Je suis Charlie

Jeg havde egentlig bestemt mig for ikke at kommentere på denne sag, men jeg tror det er nødvendigt at andre end blot de to yderligliggende sider tager bladet fra munden. Verdenen er noget mere broget en blot sort/hvidt.
---

Jeg bryder mig ikke om politik. Jeg byder mig ikke om nyheder eller medier, for hovedsageligt vinkler medier information således, at det passer bedst til det billede de ønsker at vise. Og det synes jeg kan virke hyklerisk.

I de seks år jeg har skrevet på denne blog, har jeg aldrig blandet politik ind, bortset fra mit første indlæg, hvor jeg forsøgte at gøre mig klog på noget jeg hverken havde forstand på eller mening om. Men dukken.com er mit fristed, mit lokum, hvor jeg kan ørle løs i fred og mag, og jeg har så forfærdelig brug for at sige noget om terrorangrebet på Charlie Hebdo igår.

Jeg har siden, jeg hørte den grusomme nyhed, dvælet ved; om jeg skulle udtale mig om sagen eller ej. Jeg har på forskellige måder forsøgt at tænke, føle efter og rationalisere over det der er sket. Og stadig ved jeg ikke om jeg har lyst eller tør udtale mig om det. Måske fordi jeg altid kommer til at placere mig selv mellem to stole, fordi jeg gerne vil se sagen fra alt for mange vinkler.

Først og fremmest vil jeg sige, at det der er sket i Paris er helt igennem forfærdeligt. Intet kan retfærdiggøre, at nogen mennesker mener, at de kan tillade sig at tage andre menneskers liv. INTET! ALDRIG!
Men ikke destomindre er der bare noget i mig som gør oprør mod hele denne internationale (kollektive) sorg over 12 mennesker, der døde en tirsdag i januar.

Jeg mangler stadig de rette ord, men det jeg får lyst til at sige er: Hvorfor er det, at visse menneskeliv har mere værdi end andres? Måske tager jeg fejl, men sådan kan det virke når man (jeg) træde et skridt tilbage. Hvorfor er det, at hele Europa skal være i dybt sorg over 12 menneskers liv, når der dør så mange ligeså uskyldige mennesker rundt omkring som vi ikke engang gider tænke på.
I sidste uge styrtede et fly ned i Asien; en masse mennesker mistede livet. Dér var da ikke meget sorg at spore andre steder end fra de mennesker, der mistede deres nære og kære. For hvert minut jeg skriver disse ord er der et barn et eller andet sted, der dør af sult. En hjemløs, der dør af kulde. En soldat, der bliver skudt. But who cares... Er det mon fordi disse mennesker ikke har den store betydning for det hele store, eller er det fordi deres død ikke kan politiseres på samme måde?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at de terrorister, der tog 12 liv igår netop har opnået det de ønskede - at fremmedgøre en gruppe mennesker, og jeg tror også at jo større sorg dette terrorangreb kommer til yde, des mere vil Europa blive skilt, hvilket kun giver mere benzin på de rabiates ild. Selvfølgelig skal vi sørge over tabt liv, men i stedet for at begrænse det til 12 mennesker bosat i Europa, hvorfor så ikke begræde alle de tabte liv.

Jeg er pacifist, jeg er humanist, jeg sørger over alt tabt liv, men jeg er ikke Charlie og jeg er sikker på at jeg ikke er alene.

Villa-Salò for jeg ved ikke hvilken gang, men nok en af de sidste. I promise! - eksamen i marts

Mens Villa-Salò var igang med sin tredje cirkel, var jeg som bekendt igang med min sygeeksamen, der bestod af en skriftlig bunden ugeopgave.
Den ene del af opgaven var et debatindlæg, som jeg har smidt op dengang, for lang tid. Den anden del af opgaven var en reportage. Da et par stykker har bedt sig muligheden for at læse min reportage, der hev min karakter til et udmærket niveau, og jeg er en pleaser, smider jeg den op på bloggen.

Denne reportage bygger på mit tredje besøg i villaen, og det er en noget anden oplevelse og opfattelse jeg har, end i de senere beskrivelser.
Husk, dette er journalistisk arbejde, derfor er det vinklet og twistet en smule... Ja, man sælger sgu sin sjæl for en god karakter...


Ah ja, opgaven lød på, at reportagen skulle henvende sig til Politikens læsere.
-------------------------

VILLA-SALÓ – TOTALTEATER, DER TALER FOR SIG SELV

Gråheden har sænket sig over København, og mine højhælede sko bliver ved med at falde igennem sneen. Jeg drejer af, hvor et vejskilt viser "Krausesvej" og bevæger mig mod en mennesketomt udseende villa. Jeg stopper op ved lyden af børnelatter. Lastens - og lystens hule, Villa-Salò, ligger lige ved siden af en børnehave.
Jeg går ind ad porten og tager de ti skridt til trappen og op til hoveddøren. Jeg trækker vejret dybt og prøver at samle mig - "det er bare et teaterstykke, din tøsetøs" forsikrer jeg mig selv om, da jeg ringer på.

Døren bliver åbnet, og en mand med tilbageredt hår og militæruniform byder mig velkommen. Han kropsvisiterer mig og beder mig åbne min taske. Efter at han har rodet den igennem, beder han mig slukke mobilen og byder mig velkommen i huset. Jeg overvejer, hvad jeg har rodet mig selv ud i. Selvom jeg har læst både anmeldelser, debatter og selve Villa- Salòs hjemmeside, føler jeg, at jeg er trådt ud i noget, hvor jeg ikke kan bunde.
Inde i forhallen bliver jeg mødt af to stuepiger, der tager imod min billet og frakke og beder mig tage plads i en beige lænestol. Stemningen er overraskende afdæmpet, til trods for, at der i ny og næ løber et halvnøgent menneske forbi - enten grædende eller skrigende.

Demokratiets eksperiment
Sammen med fire andre piger bliver jeg fulgt ind i salonen, hvor husets frue igennem 20 år, Madame Vaccari, skal introducere os for husets regler. En kvinde i en pailletpyntet blå kjole dukker op og indtager sin plads på en chaiselong, der kunne have stået hos Louis d. 14, og fortæller os husets regler.

Fire såkaldte Masters har åbnet huset for offentligheden, fordi de gerne vil fejre liberty nash - det kun at leve for sine lyster. Vi skal være gæster af en af de grupper, der lever i huset. Øverst har vi The Masters og derefter The Madames, The Fuckers, The Maids og The Children.

Vi får besked på, at vi nu skal indgå i et eksperiment, demokratiets eksperiment. Vi får præsenteret fem farvede bånd, en farve for hver af grupperne i huset. Den der hurtigst tager det sorte bånd, bliver den højeste i hierarkiet. Jeg er hurtig og ender som gæst hos The Masters, hvilket passer mig udmærket, da jeg føler mig mere sikker øverst i hierarkiet med det sorte bånd over min skulder.

Michettes deflorering
Madamme Vaccari fører mig ud af salonen og ind i et bordouxfarvet værelse med en kæmpe seng i midten, prydet med en ørn. Midt på sengen ligger der en nøgen, blond pige. Hun er vist i gang med at onanere. Jeg er blevet ført ind til The Magistrate - dommeren, en af de fire Masters. Jeg kigger mig omkring. Der sidder og står mennesker i værelset og betragter situationen stumt. Jeg kigger tilbage på sengen og den nøgne pige. Det er Michette, får jeg at vide. Hun skal defloreres, men ikke som The Magistrate kan lide. Michette skal derimod have sin første orgasme.

Pigen ligger, bortset fra et par enkelte klynk, helt stum på sengen, og hver gang The Magistrate henvender sig til hende, kan man igennem hendes blonde hår, der dækker for hendes ansigt høre "yes Master". Det virker, som om hun ikke kan finde ud af at onanere. Senerehen betror The Magistrate mig, at han til en hver tid foretrækker en drengerøv.
Jeg takker min vært for hans gæstfrihed og den brandy, han havde skænket mig og bevæger mig videre igennem huset. På vej op ad en trappe støder jeg på en Fucker. Jeg får at vide, at han hedder Maurizio. Han ser på mig, som om han hvert øjeblik vil hoppe på mig og fortære mig. Han er iklædt den samme uniform som resten af vagterne og bærer en AK47 på skulderen. Jeg har en følelse af, at han gemmer sig bag sit gevær, og jeg undviger meget kraftigt, da han tager mit hår til siden for at dufte til min hals.

Tårernes Cirkel
Mens jeg smilende forsøger at undvige Maurizios befamling på gangen, går en stor gråhåret mand forbi os. Han har en sort badekåbe på og betragter mig, mens han trækker vejret langsomt. "Hvorfor smiler du?" spørger han mig med en intimiderende stemme og stopper op. Jeg kigger spørgende på Maurizio, der griner slesk, og ser på den kåbeklædte mand - "Åhhå, det er The Duke", hvisler Maurizio ved siden af mig. The Duke stiller det samme spørgsmål igen, og jeg svarer: "Fordi jeg er en glad person." Jeg får at vide, at de ikke ønsker at se glæde og smil, da huset netop nu gennemlever " The Circle of Tears", en af fire temaer, der hver vare en uge.

Pludselig kommer en let påklædt pige løbende op ad trappen og falder på knæ foran mig. Efter hende ser jeg en lille mand komme, med krøllet hår og måne. Han har en pisk i hånden og nærmer sig os med langsomme skidt. Jeg står helt stille og kigger på det grædende barn og ved ikke, hvad jeg skal gøre.
De kæmper, men han er stærkere. Det lykkes ham at vende hende på maven og voldtage hende. Hun skriger og tigger, for hun vil ikke. "Jeg vil ikke" runger det i mit hoved, da jeg, som var jeg en robot, bevæger mig væk fra trappen. Jeg er villig til at være, hvor som helst, bare ikke der.

Velsignelsen
Mens jeg går væk, kan jeg høre en svag messen. En dør på min højre hånd bliver åbnet og The Bishop kommer ud på gangen efterfulgt af tre drenge. De har alle blod under øjnene og en statuette af Jomfru Maria foran kønsdelene, som de mekanisk onanerer. Mens The Bishop messer, dypper han en finger i et glas og tegner et kors på de tilstedeværendes pande. En anden tilskuer hvisker til mig: "Han velsigner huset med rigtig urin".

"Det er småt, men det vender mod børnehaven"
Jeg går for mig selv og snakker med enkelte af gæsterne. Jeg fanger mig selv i at undre mig over, hvor generte gæsterne er. Mange sidder nervøst i de forskellige rum, og prøver så vidt muligt at gå i et med væggen. I visse ansigter læser jeg foragt og i andre medynk.

På gangen møder jeg igen The Bishop. Han er færdig med sin velsignelse og byder mig på et glas kirsebærvin. Vi går ind på hans kammer, og han fortæller mig, at værelset oprindeligt er Madamme Vaccaris. "Selvom det er et af de mindre værelser, "vender det mod børnehaven". Jeg kigger nu rundt i rummet og ser et gammelt familiefotoalbum med en masse fødselsdagsbilleder. Der er også legetøj, tegninger og porcelænsfigurer af børn. Da jeg løfter en af puderne på sengen, får jeg øje på et par trusser. Idet jeg rejser mig op, nikker Biskoppen smilende til mig. Jeg vælger at bide tænderne sammen og takke pænt for kirsebærvinen.

Ude i hallen viser mit ur, at klokken er langt over midnat. Jeg afleverer mit farvede bånd, og Fuckeren Fabrizio henter mit overtøj til mig. Jeg er træt og mættet af indtryk. Da han følger mig ud af døren, kysser han min hånd og siger, at han håber på et snarligt gensyn.


- kys fra min iPhone

Præ-eksamensstress

Vi er i midten af den anden uge af april, og jeg ligger allerede i fosterstillg med angst og alt det, der følger med. Alt sådan noget som søvnløshed, hovedpine, og lækkersult. Altdå en konstant PMS-lignende tilstand.

Jeg har to eksaminer tilbage i dette semester og jeg er allerede gået kold - før jeg overhovedet er begyndt.

Jeg elsker at studere og synes det er skønt, men jeez, hvor jeg glæder mig til et forår og tidligt sommer, hvor jeg ikke er helt væk og opfatter ikke andet end stresssymptomer. Jeg glæder mig virkelig til en sommer, hvor jeg med god svittighed kan sætte mig på Konges Nytorv med god samvittighed og bruge to timer på at spise en is.

Opgaverne er due d. 31 maj så vi ses vel engang i juni. Til da pas på jer selv, for jeg har henholdsvis 10-15 og 18-20 sider at skrive til da.




- Posted using BlogPress from my iPhone

"Et ikke så luftigt indlæg"?

Jeg læste mit sidste indlæg op for T igår, og da jeg så spurgte om hans mening (og hans mening er vigtig for mig) fik jeg en meget tør kommentar i form af: " Ja det er jo et mere luftigt indlæg".

Da jeg så spurgte, hvad han mente med luftigt sagde han "det handler jo ikke om død, sygdom og ødelæggelse..."

Er det så nu jeg skal tænke - "å-åh jeg må ikke skrive om andet end død og sygdom og ødelæggelse?"

Så for at leve op til- og udfylde min rolle som den tunge-død-sygdom-og-ulykke-skribent, kan jeg da fortælle, at min morfars nabo døde her for et par uger siden...Hun var kun oppe i 80'erne.

Lola, altid til tjeneste...

72 jomfruer eller Helvedet

Jeg er jo muslim, og når jeg nu er muslim, tror jeg på Koranen. Jeg tror på, at man skal faste og bede fem gange dagligt, at man som kvinde skal dække sig til foran fremmede mænd og alt det andet, der følger med.

Jeg er jo muslim, men jeg har ikke læst Koranen, jeg beder ikke fem gange dagligt. Jeg tror, jeg een enkel gang i min ungdom prøvede at faste en halv dag - men så så jeg en min mors baklava på altanen, som jeg ikke kunne holde fingre fra. Og man kan nok heller ikke beskylde mig for at dække mig til foran fremmede mænd.

Jeg er faktisk alt andet en muslim.

Jeg tror stadig. Jeg tror på noget guddommeligt. Men jeg purenægter at kalde mig selv muslim. Ikke fordi jeg har noget imod islam, men simpelthen, fordi jeg ikke vil have sat et mærkat på min tro. Jeg bryder mig ikke om, at man kan tro rigtigt eller forkert. At der findes rigtige og forkerte mennesker.

Jeg har til tider kaldt mig selv agnostiker, men det er simpelthen, fordi nogen mennesker har behov for, at jeg definerer mig selv.

Omend jeg ikke har lyst til at tilhøre nogen religion, så har jeg tit syntes, at religion er meget spændende. Jeg har løbende igennem mit liv bevæget mig mellem forskellige religioner, til jeg fandt mig selv til rette i troen. Det har givet mig kendskab til en bred vifte af religioner.

Idag faldt jeg op til flere gange over ordet martyr, og kunne ikke lade være med at undre mig over hele konceptet med, at muslimske martyrer får 72 jomfruer, når de dør. Jeg kan så ikke lade være med at undre mig, om det er en belønning eller straf. Tænk at skulle tilfredsstille 72 kvinder. De fleste mænd får jo grå hår af en enkel kvinde ad gange.

Så forestil dig 72 stykker, at skulle holde styr på. Desuden synes jeg, at det var et sjovt twist wiki havde på hele "ḥūrīyah" myten. At det faktisk ikke var jomfruer, men hvide rosiner, man får tildelt som død martyr.

Tror de fleste, nok ville blive relativ skuffet, hvis de fik 72 hvide rosiner, omend de faktisk smager himmelsk.

Well was just wondering.... ;)