Barnedrømme

Der er en barnedrøm, der er begyndt at hjemsøge mig. Eller, hjemsøge er måske det forkerte udtryk at bruge, da det er så negativt ladet.

Der er en drøm, der er blevet vækket i mit ubevidste, efter at have været i hi, siden min barndom.

Som barn har jeg haft mange, meget visuelle drømme og forestillinger om, hvordan mit voksne liv ville være, når jeg engang i år 2000 blev voksen. 

Som helt lille ville jeg være læge. Jeg drømte om, at jeg ville være sådan en, der bar sorte briller, der blev holdt på plads med en kæde om halsen, og så ville jeg altid have røde læber. Jeg ville have en blond knold og gå på hospitalsgangene sådan at min kittel ville flagre bag mig som en kappe. 

Der var så også drømmen om at arbejde på et kontor, hvor jeg altid kunne gå i høje stilletter med en mappe i min hånd. Dette kontor ville have et gråt gulvtæppe, så man aldrig kunne høre min skridt eller hælens klik, når jeg kom. 

Jeg behøver slet ikke at nævne fremtidsdrømmen om at bo i Tyskland og hvor jeg ville gifte mig med den tyske prins, hvem end han nu var. Og så var der den, alle til dato både griner og undrer sig over: Min fremtid, hvis det med Tyskland og prinsen ikke lykkedes; Nemlig at bo i Italien og have sofaer i hvidt læder. De der bløde, runde sofaer som man forsvinder i, når man sætter sig i dem. Der skulle skam også være sådanne leopardstatuer i keramik ved hver side af sofaen og en masse grønne blomster.

Jo, mine drømme og forestillinger var generelt meget konkrete, scenariske og ekstremt visuelle. Jeg kunne spille disse korte scener som en lille film for mit indre øje, og kan stadig se det hele klart i dag. 

Jeg kan genkende mig lyset, lyden og omgivelsernes dufte til allermindste detalje. Selv hælens dumpe lyd på gulvtæppet og den måde luften forlader sofaens puder idet man sætter sig ned i den, kan jeg genkende mig. De får mig til at smile og til at mindes at selv som barn havde jeg pudsige ideer.

Alle mine drømme og fremtidsforestillinger er stadig med mig, på den ene eller den anden måde. De betyder en verden for mig, og jeg nyder dem.

Det der overrasker mig dog er, at stort set alle de scenarier om min fremtid jeg husker, bortset fra den tyske prins, aldrig omhandlede en familie, eller en mand. Der var altid kun mig. Med fuld fart på, gang i en masse og altid i bevægelse.  

Sådan var det i hvert fald indtil jeg for nyligt lå i min seng og var ved at falde i søvn. Jeg kunne mærke søvnen overmande mig, men lige inden jeg gav helt slip, vågnede dén glemte drøm inde i mig. Den drøm som jeg ikke har tænkt på siden jeg forlod mit barndomshjem.

Det er min fremtid som voksen og forelsket kvinde.

Iført en lang, sort, stram kjole bevæger jeg mig mod sofaen, hvor min mand sidder og betragter mig, mens jeg smører mine hænder i creme. Jeg bevæger mig smilende over stuens gulv og mod ham. Mine tunge sølvsmykke klirer i takt med mine bevægelser. Han smiler idet jeg bøjer mig ned og kyser ham på munden. Min tunge sølvhalskæde gynger lidt og rører ham let, og jeg ved, at han kan dufte min parfume - Magie Noire.

Jeg er på vej ud til en galla af en art alene, for sådan kan man sagtens gøre det. Jeg var ikke mere end 5 år første gang jeg så det her for mig.

I flere dage nu har jeg set denne scene både i søvne og vågn tilstand. Der er dog en forskel i dag fra den gang. Denne gang står jeg ved siden af de to mennesker som er mig og en mand jeg ikke kender, og betragter dem. Jeg ser mig selv tage en sort kappe over skulderne og bevæge mig, som om jeg næsten svæver et par centimeter over jorden, mod hoveddøren. Jeg kigger mig over skulderen smilende og glad, idet jeg lukker døren bag mig.

Min Flod

Visse ord kan aldrig blive oversat til dansk, for selvom jeg har tilbragt stort set hele mit liv i Danmark, så er min sjæl balkansk. Mit hjerte banker på bosnisk, hercegovinsk, montenegrinsk, serbokroatisk.

Mine drømme udspiller sig på disse sprog og i disse egne.

Der findes stadig en flod i mig,

Dybt er den, bred er den. 10.000 fod og lidt til er den. Smuk er den med sine midnatsblå nuancer. Magen til den findes ingen andre steder.

Der findes stadig en flod i mig som raser og skyller over sine bredder i tide og utide.

Den flod flyder igennem min hjemegn, der hvor jeg er blevet født. Hvor jeg tog mine første skridt over basketball banen, fordi jeg så ihærdigt gerne ville over til min far. Den flod flyder forbi den lille bakke bag vores have, hvor jeg plukkede markblomster i alverdens farver til min mor, og hvor jeg hver sommer gik på bare tær, fordi jeg engang hørte de voksne snakke om, at det var sundt.

Den flod kiggede jeg også på den ene sommer, hvor jeg, gemt bag et hvidkalket hus fik mit første voksne kys. Og det samme vand er at spotte et stenkast fra den gade, hvor jeg utrætteligt legede fra morgengryet til sen aften, og kun holdt pause, når jeg blev kaldt ind for at spise.

Det er vandet fra den flods kilder, der bliver brugt til at lave brød, hvis skiver var så store, at jeg skulle bruge begge mine hænder for at holde om det. Den samme flod blev brugt til at vande roserne, og jordbærerne, der i maj fik byerne til at dufte som en haremshave.

Den er en del af mig og kan aldrig fjernes.

Nogen gange er det så svær for mig at skrive om den del af mig, for hvis man ikke er vokset ved den flod, så kan man ikke føle eller følge med. Man kan ikke forstå, man kan ikke se billederne, jeg forgæves forsøger at male med ordene.

Der er dage, hvor jeg længes efter de floder, der netop flyder sammen og bliver til denne ene flod som er mit andet jeg.

Mit rodløse, rastløse jeg.

Det jeg, som aldrig helt passer ind i disse gader, jeg med årene har lært at elske.

Andre dage dufter København netop af dén flod, og på samme tid bliver jeg så tung om hjertet, men kan ikke lade være med at smile, for duften minder mig om det, jeg allerdybest har allerkærest.

I disse dage dufter København netop således. Og jeg indsnuser min by til jeg bliver beruset og næsten besvimer. Jeg går på gaderne, under træerne, kigger på blomsterne og forsøger at finde netop den rose min mormor brugte til at lave rosensaft af.

Jeg smiler for mig selv og håber, at omverdenen ikke kigger med, og glæder mig til atter snart at gense mine floder igen.  

Villa - Vila

Når jeg fortæller, at jeg kom til Danmark som otteårig uden at kunne et eneste ord dansk (obviously), eller andet fremmedsprog, bliver folk altid forundret over, hvor god jeg er blevet til sproget sidenhen.
For mig er det en selvfølge; Hvis man bor i et land, så lærer man sproget så godt man kan. Og netop dette har jeg altid bestræbt mig på. Ikke desto mindre, så var det ikke nemt.  Selvom jeg var rigtig dygtig til at opfange sproget og allerede som niårig oversatte for mine forældre og deres venner, så har der været mange barrierer undervejs.

Så sent som i sidste uge kom jeg til at tænke på en hændelse fra min tid i et flygtningecenter i Ommestrup ved Mørke i Jylland. Vi havde en lille aktivitetsskole, hvortil der var knyttet en lærer, eller pædagog til ved navnet Mikkel eller Michael... Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at han underviste os i dansk og tog os på ture. Jeg husker, at han var tynd, høj, havde gråt hår, og noget mørkere 90'er overskæg. Sådan et, der er fladt og gå lige over overlæben og ikke er særlig prægtigt. I sommerperioden var han altid iført meget kort-afskårne cowboyshorts og en blå skjorte i tyndt udvasket cowboystof.

Jeg kunne godt lide denne sære mand, der brugte rigtig meget tid på os. Jeg nød de dage han var der og underviste os. Han gav os sjove opgaver og på en sær måde formåede jeg uden ord både at tale til ham og forstå ham.

En dag spurgte jeg, hvor han boede. Han fortalte mig, at han boede i en villa. Vi blev enige om, at jeg skulle tegne en villa til ham, hvis han tegnede en til mig og så ville vi bytte tegningerne dagen efter. Jeg var spændt på opgaven.

Det skal dog så siges, inden vi gå videre med historien, at på bosnisk betyder vila - med et l - en fe. Ja, sådan en mytisk fabelskabning som kan trylle og som jeg faktisk var meget betaget af dengang jeg var lille. En villa med to l'er har jeg aldrig hørt om før Så jeg blev forundret over dette vidunderhus, der var formet som en fe.

Sådan sad jeg så efter timerne på det lille værelse som hele min familie boede i, og forsøgte at tegne et hus, der var formet som en fe. Jeg syntes selv, at det lykkedes meget godt. Bl.a. var hende hat et tårn, og øjnene var vinduerne, hvor prinsessen kunne bo. Stuen  var i maven og trappen op til selve huset var hendes ben.

Næste dag, da tegningerne skulle udveksles, stod jeg lidt forundret tilbage ved synet af et hvidt hus på to etager med fine vinduer en vid trappe op til hovedindgangen og træer i hver side af huset
Jeg forsøgte ihærdigt at tolke en fe ind i tegningen og det lykkedes til dels, men min skuffelse var svær at skjule, for det var jo slet ikke et fe-formet hus han boede i.
Jeg kan ikke huske, hvad der blev sagt til min tegning, men den blev sat op på væggen. Samtidig lærte jeg også, at man bor i en villa og min lærer lærte at en fe på bosnisk er en vila med et l.

Efterårsbarn

Jeg overvejer nogle gange, om der er en forbindelse mellem det at være født i en bestemt årstid, og den årstid man har det bedst i, hænger sammen?

Jeg har altid ønsket, at jeg var født i foråret eller sommeren. Det er de årstider, som jeg har følt, har repræsenteret mig bedst… Maj har altid været min yndlingsmåned og det har altid smertet mig meget, når jeg i maj har skulle bruge tid på eksaminer i stedet for at sidde på en altan og indsnuse de voldsomt-duftende blomster.

Men ikke desto mindre: Jeg er et barn af efteråret.

Den sidste dag i september kom jeg til. Min mor fortalte mig, at det var et af årets varmeste dage, og efterårssolen bagte tungt, da hun blev kørt på hospitalet, fordi jeg var på vej.

Selvfølgelig kan jeg ikke huske den dag, men jeg forestiller mig den. Sådan som min mor så tit har fortalt om den.

Jeg forestiller mig noget lignende den septemberdag i 2011, hvor det i Danmark var årets varmeste dag.

Jeg forestiller mig, hvordan træernes kroner stadig er tunge, men at farverne har ændret sig. Jeg forestiller mig eftermiddagen stilhed. Den der stilhed jeg så tit vender tilbage til, både i mine tanker og mine skriverier, og som altid giver mig et sug i maven. Jeg forestiller mig min far og min mor. Nej dem kan jeg faktisk ikke forestille mig. Men duftene, lydende og dovenskaben af en søndag i 1984 kan jeg godt forestille mig.

Der er noget over efteråret, der altid får mig til at mindes. Der er noget over efteråret, der får mig til at tænke på eventyrlandskaber; på onde hekse, vampyrer; Modige riddere og godmodige prinsesser. Der er noget over efteråret, der altid får mig til at søge tilbage til en tryg og varm hule. Til det vindue i mine bedsteforældres hus, hvor jeg kunne lege i timevise alene. Til brændeovnen og min mormors strikkende hænder; Duftende æbler og det lille tinkrus, der altid stod på kanten af brændeovnen, så jeg ikke skulle drikke koldt vand.

Der er noget over efteråret, der får mig til at føle tryghed. Det er som om efteråret er hjemme for mig. Og det er som om, efter et forår og en sommer, hvor solen, de voldsomt duftende blomster, varmen, den skoldede hud, nøgne menneskekroppe og de korte, lyse, vilde nætter træder tilbage. Lydene bliver mere tyste. Tempoet skrues ned jeg begynder at trække vejret og for alvor vågner.

Liljeolie

Da jeg ikke var særlig gammel, ifølge mine forældre på nippet til de tre år, blev jeg brændt.

Jeg kan huske det, tydeligt, men alligevel lidt som igennem et slør, som en drøm. Jeg sad i min gule pyjamas på en stol med benene oppe under mig. Min far havde lavet kamillete til mig. Han havde lige hældt kogene vand over brevet og havde vendt sig om for at stille gryden tilbage på konfuret.

Jeg kan ikke præcis huske om jeg ville lege, eller om jeg var klodset, eller bare doven; Men jeg huske at jeg forsøgte at nå koppen med mine hænder uden at røre mig fra stedet.

Jeg husker ikke, hvad der skete i det øjeblik. Jeg husker kun en brændende smerte over mit bryst. Et skrig og gråd, der undslipper min mund. Min far der griber mig, og mig der hulkende siger: "Jamen jeg spildte ikke det hele.".

Min far hev tøjet af mig og smed mig i badekarret og tænde for det kolde vand. Jeg græd og mit bryst gjorde ondt. Jeg husket, at jeg blev løftet op og pakket ind i et blødt håndklæde. Jeg husker, min mor kom ind med en lille krukke med noget gult væske i. Jeg husker jeg græd og ville ikke have, at de rørte mig, men min mor åbnede flasken og begyndte at smøre mig forsigtigt med væsken.

Jeg huskeder, det duftede smukt af forår og mine bedsteforældres have. - det var liljeolie som min mormor plejede at lave hvert år. Det var en olie, der i 45 dage har stået i solen med liljeblomster i. Det var en salvende olie, der kunne hele brændte sår.

Da jeg var blevet smurt godt ind i olien, tog mine forældre mig på skadestuen, hvor jeg blev tjekket. Lægerne var forundret, for der var kun en vabel, under min arm, at se. Det var en vabel mine forældre havde overset.

Det gør ondt, når man bliver brændt. Hvordan end man bliver brændt.

Jeg er blevet brændt, som barn, uden på brystet, nu som voksen mere end højest nødvendig indeni. Men det er så nemt at overse de vabler, der er indeni.

I dag er det ikke min mormor, der laver olien mere, for hun er væk. Olien bliver dog stadig lavet hvert år, og jeg har altid en lille krukke derhjemme.

Hvor jeg kommer fra findes der olier og salver for og imod alt. Jeg læser stadig i bøgerne i håb om at finde en salve, der kan lindre et bryst, der er brændt indeni. Måske en dag jeg finder det….

Da jeg var lille, ville jeg være læge, når jeg blev stor...

Da jeg var lille, ville jeg være læge, når jeg blev stor. Jeg ville have en hvid kittel på og så ville jeg have mit honningblonde hår sat op i en høj knold. Et par løse krøller ville hænge hist og her, men om det var med vilje, eller fordi jeg havde så travlt, havde jeg ikke bestemt endnu. Jeg ville gå på hospitalsgangen i hvide træsko, for på hospitalet duede mine røde ikke - hvorfor blev jeg aldrig enig med mig selv om. 
Den hvide kittel ville være åben, og den ville flagre efter mig som en superheltekappe flagrer efter sin superhelt. 

Som læge ville jeg tage mig af patienterne. Jeg ville lægge min hånd på deres pande og jeg ville være meget høj og meget voksen. Jeg ville nikke, mens jeg lyttede til deres beklagelser og nok sidde med en kuglepen i munden.

Børnene ville jeg  give små gaver og fortælle dem, at alt ville blive godt, lige om lidt. Nogen af dem ville jeg kysse i panden - for at se om de havde feber. For det var jo sådan man bedst kunne finde ud af det. 

Når jeg var færdig med patienterne, så ville jeg igen går hurtigt på gangene med min kittel flagrende bag mig, og føle mig tilfreds for jeg havde gjort, hvad en rigtig læge skulle gøre.

Da jeg var lille, ville jeg være læge, når jeg blev stor, og jeg ville gøre mig selv rask. Og hvis jeg ikke blev læge, så ville jeg flytte til Italien og have sofaer i hvidt læder.