Den Pæne Pige

Jeg iklæder mig min stramme sorte nederdel, der altid går under knæet, en skjorte med høj udskæring, og lynlås i ryggen. Jeg elsker den pacificering tøj med lukninger i ryggen symboliserer.

Øreringene matcher skjortens mørke bordeaux nuance.
Frakken er stor og tyk og gør mig anonym. Og alligevel ved jeg, at jeg ikke er til at overse i gadebilledet, for den karakter jeg vælger at virkeliggøre er ikke til at tage fejl af - med sort hår, hvid hud og røde læber - repræsenterer jeg indbegrebet af uskyld.

Den hvide alpehue med perlerne er som prikken over i'et sammen med de hvide hansker. Jeg er den pæne pige, der kigger på dig og smiler.

Jeg begiver mig udenfor, tænder for musikken og kan næsten ikke undertrykke et skævt smil ved de første toner, der gennemborer min hjerne i morgenstundens tidlige timer.

Det giver mig en umådelig tilfredshed at gå igennem den kolde morgen helt stram, med perfektionistens detaljerigdom malet i mit ansigt, og for tilfældige forbipasserende lignende en kold isdronning. Altimens en rå mandestemme, i al hemmelighed, fortæller mig, at jeg skal slikke den op fra slap.

Idet jeg stiger af toget ser jeg op på en mand. Vores øjne mødes og jeg smiler skævt til ham. Jeg er i legehumør, så jeg fastholder hans blik.
Han synker en enkel gang, smiler og går forhastet i toget som jeg selv forlader.

Jeg bider mig smilende i læben på min videre færden og kan ikke lade være med at more mig over det paradox jeg ikke kan lade være med at være.

Suspekt

Jeg har aldrig været særlig meget til hiphop og den slags musik, der var dog engang, da jeg kom sammen med Carlos, min egen rod, at jeg hørte det en del.

Det er længe siden, at Carlos og jeg har været kærester. Det endte heller ikke godt mellem ham og jeg.
Han ville og jeg nægtede ham dét. Mine principper blev dengang stadfæstet af stædighed og det min mor havde lært mig.
Han gik og jeg forblev uberørt og ren.

Det er længe siden, og jeg har forkastet det min mor har lært mig.
Og det er længe siden, jeg har været forbi den musikgenre, der altid minder mig om et koldt, gråt efterår, et grønt hæfte jeg skrev i og de grå højhuse ved Søndermarken.

Og alligevel har jeg gang på gang i den seneste tid fanget mig selv i at bevæge min krop til den tunge beat som kun hiphop kan fremtrylle. Og det jeg har lytter til, har været Suspekt.
Jeg begyndte at lytte til dem, fordi de blandt en masse følelsespornografi, der er at finde i hiphop-musikken, er et lettere perverst og meget mere råt og afstumpet bekendtskab.


Så da jeg igår blev hjemme på grund af tømmermænd, ugidelighed og dovenskab, bestemte jeg mig for at høre alle deres plader igennem.

Et par timer inde i projektet, greb jeg febrilsk ud efter min telefon og skrev til M, at jeg blev underlig af at høre Suspekts musik; Jeg blev liderlig.

De rå, usødede, groteske og mandschauvenistiske billeder vækkede noget i mig.

Jeg gider end ikke forsvare det, for dyrisk urinstinkt skal ikke forsvares.
Men ikke destomindre, når jeg lytter til deres tekster, deres stemmer, skabes der billeder i mit indre, der bare giver mig lyst til at give mig hen til hver og en af dem og lade mig blive opslugt, taget...brugt.
Intet mere, intet mindre.
Råt for usødet.

Billeder af mørke, uvished, ekstravagance. Billeder skabt af et ubevidst id som normen, samfundet og jeg selv undertrykker... giver mig lyst til at reduceres til et objekt, der eksisterer kun for at tilfredsstille deres lyster.
Det min mor forkastede og lærte mig var forkert, vækkes ved stemmen, der gentager "Jeg' din doktor nu. Ja jeg er din doktor, for du er en freak.
[...]
Men det' mennesker gennem slægter, der dræber og knepper Elektra."

Det taler til min egen indre freak, der altid bliver holdt i skak af selvkontrol, gemt bag et flirtende smil og et pænt ydre.

Jeg er ligeglad med Suspekt, ligeglad med mændene bag, men universet de skaber, vækker i mit indre, får mig til at ændre karakter. Et øjeblik kun, men nok til at jeg mister kontrolen og tænker, hvad jeg tænker.