23.11.12

Chärming

Jeg smiler stadig lidt for mig selv, når jeg tænker tilbage på hvordan han lurede mig i sin favn.

Den sidste aften havde jeg sikret mig mod min smertende ankel med en halv håndfuld smertestillende piller hver 4de-6te time. Og valgte min yndlingsnederdel med knapperne som aftenens heldige vinder, der skulle luftes.
Den sidste aften skulle på ingen måde gå til spilde.
Efter min lille afsløring. Efter fleres timers dans og efter, at jeg havde opgivet at ligne et anstændigt menneske, fordi sveden drev af mig, satte jeg mig på kanten af et bord, for at hvile mine fødder og sludre med danskerne, som jeg næsten ikke havde set hele natten.

Der sad jeg så og var i min egen verden, høj på adrenalin og eventyr og nød musikken, der spillede i baggrunden.
Jeg kiggede i en ubestemt retning, da han stillede sig foran mig og afbrød min tankestrøm. Han gav mig elevatorblikket og jeg fulgte hans blik, ned fra mit ansigt til mine bryster og videre til min nederdel, der afslørede min strømpekant og hægten fra hofteholderen. Hans blik stoppede et øjeblik der ved mit lår, før han smilende kiggede mig i øjnene. "Wanna dance?" Spurgte han og gestikulerede det samme spørgsmål med hænderne. Jeg var egentlig træt, men sagde ja, for tidligere på dagen var jeg havnet i hans klasse og faldet for hans nonchalante dansestil.
En, to, tre danse senere spurgte han om jeg sang. Grinende svarede jeg nej og spurgte hvorfor. "Cause you would fit perfectly on to of a piano." sagde han. Jeg grinede.  Om jeg så røg, spurgte han. Ja, der kunne jeg være ham behjælpelig. Så vi begav os ud på dækket og snakkede mens vi røg. Det begyndte at regne og vores veje skiltes med et løfte om, at vi ville mødes i bluesrummet for at prøve kræfter af med et par danse der. Det kunne jeg på ingen måde sige nej til, efter at have fundet ud af, at han var en af verdens bedste bluesdansere.

Hen mod de små timer stod han der igen. Lige foran mig og forstyrrede mit udsyn til et par, der dansede. Han hev mig op uden at spørge om jeg ville danse. Jeg fulgte med og rettede min nederdel til. Han kiggede ned og smilede. Jeg vidste, hvad han tænkte, men strømpekanten var gemt væk denne gang.
Han førte mig rundt i det underbelyste rum og jeg fulgte troligt med. Hans hoved var tæt på mit øre og jeg kunne mærke hans åndedræt. Sammen med min krops bevægelser overtog han også mit åndedræt og nu var jeg fuldkommen i hans magt.
Jeg gav mig hen til ham og mærkede hans muskler under den alt for blomstrede skjorte, som jeg flere gange op til det beskrevne øjeblik havde fnist af, uden hans vidende.
Han trak mig helt ind til sig og holdt hårdt fast om mig, jeg kunne mærke mine ribben give sig lidt under hans greb, så jeg borede mine negle i hans ryg lige inden han dippede mig så dybt, at jeg næsten lå fladt på gulvet med hans ansigt meget tæt på mit. Jeg kiggede på ham uden at smile. Han kunne se, jeg kunne lide det.
Jeg ved ikke, hvor længe vi blev ved. Men for hver sang blev min vejrtrækningen tungere, og hans ligeså.

Jeg blev vækket af min trace, ved at en stemme råbte, at dette var sidste sang, og at vi kunne fortsætte, hvor vi slap, næste år.
Jeg kiggede op på ham og smilede. Vi gik ud på dækket og satte os tæt på hinanden. Måske lidt for tæt, men det gjorde mig ikke noget. Han tændte min cigaret først og derefter sin.
Jeg sugede røgen dybt ned i mine lunger og nød den berusende følelse. Jeg kiggede ud på parlamentet på den anden side af Donaufloden og bed mig selv i tungen, inden det braste ud af mig, at denne cigaret var ligeså tiltrængt efter dansene med ham, som efter en omgang sex.

Vi røg i stilhed mens morgenstunden var ved at gry omkring os. Jeg smed mit skod i Donaufloden og mærkede hans hånd tage fat i min. Han vendte mig mod sig, tog fat i min nakke og ligesom med dansene tidligere tog han sig friheden, slap min hånd, skilte mine læber let fra hinanden med tommelfingeren og kyssede mig dybt.

Han tog fat og placerede mig på sit skød. Donaufloden var i oprør af regnen, der silede omkring os, han og jeg var optagede af hinanden og vores læber, der mødtes, vor hænder, der ikke kunne holde sig i ro. Han sukkede dybt og holdt om mig igen hårdt, så mine ribben gav sig under hans greb.
Jeg mistede pusten og lagde mit hoved på hans skulder.

Han kyssede mig en enkel gang på halsen og indsnusede mig, mens natten blev til dag.

Ingen kommentarer: