Det kunne være så nemt

Det kunne være så nemt at sige: Jeg hader mænd. Jeg er træt af dem og jeg ønsker, at de aldrig krydsede min vej igen. 

Det kunne være så nemt, hvis bare jeg kunne pakke dem af vejen. Kigge væk; fløjtende gå fobi med næsen i sky. Gå uden om i store cirkulære linier. Fnyse måske let og aldrig kigge tilbage. Det er bare ikke så nemt: For de krydser ens vej om man vil det eller ej, og de efterlader spor. 

Smertende og dybe spor. Spor der brænder som syre, oser som svovl og æder som fosfor. Spor, der får tvivlen frem.

Det kunne være så nemt, og dog er det ikke. For der findes også ham Ole, med de kærlige ord og ham Emir, der har båret mig siden jeg var spæd. Der er Jon, hvis kram ikke kan måles. Og Troels, selvom vor tid er ovre. Og så er der dem jeg ikke nævner ved navn. Dem der lytter og kigger på mig med øjne fulde af lyst og beundring. Dem der ser op til mig og ned på mig. Dem der har stirret ind i mig og igennem mig. Der har set arene, skavankerne, de skæve fødder og tanker og kysset dem blidt og inderligt. 

Alle, der på hver sin facon har gjort sit for, at jeg er blevet den jeg er. 

Dem, der har set mig, før end jeg selv gjorde. Dem der har holdt fast og tålmodigt ventet på, at jeg selv skulle vågne til dåd og indse, hvad jeg altid har været.

Det kunne være så nemt, og dog gør jeg det ikke. Tvært imod er jeg taknemlig og jeg elsker en og hver af jer. 

Redefinere

Jeg har de sidste måneder haft en masse tid til at tænke og overveje mit liv, og hovedsageligt min fremtid. Der er sket meget og jeg står    ved et vejkryds.

Jeg har engang haft en plan. Jeg skulle være akademiker, have en mand og børn. Jeg skulle bo et sted i København, og have et roligt og stabilt liv uden for mange svingninger. 

Jeg ved ikke mere om det er sandt mere. Jeg kunne vælge det, men spørgsmålet om disse ønsker er mine egne, eller blot min evige drøm om at passe ind.

Der har altid været en spire af rebel i mig. Jeg har aldrig fulgt normen, og selvom jeg ihærdigt har forsøgt at tilpasse mig mængden, har der altid været en indre uro og impulsivitet, der har ødelagt dette for mig så snart jeg troede jeg var ved at være der.

Der er altid blevet kæmpet en indre kamp i mig: Mellem rationalet og lysten. Mellem den pæne pige og furien. Altid to yderliggående paradokser. Og selvom jeg har trukket mod rationalet og den pæne pige, så har det indre altid trukket i den modsatte retning. 

Jeg tror, at det handler om at acceptere ens skæbne og nyde den i stedet for at ønske det, der ikke er eller kan være.

Jeg er igang med at redefinere mig selv, for selvom jeg er ved at få en kandidatgrad, så er jeg inderst inde en kunstner, en rebel, et seksuelt væsen, en furie. 

At min fremtid ikke byder på et stabilt arbejde og en mand samt børn, der render rundt i en have med en æblepresser, men på kunstprojekter, avantgardisme og excentriske eventyr, gør mig faktisk ikke noget mere. Tvært imod så tror jeg det vil gavne redefinere mig.

Grundglad

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke har haft det nemmeste år her i 2014. 

I November kom den sidste dråbe: Bægret flød over og mit humør dalede gevaldigt. Jeg brugte sådan set al min energi i den måned på ikke at falde ned i et grimt hul og det lykkedes faktisk. Men ikke desto mindre var jeg ikke mit normalt kronisk optimistiske jeg.

Der var flere dage, uger, hvor jeg om morgene vågnede og følte mig fuldstændigt drænet, tom. Jeg kunne ikke se nogen pointe i at stå op, og jeg var træt. Jeg var træt af, at det hele i år bare var op ad bakke og jeg følte, at hver gang jeg bare en smule var kommet op til overfladen, blev jeg skubbet ned igen. Og jeg var træt. Så grundtræt. 

Jeg fik at vide, at jeg måtte ændre min indstilling, for netop tanker som disse var med til at gøre mig endnu mere modløs. Jeg forsøgte at efterleve det, men jeg ville ikke lytte. Livet var uretfærdigt og mørkt og intet i mit liv ville lykkes og de sidste fem år har da også bare været en række nederlag...sagde jeg højt, når nogen spurgte hvordan jeg havde det. Men inden begyndte jeg egentlig at tvivle lidt. For var det hele nu så slemt igen, eller var dette mørkesind et behov for at retfærdiggør, at dele af mit  liv ikke kørte sådan som jeg havde planlagt.

Det skete så den ene dag, hvor jeg fangede mig selv i at skulle til at skrive, at jeg ikke havde det godt. I stedet for at trykke send, mærkede jeg efter og indså, at jo, der var stadig en masse, der skulle ordnes og faldes på plads, men jeg; altså min mave og jeg, vi havde det egentlig ret godt. Resten kom lidt af sig selv. 

Jeg sidder i mit lille køkken i skrivende øjeblik og drikker min morgenkaffe. Grunden til at jeg sidder ned er, at jeg blev opmærksom på en lille kildende følelse i maven, da jeg skulle til at tage et billede af noget ligegyldigt, men som i det øjeblik føltes vigtigt.

Denne følelse i maven er ikke voldsom eller fembrusende på nogen måde. Den snarere gemmer sig et eller andet sted i baggrunden og stråler ud. 

Jeg slukkede musikken og forsøgte at bringe følelsen frem og i et gik det op for mig, at det er følelsen af glæde - af grundglæde. Den der følelse man så tit kan overse, netop fordi den ikke er frembrusene, som for eksempel umiddelbar glæde er. Men ikke destomindre så er det denne følelse, der er det bærende element, den er nemlig grundlaget man kan bygge alt andet godt på. 

Og det er netop hvad jeg er - grundglad. Og det er slet ikke så ringe endda.

Fighter

For otte uger siden faldt min verden fra hinanden. Det jeg havde troet på, håbet på, arbejdet på, viste sig at være et spindelvæv vævet af en syg mands hjerne. 

For seks uger siden lagde jeg mig ned. Flad. Mast som en pandekage. Udmattet, udtømt, udslukt. Jeg vidste ikke noget mere, så jeg ringede til min far, der tog mig hjem til Frederiksberg. 

Min mor redte min seng den aften og jeg blev der. Jeg blev der så længe, at edderkopper har spundet spindelvæv på mine vinduer. 

Hver morgen vågnede jeg mere og mere tom. Jeg stod op, tog en pæn kjole på og bevægede mig ud mod øen og biblioteket hvor hver lille detalje mindede om ham. Hvor hver lille detalje skar så dybt som de barberblade jeg hver anden morgen så ham brugte til at barber sin hud

.

Hver morgen åbnede jeg min computer og kiggede på en skærm, der burde være mit speciale, men forblev tom.

For en uge siden talte jeg; 33 rettede sider.

Imorgen skal jeg aflevere. Imorgen afleverer jeg.

Idag, lige nu og i skrivende stund mærker jeg mig selv. Mærker den jeg var før min Ridder, min Mørkets Fyrste bad sig fast og gjorde sit bedste for at slå mig ud.

Det er så nemt at glemme, når livet kommer i vejen, men midt i livet er der små bobler, små og store sejre, der minder mig om, at jeg altid har været og altid vil forblive en fighter.

Efterårsbarn

Jeg overvejer nogle gange, om der er en forbindelse mellem det at være født i en bestemt årstid, og den årstid man har det bedst i, hænger sammen?

Jeg har altid ønsket, at jeg var født i foråret eller sommeren. Det er de årstider, som jeg har følt, har repræsenteret mig bedst… Maj har altid været min yndlingsmåned og det har altid smertet mig meget, når jeg i maj har skulle bruge tid på eksaminer i stedet for at sidde på en altan og indsnuse de voldsomt-duftende blomster.

Men ikke desto mindre: Jeg er et barn af efteråret.

Den sidste dag i september kom jeg til. Min mor fortalte mig, at det var et af årets varmeste dage, og efterårssolen bagte tungt, da hun blev kørt på hospitalet, fordi jeg var på vej.

Selvfølgelig kan jeg ikke huske den dag, men jeg forestiller mig den. Sådan som min mor så tit har fortalt om den.

Jeg forestiller mig noget lignende den septemberdag i 2011, hvor det i Danmark var årets varmeste dag.

Jeg forestiller mig, hvordan træernes kroner stadig er tunge, men at farverne har ændret sig. Jeg forestiller mig eftermiddagen stilhed. Den der stilhed jeg så tit vender tilbage til, både i mine tanker og mine skriverier, og som altid giver mig et sug i maven. Jeg forestiller mig min far og min mor. Nej dem kan jeg faktisk ikke forestille mig. Men duftene, lydende og dovenskaben af en søndag i 1984 kan jeg godt forestille mig.

Der er noget over efteråret, der altid får mig til at mindes. Der er noget over efteråret, der får mig til at tænke på eventyrlandskaber; på onde hekse, vampyrer; Modige riddere og godmodige prinsesser. Der er noget over efteråret, der altid får mig til at søge tilbage til en tryg og varm hule. Til det vindue i mine bedsteforældres hus, hvor jeg kunne lege i timevise alene. Til brændeovnen og min mormors strikkende hænder; Duftende æbler og det lille tinkrus, der altid stod på kanten af brændeovnen, så jeg ikke skulle drikke koldt vand.

Der er noget over efteråret, der får mig til at føle tryghed. Det er som om efteråret er hjemme for mig. Og det er som om, efter et forår og en sommer, hvor solen, de voldsomt duftende blomster, varmen, den skoldede hud, nøgne menneskekroppe og de korte, lyse, vilde nætter træder tilbage. Lydene bliver mere tyste. Tempoet skrues ned jeg begynder at trække vejret og for alvor vågner.

Liljeolie

Da jeg ikke var særlig gammel, ifølge mine forældre på nippet til de tre år, blev jeg brændt.

Jeg kan huske det, tydeligt, men alligevel lidt som igennem et slør, som en drøm. Jeg sad i min gule pyjamas på en stol med benene oppe under mig. Min far havde lavet kamillete til mig. Han havde lige hældt kogene vand over brevet og havde vendt sig om for at stille gryden tilbage på konfuret.

Jeg kan ikke præcis huske om jeg ville lege, eller om jeg var klodset, eller bare doven; Men jeg huske at jeg forsøgte at nå koppen med mine hænder uden at røre mig fra stedet.

Jeg husker ikke, hvad der skete i det øjeblik. Jeg husker kun en brændende smerte over mit bryst. Et skrig og gråd, der undslipper min mund. Min far der griber mig, og mig der hulkende siger: "Jamen jeg spildte ikke det hele.".

Min far hev tøjet af mig og smed mig i badekarret og tænde for det kolde vand. Jeg græd og mit bryst gjorde ondt. Jeg husket, at jeg blev løftet op og pakket ind i et blødt håndklæde. Jeg husker, min mor kom ind med en lille krukke med noget gult væske i. Jeg husker jeg græd og ville ikke have, at de rørte mig, men min mor åbnede flasken og begyndte at smøre mig forsigtigt med væsken.

Jeg huskeder, det duftede smukt af forår og mine bedsteforældres have. - det var liljeolie som min mormor plejede at lave hvert år. Det var en olie, der i 45 dage har stået i solen med liljeblomster i. Det var en salvende olie, der kunne hele brændte sår.

Da jeg var blevet smurt godt ind i olien, tog mine forældre mig på skadestuen, hvor jeg blev tjekket. Lægerne var forundret, for der var kun en vabel, under min arm, at se. Det var en vabel mine forældre havde overset.

Det gør ondt, når man bliver brændt. Hvordan end man bliver brændt.

Jeg er blevet brændt, som barn, uden på brystet, nu som voksen mere end højest nødvendig indeni. Men det er så nemt at overse de vabler, der er indeni.

I dag er det ikke min mormor, der laver olien mere, for hun er væk. Olien bliver dog stadig lavet hvert år, og jeg har altid en lille krukke derhjemme.

Hvor jeg kommer fra findes der olier og salver for og imod alt. Jeg læser stadig i bøgerne i håb om at finde en salve, der kan lindre et bryst, der er brændt indeni. Måske en dag jeg finder det….

Den Røde Tråd

Min Hobbitten og hendes fætter kom forbi med indisk mad den anden dag. Det var Hobbittens sidste nat herhjemme, så vi skulle hygge.

Et madorgie, uden lige, senere, mens Hobbitten lå i sofaen og smsede løs, kiggede Fætteren i min DVD-samling.
Hans første spørgsmål til mig var om alle film i samlingen, var nogen jeg ville kunne sætte mig ned og se alene. Jeg nikkede ja. 

Blandt en masse tegnefilm som jeg jublende fortalte om, stødte han på "The Texas Chain Saw Massacre". 
Han kiggede på mig med store øjne og inden han nåede at sige mere, udbrød jeg, at det nok var den eneste film jeg ikke ville turde se alene, for det var en gyser, og plottet i den trods alt er plausibelt, men den var fed og en klassiker og derfor stod den bland de andre. 
Han grinede lidt videre af mig. Og da vi var færdige med at se mine film igennem, rystede han smilende til mig med ordene. "Der er bare ingen rød tråd i det whatsoever. Det er et helt fantastisk spænd du har".
Inden jeg nåede at sige mere, rettede han sig selv og fortsatte "Jo, faktisk er der en rød tråd. Men den går bare sådan her..." sagde han og tegnede en masse krusseduller i luften med sin højre pegefinder. Jeg kiggede på de usynlige krusseduller og viste ham videre over til min bogreol. 

Da Hobbitten og Fættteren var taget videre, sad jeg i mit køkken omringet af alle mine go-cards, der for tiden er redskabet for mit nyeste projekt. 
Jeg tændte en cigaret og forestillede mig igen den krussedulle Fætteren havde tegner i luften tidligere på aftenen.

Jeg indså, at han havde ret. Der var en rød tråd i alt hos mig, men den røde tråd var ingelunde lige, som hos så mange andre.

Min røde tråd strækker sig til alle fire verdens hjørne. Den fortsætter op i himlen og over på den anden side af månen. Tilbage til jorden og ned i det velduftende græs. Rundt omkring blomster, bygninger, mennesker, figurer. Igennem bøger, dansefødder, toner. Ned i havet, omkring fiskene, duftene, farverne, for så at ende i en fin og sirligt bundet sløjfe hele vejen rundt omkring mig.

Jeg smilede, indåndede røgen fra min cigaret, holdt den i lungerne et øjeblik og pustede røgen ud. Røgen lignede lidt de figurer, min røde tråd var blevet tegnet som tidligere. 
Idet indså jeg, at det kræver et menneske med en vilje af stål, hvis man skal følge min røde tråd.

Den Pæne Pige

Jeg iklæder mig min stramme sorte nederdel, der altid går under knæet, en skjorte med høj udskæring, og lynlås i ryggen. Jeg elsker den pacificering tøj med lukninger i ryggen symboliserer.

Øreringene matcher skjortens mørke bordeaux nuance.
Frakken er stor og tyk og gør mig anonym. Og alligevel ved jeg, at jeg ikke er til at overse i gadebilledet, for den karakter jeg vælger at virkeliggøre er ikke til at tage fejl af - med sort hår, hvid hud og røde læber - repræsenterer jeg indbegrebet af uskyld.

Den hvide alpehue med perlerne er som prikken over i'et sammen med de hvide hansker. Jeg er den pæne pige, der kigger på dig og smiler.

Jeg begiver mig udenfor, tænder for musikken og kan næsten ikke undertrykke et skævt smil ved de første toner, der gennemborer min hjerne i morgenstundens tidlige timer.

Det giver mig en umådelig tilfredshed at gå igennem den kolde morgen helt stram, med perfektionistens detaljerigdom malet i mit ansigt, og for tilfældige forbipasserende lignende en kold isdronning. Altimens en rå mandestemme, i al hemmelighed, fortæller mig, at jeg skal slikke den op fra slap.

Idet jeg stiger af toget ser jeg op på en mand. Vores øjne mødes og jeg smiler skævt til ham. Jeg er i legehumør, så jeg fastholder hans blik.
Han synker en enkel gang, smiler og går forhastet i toget som jeg selv forlader.

Jeg bider mig smilende i læben på min videre færden og kan ikke lade være med at more mig over det paradox jeg ikke kan lade være med at være.

Et år

Jeg vågnede i morges, lige før mit vækkeur ringede. Det var gråt, det var tirsdag og det var på denne dato, at jeg for et år siden for sidste gang vågnede ved Ts side. 

Efter otte år havde jeg sagt farvel. Jeg kyssede ham og hovedgaden en sidste gang og flyttede op på tredje sal,  - der på hjørnet af sidegaden til sidegaden til Enghavevej. 

Et år; Dagen er ligeså grå som den dag jeg stod med 47 sirligt pakkede kasser, fyldt med det, der var mig. 

Der var tomt omkring mig og lejligheden rungede under mine høje hæle. Der duftede af hvid maling, Ajax og af nyt.

Jeg var bange og jeg takkede guderne for, at Bedsteveninden og CIC var blevet hos mig. 

At mit tøj blev pakket ud som noget af det første og blev placeret i mit klædeskab efter årti og farve, gjorde mig mere tryg… Orden har altid været min sutteklud.

Siden den dag er dette sted ikke blevet mit hjem, men det gør såmænd heller ikke noget, for her på dette sted oplever jeg de fineste eventyr - eventyr kaldet "Mit Liv".

Jeg husker, at jeg sidste sommer skrev et sted "Jeg glæder mig til at se, hvordan mit liv ser ud, når mit hår er ligeså langt igen som inden jeg klippede det."

Det er pudsigt, mit liv ligner sig selv, men føles på ingen måde som for et år siden. 

Måske er jeg bare blevet en anden. Måske er jeg bare blevet voksen.

En dag, når jeg bliver voksen

En dag, når jeg bliver voksen, så vil jeg holde op med at føle. Jeg vil lukke ned og kun betragte. Mit hjerte og alt, der følger med vil jeg pakke i silkepapir, der dufter af sommer, lila og røde blomster og nyslået græs.

Jeg vil lægge det i en kiste af stål og sætte en ildsprudende drage til at vogte over det hele, når jeg har låst kisten med en nøgle. Nøglen vil jeg gemme og glemme.

En dag, når jeg bliver voksen, vil jeg stoppe med at løbe og snuble. Jeg vil holde op med at smile, give og falde. 

Der vil stå en stor mand i tung rustning foran mig og ingen vil kunne komme forbi ham og ind til mig igen.

En dag, når jeg bliver voksen, så får jeg det lært...

Den Nittende Dag

Den nittende dag vågnede jeg med en ro inde i mig. 

Jeg havde ikke drømt, og jeg var på sin vis tilfreds. 

Jeg tror jeg har tænkt det, der skulle tænkes igennem. Jeg smiler for mig selv, og kigger op mod solen. Ud mod horisonten og indånder duften af sommer - her duften af gran.

Den tyvende dag hvilede jeg mine øjne og nød lyden fra de brusende bølger. Jeg døsede hen under den hede sol, og der var ro over mig. 

Jeg tror, jeg endelig er så langt nede i gear, at jeg for alvor er kommet på ferie. 

Det tog så også knap tre uger...

Den Syttende Dag

Den syttende dag blev min blog læst, og en betænksom stemme spurgte om jeg var ok.

Selvfølgelig er jeg ok. Jeg er som oftes ok og faktisk mere end det. 

Melankolien fylder mig blot til tider, men det har den altid gjort, den har været min tro følgesvend - på godt og ondt. Jeg har altid været så forfærdelig tænksom - også dengang jeg var helt sorgløs og lille. 

De sidste mange dage har jeg bare haft freden til at sætte mine tanker og følelser i system. Melankolien følger med, når man ranssager sin sjæl.

Alle har melankolien i sig, jeg har blot valgt at krænge min ud til offentligheden. 

Den syttende dag skete der ikke så meget. Min mor og søster har gjort os selskab her på den syttende dag. 

Roen og stilheden er væk, jeg tror jeg kommer til at savne den.

Den Sekstende Dag

På den sekstende dag var jeg trådt ud af det kølige, og langt mere salte end normalt havvand. 

Jeg satte mig på kanten af mit nu lyseblå håndklæde med knæene trukket godt op, så jeg kunne hvile hagen på dem og lod dråber af havvandet dryppe ned af mig. Dråberne kildede, når de dovent gled ned af min ryg. 

Jeg snøftede et par gange, for saltvandet var trængt op i min næse da jeg dykkede. 

Jeg nyder at dykke, især med lukkede øjne. Vandet omfavner mig og jeg føler, jeg svæver. Jeg holder altid hovedet under vandet til jeg kan mærke, lungerne er ved at sprænges og jeg instinktivt søger mod overfladen. Der, under vandet forsvinder tankerne og lydende og der er fred. 

Jeg snøftede en enkel gang mere og tog fat i en tilfældig sten med min venstre hånd. Det er meditativt for mig at kaste småsten ud i vandet. Jeg skulle også til at kaste denne med en doven bevægelse, men tilfældigt så jeg stenens form. Den lignede et hjerte - et af dem man plejede at tegne på for-og bagsiden af sit klædehæfte rundt om navnet på den man skulle giftes med, når man blev stor, dengang man var lille.

Jeg grinede lidt for mig selv og tænkte, at det var ironisk. At jeg netop på denne ferie skulle falde over en sten, der havde form som de hjerter man engang tegnede på sit klædehæfte. 

Jeg legede med stenen videre, fordybet i mine egne tanker, da koldt vand ramte mig. Jeg fumlede og tabte stenen på jorden. Det var min far, der ville køle mig ned. 

Jeg kiggede op og sukkede utålmodigt. Han spurgte, hvad der var galt, og jeg sagde, at jeg havde fundet en sten formet som et hjerte, og nu fik han mig til at tabe den blandt alle de andre hvide sten. 

Så grinede han endnu højere og spurgte: "Du er da ikke forelsket? Hvad har du lavet af løjer, mens jeg var væk, frøken?"

Jeg kiggede på ham med et opgivende smil: "Nej far, det er jeg ikke, men tvært imod har jeg indset, at kærlighed er for børn og kun tåber forelsker sig. Og jeg tror, jeg er blevet meget voksen, måske endda lidt for mig, det sidste stykke tid. "

Han kiggede på mig uden ord, jeg kunne tydeligt se på hans ansigt, at han ikke vidste, hvad han skulle svare. Han kunne end ikke komme på noget sjovt og drillende. 

Så i stedet foreslog jeg, at vi skulle dele en øl og slog snakken over på hvor salt havet faktisk var idag. 

Den ellevte dag

"For altid." sagde jeg. 

"For altid." sagde han. "For altid er så forfærdelig lang tid." fortsatte han, men jeg var ligeglad. 

Men for altid blev knap så lang tid, tænkte jeg for mig, på denne ellevte dag, mens solen fik havet til at glimte som var det guld, eller rettere som små kystaller, og en dreng gentagende gange grinende løb forbi mig og sprøjtede små dråber vand på min overophedede krop, der på samme tid nød og blev irritabel af det. 

På denne ellevte dag faldt mine tanker på ham, blandt mange andre. 
Jeg tænkte på de øjne så blå som himlen, der så mange gange havde betragtet mig, mens jeg lå nøgen i min seng, min sofa, på gulvet. De suk, der undslap hans mund, når jeg smilede til ham og hans fingre, der rørte blidt ved mig, efter jeg havde givet mig selv til ham. Jeg tror, at han elskede mig.  

Jeg tror, at jeg elskede ham, og jeg tror, at jeg håbede, at altid ville vare lidt længere, end det gjorde. 

Jeg lukkede øjene på denne dag, der ligeså godt kunne have været dagen forinden og rejste mig fra mit blå håndklæde. Jeg rettede på min stribede bikini og begav mig mod broen. Jeg hoppede i på hovedet - et perfekt spring tænkte jeg for mig selv, mens jeg fortsat holdt mig under vandet og lod trykket omfavne mig, mens jeg svømmede væk fra menneskemængden omkring mig. 

Fra en Gemme

Lidt før midnat, lige inden mit sidste punktum var sat, stødte jeg på et lille kvadratisk stykke papir i en gemme. 

Jeg tog det op og studerede det nøje. 

Med det, der lignede en hastig skrift, var det skriblet ned. Det var som om skriveren havde været i bevægelse. 

Jeg smilede for mig selv. 

Der er så mange af disse små noter i mit liv. Små beskrivelser og små udpluk, der tager mig en tur tilbage til fortiden, til det, der engang var, og som har indprentet sig inde i mig, på samme måde som blækket har indprentet sig på det lille kvadratiske stykke papir...

"Da jeg sad i bussen på vej hjem og tidlig rim havde lagt sig over hele byen, for det var jo stadig koldt, indså jeg, hvorfor mit blik altid fulgte ham, hvorfor mit blik søgte hans øjne natten lang.

Hans øjne var de samme som Cedrics. Cedric, min franske romance. Min engel og min kærlighed fra for så mange år siden.

Cedric; Det første menneske, der formåede at fortælle mig, at end ikke himlen vil kunne sætte grænserne for mig... Min engel. 

Jeg søgte hans øjne i det skjulte, hver evig eneste nat, for hans øjne mindede mig om min engels øjne. 

Der findes så mange blå øjne i den hvide verden, men til nu - og nu er efterhånden 10 år siden, har jeg kun set ét par - hans, der var ligeså blå som Cedrics."

28

Nogle gange fanger jeg mig selv i at indse, at jeg i år bliver 28 år gammel.

28 år... Det giver mig sådan en pudsig følelse indeni, når jeg indser det faktum. 28 år. 

Nej, jeg er ikke bange for at blive 28. Tvært imod har jeg det fint med tallet. Jeg synes, der er noget rundt og lige ved det, og lige; Det tiltaler mig.

Jeg har ikke noget imod at blive 28, men jeg kan ikke lade være med at have en sær følelse af, at jeg har glemt noget, misset et eller andet.

Måske er det fordi jeg har en forestilling om, hvordan man er, når man er ved at være 28 og måske er det fordi jeg på ingen måde opfylder disse krav og forestillinger med det liv jeg fører. 

Jeg synes mit liv er skønt og jeg nyder det i fulde drag, men det føles mere som om jeg i år bliver 23 frem får 28.

En 28-årig har skulderlangt askeblondt hår sat op i en løs knold, når det ikke indrammer ansigtet med solbrillerne let.

En 28 årig har en spids hage, går i stramme jeans og har lange ben... Jeg har hverken askeblondt hår, spids hage eller lange ben.

Sindet er en sær snegl.

Der var den Ene Gang, Hvor Jeg Fortalte om en Anden Gang

Der var den ene gang, hvor jeg sad på det stadigt fugtige græs og kiggede på solen, der langsomt gled ned bag Københavns mangefarvede huse. Hvor jeg sad så skræmmende tæt på og håbede på et andet udfald end det, der var blevet præsenteret for mig. 

Der var den ene gang, faktisk den samme gang,  hvor jeg sad og fortalte om en anden gang. Om en anden mand og en sorg og et sår, der er helet for så lang tid siden. 

Der var den ene gang, hvor jeg fortalte om en anden gang, hvor jeg fangede mig selv i at grine og grinagtigøre den anden gang, for den anden gang var sket for så længe siden, at jeg næsten troede, at det var sket i et andet liv, eller for et andet menneske. 

Måske skete netop det, der skete den anden gang for et andet menneske. 

Jeg er jo ikke det menneske mere. 

Jeg er vokset og styrket og omend jeg til tider kan være bange, så tænker jeg sjældent både på den ene gang og den anden gang. 

Der er jo kommet og forsvundet så mangt og megen siden den anden gang. 

Noget om rejser, London og tristesse

I aften tager jeg til London, for første gang siden min første gang.

Sidst jeg var i London var jeg dødsyg; Bedsteveninden var med og siden har hun beskrevet den tur med et rystende billede. 
Hun plejer at sige, at jeg på den tur var som døende mennesker bliver, lige inden de dør - fuld af energi, overstadighed, lyst og livsglæde. 
Efter et halvt år som levende død, lyste jeg overstadigt op i de fem dage jeg var var væk fra maskinen, der troligt holdt mig bundet til jorden, og fratog mig muligheden for at stråle, som jeg ellers plejede at gør.


Måske er der noget signende ved netop den beskrivelse som Bedsteveninden gav af mig, ved netop det billede - en del af mig døde kort tid efter den tur. 
Noget ændrede sig i mig efter den sidste transplantation - jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved mig selv og mit liv. Til da havde jeg stillet mig tilfreds med det jeg havde.

Siden da er der sket så meget mere. Det der skulle til var vel egentligt, at jeg skulle blive blind - kortvarrigt. Og efter det kunne jeg se igen. Klarere end nogen sinde før...

Jeg tog et lille skridt og da jeg vendte mig om for at se, var jeg endt i Sydhavn i mit hvide og hysterisk rene hjem, som jeg altid havde ønsket mig - alene.

Det er lang tid siden jeg har været alene, faktisk har jeg aldrig været alene - før T så var min familie der, nu er der blot mig.

Som lille hadede jeg altid at rejse, af den simple grund, at jeg på et tidspunkt skulle hjem igen. Jeg hadede at komme hjem, for hjemme ventede en knugende følelse af tristesse.
Det holdt op den dag T og jeg flyttede sammen. Fra den dag nød jeg mine ture og jeg glædede mig til at komme hjem, for der ville han, T, altid vente på mig.
At komme hjem var lige med en følelse af ro og trætte lemmer. Af tryghed og en varm krop at putte sig ind til, når kufferterne var pakket ud og alt var sat på plads.

I aften tager jeg til London for første gang siden min første gang.

Jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at indsnuse min by, at se på menneskerne, der fortravlet går omkring, at gå i de gamle skridt - bare for en stund og for sjov. 
Men jeg gruer også, for det er første gang jeg skal hjem igen, hvor der ikke er en varm krop at putte sig ind til, det er første gang jeg skal åbne døren til en hel tom lejlighed, der blot er et sted jeg bor.

Jeg gruer for tristessen og for den knugende følelse i mit indre, for jeg er for første gang helt alene og kun mig selv.

Jeg er ved at være en stor pige... Det er egentlig en pudsig følelse.