27.7.12
Kunstarten at Placere en Tampon i Munden
19.7.12
Den Nittende Dag
17.7.12
Den Attende Dag
16.7.12
Den Syttende Dag
14.7.12
Den Sekstende Dag
12.7.12
Den Fjortende Dag
10.7.12
Den tolvte dag
8.7.12
Mit vilde liv i Istrien
10.7.11
Pljevlja
12.7.09
Hjemmelavet Ajvar
Sidste efterår fik jeg pludselig en stor kasse fyldt med røde peberfrugter, så jeg kastede mig ud i endnu et af mine sylte-projekter. Denne gang blev det til Ajvar. Som er en makedonsk peberfrugts relish, som ligeledes er meget udbredt på Balkan.
Oftest bliver det spist på brød eller til grilstegt kød. Det indeholder peberfrugter, aubergine og hvidløg som hovedregel. Personligt kan jeg godt lide min ajvar lidt syrlig, så jeg tilføjer tomater. Hver egn i Balkan har hver deres opskrift og mange er familiehemmeligheder, der er blevet bevaret i mange århundrede.
Personligt fandt mit målestok på nettet (som altid) og eksperimenterede mig frem til en smag jeg godt kan lide.
Jeg har ikke noget imod at dele opskrifter på ting, der smager godt, så min opskrift på ajvar smider jeg også naturligvis her.
I sidste uge fik jeg igen en kasse røde peberfrugter, og lavede endnu en portion. (Grundopskriften hedder 5 kg peberfrugter, 2 kg aubergine, 1 hoved hvidløg, 750 ml olie og salt og peber efter smagsønske).
Min opskrift blev til:
1,5 kg røde peberfrugter
700 g aubergine (ca. to auberginer)
1 kg tomater
1/2 hoved hvidløg
250 ml olie
Grøntsagerne vaskes og bages på en bageplade på ca 200 grader til hmm.. ja til de er færdige (til de er bagt, altså til skindet har lettere løsnet sig. Men jeg vil sige ca. 20 min til peberfrugterne og tomaterne og så 40 min til aubergine - når auberginerne er bløde er de færdige).
11.5.09
Første onsdag i maj kl. 12 - 3. del
Næste morgen pakkede vi de mest nødvendige ting, og tog ud til min faster i indre Banjaluka. Jeg overhørte mine forældre snakke om, at der var tre soldater, som prøvede at bryde ind i vores hjem, og min far turde ikke at risikere noget. En eller anden spurgte ham: "Jamen hvad så hvis de tager jeres ting" og jeg kunne høre min far oprevet svare "Fuck tingene, jeg er ligeglad. De må tage alt hvad de vil, bare hovedet er i godt behold. Jeg tør ikke risikere, at vi ender med at sidde fast her og ikke kan komme hverken frem eller tilbage".
Den ukendte svarede "Vi har jo mobiliseret nabovagt. Du burde være med i stedet for at flygte som en kujon". Nu blev min far arrig og råbte og skreg og bandede. De bandeord kan end ikke forklares på dansk, og slet ikke oversætte.
Derefter fortsatte han - "hvad har i mobiliseret jer med? En pistol fra 2. verdens krig og tre jagtbøsser? Og så en håndfuld tandstikker? - De har hele JNA's militære styrke... og i har ti unge mænd, der er villige til miste hovedet for lidt stolthed?"
"Ved vor mors grav, hvis du forlader huset nu, så vil jeg ikke være din bror mere" hørte jeg den fremmede stemme true.. Min far svarede blot, at han ikke skulle bruge deres mor i sådanne situationer, da det var forkert, og at min far havde en familie han skulle tage sig af - deri lå hans stolthed, og hvis han derfor blev anset som en kujon.. jamen så måtte han være det.
- Min farbror døde 30.09.1995 - på min 11 års fødselsdag - ca 10 dage før Dayton aftalen blev underskrevet og freden i Bosnien-Hercegovina blev officiel. Han kæmpede og døde for landet og stolheden.
Sidste gang jeg besøgte hans grav, var græsset så højt, at man næsten ikke kunne komme til.
Det var hvad alle de unge mænd kæmpede og døde for... et gravsted som ingen tager sig af....
Vi tog ud til min faster og jeg syntes det var skønt. Jeg var et sorgløst barn og var kun glad for, at jeg kunne bo sammen med min kusine, og så i en lejlighed - (vi boede i hus i Bosnien og jeg havde to ønsker som lille: 1. af flyve i flyvemaskine og 2. at bo i lejlighed).
Jeg tror, at skoleåret var slut, for jeg kan ikke huske, at jeg gik der mere. Men min mor tvang mig til at terpe hver dag. Jeg skulle lære at regne udenad til 20. Det var hårdt, og jeg ville heller lege udenfor, for hos min faster var der sat en hvid rampe op, hvor min kusine og jeg plejede at lave akrobatik.
Først skulle jeg lære at regne, og derefter skulle jeg læse højt for min mor, så jeg kunne øve mig. En historie på kyrillisk og en på latin - for vi brugte begge alfabeter dengang. Jeg følte mig meget uretfærdigt behandlet.
Om eftermiddagen, når vi havde spist og solen stadig bagte, fik Aida og jeg lov til at gå ud og lege. Vi hang på rampen og legede cirkus. Aida var altid bedre end jeg, da hun var en drengepige - jeg legede cirkusprinsesse eller balletdanserinde, så jeg gik på tær og hun lavede kolbøtter.
Solen stegte og flere ældre damer var gået forbi os, og skældte lidt ud på os, for tænk hvis vi faldt - og burde ikke sådanne to små piger sove til middag nu? Jeg sagde bare, at jeg ihvertfald ikke var en lille pige, og jeg sov ikke til middag mere, det gjorde kun min lillesøster. Aida sagde, at hun også ønskede sig en lillebror. Damerne rystede som regel på hovedet og gik deres vej.
En af dagene, midt i vores leg begyndte en luftalarm at hyle en dag. Der var menneskeforladt og jeg fik igen den samme følelse inden i. Som om jeg var ved at gøre noget forkert og forbudt. Vi stod egentlig bare og kiggede lidt på hinanden og ventede - vi var meget spændte. Pludselig kom min faster ned og hev os indenfor, vi løb hurtig ned i kælderen og blev der til luftalarmen var færdig med at hyle. Jeg synes, at det var så spændende og Aida og jeg talte længe om, hvor mon bomberne ville ramme, og hvad der ville ske, og tænk hvis dit hus blev ramt Erna, og alt dit legetøj blev ødelagt - sagde Aida.
Jeg kan huske, at jeg blev så sur, for hvorfor skulle mit hus blive ramt? Vi havde ikke gjort noget galt.
Det viste sig at angrebet var beregnet til byen ved siden af.
Vi boede hos min faster i to uger, men indså, at det ikke førte nogen vegne. Det var for farligt, usikkert og min livsvigtige medicin var ved at blive brugt op. Vi måtte ikke få mere af den, da vi var muslimer og var ikke berretiget. Min far arrangerede med nogle af vores mere velstående græskortodokse venner en transport ud af byen og ud af Bosnien for os.
8.5.09
Glædelig Stor Badedag
Som de fleste af mine læsere efterhånden ved, så er jeg langt fra dansk, til trods for mit meget danske fornavn, danske studie, danske pas og danske kæreste. Jeg er vel bekvemlighedsdansker, lidt ligesom mange muslimer idag også er bekvemlighedsmuslimer. Jeg har det danske pas og statsborgerskab, fordi det er nemmere at rejse. Jeg har den danske kæreste, fordi danskere er nemmere at håndtere (fnis) og mit danske navn... tja det var nu mest en tilfældighed. Vi kendte knap nok til Danmark, dengang jeg blev navngivet og min far troede sådan set, at det var et jødisk navn. Jeg har boet i Danmark i 16 år efterhånden. Faktisk har jeg boet mere i Danmark end i Bosnien, men stadig idag føler jeg mig ikke dansk. Ikke fordi jeg føler mig særlig bosnisk. Men jeg kan heller ikke få mig selv til at omtale mig selv som dansker. Hvis jeg er noget, og hvis jeg hører til et sted, må det være København(er). Nå, men det jeg egentlig vil frem til er, at det idag er stor bededag. Jeg aner faktisk stadig ikke, hvad det lige præcis indebærer, når det er stor bededag, bortset fra, at man spiser hveder og hygger med stearinlys. Jeg tror dog, at hele historien bagved er noget mere religiøs end hygge og mad. Første gang jeg hørte om stor bededag var jeg ikke så gammel. Nok omkring de 10-11 år, og jeg forstod det som værende "stor badedag" - altså en dag hvor alle kollektivt gik i bad. Jeg ved ikke lige, hvad jeg havde forestillet mig, og hvordan man kollektivt skulle i bad... men til mit forsvar, så er der faktisk en helligdag på Balkan som hedder "Djurdjevdan" (Djurdjes dag). Det er d. 6 maj, og er en helligdag for de græskortodokse kristne på Balkan. Den dag står man tidligt op og vasker ansigtet i dug, så man er frisk og smuk til den næste Djurdjevdan. Min morfar fortalte mig idag, at man også kan gøre det på en anden måde, hvor man går til kilden ( På Balkan er der mange naturlige kilder og floder) dagen før og tager vandet med hjem. I en skål kommer man vandet fra kilden sammen med blomster (såvidt jeg husker jasminblomster), bestemte urter og et rødt æg man har gemt fra påsken (dernede farver man æg til påske i forskellige farver, og påsken er en uges tid efter i forhold til den katolske kalender). Om morgenen d. 6 maj vasker man sig i vandet, så man er skarp (klar) som vandet fra kilden, duftende som blomsterne og rød som ægget (underforstået har røde kinder). Selvom Djurdjevdan i princippet er en græskortodoks helligdag og tradition, så var det noget både muslimer, katolikker og græskortodokse praktiserede. Så vidt jeg husker er der også en flod i Makedonien(?), hvor man smider en masse blomster ned i og bader. Jeg har kun prøvet at vaske mig i dug tidligt om morgenen. I år glemte jeg det og det ærger mig så meget. For det er sådan en smuk tradition.... Når man kender til denne historie er det vel ikke så mærkeligt, at end til for et par år siden troede, at stor bededag faktisk var stor badedag. :)