Selvfølgelig tog jeg også denne time med ham. En ting var jo, at hans påfund altid var så fantastisk grænseoverskridende, underholdende og på bedste vis lærerige. En hel andre ting var, at jeg i hans nærhed blev forvandlet til en forelsket teenage tøs, der gjorde alt for blot få minutter af hans opmærksomhed.
Så denne aften stod jeg i et mørkt lokale og atter igen kiggede beundrede på den mand, der på ingen måde var min type i sine baggy paints, mørke skæg og grønne cap. Den mand, der mod alle odds have indfanget mig med sit smil, sin charme og sit fantastiske humør.
Jeg stod der og ventede spændt på, hvad denne aften ville byde på. Han bad om vores opmærksomhed og i det samme øjeblik ville man kunne have hørt en nål der rammer gulvet, hvis den var blevet tabt.
Jeg stod og holdt vejret. "Blind date blues" begyndte han. "Det er hvad i skal lege i aften. Vi har sikret rummet og i den næste time skal alle have bind for øjnene, mens i danser blues med hinanden."
Der hørtes et mumlen igennem rummet. Folk var atter på dybt vand, men mindre kunne man heller ikke have regnet med, når det var hans påfund man havde kastet sig ud i.
Han hev en stor pose frem, fyldt med sorte stykker stof. Jeg tøvede, men et blik fra ham fik mig til at rødme og lægge det sorte stof over mine øjne og binde en stram knude bagi. Endnu engang var jeg der, hvor jeg på ingen måde kunne bunde.
Han satte musikken på og før jeg vidste af det havnede jeg i favnen på en mand.
Jeg lukkede ned for alle sluser og lod mg føre. Han var høj, kunne jeg mærke og duftede af nyvasket tøj. Han var nervøs, han snakkede som et vandfald, men min ro og meget korte svar fik ham til at falde ned.
Jeg følte mig magtesløs, men på en behagelig måde. Jeg havde ikke andre muligheder, end at give slip og give mig hen.
Og alligevel var jeg årvågen hvert eneste sekundet. Min balance havde min fulde opmærksomhed, men som dansene gik blev jeg mere og mere opmærksom på mine andre sanser. Duften blev det mest essentielle... Men berøringerne føltes pludselig mere intense og blot et enkelt ord kunne runge som tusinde kirkeklokker i mit indre.
Den ene dans førte til den anden og den anden førte, før jeg vidste af det, til den sidste.
Musikken blev slukket. Vi tog vores bind af, og der stod han igen med er smil på læben.
Han kunne tydeligt se, at folk havde nydt at være et sted, hvor de ikke kunne bunde.
Så han afsluttede det hele med ordene "I har nu danset i en time med bind for øjnene. Resten af natten vil jeg gøre det samme."
Jeg holdt mig i baggrunden. Jeg betragtede ham danse med den ene pige efter den anden, men jeg kunne ikke tage mod til mig for at gå op til ham. Min skræk overraskede mig. For nu havde jeg mulighede for at tage styringen, give helt slip på alle hæmninger og blot danse med ham, uden at han nogensinde kunne opdage, hvem han havde danset med.
I kun et øjeblik så jeg ham stå alene - midt på dansegulvet. Jeg tog mod til mig og tog hans hånd. Han spurgte om jeg ville danse. Jeg nikkede som om ham kunne se mig. Jeg udtalte et sagte "ja" i angst for, at han ville kunne genkende mig på stemme.
Sangen var tung og dyster. Jeg åndede ind og lod mig føre af en blændet mand.
Da sangen var færdig, føltes det som om det var første gang jeg åndede ud igen.
Hele min krop dirrede og jeg var nødt til at synke et par gange for at kunne får et enkelt "tak" ud over mine læber.
Jeg smilede, igen som om han kunne se mig. Han holdt stadig fast i mig og bad om endnu en dans. Jeg lagde mit hoved på hans skulder og gav mig endnu engang hen til den mand, der fuldkommet havde fængslet og betaget mig.
Jeg ved ikke, hvor mange sange vi dansede til. Vi var slynget ind i hinandens arme og Ingen ville kunne have løsrevet os fra hinanden.
Et øjeblik afbrød han stilhede, der herskede mellem os. Han spurgte om han kendte mig. "Lidt." svarede jeg. Om han havde danset med mig før. "Et par gange."
Han smilede "Jeg aner ikke hvem du er, men det er meget længe siden jeg har nydt så mange danse med nogen som jeg har med dig."
Jeg smilede. "Du må ikke fortælle mig hvem du er i aften, men jeg håber sådan, at jeg får det at vide inden alt det her slutter." sagde han og trak mig ind til sig. Han dippede mig dybt i det sangen var færdig.
Jeg takkede for dansen og gik min vej.
Den sidste nat kæmpede jeg en kamp inde i mig selv; Om jeg skulle afsløre for ham, at jeg var den pige han havde danset med, eller lade ham fare i uvished.
Sent på natten stod han igen alene og jeg bad om en dans.
Nogen mennesker klikker man bare med på dansegulvet. Han var en af dem.
Efter et par danse kunne jeg ikke dy mig mere, så jeg hviskede ham i øret om han mon havde gættet, hvem han havde danset så mange danse med den nat han havde valgt at danse som en blind mand.
Han stoppede op - midt i sangen "Var det dig?" Udbrød han. "Jeg vidste det var dig. Hvor er jeg glad for, at det var dig." smilede han.
"Er du klar over, at jeg har talt om dig? Jeg fortalte en af mine venner om de mest fantastiske danse jeg længe har haft, og at jeg ikke anede hvem det var jeg havde haft den med og jeg håbede, at du ville give dig til kende, men at jeg var bange for, at jeg måske aldrig ville finde ud af det."
Jeg smilede...
Sangen skiftede og han krammende mig, gav mig et kys på kinden bad om en sidste dans.
Så denne aften stod jeg i et mørkt lokale og atter igen kiggede beundrede på den mand, der på ingen måde var min type i sine baggy paints, mørke skæg og grønne cap. Den mand, der mod alle odds have indfanget mig med sit smil, sin charme og sit fantastiske humør.
Jeg stod der og ventede spændt på, hvad denne aften ville byde på. Han bad om vores opmærksomhed og i det samme øjeblik ville man kunne have hørt en nål der rammer gulvet, hvis den var blevet tabt.
Jeg stod og holdt vejret. "Blind date blues" begyndte han. "Det er hvad i skal lege i aften. Vi har sikret rummet og i den næste time skal alle have bind for øjnene, mens i danser blues med hinanden."
Der hørtes et mumlen igennem rummet. Folk var atter på dybt vand, men mindre kunne man heller ikke have regnet med, når det var hans påfund man havde kastet sig ud i.
Han hev en stor pose frem, fyldt med sorte stykker stof. Jeg tøvede, men et blik fra ham fik mig til at rødme og lægge det sorte stof over mine øjne og binde en stram knude bagi. Endnu engang var jeg der, hvor jeg på ingen måde kunne bunde.
Han satte musikken på og før jeg vidste af det havnede jeg i favnen på en mand.
Jeg lukkede ned for alle sluser og lod mg føre. Han var høj, kunne jeg mærke og duftede af nyvasket tøj. Han var nervøs, han snakkede som et vandfald, men min ro og meget korte svar fik ham til at falde ned.
Jeg følte mig magtesløs, men på en behagelig måde. Jeg havde ikke andre muligheder, end at give slip og give mig hen.
Og alligevel var jeg årvågen hvert eneste sekundet. Min balance havde min fulde opmærksomhed, men som dansene gik blev jeg mere og mere opmærksom på mine andre sanser. Duften blev det mest essentielle... Men berøringerne føltes pludselig mere intense og blot et enkelt ord kunne runge som tusinde kirkeklokker i mit indre.
Den ene dans førte til den anden og den anden førte, før jeg vidste af det, til den sidste.
Musikken blev slukket. Vi tog vores bind af, og der stod han igen med er smil på læben.
Han kunne tydeligt se, at folk havde nydt at være et sted, hvor de ikke kunne bunde.
Så han afsluttede det hele med ordene "I har nu danset i en time med bind for øjnene. Resten af natten vil jeg gøre det samme."
Jeg holdt mig i baggrunden. Jeg betragtede ham danse med den ene pige efter den anden, men jeg kunne ikke tage mod til mig for at gå op til ham. Min skræk overraskede mig. For nu havde jeg mulighede for at tage styringen, give helt slip på alle hæmninger og blot danse med ham, uden at han nogensinde kunne opdage, hvem han havde danset med.
I kun et øjeblik så jeg ham stå alene - midt på dansegulvet. Jeg tog mod til mig og tog hans hånd. Han spurgte om jeg ville danse. Jeg nikkede som om ham kunne se mig. Jeg udtalte et sagte "ja" i angst for, at han ville kunne genkende mig på stemme.
Sangen var tung og dyster. Jeg åndede ind og lod mig føre af en blændet mand.
Da sangen var færdig, føltes det som om det var første gang jeg åndede ud igen.
Hele min krop dirrede og jeg var nødt til at synke et par gange for at kunne får et enkelt "tak" ud over mine læber.
Jeg smilede, igen som om han kunne se mig. Han holdt stadig fast i mig og bad om endnu en dans. Jeg lagde mit hoved på hans skulder og gav mig endnu engang hen til den mand, der fuldkommet havde fængslet og betaget mig.
Jeg ved ikke, hvor mange sange vi dansede til. Vi var slynget ind i hinandens arme og Ingen ville kunne have løsrevet os fra hinanden.
Et øjeblik afbrød han stilhede, der herskede mellem os. Han spurgte om han kendte mig. "Lidt." svarede jeg. Om han havde danset med mig før. "Et par gange."
Han smilede "Jeg aner ikke hvem du er, men det er meget længe siden jeg har nydt så mange danse med nogen som jeg har med dig."
Jeg smilede. "Du må ikke fortælle mig hvem du er i aften, men jeg håber sådan, at jeg får det at vide inden alt det her slutter." sagde han og trak mig ind til sig. Han dippede mig dybt i det sangen var færdig.
Jeg takkede for dansen og gik min vej.
Den sidste nat kæmpede jeg en kamp inde i mig selv; Om jeg skulle afsløre for ham, at jeg var den pige han havde danset med, eller lade ham fare i uvished.
Sent på natten stod han igen alene og jeg bad om en dans.
Nogen mennesker klikker man bare med på dansegulvet. Han var en af dem.
Efter et par danse kunne jeg ikke dy mig mere, så jeg hviskede ham i øret om han mon havde gættet, hvem han havde danset så mange danse med den nat han havde valgt at danse som en blind mand.
Han stoppede op - midt i sangen "Var det dig?" Udbrød han. "Jeg vidste det var dig. Hvor er jeg glad for, at det var dig." smilede han.
"Er du klar over, at jeg har talt om dig? Jeg fortalte en af mine venner om de mest fantastiske danse jeg længe har haft, og at jeg ikke anede hvem det var jeg havde haft den med og jeg håbede, at du ville give dig til kende, men at jeg var bange for, at jeg måske aldrig ville finde ud af det."
Jeg smilede...
Sangen skiftede og han krammende mig, gav mig et kys på kinden bad om en sidste dans.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar