Jeg havde egentlig bestemt mig for ikke at kommentere på denne sag, men jeg tror det er nødvendigt at andre end blot de to yderligliggende sider tager bladet fra munden. Verdenen er noget mere broget en blot sort/hvidt.
---
Jeg bryder mig ikke om politik. Jeg byder mig ikke om nyheder eller medier, for hovedsageligt vinkler medier information således, at det passer bedst til det billede de ønsker at vise. Og det synes jeg kan virke hyklerisk.
I de seks år jeg har skrevet på denne blog, har jeg aldrig blandet politik ind, bortset fra mit første indlæg, hvor jeg forsøgte at gøre mig klog på noget jeg hverken havde forstand på eller mening om. Men dukken.com er mit fristed, mit lokum, hvor jeg kan ørle løs i fred og mag, og jeg har så forfærdelig brug for at sige noget om terrorangrebet på Charlie Hebdo igår.
Jeg har siden, jeg hørte den grusomme nyhed, dvælet ved; om jeg skulle udtale mig om sagen eller ej. Jeg har på forskellige måder forsøgt at tænke, føle efter og rationalisere over det der er sket. Og stadig ved jeg ikke om jeg har lyst eller tør udtale mig om det. Måske fordi jeg altid kommer til at placere mig selv mellem to stole, fordi jeg gerne vil se sagen fra alt for mange vinkler.
Først og fremmest vil jeg sige, at det der er sket i Paris er helt igennem forfærdeligt. Intet kan retfærdiggøre, at nogen mennesker mener, at de kan tillade sig at tage andre menneskers liv. INTET! ALDRIG!
Men ikke destomindre er der bare noget i mig som gør oprør mod hele denne internationale (kollektive) sorg over 12 mennesker, der døde en tirsdag i januar.
Jeg mangler stadig de rette ord, men det jeg får lyst til at sige er: Hvorfor er det, at visse menneskeliv har mere værdi end andres? Måske tager jeg fejl, men sådan kan det virke når man (jeg) træde et skridt tilbage. Hvorfor er det, at hele Europa skal være i dybt sorg over 12 menneskers liv, når der dør så mange ligeså uskyldige mennesker rundt omkring som vi ikke engang gider tænke på.
I sidste uge styrtede et fly ned i Asien; en masse mennesker mistede livet. Dér var da ikke meget sorg at spore andre steder end fra de mennesker, der mistede deres nære og kære. For hvert minut jeg skriver disse ord er der et barn et eller andet sted, der dør af sult. En hjemløs, der dør af kulde. En soldat, der bliver skudt. But who cares... Er det mon fordi disse mennesker ikke har den store betydning for det hele store, eller er det fordi deres død ikke kan politiseres på samme måde?
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at de terrorister, der tog 12 liv igår netop har opnået det de ønskede - at fremmedgøre en gruppe mennesker, og jeg tror også at jo større sorg dette terrorangreb kommer til yde, des mere vil Europa blive skilt, hvilket kun giver mere benzin på de rabiates ild. Selvfølgelig skal vi sørge over tabt liv, men i stedet for at begrænse det til 12 mennesker bosat i Europa, hvorfor så ikke begræde alle de tabte liv.
Jeg er pacifist, jeg er humanist, jeg sørger over alt tabt liv, men jeg er ikke Charlie og jeg er sikker på at jeg ikke er alene.
---
Jeg bryder mig ikke om politik. Jeg byder mig ikke om nyheder eller medier, for hovedsageligt vinkler medier information således, at det passer bedst til det billede de ønsker at vise. Og det synes jeg kan virke hyklerisk.
I de seks år jeg har skrevet på denne blog, har jeg aldrig blandet politik ind, bortset fra mit første indlæg, hvor jeg forsøgte at gøre mig klog på noget jeg hverken havde forstand på eller mening om. Men dukken.com er mit fristed, mit lokum, hvor jeg kan ørle løs i fred og mag, og jeg har så forfærdelig brug for at sige noget om terrorangrebet på Charlie Hebdo igår.
Jeg har siden, jeg hørte den grusomme nyhed, dvælet ved; om jeg skulle udtale mig om sagen eller ej. Jeg har på forskellige måder forsøgt at tænke, føle efter og rationalisere over det der er sket. Og stadig ved jeg ikke om jeg har lyst eller tør udtale mig om det. Måske fordi jeg altid kommer til at placere mig selv mellem to stole, fordi jeg gerne vil se sagen fra alt for mange vinkler.
Først og fremmest vil jeg sige, at det der er sket i Paris er helt igennem forfærdeligt. Intet kan retfærdiggøre, at nogen mennesker mener, at de kan tillade sig at tage andre menneskers liv. INTET! ALDRIG!
Men ikke destomindre er der bare noget i mig som gør oprør mod hele denne internationale (kollektive) sorg over 12 mennesker, der døde en tirsdag i januar.
Jeg mangler stadig de rette ord, men det jeg får lyst til at sige er: Hvorfor er det, at visse menneskeliv har mere værdi end andres? Måske tager jeg fejl, men sådan kan det virke når man (jeg) træde et skridt tilbage. Hvorfor er det, at hele Europa skal være i dybt sorg over 12 menneskers liv, når der dør så mange ligeså uskyldige mennesker rundt omkring som vi ikke engang gider tænke på.
I sidste uge styrtede et fly ned i Asien; en masse mennesker mistede livet. Dér var da ikke meget sorg at spore andre steder end fra de mennesker, der mistede deres nære og kære. For hvert minut jeg skriver disse ord er der et barn et eller andet sted, der dør af sult. En hjemløs, der dør af kulde. En soldat, der bliver skudt. But who cares... Er det mon fordi disse mennesker ikke har den store betydning for det hele store, eller er det fordi deres død ikke kan politiseres på samme måde?
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at de terrorister, der tog 12 liv igår netop har opnået det de ønskede - at fremmedgøre en gruppe mennesker, og jeg tror også at jo større sorg dette terrorangreb kommer til yde, des mere vil Europa blive skilt, hvilket kun giver mere benzin på de rabiates ild. Selvfølgelig skal vi sørge over tabt liv, men i stedet for at begrænse det til 12 mennesker bosat i Europa, hvorfor så ikke begræde alle de tabte liv.
Jeg er pacifist, jeg er humanist, jeg sørger over alt tabt liv, men jeg er ikke Charlie og jeg er sikker på at jeg ikke er alene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar