Suspekt

Jeg har aldrig været særlig meget til hiphop og den slags musik, der var dog engang, da jeg kom sammen med Carlos, min egen rod, at jeg hørte det en del.

Det er længe siden, at Carlos og jeg har været kærester. Det endte heller ikke godt mellem ham og jeg.
Han ville og jeg nægtede ham dét. Mine principper blev dengang stadfæstet af stædighed og det min mor havde lært mig.
Han gik og jeg forblev uberørt og ren.

Det er længe siden, og jeg har forkastet det min mor har lært mig.
Og det er længe siden, jeg har været forbi den musikgenre, der altid minder mig om et koldt, gråt efterår, et grønt hæfte jeg skrev i og de grå højhuse ved Søndermarken.

Og alligevel har jeg gang på gang i den seneste tid fanget mig selv i at bevæge min krop til den tunge beat som kun hiphop kan fremtrylle. Og det jeg har lytter til, har været Suspekt.
Jeg begyndte at lytte til dem, fordi de blandt en masse følelsespornografi, der er at finde i hiphop-musikken, er et lettere perverst og meget mere råt og afstumpet bekendtskab.


Så da jeg igår blev hjemme på grund af tømmermænd, ugidelighed og dovenskab, bestemte jeg mig for at høre alle deres plader igennem.

Et par timer inde i projektet, greb jeg febrilsk ud efter min telefon og skrev til M, at jeg blev underlig af at høre Suspekts musik; Jeg blev liderlig.

De rå, usødede, groteske og mandschauvenistiske billeder vækkede noget i mig.

Jeg gider end ikke forsvare det, for dyrisk urinstinkt skal ikke forsvares.
Men ikke destomindre, når jeg lytter til deres tekster, deres stemmer, skabes der billeder i mit indre, der bare giver mig lyst til at give mig hen til hver og en af dem og lade mig blive opslugt, taget...brugt.
Intet mere, intet mindre.
Råt for usødet.

Billeder af mørke, uvished, ekstravagance. Billeder skabt af et ubevidst id som normen, samfundet og jeg selv undertrykker... giver mig lyst til at reduceres til et objekt, der eksisterer kun for at tilfredsstille deres lyster.
Det min mor forkastede og lærte mig var forkert, vækkes ved stemmen, der gentager "Jeg' din doktor nu. Ja jeg er din doktor, for du er en freak.
[...]
Men det' mennesker gennem slægter, der dræber og knepper Elektra."

Det taler til min egen indre freak, der altid bliver holdt i skak af selvkontrol, gemt bag et flirtende smil og et pænt ydre.

Jeg er ligeglad med Suspekt, ligeglad med mændene bag, men universet de skaber, vækker i mit indre, får mig til at ændre karakter. Et øjeblik kun, men nok til at jeg mister kontrolen og tænker, hvad jeg tænker.

Udpluk: "Som Tornerose"

Nogle gange føler jeg mig som Tornerose. Tornerose, der i 1000 år skulle vente på sit forløsende kys. 
Blot er jeg ikke, som hun var, lagt i en dyb og rolig søvn, hvor tiden fik lov til at rinde i fred. 


Jeg skal hvileløs vandre omkring til han finder og forløser mig.


Måske er jeg romatisk og venter på en drøm, en luftkastel skabt, i sin tid, af en alt for lille pige. 
Men tålmodighed er en dyd har jeg ladet mig fortælle...

Visse...

Jeg smiler hver gang jeg husker, hvorfor jeg i sin tid fandt ham uimodståelig; Bortset fra hans pudsige smil, blå øjne, stemme, milde sind og duft, så var det hans venstre øre. Det strittede lige tilpas til at ødelægge glansbilledet, og dermed gøre ham perfekt i mine øjne. 

Og så var det, at den skæbnesvanger fredag ville komme. Den dag, hvor jeg vidste, at mit hjerte ville springe et slag over, idet mit blik møder hans. Og omend jeg sjældent tænker på ham mere, så spøger han. Han spørger i mit indre som en næsten uhørlig røst, der nok aldrig forsvinder.

Og så var det, at den skæbnesvangre fredag kom og jeg trådte igennem glasdøren stadig iført mine sorte solbriller, som jeg bevidst havde beholdt på, selvom solen næsten var sunket bag horisonten, men allerede for længes var forsvundet bag byens høje bygninger, for netop de sorte solbriller fuldendte mit look.

Jeg trådte ind og idet jeg tog mine briller af, spottede jeg ham i menneskemængden. Hans blå øjne, mørke hår og hans altid stylede to-dag-gamle-skægstubbe. Jeg smilede for mig selv i den dunkle belysning, selvfølgelig har han sit ungdomstøj på – casual, som man nu engang skal være på en fredag, ifølge hans eget udsagn. Men jeg ved, at hver fold i hans outfit er der, fordi den skal være der. Jeg smiler for mig selv igen, mens jeg bevæger mig mod ham, han er så lapset*, at jeg næsten bliver blød i knæene.

Stedet er overfyldt og alligevel bevæger jeg mig let igennem menneskemylderet, for jeg har kun et for øje -og det er ham. Et par enkelte mennesker tager fat i mig og giver mig et klem, et kys på kinden og et par smil. Jeg besvarer deres gestus lettere flygtigt. Ikke fordi de ikke interesserer mig, men fordi jeg ikke har set ham i flere måneder og fordi alt andet end ham eksisterer ikke i dette øjeblik. Jeg har ikke set ham i flere måneder og det går op for mig, at jeg faktisk har savnet ham.

Endelig står jeg foran ham, han ser mig og smiler, giver mig et kram og et kys på kinden. Han dufter som altid. Jeg holder om ham og indsnuser ham.
Det er så længe siden. Og jeg har faktisk ikke lyst til at slippe ham.

Drillende kigger jeg op, han er højere end jeg husker. Jeg aer ham let på kinden og tvinger mig selv til at give slip med et suk, der forhåbentligt blev overdøvet af menneskemylderets summen.

Da den skæbnesvangre fredag oprandt tog jeg hjem...

Visse mennesker indprenter sig i ens indre og de er umulige at viske ud. Han er vist et af de mennesker.

Jeg savner ham, det indrømmer jeg blankt –dog ikke i hans påhør.

*Laps: En overdrevent velklædt mand.