31.12.10
Året, der alligevel blev lysegrønt
Jeg sidder lidt for mig selv her, dagen før det nye år viser sin lysegrønne snude frem. Da jeg for et år siden sad ved en ældre og mere slidt computer i en anden fremmed seng, noget højere oppe, var udsigten andet, end det jeg har nu.
Udsigten er altid så smuk fra en trettende sal, men guderne skal vide, hvor træt jeg er efterhånden af at se ud af det vindue. Jeg glædes over en udsigt - tro det eller ej, men faktisk lidt tættere på jorden.
Ikke helt nede i stuen, det ønsker jeg ikke, jeg er jo en drømmer og sådan en har brug for højden. Men her, hvor jeg er lige nu har jeg det godt.
Det blev en hård afslutning på 2009. Men begyndelsen på 2010 blev tusinde gange værre. Hvem kunne have forestillet sig, at det ikke ville stoppe ved en juleaften på hospitalet og en afstødt nyre, jeg lige havde fået.
Året der kom var alt andet end lysegrønt. Mit syn, mine øjne blev taget fra mig, og jeg vidste ikke jeg havde styrken til at fortsætte. Hvor var det forfærdeligt at stå foran et spejl og ikke kunne se sig selv - bogstaveligt talt, mere.
Syv uger senere blev jeg sluppet fri. Det var som om jeg havde været en fange, der fejlagtigt var blevet dømt til livslang kamp mod mørket. Mit syn bedre, jeg kunne se bedre, men det føltes som om nogen havde lagt et slør mellem verdenen og mig. Jeg kæmpede med mine indre dæmoner og de dæmoner, der angreb mig udefra. Jeg håbede sådan, at foråret ville blive mit.
Men foråret kom og forsvandt, jeg ænsede det ikke. Hvordan kan man også det, når man ikke tør lade kroppen føle en blid brise eller forårssolens strejf. Når man skutter sig ved et blik og en berøring føles som varm ildtang. Jeg forsvandt og jeg forsvandt. Dybere og dybere.
Alle stod omkring mig og rakte hænder ud, men jeg havde ikke kræfter, måske heller ikke lyst, til at tage imod dem.
Min trods, styrke, min stædighed… jeg var ikke at finde mere. Det var som om jeg var et tomt hylster. En skygge af mig selv.
Mange måneders terapi, snak, angst, sorger, raserianfald og alt andet derimellem hjalp ikke, men sommeren kom.
En dag silede regnen ned. Vinden var væk, og ruderne i det lyse kælderværelse var dugget til. Inden havde jeg siddet ved et bord og kigget på et stykke brød og noget salat. Jeg turde ikke spise, for jeg var bange for, at mennesker omkring mig så på mig. Jeg blev sendt til psyk og nu sad jeg i sofaen med tårer ned af kinderne og min røde læbestift over det hele, nej når sorgen kvæler, så er der ikke meget graciøsitet .
Han sad overfor mig og kiggede på mig. Tog et par noter, og fortalte mig, at det altså var ok, at have lidt ondt af sig selv, når man havde været igennem alt det jeg havde været igennem.
Jeg kiggede stumt op fra mit krøllede lommetørklæde og kiggede ud i luften. Det var, hvad jeg havde brug for. Alt vågnede op i mig. Alt, der havde ligget i dvale i det, der føltes som et århundrede.
Jeg vågnede, for nej det var ikke ok, at have ondt af sig selv. Det var faktisk utrolig klamt og pinligt. Jeg kom hjem og kiggede på mig selv. Jeg kunne se mig selv og det var faktisk ikke så gråt udenfor som jeg havde gået og troet, Regnen var varm og vinden var blid. Så jeg tog til Istambul. Jeg kom hjem, fik fjernet den gamle nyre, blev skrevet på transplantationslisten, overnattede på selvsamme slot, hvor jeg skal holde nytår i aften.
Tog tilbage til det lyse kælderværelse og for første gang, svarede jeg ikke "det ved jeg ikke" til spørgsmålet "hvordan har du det". Jeg svarede, at jeg ikke følte mig som et åbent sår mere.
Sommeren gik. Jeg var en nyre fattigere, men til trods for endnu et kæmpe ar på min mave, følte jeg mig noget mere helet.
Efteråret var så lyst, at jeg kunne ikke forstå, at det ikke var sommer mere. Efteråret var fyldt af glædelige gensyn, kærlige blikke, af varme og kram. Fyldt af stressende og korte, men stadig solbeskinnede dage. Af spadserture og grin til langt ud på natten af te og chokolade, af silke. Af røde kinder og gummistøvler.
En dag gik jeg iført mine gummistøvler og en sløjfebesmykket paraply og hoppede i vandpytterne. Jeg tænkte for mig selv, at sommeren umuligt kunne være slut, for jo måske var regnen kold, men hvor var dagen dog lys. Da jeg kiggede op under min paraply blev jeg ramt af de første snefnug.
Sommeren var væk, vi var i december, men jeg havde sommer og fuglesang stadig inde i mig.
Jeg sidder idag lidt for mig selv, og kigger tilbage på det år jeg har passeret. Det blev ikke som jeg havde håbet, da jeg for et år siden skrev på 13.ende sal, men alligevel blev det som jeg håbede - lysegrønt. For håbet er lysegrønt.
Jeg sidder idag lidt for mig selv og kigger ud af vinduet. Jeg kan ikke se hele København som for et år siden, men det jeg ser, ser jeg klart og tydeligt.
Godt Nytår alle sammen. Må jeres nat være lang og smuk og må i alle føle det samme hele næste år, som jeg gør lige nu.
27.12.10
Noget om søstre, sofaer og drømme
24.12.10
Juleaften er som et stykke cognacfyldt chokolade
Jeg mener ikke man kun kan lave risengrød i december - Jeg er en forbandet perle, der elsker risengrød så meget, at jeg også laver det midt om sommeren.
21.12.10
Noget om elge, måneskin og rigtige mænd
"Lille Frøken Måneskin" af Ib Mossin var væk, troede jeg. Men faktisk sad den hele tiden lige ved siden af mig.
Da jeg fandt sagen kom hele transmogrifferingssagen op igen. Jeg savnede pludselig en elg og serenader, men hvad jeg savnede endnu mere var en rigtig mand.
En mand, der ville give mig en elg.
Idag fik jeg en gave. Nej det var ikke en serenade, der blev sunget for mig nede fra gaden, men det var grønt lys til at åbne en lille pakke. Der i lå - ja, rigtigt gættet - en elg! En hel elg og kun til mig.
Min helt egen elg.
Ok, den er ikke særlig stor, ej hellere var den levende, men den er min! Visse mennesker har endda kaldt den for svajrygget, men jeg er ligeglad. Jeg elsker min elg. Den skal være min, den skal hedde Erling McElg og den skal være bøsse! For den er min og den skal bo i min taske og sove under min pude!
17.11.10
Udstoppede Dyr
Anyways... Fordi han skal bruge en håndfuld af disse eksemplarer, skriver jeg en lille annonce her på min blog i håb om, at nogen af jer kære læsere sidder inde med et ekstra udstoppet dyr, som i bare skal af med.
De skal absolut ikke være i pæn stand, da de skal sprættes op, derfor må de også gerne være billige - faktisk jo billigere, des bedre.
Vi kan både hente dem (i Københavns området) eller i kan sende dem til os (men de formalia, samt betaling kan vi snakke om privat.)
Skriv på min mail luscious1 (a) gmail.com eller smid mig en kommentar her på bloggen.
Jeg vil elske jer total meget, hvis i finder frem til jeres gamle og støvede udstoppede dyr, for så betyder det, at vi hverken selv skal ud og skyde, samt udstoppe nuttede dyr, eller af med 1500 kr for en indtørret frø.
30.10.10
Snefnug
13.10.10
ISUD
Jeg har valgt at joine denne klub og derfor i anledningen af, at det er ISUD, sol og min mors fødselsdag, ser jeg sådan her ud.
Nej, det er ikke mit jakkesæt. Det er et jeg har arvet af T, for det er blevet for småt til ham.
Nej jeg har ikke skjorte på, for det så mærkeligt ud, så jeg kastede mig ud i det yderst vovede look.
Jo det er mine sko, og de er købt i TopShop sidste år for 499,-
11.10.10
Mac'ens lille kusine
10.10.10
Dagens Dåbsfit
Det er min første dåb, ever, for vi muhamedaner leger ikke med kirker, dåb og andet lignende - ikke hvad jeg ved af ihvertfald.
Præsten var supercool, iført et par Mary Janes med en hæl, der lignede 10 cm, og undercut. Hun holdt en meget smuk prædiken, hvor hun især gjorde menigheden opmærksom på lighed og forskelle. Nu er jeg ikke særlig troende, men det kunne jeg sætte mig i.
To mænd snakker om Jesus. Den ene spørger, hvor Jesus kommer fra, hvorpå den anden svarer "Nazareth". Så spørger den første mand "Kan der kommer noget godt fra Nazareth?"
Præsten afsluttede den sekvens med ordene "Fortæl mig, hvor du er fra, og jeg skal fortælle dig, hvem du er." - banal metafor, men sand.
Anyhow, til trods for en halvvåd nat i byen igår, var jeg oppe kl 8.00 sharp-ish, for at gøre mig lidt lækker for kirken og for babyen.

Grå kjole med firkantede sorte perler omkring kraven - fra H&M. En kjole som jeg købte, mens jeg powershoppede på Riget i januar, men inkl. idag kun har haft to gange på.
En sort cardigan - fra United Colors of Benetton.
Grå wedges - fra Vagabond, som er mine favorit wedges
Desuden hørte der røde Chanellæber til og min nyeste Chanel neglelak. Nej, ikke Paradoxal, men Vendetta, som jeg fik i fødselsdagsgave. Den er super mørkelilla, på grænsen til sort og vi elsker den. Nej, ikke kun fordi den er lilla, men fordi den også har glimmereffekt!
8.10.10
Tissefyrsangen
7.10.10
Wonderland Adventures

4.10.10
Gummilove
1.10.10
Tyske talenter

Du troede, at du havde set det hele. Du troede, at du var sikret mod flere ubehagelige overraskelser på nettet.
Og så blev Dukken 20...igen
Jeg elsker overraskelser og det ved T, derfor elsker jeg T.
Da jeg gik kold over at min lille
Mac var ved at dø, sagde han, at han ville spørge drengene om de kunne skaffe en brugt Mac, for vi havde ikke råd til en ny. Jeg affandt mig med det og skrev endda et "hjælp mig jeg er fattig-indlæg" på bloggen i håb at nogen af jer ville kunne hjælpe med en aflagt som jeg måske kunne købe.
Well - imorges blev jeg vækket med sang og flag af T og mine forældre, der var kommet med morgenmad på sengen til mig.
....
(Det sjove fortæller jeg om imorgen, hvor jeg fra mac'ens lille kusine vil blogge med billeder).
Nu vil jeg ose og nyde de sidste tre minutter af min fødselsdg. Bare fordi jeg kan.
29.9.10
Christ, Helvede og Damn it også!
Det har resulteret i et par ting:
1. Lige nu, hvor jeg er fyldt med sjove bemærkninger, lange fotællinger om romantik og filosofiske tanker, har jeg ikke mulighed for at skrive og dele det med jer. "Men du blogger jo nu", ville nogen fristes til at sige. Og ja det gør jeg, takket være min lille iPhøn, men at blogge herfra hverdag... Arghh..,hvad tror du selv?
2. Jeg mangler en ny computer.
Nu er jeg en udpræget Mac-pige. Jeg ville ønske jeg ikke var, men det er jeg.
Jeg ville ønske at jeg idag kunne gå ned i Fona og smide 3000 kr på bordet og sige "dæn dær, tak". Men det kan jeg ikke. Ikke fordi jeg et snobbet, jo lidt, men fordi jeg er så goddamn stereotyp og lagde mig under den der ramse - Once you go mac, you never go back, sådan ca. tre dage efter jeg lagde mine små fedtede fingre på den. Og nej jeg er ikke stolt af det, men vi har alle laster, og jeg har som regel dyre laster.
Nå nok brok, det jeg egentlig ville frem til er - hvis du kender nogen, der kender nogen, der er mega rig, til at stole på og gerne vil af med en Mac til ikke alt for mange penge (den nye hvide, der) så send dem lige min vej, eller til denne adresse luscious1(at)gmail.com
Jeg vil elske dig rigtig meget for det.
15.9.10
Kom stress, du søde, milde!
ARGH!
Jeg sidder jo i disse dage med det sidste af den første del af min uddannelse. Jeg har på nuværende tidspunkt brugt fire år på det andre normalt bruger tre og andre igen søger dispensation for at bruge seks. Jeg er igang med mit femte år, og mangler tre eksaminer - Mit BA-projekt, en medieopgave, som har hjemsøgt mig siden tredje semester og et fag som jeg er ved at tage nu. Alt i alt mangler jeg 35 ECTS-point, og normale mennesker vil ikke have nogen problemer med at tage 35 ECTS-point på et halvt år. Men jeg er jo ikke normal, jeg har efterhånden brug for den der daglige eftermiddagslur for at holde sammen på mig selv og jeg skal den der tur til Riget noget oftere end normalt. Og min koncentrationsevne er efterhånden lavere end hos et dampbarn, på grund af manglende energi.
Igår gik jeg i spåner over at skulle skrive en side til på fredag. En enkel fucking side!
Jeg fryser og når jeg får besked på "Skriv om Russ Meyer" så kigger jeg blankt ud i luften som en eller anden gås og siger, at jeg ikke ved, hvad jeg skal skrive.
Jeg ved en masse om Russ Meyer, elsker jo mandens film, men når jeg skal præstere så bliver jeg lammet.
Jeg tror det er et udtryk for stress.
Jeg skal have afsluttet to ret store ting, og nej jeg kan ikke bare "bestå". Så sent som igår skældte T mig ud og sagde, "vil du ikke hellere have 02 end at fejle", kom det meget prompte ud af mig, at jeg hellere vil fejle. Jeg ville dø, hvis jeg fik en dårlig karakter. Det er min ære, der står på spil. (Ved godt at det absolut ikke giver mening).
Bedsteveninden sagde, at jeg bare skulle udskyde mit BA-projekt til næste semester og det ville jeg helt klart gøre under normale omstændigheder, men sagen er den, at jeg kun får SU til og med december og hvis jeg ikke begynder på en kandidat til februar så står jeg uden nogen indtægter overhoved! Jeg kan søge om tre klip ekstra, men det giver mig SU til marts og så kan jeg gå og glo de sidste tre måneder af min uddannelse.
Argh!
Hvis jeg bare vidste, hvad fanden jeg vil læse på kandidaten så ville det hele være nemmere, så ville jeg glemme livet og omverdenen, skrive de satans opgave og begynde på kandidaten til februar, men jeg aner jo ikke, hvad fanden jeg vil! Goddamn it, altså!
Og nej det nytter heller ikke noget ikke at tænke på det, for jeg skal tilmelde mig eksaminer i næste uge og søge om optagelse på kandidaten inden 15. oktober. Og jeg sidder her og hyperventilerer.
Goddamn it, altså!
Ville ønske at jeg for een gangs skyld kunne nyde efteråret, min egen fødselsdag og de smukke farver uden dårlig samvittighed og ondt i maven!