Den Attende Dag

Den attende dag fik jeg en verbal lussing. Jeg slyngede ud foran min syv år yngre søster, at jeg overvejede at få min navle piercet. Hun kiggede på mig forarget med stadig halvsøvnige øjne og prompte røg det ud af munde på hende "Ej det skal du fandeme ikke. Du'alt for gammel."

Jeg var ved at kløjes i min tunge, der efterhånden har været piercet i 10 år. Mig, for gammel? Men jeg er jo kun 27 år.

Jeg føler mig på ingen måde (for) gammel. Jeg synes mit liv først er ved at begynde. Jeg har de rammer jeg selv skaber. Den hverdag jeg ønsker og det liv jeg siden jeg var 20 år har drømt om. 

Jeg tog ned til stranden med min mor på den attende dag, vi snakkede om løst og fast og så fortalte jeg hende grinende, hvad min søster havde sagt. Min mor var ved at falde ned ad trappen hun var ved at træde på, da hun hørte. For gammel? Men du er jo kun 27 år.

På den attende dag læste jeg stadig i "Barndommens Gade" og undrede mig over, at to mennesker, der har diet ved det samme bryst, kan blive så forskellige.

Jeg vil have eventyr, kærlighed, lyst, forførelse, liv, drømme… og ja også en familie. Men jeg vil det hele og så meget mere.  

Min søster hun vil… ja gad vide, hvad hun egentlig vil…

***

Vi genoptog snakken på stranden, da skyerne havde gemt solen væk. Og der, under en grå himmel fik jeg svar på, hvad min søster ville: Hun ville i hvert fald have mindst to børn, inden hun var 30.

Jeg sagde ikke noget.

I'm still young!!! - eller noget

Skodnyren har kastet mig ud i mit værste mareridt, der selvfølgelig skulle eskalere og ende med at berøre et af mine ømmeste punkter.

I disse dage er jeg godt klar over, at dialyse er uundgåeligt i den nære fremtid, og denne gang i sikkert flere år frem, da jeg ikke har sådan en tilfældig ekstra nyre i baghånden som jeg kan høste. Jeg skal vente som alle andre dødelige mennesker på, at et eller andet tilfældigt menneske dør og dennes indvolde matcher mig. Ja, sådan kan det også siges.

Som sagt, da dialyse er uundgåeligt og jeg ikke er 9 år mere, bliver jeg nok nødt til at passe på min krop på en anderledes måde, end jeg er vant til. Dialyse er hårdt mod kroppen og manglende nyre er endnu hårdere og de kloge siger, at motion gerne kan lette hele processen.

Derfor, da jeg stod op i morges gik ind på en tilfældig motionscenter hjemmeside for at se, hvad de kan tilbyde sådan en som mig.

Og sørme om de ikke havde et tilbud for en som mig:

"Er du studerende - eller bare under 26 år - kan du få et fuldtidsmedlemskab med rabat. Du kan træne i hele centrets åbningstid og på alle de hold, som du har lyst til. Vi skal dog se dokumentation hver 12. måned på, at du stadig er studerende eller under 26 år."

Og jeg tænkte "næh, hvor heldig jeg falder under begge kategorier i et helt...4-måneder-endnummh..." der så jeg, at 26 var et tal og det hele blev en kæde af alt for hurtige tanker.At fire måneder er langt mindre end jeg huskede, og at jeg jeg bliver 26, og at det er langt mere end 22 (som jeg jo troede, at jeg var???) og mit hoved blev let og mine arme blev tunge og jeg troede, at jeg enten skulle kaste op eller besvime eller... Jeg er fandme ikke 26!

Jeg. nej sgu, jeg er ikke 26. Jeg hverken tænker, eller ligner en, der bliver 30 om under 5 år... nu sker det igen, jeg tror det er fordi jeg hyperventilerer og. Fuck motion, I'm still young!

De første tegn på alderdom

Da jeg var 15 var mit højeste ønske en piercing i tungen. Da jeg gik til min mor med forslaget, fik jeg at vide, at jeg kunne gøre, hvad jeg ville med min krop, når jeg blev 18. Men sålænge jeg var under 18, tilhørte jeg i bund og grund hende, og hun bestemte.

Da jeg blev 18, fortalte jeg min mor, at nu skulle jeg have piercing i tungen, hun kiggede på mig og fortalte mig, at sålænge jeg boede under hendes tag, var det hendes regler jeg skulle følge. Eftersom min mor til tider kan forvandle sig til et rødhåret monster (lidt a la mig), valgte jeg at følge hendes lov. Min far blandede sig pænt udenom.

På vej mod de 19 og en veloverstået studentereksamen, så jeg i Kroatien en lille, lidt skummel butik, hvor de lavede piercinger. Jeg tog mod til mig, og på vej fra en cembalokoncert, gik jeg derind og satte mig i stolen. De hverken brugte handsker eller sprit. De var tre gutter, ingen af dem kunne hverken kroatisk, engelsk, tysk, eller andet der kunne minde om de tre sprog. Så min tunge blev hevet ud, sprøjtet med noget mærkeligt væske, og ellers gik det stærkt. Før jeg vidste af det, var jeg den stolte ejer af en tungepiercing.

Jeg gik lykkelig og stolt over mig selv hjem til hotellet. Da mine forældre kom tilbage, spurgte de til koncerten, jeg fortalte, at den var fantastisk, og at jeg endelig havde købt min studentergave. Min mor ville lige vide, hvad det var, da jeg rakte tungen ud, røg hun bogstaveligt bagover, heldigvis var der en lænestol bag hende. Min far kom ind, fordi han hørte påstyr, og da han så hvad jeg havde gjort, åbnede han blot sin øl og uden ord satte sig på altanen. (Siden den dag, har jeg ifølge ham haft skidt i munden).

Siden da er det blevet til en del piercinger, diverse steder på min kroppen. Men idag, godt på vej mod de 25, går det op for mig, at den eneste piercing jeg idag har tilbage er den i tungen. Alle de andre piercinger er taget ud, og den sidste tog jeg frivilligt selv ud for et par måneder siden, fordi jeg ikke syntes, at den klædte mig mere. De fleste har ikke lagt mærke til, at den er væk, men idag gik det op for mig, at det vel er de første tegn mo alderdom og modenhed. Mon ikke jeg skal have brugt de gavekort jeg har samlet i årenes løb, og får mig et par mere diskrete piercinger.

Uden labret

Med Labret