Et år

Jeg vågnede i morges, lige før mit vækkeur ringede. Det var gråt, det var tirsdag og det var på denne dato, at jeg for et år siden for sidste gang vågnede ved Ts side. 

Efter otte år havde jeg sagt farvel. Jeg kyssede ham og hovedgaden en sidste gang og flyttede op på tredje sal,  - der på hjørnet af sidegaden til sidegaden til Enghavevej. 

Et år; Dagen er ligeså grå som den dag jeg stod med 47 sirligt pakkede kasser, fyldt med det, der var mig. 

Der var tomt omkring mig og lejligheden rungede under mine høje hæle. Der duftede af hvid maling, Ajax og af nyt.

Jeg var bange og jeg takkede guderne for, at Bedsteveninden og CIC var blevet hos mig. 

At mit tøj blev pakket ud som noget af det første og blev placeret i mit klædeskab efter årti og farve, gjorde mig mere tryg… Orden har altid været min sutteklud.

Siden den dag er dette sted ikke blevet mit hjem, men det gør såmænd heller ikke noget, for her på dette sted oplever jeg de fineste eventyr - eventyr kaldet "Mit Liv".

Jeg husker, at jeg sidste sommer skrev et sted "Jeg glæder mig til at se, hvordan mit liv ser ud, når mit hår er ligeså langt igen som inden jeg klippede det."

Det er pudsigt, mit liv ligner sig selv, men føles på ingen måde som for et år siden. 

Måske er jeg bare blevet en anden. Måske er jeg bare blevet voksen.

Noget om rejser, London og tristesse

I aften tager jeg til London, for første gang siden min første gang.

Sidst jeg var i London var jeg dødsyg; Bedsteveninden var med og siden har hun beskrevet den tur med et rystende billede. 
Hun plejer at sige, at jeg på den tur var som døende mennesker bliver, lige inden de dør - fuld af energi, overstadighed, lyst og livsglæde. 
Efter et halvt år som levende død, lyste jeg overstadigt op i de fem dage jeg var var væk fra maskinen, der troligt holdt mig bundet til jorden, og fratog mig muligheden for at stråle, som jeg ellers plejede at gør.


Måske er der noget signende ved netop den beskrivelse som Bedsteveninden gav af mig, ved netop det billede - en del af mig døde kort tid efter den tur. 
Noget ændrede sig i mig efter den sidste transplantation - jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved mig selv og mit liv. Til da havde jeg stillet mig tilfreds med det jeg havde.

Siden da er der sket så meget mere. Det der skulle til var vel egentligt, at jeg skulle blive blind - kortvarrigt. Og efter det kunne jeg se igen. Klarere end nogen sinde før...

Jeg tog et lille skridt og da jeg vendte mig om for at se, var jeg endt i Sydhavn i mit hvide og hysterisk rene hjem, som jeg altid havde ønsket mig - alene.

Det er lang tid siden jeg har været alene, faktisk har jeg aldrig været alene - før T så var min familie der, nu er der blot mig.

Som lille hadede jeg altid at rejse, af den simple grund, at jeg på et tidspunkt skulle hjem igen. Jeg hadede at komme hjem, for hjemme ventede en knugende følelse af tristesse.
Det holdt op den dag T og jeg flyttede sammen. Fra den dag nød jeg mine ture og jeg glædede mig til at komme hjem, for der ville han, T, altid vente på mig.
At komme hjem var lige med en følelse af ro og trætte lemmer. Af tryghed og en varm krop at putte sig ind til, når kufferterne var pakket ud og alt var sat på plads.

I aften tager jeg til London for første gang siden min første gang.

Jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at indsnuse min by, at se på menneskerne, der fortravlet går omkring, at gå i de gamle skridt - bare for en stund og for sjov. 
Men jeg gruer også, for det er første gang jeg skal hjem igen, hvor der ikke er en varm krop at putte sig ind til, det er første gang jeg skal åbne døren til en hel tom lejlighed, der blot er et sted jeg bor.

Jeg gruer for tristessen og for den knugende følelse i mit indre, for jeg er for første gang helt alene og kun mig selv.

Jeg er ved at være en stor pige... Det er egentlig en pudsig følelse. 

Otte

For seks år siden lagde T og jeg os i hans- nu vores seng for første gang. Det var en søndag.

Jeg mindes, at jeg åndede dybt ind og indsnusede duften af Ajax, nymalede væge og flyttekasser. Jeg var tilfreds. Dette var mit hjem- vores hjem.

Da vi slukkede lyset, trak han mig ind til sig, og vi sov hele natten sådan, som var vi blevet ét.

For otte måneder siden, kiggede jeg mig omkring på tredje sal -et fremmed sted, et sted, hvor der duftede af Ajax og flyttekasser, men det var ikke mit hjem, for dette var ikke vores hjem. 

Jeg lukkede døren efter mig, og jeg kunne mærke klumpen i halsen udvikle sig til tårer. Jeg sukkede, dybt, for jeg var bange for, at jeg ellers ville blive kvalt.

Seks år, og siden var han smeltet inde i mig, sammen med mig. Jeg mindes, at jeg tænkte på siamesiske tvillinger. For det må være sådan, at det føles, når de bliver skilt ad. Det gør ondt, og man mangler en del af sig selv.

Den dag jeg underskrev kontrakten, skinnede solen skarpt, og jeg gemte mig bag mine store sorte solbriller, men jeg gemte mig ikke grundet solen, jeg gemte mig, for at jeg kunne skjule mine tårer.

Han smilede mildt og sagde, ”Nej det er ikke let.” og rakte mig kuglepennen.

Han sagde: ”Det er som et dødsfald.” og rørte min hånd let. Og han havde ret.

Jeg underskrev hans kopi først og så min, og så tog jeg ned til toget, der skulle føre mig til det, der nu skulle være mit nye hjem. Ikke vores, men mit hjem.

Mine forældre og jeg gik op af trappen. Min mor var iklædt en dybblå frakke med røde knapper. Min far havde en stegepande med.

Lejligheden var lys og den havde et indbygget skab i gangen. Jeg tænkte for mig selv, at jeg nok hellere måtte få malet det skab. Helst snart.

Lejligheden var så lys, men jeg så mig selv sidde på hug og græde. 

De spurgte, hvad der var galt. Jeg sagde, at det gjorde ondt. De forstod ikke. Men hvordan forklarer man så andre forstår, hvor ondt det gør, når seks år af et liv nu er pakket ned i 28 flyttekasser, størrelse medium, fra Røverkøb?

Hvordan forklarer man, hvordan det føles, når man taber alt det man har bygget på, i otte år af sit liv, på gulvet og ser det knuses i tusinde stykker, som var det blot et krystalglas.

De sagde det er livet. Jeg sagde, ”Jeg er selv skyld i det.”. De sagde ikke mere, så jeg går ud fra, de gav mig ret.

Han og jeg kiggede på hinanden ved siden af det, der til for nyligt havde været vores seng. Jeg sagde ”Jeg har ikke lyst til at flytte fra dig. Jeg har ikke lyst til et liv uden dig.” Han sagde det samme.

Jeg tror vi græd, og hvis vi ikke gjorde, så gjorde vor hjerter det for os.

Vor læber mødtes en sidste gang, næsten flygtigt. Jeg slap mit greb om ham og følte mig tom.

---

I dag er det otte måneder siden, jeg sagde farvel til otte år af mit liv.

Jeg har stadig den stegepande, min far havde bragt med sig den dag, jeg i køkkenet sad på hug og græd som var jeg blevet pisket.

De burde have modsagt mig, for det var ingens skyld.

Og det var det rigtige.

I dag er det otte måneder siden, og jeg er faktisk lykkelig. 

Den skøre dame fra to etager under

For efterhånden fem måneder siden flyttede jeg fra min kæreste. 
Efter otte år i forhold, efter seks år som samboende og efter fem år på Amagerbrogade flyttede jeg for mig selv. 
Jeg fik en lejlighed i Sydhavn - på hjørnet af sidegaden til sidegaden til Enghavevej og jeg flyttede ind på tredje sal. 
Jeg var lykkelig, for jeg havde endelig fået mit eget sted at bo, og endelig kunne jeg fortsætte mit liv på en anden måde end hidtil. Jeg var lykkelig, fordi jeg kunne have mine hvide gardiner i fred og fordi mine puder ikke mere blev mast og krøllet. Jeg var lykkelig, for jeg skulle bo i en hel ny del af København, som jeg ikke havde udforsket før.


Min nye opgang er farverig; På en etage bor der en dame med en masse orkideer i vindueskarmen. Hun kigger tit ud ad vinduet, men jeg ved faktisk ikke, hvor ofte hun kommer ud. Hendes dørskilt siger, at hun hedder Vivi. Jeg kan godt lide hendes navn og hendes vindueskarm. Hun har gråt hår. 
Øverst bor der en ung gut, der lidt for ofte spiller musik, som jeg vist altid har været lidt for gammel til at kunne nyde. Han har en knallert og sidst jeg så ham havde han et par hvide Filabukser på og en Netto-pose fyldt med tomme flasker i hånden. Jeg tror ikke han har en lys fremtid i sigte.


Der er også et ældre ægtepar, de bor i stuen og har en lille have. De får tit besøg af en yngre pige, der godt kunne ligne deres datter. Jeg har holdt døren for dem et par gange.  
En af beboerne har en amerikansk cykel - sådan en, der er farvet guld og med fartstriber på. Den er mere lang end høj og jeg forsøger tit at regne ud hvem, der ejer netop den cykel.


Der er flere. Der er en, der efterlader sit skrald i opgangen, og det ret tit. 
Der er en der lukker vinduer og ryger i opgangen - jeg åbner dem, hver gang jeg går op eller ned ad trappen og sådan har vi en kamp kørende, nu på femte måned. 
Den unge blonde studine er der også. Hun har pagehår og er tit iført en mangefarvet strikhue. Hun smiler til mig og siger "hej", når vi mødes på trappen eller ved postkassen. 
Min egen nabo er en lille spinkel og genert ung mand, han smiler akavet til mig, når vor blikke mødes. Men det er nok fordi han engang så mig støvsuge min blå måtte i opgangen iført en top og uden bh. 


Og så er der den skøre dame fra to etager under. 


Første gang jeg stødte ind i hende, stod hun i sin døråbning og snakkede - vist med sig selv. Jeg smilede og sagde "hej". Men i stedet for en hilsen retur, begyndte hun at skælde mig ud. Hun skældte ud på et sprog, der for mig var fremmed, blandet med få ord af dansk. Jeg er sikker på, at hun skældte mig ud, fordi jeg havde stjålet hende navn. Den dag gik jeg videre op og lod som om intet var hændt. 
Derefter har jeg set hende både på gaden og i opgangen. Oftest står hun i ensfarvet tøj fra top til tå. Ellers så går hun rundt og klunser. 
Til tider bliver hun vred, og så kan man, selv to etager over, høre hende smække med dørene. 
Jeg har efter fem måneder lært at ignorere hendes lyde. Hendes bank og hendes stank. 
Til idag. 


På vej ned ad trappen kunne jeg høre lyde fra den skøre dame fra to etager under. Men det var ikke de vante lyde. Der var hverken smækken med døre eller snakken med sig selv. 
Hun sang. 
Hun sang højt og hun sang så smukt, at jeg stoppede op. 
Hun sang på et for mig fremmed sprog, men sang så sørgemodigt og klartklingende, at min hals snørede sig en smule sammen. 
Hendes sang fik mig til at tænke på, hvem mon hun sang til, og hvad mon hun sang om. 
Hvorfor hun var så alene, og hvorfor hun så tit smækkede med døre og skældte ud på alle, der gik forbi hendes etage. 
Jeg ved ikke, hvor længe jeg stod der, to etager under, men jeg fangede mig selv i at have holdt vejret, for jeg ville opfange enhver tone, der undslap hendes strube. 
Da jeg indså, at jeg havde holdt vejret, åndede jeg ud igen og begav mig de sidste trin ned og udenfor, hvor sneen hurtigt malede min brune frakke hvid.


Hun var holdt op, da jeg kom tilbage.