Kunstarten at Placere en Tampon i Munden

Jeg var hos tandlægen den anden dag. Ikke fordi jeg havde huller, men fordi jeg tænkte, jeg ville udnytte muligheden for billig og god behandling her i Kroatien, og skifte en efterhånden gammel plombe ud.

Jeg bestilte tid hos en vis overoverlæge Dr. med. dent. Mm. Marco-et-eller-andet,  hvis væg blev prydet af mindst 13 forskellige diplomer og godkendelser, som man glædeligt kunne se på, mans man langsomt blev sænket ned i den råhvide stol, lige før man blev voldtaget i sin mund af diverse apparater. 

Overoverlæge Dr. med. Dent. Mm. Marco-et-eller-andet var en lille mand, noget lavere end gennemsnitsmanden, med kulsort, kort hår og runde brune øjne, der flakkede halvnervøst omkring over den beskyttende grønne maske, han aldrig tog af. Han talte til sine patienter skiftevis i det upersonlige "man" og 1. person flertal, hvilket gjorde ham lidt stiv i det og gjorde mig usikker, når jeg skulle svare på noget, eller spytte ud. 

Hans grønne handsker lugtede af gammel mand i brun cardigan, der nyder en Bismarcksklump på bænken i en park, og gjorde mig, trods min forkærlighed for pebermynte, lettere utilpas. 

Jeg forsøgte at lette stemningen lidt med en eller andet sjov bemærkning, som respons bad han mig om at gabe lidt mere op "Kan man gabe?" spurgte han med en lettere mekanisk stemme. 

Så jeg blinkede kort, åbnede munden og bad til guderne om hurtig og smertefri behandling. 

Der lå jeg så i stolen med munden på vid gab og betragtede ham siddende til højre for mig. Han var en pudsig mand. Trods hans nervøse træk og abnorme stivhed, når han stod overfor mig, så mindede han mig om en kunstner, når han sad lænet over mig. 

Den måde han bevægede hænderne og brugte instrumenterne på...det var som, når en dirigent bevæger sin dirigentstav, når han er midt i en af sine yndlingssymfonier. 

Jeg var dybt fascineret af hans bevægelser. De var lette og næsten yndefulde. 

Han tog en tampon fra den lille bakke, der stod lidt væk, med en tynd pincet, og med en glidende og elegant bevægelse flyttede han hænderne over til mit hoved, og som var det en kunstpause han holdt, stoppede han et øjeblik lige over min mund, før han med ligeså elegante, yndefulde og glidende bevægelser satte tamponen op under min læbe, for bedre at kunne komme til. 

Jeg blinkede igen, for jeg kunne ikke tro mine øjne. Igennem hele behandlingen brugte han de samme bevægelser. Som var han en kunstner kunne han ikke sidde stille på den lille skammel, der jo havde hjul. 

Som en kunstner rejste han sig op og skiftede placering fra højre til venstre. Bag mig og igen tilbage til siden… 

Jeg fulgte ham fascineret med øjnene og blev næsten rundtosset. 

Før jeg vidste af det var han færdig. Og som ved et trylleslag var kunstneren væk og foran mig stod den stive og nervøst anlagte mand, der tog imod betaling, stadigt gemt bag den grønne maske, ført handskerne, der stadig lugtede af gammel mand i brun cardigan, der nyder en Bismarcksklump på bænken i en park.

Den Nittende Dag

Den nittende dag vågnede jeg med en ro inde i mig. 

Jeg havde ikke drømt, og jeg var på sin vis tilfreds. 

Jeg tror jeg har tænkt det, der skulle tænkes igennem. Jeg smiler for mig selv, og kigger op mod solen. Ud mod horisonten og indånder duften af sommer - her duften af gran.

Den tyvende dag hvilede jeg mine øjne og nød lyden fra de brusende bølger. Jeg døsede hen under den hede sol, og der var ro over mig. 

Jeg tror, jeg endelig er så langt nede i gear, at jeg for alvor er kommet på ferie. 

Det tog så også knap tre uger...

Den Attende Dag

Den attende dag fik jeg en verbal lussing. Jeg slyngede ud foran min syv år yngre søster, at jeg overvejede at få min navle piercet. Hun kiggede på mig forarget med stadig halvsøvnige øjne og prompte røg det ud af munde på hende "Ej det skal du fandeme ikke. Du'alt for gammel."

Jeg var ved at kløjes i min tunge, der efterhånden har været piercet i 10 år. Mig, for gammel? Men jeg er jo kun 27 år.

Jeg føler mig på ingen måde (for) gammel. Jeg synes mit liv først er ved at begynde. Jeg har de rammer jeg selv skaber. Den hverdag jeg ønsker og det liv jeg siden jeg var 20 år har drømt om. 

Jeg tog ned til stranden med min mor på den attende dag, vi snakkede om løst og fast og så fortalte jeg hende grinende, hvad min søster havde sagt. Min mor var ved at falde ned ad trappen hun var ved at træde på, da hun hørte. For gammel? Men du er jo kun 27 år.

På den attende dag læste jeg stadig i "Barndommens Gade" og undrede mig over, at to mennesker, der har diet ved det samme bryst, kan blive så forskellige.

Jeg vil have eventyr, kærlighed, lyst, forførelse, liv, drømme… og ja også en familie. Men jeg vil det hele og så meget mere.  

Min søster hun vil… ja gad vide, hvad hun egentlig vil…

***

Vi genoptog snakken på stranden, da skyerne havde gemt solen væk. Og der, under en grå himmel fik jeg svar på, hvad min søster ville: Hun ville i hvert fald have mindst to børn, inden hun var 30.

Jeg sagde ikke noget.

Den Syttende Dag

Den syttende dag blev min blog læst, og en betænksom stemme spurgte om jeg var ok.

Selvfølgelig er jeg ok. Jeg er som oftes ok og faktisk mere end det. 

Melankolien fylder mig blot til tider, men det har den altid gjort, den har været min tro følgesvend - på godt og ondt. Jeg har altid været så forfærdelig tænksom - også dengang jeg var helt sorgløs og lille. 

De sidste mange dage har jeg bare haft freden til at sætte mine tanker og følelser i system. Melankolien følger med, når man ranssager sin sjæl.

Alle har melankolien i sig, jeg har blot valgt at krænge min ud til offentligheden. 

Den syttende dag skete der ikke så meget. Min mor og søster har gjort os selskab her på den syttende dag. 

Roen og stilheden er væk, jeg tror jeg kommer til at savne den.

Den Sekstende Dag

På den sekstende dag var jeg trådt ud af det kølige, og langt mere salte end normalt havvand. 

Jeg satte mig på kanten af mit nu lyseblå håndklæde med knæene trukket godt op, så jeg kunne hvile hagen på dem og lod dråber af havvandet dryppe ned af mig. Dråberne kildede, når de dovent gled ned af min ryg. 

Jeg snøftede et par gange, for saltvandet var trængt op i min næse da jeg dykkede. 

Jeg nyder at dykke, især med lukkede øjne. Vandet omfavner mig og jeg føler, jeg svæver. Jeg holder altid hovedet under vandet til jeg kan mærke, lungerne er ved at sprænges og jeg instinktivt søger mod overfladen. Der, under vandet forsvinder tankerne og lydende og der er fred. 

Jeg snøftede en enkel gang mere og tog fat i en tilfældig sten med min venstre hånd. Det er meditativt for mig at kaste småsten ud i vandet. Jeg skulle også til at kaste denne med en doven bevægelse, men tilfældigt så jeg stenens form. Den lignede et hjerte - et af dem man plejede at tegne på for-og bagsiden af sit klædehæfte rundt om navnet på den man skulle giftes med, når man blev stor, dengang man var lille.

Jeg grinede lidt for mig selv og tænkte, at det var ironisk. At jeg netop på denne ferie skulle falde over en sten, der havde form som de hjerter man engang tegnede på sit klædehæfte. 

Jeg legede med stenen videre, fordybet i mine egne tanker, da koldt vand ramte mig. Jeg fumlede og tabte stenen på jorden. Det var min far, der ville køle mig ned. 

Jeg kiggede op og sukkede utålmodigt. Han spurgte, hvad der var galt, og jeg sagde, at jeg havde fundet en sten formet som et hjerte, og nu fik han mig til at tabe den blandt alle de andre hvide sten. 

Så grinede han endnu højere og spurgte: "Du er da ikke forelsket? Hvad har du lavet af løjer, mens jeg var væk, frøken?"

Jeg kiggede på ham med et opgivende smil: "Nej far, det er jeg ikke, men tvært imod har jeg indset, at kærlighed er for børn og kun tåber forelsker sig. Og jeg tror, jeg er blevet meget voksen, måske endda lidt for mig, det sidste stykke tid. "

Han kiggede på mig uden ord, jeg kunne tydeligt se på hans ansigt, at han ikke vidste, hvad han skulle svare. Han kunne end ikke komme på noget sjovt og drillende. 

Så i stedet foreslog jeg, at vi skulle dele en øl og slog snakken over på hvor salt havet faktisk var idag. 

Den Fjortende Dag

På den fjortende dag plukkede jeg mine øjenbryn, mens jeg sad i skyggen. 

Jeg lyttede til en ældre dame, der stod med et spædbarn på armen, snakke med et ægtepar. De havde alle fire badesko på i forskellige farver. 

Damen med spædbarnet på armen havde matchet sine med sin røde badedragt, der lige knap kunne dække hendes svulmende barm, der hang over hendes tykke mave. 

De snakkede indbyrdes og skælde ud over den gruppe sigøjnere, der var kommet til byen nogle dage forinden. 

Henne ved bruseren, vanen tro, stod igen en sigøjnerkvinde med to små børn. Hun var gravid og havde en sort kjole på, der sad stramt på hendes runde maven. Barnet, der stod ved siden af hende, tog et badedyr op i sine arme fra jorden. 

Den ældre dame var lige ved at eksplodere ved synes af dette. Hun traskede ned til sigøjnerkvinden i sine røde badesko, der nu matchede både hendes badedrag og ansigtskulør og skældte hende sønder og sammen ud over, at hun lod sit barn tage det badedyr, der lå på jorden."At du vover at bruge dit barn til tyveri!", sagde hun rasende. Jeg holdt øje med dem i mit lille firkantede spejl. Ægteparet udvekslede et par ord og grinede lidt for sig selv. 

Jeg blandede mig udenom. 

I stedet forsøgte jeg at huske tilbage på, hvornår min barndom holdt op med at være et falmet postkort - for det holdt den op med at være. 

Jeg forsøgte at tænke tilbage, mens jeg hev de små hår ud med pincetten,  og så slog det mig; Ligegyldigt hvor meget jeg forsøgte at frembringe den der følelse af varme, ro og tryghed i mit indre fra min barndom i Bosnien i Danmark, så kunne jeg ikke. 

De billeder af afsvedne dage er få i Danmark. 

Jeg forsøgte at regne ud hvorfor, og idet den ældre dame med den svulmende barm og røde badesko, traskede forbi mig, med skældsord farende ud af munden, gik det op for mig, at jeg, kort tid efter jeg ankom til Danmark, mistede min uskyld. 

Jeg sukkede for mig selv på denne fjortende dag, der ligeså godt kunne have været den, trettende, tolvte, ellevte…, og koncentrerede mig om smerten, der vækkedes i mit ansigt, når jeg trak et af de små hår ud med pincetten - den var i det mindste konkret. 

Den tolvte dag

Jeg har så meget tid hernede. Jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller skidt, for jeg tænker. Jeg min hjerne kører så hurtigt, at jeg om natten, når jeg sover, stadig tænker. Jeg husker alle mine drømme og de omhandler alt fra fortid, til nutid til opspind, til fabrikerede minder. 

Jeg fangede mig selv kiggende på småbørn, der leger på stranden i dag på denne tolvte dag, og det trak mig lang, langt tilbage i tiden. Helt tilbage til dengang, hvor min mor sad på en bænk, og min far købte mig en is med to ispinde, og vi alle tre ventede på toget, der skule bringe os hjem fra kysten. 

Det var varmt og min mor var blevet skoldet på ryggen. Vi havde en brun kuffert som min far havde købt, med sort kantebånd. Den havde hjul og jeg sad på den, mens isen dryppede på mine små barnehænder. 

Billedet blev aflyst af virkeligheden og jeg tænkte, at jeg ville ønske jeg var fem år igen. 

Dengang hvor tiden var relativ og min mor iklædte mig fine kjoler med blonder, og laksko. Til dengang mit hår var bundet med et par gule ellastikker, der var pyntet med små fugle og jeg stolt viste skoene, der havde en lille hæl på frem til enhver, der ville kigge. Dengang hvor begge mine forældre holdt mig i hånden, mens vi gik en tur i byen og jeg fik en limonade. 

Børnenes skrig forsvandt og jeg var tilbage i min mormors have, jeg så min smukke moster koge sine lyserøde og orange curlere inden hun satte dem i sit blonde hår. Og min morfar, der dengang, som nu, skældte ud over, at hans spejl ville blive slidt, så meget som vi spejlede os.

De eftermiddage, hvor vi blev lagt i de kolde lagner efter at have spist os mætte i min mormors mad. Og min mormor, min elskede mormor, der altid sad rolig og mild i sin blomsterhave, der var hendes stolthed. Og børnene på gaden, der altid kaldte på mig. Og min fætter, der blev klædt som en lille porcelænsdukke, akkurat ligesom jeg var, når vi begav os op til byen eller ud til de voksnes venner. 

Og alle de varme sommeraftener. 

Mig på min fars skuldre, fordi jeg var for træt og for syg til at gå videre. Skoven og markblomsterne i min favn. 

Og den ene gang, hvor jeg skulle krydse den lille bæk, men kom til at falde i, så min far ikke kunne holde sit grin tilbage. 

De lange gåtur med min morfar og kilden for enden at byen. Og den blå rutsjebane, jeg kom til at nive mig på, da jeg skulle prøve en tur. Den blå rutsjebane som stadig er der, som stadig får mig til at smile og stadig får mig til at tage mig på den balle, der blev nevet.

  

Jeg ender det samme sted, hvor jeg startede - ved den bænk med isen i hånden. Ved banegården, hvor vi skulle krydse togskinderne for at nå vores tog. Og det høje, gulnede græs jeg løb hen til, da vi endelig kom hjem. Jeg gik på bare tær, for jeg havde overhørt de voksne sige, at det var sundt, hvis man gik på bare tær. Solen skinnede afsvedet den dag…

Et falmet postkort tænkte jeg på denne tolvte dag. Mit barndom er et falmet postkort. 

Mit vilde liv i Istrien

Engang i vinters, da jeg havde fået nok af det hele og havde fået en af mine midlertidige hjerneblødninger, sagde jeg "Ja, det kunne da være hyggeligt." Da min far spurgte, om jeg ville sammen med ham og min søster i fem uger til Kroatien den kommende sommer...Ja, FEM uger.

Dengang, i vinters, tænkte jeg, at solen og havet ville være tiltrængt, hvilket det også er.. Men fem uger.. det var måske lige overkill.

Idag er det ti dage siden, jeg tog afsted fra København. Idag er det ti dage siden, at jeg fortrød, at jeg tog afsted, for idag er det ni dage siden, jeg begyndte at savne København, og alt det den indebærer. 

Jeg en lille by, der synes ved første øjekast som noget tiden havde glemt. En lille by i den nordlige del af den Kroatiske kyst, Istrien, få kilometer fra Porec. Den var ikke glemt af tiden, der var bare ikke højsæson i den første uge vi ankom.

Her er ikke meget. Men alt det man skal bruge. 

Der er en strand og azurblåt hav. Tre supermarkeder, to kiosker, fire cafeer, tre restauranter  og et pizzaria. Der er også et hotel, lige ved siden af af Marinen, der er fyldt med fine hvide både, hotellet blev brugt som bosted for bosniske flygtninge under Balkankrigen. Siden er den blevet købt af en fyr fra Australien, og ligesom meget andet her, glemt af fyren og tiden. 

Her sker ikke så meget, men jeg bliver ved med at få at vide, at det er netop, hvad jeg har brug for denne sommer; Fred og ro. 

Den første dag vi ankom, efter toenhalvdage i bil, lå jeg på stranden og påbegyndte min første feriebog; Hulebjørnens Klan. 

Om aftenen flippede min søster ud - min far hævdede, at det var fordi hun skulle have menstruation. Hvorfor min far også flippede ud, er mig en gåde. Måske skulle han også have menstruation, ellers også sympati-pms'ede han bare. 

Den anden dag var som den første. 

På tredjedagen tog vi til en anden stranden i nærheden. Da jeg svømmede i havet hoppede en fisk op af havet, lige foran mig og var ved at slå mig i hovedet med sin hale. Jeg skreg. 

Fjerdedagen ligenede dagen forinden, vi badede i en swimmingpool også. 

Da vi kom til sjettedagen rejste min far og søster til Sarajevo og pludselig var der ro. 

Den syvende dag tordnede det hele dagen, men regnen var sparsom, jeg blev alligevel i lejligheden den dag og læste min bog færdig. 

Igår, da det blev dag nummer ni tog jeg på stranden og nød solen med Hemingway i hånden. Han er en pudsig forfatter. 

Det han skriver i bogen er på sin vis så banalt og ligegyldigt - hvis han havde levet i vores tidsalder, så ville det have været skrevet på en blog. Og alligevel omfavnede bogen mig på en sær måde og gav mig et fantastisk indblik i Paris som den engang var, og som jeg ville ønske jeg kunne opleve den . Jeg forstår godt, hvorfor den hedder "A Moveable Feast". Jeg kan godt lide den, men jeg kan også godt lide Hemingway. 

Mens jeg lå i skyggen på den niende dag, faldt jeg i søvn til lyden af havet og fuglene. Jeg drømte absurdt til jeg fortumlet  kiggede op, fordi jeg blev vækket af børnlarm. Der var familier og mennesker over det hele. 

Men jeg bed især mærke i en gruppe menneske. De skiller sig ud, ligegyldigt hvad. Man (jeg) kan altid genkende dem på deres pjaltede tøj og guldsmykkerne de flasher - selv på stranden. En gruppe sigøjnere var ankommet. 

Idag på den tiende dag lå jeg i solen og betragtede landskabet omkring mig. Og der så jeg dem igen. To små piger, der kom ned til bruseren, der er stillet til rådighed for strandgæsterne, der kan skylle saltet af sig efter en svømmetur i havet. Der stod de to pige, med to store dunke og fyldte vand i dem. Jeg kunne ikke se noget odiøst i det, så jeg lukkede øjnene og lod tankerne strømme i mit indre, mens solen bagte på mig. 

Jeg blev revet væk af min tankestrøm, fordi jeg kunne mærke vanddråber sprøjte på min højre arm, og der var de igen, men denne gang var de flere, med flere flasker og spande.

De har sat sig længere væk - væk fra stranden, næsten henne ved parkeringen og det eneste de gjorde på denne tiende dag var at fylde vand på dunke, flasker og spande. Jeg betragtede dem i tre timer. Jeg holdt op med at tælle på et tidspunkt, men hvis jeg ikke tager fejl, har de tappet bruseren for mindst 300 liter vand.  

Jeg ville have spurgt, hvad de skulle bruge al den vand til, men jeg tude ikke, for jeg er vokset op i en kultur, hvor sigøjnere stjæler små piger, især dem der er meget lyse i huden, og tvinger dem til at tigge på gaden. 

Jeg befinder mig på kantent... af civilisationen... her på Balkan.

Pljevlja

Jeg tog afsted fra Sarajevo uden at fortælle Morfar at jeg var på vej. Egentlig havde jeg regnet med, at min mor ville ringe og fortælle ham, at jeg ville komme i lørdags, men det skulle vise sig at være anderledes. 

Jeg skulle have været hoppet af ved bageren kl 20.30, men vi blev holdt ved den montenegrinske grænse i en halv time, og fanget af regn på toppen af bjerget, så jeg var der først over en time senere. 

Jeg hoppede ud af den lille bus og direkte ned i en vandpyt. Mine sko var drivvåde og mine bare fødder sjappede i mine ballerinasko. Så jeg tog dem af og begav mig i mørket igennem gaden IV Sandzacke Brigade (Sandzaks IV Brigade) over mod morfars hus. 

Regnen silede ned og småstenene prikkede under minde fødder, men jeg indsnusede luften og tænkte,  "jeg er hjemme."  Der duftede af kul, af regn og minder. 

Jeg åbnede lågen og så, at fjernsynet var tændt ovenpå, så jeg gik ned til døren og ringede på. Ingen åbnede døren. Jeg tænkte, at Morfar måske ikke kunne høre mig, fordi han havde slukket for sit høreapparat, så jeg ringede på en gang til. Da der heller ikke denne gang var noget svar, blev jeg bekymret og tænkte straks, at der var sket noget, så jeg gik rundt om huset og kiggede op mod vinduet, hvor fjernsynet nu var slukket. Min Morfar lurede igennem gardinet og da han så mig hoppe op og ned og vinke, tændte han lyset og løb ned af trappen for at åbne døren. 

Hans første ord var "Hvad laver du her, du er jo drivvåd." Jeg tænkte kun, godt han ikke så at jeg gik de 200 meter i bare tær. 

Så jeg blev lukket ind. Skældt ud over ikke at lade høre fra mig. Fik skænket et glas hjemmelavet rosensaft og fik at vide, at "Det var heldigt, at jeg var hans yndlingsbarnebarn", for ellers havde jeg fået lov til at sove på bænken ude foran. 

Han blev glad. Han blev så glad, og jeg kiggede mig rundt om i huset og fik en klump i halsen. 

Mormors gamle brændekomfur var erstattet af en lækker brændeovn. Det gamle køleskab var ikke at finde i huset mere og der var så stille. Så stille, så stille. 

 Så jeg smilede og snakkede med morfar til min seng var redt. Da jeg slukkede lyset, græd jeg til gråden fik mig til falde i søvn.

Jeg græd over det hele. At min mormor var død alt, alt for tidligt. At min morfar var gammel og sær og skubbede stort set alle menneske, der elsker ham, væk fra mig. At det regnede udenfor og at jeg var alene. 

Jeg vågnede mange gange den nat og ønskede kun at solen skulle komme op. Da den endelig gjorde det. Gik jeg ned i køkkenet og lavede myntethe og kaffe. Ligesom min mormor plejede at gøre. 

Jeg satte mig på den hjemmelavede bænk, som min far lavede ud af et gammelt turkis skab og kiggede på gaden, mens blomsterne duftede kvælende sødt efter nattens regnskyl. 

Men solen skinnede og jeg var lykkelig.

Hjemmelavet Ajvar

Sidste efterår fik jeg pludselig en stor kasse fyldt med røde peberfrugter, så jeg kastede mig ud i endnu et af mine sylte-projekter. Denne gang blev det til Ajvar. Som er en makedonsk peberfrugts relish, som ligeledes er meget udbredt på Balkan. 

Oftest bliver det spist på brød eller til grilstegt kød. Det indeholder peberfrugter, aubergine og hvidløg som hovedregel. Personligt kan jeg godt lide min ajvar lidt syrlig, så jeg tilføjer tomater. Hver egn i Balkan har hver deres opskrift og mange er familiehemmeligheder, der er blevet bevaret i mange århundrede.

Personligt fandt mit målestok på nettet (som altid) og eksperimenterede mig frem til en smag jeg godt kan lide.

Jeg har ikke noget imod at dele opskrifter på ting, der smager godt, så min opskrift på ajvar smider jeg også naturligvis her. 

I sidste uge fik jeg igen en kasse røde peberfrugter, og lavede endnu en portion. (Grundopskriften hedder 5 kg peberfrugter, 2 kg aubergine, 1 hoved hvidløg, 750 ml olie og salt og peber efter smagsønske).

Min opskrift blev til:

1,5 kg røde peberfrugter

700 g aubergine (ca. to auberginer)

1 kg tomater

1/2 hoved hvidløg

250 ml olie

Grøntsagerne vaskes og bages på en bageplade på ca 200 grader til hmm.. ja til de er færdige (til de er bagt, altså til skindet har lettere løsnet sig. Men jeg vil sige ca. 20 min til peberfrugterne og tomaterne og så 40 min til aubergine - når auberginerne er bløde er de færdige).  

Grøntsagerne skal vendes med jævne mellemrum, så de bliver bagt ligeligt på hver side. 

Når grøntsagerne er bagt pakkes de stadig varme ned i en plastik pose og lukkes tæt. Lad dem køle af i posen - jeg plejer at bage grøntsagerne sent om natten, og så kan jeg fortsætte arbejdet næste dag.

Næste dag, eller når grøntsagerne er kølet godt af pilles de. (Gem saften fra grøntsagerne i posen, for den kan tilføjes grøntsagerne senere og give en lækker røget aroma).

Lad grøntsagerne dryppe af  - og gem al saften.

Pil og pres hvidløget - Jeg anbefaler at man bruger et par handsker ellers kan man de næste 48 timer rende rundt med utrolig ildelugtende hænder.

Hak grøntsagerne meget fint - Oprindeligt bruger man sådan en kødhakke maskine (sådan en med et håndtag man drejer), men hvis man ikke har sådan en, så hakker man det fint med en kniv og giver dem evt lidt med en stavblender - men ikke for meget. Det må ikke blive alt for fint. 

Det hele smides ned i en passende gryde, salt, peber og chilli tilføjes. 1/3 del af olien tilføjes ligeledes (resten gemmes, så det kan tilføjes efter behov). Chokoladen er bare fordi jeg var sliksulten.

2-3 tsk. tomatpure tilføjes. Et par tsk. lagereddike og så et par knivspidser sukker - De sidste ting er for at stabilisere smagen (Det har Meyer selv fortalt)

Og så skal det bare koge, og koge og koge og koge... ved lav varme og skal helst røres rundt ofte - ca. hver 5. min. 

Det skal koge i ca. to timer. Man ved, at det er ved at være færdigt, når al vandet er fordampet og konsistensen er tykkere.

Godt kendetegn er, hvis man kører skeen igenne, og den efterlader spor, så er den færdig.

Vask -og tør glas grundigt af, og tilføj en halv hætte atamon (til 1 liters glas.)

Hæld ajvar straks på glas og luk. Lad den køle af ved stuetemperatur og stil derefter i køleskab. 

Når ajvar'en er kold, nydes den på et stykke hvidt brød

Hvis man vil have ajvar'en lidt stærk, kan man tilføje et par piripiri chilier... Så smager den endnu bedre!! 

Mums og bon appetit 

Første onsdag i maj kl. 12 - 3. del

Næste morgen pakkede vi de mest nødvendige ting, og tog ud til min faster i indre Banjaluka. Jeg overhørte mine forældre snakke om, at der var tre soldater, som prøvede at bryde ind i vores hjem, og min far turde ikke at risikere noget. En eller anden spurgte ham: "Jamen hvad så hvis de tager jeres ting" og jeg kunne høre min far oprevet svare "Fuck tingene, jeg er ligeglad. De må tage alt hvad de vil, bare hovedet er i godt behold. Jeg tør ikke risikere, at vi ender med at sidde fast her og ikke kan komme hverken frem eller tilbage". 

Den ukendte svarede "Vi har jo mobiliseret nabovagt. Du burde være med i stedet for at flygte som en kujon". Nu blev min far arrig og råbte og skreg og bandede. De bandeord kan end ikke forklares på dansk, og slet ikke oversætte. 

Derefter fortsatte han - "hvad har i mobiliseret jer med? En pistol fra 2. verdens krig og tre jagtbøsser? Og så en håndfuld tandstikker? - De har hele JNA's militære styrke... og i har ti unge mænd, der er villige til miste  hovedet for lidt stolthed?"

"Ved vor mors grav, hvis du forlader huset nu, så vil jeg ikke være din bror mere" hørte jeg den fremmede stemme true.. Min far svarede blot, at han ikke skulle bruge deres mor i sådanne situationer, da det var forkert, og at min far havde en familie han skulle tage sig af - deri lå hans stolthed, og hvis han derfor blev anset som en kujon.. jamen så måtte han være det. 

- Min farbror døde 30.09.1995 - på min 11 års fødselsdag - ca 10 dage før Dayton aftalen blev underskrevet og freden i Bosnien-Hercegovina blev officiel. Han kæmpede og døde for landet og stolheden. 

Sidste gang jeg besøgte hans grav, var græsset så højt, at man næsten ikke kunne komme til. 

Det var hvad alle de unge mænd kæmpede og døde for... et gravsted som ingen tager sig af....

Vi tog ud til min faster og jeg syntes det var skønt. Jeg var et sorgløst barn og var kun glad for, at jeg kunne bo sammen med min kusine, og så i en lejlighed - (vi boede i hus i Bosnien og jeg havde to ønsker som lille: 1. af flyve i flyvemaskine og 2. at bo i lejlighed). 

Jeg tror, at skoleåret var slut, for jeg kan ikke huske, at jeg gik der mere. Men min mor tvang mig til at terpe hver dag. Jeg skulle lære at regne udenad til 20. Det var hårdt, og jeg ville heller lege udenfor, for hos min faster var der sat en hvid rampe op, hvor min kusine og jeg plejede at lave akrobatik. 

Først skulle jeg lære at regne, og derefter skulle jeg læse højt for min mor, så jeg kunne øve mig. En historie på kyrillisk og en på latin - for vi brugte begge alfabeter dengang. Jeg følte mig meget uretfærdigt behandlet. 

Om eftermiddagen, når vi havde spist og solen stadig bagte, fik Aida og jeg lov til at gå ud og lege. Vi hang på rampen og legede cirkus. Aida var altid bedre end jeg, da hun var en drengepige - jeg legede cirkusprinsesse eller balletdanserinde, så jeg gik på tær og hun lavede kolbøtter.  

Solen stegte og flere ældre damer var gået forbi os, og skældte lidt ud på os, for tænk hvis vi faldt - og burde ikke sådanne to små piger sove til middag nu? Jeg sagde bare, at jeg ihvertfald ikke var en lille pige, og jeg sov ikke til middag mere, det gjorde kun min lillesøster. Aida sagde, at hun også ønskede sig en lillebror. Damerne rystede som regel på hovedet og gik deres vej.

En af dagene, midt i vores leg begyndte en luftalarm at hyle en dag. Der var menneskeforladt og jeg fik igen den samme følelse inden i. Som om jeg var ved at gøre noget forkert og forbudt. Vi stod egentlig bare og kiggede lidt på hinanden og ventede - vi var meget spændte. Pludselig kom min faster ned og hev os indenfor, vi løb hurtig ned i kælderen og blev der til luftalarmen var færdig med at hyle. Jeg synes, at det var så spændende og Aida og jeg talte længe om, hvor mon bomberne ville ramme, og hvad der ville ske, og tænk hvis dit hus blev ramt Erna, og alt dit legetøj blev ødelagt - sagde Aida. 

Jeg kan huske, at jeg blev så sur, for hvorfor skulle mit hus blive ramt? Vi havde ikke gjort noget galt.

Det viste sig at angrebet var beregnet til byen ved siden af. 

Vi boede hos min faster i to uger, men indså, at det ikke førte nogen vegne. Det var for farligt, usikkert og min livsvigtige medicin var ved at blive brugt op. Vi måtte ikke få mere af den, da vi var muslimer og var ikke berretiget. Min far arrangerede med nogle af vores mere velstående græskortodokse venner en transport ud af byen og ud af Bosnien for os. 

Glædelig Stor Badedag

Som de fleste af mine læsere efterhånden ved, så er jeg langt fra dansk, til trods for mit meget danske fornavn, danske studie, danske pas og danske kæreste. Jeg er vel bekvemlighedsdansker, lidt ligesom mange muslimer idag også er bekvemlighedsmuslimer. Jeg har det danske pas og statsborgerskab, fordi det er nemmere at rejse. Jeg har den danske kæreste, fordi danskere er nemmere at håndtere (fnis) og mit danske navn... tja det var nu mest en tilfældighed. Vi kendte knap nok til Danmark, dengang jeg blev navngivet og min far troede sådan set, at det var et jødisk navn. Jeg har boet i Danmark i 16 år efterhånden. Faktisk har jeg boet mere i Danmark end i Bosnien,  men stadig idag føler jeg mig ikke dansk. Ikke fordi jeg føler mig særlig bosnisk. Men jeg kan heller ikke få mig selv til at omtale mig selv som dansker. Hvis jeg er noget, og hvis jeg hører til et sted, må det være København(er). Nå, men det jeg egentlig vil frem til er, at det idag er stor bededag. Jeg aner faktisk stadig ikke, hvad det lige præcis indebærer, når det er stor bededag, bortset fra, at man spiser hveder og hygger med stearinlys. Jeg tror dog, at hele historien bagved er noget mere religiøs end hygge og mad.  Første gang jeg hørte om stor bededag var jeg ikke så gammel. Nok omkring de 10-11 år, og jeg forstod det som værende "stor badedag" - altså en dag hvor alle kollektivt gik i bad. Jeg ved ikke lige, hvad jeg havde forestillet mig, og hvordan man kollektivt skulle i bad... men til mit forsvar, så er der faktisk en helligdag på Balkan som hedder "Djurdjevdan" (Djurdjes dag). Det er d. 6 maj, og er en helligdag for de græskortodokse kristne på Balkan. Den dag står man tidligt op og vasker ansigtet i dug, så man er frisk og smuk til den næste Djurdjevdan.  Min morfar fortalte mig idag, at man også kan gøre det på en anden måde, hvor man går til kilden ( På Balkan er der mange naturlige kilder og floder) dagen før og tager vandet med hjem. I en skål kommer man vandet fra kilden sammen med blomster (såvidt jeg husker jasminblomster), bestemte urter og et rødt æg man har gemt fra påsken (dernede farver man æg til påske i forskellige farver, og påsken er en uges tid efter i forhold til den katolske kalender). Om morgenen d. 6 maj vasker man sig i vandet, så man er skarp (klar) som vandet fra kilden, duftende som blomsterne og rød som ægget (underforstået har røde kinder). Selvom Djurdjevdan i princippet er en græskortodoks helligdag og tradition, så var det noget både muslimer, katolikker og græskortodokse praktiserede. Så vidt jeg husker er der også en flod i Makedonien(?), hvor man smider en masse blomster ned i og bader.  Jeg har kun prøvet at vaske mig i dug tidligt om morgenen. I år glemte jeg det og det ærger mig så meget. For det er sådan en smuk tradition.... Når man kender til denne historie er det vel ikke så mærkeligt, at end til for et par år siden troede, at stor bededag faktisk var stor badedag. :)