Lidt om Mænd, Tandbørster og Græskarsupper

Til tider undres jeg over hvordan det lige er, at mænd fungerer. Hvad er det, der foregår i deres hoveder og hvilken slags logik det lige er, de benytter. 

***

Jeg havde det her…forhold er nok lidt for meget at kalde det, men ikke desto mindre, så er forhold nok den eneste betegnelse, der kan bruges.

Manden jeg havde forholdet til var denne pæne mand fra den rigtige side af København. Han gjorde de rigtige ting, plejede sit rygte, sin krop og sin økonomi. Han var så korrekt, og jeg kunne ikke lade være med at grine, når han så alligevel kaldte sig selv "familiens sorte får." - For hvis han var familiens sorte får, så ville jeg nødig møde resten af familien. 

Men ikke desto mindre, vi havde dette forhold. Det strakte sig fra foråret, hen over sommeren og ind i efteråret. 

Jeg forholdt mig yderst neutral i forhold til ham, og besluttede mig at spejle - altså at give lige præcis så meget tilbage som jeg modtog, den anden vej. 

Så jeg spejlede og vores…forhold udviklede sig… faktisk overhoved ikke. Flere gange talte jeg med Bedsteveninderne om, at jeg nok skulle gøre det forbi med ham, for han var da røvkedelig og allerede efter fjerde date, vidste jeg næsten på minuttet, hvad der ville ske. 

Men samtidig blev jeg draget af ham, på en sær måde. Jeg tror jeg ikke ville gøre det forbi, fordi jeg ville se om næsten gang også ville være en kopi af forrige gang. 

Det var den.

Sommeren gik, jeg fulgte med og troligt tog jeg cyklen ud til den kunstige ø, for at besøge ham. Jeg tog elevatoren op på tredje sal, trådte ind i hans lejlighed, fik et kys, fik stukket et glas vin i hånden og så på ham lave maden færdig. 

Så satte vi os ved bordet. Når vi havde spist op, gik vi ud på altanen og røg til vinflasken var tom. I mellemtiden fik jeg et kys eller tre. 

Ved det tredje kys trak han mig oftest op af stolen, førte mig ind i det altid mørke soveværelse, (en gang tjekkede jeg rent faktisk, om der var pærer i hans lampe. Det var der.) lagde mig på sengen, trak mine trusser af og gik ned på mig. Så tog han sit tøj af, lagde sig oven på mig og gik ellers igang. 

Første gang var egentlig meget rar… Efterhånden begyndte jeg at digte historier i mit hoved, de blev kun afbrudt af strategisk placerede støn og hvin, så han vidste, at jeg stadig var til stede. En anden gang var jeg overbevist om, at jeg fik øjnekontakt med naboen i bygningen overfor. 

Når han var færdig, lagde han sig tæt ind til mig og faldt i søvn. Jeg digtede selv videre til jeg døsede hen.  

Når morgenen var ved at gry, vågnede  han som oftest før uret ringede og begyndte at kysse mig i nakken…. Kl. 7 stod han op og bryggede kaffe til mig. 

Kl. 8 fik han lov til at kramme mig farvel, for jeg havde ingen interesse i at få ødelagt min nyanlagte læbestift med et kys. 

Se… jeg kan godt være tålmodig. Og give mennesker chance.

Det var ved at blive efterår og vi kunne ikke sidde på altanen mere. Endnu engang gentog vi rutinen frem til det tredje kys, og dér, ved det tredje kys ødelagde han det hele… 

Vi gik ind i soveværelset, men i stedet for at gå ned på mig, gik han ud på toilettet. Jeg ventede og begyndte at tage mit tøj af… jeg kunne jo  rutinen udenad efterhånden. Midt i at jeg var ved at folde min venstre strømpe sammen, trådte han ud af badeværelset med det bredeste smil jeg længe havde set. Han havde noget i hånden, "Det her er til dig." … en lyserød tandbørste…  Jeg smilede og gjorde mit ypperste for at virke glad. "Nææææææh…tak" sagde jeg måske lidt for skingert. 

 Lidt panisk blev jeg, men bestemte mig for at se, hvad denne nye drejning ville gøre ved vores…forhold.

På vejen hjem bestemte jeg mig for ikke at droppe ham foreløbigt, men i stedet vise mig fra min sødere side og invitere ham med til min fødselsdagsfest. Noget for noget, tænkte jeg. 

Han kunne ikke komme med til min fødselsdag - noget med familiebesøg. Men i stedet ville han gerne spise græskarsuppe med mig.

Jeg tog det ikke så tungt. 

Dagen hvor vi skulle spise græskarsuppe nærmede sig og jeg forberedte mig på, hvordan jeg denne gang skulle virke overbevisende. Men det viste sig at være unødvendigt.

I stedet for at spise græskarsuppe sammen, udskyd han vores aftale til ugen efter, fordi han var blevet syg. Jeg ønskede ham god bedring, gav ham et par husmodertips med på vejen og indskød, at han bare skulle sige til, hvis jeg kunne gøre noget. 

Og så hørte jeg ikke mere fra ham. Altså...overhoved ikke. Han kunne ligeså godt være blevet slugt af et hul i jorden.

Idag er det en måned siden. Og jeg er begyndt at overveje, om det græskar mon skal bruges på anden vis.

***

You see my point? 

Det er netop sådan noget, der gør at jeg bliver dybt mystificeret over mænd. Hvor er det lige, at sikringen går?

Er der rent faktisk mulighed for, at sådan en slags kortslutning sker i dem, hvor de tænker "U-uh, nu gør hun jo noget, så må jeg hellere enten løbe skrigende bort, eller lægge mig i fosterstilling, og hvis jeg ligger hernede længe nok, så er jeg måske heldig, at hun går sin vej og ikke opdager mig."?

Med mindre han selvfølgelig er død, (og det kan jo ske. Jeg har ladet mig fortælle af sådan en omgang manflu kan være dødelig) så er der ikke nogen undskyldning for sådan en opførsel….

Eller er jeg helt gal på den?

Den Lille Café, et Sted Midt i Mellem, Der Serverer Drikkevarer og Snacks til Fornuftige Priser

For snart fem år siden fik jeg en ny nyre. 
Efter en lang, lang, lang…lang periode med sygdom, træthed, dialyse og mistet livsgejst blev jeg rask, og jeg kunne ikke få nok af livet. Det var som at blive født på ny. 

For snart fire år siden svigtede den selvsamme nyre og to uger senere blev jeg blind. Dagen derpå mistede jeg modet. Mistede lysten til livet, og jeg er ikke bange for at indrømme, at de to eneste ting, der holdt mig fra at hoppe ud fra 13ende etage på Riget var; 1. at jeg lider utrolig meget af højdeskræk (og tænk nu, hvis jeg ikke døde, men bare blev handikappet. 2. min nysgerrighed, kontrol-gen, samt det faktum, at jeg vidste, at ingen ville kunne arrangere min begravelse præcis som jeg ønskede det. 

Fem uger efter, at jeg var blivet blind lod de mig gå, for nu kunne jeg se en smule bedre og de kunne ikke gøre mere for mig. Jeg husker sne, gråt… gråt… og mere gråt.

Jeg begyndte til psykolog. Han var fantastisk og han hjalp mig igennem hårde tider og mange valgt. 

Et halvt år efter, at jeg var blevet blind, begyndt at se igen, havde konstateret, at min nyre ikke var til at rede mere, tabt mit liv og samlet det nogen lunde op igen, sad jeg i hans sofa og fortalte ham: "Jeg tror, jeg for første gang i meget, meget lang tid ikke føler mig som et åbent sår mere.".

Så jeg fortsatte hos ham. Nogen gange er jeg overbevist om, at han sørgede for fornyelsen af henvisninger, samt de der 15-20 min ekstra i stolen (uden betaling), fordi han nærmest fandt mit liv lettere underholdende - lidt på den der sæbeoperafacon. 

En dag kunne jeg mærke, at jeg ikke havde brug for ham mere. 

Så i stedet begyndte jeg at danse; og jeg dansede og dansede og dansede… Og jeg følte jeg næsten kunne flyve. Til den der dag…den der dag, hvor sommerfuglene forsvandt og jeg faldt og det gjorde så ondt at falde og slå sig, at jeg var nødt til at lime og efterfølgende lukke den lille fine æske, der gør at man kan føle, og som faktisk er grundstenen i min person. Og jeg satte en drage for at beskytte den fine æske, og jeg lod dragen sluge nøglen, så ingen nogen sinde kunne få fat i nøglen igen. Og så gik der et år, hvor jeg ikke husker meget andet, end endeløse nætter, og mørket og tågen og dage der forsvinder. I mellemtiden fik jeg vist også købt en lejlighed. Den er pæn og der er guldtapet i soveværelset og blomster på mine greb i køkkenet.

Idag sidder jeg på KUA og på mandag bliver jeg 29. 

***

Hvorfor jeg skriver alt det her, spørger du dig selv?

Fordi jeg idag kom til at trykke på et link på Facebook og jeg kom til at græde. Fordi jeg idag har indset, at jeg vist for første gang i mange år virkelig er helet - Både min krop og min sjæl er helet. 

Det var et simpelt billede, der fik mig til at indse, at jeg faktisk har fundet min lille café, et sted midt i mellem, der serverer drikkevarer og snacks til fornuftige priser.

Jeg er stadig taknemlig og kan stadig bliver høj, over at have fundet mig selv. Og det skal ikke være løgn, jeg lærer stadig, og skal fortsat øve mig i at være mig selv, men jeg skammer mig ikke over, at indrømme, at jeg er et følsom væsen. At min sjæl er blevet skrammet og nok er lidt slidt.

Jeg flyver ikke, men jeg har fundet min lille café, der midt i mellem, og det er jeg inderligt taknemlig for…

Den er et besøg værd, og måske kan den gøre dig opmærksom på, hvorfor en i din omgangskreds ikke er til at genkende mere. 

Familien Rosenbergs Au Pair

Hun stod der bare og kiggede på zonetabellen på Metrostation. Hun så mig ikke, men jeg kunne genkende hende.
Hun havde været au pair hos familien Rosenberg i et par år, da hendes nyrer havde svigtet. Og hun havde ligget ved siden af mig, dengang mit liv var dækket af mørke.
Instinktivt trak jeg mig væk fra hende som fra noget afskyeligt. Jeg fik kvalme, blev svimmel og skulle bare væk.
Måske var det end ikke hende. Måske var det bare en, der lignede, men ikke destomindre fik synet af hende min mave til at trække sig sammen i angst og minderne til at vende tilbage.

Hun sagde aldrig særlig meget og de dage jeg græd mig selv i søvne sukkede hun og rørte forsigtigt på sig i sin seng på den anden side af det tynde, hvide gardinstof, der markerede vores privatsfære.

Jeg husker ikke meget af den tid, og omend jeg har skrevet en del dengang så opsøger jeg det aldrig. Tanken om den tid får det til at vendes i min mave, ligesom synet af hende gør det lige nu.

Jeg ser på hende. Hun bevæger sig væk fra zonetabellen og hen mod døren. Hun venter på at døren åbner sig og træder ind i toget, der hurtigt kører mod Vestamager.

Jeg står tilbage og overvældes af billeder af mørke og gråhed, af smerte, af angst, af håbløshed.
De piller min selvdisciplin fra mig og jeg kan næsten ikke styre det.

Jeg husker den dag alt kollapsede for mig, hvor jeg skrev til "Sølvtornen" som den første af alle, at min nyre ikke ville mere.
Den dag jeg sad i stolen i det mørke værelse og fire læger kiggede på mig og fortalte mig, at de ikke kunne hjælpe mig, for de vidste ikke, hvorfor jeg var blevet blind.
Den dag, hvor jeg lå på tværs i min smalle hospitalsseng og græd og græd og græd i håb om at den hinde, der havde sat sig på mine øjne ville forsvinde.
Og den selvsamme dag, hvor jeg slukkede telefonen så hverken T eller mine forældre kunne få fat i mig, fordi jeg ønskede at straffe dem. Fordi jeg ønskede, at de kunne føle min smerte. Fordi jeg var et ondt menneske. Fordi beg var et svagt menneske, og ikke mere kunne rumme min egen håbløshed.

Jeg overvældes og jeg skal bruge al min selvdisciplin for ikke at bryde ud i gråd der midt på Nørreport Metrostation.

Det er snart tre år siden, og alligevel kan synet af den pige, der roligt sukkede på den anden side af det tynde stof, der delte os, får mig så meget ud af fatning, at det føles som om jorden under mig åbnes.
Jeg står og holder fast i det selvsamme skilt som hun havde studeret et par minutter før. Jeg bliver nødt til at holde fast, for jeg er bange for at falde.
Jeg er tilbage i mit værste mareridt. Jeg opsluges og billederne skifter nu så hurtigt, at jeg ikke kan styre dem mere. Jeg kigger ned i jorden og fokuserer på det grå gulv.
Da jeg kigger op ved et tilfælde kan jeg se M i mængden, komme imod mig. Jeg er stadig ud af fatning, men jeg trækker vejret dybt, tager et skridt væk fra zonetabellen, pakker min telefon væk og smiler hende velkommen. Jeg smiler og lader som om intet er hændt.

Det er snart tre år side ...og stadig idag er jeg ved at græde, når jeg tænker på, eller taler om de 7 uger af mit liv. Og det kræver al min styrke at bevare roen i min stemme intakt.

Den Trettende Dag

På den trettende dag faldt jeg i søvn i skyggen. 

Jeg drømte vildt og voldsomt.. Drømte om dem alle. 

I min drøm lå jeg på stranden og jeg drømte, at jeg sov på stranden. Jeg lå på maven på mit blå håndklæde og de var alle omkring mig. Fra den første til den sidste. 

Listen er næsten for lang, til at jeg magter at remse dem alle op ved navn. 

Der var den ene, og egentlig er det lidt pudsigt, at han var så tæt på, men han var der. Han lå et armudtræk væk fra mig - også på maven og rakte sin venstre hånd ud mod mig. Han smilede til mig, og jeg tror, jeg så taknemmelighed i hans blå øjne, der blev delvist dækket af hans altid pluskede hår. 

Jeg vendte mig om og så mod havet. Jeg så den blåøjede komme ned ad en trappe. Han lagde sig oven på mig og bad om min tilgivelse. Han var stor og tung og jeg mærkede hans skæg kradse mod mine skulderblade, da han kyssede lige under nakken, jeg undrede mig, for han havde jo ikke skæg. Jeg var lige ved at røre hans tommelfinger med min pegefinger, men selv i drømmen standsede jeg mig selv, for selv i drømmen vidste jeg, at det ikke skulle være os to igen. Aldrig nogen sinde igen. 

Det krævede al min styrke at holde igen, så jeg kiggede ud mod horisonten og så solen glide ned over himlen og skabe farver, jeg aldrig havde set før. 

Den uigennemtrængelige så jeg siddende på en stol i sit jakkesæt. Han betragtede mig med isnende blå øjne. Jeg undrede mig over, hvad han lavede der, måske savnede jeg også ham, uden at vide det, siden han fik lov til at trænge igennem alle de forsvarsværker jeg efterhånden har bygget op omkring mig. 

Drømmeren gik også fordi, som i en drøm, langt væk fra mig og jeg ved end ikke om han så mig. Jeg drømte sammen med ham for så lang tid siden efterhånden, at det næsten er blevet til en drøm. 

Den sidste af dem; Ham, der hver dag og nat, siden jeg begav mig på mit færd har hjemsøgt mig i mine drømme og mine tanker, cyklede leende lige ved siden af mig - i cirkler.

Jeg forsøgte at skubbe ham, der søgte min tilgivelse, væk fra mig og det krævede samme styrke at fjerne ham, som det krævede ikke at røre hans tommelfinger tidligere. 

Jeg rejste mig og spejdede efter ham den cyklende, ham den leende, ham den hjemsøgende. Men inden jeg nåede at få øje på ham, vågnede jeg. 

Himlen var safirblå på denne trettende dag. Solen stod højt og skinnede skarpt. Jeg missede med øjnene og tog min stråhat på, mens jeg forsøgte at komme mig. 

På denne trettende dag gik mine tanker i selvsving. 

Min bedste veninde skal giftes. Den anden bor med sin kæreste. Den tredje er gravid med sit andet barn. Den fjerde var forelsket, sidst jeg så hendes øjne.

Jeg smed det hele væk. Jeg var ikke lykkelig, og derfor smed jeg det hele væk. 

Men på denne trettende dag kan jeg ikke ryste denne nagende følelse af, at jeg aldrig kommer til at blive elsket på samme måde igen…

Kujon

Jeg ringede til Roomie igår, og efter halvanden times snakken frem og tilbage, analyser og dekonstruktion af situationer, hørte jeg mig selv sige det: ”Jeg er fandeme bange.”.

Jeg sagde det højt, måske lidt for højt, gentog og så smagte jeg på det. Smagte på ordet ”bange”. Jeg er ikke bange.

Så sagde jeg det endnu en gang og kunne næsten ikke tro det. Idet gik det op for mig, at jeg faktisk er rædselsslagen. Jeg er rædselsslagen for at blive såret igen, afvist, efterladt…  Rædselsslagen for at lade et menneske træde ind  i mit indre, blot for at efterlade dybe fodspor, et sted hvor fodspor ikke burde være.
Derfor holder jeg mig pænt distanceret følelsesmæssigt, eller rettere; Jeg kæmper imod min mave, imod lysten og ønsket om at give slip. Imod min sande natur.

For jeg er bange...

Jeg er stadig mit flirtende, charmerende og elskelige jeg. Jeg sværmer om menneskerne, der omringer mig, især mænd - for det er jo dem jeg elsker. Jeg smiler til dem og giver dem det der blik, så de føler sig som den eneste ene i mine øjne, og så sikrer jeg mig, at der altid er et par andre i baghånden, bare i tilfældet af, at jeg skulle blive skuffet af den mine øjne hviler på lige nu.

Det er jo trods alt nemmest at udfylde de efterladte fodspor med et andet par fødder.

Jeg har ikke altid været sådan. Jeg er et menneske, der hopper i den rasende flod og venter spændt på, hvor strømmen vil føre mig. Jeg kaster mig i eventyr. Jeg elsker, begærer, forløser og lader mig forløse.

Jeg har ikke altid været bange. Faktisk har jeg aldrig været bange, og mindst af alt for at blive såret. Mindst af alt for at give slip, mindst af alt for mennesker.

I dag er jeg bange. Jeg er bange for det jeg mest af alt elsker: Menneskeøjne og smil. Kærtegn og duft.

Jeg er bange for at åbne mit inderste op, for jeg vil ikke såres mere.

Jeg, en kujon.

Jeg, en kujon blev spurgt en formiddag, mens jeg lå nøgen i min sorte sofa, om jeg brugte. Brugte hvad. "Nej" var min umiddelbare tanker. For jeg bruger ikke mennesker. Jeg nyder mennesker, jeg elsker mennesker… Men hvor sikker kan jeg egentlig være. Måske bruger jeg dem alle. Bruger dem for at sikre mig, at jeg aldrig bliver såret igen.

Jeg, et bløddyr, der ikke tør stikke følehornene uden for sit lille hus mere.

Jeg, en kujon, der blev såret, og vist ikke er kommet videre.

Jeg, et menneske. En kvinde, en drømmer, der drømmer om det hele, men ikke tør leve drømmen ud mere.   

Lola in the Zombieland

Imellem sammenbrud over Prednisolonkinder, tanker om burka som eneste mulige beklædningsgenstand de næste 5 måneder, et grineflip midt på afdelingens gang så stor, at jeg var nødt til at sætte mig på hug, over erkendelsen af, at jeg nu hermed er sindssyg og har fået mit meltdown, fik jeg igår set "Zombieland".

Normalt er jeg ikke så meget til zombiefilm. Jo jeg elsker dem, men jeg tør ikke se dem. Jeg bliver simpelthen for bange. Jeg ved godt, at det er åndssvagt, men jeg ser faktisk zombier lidt som en plausibel trussel - (især med de nyere generationer af zombiefilm, hvor det som regel er en virus, der er skyld i "sygdommen").

Da jeg så "Dawn of the Dead" i 2004, skulle jeg dagen efter med bil til Kroatien med mine forældre. Vi overnattede på en B&B, et eller andet sted i Slovenien. Hele natten vågnede jeg, og troede, at den lille nabopige med blod ud af munden og ned ad natkjolen, fra filmen, stod ved fodenden og gabte af mig.

Det resulterede i, at jeg smed min far ud af dobbeltsengen og krøb op til min mor.

REC blev jeg også overtalt til at se, og jeg fortryder det stadig den dag idag. Hen mod slutningen af filmen, fangede jeg mig selv i at sidde og pulsere løs uden hænder, for dem brugte jeg til at holde mig selv for ørerne med. Og ende hele seancen med at hoppe og skrige så højt, at resten af selskabet blev bange.

Jeg har mareridt flere dage i træk efter sådan en film, og overvejer inden jeg falder i søvn, hvad der ville være nemmest og smartest; At barikere sig. At flygte, men hvor? At ende lidelsen selv, eller bare at overgive sig. Som regel ender jeg med ikke at kunne overskue at skulle tage stilling til det.

Og så er der alle de andre tanker, der flyver igennem hovedet; hvor-længe-bliver-de-ved?-På-et-tidspunkt-må-de-vel-dø.-Men-de-er-vel-døde-i-forvejen,-men-ikke,-hivs-det-er-en-virus,-der-gør-mennesker-aggressive-og-upålidelige-og-spiser-andre-mennesker.-For-hvis-man-skyder-dem-i-hovedet,-så-dør-det,-altså-må-de-også-dø-af-noget-der ligner-sult-på-et-tidspunkt???

Og så er der tanken om smerten, mens man bliver spist levende, hvilket fører mig til den næste tanke; hvis der er mange zombier, der spiser af en på een gang, så kan man da umuligt selv forvandles til en zombie, eftersom der skal være en vis mængde kadaver tilbage, for at man kan kunne holde sig oprejst.

Oftest falder jeg lettere udmattet i søvn, og drømmer, at min dør ikke er stærk nok, at de står udenfor på trappen, og er lige ved at slå den ned m.m.

Derfor blev jeg glædeligt overrasket, da jeg så traileren for Zombieland - endelig en zombiefilm, lige efter mit hoved - en zombiefilm, stort set uden zombier.

Igår smed vi den på og satte os i sengen med høretelefoner i ørene.

Aldrig har jeg grinet så meget. Jeg ved ikke om det er Prednisolonen, der sammen med filmen fik mig til at grine, men flere sygeplejersker var inde og tjekke, om jeg var ok, og om jeg grinede eller græd.

Zombieland er ikke en film, der har den vildeste plot, men den er humoristisk og fyldt med overraskelser. Den er superfedt skudt og så er Woody Harrelson MOFO-sej!

Selvom jeg er mest til Klåge-Åger og nørder, så kan jeg simpelthen ikke stå for en stor mand, med en endnu større gun i hånden, der bare hopper rundt og skyder vildt omkring sig.(Jeg bliver næsten opstemt af det).

Karaktererne er lettere overfladiske og relativ flade, men der er alligevel flere dybder i dem. Igen er det især Harrelsons karakter; Tallahassee, der svinger meget og giver hele filmen dybde. Harrelson er nærmest født til denne rolle og hans one-liners er lige på.

Dialogerne er fede og humorfyldte. Og man kan mildest talt sige, at Zombieland bryder alle normer og regler, der nogensinde er sat op for zombiefilm.

Man bliver smidt ned i "Zombieland" fra himlen og møder den ene af de 4 hovedpersoner - Columbus, der fortæller om grundreglerne for overlevelse i Zombieland. På sin flugt møder han Tallahassee og der begynder filmen for alvor.

Gys er der ikke så meget af, men blod, splat og humor mangler absolut ikke.

Sjovhedsgaranti loves, og jeg giver den 6 ud af 6 dukker!

Og husk, hvis det nogen sinde ender så grelt - Cardio!: "The first rule of Zombieland: Cardio. When the zombie outbreak first hit, the first to go, for obvious reasons... were the fatties."