Da jeg var lille, ville jeg være læge, når jeg blev stor. Jeg ville have en hvid kittel på og så ville jeg have mit honningblonde hår sat op i en høj knold. Et par løse krøller ville hænge hist og her, men om det var med vilje, eller fordi jeg havde så travlt, havde jeg ikke bestemt endnu. Jeg ville gå på hospitalsgangen i hvide træsko, for på hospitalet duede mine røde ikke - hvorfor blev jeg aldrig enig med mig selv om.
Den hvide kittel ville være åben, og den ville flagre efter mig som en superheltekappe flagrer efter sin superhelt.
Den hvide kittel ville være åben, og den ville flagre efter mig som en superheltekappe flagrer efter sin superhelt.
Som læge ville jeg tage mig af patienterne. Jeg ville lægge min hånd på deres pande og jeg ville være meget høj og meget voksen. Jeg ville nikke, mens jeg lyttede til deres beklagelser og nok sidde med en kuglepen i munden.
Børnene ville jeg give små gaver og fortælle dem, at alt ville blive godt, lige om lidt. Nogen af dem ville jeg kysse i panden - for at se om de havde feber. For det var jo sådan man bedst kunne finde ud af det.
Når jeg var færdig med patienterne, så ville jeg igen går hurtigt på gangene med min kittel flagrende bag mig, og føle mig tilfreds for jeg havde gjort, hvad en rigtig læge skulle gøre.
Da jeg var lille, ville jeg være læge, når jeg blev stor, og jeg ville gøre mig selv rask. Og hvis jeg ikke blev læge, så ville jeg flytte til Italien og have sofaer i hvidt læder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar