Den Lille Café, et Sted Midt i Mellem, Der Serverer Drikkevarer og Snacks til Fornuftige Priser

For snart fem år siden fik jeg en ny nyre. 
Efter en lang, lang, lang…lang periode med sygdom, træthed, dialyse og mistet livsgejst blev jeg rask, og jeg kunne ikke få nok af livet. Det var som at blive født på ny. 

For snart fire år siden svigtede den selvsamme nyre og to uger senere blev jeg blind. Dagen derpå mistede jeg modet. Mistede lysten til livet, og jeg er ikke bange for at indrømme, at de to eneste ting, der holdt mig fra at hoppe ud fra 13ende etage på Riget var; 1. at jeg lider utrolig meget af højdeskræk (og tænk nu, hvis jeg ikke døde, men bare blev handikappet. 2. min nysgerrighed, kontrol-gen, samt det faktum, at jeg vidste, at ingen ville kunne arrangere min begravelse præcis som jeg ønskede det. 

Fem uger efter, at jeg var blivet blind lod de mig gå, for nu kunne jeg se en smule bedre og de kunne ikke gøre mere for mig. Jeg husker sne, gråt… gråt… og mere gråt.

Jeg begyndte til psykolog. Han var fantastisk og han hjalp mig igennem hårde tider og mange valgt. 

Et halvt år efter, at jeg var blevet blind, begyndt at se igen, havde konstateret, at min nyre ikke var til at rede mere, tabt mit liv og samlet det nogen lunde op igen, sad jeg i hans sofa og fortalte ham: "Jeg tror, jeg for første gang i meget, meget lang tid ikke føler mig som et åbent sår mere.".

Så jeg fortsatte hos ham. Nogen gange er jeg overbevist om, at han sørgede for fornyelsen af henvisninger, samt de der 15-20 min ekstra i stolen (uden betaling), fordi han nærmest fandt mit liv lettere underholdende - lidt på den der sæbeoperafacon. 

En dag kunne jeg mærke, at jeg ikke havde brug for ham mere. 

Så i stedet begyndte jeg at danse; og jeg dansede og dansede og dansede… Og jeg følte jeg næsten kunne flyve. Til den der dag…den der dag, hvor sommerfuglene forsvandt og jeg faldt og det gjorde så ondt at falde og slå sig, at jeg var nødt til at lime og efterfølgende lukke den lille fine æske, der gør at man kan føle, og som faktisk er grundstenen i min person. Og jeg satte en drage for at beskytte den fine æske, og jeg lod dragen sluge nøglen, så ingen nogen sinde kunne få fat i nøglen igen. Og så gik der et år, hvor jeg ikke husker meget andet, end endeløse nætter, og mørket og tågen og dage der forsvinder. I mellemtiden fik jeg vist også købt en lejlighed. Den er pæn og der er guldtapet i soveværelset og blomster på mine greb i køkkenet.

Idag sidder jeg på KUA og på mandag bliver jeg 29. 

***

Hvorfor jeg skriver alt det her, spørger du dig selv?

Fordi jeg idag kom til at trykke på et link på Facebook og jeg kom til at græde. Fordi jeg idag har indset, at jeg vist for første gang i mange år virkelig er helet - Både min krop og min sjæl er helet. 

Det var et simpelt billede, der fik mig til at indse, at jeg faktisk har fundet min lille café, et sted midt i mellem, der serverer drikkevarer og snacks til fornuftige priser.

Jeg er stadig taknemlig og kan stadig bliver høj, over at have fundet mig selv. Og det skal ikke være løgn, jeg lærer stadig, og skal fortsat øve mig i at være mig selv, men jeg skammer mig ikke over, at indrømme, at jeg er et følsom væsen. At min sjæl er blevet skrammet og nok er lidt slidt.

Jeg flyver ikke, men jeg har fundet min lille café, der midt i mellem, og det er jeg inderligt taknemlig for…

Den er et besøg værd, og måske kan den gøre dig opmærksom på, hvorfor en i din omgangskreds ikke er til at genkende mere. 

Skuffet

Mænd er røvhuller!
Lige nu generaliserer jeg tærkrummende meget. Men... mænd er røvhuller.

I den tid jeg har været single har jeg af fire omgange haft mit hjem åbnet for mennesker i længere eller kortere periode. Det har været venner som fremmede og jeg har gjort mit bedste for, at deres ophold i mit hjem var bekvemt, kærligt og rart.

Første gang jeg lod én låne min sofa er godt et år siden.
Jeg lod en næsten fremmed pige bo hos mig, fordi hun lige var flyttet til København, kendte ingen og stod pludselig i lort op til over begge øre. Jeg behøvede ikke, at gøre det, men jeg kunne ikke få ro, så jeg tilbød hende at crashe hos mig til det værste var overstået, og hun kunne stå på egne ben.

Knap tre måneder senere sagde jeg ikke farvel til en fremmed, men en pige, der var blevet en af mine bedste veninder.

At have hende boende var sådan en god oplevelse, at jeg naturligvis tilbød en af mine venner at låne min lejlighed, mens jeg var på ferie, da hans ex havde smidt ham på hoved og røv, lige efter at hun havde sagt, at han kunne blive boende i deres gamle lejlighed.
Så jeg aftalte med min ex-roomie, at de skulle mødes i lufthavnen så han kunne få nøglerne til mit hjem.

Da jeg kom hjem fra ferien var han stadig boligløs, så jeg krammede ham og lovede, at vi nok skulle finde ud af noget.
Han var egentlig hyggelig at have boende. Han var der, da jeg manglede trøst og grinede af mine jokes.
En eftermiddag knap tre måneder senere, da jeg sad midt i et stykke kage på min yndlingscafé, blev jeg ringet op af ham med ordene om, at han var i færd med at hente sine ting, for han havde fundet et sted han kunne bo.
Han var en ven i nød, han fik et hjem hos mig og efter at have boet hos mig gratis i knap tre måneder, flyttede han, og sagde ikke engang tak. Med mindre det, at han end ikke ønskede mig tillykke med fødselsdagen et par dage senere skulle tages som et tak. Jeg er jo så usikker, når det kommer til en masse ting, så jeg ved det faktisk ikke. Måske jeg skulle Google høflighedsbegrebet.

Flere måneder senere skrev han og spurgte om vi ikke skulle drikke kaffe sammen. Jeg hvinede glad "Ja". Men blev noget skuffet; den eneste grund til ,at han ville besøge mig, var for at hente de sidste ting han stadig havde haft liggende i min stue.

Da Hobbitten et par måneder senere begejstret ringede og foreslog, at hun da skulle låne min sofa i løbet af januar, havde jeg naturligvis mine betænkeligheder. Sådan en oplevelse som ovenover sætter sine ar, men mit gode hjerte løb af med mig og Hobbitten flyttede ind og gjorde mine betænkeligheder til skamme.

At have hende boende var næsten for godt til at være sandt. Ikke nok med, at hun tog sig af mig mens jeg læste til eksamen og købte mig både cola og frugt og slik, hun kvitterede også min gæstfrihed med det smukkeste køleskab jeg længe havde set. For hun havde nærvær nok til at se, at et køleskab; det var noget, der manglede i mit køkken.

De sidste ti dage har jeg haft besøg fra udlandet. En bekendt, Chärming, ham der kyssede mig, mens morgenen gryede over Donaufloden, skulle til Sverige, men før det, ville han tage en smuttur forbi København, for at besøge mig.
Jeg var himmelhenrykt, for jeg havde savnet ham og havde glædet mig til at se ham siden den morgen, hvor jeg i silende regn havde kysset ham farvel og bevæget mig mod lufthavnen med næsten et tungt hjerte.

Han kom og det var næsten som en drøm... Og så blev den drøm et mareridt, men det mareridt kan være jer til gode i første omgang.

Efter turen til Sverige sagde han, at han ville returnere til København og lod derfor sine ting stå.
Som det menneske jeg nu engang er, fik han lov til at blive hos mig resten af tiden.
Han skulle komme tilbage igår, tirsdag, og han ikke havde nøglerne til mit hjem, så jeg planlagde min aften så det passede med hans hjemkomst.

Kl midnat var han stadig ikke kommet og jeg havde ikke hørt fra ham.
Min træthed overmandede mig et par timer efter midnat, og jeg var døset hen.
Med et sæt vågnede. Jeg var stadig disorienterer og mit hjerte sank, da jeg indså, at jeg var faldet i søvn og Chärming stadig ikke var hjemme. Jeg stod op og kiggede udenfor, for min første tanke var at jeg ikke havde hørt dørklokken. Jeg tjekkede min telefon, men der var ingenting fra ham...og idet indså jeg, at mænd er røvhuller...

Selvom han var min gæst, så var det på intet tidspunkt faldet ham ind - om ikke andet, så af ren og skær respekt, at kontakte mig og sige, at han nok ikke kom hjem som aftalt, for han havde formegentlig andre forpligtelser. Det var ikke faldet ham ind, at jeg har andre ting, at tage mig til i løbet af min dag, end at vente på, at han kommer hjem.
Og jeg venter stadig...

Jeg bliver så skuffet over det modsatte køn. Ikke fordi de skuffet mig som mænd, men fordi de skuffer mig som mennesker.
At de kun tænker på en, når de har brug for noget, men derudover kunne man rådne op og de ville end ikke skæve til en.

Han havde på intet tidspunkt vist sig fra sin gode side. Men jeg tror på det bedste i alle mennesker og en nat så jeg ham dybt i øjnene og så et eller andet. Et skær.
Jeg håbede, at kærlighed og varme fra et menneske kunne tø ham op - bare en lille bitte smule. Og at det skær, der var i hans øjne den nat, måske var ensomhed, der bare skulle omfavnes, men nu ved jeg, at det jeg så i hans øjne var ligegyldighed og egoisme og det kan ikke kureres, ligegyldigt hvor meget kærlighed han var overøst med.


Derfor er mænd røvhuller; de vil tage selv den sidste dråbe liv, uden at overveje om der vil være mere tilbage.

Den Røde Tråd

Min Hobbitten og hendes fætter kom forbi med indisk mad den anden dag. Det var Hobbittens sidste nat herhjemme, så vi skulle hygge.

Et madorgie, uden lige, senere, mens Hobbitten lå i sofaen og smsede løs, kiggede Fætteren i min DVD-samling.
Hans første spørgsmål til mig var om alle film i samlingen, var nogen jeg ville kunne sætte mig ned og se alene. Jeg nikkede ja. 

Blandt en masse tegnefilm som jeg jublende fortalte om, stødte han på "The Texas Chain Saw Massacre". 
Han kiggede på mig med store øjne og inden han nåede at sige mere, udbrød jeg, at det nok var den eneste film jeg ikke ville turde se alene, for det var en gyser, og plottet i den trods alt er plausibelt, men den var fed og en klassiker og derfor stod den bland de andre. 
Han grinede lidt videre af mig. Og da vi var færdige med at se mine film igennem, rystede han smilende til mig med ordene. "Der er bare ingen rød tråd i det whatsoever. Det er et helt fantastisk spænd du har".
Inden jeg nåede at sige mere, rettede han sig selv og fortsatte "Jo, faktisk er der en rød tråd. Men den går bare sådan her..." sagde han og tegnede en masse krusseduller i luften med sin højre pegefinder. Jeg kiggede på de usynlige krusseduller og viste ham videre over til min bogreol. 

Da Hobbitten og Fættteren var taget videre, sad jeg i mit køkken omringet af alle mine go-cards, der for tiden er redskabet for mit nyeste projekt. 
Jeg tændte en cigaret og forestillede mig igen den krussedulle Fætteren havde tegner i luften tidligere på aftenen.

Jeg indså, at han havde ret. Der var en rød tråd i alt hos mig, men den røde tråd var ingelunde lige, som hos så mange andre.

Min røde tråd strækker sig til alle fire verdens hjørne. Den fortsætter op i himlen og over på den anden side af månen. Tilbage til jorden og ned i det velduftende græs. Rundt omkring blomster, bygninger, mennesker, figurer. Igennem bøger, dansefødder, toner. Ned i havet, omkring fiskene, duftene, farverne, for så at ende i en fin og sirligt bundet sløjfe hele vejen rundt omkring mig.

Jeg smilede, indåndede røgen fra min cigaret, holdt den i lungerne et øjeblik og pustede røgen ud. Røgen lignede lidt de figurer, min røde tråd var blevet tegnet som tidligere. 
Idet indså jeg, at det kræver et menneske med en vilje af stål, hvis man skal følge min røde tråd.

Den Bror Jeg Aldrig Havde Ønsket Mig

Nogen gange så mødes man og så klikker man bare.

D. 7 februar overlevede og afleverede, jeg med nød og næppe, og med stor hjælp og støtte, en opgave om Søren Kierkegaards kvindesyn i "Forførerens Dagbog". 
Lykkelig over, at jeg overlevede, og det uden nogen grå hår på hovedet, tog jeg på Studenterhuset for at tage en svingom og fejre, at jeg aldrig mere skulle i nærheden af Kierkegaard igen.

Jeg var stadig helt ny og kendte få dansere og endnu færre leads den dag. Ex-roomie M gad ikke med, så jeg satte mig pænt på en sofa i hjørnet og ventede på at blive budt op.
I min døs af beundring fik jeg så øje på ham. 
Bortset fra den meget gule poloshirt, lignede han Ritchie Valens på en prik og hans dansestil adskilte sig radikalt fra de andres på dansegulvet. Han gav den så meget mere gas og jeg tænkte - "Gid han ville byde mig op".
Knap tænkte jeg tanken til ende og så stod han lige foran mig og ville høre om jeg ville danse.
Efter en dans eller to tog vi en pause og en sludder. Jeg fortalte ham, at jeg lige var begyndt at danse, at jeg lige havde afleveret en opgave om Kierkegaard. Han spurgte om jeg ville øve aerials og i min naivitet sagde jeg, at det ville jeg elske.
Han gav mig sit visitkort.
"Det er skæbnen sagde han." jeg forstod først, hvad han mente, da jeg så hans efternavn. 
Med fine små bogstaver stod der "P. Kierkegaard" på det hvide, kvadratiske stykke papir.
Jeg kiggede på ham, himlede og spurgte om han tog pis på mig. Nænæ, han hed skam Kierkegaard til efternavn.

Et par uger efter vores første møde, tog jeg til ekstratræning og ved Gud om Kierkegaard ikke stod  der. Et par danse senere kiggede han på mig og sagde "Hvad med de aerials."
Jeg stod og gloede vantro på ham. "Aerials?! Men jeg har kun danset i en måned! Jeg troede vi skulle begynde om et halvt år eller noget."
Uden ord hev han mig op og svingede mig fra hofte til hofte. Jeg var høj på adrenalin, da jeg atter kunne mærke jorden under mine fødder.

Fra da af blev tirsdag vores dag. Vores lille puppe, hvor vi dansede, øvede og fjollede. Den dag hvor vi snakkede og kom ind under huden på hinanden.
Den akavede periode kom vi hurtigt over. Som jeg fortalte Ex-roomie M, da hun stillede spørgsmålstegn ved vores forhold, så bliver man noget så familiær, efter, at man har haft sit skridt faretruende tæt på sin dansepartnets ansigt op til flere gange i løbet af en dansesession.

Og det var netop hvad vi blev - familiære.
Vi havde udviklet en kommunikation og humor, som var så indforstået, at ingen anden kunne følge med. Og der kunne vi så stå, midt imellem et mylder af mennesker, tale sort, grine, og fjolle så ingen udenforstående kunne forstå.

Efter et halvt år så tæt på hinanden, sad vi i flyet hjem fra London. Han havde overtale mig til at deltage i dansekonkurrencen i under swingfestivalen i London og selvom jeg i løbet af festivalen havde lyst til at slå ham, for at have overtalt mig, og mig selv, for at have ladet ham overtale mig, så sad jeg der mandag morgen i flyet hjem, tilfreds, overtræt, fnisende, lykkelig, modigere og et helt eventyr rigere ved siden af ham.
Han mobbede mig.
Jeg grinede til ham, slog min arm om ham og himlede, for jeg ved ikke hvilken gang og fortalte ham, at han var den bror, som jeg aldrig havde ønsket mig.
Som en rigtig bror, kom han med en åndssvag kommentar mere som jeg besvarede med et prik i siden.

I onsdags dansede vi et par danse. 
Da han skulle hjem sagde han, at det nok var sidste gang vi fik set hinanden inden han rejser til NYC. Jeg var ved at tude, for jeg havde, for jeg ved ikke hvilken gang fortrængt, at han skulle være væk i et år, eller mere fra Danmark. 
Indsigten om hans kommende fravær gjorde ondt.
Jeg krammede ham længe og hård og bad ham om at holde kontakten, det lovede han.
For; for mig var han var levet den bror jeg aldrig havde haft, men faktisk altid havde ønsket mig.

Chärming

Jeg smiler stadig lidt for mig selv, når jeg tænker tilbage på hvordan han lurede mig i sin favn.

Den sidste aften havde jeg sikret mig mod min smertende ankel med en halv håndfuld smertestillende piller hver 4de-6te time. Og valgte min yndlingsnederdel med knapperne som aftenens heldige vinder, der skulle luftes.
Den sidste aften skulle på ingen måde gå til spilde.
Efter min lille afsløring. Efter fleres timers dans og efter, at jeg havde opgivet at ligne et anstændigt menneske, fordi sveden drev af mig, satte jeg mig på kanten af et bord, for at hvile mine fødder og sludre med danskerne, som jeg næsten ikke havde set hele natten.

Der sad jeg så og var i min egen verden, høj på adrenalin og eventyr og nød musikken, der spillede i baggrunden.
Jeg kiggede i en ubestemt retning, da han stillede sig foran mig og afbrød min tankestrøm. Han gav mig elevatorblikket og jeg fulgte hans blik, ned fra mit ansigt til mine bryster og videre til min nederdel, der afslørede min strømpekant og hægten fra hofteholderen. Hans blik stoppede et øjeblik der ved mit lår, før han smilende kiggede mig i øjnene. "Wanna dance?" Spurgte han og gestikulerede det samme spørgsmål med hænderne. Jeg var egentlig træt, men sagde ja, for tidligere på dagen var jeg havnet i hans klasse og faldet for hans nonchalante dansestil.
En, to, tre danse senere spurgte han om jeg sang. Grinende svarede jeg nej og spurgte hvorfor. "Cause you would fit perfectly on to of a piano." sagde han. Jeg grinede.  Om jeg så røg, spurgte han. Ja, der kunne jeg være ham behjælpelig. Så vi begav os ud på dækket og snakkede mens vi røg. Det begyndte at regne og vores veje skiltes med et løfte om, at vi ville mødes i bluesrummet for at prøve kræfter af med et par danse der. Det kunne jeg på ingen måde sige nej til, efter at have fundet ud af, at han var en af verdens bedste bluesdansere.

Hen mod de små timer stod han der igen. Lige foran mig og forstyrrede mit udsyn til et par, der dansede. Han hev mig op uden at spørge om jeg ville danse. Jeg fulgte med og rettede min nederdel til. Han kiggede ned og smilede. Jeg vidste, hvad han tænkte, men strømpekanten var gemt væk denne gang.
Han førte mig rundt i det underbelyste rum og jeg fulgte troligt med. Hans hoved var tæt på mit øre og jeg kunne mærke hans åndedræt. Sammen med min krops bevægelser overtog han også mit åndedræt og nu var jeg fuldkommen i hans magt.
Jeg gav mig hen til ham og mærkede hans muskler under den alt for blomstrede skjorte, som jeg flere gange op til det beskrevne øjeblik havde fnist af, uden hans vidende.
Han trak mig helt ind til sig og holdt hårdt fast om mig, jeg kunne mærke mine ribben give sig lidt under hans greb, så jeg borede mine negle i hans ryg lige inden han dippede mig så dybt, at jeg næsten lå fladt på gulvet med hans ansigt meget tæt på mit. Jeg kiggede på ham uden at smile. Han kunne se, jeg kunne lide det.
Jeg ved ikke, hvor længe vi blev ved. Men for hver sang blev min vejrtrækningen tungere, og hans ligeså.

Jeg blev vækket af min trace, ved at en stemme råbte, at dette var sidste sang, og at vi kunne fortsætte, hvor vi slap, næste år.
Jeg kiggede op på ham og smilede. Vi gik ud på dækket og satte os tæt på hinanden. Måske lidt for tæt, men det gjorde mig ikke noget. Han tændte min cigaret først og derefter sin.
Jeg sugede røgen dybt ned i mine lunger og nød den berusende følelse. Jeg kiggede ud på parlamentet på den anden side af Donaufloden og bed mig selv i tungen, inden det braste ud af mig, at denne cigaret var ligeså tiltrængt efter dansene med ham, som efter en omgang sex.

Vi røg i stilhed mens morgenstunden var ved at gry omkring os. Jeg smed mit skod i Donaufloden og mærkede hans hånd tage fat i min. Han vendte mig mod sig, tog fat i min nakke og ligesom med dansene tidligere tog han sig friheden, slap min hånd, skilte mine læber let fra hinanden med tommelfingeren og kyssede mig dybt.

Han tog fat og placerede mig på sit skød. Donaufloden var i oprør af regnen, der silede omkring os, han og jeg var optagede af hinanden og vores læber, der mødtes, vor hænder, der ikke kunne holde sig i ro. Han sukkede dybt og holdt om mig igen hårdt, så mine ribben gav sig under hans greb.
Jeg mistede pusten og lagde mit hoved på hans skulder.

Han kyssede mig en enkel gang på halsen og indsnusede mig, mens natten blev til dag.

Blind Man Bluesdancing

Selvfølgelig tog jeg også denne time med ham. En ting var jo, at hans påfund altid var så fantastisk grænseoverskridende, underholdende og på bedste vis lærerige. En hel andre ting var, at jeg i hans nærhed blev forvandlet til en forelsket teenage tøs, der  gjorde alt for blot få minutter af hans opmærksomhed.

Så denne aften stod jeg i et mørkt lokale og atter igen kiggede beundrede på den mand, der på ingen måde var min type i sine baggy paints, mørke skæg og grønne cap. Den mand, der mod alle odds have indfanget mig med sit smil, sin charme og sit fantastiske humør.

Jeg stod der og ventede spændt på, hvad denne aften ville byde på. Han bad om vores opmærksomhed og i det samme øjeblik ville man kunne have hørt en nål der rammer gulvet, hvis den var blevet tabt.
Jeg stod og holdt vejret. "Blind date blues" begyndte han. "Det er hvad i skal lege i aften. Vi har sikret rummet og i den næste time skal alle have bind for øjnene, mens i danser blues med hinanden."
Der hørtes et mumlen igennem rummet. Folk var atter på dybt vand, men mindre kunne man heller ikke have regnet med, når det var hans påfund man havde kastet sig ud i.

Han hev en stor pose frem, fyldt med sorte stykker stof. Jeg tøvede, men et blik fra ham fik mig til at rødme og lægge det sorte stof over mine øjne og binde en stram knude bagi. Endnu engang var jeg der, hvor jeg på ingen måde kunne bunde. 
Han satte musikken på og før jeg vidste af det havnede jeg i favnen på en mand.

Jeg lukkede ned for alle sluser og lod mg føre. Han var høj, kunne jeg mærke og duftede af nyvasket tøj. Han var nervøs, han snakkede som et vandfald, men min ro og meget korte svar fik ham til at falde ned.
Jeg følte mig magtesløs, men på en behagelig måde. Jeg havde ikke andre muligheder, end at give slip og give mig hen.
Og alligevel var jeg årvågen hvert eneste sekundet. Min balance havde min fulde opmærksomhed, men som dansene gik blev jeg mere og mere opmærksom på mine andre sanser. Duften blev det mest essentielle... Men berøringerne føltes pludselig mere intense og blot et enkelt ord kunne runge som tusinde kirkeklokker i mit indre.

Den ene dans førte til den anden og den anden førte, før jeg vidste af det, til den sidste.
Musikken blev slukket. Vi tog vores bind af, og der stod han igen med er smil på læben.

Han kunne tydeligt se, at folk havde nydt at være et sted, hvor de ikke kunne bunde.
Så han afsluttede det hele med ordene "I har nu danset i en time med bind for øjnene. Resten af natten vil jeg gøre det samme."

Jeg holdt mig i baggrunden. Jeg betragtede ham danse med den ene pige efter den anden, men jeg kunne ikke tage mod til mig for at gå op til ham. Min skræk overraskede mig. For nu havde jeg mulighede for at tage styringen, give helt slip på alle hæmninger og blot danse med ham, uden at han nogensinde kunne opdage, hvem han havde danset med.

I kun et øjeblik så jeg ham stå alene - midt på dansegulvet. Jeg tog mod til mig og tog hans hånd. Han spurgte om jeg ville danse. Jeg nikkede som om ham kunne se mig. Jeg udtalte et sagte "ja" i angst for, at han ville kunne genkende mig på stemme.

Sangen var tung og dyster. Jeg åndede ind og lod mig føre af en blændet mand.
Da sangen var færdig, føltes det som om det var første gang jeg åndede ud igen.
Hele min krop dirrede og jeg var nødt til at synke et par gange for at kunne får et enkelt "tak" ud over mine læber.
Jeg smilede, igen som om han kunne se mig. Han holdt stadig fast i mig og bad om endnu en dans. Jeg lagde mit hoved på hans skulder og gav mig endnu engang hen til den mand, der fuldkommet havde fængslet og betaget mig.
Jeg ved ikke, hvor mange sange vi dansede til. Vi var slynget ind i hinandens arme og Ingen ville kunne have løsrevet os fra hinanden.
Et øjeblik afbrød han stilhede, der herskede mellem os. Han spurgte om han kendte mig. "Lidt." svarede jeg. Om han havde danset med mig før. "Et par gange." 
Han smilede "Jeg aner ikke hvem du er, men det er meget længe siden jeg har nydt så mange danse med nogen som jeg har med dig."
Jeg smilede. "Du må ikke fortælle mig hvem du er i aften, men jeg håber sådan, at jeg får det at vide inden alt det her slutter." sagde han og trak mig ind til sig. Han dippede mig dybt i det sangen var færdig.

Jeg takkede for dansen og gik min vej.

Den sidste nat kæmpede jeg en kamp inde i mig selv; Om jeg skulle afsløre for ham, at jeg var den pige han havde danset med, eller lade ham fare i uvished.

Sent på natten stod han igen alene og jeg bad om en dans. 
Nogen mennesker klikker man bare med på dansegulvet. Han var en af dem. 
Efter et par danse kunne jeg ikke dy mig mere, så jeg hviskede ham i øret om han mon havde gættet, hvem han havde danset så mange danse med den nat han havde valgt at danse som en blind mand.
Han stoppede op - midt i sangen "Var det dig?" Udbrød han. "Jeg vidste det var dig. Hvor er jeg glad for, at det var dig." smilede han.
"Er du klar over, at jeg har talt om dig? Jeg fortalte en af mine venner om de mest fantastiske danse jeg længe har haft, og at jeg ikke anede hvem det var jeg havde haft den med og jeg håbede, at du ville give dig til kende, men at jeg var bange for, at jeg måske aldrig ville finde ud af det."
Jeg smilede...

Sangen skiftede og han krammende mig, gav mig et kys på kinden bad om en sidste dans.

We Can Run There Under Bridges

Om fredagen til LindyShock er det tradition, at båden Europa sætter til søs og sejler op af floden. Det sker kl 22 og i to timer kan man være på det øverste dæk og danse under åben himmel, mens tonerne fra hovedrummet spreder sig ud i efterårsnatten. Med jævne mellemrum stopper alle deres dans og begynder at råbe, huje og løbe mod bagbord.

Denne fredag satte Europa også sejl kl 22 - traditionen tro.
Og da vi var sat afsted, begav jeg mig op mod det øverste dæk.
Det var køligt og jeg skuttede mig i min alt for tynde sorte kjole. Jeg kiggede på den oplyste bygning, der kunne mistænkes at have været lavet af det pureste guld, på den anden side af Donau floden, der idag husede det Ungarske parlament, og indsnusede efterårsluften dybt i mine lunger.
Jeg nød et kort øjeblik den kolde brise, der legede med kanten af min stadig lidt for tynde sorte kjole.

De havde forberedt mig på, hvad der ville ske, så jeg ventede spændt på, at vi skulle nærme os den første bro.
Jeg kiggede på mennesker omkring mig danse og fik en umådelig trang til at følge med.

Det var så nemt; Han stod jo lige der ved siden af og kiggede hen imod menneskemængden, lænet op ad gelænderet i en grå frakke og betragtede noget jeg ikke helt kunne bestemme nærmere. Så jeg stillede mig foran ham, blokerede hans synsfelt og spurgte om han ikke ville danse.
"Jo da. Det er også den bedste måde at holde sig varm på." svarede han kort.
Jeg smilede imens han hev mig ind i mængden. Vi småsludrede mens vi dansede.
Han var far Israel, Tel Aviv, sagde han. Han havde danset i nogle år- noget krympede sig i mig. Jeg stivner altid, når jeg danser med erfarne dansere. Jeg føler jeg skal hamle op med dem. Jeg tænkte et øjeblik for mig selv "Hvis bare jeg havde startet dengang jeg første gang blev lokket, så ville jeg havde været ligeså god som han er idag." Men jeg startede ikke dengang. Måske var det også bedst, jeg startede da jeg gjorde. Dans er det, der understregede og stadig understreger begyndelsen på mit nye liv - i dansen gjorde jeg noget jeg aldrig havde turde før - jeg gjorde det selv. Helt selv.

Han hev mig ind til sig og dippede mig let. Jeg grinede mens jeg kiggede op på ham.
Vi talte videre, mens min tankestrøm kørte i baggrunden.
Men inden jeg vidste af det, afbrød han den med ordene "Er det ikke fantastisk? Musikken er stoppet og vi danser stadig." Jeg kiggede på ham. Jeg undskyldte og smilede genert."Nej du må ikke undskylde. Det er som magi." fortsatte han.
Jeg kiggede fortsat på ham og vor hænder blev ved med at være i et fast greb. Det greb varede kun et øjeblik, tror jeg, men øjeblikket føltes som en evighed. Han gav lidt slip i mine hænder og nikkede i en bestemt retning...

Pludselig kunne jeg høre en for mig velkendt stemme og sprog: "Er du klar? Vi nærmer os en bro."
Jeg tog fat i den velkendte stemmes hånd og da han havde talt til tre løb jeg og kiggede op. På et øjeblik var stjernehimlen erstattet af tunge grønne metalplader og store boltskruer og beton. Jeg blev svimmel, jeg grinede, jeg råbte op som de andre og holdt fast i den velkendte stemmes hånd. Det hele foregik så hurtigt og jeg kiggede til alle sider for at fastholde den mand, der et øjeblik havde fået mig til at glemme tid og sted.. I stedet så jeg mængden af mennesker løbe i samme retning som jeg og før jeg vidste af det var vi ved skibets ende og broen var allerede langt efter os. Jeg så enkelte hænder vinke ned til os fra broen. Jeg så en strøm efter os af oprørt vand. Jeg mærkede varmen i mine hænder, der hvor hans havde holdt fast. Menneskemylderet var spredt og jeg stod alene tilbage med hænderne ned langs min krop og lod den kolde efterårsbrise lege med kanten af min lidt for tynde sorte kjole.

Sex vs. Dans

Den sidste måneds tid har en del mennesker bemærket, at jeg oser af energi, og at jeg næsten er hyperaktiv. Det er egentlig forståeligt, for  selv når jeg ikke danser, så danser jeg. Jeg har endda fanget mig selv i at hyggedanse solocharleston på gaden, i elevatoren, i køen, ventende på bussen og andre sære steder. Og jo jeg bemærker de skæve smil omkring mig og undrende øjne, men jeg satser på, at de kan se, at der er en eller anden mening bag bevægelserne, og om ikke andet, at deres dag bliver det sjovere, takket være mine ticks. 

Idag var jeg forbi socialdans og Baby spurgte, hvor fanden jeg får al den energi fra. For udover sidste søndag, mandag, tirsdag så har jeg også været ude at danse til langt ud på natten fredag og lørdag denne weekend.  Og der gik det så op for mig, midt i at jeg var ved at falde over min egne fødder, fordi Baby ikke magtede flere danse med mig, mens jeg forsøgte at lokke ham med en omgang shimmy, hvor fanden jeg faktisk får al energien fra. 

Jeg troede, at det var fordi jeg både tager mine multi - og D-vitaminer, men nej; Al energien kommer fra ren og skær mangel på sex. 

Ja, jeg indrømmer blankt, jeg har mere eller mindre ikke fået noget i godt en måned… Det er så, hvad det er. 

Det var egentlig først på vejen hjem, hvor jeg stadig var høj efter den fedeste omgang dans ever, at jeg begyndedte at overveje, om sex overhoved er det værd og om det i det hele taget kan betale sig at indføre det i mit liv igen.

Jeg får som sådan dækket de fleste af mine behov dansende. 

Jeg får nærhed, når jeg danser blues og jeg får gang i endorfinerne, når jeg bliver slynget rundt til swing. 

Jeg synes det kører ret godt for mig, og energien er nu meget rar at have, især nu hvor jeg har 45 ECTS point, der skal hentes hjem i løbet af et semester. 

Why fix it, if it ain't broke, siger jeg bare?

Klubværelset

For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af en journalist fra P1, fordi min danselærer Per ”Rock” Mogensen havde givet hende mit nummer.
De mente begge to, at jeg ville være oplagt til deres kommende program om unge og deres lyst til at dyrke vintagestilen.
Fordi jeg både dyrker de gamle dyder, 1940'ernes tøjstil og ligeldes dansen. Underforstået; Lysten til at gå tilbage til det, der engang var.
 Jeg talte med en fra radioen og hun sagde, at de ville vende tilbage.
Efter, at jeg ikke havde hørt fra den i mange uger, opgav jeg at vente på deres opkald, og gik ud fra, at de nok havde droppet mig, fordi jeg ikke rigtigt havde så meget at byde på…. Til i onsdags.
Igen blev jeg ringet op af journalisten, og de ville gerne have mig med i programmet.
Så vi lavede en slagplan og aftalte at journalisten skulle komme i søndags og optage mig, mens jeg gjorde mig klar til social dans, samt, mens jeg dansede.

Det var lettere pudsigt at skulle gøre sig klar for et publikum, der ikke kunne se mig, men kun kunne  høre mig. Og alligevel var jeg dødnervøs. Især fordi min ene fold i min peek-a-boo ikke ville lystre.
 Anways. Jeg gjorde mig halvfærdig inden journalisten var kommet og færdigjorde de sidste detaljer, mens hun interviewede mig.


Hvis man kigger mit skab igennem, er det tydeligt at se, at jeg ikke bare holder mig til et årti, men leger med stile fra det, der bliver kaldt The Golden Age. Dette favner relativ bredt, og jeg får lov til at sprede mig over godt 40 års stiludvikling og det er jo ikke værst, i hvert fald i mine øjne.
Derfor, hvor jeg nu skulle ud og swinge i forbindelse med interviewet, valgte jeg at koncentrere mig  om især 40’erne, da det er netop dette årti, at lindy hop for alvor indtog scenen. I Danmark noget senere end USA, men ikke desto mindre.
Så jeg iførte mig – godt nok ikke lindyegnet kjole, men trods alt en original kjole fra start-40’erne, som jeg for et par år fik købt på ebay, til næsten lidt for få penge.
Jeg elsker den kjole, mest fordi den har vildt overdimensionerede knapper, der giver det lige det ekstra kant. Jeg elsker generelt knapper, men når de har en utraditionel rolle, elsker jeg dem endnu mere. Og så er den lavet i mit yndlingsstof - rayon.
Jeg har snakket om rayon før, men det er bare e fantastisk stof. Det er lækkert tungt, til trods for at det er tyndt og lettere transparent.  Det er egentlig syntetisk fremstillet stof, men fordi det bliver fremstillet på en bestemt måde undgår man det syntetiske look, som meget stof idag desværre har. 


Da første del af interviewet var færdig tog vi til social dans, hvor jeg fik lov til at danse, mens hun så på, og efterfølgende spurgte ind til min nyfundne passion for Lindy Hop. Lige netop den del af interviewet blev letter lallet, men hvordan skulle jeg nogen sinde kunne finde ud af at forklare, hvorfor jeg danser - andet end, at jeg bliver lykkelig af det. 


Jeg er overbevist om, at jeg mere eller mindre kun har lukket en masse crap ud, men satser på, at de har en god redaktør, der kan finde ud af at klippe optagelserne sammen, så det giver bare en smule mening.
Anyways, det hele kan høres idag, onsdag kl 15.10 på P1 ellers så kan det streames på: http://www.dr.dk/P1/Klubvaerelset





Og til dem som ikke har fantasi til at forestille sig, hvad jeg havde valgt at tage på i søndags: 

"Sway" eller "en form for offentlig samleje"

Blev det mon til et hoftevrik for meget? 

Neeejh, det kan man vist ikke sige.  Lige nu er Colaen min bedste ven, og min krop tigger mig om salt. Men dynen er så blød og blot det at rejse sig, er et større projekt for mig.

Natten var lun, skørtet var kort og papilotterne havde givet mig de fineste slangekrøller, som naturligvis blev sat op i noget, der mindede om en 50'er look. 

CiC (Companion in crime - tak Leoparddrengen for den fornuftige forkortelse) og jeg var ved at være dejligt bedugget da vi steg af 5a på Rådhuspladsen. Vi havde lokket et offer med på vores eventyr på Club Mambo. Han ventede på os foran indgangen mens vi fnisende trippede på den brostensbelagte gade. (Da jeg så ham og gav ham et kram, kunne jeg ikke andet end fryde mig over, at der også i Danmark findes åbne mennesker, der ikke er bange for kontakt. Men ok, CiC og jeg gjorde vist også et godt indtryk sidst) 

Det er mange år siden jeg sidst har været på Mambo, og da var jeg ikke smittet med numsesygen. 

Vi kom ind, et live band var på, og der stod de - på rad række alle og rystede ballerne til rytmen. Jeg var ved at falde om, den ene var større og rundere end den anden.  Jeg kunne ikke tage mine øjne væk fra dem.

Musikken var skøn reggaeton, og de tunge rytmer overtog nærmest min krop, så jeg begyndte at danse, uden at tænke videre over det. 

På grund visse forhindringer nåede vi kun at høre tre sange før der blev mumlet noget på spansk og bandet forlod scenen. 

Musikken skiftede til noget mere blød salsa, som nok mest var egent til pardans og selvom vi alle tre var på, er der en grund til, at der er noget der hedder "tredje hjul".

Loungen lokkede derfor, og jeg blev glædeligt overrasket over mere reggaeton, musik hvor man bramfrit kunne ryste med hver lille muskel man har i kroppen, mens man smyger op og ned ad mennesker. 

Stemningen var i top og alle var oppe og danse. Det var lige før, at der blev danset på bordene.

Både kvinder og mænd gav den gas, klappede, piftede og råbte. Det var lige til at blive høj af.

Jeg dansede og jeg forsvandt. Tiden fløj afsted og før jeg vidste af det var klokken blevet tre. Der var tyndet ud i flokken, men Lola gives a shit og fortsætter. CiC og ofret var også på - hele vejen igennem. 

Jeg satte mig på en stol, og da jeg lænede mig tilbage, kunne jeg mærke hvor våd jeg var blevet - altså af sved! Jeg kunne ligeså godt have stået under en bruser i tre timer - men hvad gør man ikke, for at få gang i de gamle hofter?

Ofret ville hjem, og bad om en sidste dans. Jeg hoppede straks på, og kunne se ud fra øjenkrogen af CiC også havde gang i et ungt stykke kød. 

Jeg gav mig hen til musikken og forsvandt. Som jeg så ofte gør. 

Det er som at være i trance. Jeg ænser ikke noget omkring mig ud over rytmen og den fremmede krop, der er tæt på min egen. 

Jeg gav mig hen til ham og hans bevægelser. Jeg ved ikke, hvor længe vi dansede, jeg ved bare, at jeg blev vakt tilbage som ud af en drøm. Et øjeblik var jeg nærmest groggy. Jeg lagde mit hoved mod min dansepartner, fortsatte dansen og kunne kun tænke - "When we sway I go weak"...

When marimba rhythms start to play

dance with me, make me sway

Like a lazy ocean hugs the shore

Hold med close, sway me more. 

------

Mænd som ikke kan lide at danse kalder dans for vulgært og mener, at det mest af alt minder om offentlig samleje. 

Jeg kan kun give dem ret...

Club Mambo og Sommersby-vodka

Efter en familiepræget påskeferie er det endelig tid til at komme ud og vrikke med hoften.

Det er så lang tid siden, at jeg næsten er bange for, at mine led er rustet til. Nu må vi se.

Companion in crime  er barnfri denne weekend ,og derfor skal vi drikke os fulde i sommersby-vodka og ellers give den gas til salsa toner på Mambo i nat.

Forventningerne er skruet i vejret og jeg tvivler på, at det bliver kedeligt :)

Leoparddrengen vender tilbage...

I et par måneder har jeg fulgt med på bloggen: "Leoparddrengen vender tilbage", og har længe ønsket at oplevet dette fænomen i form af en mand, der iført stramtsiddende leopardtøj, danser på Amigo.

Efter et godt stykke tid, nossede jeg mig selv sammen til at overveje, at dukke op på Amigo uset, og blot betragte dette fænomen af et mennesker, for i min verden var han blevet til det ultimative.

Sidste weekend, befandt jeg mig pludselig på Studiestræde og i en dejligt beruset tilstand, prøvede at finde Cozy.

Det kom som en åbenbaring... Der, på et skilt, som for mig mest af alt lignede af guld. Et skilt, der i mine øjne lyste af uforklarligt skær, stod der med store sorte bogstaver "AMIGO". Jeg lokkede Katten ind i noget der mindede om en baggård, for som jeg forklarede hende: "Jeg tror, at det er her Leoparddrengen plejer at hænge ud, det kan jo være at han er der, og vi kan se ham danse".

Katten var mildere skeptisk. Det så lidt snusket ud, og mindede mest af alt om en opgang. - Det var faktisk en opgang.

Jeg gik først op af trappen, og så ned igen. For det var nu lidt mærkeligt, selv for mig. På vejen ned så jeg et A4 størrelse skilt, hvor der stod: "GAY GAY GAY; only tonight for men" - men frk. Ahmetspahic tænker - "det må da være en fejl. Jeg ved, for Leoparddrengen har skrevet i sin blog, at Amigo er både for kvinder og mænd"

Jeg gik op af trappen igen, men bliver standset af en mand, der siger, at dette sted altså er kun for mænd. Så overbevist som jeg er, prøver jeg at forklare ham, at jeg har hørt, at dette sted både er åbent for kvinder og mænd.

Efter et par minutters hakken frem og tilbage opgiver jeg, og hopper ned ad trappen. Går ind på Cozy, og fortæller mit homoseksuelle selskab, der endelig er ankommet, at jeg simpelthen ikke kunne forstår, hvorfor jeg ikke kunne komme ind på Amigo.

Mit homoseksuelle selskab griner med hovedrysten og spørger: "Taler du om Amigo på Studiestræde, altså Amigo Sauna?"

Erna: "Øh, det ved jeg ikke. Leoparddrengen snakker hele tiden om Amigo, og god musik."

Mit homoseksuele selskab: "Haha du tænker på Amigo Bar, på Frederiksberg. Amigo på Studiestræde er Amigo Sauna"

Erna: "Hvad er forskellen?"

Mit homoseksuelle selskab: "Jo ser du, Amigo Sauna er et sted, hvor bøsser kan betale 100 kr, får udleveret et håndklæde, hvorpå lyset bliver slukket, og så går de ellers igang."

Erna: "Aha... som en form for darkroom?"

Mit homoseksuelle selskab: "Ja, darkroom for bøsser"

Erna: "Men jeg kan jo godt lide darkroom"

Mit homoseksuelle selskab: "Hvor er du genial Erna.."

Erna: "Kan simpelthen ikke forstå, hvorfor jeg ikke måtte komme ind".

Efter en grundig samtale med Leoparddrengen, og op til flere kraklinks, fandt jeg sammen med min Companion In Crime frem til Amigo Bar (!!), på Gl. Kongevej, i lørdags.

Selvom Leoparddrengen havde annonceret sin ankomst ved 2 tiden, var vi der allerede lidt efter 00.

Vi kommer ind. Et af gammelt røg ildelugtende, mørkt lokale, fem mænd i baren og to bagved kommer os i møde. Min første tanke: "Åh nej, hvad har du nu rodet jer ind i søde, lille Erna?" - Companion in crime er total klar, og efter et par udvekslede blikke finder vi et bord.

Jeg skulle til at sætte mig på en stol, med ryggen til baren, men en pludselig væltet barstol og to mænd på gulvet overbeviser mig om, at det nok er smartest, at jeg sætter mig ved siden af companion in crime med ryggen mod muren og øjnene godt fæstnet mod eventuelle flyvende mænd og barstole.

Tiden flyver, til trods for et fantastisk selskab, uendeligt langsomt. Der bliver røget og drukket, snakket og grinet. Companion In Crime, skal bl.a redes fra en farlig middelaldrende mand og ven. Lebben Lola træder frem, og forklarer, at tøsen altså er hendes i nat, og mænd ikke er velkomne.

Et par dårlige undskyldninger, et par drinks og et par historier senere, er de væk og pladserne er atter kun optaget af Companion In Crime og andet godt selskab.

Halvdelen af Amigos gæster, der sidder omkring os, venter med stor spænding på nattens helt. Manden som jeg har sat på en absolut piedestal.

Jeg gruer for, at fænomenet ikke kan leve op til mine livlige fantasier. Endnu værre jeg gruer for, at han slet ikke dukker op.

Hver gang døren går op, håber jeg, at det er ham, men hver gang er det en skuffelse. Ingen mand iført leopardtøj.

Pludselig, som fra en tåge er han der, som om han har sneget sig ind, uden at blive opdaget, allerede dansende - solo i sin egen verden. Jeg kigger og beundrer. Resten af selskabet er solgt - jeg var det allerede, nu har jeg blot kvitteret.

Companion In Crime og jeg løber op, fordi jeg ikke tør gøre det alene. Vi løber og siger hej. En måske lidt overvældet eller retter overrasket Leoparddreng hilser på os, ved ikke, hvad han skal sige, men rækker mig hånden - "åh gud tænker jeg", selv hans hænder er iført et par leopardhandsker. Fantastisk...Fabelagtigt - gift dig med mig du forunderlige mand...

En dans begynder og forvandler sig til flere. Natten er skøn og våd. Før jeg ved af det er klokken knap fem, regnet er stilnet af, og jeg er på vej hjem med Companion In Crime. Fuglene synger og tågen er ved at lette.

Jeg er høj, og på vej mod Rådhuspladsen. Jeg er høj på oplevelser og fantastisk dans.

Leoparddrengen har fyldt mit hoved og sind, og forløst mig i en ekstase af lykke, der spreder sig som varme igennem min krop. :)