Chärming

Jeg smiler stadig lidt for mig selv, når jeg tænker tilbage på hvordan han lurede mig i sin favn.

Den sidste aften havde jeg sikret mig mod min smertende ankel med en halv håndfuld smertestillende piller hver 4de-6te time. Og valgte min yndlingsnederdel med knapperne som aftenens heldige vinder, der skulle luftes.
Den sidste aften skulle på ingen måde gå til spilde.
Efter min lille afsløring. Efter fleres timers dans og efter, at jeg havde opgivet at ligne et anstændigt menneske, fordi sveden drev af mig, satte jeg mig på kanten af et bord, for at hvile mine fødder og sludre med danskerne, som jeg næsten ikke havde set hele natten.

Der sad jeg så og var i min egen verden, høj på adrenalin og eventyr og nød musikken, der spillede i baggrunden.
Jeg kiggede i en ubestemt retning, da han stillede sig foran mig og afbrød min tankestrøm. Han gav mig elevatorblikket og jeg fulgte hans blik, ned fra mit ansigt til mine bryster og videre til min nederdel, der afslørede min strømpekant og hægten fra hofteholderen. Hans blik stoppede et øjeblik der ved mit lår, før han smilende kiggede mig i øjnene. "Wanna dance?" Spurgte han og gestikulerede det samme spørgsmål med hænderne. Jeg var egentlig træt, men sagde ja, for tidligere på dagen var jeg havnet i hans klasse og faldet for hans nonchalante dansestil.
En, to, tre danse senere spurgte han om jeg sang. Grinende svarede jeg nej og spurgte hvorfor. "Cause you would fit perfectly on to of a piano." sagde han. Jeg grinede.  Om jeg så røg, spurgte han. Ja, der kunne jeg være ham behjælpelig. Så vi begav os ud på dækket og snakkede mens vi røg. Det begyndte at regne og vores veje skiltes med et løfte om, at vi ville mødes i bluesrummet for at prøve kræfter af med et par danse der. Det kunne jeg på ingen måde sige nej til, efter at have fundet ud af, at han var en af verdens bedste bluesdansere.

Hen mod de små timer stod han der igen. Lige foran mig og forstyrrede mit udsyn til et par, der dansede. Han hev mig op uden at spørge om jeg ville danse. Jeg fulgte med og rettede min nederdel til. Han kiggede ned og smilede. Jeg vidste, hvad han tænkte, men strømpekanten var gemt væk denne gang.
Han førte mig rundt i det underbelyste rum og jeg fulgte troligt med. Hans hoved var tæt på mit øre og jeg kunne mærke hans åndedræt. Sammen med min krops bevægelser overtog han også mit åndedræt og nu var jeg fuldkommen i hans magt.
Jeg gav mig hen til ham og mærkede hans muskler under den alt for blomstrede skjorte, som jeg flere gange op til det beskrevne øjeblik havde fnist af, uden hans vidende.
Han trak mig helt ind til sig og holdt hårdt fast om mig, jeg kunne mærke mine ribben give sig lidt under hans greb, så jeg borede mine negle i hans ryg lige inden han dippede mig så dybt, at jeg næsten lå fladt på gulvet med hans ansigt meget tæt på mit. Jeg kiggede på ham uden at smile. Han kunne se, jeg kunne lide det.
Jeg ved ikke, hvor længe vi blev ved. Men for hver sang blev min vejrtrækningen tungere, og hans ligeså.

Jeg blev vækket af min trace, ved at en stemme råbte, at dette var sidste sang, og at vi kunne fortsætte, hvor vi slap, næste år.
Jeg kiggede op på ham og smilede. Vi gik ud på dækket og satte os tæt på hinanden. Måske lidt for tæt, men det gjorde mig ikke noget. Han tændte min cigaret først og derefter sin.
Jeg sugede røgen dybt ned i mine lunger og nød den berusende følelse. Jeg kiggede ud på parlamentet på den anden side af Donaufloden og bed mig selv i tungen, inden det braste ud af mig, at denne cigaret var ligeså tiltrængt efter dansene med ham, som efter en omgang sex.

Vi røg i stilhed mens morgenstunden var ved at gry omkring os. Jeg smed mit skod i Donaufloden og mærkede hans hånd tage fat i min. Han vendte mig mod sig, tog fat i min nakke og ligesom med dansene tidligere tog han sig friheden, slap min hånd, skilte mine læber let fra hinanden med tommelfingeren og kyssede mig dybt.

Han tog fat og placerede mig på sit skød. Donaufloden var i oprør af regnen, der silede omkring os, han og jeg var optagede af hinanden og vores læber, der mødtes, vor hænder, der ikke kunne holde sig i ro. Han sukkede dybt og holdt om mig igen hårdt, så mine ribben gav sig under hans greb.
Jeg mistede pusten og lagde mit hoved på hans skulder.

Han kyssede mig en enkel gang på halsen og indsnusede mig, mens natten blev til dag.

Blind Man Bluesdancing

Selvfølgelig tog jeg også denne time med ham. En ting var jo, at hans påfund altid var så fantastisk grænseoverskridende, underholdende og på bedste vis lærerige. En hel andre ting var, at jeg i hans nærhed blev forvandlet til en forelsket teenage tøs, der  gjorde alt for blot få minutter af hans opmærksomhed.

Så denne aften stod jeg i et mørkt lokale og atter igen kiggede beundrede på den mand, der på ingen måde var min type i sine baggy paints, mørke skæg og grønne cap. Den mand, der mod alle odds have indfanget mig med sit smil, sin charme og sit fantastiske humør.

Jeg stod der og ventede spændt på, hvad denne aften ville byde på. Han bad om vores opmærksomhed og i det samme øjeblik ville man kunne have hørt en nål der rammer gulvet, hvis den var blevet tabt.
Jeg stod og holdt vejret. "Blind date blues" begyndte han. "Det er hvad i skal lege i aften. Vi har sikret rummet og i den næste time skal alle have bind for øjnene, mens i danser blues med hinanden."
Der hørtes et mumlen igennem rummet. Folk var atter på dybt vand, men mindre kunne man heller ikke have regnet med, når det var hans påfund man havde kastet sig ud i.

Han hev en stor pose frem, fyldt med sorte stykker stof. Jeg tøvede, men et blik fra ham fik mig til at rødme og lægge det sorte stof over mine øjne og binde en stram knude bagi. Endnu engang var jeg der, hvor jeg på ingen måde kunne bunde. 
Han satte musikken på og før jeg vidste af det havnede jeg i favnen på en mand.

Jeg lukkede ned for alle sluser og lod mg føre. Han var høj, kunne jeg mærke og duftede af nyvasket tøj. Han var nervøs, han snakkede som et vandfald, men min ro og meget korte svar fik ham til at falde ned.
Jeg følte mig magtesløs, men på en behagelig måde. Jeg havde ikke andre muligheder, end at give slip og give mig hen.
Og alligevel var jeg årvågen hvert eneste sekundet. Min balance havde min fulde opmærksomhed, men som dansene gik blev jeg mere og mere opmærksom på mine andre sanser. Duften blev det mest essentielle... Men berøringerne føltes pludselig mere intense og blot et enkelt ord kunne runge som tusinde kirkeklokker i mit indre.

Den ene dans førte til den anden og den anden førte, før jeg vidste af det, til den sidste.
Musikken blev slukket. Vi tog vores bind af, og der stod han igen med er smil på læben.

Han kunne tydeligt se, at folk havde nydt at være et sted, hvor de ikke kunne bunde.
Så han afsluttede det hele med ordene "I har nu danset i en time med bind for øjnene. Resten af natten vil jeg gøre det samme."

Jeg holdt mig i baggrunden. Jeg betragtede ham danse med den ene pige efter den anden, men jeg kunne ikke tage mod til mig for at gå op til ham. Min skræk overraskede mig. For nu havde jeg mulighede for at tage styringen, give helt slip på alle hæmninger og blot danse med ham, uden at han nogensinde kunne opdage, hvem han havde danset med.

I kun et øjeblik så jeg ham stå alene - midt på dansegulvet. Jeg tog mod til mig og tog hans hånd. Han spurgte om jeg ville danse. Jeg nikkede som om ham kunne se mig. Jeg udtalte et sagte "ja" i angst for, at han ville kunne genkende mig på stemme.

Sangen var tung og dyster. Jeg åndede ind og lod mig føre af en blændet mand.
Da sangen var færdig, føltes det som om det var første gang jeg åndede ud igen.
Hele min krop dirrede og jeg var nødt til at synke et par gange for at kunne får et enkelt "tak" ud over mine læber.
Jeg smilede, igen som om han kunne se mig. Han holdt stadig fast i mig og bad om endnu en dans. Jeg lagde mit hoved på hans skulder og gav mig endnu engang hen til den mand, der fuldkommet havde fængslet og betaget mig.
Jeg ved ikke, hvor mange sange vi dansede til. Vi var slynget ind i hinandens arme og Ingen ville kunne have løsrevet os fra hinanden.
Et øjeblik afbrød han stilhede, der herskede mellem os. Han spurgte om han kendte mig. "Lidt." svarede jeg. Om han havde danset med mig før. "Et par gange." 
Han smilede "Jeg aner ikke hvem du er, men det er meget længe siden jeg har nydt så mange danse med nogen som jeg har med dig."
Jeg smilede. "Du må ikke fortælle mig hvem du er i aften, men jeg håber sådan, at jeg får det at vide inden alt det her slutter." sagde han og trak mig ind til sig. Han dippede mig dybt i det sangen var færdig.

Jeg takkede for dansen og gik min vej.

Den sidste nat kæmpede jeg en kamp inde i mig selv; Om jeg skulle afsløre for ham, at jeg var den pige han havde danset med, eller lade ham fare i uvished.

Sent på natten stod han igen alene og jeg bad om en dans. 
Nogen mennesker klikker man bare med på dansegulvet. Han var en af dem. 
Efter et par danse kunne jeg ikke dy mig mere, så jeg hviskede ham i øret om han mon havde gættet, hvem han havde danset så mange danse med den nat han havde valgt at danse som en blind mand.
Han stoppede op - midt i sangen "Var det dig?" Udbrød han. "Jeg vidste det var dig. Hvor er jeg glad for, at det var dig." smilede han.
"Er du klar over, at jeg har talt om dig? Jeg fortalte en af mine venner om de mest fantastiske danse jeg længe har haft, og at jeg ikke anede hvem det var jeg havde haft den med og jeg håbede, at du ville give dig til kende, men at jeg var bange for, at jeg måske aldrig ville finde ud af det."
Jeg smilede...

Sangen skiftede og han krammende mig, gav mig et kys på kinden bad om en sidste dans.

We Can Run There Under Bridges

Om fredagen til LindyShock er det tradition, at båden Europa sætter til søs og sejler op af floden. Det sker kl 22 og i to timer kan man være på det øverste dæk og danse under åben himmel, mens tonerne fra hovedrummet spreder sig ud i efterårsnatten. Med jævne mellemrum stopper alle deres dans og begynder at råbe, huje og løbe mod bagbord.

Denne fredag satte Europa også sejl kl 22 - traditionen tro.
Og da vi var sat afsted, begav jeg mig op mod det øverste dæk.
Det var køligt og jeg skuttede mig i min alt for tynde sorte kjole. Jeg kiggede på den oplyste bygning, der kunne mistænkes at have været lavet af det pureste guld, på den anden side af Donau floden, der idag husede det Ungarske parlament, og indsnusede efterårsluften dybt i mine lunger.
Jeg nød et kort øjeblik den kolde brise, der legede med kanten af min stadig lidt for tynde sorte kjole.

De havde forberedt mig på, hvad der ville ske, så jeg ventede spændt på, at vi skulle nærme os den første bro.
Jeg kiggede på mennesker omkring mig danse og fik en umådelig trang til at følge med.

Det var så nemt; Han stod jo lige der ved siden af og kiggede hen imod menneskemængden, lænet op ad gelænderet i en grå frakke og betragtede noget jeg ikke helt kunne bestemme nærmere. Så jeg stillede mig foran ham, blokerede hans synsfelt og spurgte om han ikke ville danse.
"Jo da. Det er også den bedste måde at holde sig varm på." svarede han kort.
Jeg smilede imens han hev mig ind i mængden. Vi småsludrede mens vi dansede.
Han var far Israel, Tel Aviv, sagde han. Han havde danset i nogle år- noget krympede sig i mig. Jeg stivner altid, når jeg danser med erfarne dansere. Jeg føler jeg skal hamle op med dem. Jeg tænkte et øjeblik for mig selv "Hvis bare jeg havde startet dengang jeg første gang blev lokket, så ville jeg havde været ligeså god som han er idag." Men jeg startede ikke dengang. Måske var det også bedst, jeg startede da jeg gjorde. Dans er det, der understregede og stadig understreger begyndelsen på mit nye liv - i dansen gjorde jeg noget jeg aldrig havde turde før - jeg gjorde det selv. Helt selv.

Han hev mig ind til sig og dippede mig let. Jeg grinede mens jeg kiggede op på ham.
Vi talte videre, mens min tankestrøm kørte i baggrunden.
Men inden jeg vidste af det, afbrød han den med ordene "Er det ikke fantastisk? Musikken er stoppet og vi danser stadig." Jeg kiggede på ham. Jeg undskyldte og smilede genert."Nej du må ikke undskylde. Det er som magi." fortsatte han.
Jeg kiggede fortsat på ham og vor hænder blev ved med at være i et fast greb. Det greb varede kun et øjeblik, tror jeg, men øjeblikket føltes som en evighed. Han gav lidt slip i mine hænder og nikkede i en bestemt retning...

Pludselig kunne jeg høre en for mig velkendt stemme og sprog: "Er du klar? Vi nærmer os en bro."
Jeg tog fat i den velkendte stemmes hånd og da han havde talt til tre løb jeg og kiggede op. På et øjeblik var stjernehimlen erstattet af tunge grønne metalplader og store boltskruer og beton. Jeg blev svimmel, jeg grinede, jeg råbte op som de andre og holdt fast i den velkendte stemmes hånd. Det hele foregik så hurtigt og jeg kiggede til alle sider for at fastholde den mand, der et øjeblik havde fået mig til at glemme tid og sted.. I stedet så jeg mængden af mennesker løbe i samme retning som jeg og før jeg vidste af det var vi ved skibets ende og broen var allerede langt efter os. Jeg så enkelte hænder vinke ned til os fra broen. Jeg så en strøm efter os af oprørt vand. Jeg mærkede varmen i mine hænder, der hvor hans havde holdt fast. Menneskemylderet var spredt og jeg stod alene tilbage med hænderne ned langs min krop og lod den kolde efterårsbrise lege med kanten af min lidt for tynde sorte kjole.