlige fantasier. Endnu værre jeg gruer for, at han slet ikke dukker op.

Hver gang døren går op, håber jeg, at det er ham, men hver gang er det en skuffelse. Ingen mand iført leopardtøj.

Pludselig, som fra en tåge er han der, som om han har sneget sig ind, uden at blive opdaget, allerede dansende - solo i sin egen verden. Jeg kigger og beundrer. Resten af selskabet er solgt - jeg var det allerede, nu har jeg blot kvitteret.

Companion In Crime og jeg løber op, fordi jeg ikke tør gøre det alene. Vi løber og siger hej. En måske lidt overvældet eller retter overrasket Leoparddreng hilser på os, ved ikke, hvad han skal sige, men rækker mig hånden - "åh gud tænker jeg", selv hans hænder er iført et par leopardhandsker. Fantastisk...Fabelagtigt - gift dig med mig du forunderlige mand...

En dans begynder og forvandler sig til flere. Natten er skøn og våd. Før jeg ved af det er klokken knap fem, regnet er stilnet af, og jeg er på vej hjem med Companion In Crime. Fuglene synger og tågen er ved at lette.

Jeg er høj, og på vej mod Rådhuspladsen. Jeg er høj på oplevelser og fantastisk dans.

Leoparddrengen har fyldt mit hoved og sind, og forløst mig i en ekstase af lykke, der spreder sig som varme igennem min krop. :)