Perspektiv

Jeg vågnede imorges, alt for tidligt, men i stedet for at vende mig om på den anden side og sove videre, bestemt jeg mig for at ordne et par praktiske ting i Dukkehuset som jeg normalt ikke lige har tid til og som jeg som regel glemmer i løbet af weekenden, fordi jeg mest af alt forvandler mig til en zombie, ligeså snart klokken slår 19.01 fredag aften. 

Så jeg stod op der kl 6.30 og gik ellers igang med diverse praktiske gøremål så som at støve af, rydde op, flytte rundt og afkalke, jeg er trods alt åndsnærværende nok til at huske, at man ikke må støvsuge så tidligt om morgenen på en hverdag, så det undlod jeg pænt at gøre. 

Da jeg har havde været hele lejligheden igennem hoppede jeg i bad. 

Jeg havde godt set efterhånden i et par uger, eller mere, at mit afløb klagede og nok snart skulle renses, men da det er absolut min hadetjans, har jeg pænt ladet som om det på magisk vis ville ordne sig selv. 

Der stod jeg så, under det varme vand, og førte diverse diskussioner med mig selv, da jeg bemærkede, at vandet omkring mine fødder var ved at være godt dybt. Jeg kiggede uden for brusekabinen og så, at hele mit moderniserede  Københavnerbadeværelse var oversvømmet - vandet fossede op fra alle sider og jeg fik lyst til at slå på noget, eller græde... eller ringe efter min far. 

I stedet skyldede jeg diverse produkter af mig, slukkede vandet og gloede på et gulv, der snildt kunne have været en scene i "Sharknado". 
Bandende og svovlende pakkede jeg mig ind i et håndklæde og gik igang med at rense det skideforbandedeafløb som da absolut skulle flyde over idag. 
Jeg fik styr på det meste, men ikke desto mindre var jeg stadig så frustreret, at jeg var ved at koge nok over, til at jeg skulle dele min frustration med resten af min omgangskreds på Facebook, naturligvis. 

Stadig kold og våd, nu både af vand og sved, med dråber dryppende ned af mig, marcherede jeg ud i køkkenet og skulle til at dele mit firstworldproblem med resten af verdenen. Da fangede mit blik en update fra en af mine kære venner over fra USA. 

Mens jeg havde stået og taget mig af mit afløb her i det lille trygge Danmark og havde udsendt alverdens eder mod den uretfærdighed som absolut skulle ramme mig, var han blevet berøvet midt på gaden.  
"Just got robbed for 200 dollars […] I’m just gonna keep packing my stuff and hope it doesn’t get stolen while I’m moving. This city is filled with scum of the earth and angels. It will teach you lesson after lesson [...].” stod der.

Og så blev jeg slået i hovedet. Reality check. Perspektiv. Røde kinder. Skam... Jeg sank en klump, slettede mine eder som jeg var ved at sende på min offentlige wall på Facebook, bed mig selv i læben og skrev til ham for at høre om han var ok. 
"Jo jo, dette var jo hverdagen. I det mindste var der ikke anmeldt nogen voldtægter idag." Hvad skulle jeg gøre? Sende en ked-af-det-smiley? "Fantasia, hvor djævle og engle mødes - New Orleans." afsluttede han inden jeg nåede at reagere. 
Jeg sagde, at jeg var bekymret, at han måtte passe på sig selv. Det lovede han. Jeg fortalte, at sidste gang jeg tabte min pung, så kom den tilbage med posten, men at min 10'er var væk. Jeg sagde: "Vi lever i to forskellige verdener." Han sendte mig en smiley og sagde: "Det er derfor jeg ikke er bekymret for dig i mine vågne timer.".

Jeg har altid vidst, at vi i Danmark, om måske ikke er forkælede, så i hvert fald er priviligerede. Jeg er ikke bange for at gå, eller cykle de 800 meter fra stationen og op til mit Dukkehus. Jeg er ikke bange for, hvis jeg bliver syg, om jeg får mulighed for pleje. Jeg ved, hvis jeg løber tør for medicin, så går jeg på Riget og får mine depoter genopfyldt - gratis. Jeg kan sidde på 7. år på universitetet og nørkle med noget så specifikt som kønsstudier og alt imens får jeg penge til det. Måske ikke mange, men stadig penge... 

Jeg har vidst, og jeg har værdsat denne priviligerede, forkælede, tilværelse, for i modsætning til mange andre, så er jeg ankommet til dette land og skylder mit liv til det. Men jeg er stadig et menneske, og jeg er blevet forvænt,  jeg er blevet forkælet og nogen gange glemmer jeg, hvordan virkeligheden faktisk er. 

Jeg gik ud af køkkenet og ind i mit soveværelse. Jeg gjorde mig klar til dagen og bevægede mig ud i min lilleputvirkelighed, dog med en følelse af taknemlighed over, at afløbet faktisk var mit og at ingen kunne tage det fra mig, om ikke andet så fordi det sidder fast i mit Dukkehjem.

Sølvtornen

Det er pudsigt som hjertet kan gøre ondt - helt fysik, selvom der ikke er noget galt med det.

Jeg græd sidste nat...for første gange i langt tid- over en mand. Jeg græd, fordi det faktisk gjorde ondt, og jeg var plaget af sorg. 

Jeg lå i min seng og tænkte og tænkte og tænkte og jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg tænkte på den lille note, der forsikrede mig om, at han ikke var en del af mit liv mere. 

Vished giver fred, siges der, men fred fik jeg ikke. 

Jeg var plaget af minder, der var skabt for så længe siden, at jeg end ikke kan huske detaljerne mere. Jeg læste gamle mails igennem og så på gamle billeder - ligegyldige billeder, men jeg så på dem, for de var hans værk. 

Jeg begræder længe de mennesker jeg mister. De mennesker, der bliver mig frataget.

Da jeg havde tænkt så længe, at min hjerne var begyndt at knage,  stod jeg op og gik ud i køkkenet. Jeg røg en cigaret, og en til. Jeg fik lyst til at skrive til ham; at jeg var et barn dengang vi mødtes. Fik lyst til at spørge ham om han så, sidste gang vi sås, at jeg havde tabt min uskyld, og om han overhoved kunne genkende mit ansigt mere. Genkende det han så den sommeraften, hvor jeg pludselig skulle udvide min kyllingeret fra tre til seks personer fordi han og de andre næsten uanmeldt var kommet forbi. Istedet skoddede jeg cigaretten og gik ind i stuen. Jeg kiggede på det billede han havde taget af mig en eftermiddag i august og forærede mig som tak. Jeg tog det ned og kyssede mig selv let på munden og knugede det et øjeblik i min favn. Jeg gemte billedet væk og sagde farvel til ham.

Otte

For seks år siden lagde T og jeg os i hans- nu vores seng for første gang. Det var en søndag.

Jeg mindes, at jeg åndede dybt ind og indsnusede duften af Ajax, nymalede væge og flyttekasser. Jeg var tilfreds. Dette var mit hjem- vores hjem.

Da vi slukkede lyset, trak han mig ind til sig, og vi sov hele natten sådan, som var vi blevet ét.

For otte måneder siden, kiggede jeg mig omkring på tredje sal -et fremmed sted, et sted, hvor der duftede af Ajax og flyttekasser, men det var ikke mit hjem, for dette var ikke vores hjem. 

Jeg lukkede døren efter mig, og jeg kunne mærke klumpen i halsen udvikle sig til tårer. Jeg sukkede, dybt, for jeg var bange for, at jeg ellers ville blive kvalt.

Seks år, og siden var han smeltet inde i mig, sammen med mig. Jeg mindes, at jeg tænkte på siamesiske tvillinger. For det må være sådan, at det føles, når de bliver skilt ad. Det gør ondt, og man mangler en del af sig selv.

Den dag jeg underskrev kontrakten, skinnede solen skarpt, og jeg gemte mig bag mine store sorte solbriller, men jeg gemte mig ikke grundet solen, jeg gemte mig, for at jeg kunne skjule mine tårer.

Han smilede mildt og sagde, ”Nej det er ikke let.” og rakte mig kuglepennen.

Han sagde: ”Det er som et dødsfald.” og rørte min hånd let. Og han havde ret.

Jeg underskrev hans kopi først og så min, og så tog jeg ned til toget, der skulle føre mig til det, der nu skulle være mit nye hjem. Ikke vores, men mit hjem.

Mine forældre og jeg gik op af trappen. Min mor var iklædt en dybblå frakke med røde knapper. Min far havde en stegepande med.

Lejligheden var lys og den havde et indbygget skab i gangen. Jeg tænkte for mig selv, at jeg nok hellere måtte få malet det skab. Helst snart.

Lejligheden var så lys, men jeg så mig selv sidde på hug og græde. 

De spurgte, hvad der var galt. Jeg sagde, at det gjorde ondt. De forstod ikke. Men hvordan forklarer man så andre forstår, hvor ondt det gør, når seks år af et liv nu er pakket ned i 28 flyttekasser, størrelse medium, fra Røverkøb?

Hvordan forklarer man, hvordan det føles, når man taber alt det man har bygget på, i otte år af sit liv, på gulvet og ser det knuses i tusinde stykker, som var det blot et krystalglas.

De sagde det er livet. Jeg sagde, ”Jeg er selv skyld i det.”. De sagde ikke mere, så jeg går ud fra, de gav mig ret.

Han og jeg kiggede på hinanden ved siden af det, der til for nyligt havde været vores seng. Jeg sagde ”Jeg har ikke lyst til at flytte fra dig. Jeg har ikke lyst til et liv uden dig.” Han sagde det samme.

Jeg tror vi græd, og hvis vi ikke gjorde, så gjorde vor hjerter det for os.

Vor læber mødtes en sidste gang, næsten flygtigt. Jeg slap mit greb om ham og følte mig tom.

---

I dag er det otte måneder siden, jeg sagde farvel til otte år af mit liv.

Jeg har stadig den stegepande, min far havde bragt med sig den dag, jeg i køkkenet sad på hug og græd som var jeg blevet pisket.

De burde have modsagt mig, for det var ingens skyld.

Og det var det rigtige.

I dag er det otte måneder siden, og jeg er faktisk lykkelig. 

Den skøre dame fra to etager under

For efterhånden fem måneder siden flyttede jeg fra min kæreste. 
Efter otte år i forhold, efter seks år som samboende og efter fem år på Amagerbrogade flyttede jeg for mig selv. 
Jeg fik en lejlighed i Sydhavn - på hjørnet af sidegaden til sidegaden til Enghavevej og jeg flyttede ind på tredje sal. 
Jeg var lykkelig, for jeg havde endelig fået mit eget sted at bo, og endelig kunne jeg fortsætte mit liv på en anden måde end hidtil. Jeg var lykkelig, fordi jeg kunne have mine hvide gardiner i fred og fordi mine puder ikke mere blev mast og krøllet. Jeg var lykkelig, for jeg skulle bo i en hel ny del af København, som jeg ikke havde udforsket før.


Min nye opgang er farverig; På en etage bor der en dame med en masse orkideer i vindueskarmen. Hun kigger tit ud ad vinduet, men jeg ved faktisk ikke, hvor ofte hun kommer ud. Hendes dørskilt siger, at hun hedder Vivi. Jeg kan godt lide hendes navn og hendes vindueskarm. Hun har gråt hår. 
Øverst bor der en ung gut, der lidt for ofte spiller musik, som jeg vist altid har været lidt for gammel til at kunne nyde. Han har en knallert og sidst jeg så ham havde han et par hvide Filabukser på og en Netto-pose fyldt med tomme flasker i hånden. Jeg tror ikke han har en lys fremtid i sigte.


Der er også et ældre ægtepar, de bor i stuen og har en lille have. De får tit besøg af en yngre pige, der godt kunne ligne deres datter. Jeg har holdt døren for dem et par gange.  
En af beboerne har en amerikansk cykel - sådan en, der er farvet guld og med fartstriber på. Den er mere lang end høj og jeg forsøger tit at regne ud hvem, der ejer netop den cykel.


Der er flere. Der er en, der efterlader sit skrald i opgangen, og det ret tit. 
Der er en der lukker vinduer og ryger i opgangen - jeg åbner dem, hver gang jeg går op eller ned ad trappen og sådan har vi en kamp kørende, nu på femte måned. 
Den unge blonde studine er der også. Hun har pagehår og er tit iført en mangefarvet strikhue. Hun smiler til mig og siger "hej", når vi mødes på trappen eller ved postkassen. 
Min egen nabo er en lille spinkel og genert ung mand, han smiler akavet til mig, når vor blikke mødes. Men det er nok fordi han engang så mig støvsuge min blå måtte i opgangen iført en top og uden bh. 


Og så er der den skøre dame fra to etager under. 


Første gang jeg stødte ind i hende, stod hun i sin døråbning og snakkede - vist med sig selv. Jeg smilede og sagde "hej". Men i stedet for en hilsen retur, begyndte hun at skælde mig ud. Hun skældte ud på et sprog, der for mig var fremmed, blandet med få ord af dansk. Jeg er sikker på, at hun skældte mig ud, fordi jeg havde stjålet hende navn. Den dag gik jeg videre op og lod som om intet var hændt. 
Derefter har jeg set hende både på gaden og i opgangen. Oftest står hun i ensfarvet tøj fra top til tå. Ellers så går hun rundt og klunser. 
Til tider bliver hun vred, og så kan man, selv to etager over, høre hende smække med dørene. 
Jeg har efter fem måneder lært at ignorere hendes lyde. Hendes bank og hendes stank. 
Til idag. 


På vej ned ad trappen kunne jeg høre lyde fra den skøre dame fra to etager under. Men det var ikke de vante lyde. Der var hverken smækken med døre eller snakken med sig selv. 
Hun sang. 
Hun sang højt og hun sang så smukt, at jeg stoppede op. 
Hun sang på et for mig fremmed sprog, men sang så sørgemodigt og klartklingende, at min hals snørede sig en smule sammen. 
Hendes sang fik mig til at tænke på, hvem mon hun sang til, og hvad mon hun sang om. 
Hvorfor hun var så alene, og hvorfor hun så tit smækkede med døre og skældte ud på alle, der gik forbi hendes etage. 
Jeg ved ikke, hvor længe jeg stod der, to etager under, men jeg fangede mig selv i at have holdt vejret, for jeg ville opfange enhver tone, der undslap hendes strube. 
Da jeg indså, at jeg havde holdt vejret, åndede jeg ud igen og begav mig de sidste trin ned og udenfor, hvor sneen hurtigt malede min brune frakke hvid.


Hun var holdt op, da jeg kom tilbage.