Den Pæne Pige

Jeg iklæder mig min stramme sorte nederdel, der altid går under knæet, en skjorte med høj udskæring, og lynlås i ryggen. Jeg elsker den pacificering tøj med lukninger i ryggen symboliserer.

Øreringene matcher skjortens mørke bordeaux nuance.
Frakken er stor og tyk og gør mig anonym. Og alligevel ved jeg, at jeg ikke er til at overse i gadebilledet, for den karakter jeg vælger at virkeliggøre er ikke til at tage fejl af - med sort hår, hvid hud og røde læber - repræsenterer jeg indbegrebet af uskyld.

Den hvide alpehue med perlerne er som prikken over i'et sammen med de hvide hansker. Jeg er den pæne pige, der kigger på dig og smiler.

Jeg begiver mig udenfor, tænder for musikken og kan næsten ikke undertrykke et skævt smil ved de første toner, der gennemborer min hjerne i morgenstundens tidlige timer.

Det giver mig en umådelig tilfredshed at gå igennem den kolde morgen helt stram, med perfektionistens detaljerigdom malet i mit ansigt, og for tilfældige forbipasserende lignende en kold isdronning. Altimens en rå mandestemme, i al hemmelighed, fortæller mig, at jeg skal slikke den op fra slap.

Idet jeg stiger af toget ser jeg op på en mand. Vores øjne mødes og jeg smiler skævt til ham. Jeg er i legehumør, så jeg fastholder hans blik.
Han synker en enkel gang, smiler og går forhastet i toget som jeg selv forlader.

Jeg bider mig smilende i læben på min videre færden og kan ikke lade være med at more mig over det paradox jeg ikke kan lade være med at være.