Den gang, der var engang

Jeg genså "Midnight in Paris" for nyligt, og atter igen kom jeg til at tænke på det evigt tilbagevende emne i vores samfund og frasen: "Dengang jeg var lille/ung var det hele så meget bedre.".
Det er sådan en frase man tit hører og ingen generation er en untagelse; Mennesker benytter sig af den og nostalgien efter fordums tider om dyder, kunst og deslige har en prominent plads i dagens samfund.

Vi drømmer os tilbage til en enklere og romantisk tid, hvor moden ikke bare var moden, men selve grundlaget for stilen, kvinder var yndige og feminine og mænd ... rigtigt mænd, der kom hjem og på den ene side opvartede deres koner som de rigtige kvinder det nu var, og på den anden side var rigtige patriarker, der sad for bordenden og skar stegen ud for familien (afhængigt af øjne der ser).

Jeg er selv nostalgiker og absolut retrofil. Hvis jeg påstod andet ville jeg jo decideret lyve, når man kender min forkærlighed for vintage tøj og detaljer. Men jo ældre jeg bliver des mindre nostalgiker bliver jeg. Hvilket tilsyneladende ikke er det normative idag.

Den gang jeg var lille var der sgu ikke særlig fedt. Den Kolde Krig rasede og vi var opdelt. Vi sad foran et sorthvid fjernsyn og fik ondt i øjnene på grund af den dårlige billedekvalitet. Tilbage i 1950'er som er de fleste menneskers yndlingsårti i disse dage, havde kvinderne ingen rettigheder whatsoever. Kvindens orgasme var stadig anset for at være en myte, og hvis man var en smule udenfor normen, så fik man det hvide snit. Den hvide mand var civilisationen og alt ande blev anset som undermennesker, vi slog ihjel - ligesom vi gør idag.

Der er ingen tvivl om, at der er detaljer fra fordumstiden, der er tiltrækkende og måske sågar bedre end det vi har idag, men jeg ønsker mig på ingen måde tilbage til det, der engang var. For mig er nuet det bedste, og jævnligt glæder jeg mig over alt det nye der kommer til og udvikles lige for næsen af os.
Det kan godt være, at udviklingen i vores tid sker hurtigere end nogen sinde før, men skal vi ikke stoppe op et øjeblik og beundre det i stedet for at ønske os tilbage til en tid, hvor få ting absolut var fantastiske, men størstedelen i virkeligheden ikke var særlig humane, eller imponerende.

Til trods for, at jeg nyder detaljer fra fordumstiden og beundrer det der engang var, så er jeg altså glad for idag og imorgen og tænker sjældent: "Dengang jeg var lille, så var det hele så meget bedre." for det var det ikke, hvis jeg skal sige det ærligt. Sommeren var ikke varmeren, vinteren havde ikke mere sne og samfundet var ikke bedre skruet sammen, eller mere human, snarere tvært imod.

Det kunne være så nemt

Det kunne være så nemt at sige: Jeg hader mænd. Jeg er træt af dem og jeg ønsker, at de aldrig krydsede min vej igen. 

Det kunne være så nemt, hvis bare jeg kunne pakke dem af vejen. Kigge væk; fløjtende gå fobi med næsen i sky. Gå uden om i store cirkulære linier. Fnyse måske let og aldrig kigge tilbage. Det er bare ikke så nemt: For de krydser ens vej om man vil det eller ej, og de efterlader spor. 

Smertende og dybe spor. Spor der brænder som syre, oser som svovl og æder som fosfor. Spor, der får tvivlen frem.

Det kunne være så nemt, og dog er det ikke. For der findes også ham Ole, med de kærlige ord og ham Emir, der har båret mig siden jeg var spæd. Der er Jon, hvis kram ikke kan måles. Og Troels, selvom vor tid er ovre. Og så er der dem jeg ikke nævner ved navn. Dem der lytter og kigger på mig med øjne fulde af lyst og beundring. Dem der ser op til mig og ned på mig. Dem der har stirret ind i mig og igennem mig. Der har set arene, skavankerne, de skæve fødder og tanker og kysset dem blidt og inderligt. 

Alle, der på hver sin facon har gjort sit for, at jeg er blevet den jeg er. 

Dem, der har set mig, før end jeg selv gjorde. Dem der har holdt fast og tålmodigt ventet på, at jeg selv skulle vågne til dåd og indse, hvad jeg altid har været.

Det kunne være så nemt, og dog gør jeg det ikke. Tvært imod er jeg taknemlig og jeg elsker en og hver af jer. 

Redefinere

Jeg har de sidste måneder haft en masse tid til at tænke og overveje mit liv, og hovedsageligt min fremtid. Der er sket meget og jeg står    ved et vejkryds.

Jeg har engang haft en plan. Jeg skulle være akademiker, have en mand og børn. Jeg skulle bo et sted i København, og have et roligt og stabilt liv uden for mange svingninger. 

Jeg ved ikke mere om det er sandt mere. Jeg kunne vælge det, men spørgsmålet om disse ønsker er mine egne, eller blot min evige drøm om at passe ind.

Der har altid været en spire af rebel i mig. Jeg har aldrig fulgt normen, og selvom jeg ihærdigt har forsøgt at tilpasse mig mængden, har der altid været en indre uro og impulsivitet, der har ødelagt dette for mig så snart jeg troede jeg var ved at være der.

Der er altid blevet kæmpet en indre kamp i mig: Mellem rationalet og lysten. Mellem den pæne pige og furien. Altid to yderliggående paradokser. Og selvom jeg har trukket mod rationalet og den pæne pige, så har det indre altid trukket i den modsatte retning. 

Jeg tror, at det handler om at acceptere ens skæbne og nyde den i stedet for at ønske det, der ikke er eller kan være.

Jeg er igang med at redefinere mig selv, for selvom jeg er ved at få en kandidatgrad, så er jeg inderst inde en kunstner, en rebel, et seksuelt væsen, en furie. 

At min fremtid ikke byder på et stabilt arbejde og en mand samt børn, der render rundt i en have med en æblepresser, men på kunstprojekter, avantgardisme og excentriske eventyr, gør mig faktisk ikke noget mere. Tvært imod så tror jeg det vil gavne redefinere mig.

Je suis Charlie

Jeg havde egentlig bestemt mig for ikke at kommentere på denne sag, men jeg tror det er nødvendigt at andre end blot de to yderligliggende sider tager bladet fra munden. Verdenen er noget mere broget en blot sort/hvidt.
---

Jeg bryder mig ikke om politik. Jeg byder mig ikke om nyheder eller medier, for hovedsageligt vinkler medier information således, at det passer bedst til det billede de ønsker at vise. Og det synes jeg kan virke hyklerisk.

I de seks år jeg har skrevet på denne blog, har jeg aldrig blandet politik ind, bortset fra mit første indlæg, hvor jeg forsøgte at gøre mig klog på noget jeg hverken havde forstand på eller mening om. Men dukken.com er mit fristed, mit lokum, hvor jeg kan ørle løs i fred og mag, og jeg har så forfærdelig brug for at sige noget om terrorangrebet på Charlie Hebdo igår.

Jeg har siden, jeg hørte den grusomme nyhed, dvælet ved; om jeg skulle udtale mig om sagen eller ej. Jeg har på forskellige måder forsøgt at tænke, føle efter og rationalisere over det der er sket. Og stadig ved jeg ikke om jeg har lyst eller tør udtale mig om det. Måske fordi jeg altid kommer til at placere mig selv mellem to stole, fordi jeg gerne vil se sagen fra alt for mange vinkler.

Først og fremmest vil jeg sige, at det der er sket i Paris er helt igennem forfærdeligt. Intet kan retfærdiggøre, at nogen mennesker mener, at de kan tillade sig at tage andre menneskers liv. INTET! ALDRIG!
Men ikke destomindre er der bare noget i mig som gør oprør mod hele denne internationale (kollektive) sorg over 12 mennesker, der døde en tirsdag i januar.

Jeg mangler stadig de rette ord, men det jeg får lyst til at sige er: Hvorfor er det, at visse menneskeliv har mere værdi end andres? Måske tager jeg fejl, men sådan kan det virke når man (jeg) træde et skridt tilbage. Hvorfor er det, at hele Europa skal være i dybt sorg over 12 menneskers liv, når der dør så mange ligeså uskyldige mennesker rundt omkring som vi ikke engang gider tænke på.
I sidste uge styrtede et fly ned i Asien; en masse mennesker mistede livet. Dér var da ikke meget sorg at spore andre steder end fra de mennesker, der mistede deres nære og kære. For hvert minut jeg skriver disse ord er der et barn et eller andet sted, der dør af sult. En hjemløs, der dør af kulde. En soldat, der bliver skudt. But who cares... Er det mon fordi disse mennesker ikke har den store betydning for det hele store, eller er det fordi deres død ikke kan politiseres på samme måde?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at de terrorister, der tog 12 liv igår netop har opnået det de ønskede - at fremmedgøre en gruppe mennesker, og jeg tror også at jo større sorg dette terrorangreb kommer til yde, des mere vil Europa blive skilt, hvilket kun giver mere benzin på de rabiates ild. Selvfølgelig skal vi sørge over tabt liv, men i stedet for at begrænse det til 12 mennesker bosat i Europa, hvorfor så ikke begræde alle de tabte liv.

Jeg er pacifist, jeg er humanist, jeg sørger over alt tabt liv, men jeg er ikke Charlie og jeg er sikker på at jeg ikke er alene.

Grundglad

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke har haft det nemmeste år her i 2014. 

I November kom den sidste dråbe: Bægret flød over og mit humør dalede gevaldigt. Jeg brugte sådan set al min energi i den måned på ikke at falde ned i et grimt hul og det lykkedes faktisk. Men ikke desto mindre var jeg ikke mit normalt kronisk optimistiske jeg.

Der var flere dage, uger, hvor jeg om morgene vågnede og følte mig fuldstændigt drænet, tom. Jeg kunne ikke se nogen pointe i at stå op, og jeg var træt. Jeg var træt af, at det hele i år bare var op ad bakke og jeg følte, at hver gang jeg bare en smule var kommet op til overfladen, blev jeg skubbet ned igen. Og jeg var træt. Så grundtræt. 

Jeg fik at vide, at jeg måtte ændre min indstilling, for netop tanker som disse var med til at gøre mig endnu mere modløs. Jeg forsøgte at efterleve det, men jeg ville ikke lytte. Livet var uretfærdigt og mørkt og intet i mit liv ville lykkes og de sidste fem år har da også bare været en række nederlag...sagde jeg højt, når nogen spurgte hvordan jeg havde det. Men inden begyndte jeg egentlig at tvivle lidt. For var det hele nu så slemt igen, eller var dette mørkesind et behov for at retfærdiggør, at dele af mit  liv ikke kørte sådan som jeg havde planlagt.

Det skete så den ene dag, hvor jeg fangede mig selv i at skulle til at skrive, at jeg ikke havde det godt. I stedet for at trykke send, mærkede jeg efter og indså, at jo, der var stadig en masse, der skulle ordnes og faldes på plads, men jeg; altså min mave og jeg, vi havde det egentlig ret godt. Resten kom lidt af sig selv. 

Jeg sidder i mit lille køkken i skrivende øjeblik og drikker min morgenkaffe. Grunden til at jeg sidder ned er, at jeg blev opmærksom på en lille kildende følelse i maven, da jeg skulle til at tage et billede af noget ligegyldigt, men som i det øjeblik føltes vigtigt.

Denne følelse i maven er ikke voldsom eller fembrusende på nogen måde. Den snarere gemmer sig et eller andet sted i baggrunden og stråler ud. 

Jeg slukkede musikken og forsøgte at bringe følelsen frem og i et gik det op for mig, at det er følelsen af glæde - af grundglæde. Den der følelse man så tit kan overse, netop fordi den ikke er frembrusene, som for eksempel umiddelbar glæde er. Men ikke destomindre så er det denne følelse, der er det bærende element, den er nemlig grundlaget man kan bygge alt andet godt på. 

Og det er netop hvad jeg er - grundglad. Og det er slet ikke så ringe endda.

Efterårsbarn

Jeg overvejer nogle gange, om der er en forbindelse mellem det at være født i en bestemt årstid, og den årstid man har det bedst i, hænger sammen?

Jeg har altid ønsket, at jeg var født i foråret eller sommeren. Det er de årstider, som jeg har følt, har repræsenteret mig bedst… Maj har altid været min yndlingsmåned og det har altid smertet mig meget, når jeg i maj har skulle bruge tid på eksaminer i stedet for at sidde på en altan og indsnuse de voldsomt-duftende blomster.

Men ikke desto mindre: Jeg er et barn af efteråret.

Den sidste dag i september kom jeg til. Min mor fortalte mig, at det var et af årets varmeste dage, og efterårssolen bagte tungt, da hun blev kørt på hospitalet, fordi jeg var på vej.

Selvfølgelig kan jeg ikke huske den dag, men jeg forestiller mig den. Sådan som min mor så tit har fortalt om den.

Jeg forestiller mig noget lignende den septemberdag i 2011, hvor det i Danmark var årets varmeste dag.

Jeg forestiller mig, hvordan træernes kroner stadig er tunge, men at farverne har ændret sig. Jeg forestiller mig eftermiddagen stilhed. Den der stilhed jeg så tit vender tilbage til, både i mine tanker og mine skriverier, og som altid giver mig et sug i maven. Jeg forestiller mig min far og min mor. Nej dem kan jeg faktisk ikke forestille mig. Men duftene, lydende og dovenskaben af en søndag i 1984 kan jeg godt forestille mig.

Der er noget over efteråret, der altid får mig til at mindes. Der er noget over efteråret, der får mig til at tænke på eventyrlandskaber; på onde hekse, vampyrer; Modige riddere og godmodige prinsesser. Der er noget over efteråret, der altid får mig til at søge tilbage til en tryg og varm hule. Til det vindue i mine bedsteforældres hus, hvor jeg kunne lege i timevise alene. Til brændeovnen og min mormors strikkende hænder; Duftende æbler og det lille tinkrus, der altid stod på kanten af brændeovnen, så jeg ikke skulle drikke koldt vand.

Der er noget over efteråret, der får mig til at føle tryghed. Det er som om efteråret er hjemme for mig. Og det er som om, efter et forår og en sommer, hvor solen, de voldsomt duftende blomster, varmen, den skoldede hud, nøgne menneskekroppe og de korte, lyse, vilde nætter træder tilbage. Lydene bliver mere tyste. Tempoet skrues ned jeg begynder at trække vejret og for alvor vågner.

Perspektiv

Jeg vågnede imorges, alt for tidligt, men i stedet for at vende mig om på den anden side og sove videre, bestemt jeg mig for at ordne et par praktiske ting i Dukkehuset som jeg normalt ikke lige har tid til og som jeg som regel glemmer i løbet af weekenden, fordi jeg mest af alt forvandler mig til en zombie, ligeså snart klokken slår 19.01 fredag aften. 

Så jeg stod op der kl 6.30 og gik ellers igang med diverse praktiske gøremål så som at støve af, rydde op, flytte rundt og afkalke, jeg er trods alt åndsnærværende nok til at huske, at man ikke må støvsuge så tidligt om morgenen på en hverdag, så det undlod jeg pænt at gøre. 

Da jeg har havde været hele lejligheden igennem hoppede jeg i bad. 

Jeg havde godt set efterhånden i et par uger, eller mere, at mit afløb klagede og nok snart skulle renses, men da det er absolut min hadetjans, har jeg pænt ladet som om det på magisk vis ville ordne sig selv. 

Der stod jeg så, under det varme vand, og førte diverse diskussioner med mig selv, da jeg bemærkede, at vandet omkring mine fødder var ved at være godt dybt. Jeg kiggede uden for brusekabinen og så, at hele mit moderniserede  Københavnerbadeværelse var oversvømmet - vandet fossede op fra alle sider og jeg fik lyst til at slå på noget, eller græde... eller ringe efter min far. 

I stedet skyldede jeg diverse produkter af mig, slukkede vandet og gloede på et gulv, der snildt kunne have været en scene i "Sharknado". 
Bandende og svovlende pakkede jeg mig ind i et håndklæde og gik igang med at rense det skideforbandedeafløb som da absolut skulle flyde over idag. 
Jeg fik styr på det meste, men ikke desto mindre var jeg stadig så frustreret, at jeg var ved at koge nok over, til at jeg skulle dele min frustration med resten af min omgangskreds på Facebook, naturligvis. 

Stadig kold og våd, nu både af vand og sved, med dråber dryppende ned af mig, marcherede jeg ud i køkkenet og skulle til at dele mit firstworldproblem med resten af verdenen. Da fangede mit blik en update fra en af mine kære venner over fra USA. 

Mens jeg havde stået og taget mig af mit afløb her i det lille trygge Danmark og havde udsendt alverdens eder mod den uretfærdighed som absolut skulle ramme mig, var han blevet berøvet midt på gaden.  
"Just got robbed for 200 dollars […] I’m just gonna keep packing my stuff and hope it doesn’t get stolen while I’m moving. This city is filled with scum of the earth and angels. It will teach you lesson after lesson [...].” stod der.

Og så blev jeg slået i hovedet. Reality check. Perspektiv. Røde kinder. Skam... Jeg sank en klump, slettede mine eder som jeg var ved at sende på min offentlige wall på Facebook, bed mig selv i læben og skrev til ham for at høre om han var ok. 
"Jo jo, dette var jo hverdagen. I det mindste var der ikke anmeldt nogen voldtægter idag." Hvad skulle jeg gøre? Sende en ked-af-det-smiley? "Fantasia, hvor djævle og engle mødes - New Orleans." afsluttede han inden jeg nåede at reagere. 
Jeg sagde, at jeg var bekymret, at han måtte passe på sig selv. Det lovede han. Jeg fortalte, at sidste gang jeg tabte min pung, så kom den tilbage med posten, men at min 10'er var væk. Jeg sagde: "Vi lever i to forskellige verdener." Han sendte mig en smiley og sagde: "Det er derfor jeg ikke er bekymret for dig i mine vågne timer.".

Jeg har altid vidst, at vi i Danmark, om måske ikke er forkælede, så i hvert fald er priviligerede. Jeg er ikke bange for at gå, eller cykle de 800 meter fra stationen og op til mit Dukkehus. Jeg er ikke bange for, hvis jeg bliver syg, om jeg får mulighed for pleje. Jeg ved, hvis jeg løber tør for medicin, så går jeg på Riget og får mine depoter genopfyldt - gratis. Jeg kan sidde på 7. år på universitetet og nørkle med noget så specifikt som kønsstudier og alt imens får jeg penge til det. Måske ikke mange, men stadig penge... 

Jeg har vidst, og jeg har værdsat denne priviligerede, forkælede, tilværelse, for i modsætning til mange andre, så er jeg ankommet til dette land og skylder mit liv til det. Men jeg er stadig et menneske, og jeg er blevet forvænt,  jeg er blevet forkælet og nogen gange glemmer jeg, hvordan virkeligheden faktisk er. 

Jeg gik ud af køkkenet og ind i mit soveværelse. Jeg gjorde mig klar til dagen og bevægede mig ud i min lilleputvirkelighed, dog med en følelse af taknemlighed over, at afløbet faktisk var mit og at ingen kunne tage det fra mig, om ikke andet så fordi det sidder fast i mit Dukkehjem.

7th Heaven

Jeg havde store planer i fredags, med en Tweep; om byture, seje veninder og vilde timer i nattens mulm og mørke. Alle disse planer blev forpurret af en knaldende hovedpine. 

Lørdagen skulle derimod stå i tegneseriernes og Star Treks tegn og naturligvis skulle jeg lige lure på fjerde sæson af “Haven”. 

Disse planer blev også forpurret, dog på dejligste vis, da den selvsamme Tweep lokkede mig ud til en bytur med “De Tunge Erhvervsdrenge”. 
Jeg tænkte, at sådan en tur kunne ikke andet end gå galt, så jeg tog mit tunge gear frem, og begav mig ud mod det mest poppede sted i byen - Balthazar. 

Jeg bryder mig ikke om stedet; Mest fordi jeg har svært ved at tage, gifte mænd, der i smug tage vielsesringen af, og vifter med guldkortet, i håbet at imponere mig, seriøst. Men een ting elsker jeg ved stedet; Det at træde ind i lokalet. 
Jeg føler mig altid som Rose fra Titanic i den sidste scene, hvor dørene bliver åbnet for hende og alle venter på hende. 

For mig at træde ind på Balthazar er ligesom at træde ind i et eventyrland. Et sted, hvor jeg kan være mig selv, eller lige præcis den udgave af mig selv, jeg ønsker at være. 

Jeg fandt min Tweep og “De Tunge Erhvervsdrenge” og satte mig ved deres brod. De havde været igang i flere timer, så hurtigt bestemte de, at vi skulle videre og vi skulle da på 7th Heaven. 

Jeg fulgte trop og efter en kort spadseretur befandt jeg mig på en stripklub. 

Dette var ikke min første gang på en stripklub. Første (og sidste) gang var dog i forbindelse med en bog-release på klubben Dollhouse på Istedgade, så netop dette var en ny oplevelse. 

Vi fandt et bord, bestilte noget at drikke, og før jeg nåede at se mig om var vi omringet af fire meget letpåklædte piger. 

De satte sig i mellem os og begyndte at gøre sig til. De forsøgte at tale med mig, men jeg kunne ikke andet end føle mig klemt i deres selskab. Jeg så på dem, og jeg så ned på dem. 

Rummet var dunkelt og der var ekstremt varmt. Musikken var høj og alle råbte i munden på hinanden. Jeg var næsten ved at besvime. 

Der var et par andre selskaber, men jeg tog mig ikke af dem. 
Den ene af "De Tunge Erhvervsdrenge" havde okkuperet mig allerede tidligere på aftenen og talte med mig om kvindesyn og feminisme. Men samtalen blev afbrudt af, at der pludselig blev en bred enighed om at jeg skulle vælge en pige, fordi jeg skulle have en lapdance. 

Nu er jeg ikke genert af mig. Jeg er nysgerrig, eventyrlysten, med på den værste, og jeg var jo med "De Tunge Erhvervsdrenge", så jeg tænkte, at jeg blev nødt til at vise dem, at en kvinde sagtens kunne være ligeså slem som en mand kan, så jeg takkede ja. 

Jeg valgte en smuk sort kvinde, som jeg havde set danse tidligere på aftenen, og før jeg vidste af det, sad jeg i et privat rum med tre granvoksne mænd og fire piger, der hver gav os vores private lapdance. 

Jeg sad næsten forstenet på min plads og så på den smukke pige bevæge sin krop i langsomme, sensuelle bevægelser. Hun var så smuk, at jeg næsen ikke turde røre ved hende. Hun bad mig sprede benene, for at hun bedre kunne komme til, og jeg lystrede som et lille barn. 

Jeg så rundt i lokalet og så på de andre deltagere; De var dybt optaget af hver deres pige. 

Min afrikanske prinsesse duftede så berusende, at jeg næsten blev rundtosset af hendes duft. Hendes bryster var små og passede perfekt til resten af hendes krop. Hun smilede til mig og lænede sig således, at hendes brystvorter rørte ved mine læber. Jeg åbnede munden og kyssede hende ene bryst. Jeg bed hendes brystvorte let og kiggede, næsten genert op på hende. Hun smilede igen og fortalte mig, at jeg duftede dejligt. Jeg fortalte hende, at hun var smuk. 

Jeg ved ikke hvor længe det blev ved, de føltes som en evighed,  og inde i mig selv ønskede jeg kun at sessionen skulle overstå så hurtigt som muligt, for… jeg kunne ikke holde det ud.

Hun rejste sig og kiggede på mig igen. Jeg takkede hende for dansen og fortalte hende endnu engang, hvor smuk hun var. Vi gik ud af rummet. Jeg røg en cigaret og bevægede mig med resten af selskabet mod udgangen. Vi hentede vores frakker og en af "De Tunge Erhvervsdrenge” spurgte mig, hvad jeg syntes. Det eneste jeg kunne sige var, at jeg var nødt til at fordøje det, før jeg kunne svare. 

Min Tweep var tilfreds. “Jeg har lige købt en kvinde til dig, Erna.” sagde han. Jeg gjorde mig enig med ham. Han sagde, jeg skulle skrive om oplevelsen på bloggen og det gør jeg så nu. Men det er ikke kun derfor jeg skriver. Jeg gør det, fordi jeg stadig har brug for at fordøje det. Fordi jeg har brug for at få sat ord på det. Jeg blev overrasket over mig selv, over min konklusion og over hvilken type moral jeg har. 

Jeg er glad for, jeg fik denne oplevelse. 

Jeg er feminist. Jeg er prosexfeminist. Jeg er den type feminist, der mener, at kvinder (og mænd) selv skal have lov til at vælge hvilken retning i livet de ønsker at tage. 

Jeg har altid været imod et prostitutionsforbud. Jeg har altid været for at prostitution skulle lovliggøres, at der skulle skabes lige forhold for de kvinder, der vælger et erhverv, hvor de på den ene eller anden måde, vælger at sælge deres krop for andre menneskers fornøjelse og seksuelle tilfredsstillelse. 

Jeg vil dog aldrig benytte mig af sådan en ydelse igen. 

Det var sjovt at prøve, det var sundt at prøve. 
Det var sundt at prøve, for jeg gik ud af 7th Heaven med en knude i maven og en meget grim smag i munden. Jeg følte mig næsten beskidt. Forkert og uhumsk. 
Jeg følte mig som et af de mennesker, der ureflekteret og kun tænkende på sig selv og sin egen tilfredsstillelse, tramper igennem livet, uden at stille spørgsmålstegn ved omgivelserne, eller konsekvenserne af handlingerne.

Jeg ved at der findes kvinder, der vælger denne retning i livet fordi de ønsker sådan et liv. Jeg ved også, at der findes kvinder, der vælger denne retning i livet fordi de ikke har andre muligheder. 

Mens jeg sad, helt stivnet, på min plads og så på den afrikanske prinsesse danse for mig, forsøgte jeg at regne ud, hvad hun hed, hvor hun var fra, hvorfor hun var i dette dunkle rum og om hun selv troede på, at hun førte os ud mod den Syvende Himmel, eller om hun så mig som endnu et stykke kød, der skulle igennem kødmaskinen, så hun kunne få en skive brød på bordet. 

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad hun tænkte om mig. Om hun så ned på mig, lidt som jeg tidligere på aftenen havde set ned på hende. Jeg følte mig klemt og jeg følte mig værdiløs. I mit hoved var rollerne blevet vendt om. Jeg turde næsten ikke at se hende i øjnene, og det var selvom hun smilende krammede mig farvel, da jeg bevægede mig væk fra den syvende himmel og tilbage til min egen virkelighed. 

Sølvtornen

Det er pudsigt som hjertet kan gøre ondt - helt fysik, selvom der ikke er noget galt med det.

Jeg græd sidste nat...for første gange i langt tid- over en mand. Jeg græd, fordi det faktisk gjorde ondt, og jeg var plaget af sorg. 

Jeg lå i min seng og tænkte og tænkte og tænkte og jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg tænkte på den lille note, der forsikrede mig om, at han ikke var en del af mit liv mere. 

Vished giver fred, siges der, men fred fik jeg ikke. 

Jeg var plaget af minder, der var skabt for så længe siden, at jeg end ikke kan huske detaljerne mere. Jeg læste gamle mails igennem og så på gamle billeder - ligegyldige billeder, men jeg så på dem, for de var hans værk. 

Jeg begræder længe de mennesker jeg mister. De mennesker, der bliver mig frataget.

Da jeg havde tænkt så længe, at min hjerne var begyndt at knage,  stod jeg op og gik ud i køkkenet. Jeg røg en cigaret, og en til. Jeg fik lyst til at skrive til ham; at jeg var et barn dengang vi mødtes. Fik lyst til at spørge ham om han så, sidste gang vi sås, at jeg havde tabt min uskyld, og om han overhoved kunne genkende mit ansigt mere. Genkende det han så den sommeraften, hvor jeg pludselig skulle udvide min kyllingeret fra tre til seks personer fordi han og de andre næsten uanmeldt var kommet forbi. Istedet skoddede jeg cigaretten og gik ind i stuen. Jeg kiggede på det billede han havde taget af mig en eftermiddag i august og forærede mig som tak. Jeg tog det ned og kyssede mig selv let på munden og knugede det et øjeblik i min favn. Jeg gemte billedet væk og sagde farvel til ham.

Julen - Tiden hvor man giver, men tit glemmer.

Med en ikkedansk og ikkekristen baggrund har julen aldrig været en del af min opvækst og barndom, og selvom jeg har fundet den årlige komsammen med min daværende kærestes familie utrolig hyggelig, så var det en lettelse for mig, da jeg en september-dag flyttede ud af vores fælleshjem og tænkte "aldrig mere julegaver". 

Da klokken så var ved at slå tæt på december, gik det dog op for mig, at julen alligevel var blevet en gammel kending i min sjæl, og at jeg kunne mærke, at jeg nok ville føle mig forkert til mode, hvis jeg skulle tilbringe den alene. 

Nu er jeg jo en af de heldige og velsignede skabninger på denne jord, så mine veninder og deres familier valgte simpelthen at adoptere mig til jul de sidste par år. 

En ting er at opleve den varme og kærlighed at blive inviteret ind i andre menneskers familie i julen, men for mig er det ligeså givende at opleve andre menneskers juletraditioner og får lov at være en del af dem.

Således bled det, at jeg første år holdt jul hos M, hvor familien inviterede mig ind hele juleuge. Den jul fortjener faktisk et helt indlæg for sig for at give den velfortjente plads: Med jule-bag og julehygge d. 23., julegudstjeneste, julemiddag og juleeventyr d. 24, og julefrokoster både 25. og 26. december var det et eventyr for sig. At blive behandlet som deres egen datter og søster er langt mere end noget andet menneske kan ønske sig. 

Sidste år tog Ems' og hendes familie mig under deres vinger. En jul, der på mange måder var helt anderledes end nogen jul jeg havde prøvet før. Men ikke desto mindre en jul som jeg nok aldrig kommer til at glemme. Det var en af de der juleaftener, hvor man griner til man får ondt i maven, hvor ens kjole nærmest krakelerer af al den gode mad, og man bliver så overvældet, at mennesker, der næsten ikke kender en, køber gaver til en fordi "Selvfølgelig skal du have en julegave, kære Erna.".

I år glæder jeg mig, for i år bliver juleaften med min nabo og hendes familie samt svigermor. Jeg glæder mig og er taknemlig for, at der findes mennesker omkring mig, der endnu en gang har overskud til at åbne deres hjem og hjerter for mig. Og selvom julen er kendt for at være hjerternes tid, så har mange en tendens til at blive så opslugt af (familie)traditioner, at de faktisk glemmer, hvad julens reelle budskab er - at give.  

Og netop dette fik mig til at tænke - her dagen inden jul. 

Selvom vi ikke fejrer jul i min familie, så har jeg været så velsignet med mennesker, der har haft så meget overskud og kærlighed, at jeg de sidste 10 år faktisk hvert år har kunne holde jul - med alt hvad det indebærer. 

Jeg har derfor idag bestemt mig for, at dette er den sidste jul som jeg kommer til at holde i "familiens" skød. Ikke fordi jeg ikke nyder denne fantastiske mulighed, der er mig blevet budt det sidste lange stykke tid, men simpelthen fordi jeg har konkluderet, at det er min tid til at give noget tilbage. 

Jeg er i den heldige situation, at der ikke er nogen, der kommer til at savne mig juleaften, derfor har jeg valgt fra næste år at tilbringe mine juleaftener, hvor der er mere brug for mig - et sted; suppekøkken, eller hvor som helst, hvor mennesker, der er knap så velsignede kommer. Jeg er parat til at give af mig selv til dem, der ikke har det som jeg har. 

Jeg er dybt taknemlig for alt det jeg har fået. Jeg takker og bukker ydmygt og dybt. Mit hjerte er mættet og fyldt og jeg er lykkelig.

Glædelig jul

Da jeg var lille, ville jeg være læge, når jeg blev stor...

Da jeg var lille, ville jeg være læge, når jeg blev stor. Jeg ville have en hvid kittel på og så ville jeg have mit honningblonde hår sat op i en høj knold. Et par løse krøller ville hænge hist og her, men om det var med vilje, eller fordi jeg havde så travlt, havde jeg ikke bestemt endnu. Jeg ville gå på hospitalsgangen i hvide træsko, for på hospitalet duede mine røde ikke - hvorfor blev jeg aldrig enig med mig selv om. 
Den hvide kittel ville være åben, og den ville flagre efter mig som en superheltekappe flagrer efter sin superhelt. 

Som læge ville jeg tage mig af patienterne. Jeg ville lægge min hånd på deres pande og jeg ville være meget høj og meget voksen. Jeg ville nikke, mens jeg lyttede til deres beklagelser og nok sidde med en kuglepen i munden.

Børnene ville jeg  give små gaver og fortælle dem, at alt ville blive godt, lige om lidt. Nogen af dem ville jeg kysse i panden - for at se om de havde feber. For det var jo sådan man bedst kunne finde ud af det. 

Når jeg var færdig med patienterne, så ville jeg igen går hurtigt på gangene med min kittel flagrende bag mig, og føle mig tilfreds for jeg havde gjort, hvad en rigtig læge skulle gøre.

Da jeg var lille, ville jeg være læge, når jeg blev stor, og jeg ville gøre mig selv rask. Og hvis jeg ikke blev læge, så ville jeg flytte til Italien og have sofaer i hvidt læder. 

Jeg bliver så ked af det...

Jeg bliver så ked af det, når jeg opdager, at mennesker tæt på mig er falske... 

Det er efterhånden ikke første gang, at jeg falder for falske menneskers charme, og jeg kan ikke forstår, at jeg bliver ved med at falde i den samme fælde. 

Man skulle tro, at jeg havde lært det, her på vej ind i mit 30. år, men gang på gang bliver jeg overrasket, når det går op for mig, hvad jeg har ladet få en plads i mit hjerte...

Og selvom jeg udadtil forsøger at være ligeglad, så er jeg det inderst inde ikke.. Det påvirker mig, det kører rundt i mig, og det gør mig ked af det. Men mest af alt så efterlader det mig tilbage med en følelse af undren; Hvordan kan et menneske lade som om det er interesseret i ens gøren og laden, uden i virkeligheden at være det. Hvordan kan et menneske rådgive, trøste og hvine over ens liv, når det i bund og grund er fløjtende ligeglad, om man var her, eller på månen; om man var død eller levende? 

Jeg forstår det ikke; Jeg forstår ikke hvordan man kan holde en maske malet på - dag ind og dag ud. Hvordan man kan blive ved. 

Og dog... Masken krakelerer på et eller andet tidspunkt, og så ses det sande igennem sprækkerne, som solstråler igennem et gammel stykke træ, der alt for længe har fået lov til at stå. Og jeg bliver oplyst, og jeg indser... en lille gnist af sandheden...

Men ikke desto mindre, så bliver jeg så ked af det, når jeg opdager, at mennesker tæt på mig er falske.

Den Lille Café, et Sted Midt i Mellem, Der Serverer Drikkevarer og Snacks til Fornuftige Priser

For snart fem år siden fik jeg en ny nyre. 
Efter en lang, lang, lang…lang periode med sygdom, træthed, dialyse og mistet livsgejst blev jeg rask, og jeg kunne ikke få nok af livet. Det var som at blive født på ny. 

For snart fire år siden svigtede den selvsamme nyre og to uger senere blev jeg blind. Dagen derpå mistede jeg modet. Mistede lysten til livet, og jeg er ikke bange for at indrømme, at de to eneste ting, der holdt mig fra at hoppe ud fra 13ende etage på Riget var; 1. at jeg lider utrolig meget af højdeskræk (og tænk nu, hvis jeg ikke døde, men bare blev handikappet. 2. min nysgerrighed, kontrol-gen, samt det faktum, at jeg vidste, at ingen ville kunne arrangere min begravelse præcis som jeg ønskede det. 

Fem uger efter, at jeg var blivet blind lod de mig gå, for nu kunne jeg se en smule bedre og de kunne ikke gøre mere for mig. Jeg husker sne, gråt… gråt… og mere gråt.

Jeg begyndte til psykolog. Han var fantastisk og han hjalp mig igennem hårde tider og mange valgt. 

Et halvt år efter, at jeg var blevet blind, begyndt at se igen, havde konstateret, at min nyre ikke var til at rede mere, tabt mit liv og samlet det nogen lunde op igen, sad jeg i hans sofa og fortalte ham: "Jeg tror, jeg for første gang i meget, meget lang tid ikke føler mig som et åbent sår mere.".

Så jeg fortsatte hos ham. Nogen gange er jeg overbevist om, at han sørgede for fornyelsen af henvisninger, samt de der 15-20 min ekstra i stolen (uden betaling), fordi han nærmest fandt mit liv lettere underholdende - lidt på den der sæbeoperafacon. 

En dag kunne jeg mærke, at jeg ikke havde brug for ham mere. 

Så i stedet begyndte jeg at danse; og jeg dansede og dansede og dansede… Og jeg følte jeg næsten kunne flyve. Til den der dag…den der dag, hvor sommerfuglene forsvandt og jeg faldt og det gjorde så ondt at falde og slå sig, at jeg var nødt til at lime og efterfølgende lukke den lille fine æske, der gør at man kan føle, og som faktisk er grundstenen i min person. Og jeg satte en drage for at beskytte den fine æske, og jeg lod dragen sluge nøglen, så ingen nogen sinde kunne få fat i nøglen igen. Og så gik der et år, hvor jeg ikke husker meget andet, end endeløse nætter, og mørket og tågen og dage der forsvinder. I mellemtiden fik jeg vist også købt en lejlighed. Den er pæn og der er guldtapet i soveværelset og blomster på mine greb i køkkenet.

Idag sidder jeg på KUA og på mandag bliver jeg 29. 

***

Hvorfor jeg skriver alt det her, spørger du dig selv?

Fordi jeg idag kom til at trykke på et link på Facebook og jeg kom til at græde. Fordi jeg idag har indset, at jeg vist for første gang i mange år virkelig er helet - Både min krop og min sjæl er helet. 

Det var et simpelt billede, der fik mig til at indse, at jeg faktisk har fundet min lille café, et sted midt i mellem, der serverer drikkevarer og snacks til fornuftige priser.

Jeg er stadig taknemlig og kan stadig bliver høj, over at have fundet mig selv. Og det skal ikke være løgn, jeg lærer stadig, og skal fortsat øve mig i at være mig selv, men jeg skammer mig ikke over, at indrømme, at jeg er et følsom væsen. At min sjæl er blevet skrammet og nok er lidt slidt.

Jeg flyver ikke, men jeg har fundet min lille café, der midt i mellem, og det er jeg inderligt taknemlig for…

Den er et besøg værd, og måske kan den gøre dig opmærksom på, hvorfor en i din omgangskreds ikke er til at genkende mere. 

Min Søster (Forklædt Som Voksen)

Kaffens damp var tydelig i den kølige sensommemorgen. Solen var stadig ikke kommet til mit lille hjørne, og jeg sad i min stilhed og nød øjeblikket. Det hele var lidt som en drøm. Den idylliske have, min lillesøster i sin pyjamas siddende i den forpulede havelounge hun havde talt så meget om. Og jeg kunne ikke helt forene mig med billedet af denne virkelighed. 

Jylland var slet ikke så slemt, selvom den havde taget den lille pige fra mig. Hun sad og kiggede smilende op på den mand, der havde vist sig at være hendes lykke. Og hun strålede.

Hun var blevet voksen, tænkte jeg i mit stille sind. Det var hendes idylliske have jeg sad i.

Et drømmebillede. 

For hun var jo stadig den lille pige, der kom hjem med danskbøgerne på slæb. Den lille møgunge, der braste ind, når jeg havde kærester på besøg.

Det lille barn, der tog mine dukker og absolut ville sidde ved siden af mig, mens jeg stadig legede voksen med mine veninder. Den lille skabning, der åbnede øjnene, kiggede på mig igennem ruden og smilede.

Hun har været så lille, så bitte. Jeg kunne holde hendes i mine barnearme og nu sad hun der og bød mig på noget sødt til min kaffe.

Livet har indhentet os og jeg opdagede det end ikke, og nu sad jeg her i det, der skulle blive hendes hjem, men så langt fra os...fra mig.

Imorgen vender vi bilen mod København.

Jeg kommer til at savne vores skænderier. Hendes forstående blik og hendes accepterede væsen.

Jeg kommer til at savne hende... Min lillesøster.

Fra Glemmebogen

Den nat kunne jeg ikke falde i søvn. 
Mit hoved lå på hans bryst og selvom hans åndedrag var langsomme og tunge efterhånden, kunne jeg ikke fokusere nok til at døse hen i hans rytme.Jeg lå i mørket med øjnene spæret op. Natten var tung og jeg var tom.

Mørket og min stirren blev brudt af en mandestemme, der som igennem en tåge sang en sekvens, der kunne have lydt som Mozarts requiem.

Han smilede. Jeg kunne mærke ham oppe i mig. Hans blå øjne var stadig formørket af liderligheden. Han trak mig ned til sig, kyssede mig og skubbede mig let op igen.
"Det er utroligt, normalt kan jeg ikke kigge folk i øjnene under sex så længe, men dig elsker jeg at se i øjnene." Jeg smilede. "Dine øjne er så smukke. Det bliver så intimt."
Jeg sagde stadig ikke noget. Jeg forsøgte bare at føle efter, hvad ordene gjorde ved mig.
"Du kigger bare så intenst, og du slår ikke blikket ned."
Jeg var lige ved at sige det, men valgte, at lade være. Tænkte det i stedet i mit stille sind; At grunden til, at jeg kigger ham i øjnene, ikke er fordi jeg elsker hans smukke himmel- og havblå øjne, men fordi jeg ikke kan eller tør være ham hengiven. Og at jeg fastholder hans blik, for at fastholde kontrollen over mig selv.

Jeg mærkede endnu en gang efter i maven. Men der var intet. Jeg havde lukket af. Egentlig længe før ham.

Den dybe mandestemme, der havde trængt igennem natten fra et udefinerbart sted var forstummet hen, og det der var tilbage var næsten kun et ekko.

Han lå stadig ved siden af mig og trak vejret roligt.
Jeg lagde mig tættere ind til ham og stirrede fortsat ud i mørket.
Jeg kunne mærke hans hjerte og ønskede et øjeblik, at jeg vidste, hvad det følte - hvad det fik hans hjerne til at tænke. Om han var rædselsslagen, eller ligesom jeg, følte intet.

Han rørte lidt på sig og kyssede mig i håret, stadig sovende. Jeg lukkede mine øjne, snarere fordi de var begyndt at svie af at været spæret op, end af træthed, og døsede hen i mørket.

Ydmyg

Tiden har ændret mig. Gjort mig mere ydmyg. Det har været sundt for mig.
Mine fingre er blevet brændt og lufttkasteller, så smukke som de kun ses i eventyr, fordampet.
Jeg har bygget murværker omkring mig, der er blevet brudt ned. Jeg har genopbygget murværker og sikret mig mod indtrængende, der ikke er blevet budt ind.

Vi sad i mit køkken. Han lænede sig ud af vinduet og røg. Jeg stod ved køkkenbordet og anrettede de syrener han havde stjålet til mig, fordi jeg på vores spadseretur havde afsløret, at syrener var min yndlingsblomst.
Det var lunt udenfor og duften af sommer og fugtigt græs var gennemtrængende og blandede sig med røgen fra hans cigaret.
Jeg indsnusede en enkel gang og ønskede, at øjeblikket aldrig ville ende.

Dagen efter strålede solen og jeg sad i vindueskarmen. Han kom over til mig og bøjede sig over mine ben og kiggede ud på den tomme gade.
"Det er utroligt, du fik din vilje."
Jeg smilede. "Det gør jeg som regel."
Jeg kyssede ham på skulderen. "Jeg får altid det jeg vil have, og hvis jeg ikke får det, så er det, fordi jeg ikke har villet det nok."
Han tog en slurk af min kaffe og sagde ikke noget.

Det øsregnede den aften vi stod på hjørnet og jeg spurgte ham, om jeg skulle holde op med at kunne lide ham.
Det øsregnede og mine fødder var gennemblødt den aften, han svarede, at det godt kunne synes således, men nej, det skulle jeg ikke.
Jeg kyssede ham farvel og trippede afsted i den mørke nat med et smil om munden.
Jeg vidste jeg ville savne ham, men det var ok, for han var min. 

Den nat jeg sad overfor ham i hans køkken var dagene blevet kortere og nætterne køligere. Jeg sad med min cigaret i hånden og sagde ikke noget. 
Han kiggede på mig og bad mig om at sige et eller andet. Hvad som helst. Men jeg kunne ikke. Jeg var tom. Bortset fra hans sidste sætning, der rungede som et ekko af tusinder klokker, "Til tider kan det bare være et blik eller dit smil, der kan få mig til at blive træt af dig." var jeg tom.
Mine arme hang slapt, da han krammende mig. Jeg lukkede døren efter mig, uden at kigge mig tilbage.

Tårerne trillede ned af mine kinder og jeg var utrøstelig. Det gjorde ondt. 

Dagen efter og dagen der på, og jeg ved ikke, hvor mange dage derefter var jeg tom.
Jeg vandrede omkring som et genfærd.
Det gjorde end ikke ondt mere. Jeg holdt bare op med at smile.


Tiden har ændret mig. Gjort mig mere ydmyg.
Jeg smiler igen, men jeg har lært, at selv små prinsesser ikke altid får det de vil have - hvor brændende de end ønsker sig det.

En aften sad jeg på en bænk og lyttede til menneskemylderet omkring mig, jeg blev prikket på skulderen. Jeg smilende op og han smilede igen. Et øjeblik kunne jeg ikke genkende ham. 
Jeg ved ikke hvorfor han smilede, men jeg gjorde, fordi jeg havde indset, at jeg endelig var blevet fri.

Gengældt Kærlighed

Jeg havde næsten glemt, hvordan det føles, for det er så længe siden sidst - gengældt kærlighed.

Han var egentlig ikke noget særligt. Ikke særlig høj, ikke særlig flot, ikke særligt særlig og hans hår så hjemmeklippet ud. imponeret var jeg ikke blevet. Alligevel sad jeg nu i den brune sofa. Hans brune øjne betragtede mig og borede sig helt ind i min sjæl.
Jeg kiggede på ham siddende i den anden ende af sofaen. Han fik mig til at rødme, til at smile og så grine. Helt uhæmmet og ukontrollerbart at grine, men det var ok for det er vist sådan det føles - gengældt kærlighed.

Han tog fat i min stortå og trak lidt i den, stadig kiggende på mig. Han smilede og jeg boblede en smule over. Han sagde ikke noget, betragtede blot - hele mig.
Han trak mig hen til sig og gav mig et blidt kys i panden. Det var jo sådan det føltes - gengældt kærlighed.

Jeg ved ikke om det sker igen, men hvor var det betryggende og rart at opleve, omend for kun en kort stund - gengældt kærlighed.

Familien Rosenbergs Au Pair

Hun stod der bare og kiggede på zonetabellen på Metrostation. Hun så mig ikke, men jeg kunne genkende hende.
Hun havde været au pair hos familien Rosenberg i et par år, da hendes nyrer havde svigtet. Og hun havde ligget ved siden af mig, dengang mit liv var dækket af mørke.
Instinktivt trak jeg mig væk fra hende som fra noget afskyeligt. Jeg fik kvalme, blev svimmel og skulle bare væk.
Måske var det end ikke hende. Måske var det bare en, der lignede, men ikke destomindre fik synet af hende min mave til at trække sig sammen i angst og minderne til at vende tilbage.

Hun sagde aldrig særlig meget og de dage jeg græd mig selv i søvne sukkede hun og rørte forsigtigt på sig i sin seng på den anden side af det tynde, hvide gardinstof, der markerede vores privatsfære.

Jeg husker ikke meget af den tid, og omend jeg har skrevet en del dengang så opsøger jeg det aldrig. Tanken om den tid får det til at vendes i min mave, ligesom synet af hende gør det lige nu.

Jeg ser på hende. Hun bevæger sig væk fra zonetabellen og hen mod døren. Hun venter på at døren åbner sig og træder ind i toget, der hurtigt kører mod Vestamager.

Jeg står tilbage og overvældes af billeder af mørke og gråhed, af smerte, af angst, af håbløshed.
De piller min selvdisciplin fra mig og jeg kan næsten ikke styre det.

Jeg husker den dag alt kollapsede for mig, hvor jeg skrev til "Sølvtornen" som den første af alle, at min nyre ikke ville mere.
Den dag jeg sad i stolen i det mørke værelse og fire læger kiggede på mig og fortalte mig, at de ikke kunne hjælpe mig, for de vidste ikke, hvorfor jeg var blevet blind.
Den dag, hvor jeg lå på tværs i min smalle hospitalsseng og græd og græd og græd i håb om at den hinde, der havde sat sig på mine øjne ville forsvinde.
Og den selvsamme dag, hvor jeg slukkede telefonen så hverken T eller mine forældre kunne få fat i mig, fordi jeg ønskede at straffe dem. Fordi jeg ønskede, at de kunne føle min smerte. Fordi jeg var et ondt menneske. Fordi beg var et svagt menneske, og ikke mere kunne rumme min egen håbløshed.

Jeg overvældes og jeg skal bruge al min selvdisciplin for ikke at bryde ud i gråd der midt på Nørreport Metrostation.

Det er snart tre år siden, og alligevel kan synet af den pige, der roligt sukkede på den anden side af det tynde stof, der delte os, får mig så meget ud af fatning, at det føles som om jorden under mig åbnes.
Jeg står og holder fast i det selvsamme skilt som hun havde studeret et par minutter før. Jeg bliver nødt til at holde fast, for jeg er bange for at falde.
Jeg er tilbage i mit værste mareridt. Jeg opsluges og billederne skifter nu så hurtigt, at jeg ikke kan styre dem mere. Jeg kigger ned i jorden og fokuserer på det grå gulv.
Da jeg kigger op ved et tilfælde kan jeg se M i mængden, komme imod mig. Jeg er stadig ud af fatning, men jeg trækker vejret dybt, tager et skridt væk fra zonetabellen, pakker min telefon væk og smiler hende velkommen. Jeg smiler og lader som om intet er hændt.

Det er snart tre år side ...og stadig idag er jeg ved at græde, når jeg tænker på, eller taler om de 7 uger af mit liv. Og det kræver al min styrke at bevare roen i min stemme intakt.

Et år

Jeg vågnede i morges, lige før mit vækkeur ringede. Det var gråt, det var tirsdag og det var på denne dato, at jeg for et år siden for sidste gang vågnede ved Ts side. 

Efter otte år havde jeg sagt farvel. Jeg kyssede ham og hovedgaden en sidste gang og flyttede op på tredje sal,  - der på hjørnet af sidegaden til sidegaden til Enghavevej. 

Et år; Dagen er ligeså grå som den dag jeg stod med 47 sirligt pakkede kasser, fyldt med det, der var mig. 

Der var tomt omkring mig og lejligheden rungede under mine høje hæle. Der duftede af hvid maling, Ajax og af nyt.

Jeg var bange og jeg takkede guderne for, at Bedsteveninden og CIC var blevet hos mig. 

At mit tøj blev pakket ud som noget af det første og blev placeret i mit klædeskab efter årti og farve, gjorde mig mere tryg… Orden har altid været min sutteklud.

Siden den dag er dette sted ikke blevet mit hjem, men det gør såmænd heller ikke noget, for her på dette sted oplever jeg de fineste eventyr - eventyr kaldet "Mit Liv".

Jeg husker, at jeg sidste sommer skrev et sted "Jeg glæder mig til at se, hvordan mit liv ser ud, når mit hår er ligeså langt igen som inden jeg klippede det."

Det er pudsigt, mit liv ligner sig selv, men føles på ingen måde som for et år siden. 

Måske er jeg bare blevet en anden. Måske er jeg bare blevet voksen.