Thore og Terry

Der er en stress i mig. Jeg farer forvildet rundt i disse dage. 
Mest af alt føler jeg mig som kaninen fra Alice i Eventyrland: "For sent! For sent! For sent!". Hele tiden for sent. Hele tiden bagud. Hele tiden på vej mod noget andet og noget nyt. 

Og sådan var det ligeledes den anden dag. Forvildet fór jeg rundt omkring Panum Instituttet, efter at have deltaget i et forsøg, og forsøgte at finde bussen, der hurtigst kunne tage mig hjem, så jeg kunne komme videre med det jeg ellers skulle nå, da tørsten meldte sig. Så i stedet for at dreje til venstre i krydset, valgte jeg højre og fandt mig selv på Nørrebro. 
Et tilfældigt sted stoppede jeg og købte en smoothie. Det var nærmest sommer, og med min smoothie i hånden bestemte jeg mig for at gå over Dronning Louises bro. Ja, der skulle jeg gå over, så kunne jeg både få lidt sol og gå de 10.000 skridt jeg planlægger hver dag, men aldrig nå. 

Nørrebro, et af de steder i København jeg mindst færdes i. Ikke fordi jeg ikke kan lide Nørrebro, snarere tvært imod. Mere fordi min skridt aldrig tager mig den vej.

Da jeg nåede Dronning Louises bro, var det som en kraft hev i mig, og mine hastige skridt sagtnedes en smule. 

Der stod den så, midt på broen, badet i solskin, omringet og alligevel overset af smarte hipstere, nørrebrogensere; gamle og unge, og forhastede skridt - en bænk. Skabt kun til mig. Kaldte kun på mig. 

Jeg sagtnede mine skridt endnu mere og tog mig tid til at nyde en stille stund i den danske solbadede forsommerdag.

Nørrebro og jeg: der sad vi og så på dagen, der gik, da en herre satte sig ved siden af. Jeg slukkede min musik  og tog høretelefonerne ud, og delte et par hjemmerullede og en livshistorie med ham.

Thore og Terry. Thore var var fra Sydfyn og bemærkede hvert enkelt par hvide sko, der gik forbi os. Han var tømre og træt af københavns technoscener. Han lavede knive i fritiden og gik altid med en lineal i tasken. Han havde tilbragt for mange år i de københavnske undergrundsmiljøer og længtes efter frihed. 

Terry var fra Sverige og en dag kom Thores kæreste med ham. "Hun redede ham lige inden han blev aflivet.". Kæresten skred, men Terry blev. Idag bor de lige på den anden side af nemlig.com-skiltet. 

Thore og Terry, de komplimententerede hinanden, på forunderlig vis. 

Terry have problemer med skab og Thore kæmpede forgæves med det. 

Thores drøm var at have en gård tæt på havet, hvor han kunne have ænder, fange sine egne fisk og måske passe et par får. Terrys drøm var en godbid. Han efterlod et par potespor på min gule kjole, da jeg gav ham den godbid han drømte om. "I klær hinanden." sagde Thore, idet han kom tilbage med en lighter, der kunne tænde vores cigaretter. 

Jeg lyttede til hans ord og så et par tårer trille ned af hans kind, der var gemt bag et par store pilotsolbriller af et ukendt mærke. Han sukkede, og jeg kiggede væk. 

"Er jeg ved at kede dig nu?" spurgte han stille. Jeg rystede på hovedet og bemærkede, at endnu et par hvide sko gik hastigt forbi os. Thore grinede "jeg har vist allerede smittet dig.". Og jeg kunne ikke benægte det.

Nørrebro, Thore, Terry og jeg. Der sad vi og så på dagen, der gik forbi mens vi delte et par hjemmerullede og et par livshistorier. 

Perspektiv

Jeg vågnede imorges, alt for tidligt, men i stedet for at vende mig om på den anden side og sove videre, bestemt jeg mig for at ordne et par praktiske ting i Dukkehuset som jeg normalt ikke lige har tid til og som jeg som regel glemmer i løbet af weekenden, fordi jeg mest af alt forvandler mig til en zombie, ligeså snart klokken slår 19.01 fredag aften. 

Så jeg stod op der kl 6.30 og gik ellers igang med diverse praktiske gøremål så som at støve af, rydde op, flytte rundt og afkalke, jeg er trods alt åndsnærværende nok til at huske, at man ikke må støvsuge så tidligt om morgenen på en hverdag, så det undlod jeg pænt at gøre. 

Da jeg har havde været hele lejligheden igennem hoppede jeg i bad. 

Jeg havde godt set efterhånden i et par uger, eller mere, at mit afløb klagede og nok snart skulle renses, men da det er absolut min hadetjans, har jeg pænt ladet som om det på magisk vis ville ordne sig selv. 

Der stod jeg så, under det varme vand, og førte diverse diskussioner med mig selv, da jeg bemærkede, at vandet omkring mine fødder var ved at være godt dybt. Jeg kiggede uden for brusekabinen og så, at hele mit moderniserede  Københavnerbadeværelse var oversvømmet - vandet fossede op fra alle sider og jeg fik lyst til at slå på noget, eller græde... eller ringe efter min far. 

I stedet skyldede jeg diverse produkter af mig, slukkede vandet og gloede på et gulv, der snildt kunne have været en scene i "Sharknado". 
Bandende og svovlende pakkede jeg mig ind i et håndklæde og gik igang med at rense det skideforbandedeafløb som da absolut skulle flyde over idag. 
Jeg fik styr på det meste, men ikke desto mindre var jeg stadig så frustreret, at jeg var ved at koge nok over, til at jeg skulle dele min frustration med resten af min omgangskreds på Facebook, naturligvis. 

Stadig kold og våd, nu både af vand og sved, med dråber dryppende ned af mig, marcherede jeg ud i køkkenet og skulle til at dele mit firstworldproblem med resten af verdenen. Da fangede mit blik en update fra en af mine kære venner over fra USA. 

Mens jeg havde stået og taget mig af mit afløb her i det lille trygge Danmark og havde udsendt alverdens eder mod den uretfærdighed som absolut skulle ramme mig, var han blevet berøvet midt på gaden.  
"Just got robbed for 200 dollars […] I’m just gonna keep packing my stuff and hope it doesn’t get stolen while I’m moving. This city is filled with scum of the earth and angels. It will teach you lesson after lesson [...].” stod der.

Og så blev jeg slået i hovedet. Reality check. Perspektiv. Røde kinder. Skam... Jeg sank en klump, slettede mine eder som jeg var ved at sende på min offentlige wall på Facebook, bed mig selv i læben og skrev til ham for at høre om han var ok. 
"Jo jo, dette var jo hverdagen. I det mindste var der ikke anmeldt nogen voldtægter idag." Hvad skulle jeg gøre? Sende en ked-af-det-smiley? "Fantasia, hvor djævle og engle mødes - New Orleans." afsluttede han inden jeg nåede at reagere. 
Jeg sagde, at jeg var bekymret, at han måtte passe på sig selv. Det lovede han. Jeg fortalte, at sidste gang jeg tabte min pung, så kom den tilbage med posten, men at min 10'er var væk. Jeg sagde: "Vi lever i to forskellige verdener." Han sendte mig en smiley og sagde: "Det er derfor jeg ikke er bekymret for dig i mine vågne timer.".

Jeg har altid vidst, at vi i Danmark, om måske ikke er forkælede, så i hvert fald er priviligerede. Jeg er ikke bange for at gå, eller cykle de 800 meter fra stationen og op til mit Dukkehus. Jeg er ikke bange for, hvis jeg bliver syg, om jeg får mulighed for pleje. Jeg ved, hvis jeg løber tør for medicin, så går jeg på Riget og får mine depoter genopfyldt - gratis. Jeg kan sidde på 7. år på universitetet og nørkle med noget så specifikt som kønsstudier og alt imens får jeg penge til det. Måske ikke mange, men stadig penge... 

Jeg har vidst, og jeg har værdsat denne priviligerede, forkælede, tilværelse, for i modsætning til mange andre, så er jeg ankommet til dette land og skylder mit liv til det. Men jeg er stadig et menneske, og jeg er blevet forvænt,  jeg er blevet forkælet og nogen gange glemmer jeg, hvordan virkeligheden faktisk er. 

Jeg gik ud af køkkenet og ind i mit soveværelse. Jeg gjorde mig klar til dagen og bevægede mig ud i min lilleputvirkelighed, dog med en følelse af taknemlighed over, at afløbet faktisk var mit og at ingen kunne tage det fra mig, om ikke andet så fordi det sidder fast i mit Dukkehjem.

7th Heaven

Jeg havde store planer i fredags, med en Tweep; om byture, seje veninder og vilde timer i nattens mulm og mørke. Alle disse planer blev forpurret af en knaldende hovedpine. 

Lørdagen skulle derimod stå i tegneseriernes og Star Treks tegn og naturligvis skulle jeg lige lure på fjerde sæson af “Haven”. 

Disse planer blev også forpurret, dog på dejligste vis, da den selvsamme Tweep lokkede mig ud til en bytur med “De Tunge Erhvervsdrenge”. 
Jeg tænkte, at sådan en tur kunne ikke andet end gå galt, så jeg tog mit tunge gear frem, og begav mig ud mod det mest poppede sted i byen - Balthazar. 

Jeg bryder mig ikke om stedet; Mest fordi jeg har svært ved at tage, gifte mænd, der i smug tage vielsesringen af, og vifter med guldkortet, i håbet at imponere mig, seriøst. Men een ting elsker jeg ved stedet; Det at træde ind i lokalet. 
Jeg føler mig altid som Rose fra Titanic i den sidste scene, hvor dørene bliver åbnet for hende og alle venter på hende. 

For mig at træde ind på Balthazar er ligesom at træde ind i et eventyrland. Et sted, hvor jeg kan være mig selv, eller lige præcis den udgave af mig selv, jeg ønsker at være. 

Jeg fandt min Tweep og “De Tunge Erhvervsdrenge” og satte mig ved deres brod. De havde været igang i flere timer, så hurtigt bestemte de, at vi skulle videre og vi skulle da på 7th Heaven. 

Jeg fulgte trop og efter en kort spadseretur befandt jeg mig på en stripklub. 

Dette var ikke min første gang på en stripklub. Første (og sidste) gang var dog i forbindelse med en bog-release på klubben Dollhouse på Istedgade, så netop dette var en ny oplevelse. 

Vi fandt et bord, bestilte noget at drikke, og før jeg nåede at se mig om var vi omringet af fire meget letpåklædte piger. 

De satte sig i mellem os og begyndte at gøre sig til. De forsøgte at tale med mig, men jeg kunne ikke andet end føle mig klemt i deres selskab. Jeg så på dem, og jeg så ned på dem. 

Rummet var dunkelt og der var ekstremt varmt. Musikken var høj og alle råbte i munden på hinanden. Jeg var næsten ved at besvime. 

Der var et par andre selskaber, men jeg tog mig ikke af dem. 
Den ene af "De Tunge Erhvervsdrenge" havde okkuperet mig allerede tidligere på aftenen og talte med mig om kvindesyn og feminisme. Men samtalen blev afbrudt af, at der pludselig blev en bred enighed om at jeg skulle vælge en pige, fordi jeg skulle have en lapdance. 

Nu er jeg ikke genert af mig. Jeg er nysgerrig, eventyrlysten, med på den værste, og jeg var jo med "De Tunge Erhvervsdrenge", så jeg tænkte, at jeg blev nødt til at vise dem, at en kvinde sagtens kunne være ligeså slem som en mand kan, så jeg takkede ja. 

Jeg valgte en smuk sort kvinde, som jeg havde set danse tidligere på aftenen, og før jeg vidste af det, sad jeg i et privat rum med tre granvoksne mænd og fire piger, der hver gav os vores private lapdance. 

Jeg sad næsten forstenet på min plads og så på den smukke pige bevæge sin krop i langsomme, sensuelle bevægelser. Hun var så smuk, at jeg næsen ikke turde røre ved hende. Hun bad mig sprede benene, for at hun bedre kunne komme til, og jeg lystrede som et lille barn. 

Jeg så rundt i lokalet og så på de andre deltagere; De var dybt optaget af hver deres pige. 

Min afrikanske prinsesse duftede så berusende, at jeg næsten blev rundtosset af hendes duft. Hendes bryster var små og passede perfekt til resten af hendes krop. Hun smilede til mig og lænede sig således, at hendes brystvorter rørte ved mine læber. Jeg åbnede munden og kyssede hende ene bryst. Jeg bed hendes brystvorte let og kiggede, næsten genert op på hende. Hun smilede igen og fortalte mig, at jeg duftede dejligt. Jeg fortalte hende, at hun var smuk. 

Jeg ved ikke hvor længe det blev ved, de føltes som en evighed,  og inde i mig selv ønskede jeg kun at sessionen skulle overstå så hurtigt som muligt, for… jeg kunne ikke holde det ud.

Hun rejste sig og kiggede på mig igen. Jeg takkede hende for dansen og fortalte hende endnu engang, hvor smuk hun var. Vi gik ud af rummet. Jeg røg en cigaret og bevægede mig med resten af selskabet mod udgangen. Vi hentede vores frakker og en af "De Tunge Erhvervsdrenge” spurgte mig, hvad jeg syntes. Det eneste jeg kunne sige var, at jeg var nødt til at fordøje det, før jeg kunne svare. 

Min Tweep var tilfreds. “Jeg har lige købt en kvinde til dig, Erna.” sagde han. Jeg gjorde mig enig med ham. Han sagde, jeg skulle skrive om oplevelsen på bloggen og det gør jeg så nu. Men det er ikke kun derfor jeg skriver. Jeg gør det, fordi jeg stadig har brug for at fordøje det. Fordi jeg har brug for at få sat ord på det. Jeg blev overrasket over mig selv, over min konklusion og over hvilken type moral jeg har. 

Jeg er glad for, jeg fik denne oplevelse. 

Jeg er feminist. Jeg er prosexfeminist. Jeg er den type feminist, der mener, at kvinder (og mænd) selv skal have lov til at vælge hvilken retning i livet de ønsker at tage. 

Jeg har altid været imod et prostitutionsforbud. Jeg har altid været for at prostitution skulle lovliggøres, at der skulle skabes lige forhold for de kvinder, der vælger et erhverv, hvor de på den ene eller anden måde, vælger at sælge deres krop for andre menneskers fornøjelse og seksuelle tilfredsstillelse. 

Jeg vil dog aldrig benytte mig af sådan en ydelse igen. 

Det var sjovt at prøve, det var sundt at prøve. 
Det var sundt at prøve, for jeg gik ud af 7th Heaven med en knude i maven og en meget grim smag i munden. Jeg følte mig næsten beskidt. Forkert og uhumsk. 
Jeg følte mig som et af de mennesker, der ureflekteret og kun tænkende på sig selv og sin egen tilfredsstillelse, tramper igennem livet, uden at stille spørgsmålstegn ved omgivelserne, eller konsekvenserne af handlingerne.

Jeg ved at der findes kvinder, der vælger denne retning i livet fordi de ønsker sådan et liv. Jeg ved også, at der findes kvinder, der vælger denne retning i livet fordi de ikke har andre muligheder. 

Mens jeg sad, helt stivnet, på min plads og så på den afrikanske prinsesse danse for mig, forsøgte jeg at regne ud, hvad hun hed, hvor hun var fra, hvorfor hun var i dette dunkle rum og om hun selv troede på, at hun førte os ud mod den Syvende Himmel, eller om hun så mig som endnu et stykke kød, der skulle igennem kødmaskinen, så hun kunne få en skive brød på bordet. 

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad hun tænkte om mig. Om hun så ned på mig, lidt som jeg tidligere på aftenen havde set ned på hende. Jeg følte mig klemt og jeg følte mig værdiløs. I mit hoved var rollerne blevet vendt om. Jeg turde næsten ikke at se hende i øjnene, og det var selvom hun smilende krammede mig farvel, da jeg bevægede mig væk fra den syvende himmel og tilbage til min egen virkelighed. 

Chärming

Jeg smiler stadig lidt for mig selv, når jeg tænker tilbage på hvordan han lurede mig i sin favn.

Den sidste aften havde jeg sikret mig mod min smertende ankel med en halv håndfuld smertestillende piller hver 4de-6te time. Og valgte min yndlingsnederdel med knapperne som aftenens heldige vinder, der skulle luftes.
Den sidste aften skulle på ingen måde gå til spilde.
Efter min lille afsløring. Efter fleres timers dans og efter, at jeg havde opgivet at ligne et anstændigt menneske, fordi sveden drev af mig, satte jeg mig på kanten af et bord, for at hvile mine fødder og sludre med danskerne, som jeg næsten ikke havde set hele natten.

Der sad jeg så og var i min egen verden, høj på adrenalin og eventyr og nød musikken, der spillede i baggrunden.
Jeg kiggede i en ubestemt retning, da han stillede sig foran mig og afbrød min tankestrøm. Han gav mig elevatorblikket og jeg fulgte hans blik, ned fra mit ansigt til mine bryster og videre til min nederdel, der afslørede min strømpekant og hægten fra hofteholderen. Hans blik stoppede et øjeblik der ved mit lår, før han smilende kiggede mig i øjnene. "Wanna dance?" Spurgte han og gestikulerede det samme spørgsmål med hænderne. Jeg var egentlig træt, men sagde ja, for tidligere på dagen var jeg havnet i hans klasse og faldet for hans nonchalante dansestil.
En, to, tre danse senere spurgte han om jeg sang. Grinende svarede jeg nej og spurgte hvorfor. "Cause you would fit perfectly on to of a piano." sagde han. Jeg grinede.  Om jeg så røg, spurgte han. Ja, der kunne jeg være ham behjælpelig. Så vi begav os ud på dækket og snakkede mens vi røg. Det begyndte at regne og vores veje skiltes med et løfte om, at vi ville mødes i bluesrummet for at prøve kræfter af med et par danse der. Det kunne jeg på ingen måde sige nej til, efter at have fundet ud af, at han var en af verdens bedste bluesdansere.

Hen mod de små timer stod han der igen. Lige foran mig og forstyrrede mit udsyn til et par, der dansede. Han hev mig op uden at spørge om jeg ville danse. Jeg fulgte med og rettede min nederdel til. Han kiggede ned og smilede. Jeg vidste, hvad han tænkte, men strømpekanten var gemt væk denne gang.
Han førte mig rundt i det underbelyste rum og jeg fulgte troligt med. Hans hoved var tæt på mit øre og jeg kunne mærke hans åndedræt. Sammen med min krops bevægelser overtog han også mit åndedræt og nu var jeg fuldkommen i hans magt.
Jeg gav mig hen til ham og mærkede hans muskler under den alt for blomstrede skjorte, som jeg flere gange op til det beskrevne øjeblik havde fnist af, uden hans vidende.
Han trak mig helt ind til sig og holdt hårdt fast om mig, jeg kunne mærke mine ribben give sig lidt under hans greb, så jeg borede mine negle i hans ryg lige inden han dippede mig så dybt, at jeg næsten lå fladt på gulvet med hans ansigt meget tæt på mit. Jeg kiggede på ham uden at smile. Han kunne se, jeg kunne lide det.
Jeg ved ikke, hvor længe vi blev ved. Men for hver sang blev min vejrtrækningen tungere, og hans ligeså.

Jeg blev vækket af min trace, ved at en stemme råbte, at dette var sidste sang, og at vi kunne fortsætte, hvor vi slap, næste år.
Jeg kiggede op på ham og smilede. Vi gik ud på dækket og satte os tæt på hinanden. Måske lidt for tæt, men det gjorde mig ikke noget. Han tændte min cigaret først og derefter sin.
Jeg sugede røgen dybt ned i mine lunger og nød den berusende følelse. Jeg kiggede ud på parlamentet på den anden side af Donaufloden og bed mig selv i tungen, inden det braste ud af mig, at denne cigaret var ligeså tiltrængt efter dansene med ham, som efter en omgang sex.

Vi røg i stilhed mens morgenstunden var ved at gry omkring os. Jeg smed mit skod i Donaufloden og mærkede hans hånd tage fat i min. Han vendte mig mod sig, tog fat i min nakke og ligesom med dansene tidligere tog han sig friheden, slap min hånd, skilte mine læber let fra hinanden med tommelfingeren og kyssede mig dybt.

Han tog fat og placerede mig på sit skød. Donaufloden var i oprør af regnen, der silede omkring os, han og jeg var optagede af hinanden og vores læber, der mødtes, vor hænder, der ikke kunne holde sig i ro. Han sukkede dybt og holdt om mig igen hårdt, så mine ribben gav sig under hans greb.
Jeg mistede pusten og lagde mit hoved på hans skulder.

Han kyssede mig en enkel gang på halsen og indsnusede mig, mens natten blev til dag.

Om menneskesind

Jeg står iblandt dem alle, og mens de betrager mig, betragter jeg selv ham. Jeg ser hans bevægelser, hans skæve smil, hans øjne, der er gemt af skyggen. 

Hans hånd, der på en lidt for lapset måde hænger, løs i håndledet, mens han står med den ene fod hvilende på kanten og forsøger ikke at kigge ned på hende. 

Han ved ikke noget, men jeg ser det hele. Den måde han ikke snakker med hende på. Den måde han holder sig så langt væk fra hende som muligt - helst i den anden ende af lokalet. 

Men han holder øje med hende, mens jeg der i midten - i virvaret af mennesker, der kigger på mig, betragter ham. 

Jeg smiler lidt for mig selv, i den dunkle belysning, det er jo lidt tragikomisk. Det er jo som en ugelang deja vu. Jeg har oplevet det selv - måske blev jeg også betragtet i min færden af en anden kvinde - en kvinde, der selv blev ignoreret på et tidligere tidspunkt - et tidspunkt,  hvor jeg endnu ikke var til. 

Hvor er et menneskesind -og hjerte dog pudsigt. 

Engang i et øjebliks svaghed fik jeg overbevist mig selv om, at dette var hans tegn på hans hengivenhed til mig. Jo længere væk han trak sig fra mig blandt alle de andre, des tættere på ville han komme, når vi endelig var gemt godt inde i hans lille overfyldte hule. 

Så jeg smilede en smule bredere for hver skridt han tog væk fra mig, og mit hjerte hoppede en smule mere, for hver anden han holdt om. For jeg vidste, at det var mig, der i sidste ende ville høste de sødmefulde kys fra hans læber. 

Jeg ser hende kigger op på ham. Hen mod ham. Hun søger ham diskret med et fascineret blik. Jeg ser hendes smil blive lidt bredere for hvert ord han hvisker, og hendes øjne skinner, når han fjerner sig fra hende. 

For allerede nu ved hun, at dette er hans tegn på hans hengivenhed til hende. 

Jo længere væk han trækker sig fra hende blandt alle os andre, des tættere på vil han komme, når de engang er gemt inde i hans lille overfyldte hule. 

Så hun smiler en smule bredere for hvert skridt han tager væk fra hende, og med stor sandsynlighed hopper hendes hjerte en smule mere, for hver anden han holder om. For hun ved, at det er hende, der i sidste ende vil høste de sødmefulde kys fra hans læber. 

Hvor ville jeg dog ønske, jeg kunne dykke ned i hendes hjerte og sind, for at se om jeg faktisk har ret. 

Leoparddrengen vender tilbage...

I et par måneder har jeg fulgt med på bloggen: "Leoparddrengen vender tilbage", og har længe ønsket at oplevet dette fænomen i form af en mand, der iført stramtsiddende leopardtøj, danser på Amigo.

Efter et godt stykke tid, nossede jeg mig selv sammen til at overveje, at dukke op på Amigo uset, og blot betragte dette fænomen af et mennesker, for i min verden var han blevet til det ultimative.

Sidste weekend, befandt jeg mig pludselig på Studiestræde og i en dejligt beruset tilstand, prøvede at finde Cozy.

Det kom som en åbenbaring... Der, på et skilt, som for mig mest af alt lignede af guld. Et skilt, der i mine øjne lyste af uforklarligt skær, stod der med store sorte bogstaver "AMIGO". Jeg lokkede Katten ind i noget der mindede om en baggård, for som jeg forklarede hende: "Jeg tror, at det er her Leoparddrengen plejer at hænge ud, det kan jo være at han er der, og vi kan se ham danse".

Katten var mildere skeptisk. Det så lidt snusket ud, og mindede mest af alt om en opgang. - Det var faktisk en opgang.

Jeg gik først op af trappen, og så ned igen. For det var nu lidt mærkeligt, selv for mig. På vejen ned så jeg et A4 størrelse skilt, hvor der stod: "GAY GAY GAY; only tonight for men" - men frk. Ahmetspahic tænker - "det må da være en fejl. Jeg ved, for Leoparddrengen har skrevet i sin blog, at Amigo er både for kvinder og mænd"

Jeg gik op af trappen igen, men bliver standset af en mand, der siger, at dette sted altså er kun for mænd. Så overbevist som jeg er, prøver jeg at forklare ham, at jeg har hørt, at dette sted både er åbent for kvinder og mænd.

Efter et par minutters hakken frem og tilbage opgiver jeg, og hopper ned ad trappen. Går ind på Cozy, og fortæller mit homoseksuelle selskab, der endelig er ankommet, at jeg simpelthen ikke kunne forstår, hvorfor jeg ikke kunne komme ind på Amigo.

Mit homoseksuelle selskab griner med hovedrysten og spørger: "Taler du om Amigo på Studiestræde, altså Amigo Sauna?"

Erna: "Øh, det ved jeg ikke. Leoparddrengen snakker hele tiden om Amigo, og god musik."

Mit homoseksuele selskab: "Haha du tænker på Amigo Bar, på Frederiksberg. Amigo på Studiestræde er Amigo Sauna"

Erna: "Hvad er forskellen?"

Mit homoseksuelle selskab: "Jo ser du, Amigo Sauna er et sted, hvor bøsser kan betale 100 kr, får udleveret et håndklæde, hvorpå lyset bliver slukket, og så går de ellers igang."

Erna: "Aha... som en form for darkroom?"

Mit homoseksuelle selskab: "Ja, darkroom for bøsser"

Erna: "Men jeg kan jo godt lide darkroom"

Mit homoseksuelle selskab: "Hvor er du genial Erna.."

Erna: "Kan simpelthen ikke forstå, hvorfor jeg ikke måtte komme ind".

Efter en grundig samtale med Leoparddrengen, og op til flere kraklinks, fandt jeg sammen med min Companion In Crime frem til Amigo Bar (!!), på Gl. Kongevej, i lørdags.

Selvom Leoparddrengen havde annonceret sin ankomst ved 2 tiden, var vi der allerede lidt efter 00.

Vi kommer ind. Et af gammelt røg ildelugtende, mørkt lokale, fem mænd i baren og to bagved kommer os i møde. Min første tanke: "Åh nej, hvad har du nu rodet jer ind i søde, lille Erna?" - Companion in crime er total klar, og efter et par udvekslede blikke finder vi et bord.

Jeg skulle til at sætte mig på en stol, med ryggen til baren, men en pludselig væltet barstol og to mænd på gulvet overbeviser mig om, at det nok er smartest, at jeg sætter mig ved siden af companion in crime med ryggen mod muren og øjnene godt fæstnet mod eventuelle flyvende mænd og barstole.

Tiden flyver, til trods for et fantastisk selskab, uendeligt langsomt. Der bliver røget og drukket, snakket og grinet. Companion In Crime, skal bl.a redes fra en farlig middelaldrende mand og ven. Lebben Lola træder frem, og forklarer, at tøsen altså er hendes i nat, og mænd ikke er velkomne.

Et par dårlige undskyldninger, et par drinks og et par historier senere, er de væk og pladserne er atter kun optaget af Companion In Crime og andet godt selskab.

Halvdelen af Amigos gæster, der sidder omkring os, venter med stor spænding på nattens helt. Manden som jeg har sat på en absolut piedestal.

Jeg gruer for, at fænomenet ikke kan leve op til mine livlige fantasier. Endnu værre jeg gruer for, at han slet ikke dukker op.

Hver gang døren går op, håber jeg, at det er ham, men hver gang er det en skuffelse. Ingen mand iført leopardtøj.

Pludselig, som fra en tåge er han der, som om han har sneget sig ind, uden at blive opdaget, allerede dansende - solo i sin egen verden. Jeg kigger og beundrer. Resten af selskabet er solgt - jeg var det allerede, nu har jeg blot kvitteret.

Companion In Crime og jeg løber op, fordi jeg ikke tør gøre det alene. Vi løber og siger hej. En måske lidt overvældet eller retter overrasket Leoparddreng hilser på os, ved ikke, hvad han skal sige, men rækker mig hånden - "åh gud tænker jeg", selv hans hænder er iført et par leopardhandsker. Fantastisk...Fabelagtigt - gift dig med mig du forunderlige mand...

En dans begynder og forvandler sig til flere. Natten er skøn og våd. Før jeg ved af det er klokken knap fem, regnet er stilnet af, og jeg er på vej hjem med Companion In Crime. Fuglene synger og tågen er ved at lette.

Jeg er høj, og på vej mod Rådhuspladsen. Jeg er høj på oplevelser og fantastisk dans.

Leoparddrengen har fyldt mit hoved og sind, og forløst mig i en ekstase af lykke, der spreder sig som varme igennem min krop. :)