Jeg fanger stadig mig selv i at kigge efter små gaver til din lille pige, når jeg befinder mig i stormagasinernes børneafdelinger. Men det er så også det eneste tidspunkt, hvor jeg sån' for alvor kommer til at tænke på dig - med mindre jeg skal fortælle om, hvorfor jeg ikke stoler på mænd mere, og hvorfor jeg har svært ved at åbne mit hjerte op igen.
Denne morgen stod jeg så, sån' lidt forvildet i mine egne tanker, på Kongens Nytorv og ventede på elevatoren, der skulle køre mig op. For jeg er jo lidt doven om morgenen og har aldrig brudt mig særligt om Metroens trapper.
Der stod jeg så; ved siden af en pige, der i sin cykelkurv havde en lille hvid hund, som hun hviskede noget til, da elevatordørene gled op og jeg så dig, igennem mine store sorte solbriller, stige ud i dit stiveste puds. Dog med en rynket pande og en let odeur af det du elsker, begive dig mod metrotoget, der skulle føre dig i retningen af, hvor dit hjem er.
Jeg ved ikke om du så mig. Jeg ved ikke, om du genkendte mig. Egentlig håber jeg, at du ikke gjorde. Og alligevel så du i min retning, og selvom jeg havde mørke solbriller på, kiggede jeg væk, og lod mit hjerte synke ned, mens jeg lidt rystet gik ind i elevatoren, forbi dig.
Jeg havde forestillet mig dette møde mange gange. Jeg havde håbet og gruet for det i månederne efter dig. Jeg forestillede mig, at jeg ville slå dig, eller spytte på dig, eller råbe af dig, eller bare fnyse, men sådan hér havde jeg ikke forestillet mig det.
Klokken var lidt i 10, og din rutine har tilsyneladende ikke ændret sig sønderligt meget.
Jeg satte mig i bussen, og kiggede mod stationen et kort stund, og det eneste jeg kunne mærke jeg have til overs for dig var medlidenhed.
Så far vel, min Ridder, jeg håber Gudernes vil se med milde øjne på dig.
