Sølvtornen

Det er pudsigt som hjertet kan gøre ondt - helt fysik, selvom der ikke er noget galt med det.

Jeg græd sidste nat...for første gange i langt tid- over en mand. Jeg græd, fordi det faktisk gjorde ondt, og jeg var plaget af sorg. 

Jeg lå i min seng og tænkte og tænkte og tænkte og jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg tænkte på den lille note, der forsikrede mig om, at han ikke var en del af mit liv mere. 

Vished giver fred, siges der, men fred fik jeg ikke. 

Jeg var plaget af minder, der var skabt for så længe siden, at jeg end ikke kan huske detaljerne mere. Jeg læste gamle mails igennem og så på gamle billeder - ligegyldige billeder, men jeg så på dem, for de var hans værk. 

Jeg begræder længe de mennesker jeg mister. De mennesker, der bliver mig frataget.

Da jeg havde tænkt så længe, at min hjerne var begyndt at knage,  stod jeg op og gik ud i køkkenet. Jeg røg en cigaret, og en til. Jeg fik lyst til at skrive til ham; at jeg var et barn dengang vi mødtes. Fik lyst til at spørge ham om han så, sidste gang vi sås, at jeg havde tabt min uskyld, og om han overhoved kunne genkende mit ansigt mere. Genkende det han så den sommeraften, hvor jeg pludselig skulle udvide min kyllingeret fra tre til seks personer fordi han og de andre næsten uanmeldt var kommet forbi. Istedet skoddede jeg cigaretten og gik ind i stuen. Jeg kiggede på det billede han havde taget af mig en eftermiddag i august og forærede mig som tak. Jeg tog det ned og kyssede mig selv let på munden og knugede det et øjeblik i min favn. Jeg gemte billedet væk og sagde farvel til ham.