På jagt efter smykket, der skulle pryde outfittet jeg havde planlagt at iføre mig i aften, åbnede jeg, i min skuffe, en æske jeg efterhånden sjælden åbner. I den var der tre små æsker jeg havde glemt alt om.
I den ene var der en lille ballerinasko i sølv og i æsken ved siden af lå et fint porcelænsvedhæng jeg havde fået, mens kærligheden stadig var i fuld flor.
I den ene var der en lille ballerinasko i sølv og i æsken ved siden af lå et fint porcelænsvedhæng jeg havde fået, mens kærligheden stadig var i fuld flor.
Den sidste æske jeg åbnede; deri fandt jeg min gamle forlovelsesring.
Jeg tog den på - for første gang siden jeg for flere år siden havde taget den af. Der var engang, jeg havde overbevist mig selv om, at den var blevet for stor og ikke passede mig mere. Den har altid passet perfekt på min finger, men mit hjerte var vandret videre og ringen hørte ikke til mere, så jeg havde taget den af, længe før jeg havde kysset ham og Hovedgaden farvel.
Den fine hvide diamant skinnede i lampens skær. Ringen var stadig glat og smuk, selvom den havde siddet på min finger i mange år.
Naturligvis blev den i sin tid bestilt i hvideguld, for alt skulle være specielt til denne lille pige. Almindeligt guld var jo så ordinært. Jeg elskede den… til den blev for stor.
Den føltes kold, da jeg havde placeret den der, hvor den havde prydet min finger i så mange år, men det var ikke min forlovelsesring mere.
Jeg sad i sengen, omgivet af mit hvide sengetøj og mærkede det lille stykke metal, der havde haft så stor værdi for mig i så lang tid. Men i dette øjeblik, stadig siddende på min venstre ringefinger føltes den blot som et smykke. Et minde om en dyb kærlighed, der ikke er mere.
En kærlighed der får mig til at smile hver gang, men en kærlighed, der sjældent krydser mine tanker.
