Jeg har det godt

Jeg har de sidste par dage genlæst alle mine blogindlæg siden januar 2008. De skal bruges i forbindelse med et projekt. 

Det voldsomme ved at nedfælde sit liv er, at man kan læse det og selvom år går og vi forandrer os og kommer igennem op -og nedturene, så kan man ikke undgår at genopleve det man engang har levet. Det er umuligt ikke at føle de følelser man har følt. Det er det voldsomme men også det smukke, for man kan aldrig glemme helt. 

Jeg sidder i mit køkken og ryger og jeg har det godt.

Et år

Jeg vågnede i morges, lige før mit vækkeur ringede. Det var gråt, det var tirsdag og det var på denne dato, at jeg for et år siden for sidste gang vågnede ved Ts side. 

Efter otte år havde jeg sagt farvel. Jeg kyssede ham og hovedgaden en sidste gang og flyttede op på tredje sal,  - der på hjørnet af sidegaden til sidegaden til Enghavevej. 

Et år; Dagen er ligeså grå som den dag jeg stod med 47 sirligt pakkede kasser, fyldt med det, der var mig. 

Der var tomt omkring mig og lejligheden rungede under mine høje hæle. Der duftede af hvid maling, Ajax og af nyt.

Jeg var bange og jeg takkede guderne for, at Bedsteveninden og CIC var blevet hos mig. 

At mit tøj blev pakket ud som noget af det første og blev placeret i mit klædeskab efter årti og farve, gjorde mig mere tryg… Orden har altid været min sutteklud.

Siden den dag er dette sted ikke blevet mit hjem, men det gør såmænd heller ikke noget, for her på dette sted oplever jeg de fineste eventyr - eventyr kaldet "Mit Liv".

Jeg husker, at jeg sidste sommer skrev et sted "Jeg glæder mig til at se, hvordan mit liv ser ud, når mit hår er ligeså langt igen som inden jeg klippede det."

Det er pudsigt, mit liv ligner sig selv, men føles på ingen måde som for et år siden. 

Måske er jeg bare blevet en anden. Måske er jeg bare blevet voksen.

At blive til det man foragter mest

Jeg har altid været stærk, og meget få ting har kunne få mig ned med nakken. 
Jeg er kun 25 år, men jeg har oplevet ting, andre mennesker ikke oplever på et helt liv.
Fra sygdom, til krig, til ny begyndelse, til hjertesorger, død og mere sygdom. Men alt har jeg udholdt med løftet hoved - altid. 


Denne uge har været så forfærdelig lang, og det er vel naturligt, når man vågner en helt tilfældig gråvejrs mandag, og finder ud af, at man er udleveret på en anden bloggers blog.


En blogger, som har chikaneret mig i 7 måneder. 


Jeg blev bare så træt, da jeg læste hendes indlæg, og jeg følte mig for første gang krænket, og jeg har været forbi mange, lad os kalde dem "spændende", mennesker i mit liv. 
Jeg troede ikke helt, jeg ville kunne komme på den anden side. Ikke på grund af hende, men på grund af, at alt i år bare er gået imod mig. Hun var bare dråben. 
Ligegyldigt, hvor meget jeg har prøvet, så ville det bare ikke går rigtigt, og så skulle hun selvfølgelig intensificere sin hetz mod mig, her i slutningen af vinteren, hvor den er mørkest og længst. 


Jeg følte mig misbrugt, og det gik op for mig at hun nød det. 
Som Femme Fatale sagde, da jeg gik hen til hende den eftermiddag, på jagt efter noget kærlighed - "Hun er jo tarvelig, både i sin væremåde og i sit sprog". 
Jeg var bare træt den dag, og kunne kun sige "tjaah"...


Jeg tænkte længe den nat og lige før jeg faldt i søvn gik det op for mig, hvad hun var. Hun var hverken dum, syg, sindssyg, idiot eller noget andet i den dur.
Hun var et menneske, der har oplevet noget grusomt, men var desværre blevet til det, hun foragter mest i hele verden - en voldtægtsforbryder, der voldtager tilfældige mennesker, der krydser hendes vej...


Da jeg vågnede næste dag, var hendes indlæg om mig væk, og erstattet med et indlæg om forsinket valentinesday...


Jeg syntes det var synd for hende... Jeg kunne ikke andet.


Det er måske forkert af mig at skrive dette, især fordi jeg bare gerne vil afslutte denne sag, men som hun skrev - (...) jeg skriver det hér, i mit fristed..(...)
 -  for hun bliver ved med at kredse i mit indre, og det fortjener hun ikke.. 

Boyfriend-style go home! Here comes morfar!

Det er nok ikke nogen nyhed, at det i år er total in for kvinder at stjæle tøj fra kærester, fædre, drengevenner, bedstefædre, onkler og sikkert også fremmede mænd - i mode og fashion gælder alle kneb..eller var det krig og kærlighed? Oh well.. jeg har aldrig være god til citater.

Vi er gået væk fra de fine strutskørter og over til smokingbuksen, Marlene Dietrich og den skønne flade herresko (hvilket fører mig til; Hurra, nu har jeg endelig anledning til at bruge min tophat igen).

Jeg elsker at klæde mig feminint, og jeg praktiserer det ofte, både i form at strømer, hofteholdere og korsetter (ja også i hverdagen), bare fordi jeg kan.

Men jeg elsker ligeså meget at lege mand, og jeg har tit stjålet T's arbejdsskjorter, hvilket har fået ham til at hade mig, da jeg som regel leverer dem tilbage duftende at tøseparfumer.

Jeg faldt ver et par brune herresko i en genbrugsbutik oppe på landet allerede for to år siden. Hele min familie grinede af mig, "for det er sådan noget man gik med i 60'erne, når man var fattig og fornuftig".

De er brune, grimme, kostede 40 kr, og jeg elsker dem over alt på jorden.

Jeg blev lykkelig, da jeg så sidste år kunne erhverve mig et par råhvide herresko i TopShop - til en noget højere pris (ca 10 gange højere) dog, men de kom med i samlingen.

Idag snakker de om, at man skal stjæle kærestens stil.

Og da indså jeg hvor meget foran jeg er, for allerede sidste år bestemte jeg mig for at blive en mand. Og ikke bare en mand, men en gammel mand, fordi jeg ville være så meget en bedre gammel mand, end mænd er. Jeg skal jo altid tage tingene et skridt længere ud. (Lidt ligesom med nyren - "Nej Erna, du har ikke kun T-celleafstødning, du har også

B-celle afstødning". - Tja hvorfor ikke...

Jeg dyrkede gammel mand-stilen hele sommeren, men nu er det in, så jeg tog selvfølgelig videre i min fashion-færden, og forvandlede mig - ved et tilfælde - til noget fra Charlies Angels, fordi min frisør kom til at klippe mit pandehår lidt forkert. Åh well - shit happens, jeg må vel bare leve med at være et fashion-ikon.. (Vifter L'oreal-reklame-agtigt med håret, mens jeg skriver det).

Dagens out-fif:

Jeg skulle ud og lufte kinderne idag, for jeg skulle i hvertfald ikke sidde hjemme i dette skønne vejr!

Gem kinderne væk med et par fakebriller (jeg synes jeg får deja-vu).

Og tage fokus fra kinderne med store smykker og endnu større skulderdimser.

Briller fra Pieces: 80,-

Irriterende fnulderbluse med skulderdimser fra h&m: 79.-

Yndlingssmykke fra NoaNoa: Gave

Nederdel fra TopShop: 299,-

Og ja, mit køkken er pink. Det skal jo matche min læbestift.

Lige for at runde af - det kan være, det her indlæg lyder lidt hyper, men jeg er også lettere hyper idag. Jeg er høj! Så høj, så høj!

Jeg har fundet ud af, at man godt kan blive høj uden rusmidler - jeg er denne weekend høj af lykke og glæde! Sådan helt ind til benet. Så jeg kan mærke det i hele kroppen!

Vintage Dior II - og det, der følger med

Jeg har været så sløj, at jeg end ikke fik fortalt, hvad søde Ems kom med til mig forleden dag.

Hun kom, og jeg havde det så skidt. Jeg kunne ikke trække vejret og kunne knap nok holde øjnene åbne, hun klemte min hånd og kyssede mig på kinden (såvidt jeg husker), og så hev hun en stor hvid kuvert frem, hvor en rød streg fulgte den nederste linje, og to ord blev dannet i sorte og røde bogstaver.

"Dette er fra L." Jeg vidste, at jeg havde en gave i vente. Men jeg vidste ikke, at deri lå hele to foldede stykker lidt for groft gråt papir. De beskyttede det dyrbareste i mine øjne.

To par vintage strømper.

De ene par var champagnefarvet og var lettere grove i denierne, lidt lige mine første vintage Dior, dog så de ud til at være en yngre model, men det andet par slog benene under mig.

Præcis i min størrelse stod de der - sorte Dior - Diorella med søm i str 9.

De var til at græde over...

Jeg tør næsten ikke røre ved dem.

Jeg åbner op for det lidt for grove papir og kigger på dem. Rør ved dem og beundrer dem. Men jeg ved ikke, om jeg tør bruge dem. De ser så sarte og delikate ud.

Er det her, hvad man kalder en fetish?

Eller er dette ren og skær forelskelse og kærlighed til noget, der kan være så paradoksalt?

De er så fine og delikate og alligevel. Man kunne fristes til at tro, at de ville falde fra hinanden ved det mindste vindpust, men jeg ved, at de har holdt i 40 år mindst, og er stadig intakte.

Jeg har rørt ved dem, og de er som silke i min hånd.

***

Jeg elsker at få gaver, men jeg kan aldrig finde ud af at modtage dem, jeg bliver forfjamsket og som regel føler jeg, at jeg ikke er taknemmelig nok.

Men jeg er velsignet jeg får gaver altid... Der går ikke en eneste dag uden en gave i mit liv, for jeg smiler og jeg er glad.

Jeg tænker tit på, om det overhovedet er muligt at være så velsignet og heldig som jeg er.

Ja, det kan godt være, at jeg sidder her på 13ende og er fanget som en prinsesse af denne onde dr. SSS og kaninerne. Det kan godt være visse synes, at det er synd for mig (det er det ikke), og andre mener, at jeg fortjener det (intet menneske fortjener lidelse). Men fuck, hvor er jeg egentlig lykkelig i skrivende øjeblik. Jeg er elsket og omgivet af mennesker, der gør alt for mig. Jeg er heldig fordi både onde dr. SSS og kaninerne findes, så jeg fortsat kan eksistere.

Livet er overvældende på den fede måde.

Og jeg er fucker-sentimental, for jeg er påvirket af Prednisolon og kaninerne.

I dag er det Ernas nye nyres fødselsdag....

(Billedet blev taget 4 timer efter, at jeg var kommet ud af operationsstuen. Nej, jeg er ikke af denne verden. Og jeg takker guderne for det, hver evig eneste dag!)

For præcis et år siden, lå jeg i sengen på Riget, vrøvlede, pga stezolid og samlede en vifte med Katten, mens jeg ventede på, at min faster skulle blive færdig, så jeg kunne komme ind på operationsbordet, og modtage hendes nyre.

I tre år var min gamle transplanterede nyre godt i gang med at blive kronisk afstødt, efter ca. 15 års trofast tjeneste.

Jeg havde klaret mig godt. Jeg havde i godt et halvt år narret, både min psyke, lægerne og alle andre omkring mig. "Det var jo slet ikke så slemt". Jeg havde det fint - mine daglige 2-3 timer lange lure var jo bare dovenskab". (Det er utroligt, hvad og hvor meget man kan bilde sig selv ind).

Selvom jeg vidste, at der ikke var så meget tid tilbage for den lille nyre, blev jeg ved med at håbe. Desværre kunne jeg en uge efter, at min sprogopgave var blevet afleveret konstatere, at noget var som det ikke burde være. Typisk mig, turde jeg ikke ringe til Riget, for jeg var bange for, at de vil tro, at jeg var hypokonder (WTF !?) - T ringede til dem, og forklarede, at jeg havde åndedrætsbesvær og uregelmæssig hjerterytme - som sagt total denial.

Jeg blev naturligvis hasteindlagt, og relativ hurtigt blev jeg mod min vilje tvunget i dialyse. Det efterfølgende halve år blev en tidslomme af afventning. Idag kan jeg ikke huske noget fra den tid. Det hele er simpelthen blokeret ud. Der er enkelte episoder som jeg kan huske.

- F.x da jeg i august fik et sammenbrud, fordi de først ville fortsætte med udredningen af min faster en gang i oktober. Der overvejede jeg, om jeg skulle sprænge hospitalet i luften, eller om jeg selv skulle springe ned fra det.

- En gang i begyndelsen af september, hvor jeg trodsede min sygdom og tog til Helsingør for at høre Bedsteveninde spille med sit band.

- Da jeg fik charmeret lægerne til at lade mig tage 5 dage til London, og derefter overbeviste dem om, at jeg sagtens kunne nøjes med 3x3 timer dialyse, i stedet for 4x3 timer.

- Da Katten og jeg opfandt "Toblerone-prøven". Og vi fnisende blev enige om, at det måtte da være synd for manden, der kunne passe ind 50 grams pakken.

- Da jeg, dagen efter min fødselsdag, og 10 dage før London-turen blev indlagt, og skulle skifte mit dialysekaterer, fordi det ikke sad rigtigt.

Hvor jeg stadig halvbedøvet skrålede: "Nu skal jeg synge om en meget mærkelig mand. Han døbtes Plante Pikhoved egentlig dog hvordan..." på gangen, ragede på portøren og fortalte ham, at han var lækker, og at jeg håbede, at han ikke ville anmelde mig for sexchikane, mens jeg blev kørt tilbage til min stue. Og hvor jeg efter 4 timer med smerter, og kun tilbud om panodil blev så vred, at jeg rejste mig op og ville hjem. Jeg kom dog aldrig hjem, for Katten og min mor holdt fast i mig og ville ikke give mig min BH, omend jeg råbte og skreg og græd: "Hvor er min BH? Giv mig min BH! Jeg vil hjem, jeg gider ikke være her mere. Men jeg kan jo ikke tage hjem uden min BH."

- Og naturligvis, da jeg med Ems tog på The Office og drak mig pikke-beruset i cocktails, 36 timer før selve operationen. Den gamle nyre skulle dræbes med maner, eller var der ingen pointe i at være til.

Et halvt år, hvis ikke mere er reduceret til dette. Jeg kan ikke huske mere end det. Jeg kan genkalde mig visse oplevelser, hvis folk fortæller mig om dem, men for mig er det hele en sløret masse af gråt. En tidslomme, hvor dagene kun blev delt op i dialyse - og ikkedialysedage.

Idag er det så 1 år siden, at jeg fik min nyre. Vi skålede på det efter filmen igår. Sidste efterår føles så langt væk nu. Sidste efterår føles som et andet liv. Sidste efterår var et andet liv.

Jeg har været syg før, og jeg er blevet transplanteret een gang før, i 1994 (hvor jeg fik lever- og nyretransplantation). Men den gang var jeg kun 9 år, og kunne slet ikke værdsætte og nyde livet som jeg gør nu.

Jo, jeg tager det hele stadig for givet. Det kommer man til. Det er menneskeligt (jeg ønsker heller ikke at leve i en bobbel af frygt), men jeg har stadig mine øjeblikke, hvor det pludseligt går op for mig, hvad jeg kan idag, som jeg ikke kunne for halvandet år siden. For eksempel, noget så simpelt som at cykle over Langebro, uden at skulle stige af cyklen.

Hver gang jeg krydser den bro, føles det som en lille sejr indeni... Den var blevet min nemesis. Men nu er den en tegn på min styrke. Og at jeg faktisk kan alt det, jeg sætter mig for. Jeg er for stædig til at give op. Ingen skal fortælle mig, hvordan tingene står. Kun jeg bestemmer hvilken vej floden flyder.

Livet er skønt....

(Mig idag - et år efter :))

Hvad ser du mig som - Pige eller Kvinde?

For en måneds tid siden lavede jeg en afstemning, hvor jeg spurgte læserne om de så mig som "pige" eller "kvinde".

Jeg er faktisk lidt mundlam over resultatet. 70% mente, at jeg er en kvinde, hvilket overrasker mig, da jeg stadig ser mig selv som en pige.

Kvinder er sådanne smarte, fornuftige skabninger med job, stiletter, modemagaziner på bordet og lyse lejligheder med hvide møbler. Skabninger, der har styr på livet og alt går tip top.

Jeg... Jeg er bare mig. En der klapper i hænderne over flamberede pandekager og hopper op og ned som en lille hund, når jeg er utålmodig og gerne vil have fat i et eller andet, jeg ikke må få.

Et menneske, der fniser over ord i tide og utide og tager billeder af julepynt, der ser det mindste fallisk ud. Og alt det, der følger med.

Jeg ser mig selv faktisk som alt andet end en kvinde...

Kvinde? Næppe!