Forelsket i November

Jeg sprang ud i det dybblå vand, der strakte sig så langt øjet kunne række. Temperaturen overraskede mig, det havde trods alt været over 30 grader flere dage i træk, men lige her var vandet stadig isnende koldt. Det skar igennem mig som sabler og jeg forestillede mig et øjeblik, at det lige netop sådan måtte føles at dø. I stedet for at gå i panik, lod jeg vandet slynge sig om min krop, jeg mærkede, hvordan hver lille celle i min krop fyldtes med kulde og nærmest sprang i stykker. Jeg svømmede mod overfladen og ind mod stranden igen. 

En pudsig række tanker havde linet sig op mens jeg dykkede under vandet. Som perler på en snor, hver enkel perle en tanke, et billede. Et minde.

...
 

Jeg har ikke været forelsket længe. Jeg har mødt mange mænd det sidste stykke tid. Nogle af dem har jeg været meget fascineret af. Deres tanker, liv, øjne, kroppe, læber, lyde...pikke... Få af dem åbnede jeg mig endda overfor. Delte mine drømme og lidelser. Udøste af det, jeg som regel gemmer dybt. Det, der er forbeholdt de nærmeste...de færreste. Enkelte af dem har endda været mig ligegyldige, men ingen af dem forelskede jeg mig i.

Engang var der en af dem, der spurgte mig, hvad jeg holdt mest  af. Jeg kan tydeligt huske, at solen stegte den dag, faktisk lidt ligesom idag, jeg tog en slurk af min hvidvin: "Jeg holder utrolig meget af sensommereftermiddage. De der hede tørre dage, hvor man siddet i skyggen og alt er knastørt, den eneste lyd er fårekyllingens sang og brisen dufter af fred." Jeg holdt en kort pause..."men det jeg holder mest af, er at blive forelsket i November." Han kiggede undrende på mig. Jeg vidste, hvad hans næste spørgsmål ville være, så i stedet fortsatte jeg, "Fordi November er sådan en trist måned. Alle venter kun på, at den slutter, mig inklusiv. Men når jeg forelsket mig i November, så får jeg forår i maven, og forår i maven er en utrolig rar følelse at have." Han kiggede smilende på mig og rystede let på hovedet.
 

Jeg så ham ikke efterfølgende. Han skrev til mig sidste November og spurgte om jeg var blevet gift siden sidst, eller i det mindste blevet forelsket. Jeg skrev til ham kort "Nej." Men at jeg håbede, at han var. 

Det er længe siden efterhånden, at jeg har været forelsket, tænkte jeg. Og mens det kølige vand dryppede af min krop, overvejede jeg om nogen mennesker mon er skabt til at tilbringe tilværelsen alene.

Nogen Bliver Solskoldet. Jeg Anlægger mig et Overskæg...

Efter 12 timer i en beklemt bil igennem tre lande i alt for mange grader, hoppede jeg, som noget af det første, i bad da vi ankom til et hotel beligende i et lettere uinspirerende kvarter et sted i Tyskland . 

Det gjorde godt at blive ren,  så jeg trådte ud af den lille brusekabine, der var placeret lige ved siden af min seng og lige overfor et fuldfigurspejl. 

Jeg kiggede på mig selv for første gang i en måned i et ordentligt spejl og under ordentlig belysning. Og syntes pludselig jeg kunne se noget, der ikke burde være der. 

Jojo, jeg havde mistet min elskede lyse teint, men det er åbenbart noget, der følger med solen. Og fregnerne var jeg også bekendt med, dem slipper jeg aldrig for. Men det her, det var for underligt. 

Jeg trådte ud på det grå gulvtæppe, der var lagt på hotelværelsets gulv og gik, stadig dryppende tættere på spejlet. Jeg kiggede på mit ansigt, og der var det.. Lige mellem min næse og min overlæbe - et brunt overskæg. Der var ikke nogen hår at se, men ikke destomindre var jeg blevet indehaver af et brunt overskæg…

Jeg forsøgte at gnide det væk, først med en finger, siden med mit håndklæde, men lige meget hjalp det.

Jeg kiggede på mit nyerhvervede overskæg, sukkede lidt for mig selv og tænkte, at det jo ikke burde komme som nogen overraskelse, at jeg af alle mennesker kunne solebade mig frem til et overskæg.

Men på den anden side… måske er dette blot det første skidt mod min transformation til fuldblods Niller...

Den Nittende Dag

Den nittende dag vågnede jeg med en ro inde i mig. 

Jeg havde ikke drømt, og jeg var på sin vis tilfreds. 

Jeg tror jeg har tænkt det, der skulle tænkes igennem. Jeg smiler for mig selv, og kigger op mod solen. Ud mod horisonten og indånder duften af sommer - her duften af gran.

Den tyvende dag hvilede jeg mine øjne og nød lyden fra de brusende bølger. Jeg døsede hen under den hede sol, og der var ro over mig. 

Jeg tror, jeg endelig er så langt nede i gear, at jeg for alvor er kommet på ferie. 

Det tog så også knap tre uger...

Længsel efter efterår

Egentlig er det lidt pudsigt, for jeg elsker sen-foråret og sommer. Når alt blomstrer og syrenerne dufter. Og når hylden så kommer og nærmest beruser mig, når jeg går forbi buskene. 

Jeg elsker at have bare ben, gå med ballerinasko, hver dag og iføre mig lange smukke sommerkjoler, der slæber lidt efter mig, fordi jeg jo ikke er særlig høj. 

At tag på stranden og suge solen til mig. Nyde varmen og den milde brise. Og så mærke den der fornemmelse i kroppen, som jeg før har snakke om, men aldrig helt har kunnet beskrive præcist. 

Den der fornemmelse af stilhed og knastør sommereftermiddag. Når alt stilner af og kun en enkel brumbasse kan høres, fordi den er lidt forsinket i dagens gerninger.  

Når man sidder i sin morfars have, eller ved den Blå Moske i Istanbul og det stadig er varmt, men fordi man har fundet en plet i skyggen, så er det rart, og når man så pludselig hører imamen kalde til bøn, og bliver overvældet af hvor mægtigt det egentlig er. 

Den der fornemmelse af, når man som lille legede og gravede i baghaven med sin fætter, fordi man forsøgte at finde Aladdins magiske lampe. Og når det så var hedest, blev man vasket, sat til at spise frokost og blev lagt i seng, fordi det var tid til eftermiddagslur. Den der følelser, der dukker op omkring kl 17, i min mave. Af minder, ro, sjælefred.

Ja den følelse elsker jeg.

Jeg elsker sommeren og ligeså snart den er slut, så kan jeg næste ikke vente til det bliver sen-forår igen, for så er der ikke langt til sommer igen.

Jeg elsker solen. Jeg nyder solen. Jeg kan blive helt liderlig af solen. Af varmen, der tænger helt ind til og igennem marv og ben, og nærmest fraspalter og opløser min krop til atomer. Når jeg med lukkede øjne kan mærke hver eneste celle i kroppen bevæge sig og summe.  

Jeg elsker solen og jeg elsker varmen og sommeren mit  yndlings tidspunkt på året. 

Og alligevel, midt i denne kl 17-følelse og solen og liderligheden og varmen og brisen, så kan jeg fange mig selv i at se på billeder fra året forinden. Billeder af kølige oktobermorgener, hvor solens stråler ikke varmer mere, men stadig lyse op. 

Morgener, hvor jeg iført min turkisblå frakke begiver mig på eventyr, på Uni, ud i livet og verdenen. Pakket lidt dybere ind i mit store tørklæde. 

Morgener hvor jeg tager kjole på og gummistøvler, for det må man jo godt.

Og når det så bliver lunt hen ad dagen, sidde pakket ind i tæpper og frakke og nyde en kop varm the på Kongens Nytorv, betragte byen gemt bag et par store solbriller, for i efteråret må man også have solbriller på, det er der nok solskinstimer til.

Dette glæder eg mig til. 

Jeg glæder mig til efteråret oftest, når jeg længes.

Noget om is, fedt, jungle og tissemænd

Efter ca. 30 timers søvn i løbet af 36 timer, vågnede jeg i morges kl lidt efter 8, og var uendeligt frisk.. 

Så jeg lokkede drengene til burger på Halifax - yum, de smager bare godt, især hvis man ikke taber bøffen på egen smuk pink silkeskørt, og skal sidde iført vådt pink silkeskørt, fordi man prøver at vaske fedtpletterne af på cafeens toilet og en fremmed mand braser ind på pigetoilettet, mens man stå i trusser og top, ford man har glemt at låse døren, og det åbenbart er unisex... Oh well mit liv ville være sååå kedeligt, hvis jeg ikke udsatte mig for sådanne pinligheder.

Efter en tur på isbar.. well, der fandt jeg ud af, at man kan spise for meget (hvem skulle have troet?), og man kan spise så meget, at ens hud bliver for stram til maven, og at man rent faktisk IKKE kan spise normal mængde af gl.dags is (tre kugler). Så skuffet over mig selv, smed jeg de sidste sørgelige rester af smeltet hindbær sorbet og chokolade med chokoladestykker ud efter en halv times lang tur igennem Botanisk have, hvor vi fik set en jungle, skildpadder, klamhed, fisk og en statue af en mand med to tissemænd...

Bare for at undgå tvivl - så er dette klamheden!

Eftersom jeg var omgivet at en flok kedelige gamle mænd, der ikke kan leve uden øl, tog vi hjem. 

Så jeg fik fat i CiC og endte på Amager Strandpark med hende og datter. Hvor var det dog rart at mærke solen på kroppen. Vi lå der i et par timer og fik vendt verdenssituationen (aka mænd) og atter igen blev vi enige om, at mænd ikke dur, og hvis vi to var mænd, ville vi bare kunne gøre det SÅ meget bedre.

På vejen hjem tog jeg mine klipklappere af og cyklede hjem i min gamle, hvide nederdel og bare tær igennem Øresundvej  - og gud, hvor er stranden tæt på. Jeg glemmer det altid.